Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


36 kommentarer

Mos myrder måske ikke i dag

xxtræer

Dyrehavsbakken larmer, især rutsjebanen, så vi er rykket ind mellem træerne, mig, Bjørn og Ingrid og nogle andre. Det er fedt at sidde her med et par øller. Vi vasker Bjørns svamp i øl, det skulle gøre virkningen ekstra god. Vi bliver som de gamle bersærker, uovervindelige i kamp og fred. Svampen smager ad helvede til, jeg skyller efter en gang til og venter.

Der sker ikke andet efter laaang tid end at jeg skal tisse. Jeg går ind mellem buskene og lyner ned. Kommer der ikke noget, sært. Jo næh, jeg må vente lidt. Læner mig op ad et træ med venstre hånd mens jeg holder med den anden hånd. Træet er mosklædt, det er blødt og lækkert. Mere blødt end træer plejer at være, sært eftergivende, hånden synker længere ind, utroligt i stammen. Nu er mosset klamt og bider. Jeg betragter mosset ovenover, der er et øje, to øjne som stirrer blodskudt mod mig under mægtige bryn, under en rynket pande. Munden er halvt åben, tungen hænger ud og drypper blod. Tænderne er hvasse og klar til at flænse mig. Tænderne, jeg kender dem, det er mine tænder, ansigtet er mit. Billen kryber ind i øjet for at æde synsbilledet, og jeg vifter den væk fra ansigterne. Den falder på jorden og ligger sprællende.

Det dunker i træet så jeg kan mærke rystelserne gennem hånden, gennem armen ind i mit hjerte. Mit ansigt sitrer, kan jeg se i mosspejlet, kinderne bevæger sig, jeg er ved at græde. I det samme hører jeg dødsskrigene fra rutsjebanen, ikke almindelige hvin af begejstring, mange stemmer råber, det brager og knaser ovre fra banen. Der er panik i luften. Men jeg kan ikke vende mig om, panikken er bag mig. Min ryg bliver helt sort og tung. Sirener hyler fra alle retninger gennem skoven, gennem krattet.

Jeg kravler bort fra træet, min hånd sidder stadigvæk efterladt inde i mosset, men jeg må bort, tilbage til de andre. Måske er der en flaske øl tilbage, øllen er det eneste jeg kan håbe på kan redde mig. Kredsen åbner sig og jeg sætter mig. De stirrer på mig og Bjørn siger: – Torsten, du …

Resten af sætningen forsvinder i larmen fra sirenerne, sved drypper mig i øjnene. Bjørn taler, men jeg ser på hans ansigt, på øjnene under de buskede bryn, på hans blik. Hans øjne er så mørke, de ser bort fra kniven for at jeg ikke skal vide hvad han tænker. Kniven ligger på den stub hvor vi har delt svampen. Bladet er rustent og der sidder stadig partikler fra svampen. Hvorfor vil Bjørn ikke se på kniven? Hvad skjuler han for mig? Bjørn vil tage kniven uden at jeg opdager det og bore den i mig, han vil gøre det af med mig.

Han har altid hadet mig, indser jeg, jeg ved det nu. Den måde han taler på. Han rækker mig flasken som jeg har bedt om. Eller har jeg sagt noget? Jeg hører lyde bag mig og drejer hovedet, de har gemt sig i buskene.

– Vil du have den øl eller ej? siger Bjørn truende. Der er ikke øl i den, det er noget andet, han har hældt noget i som bevæger sig og glimter, noget som vil tage kniven og bore den ind i mig hvis jeg drikker. Han stikker flasken lige op i mit ansigt for at jeg skal drikke nu, jeg skal tage væsken ind uden at vide hvad han har puttet i flasken. En gren knækker bag og inden i mig, noget knækker i mig.

Jeg er ikke så dum at tage flasken. De er lige bag mig nu, kan jeg mærke, jeg må være meget opmærksom.

– Hvem står bagved mig? spørger jeg de andre, ikke Bjørn, han er farlig at tale med. De stirrer på mig, de er bange for min hånd. Hånden sidder ikke længere på armen, ærmet er tomt, den står bag mig, alle fem enorme fingre klar til at knuse mig, de skygger over mig, jeg ser de andres ansigter tabe livet, øjnene spærres op, de tør ikke tale med mig, de er ikke i stand til at tale.

Ingrid løfter en hånd og stryger en lok fra panden, hun prøver at forsvare sig, jeg ser kun det hvide i hendes øjne, det sorte er forsvundet i skyggen bag mig. Blide Ingrid, hun magter ikke at beskytte sig mod dem der truer bag hende, dem jeg ikke kan se, men som hun kan mærke.

Bjørn stiller flasken tilbage på stubben, ved siden af kniven. Han vil ikke give mig den øl jeg har brug for, han vil noget andet, kniven.

– Hvordan har du det? spørger han. Og jeg ved hvad han mener, han truer mig. Lige meget hvad jeg svarer vil han gribe kniven og stikke den i maven på mig, min mave som er en del af træstammen, tung, fuld af årringe, af hundrede års rædsel, men ude af stand til at flytte sig bort fra faren. Han løfter hånden, måske griber han ikke kniven lige nu, han venter til at jeg ser bagud, til jeg er uopmærksom.

Når Bjørn er i nærheden er jeg altid på vagt, han skal ikke få chancen uanset hvor meget han prøver på at overliste mig.

Reklamer