Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


5 kommentarer

Kysset ind i evigheden

 

SPONTANOPGAVE d. 7. januar 2016

Her i januar er du kommet på afstand af egne tekster fra 2015,- hvordan virker de tekster egentlig når du træder et skridt tilbage? Du kan nu i rollen som neutral læser bedre mærke hvordan teksterne fungerer. Nogle vil være en fryd at læse, andre måske en skuffelse. Det er nu man kan lære allermest om at skrive.
Altså: læs dine egne tekster fra 2015 igennem.
1) Find en historie det er bedst at genlæse (A). Er det på grund af handlingen, moralen, dialogen, personskildringen, fortællestemmen, miljøskildringen, en kombination, skribentens entusiasme, eller noget helt andet?
Der må også være en anden (B) historie som virker en anelse ufærdig, for ordrig, for tør, dårligt sammenhængende, udspekuleret, naiv, for kort, lidt ved siden af, forkert synsvinkel, eller bare kedelig. Den venter på at blive hjulpet frem til livet. Brug eventuelt læserreaktionerne til at finde den.
2) Fornem i tekst A hvad der fungerer, og anvend det som inspiration til at omarbejde tekst B, hjælp den til at nå det den ville udtrykke. Redigering og omskrivning er fantastisk vigtig for en skribent og noget som vi ikke har dyrket nok. Det er guld værd at redigere.
3) Fortæl om dine overvejelser og skriv historie B om. (Plus gerne en henvisning til den oprindelige historie).

 

Den forrige udgave af historien, opgave 4 2015, “Mine ord er for få og for mange” (https://jesperodlp.wordpress.com/category/opgaver-2015/opg-4-mine-ord/), indeholdt stadig kysset. Måske skulle historien have været meget længere for at fungere. Nu har jeg lavet den om men med samme tema. Jeg har skiftet synsvinkel til en levende person som taler til sin datter, i stedet for en søn der lader sin afdøde mor tale igennem sig. Mere personligt, lettere, med dialog.
Jeg har forsøgt at bruge de elementer der har virket bedst i tidligere historier. Forhåbentlig har jeg lært noget.
 

Kysset ind i evigheden


– Nu har vi haft gode mor-datter samtaler om befrugtning, sex og kærlighed, men der mangler en ting som er næsten lige så vigtig, selv om det ikke er noget man skriver meget om i bøgerne.
– Tænker du på transpersoner, så er jeg ikke interesseret.
– Nej, noget helt andet. Du har set det tit uden at vide hvad det kan indebære. Jeg tænker på kysset. Folk aner ikke hvor vidunderligt det kan være.
– Ja, jeg synes også at det er spændende at kysse med nye mennesker, Det bliver et helt andet forhold man får til hinanden.

– Nu skal du bare høre. Dengang jeg havde mødt din far satte vi en hel dag af til et eneste kys. Det skulle vare så længe vi overhovedet orkede, ingen pauser, ikke noget med at spise eller tisse. Det startede som et almindeligt tungekys, du ved nogle gange får man en hektisk tunge stukket ind i munden, den farer rundt som en elektrisk røremaskine.
– Det er ret irriterende, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at undgå det, andet end at lade være med at kysse den person.

– Sådan et kys er kun første fase. Man må have tålmodighed. Anden fase er ro. Noget åbner sig, tunger leger som sommerfugle i forårsluften. Mundhulen udvider sig. Tredje fase er når åndedrættet bliver ubesværet. Jeg vil kalde det en fælles ånd. I Første Mosebog blæste Gud liv i mennesket med sin ånde. Sådan gjorde vi med hinanden. Vi blev lettere. Overalt i kroppen åbnede cellerne sig fulde af ilt og lys. Det var også – det vil jeg ikke skjule – erotisk, men uden at man absolut skulle bolle.
– Helt ærligt, taler du om orgasmer nu? Bare sig det, jeg kan tåle at høre sandheden.
– Hvis det er en orgasme, så er det en der varer tre timer.
– Nu overdriver du altså.

– Overhovedet ikke, tværtimod. Nærmere fire timer. Vi blev helt bløde og forsvandt i hinanden. Man behøver ikke skrige og krampe. Følelsen er måske mere postorgastisk. Hvad jeg vil fortælle dig er, bliv ved. Brug timer og timer, så kommer belønningen og du ønsker kun at fortsætte. Alt bliver ligegyldigt, mad, drikke, tv, – ja, endog Facebook! Man skal bare give sig tid.
– Du mener at jeg skal ud og finde en fyr der vil bruge mere end de seks minutter der går inden han sprøjter i mig. Mor, du er noget gammeldags, Vi lever i zapperkulturen hvor ti minutter er ganske lang tid til sådan noget. Det bliver et helvede at finde en der forstår at et kys skal vare mere end et minut – og han vil endda selv mene at han er særdeles professionel hvis han orker to minutter.

– Der er mere endnu. Vi fortsatte og fløj ud af kroppen sammen. Du ser skeptisk ud, men sådan er det efter fjerde time. Når kysset får lov til at var så længe. For mig er det en kosmisk oplevelse. Egentlig ville jeg fortælle dig at det er den største oplevelse i mit liv. Og en oplevelse som vi har givet hinanden mange gange siden. Altid lige som første gang. Men der er bivirkninger, enorme røde læber og meget følsomme. Når jeg ser i spejlet ligner jeg Anders And med rødt næb. Læberne tåler ikke at spise noget lige bagefter, selv om appetitten er enorm.
– Jeg har godt lagt mærke til at dig og far er glade for at kysse på hinanden. Mere end andre forældre. Og din mund har altid været så rød at jeg troede, at du brugte en formue på Collection Rouge Allure.
– Prøv det, og nyd det. Accepter under ingen omstændigheder små, tørre tantekys. Hvis din ven vil et megakys, er han manden til dig, ellers flygt bort fra ham så hurtigt som muligt.

Reklamer