Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


14 kommentarer

Hans hånd er så varm

Carsten Milvang's photo.

Lad en ting fortælle, i nutid og jeg-form. Giv stemme og personlighed. Du er den ting.

Hans hånd er så varm

Det første han kan se da han kommer ind i stuen er mig. Jeg er kun oplyst af fire lys, hver i sin holder, resten er mørke. Nu kender du mig ikke, vi har aldrig mødt hinanden, lad mig præsentere mig. Jeg hedder Lysestage, er femten centimeter på hver led, som en terning. Men består kun af kanterne som er tynde, matsorte metalstave. Midt på hver af de fire øverste stave sidder en lyseholder til stearinlys. Men i centrum er der ingenting, blot luft, jeg er mest tomhed lige som materien, en atomkerne og elektroner som afstanden fra solen til jorden. Min sjæl er zenbuddhist, den længes mod intetheden.

Flammerne flakker, skyggerne danser og jeg lugter af at lysene lige er blevet tændt. Rundt om mig lurer ukendte skyggevæsener kaldt frem af flammerne. Han griber mig – den eneste tryghed i værelset – og sætter mig på bordet ved sengen. Jeg taber stearin på hans håndryg som spøgelsestårer. Rummet inden i mig kunne indeholde hvad som helst en person har lagt, en lille figur, en tabt tand, et par nøgler, en pakke kondomer, et kontokort – men i øjeblikket indeholder det kun muligheder.

Hans hånd er så varm da han holder om mig. ”Du skal ikke være bange,” siger moren fra sin seng, ”sæt bare lyset her. Jeg vil se dit ansigt.”

Han flytter mig nærmere hen til hende. Rynkerne i hendes ansigt virker unaturligt dybe og sorte i mit lys; hver gang hun taler er det som en storm der fyger hen over ansigtet, rynkerne er floder af smerte, de fyldes af angst og tømmes igen, men aldrig helt. Mine flammer vokser og bliver derpå næsten udslukte i et mønster ingen kan udgrunde, det er min måde at berolige.

Men han ser ind i midten af mig i det mørke som ligger i lyset. Totalt, opslugende – dødens mørke. Jeg er bare tomt rum omgivet af sorte metalstave, som bærer fire uheldsvangre lys, et for hvert verdenshjørne, men intet lys for op eller ned. Intet lys for livet og intet der kan vise vej igennem døden.

Det er sidste gang jeg kan se dig. Hold fast i mig,” hendes stemme bliver svagere, og han tager fat om den hånd hun rækker ham, håndflade mod håndflade.

Jeg er her altid,” siger han, ”luk øjnene og mærk mig. Du har ikke brug for lyset når vi føler hinandens hænder. Jeg er kød af dig og du lever i mig, evigt.”

Hendes øjne glider i og bliver ikke åbnet igen. Nogen sinde.

Jeg troede i sin tid at jeg skulle være midtpunkt i glæde, fødselsdage, julefester med dansende børn. Nu skal jeg hjælpe den hjemløse sjæl videre ind i lysriget, give hende varme og energi til at finde vej et sted jeg ikke selv kender.

Og jeg skal hjælpe denne søn igennem hans tab – jeg kan se at han endnu ikke er klar over hvor meget af hans verden der er sunket i grus. Jeg har kun fire små flammer til at løse de to opgaver. Stearinen er begyndt at løbe med ad lysene – ned på mine sorte stave – jeg ved ikke hvorfor.

Han bliver siddende længe hos hende, og går til sidst uden at puste lysene ud. Nu er de brændt ned, og så kan jeg ikke udføre min pligt – vil du ikke nok være så sød at sætte nye lys i og tænde dem? Uanset hvem du er, jeg kan ikke se dig i mørket, vær så venlig mod mig og hende.


Jeg har tidligere stillet mig selv en lignende opgave (den står under  menuen Øvelser, forslag her på bloggen):  Beskriv en genstand, (a) objektivt, (b) subjektivt og (c) følelsesmæssigt. Se dig omkring og brug et eller andet. Fx en lysestage.

Jeg tænkte at det kunne være en god øvelse at omsætte den til første person nutid, hvor jeg så skal smelte de tre punkter sammen til ét forløb. For mig selv gør jeg på den måde også opgaven til en øvelse i at redigere egen tekst, noget jeg mangler at træne. / jesper o

Reklamer