Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer

Fortæller: 1. eller 3. person?

Et eksempel fra Saxos Forfatterskole når den var bedst. Jeg havde en historie med 3. pers fortæller med indre syn. Læserne foreslog fortæller: 1. person eller 3. person uden indre syn. Den greb jeg og lavede de to udgaver. Det virkelig skønne var kommentarerne der var så indsigtsfulde og detaljerede, at jeg virkelig fik lyst til at skrive om og redigere. Meget lærerigt, sådan kan det være.

Læg især mærke til kommentarerne fra Johnny B og Finn.

OpgavenSkriv en mininovelle med udgangspunkt i en given situation.
En person på vej til arbejde beslutter sig for at ‘dreje’ fra. Hvor tager hun/han hen? Og hvorfor? Husk konflikt. Der skal være noget vigtigt på spil for hovedpersonen.
Skriv max. 3 normalsider. Find selv på titel (1 normalside er lig med 2200 anslag.)

Et spring ud i det tomme rum, to udgaver

Her er to forskellige udgaver af historien. Først en ny version med første person fortæller i stedet for tredje person. Derefter en version med tredjeperson fortæller med ydre syn til sammenligning.
_________________________________________________________

Erik Smidt, overbibliotekar. Det lyder saftsuseme flot,” tænker jeg og gennemfører de sidste træningspas med håndvægtene, lægger dem på plads og går ud i badeværelset hvor jeg tager et behageligt brusebad og barberer mig med skraberen for en gangs skyld. Klasker noget barbersprit på, klap, klap, fin duft. Kigger i spejlet, det er rigtig flot, man kan ikke se de fyrre år. Godt.

I dag er en dag til pænt tøj, ikke den jakke med læderlapper på albuerne. I dag skal jeg ikke på biblioteket men på rådhuset og skrive under, så er jeg overbibliotekar højt oppe i hierarkiet. For at nyde situationen og drømme lidt sætter jeg mig på en stabel bøger til udtalelse.

Telefonen ringer og jeg fisker den op af lommen efter at have ledt nogle forkerte steder, det er jo ikke de sædvanlige lommer. Replikkerne kan jeg udenad:
“Hallo, mor. Hvordan går det?”
“Er du lidt trist, mor?”
“Men den blodprop er jo længe siden, man kan ikke mærke noget på dig.”
“Skal du nu igen over på kirkegården og se til far? Kunne du ikke finde noget mere muntert.”
“Ja, ja sådan føler du, det accepterer jeg.”

Imens den daglige samtale udspinder sig kigger jeg ud ad vinduet over på naboens tag. Og en mis på taget. Den lægger ørerne tilbage og hvæser ad en krage. Katten går ned i benene, halen pisker frem og tilbage. Hovedet helt nede mod tagstenene. Og nu: et spring ud i det tomme rum – kragen er hoppet et skridt tilbage. Kattekløer kradser mod tagsten. Mis rutsjer ned og hænger i tagrenden. Den lader som ingenting: plejer der ikke at hænge katte her? Vel gør der så. Nu må den hoppe ned i buskene. Piv, og væk for en tid. Senere sidder den og slikker sig.

“Du lyder meget bedre nu, mor, så farvel, og husk at hvor der er skygge er der også sol, som far sagde.”

For fremtiden kommer jeg til at herske over bøgerne. Nu skal det ikke kun være Dan Brown i tyve eksemplarer vi indkøber. Dostojevskij skal tilbage. Russisk lidenskab, spillere der taber alt i kasinoet, kældermennesket, den gamle pantelånerske der bliver myrdet af studenten. En blanding af alvor og ironi.

Jeg er en af de få der ler højt af Dostojevskij, en af de få der overhovedet læser ham mere, jeg sidder lige oven på den nye oversættelse. Sidste år kom alle hans bøger i magasin og halvdelen bliver makuleret til næste finansår. To år uden udlån og en bog ryger til salg eller makulation. Kun to år. Hvis Det kongelige Bibliotek blev drevet på samme måde ville hele slægtens hukommelse ryge lukt i flammerne.

Og Stefan Zweig, måske overlever Skaknovelle i magasinet og bliver udlånt når der er VM i skak. Herman Bang, der bliver kun Ved Vejen tilbage til skolebørnene; men Mikaël ryger på forbrændingen, en interessant bog i forfatterskabet, men flæbende sentimental, rent savl – her smider Bang endelig masken og står afklædt tilbage som bøsse, ind i ovnen.

Men de kommer tilbage. Hver eneste nyoversættelse eller nyudgivelse vil jeg anskaffe. De skal stå og lyse på hylderne, så kostbare og kostlige at de ikke kan fjernes, jeg får myndighed til det i dag –

Mine tanker bliver afbrudt af telefonen igen.
“Hvad, kommer du ikke på arbejde i dag, Helle? – Vi kan nok klare at undvære dig et par dage. Du er jo ikke den eneste bogopsætter.”

Hendes telefon falder ud, samtalen bliver uforståelig og slutter. Ikke mere batteri.

Jeg er midt i at læse Idioten som ikke er idiot, men epileptiker. Dostojevskij skriver så jeg overvejer at blive epileptiker, auraen inden et anfald, tingenes skønhed der træder uventet frem, mærkelige følelser og lugte, lyden af trommer, hallucinatorisk klarhed – endelig til slut følelsen af at tilværelsens slør rives bort og det guddommelige står der med livets gåde løst… og til slut mørket. Stærkere end hvad der sker når narkomaner sprøjter ind i deres halsvener. Hellere Dostojevskij.

Telefonen afbryder:
“Det er Helle, nu har jeg strøm igen, jeg blev ikke færdig.”
“Hvad fejler du?”
“Det er mit hjerte.”
Der bliver en pause med nogle skrabelyde. Hun snøfter:
“Han vil alligevel ikke giftes. Han er blevet munk! Han har forladt mig for at bo sammen med hundrede skaldede mænd og sidde og mumle sutraer hele dagen. Hvad så med mig?”
“Elsker I ikke hinanden?”
“Højere end nogensinde… påstår han. Han elsker hele menneskeheden, siger han. Alt levende. Jeg tror ikke en skid på det. Hvem skal kærtegne mig om natten? Hvis øjne skal jeg se ind i om dagen? Hvor er den hånd, som tager min hånd, som fylder mig med varme og energi? Fortæl mig det. Jeg er ligeglad med orgasme og buddhisme. Jeg vil bare have Flemming. Jeg vil bare… men det er slut. Jeg er så alene. Nu er det kun naboens kat der kommer ind ad døren.”
“Måske har du godt af at komme ud. Du blev ikke færdig med at rydde op i klasse 40, geografi. Kan det ikke aflede dig lidt?”
“Nej! Nej! Jeg ønsker ikke nogen sinde at se ordet Kathmandu, dér skulle jeg have holdt bryllup med Flemming. Jeg kan ikke klare det. Jeg ligger i voldgraven med ansigtet nedad om lidt. Alting flyder, jeg har intet at holde mig til.”

Imens ser jeg for mig hvordan hendes sorte hestehale flagrede muntert når hun nynnende satte bøger op, hendes guldsmykke over barmen. De store mørkebrune, strålende øjne, en mund hvorpå gratierne synes at skertse. En snehvid hals, to runde, elastiske, svulmende – – – o himmel! – jeg glemmer mig! Jeg er ved at forsvinde ind i Johannes Ewald. Ewald havde sin muskateller, jeg har min Johnny Walker. Men jeg har heldigvis også Dostojevskij, jeg kan låne Dostojevskijs visioner og flyve på dem, uden Johnny, uden muskateller.

“Du er det eneste faste punkt i min tilværelse,” siger Helle med lav stemme.
“Jeg skal til møde på rådhuset lige straks. Men du er velkommen til at ringe hvis du får brug for det.”
“Tak skal du have. Men det er nu jeg har brug for et menneske af kød og blod.”
“Jeg må løbe, vi ses.”

Den røde slukknap på telefonen lyser, jeg trykker på den. Og sidder et øjeblik og stirrer på dens lille glasskærm mens billederne flimrer forbi på min indre skærm. En hals, en barm, en smækker skikkelse, værdig holdning.

Jeg ryster billederne ud af hovedet, tager cykelhjelmen på og kører ud ad Bernstorffvejen mod rådhuset, forbi kirken hvor klokkerne ringer som om de skulle kalde de døde op af jorden.

En sort klump ligger på fortovet, en ravn, ingen ved hvorfor. Den ligger med brustne øjne vendt mod himlen hvor den kom fra. Jeg står af cyklen og spørger stille ned mod det halvåbne næb
“Hvad er der i vejen, skal jeg ringe efter hjælp? Men vi taler ikke samme sprog, du kommer måske sydfra, og er franskmand. Eller er du dansk? Skal du dø her, hvor du altid har levet, uden at opleve verden? Kendte du friheden?”

Efter et sekunds tøven trækker jeg cyklen over på den modsatte side af Bernstorffvejen, tager telefonen frem og ringer til Helle: “Jeg er hos dig om en halv time. Skråt op med rådhuset!”

______________________________________________

En ny version med ydre fortæller i stedet for første person. Lad os se hvordan det fungerer i denne tredje udgave, lidt ændret efter Finn. Version 35

Erik Smidt, overbibliotekar. Det lyder saftsuseme flot,” siger hans mor. Erik gennemfører de sidste træningspas med håndvægtene, lægger dem på plads og går ud i badeværelset. Han bliver stående i bruseren lidt tid efter at sæben er skyllet af. Derefter barberer sig med skraberen for en gangs skyld. Klasker noget barbersprit på, klap, klap. Han kigger i spejlet, en krop med muskler, kun få grå hår på hovedet – og griber i maveskindet uden at der følger fedt med. Et lille smil.

Inde i soveværelset kaster kaster han et blik ind i påklædningsskabet, men moren er der hurtigt, selv om hun kun er på besøg:
“Tag nu det pæne tøj, ikke den jakke med læderlapperne.”
“Jeg ved det, mor. Men det er bare en underskrift på rådhuset, så har jeg virkelig indflydelse på boganskaffelserne. Slap af, lad mig nyde det lidt.”

Hun har anbragt sig i hans lænestol, så han tager plads på en af de mange stabler af bøger til udtalelse der ligger rundt omkring i stuen. Nogle er hans egne og nogle bibliotekets.

“Hvordan går det så, mor?” Hun kommer med en længere forklaring.
“Er du lidt trist, mor?” Hun indrømmer det.
“Men den blodprop er jo længe siden, man kan ikke mærke noget på dig.”
“Du ved slet ikke hvordan det er, Erik. Der er så tomt uden ham.”
“Vil du igen over på kirkegården og se til far? Kunne du ikke finde noget mere muntert?”
Hun synker sammen i stolen og ser ned.
“Ja, ja sådan føler du, det accepterer jeg.”
Det er tydeligt at hun ikke er tilfreds. Hendes stemme er først næsten uhørlig og vokser mens hun forklarer og forklarer.

Eriks blik vandrer ud ad vinduet over på naboens tag. En mis på taget. Den lægger ørerne tilbage og hvæser ad en krage. Katten går ned i benene, halen pisker frem og tilbage. Hovedet helt nede mod tagstenene. Og nu: et spring ud i det tomme rum – kragen er hoppet et skridt tilbage. Kattekløer kradser mod tagsten. Mis rutsjer ned og hænger i tagrenden. Den lader som ingenting og hopper ned i buskene. Piv, og væk for en tid. Senere sidder den og slikker sig.

“Du lyder meget bedre nu, mor, husk at hvor der er skygge er der også sol, som far sagde. For fremtiden er det mig der hersker over bøgerne. Nu skal det ikke kun være Dan Brown i tyve eksemplarer vi indkøber. Dostojevskij skal tilbage, russisk lidenskab, spillere der taber alt i kasinoet, kældermennesket, den gamle pantelånerske der bliver myrdet af studenten. En blanding af alvor og ironi.”

Hun nikker og der forsvinder et par rynker: “Du ligner din far.”

“Jeg er en af de få der ler højt af Dostojevskij, en af de få der overhovedet læser ham mere. Sidste år kom alle hans bøger i magasin og halvdelen bliver makuleret til næste finansår. To år uden udlån og en bog ryger til salg eller makulation. Kun to år. Hvis Det kongelige Bibliotek blev drevet på samme måde ville hele slægtens hukommelse ryge lukt i flammerne. Og Stefan Zweig, måske overlever Skaknovelle i magasinet og bliver kun udlånt når der er VM i skak.”

“Hvad sker der med Bangs Irene Holm?” Moren har rettet sig op.

“Herman Bang, der bliver kun Ved Vejen tilbage til skolebørnene; men Mikaël ryger på forbrændingen, en interessant bog i forfatterskabet, men flæbende sentimental, rent savl – her smider Bang endelig masken og står afklædt tilbage som bøsse, ind i ovnen.”

Rynkerne kommer tilbage igen.
Da han fortsætter begynder det grå hoved at nikke og smile:

“Men de kommer tilbage! Hver eneste nyoversættelse eller nyudgivelse vil jeg anskaffe. De skal stå og lyse på hylderne, så kostbare og kostlige at de ikke kan fjernes, jeg får myndighed til det i dag -“

Han bliver afbrudt af telefonen.
“Hvad, kommer du ikke på arbejde i dag, Helle? – Vi kan nok klare at undvære dig et par dage. Du er jo ikke den eneste bogopsætter.”

Helles telefon falder ud, hendes ord bliver til krattelyde og samtalen slutter. Ikke mere batteri.

“Nu skal du høre, mor. Jeg er ved at læse en nyoversættelse af Idioten,” han klapper på den bogstabel han sidder på, “det er jo en epileptiker, ikke en idiot. Dostojevskij er så intens at jeg overvejer at blive epileptiker: auraen inden et anfald, tingenes skønhed der træder uventet frem, mærkelige følelser og lugte, lyden af trommer, hallucinatorisk klarhed – endelig til slut følelsen af at tilværelsens slør rives bort og det guddommelige står der med livets gåde løst… og til slut mørket. Stærkere end hvad der sker når narkomaner sprøjter ind i deres halsvener. Hellere Dostojevskij!”

“Tag det roligt, Erik. Man kan også læse for mange bøger, jeg må gå nu. Jeg skal nå en rodbehandling, kan du klare dig?” Moren kigger på uret to gange, rejser sig brat og er halvt ude, da telefonen ringer igen:
“Det er Helle, nu har jeg strøm, jeg blev ikke færdig.”
“Hvad fejler du?”
“Det er mit hjerte.”

Eriks hoveddør smækker, og i telefonen bliver der en pause med nogle skrabelyde. Helle snøfter:
“Han vil alligevel ikke giftes. Han er blevet munk! Han har forladt mig for at bo sammen med hundrede skaldede mænd og sidde og mumle sutraer hele dagen. Hvad så med mig?”
“Elsker I ikke hinanden?”
“Højere end nogensinde… påstår han. Han elsker hele menneskeheden, siger han. Alt levende. Jeg tror ikke en skid på det. Hvem skal kærtegne mig om natten? Hvis øjne skal jeg se ind i om dagen? Hvor er den hånd, som tager min hånd, som fylder mig med varme og energi? Fortæl mig det. Jeg er ligeglad med orgasme og buddhisme. Jeg vil bare have Flemming. Jeg vil bare… men det er slut. Jeg er så alene. Nu er det kun naboens kat der kommer ind ad døren.”

“Måske har du godt af at komme ud. Du blev ikke færdig med at rydde op i klasse 40, geografi. Kan det ikke aflede dig lidt?”
“Nej! Nej! Jeg ønsker ikke nogen sinde at se ordet Kathmandu, dér skulle jeg have holdt bryllupet med Flemming. Jeg kan ikke klare det. Jeg ligger i voldgraven med ansigtet nedad om lidt. Alting flyder, jeg har intet at holde mig til.”

“Helle, kan du huske det sted i Ewalds selvbigrafi hvor han beskriver hende han var forelsket i? Der står: De store mørkebrune, strålende øjne, en mund hvorpå gratierne synes at skertse. En snehvid hals, to runde, elastiske, svulmende – – – o himmel! – jeg glemmer mig! – Husker du det?”
“Ja,” siger Helle, “han er meget betaget.”
“Det er jeg også, – ikke bare af Ewald, jeg er ikke kun bibliotekar. Jeg er ved at forvilde mig ind i Johannes Ewald nu. Ewald havde sin vin, jeg har heldigvis Dostojevskij, jeg kan låne hans visioner og flyve på dem, uden muskateller.” Der er kommet sved på mobilen, han flytter den over i den anden hånd.

“Du er det eneste faste punkt i min tilværelse,” siger Helle med lav stemme.
“Jeg skal desværre til møde på rådhuset lige straks. Men du er velkommen til at ringe hvis du får brug for det.”
“Tak skal du have. Men det er nu jeg har brug for et menneske af kød og blod.”
“Jeg må løbe, vi ses.”

Helles telefonnummer står på skærmen, han trykker på den røde slukknap, nummeret forsvinder og forbindelsen afbrydes. Et øjeblik sidder han og stirrer på den tomme glasskærm.

Erik ryster på hovedet, tager cykelhjelmen på og kører ud ad Bernstorffvejen mod rådhuset, forbi kirken hvor klokkerne i det samme slår bedeslag.

En sort klump ligger på fortovet, en ravn, som ingen hæfter sig ved. Den ligger med øjne uden liv og glans, øjne vendt mod himlen. Han står af cyklen og spørger stille ned mod det halvåbne næb
“Hvad er der i vejen, skal jeg ringe efter hjælp? Men vi taler ikke samme sprog, du kommer måske sydfra, og er franskmand. Eller er du dansk? Skal du dø her, hvor du altid har levet, uden at opleve verden? Kendte du friheden?”

Efter et sekunds tøven rejser Erik sig og trækker cyklen over på den modsatte side af Bernstorffvejen. Han tager telefonen frem: “Jeg er hos dig om en halv time, Helle. Skråt op med rådhuset!”


Kommentar
Anni
Skrevet: 26. november 2013 14:06

Hej Jesper
Litteraturens betydning er stor og en overbibliotekar et ønskejob.Men menneskelige ralationer er trods alt vigtiger. Godt, han indser det. Du laver meget fine billeder. Især holder jeg af ravnescenen.
kh Anni

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 7 (26. november 2013 14:08) – se tekst
 
Ben
 
Skrevet: 26. november 2013 14:15

Hej Jesper CO2 = Jesper O.
Underskriften kan han sætte næste dag og et råb om hjælp fra Helle overhører han ikke.
Manden har empati og åbnet hjerte.
Dejlig fortælling, hvor jeg nød at læse om overbibliotekarens store dag.
Tak for en sjov og god læseoplevelse.
kh Ben

 
nenner
 
Skrevet: 26. november 2013 14:54

Kære Jesper o.
Jeg bliver i godt humør.
Her kommer en fan. Jeg holder meget af din skrivemaskine,
når den ikke får for lidt derud ad. Så er jeg bare med.
Og jeg elsker alle bøgerne og bliver så glad for at få
titlerne serveret. Jeg kender dem alle.
Nå men du skal lige kigge efter engang til, der er et par
slåfejl og tid nok til at rette dem.
Ham Erik er fjong.
Jeg holder af dit skriveri.
Tak for nu.
Kh.
Nenner

 
nenner
 
Skrevet: 26. november 2013 14:56

PS.
Helle trænger vist til en smule omsorg
fra en gentleman, især sproget, men hun
er jo også i krise.
Nen

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 8 (26. november 2013 15:24) – se tekst
 
ravnkilde
 
Skrevet: 26. november 2013 17:39

Kære Jesper Co2,
Herligt når du får næsten glemte bøger til at dukke op i mine erindringsceller.
Du skriver så godt, dit sprog flyder, blandingen af dialoger og tanker giver lige den spænding, som gør at man læser uden at trække vejret.
Smuk tekst.
hilsner ravnen.
Der er noget med ravne ikke?

 
Livsglæde
 
Skrevet: 26. november 2013 19:59

Hej Jesper

Du har glemt at give ham cykelklemmerne på.
Det er klasseskrivning. Det er morsomt, vittigt, spidsfindigt og fantastisk godt skrevet.

Der er så meget detaljerigdom i denne tekst. Kender du “Flunkerne” bøger for børn, hvor man skal lede og finde ting.
Jeg får meget med mig i første gennemlæsning, men jeg er sikker på, at når jeg læser tiende gang, så vil der dukke noget nyt op.

Fortsættelsen af din historie fra sidste uge ender lykkeligt, tror jeg nok:-) jeg kan rigtig godt lide katten.

Tak for denne gang SAXO og på forhåbentlig gensyn.

Kh Livsglæde

 
Jesper CO2 =

Jesper O

Versi (26. november 2013 23:59) – se 
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 9 (26. november 2013 20:17) – se tekst
 
vædderen
 
Skrevet: 27. november 2013 00:02

Hej.
Jeg har solet mig i din humor. Her får de glemte ånder oprejsning, hvilket glæder mig, selvom der er gruopvækkende perspektiver i, at slægters hukommelse ender i makulatoren, fordi de ikke får nogen likes. Din hp er et overskudsmenneske, så nørdet han er. Er også vild med katten, både på grund af dens fandenivoldskhed og symbolværdien.
bedste hilsner og god vind

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 11 (27. november 2013 01:32) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 27. november 2013 08:40 | Redigeret: 27. november 2013 08:47

Hej Anni

Ravnebilledet var kommet flyvende til mig inden opgaven startede – men det passede så fint. Tak for dit besøg, det er værdsat.

KH jesper o
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej Ben

Historien kan godt have lidt tragiske undertoner, så jeg er meget glad for at du fik en sjov og god oplevelse.

KH jesper o
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej nenner

Jeg elsker min fan, og hvis jeg kan sætte dig i godt humør er dagen reddet, godt at høre fra dig. Da jeg skrev tænkte jeg på et tidspunkt på Bradburys Fahrenheit 451, hvor bøger er forbudt og brændt så man er nødt til at lære dem udenad, hver person ER en bestemt bog. Bøger kan være levende.

Kunne du give mig nogle vink – hvis du får tid – om de ord der skal rettes, jeg kan ikke selv se dem? Det ville være en god hjælp. Hvad er det med Helles sprog?

KH fra jesper o
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Kære Ravnkilde

Der er i høj grad noget med ravne (Hugin og Munin) der kommer og fortæller om godt og skidt. Og om liv og død. De er vigtige.

Tak for dine ord om sproget. På et tidspunkt tænkte jeg på at skrive som et teatermanus med overvejende rene replikker og sparsomme regibemærkninger. Jeg har åbenbart ramt den rette balance her, så det er meget tilfredsstillende at du slår ned på det punkt.

KH jesper o
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej Livsglæde

Åh, tak for dinne skønne ord. Jeg har tatoveret dem på indersiden af øjenlågene nu. Spændende at du kan finde detaljer hele tiden, jeg er benovet! Til gengæld er jeg selv lidt imponeret over at der er mere sammenhæng end jeg forestillede mig da jeg skrev, symbolik med liv og død. Jeg var bange for at det virkede som tilfældige tekststykker, men det gør historien ikke – for mig, i hvert tilfælde.

I stedet for dette afsnit:

“Han ryster på hovedet, tager cykelhjelmen på og kører ud ad Bernstorffvejen mod rådhuset, forbi kirken hvor klokkerne ringer som om de skulle kalde de døde op af jorden.”

kan du eventuelt selv indsætte følgende:

“Han ryster billederne ud af hovedet og finder morfars cykelspænder frem; så pæne bukser kræver særligt hensyn, selv om hans gamle politicykel har lukket kædekasse der bliver pudset jævnligt. Cykelhjælm og refleksvest på. Fra saddeltasken tager han pudsekluden og renser sadlen for spindelvæv, og efter at have fjernet kædelåsen er han klar til afgang…” osv.

KH jesper o

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej vædderen

Miav, sagde katten, og det betyder: vi glæder os over dit besøg begge to. Du ser frisk og solbrændt ud på trods af bekymringen over slægtens hukommelse. Lidt at smile af sniger der sig altid ind.

De bedste hilsener jesper o

 
nenner
 
Skrevet: 27. november 2013 10:14

Kære Jesper o.

Tak for invitationen. Jeg forsøger mig frem og kommer
først selv nærmere på, imens jeg skriver.
Som det står nu, lyder det ikke som en ked kvindes følelser,
men nærmere som en deklamering, deklamation?
Sådan kropsligt at slå ud med armene.
Hendes krop omfavner vel sit eget sårede hjerte.
Ville Helle ikke derfor nærmere betro sine følelser og stille
spørgsmål til sin ven Erik?

“Hvem (fanden)holder om mig om natten, hvem ser sådan på mig (begærer) (sender mig blikke) om dagen?
Hvem holder mig i hånden og giver mig varme og energi?
Sig mig det.

Jeg er skide ligeglad med ….decimalremsen, uden forklaringer i paranteser.

For det er hendes følelsesfulde tale, hvor alle de der målebestemmelser
på kærligheden åbenbart har taget over.

“Jeg længes efter Flemming… men det er bare slut nu… jeg føler mig så alene…
her er kun naboens kat.”

Noget i den retning. Kan du mon følge mig?

Kh.
Nenner

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 13 (27. november 2013 12:52) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 12 (27. november 2013 12:47) – se tekst
 
nenner
 
Skrevet: 27. november 2013 12:57 | Redigeret: 27. november 2013 14:04

Kære Jesper.

Jeg kan bedre se hende nu, meget bedre.
Du har skabt hende med dine ord
– og alt er godt.

Kh.
Nenner

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 27. november 2013 12:59 | Redigeret: 27. november 2013 13:01

– Kære nenner, tak for dine præciseringer. Jeg syntes at decimalklasserne var morsomme, at hun var kommet så langt ind i opsætteriet at hun begyndte at tale på den måde. Men der skal nok en meget længere tekst for at det fungerer. Væk. Jeg havde faktisk tænkt lige den replik som en deklamation, som en arie i en opera – og under påvirkning af Ewald.Det fungerede ikke ganske efter hensigten, fordi det opleves som et umotiveret stilbrud. KH jesper o

PS tak for at være SÅ hurtig.

___________________________________________________________

Version 13 med ændret stilleje i Helles hovedreplik
____________________________________________________________

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 14 (27. november 2013 13:23) – se tekst
 
Ossian
 
Skrevet: 27. november 2013 20:37

Hej Jesper,

Titlen er meget sigende – og rammer plet. Han overrasker da vist sig selv, den gode Erik Schmidt.
En dejlig historie. Og til helvede med ham der munken!
Jeg kan godt lide det underspillede i, at Helle ringer akkurat til Erik; det fortæller jo meget om hende og deres forhold og hendes forhold til Flemming. Velskrevet.
Jeg håber, både Erik og Helle får lidt mere frisk luft fremover.

En enkelt sproglig kommentar:
Jeg tænker umiddelbart, at ‘udspinde’ burde være ‘udspille’ i stedet for – men accepterer også, at man kan forholde sig kreativt til standard sprogbrug ;-)

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 27. november 2013 21:21 | Redigeret: 27. november 2013 21:23

Hej Ossian

En titel fisket fra selve teksten, rart at den fungerer. Vi havde 6.600 anslag, i virkeligheden er historien selvfølgelig længere. Jeg er ikke blevet enig med mig selv om den ender lyst eller mørkt – åh, og nu tænker jeg på en ny slutning. Men du kunne lide historien som den er og det er hovedsagen for mig.

——-
Jeg har kopieret fra Den Danske Ordbog: udspinde sig

foregå eller udvikle sig, ofte på en dramatisk måde
SYNONYM udspille sig
GRAMMATIK: NOGET udspinder sig (+STED/+TID)

Eksempel: “I NOAH har vi med interesse fulgt den optakt til debat om den gensplejsede roe, som udspandt sig i sommer.” Inf86
———-

De bedste hilsener jesper o
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

 
LarsH
 
Skrevet: 27. november 2013 22:19

Åh, Jesper du tegner et fint billede af en snirklet, snørklet bibliotekar og hans faglige ambitioner. Og også af at der skal en del til for at få ham til at dreje af. Noget så prosaisk som en død ravn forløser ham. Meget fint. For han må jo uden at gøre sig det klart have været klar til at ‘dreje fra’.
God løsning

 
nenner
 
Skrevet: 27. november 2013 22:55

Kære Jesper.

Jeg svarede dig på noget du sagde
på min side.
Når du får tid.

Kh.
Nenner

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 27. november 2013 23:24

Hej Lars

Jo, han har haft sine billeder af friheden, Helle. Og sine billeder af døden, morens blodprop, farens grav, kirkens klokke – og så ravnen, der stiller ham spørgsmålet: død eller fri? De to muligheder er vokset sig stærke, det kan blive for sent at vælge.

De bedste hilsener jesper o
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

– Nenner. I morgen læser jeg igen. Og fortsætte med tekster, tænker du på gamle opgaver eller hvad? kh jesper o

 
nenner
 
Skrevet: 27. november 2013 23:30

– forsætte med at skrive og kommentere opgaver efter saxo
Kh.Nen

 
Glenstrup
 
Skrevet: 28. november 2013 11:17 | Redigeret: 28. november 2013 11:20

Hej Jesper

Den her er jeg ret vild med. Den måde, du blander litteratur og virkelighed, realisme og allegori. Mange gode referencer til tidligere forfattere. Start in medias res med et effektivt projekt, der i sig selv bærer ironi: Overbibliotekar. OK! Fint nok, men så heller ikke mere. Men jo, fordi hans projekt er jo at redde litteraturen. Og så kommer pludselig virkeligheden. Eller er det virkeligheden, eller bare en anden slags fiktion, den der løber af sted ude i hverdagen, hvor mennesker mødet og alskens ævl opstår.

Jeg har en anke: Slutningen er logisk nok, og følger novellens udvikling. Men jeg fornemmer den lige akkurat postuleret alligevel. Det går galt for mig her, tror jeg:

“- Tak skal du have. Men det er nu jeg har brug for et menneske af kød og blod.
– Jeg må løbe, vi ses.”

Jeg er med på, at han igen går i “moderfælden” (sådan læser jeg det),sælger sin litterære drøm for at følge “hjælpegenet”. Følger en frihed, som er dømt til at ende med ny binding. Men min fornemmelse, som selvfølgelig er min subjektive ting, er, at det bliver erklæret for tydeligt til, at han falder i. Hjælpeløse kvinder, også dem med lokkende attributter, er vist mere subtile, når de synder deres sirenesang.

Jeg er vild med dine dyreallegorier.

I det hele taget misundelsesværdigt godt.

 
Gunvor
 
Skrevet: 29. november 2013 11:06

Hej Jesper

Jeg har netop set, at du var forbi hos mig i sidste uge uden at jeg hverken kommenterede det eller lavede genvisit. Undskyld! Jeg skyndte mig derfor her hen og det er jeg simpelthen så glad for, at jeg gjorde.

Jeg er fuldstændig forgabt i din historie. Ikke kun fordi du lokker mig med alle de lækre litterære retter (hvilken madding. Selvfølgelig springer jeg på den krog) men også fordi du har nogle herlige billeder. Specielt er jeg helt vild med kragen.

En lille bitte anke har jeg dog i forhold til samtalen med Helle. Jeg synes måske hun bruger en anelse for meget krudt på manden der er gået og alle hendes følelser for ham til at hun bare vil lade overbibliotekaren springe på. Du kan jo overveje om hun kunne være lidt mere fortvivlet uden at kunne sætte ord på det selv? Kun til overvejelse.

Tak for pragtfuld læsning. Næste gang jeg går på biblioteket vil jeg se på overbibliotekaren med et helt nyt blik ;-)

KH
Gunvor

 
ninasan
 
Skrevet: 29. november 2013 14:58

Hej Jesper

Hvor herligt, at din bibliotekar får en chance til af livet. Man ønsker for ham, at det ikke bliver “det tomme rum” med Helle. Hellere en pige i hånden end 10 heltinder på hylden! Det er et rigtigt menneske, der handler her. Jeg kender jo Erik, men selv om jeg ikke havde læst den foregående historie, så tror jeg, at jeg ville nyde den lille novelle. Afslutningen kommer måske til næste år.
God Jul

Vh
ninasan

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 29. november 2013 14:59

Hej Glenstrup

Her hvor vinteren banker på døren er det rart med noget indre varme, såsom nogle gode ord om min historie, mange tak skal du have, også for din som altid gode analytiske læsning, der aldrig mangler hjerte. Jeg følte mig totalt tom da jeg læste opgaven og skulle til at skrive, en virkelig irriterende opgave: mand på vej til kedeligt kontorarbejde bryder ud og spiller sig fra hus og hjem, sådan lød det i starten. Addr. At der alligevel kommer noget læseværdigt ud af anstrengelserne i den sidste ende er så skønt og giver mig god energi.

Anken. Så er jeg, forfatteren, også faldet i moderfælden. Helle er tænkt som et menneske i katastrofen. Hun vender sig til den nærmeste og åbner for sluserne; i forvejen er der god kemi mellem dem (en implicit henvisning til min foregående historie, “Johnny Walker, bibliotekar”, jeg håber ikke at den henvisning skulle være nødvendig, for jeg hader fortsatte historier her) så hun er tryg. Med andre ord tror jeg ikke at hun lægger en fælde – men det er lige før at jeg er nødt til at skrive hele historien set fra Helles synspunkt, og hvem ved hvad der så viser sig. Tak for din tanke og anke.

Du skriver noget et sted om at du går til undersøgelser. Jeg må ønske dig god bedring, og er så meget desto mere glad for at du har energi til at gå rundt og læse og kommentere.

De bedste hilsener jesper o
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej Gunvor

Jeg går også i en evig angst for at glemme. Jeg har prøvet med skemaer og krydser, men det er for bogholderagtigt, det kan jeg ikke overholde. Alle visitterne og genvisitterne kan være udmattende, jeg ved det, men de er halvdelen af læreprocessen her, har jeg fundet ud af.

Det glæder mig at du har husket mig, og endnu mere at du fandt det umagen værd at læse min historie!

Noget af det interessante ved at skrive historien var at jeg havde billederne inden opgaven, de fandt selv vej. Nogle gange laver jeg flowskrivning inden en opgave for at få inspiration og for ikke at falde i den fælde der hedder den indlysende, og dermed kedelige, løsning på opgaven.

Om Helle lader overbibliotekaren springe på er stadig et åbent sprøgsmål, men der kunne ligge en invitation til et trøsteknald eller mere, de har gode fælles interesser, – eller mindre.

Jeg kan forstå at Helle-figuren kan trænge til mere overvejelse. Da jeg skrev var hun nærmest en bifigur til Erik. Historien er også oplevet gennem ham. Jeg ville gerne have haft plads til mødet mellem de to, som kunne have afklaret nogle af spørgsmålene om hende og givet hende mere liv; det var med da jeg planlagde historien men jeg blev nødt til at skære straks efter at han drejede af.

Gunvor, du skal have tusind tak for dine overstrømmende ord om min historie. Meget tilfredsstillende for mig med det resultat.

KH jesper o

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 29. november 2013 15:13

hej ninasan

Godt at du nåede forbi mig. Du er sød at du tænker sådan om Erik, han savner også et menneske af kød og blod, et behov dybt i os alle.

Måske kommer der en opgave der hedder: “Tag en af dine bipersoner og skriv historien fra vedkommendes synspunkt.” Så kunne det være Helles historie, jvf. mine genkommentarer ovenfor og vi kunne måske nå frem til mødet. Tak for “et rigtigt menneske”, det glæder mig.

De bedste hilsener fra jesper o

– og glædelig jul mm. samt ønsket om gensyn!

 
Amanda Gyldenlyng
 
Skrevet: 29. november 2013 23:28

Hej Jesper CO2

Nu har jeg jo “mødt” dig nogle gange idebatterne, så jeg blev nysgerrig.
Det er en udmærket historie, du har skrevet, synes jeg.
Og det fremmer jo nok begejstringen, at jeg holder af bøger. Synd der er for mange af dem, men “folk” læser dog stadig.
Din ho. er vel en lidt verdensfjern bogelsker. Hans samtale med moderen lyder som en “automatsamtale.”
Ud fra samtalen med Helle i denne historie virker han meget menneskekærlig – og det er fint.
Jeg læste lige din forrige historie – fordi kommentarer henledte min opmærksomhed på, at denne er inspireret af den – og her tyder det kraftigt på, at manden er forelsket i Helle.
Kan så ikke helt lade være med at tænke på, om han et sted længes efter at være ung igen. Måske ligefrem vil have sin tabte (?) ungdom igen?
Nå, men det er som nævnt en udmærket historie. Fint skrevet og fortalt.
Og titlen er ikke værst ;-)

Vh. Amanda

 
sean
 
Skrevet: 30. november 2013 19:40

Hej Jesper

Jeg har læst din gode kommentar om: en bogs tema og genre.

Jeg har lige skrevet en kommentar til dig og Amanda G.
på debattråden “Hvad er en god titel” – se venligst denne.

God weekend

VH Sean

 
pjust
 
Skrevet: 1. december 2013 06:35

Hej Jesper
Din tekst indeholder mange niveauer af spiritualitet og jeg får lyst til at spørge om du er inspireret af eget liv, men lader dog være.
Jeg forstår ikke helt koblingen mellem orgasme og buddisme i samtalen med Helle. Har Helle dyrket tantra sammen med sin kæreste eller hvad mener hun?
Den døde ravn er en meget shamanistisk scene, som jeg beundrer dig for at skabe for HP, som ellers lever et meget uspirituelt liv dedikeret til bøger og fortid.
Spændende tekst, som jeg takker for :)
pjust

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 1. december 2013 12:42 | Redigeret: 1. december 2013 12:44

hej Amanda

Det er en fornøjelse for mig at have dig som læser og kommentator. Tak skal du have.

Du kan godt kalde samtalen med moderen en automatsamtale – fra begge sider, men det hjælper hende alligevel at tale med et andet menneske, sin søn.

Selvfølgelig er han lidt lun på Helle, køn, sød og interesseret i bøger. I stedet for ungdom ville jeg tale om frihed. Som overbibliotekar har han nok mere frihed i stillingen, på den anden side kan det føles som at gro fast.

Titlen er vokset ud af teksten, altid rart når det kan lade sig gøre.

De bedste hilsener fra jesper o
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej Sean

En god debat vi har der. Den startede vist med titler til vores saxohistorier. Når man skal finde historier at læse har man en lang liste, til venstre titler og til højre navne. Man griber nogen man kender fra navnelisten og en titel, så den må godt lynhurtigt anspore til læsning. Der er ikke så klare genrer som ved bøger, måske: sjove, meget alvorlige, kærlighed.

Jeg ender altid med at kigge i mine tekster efter titler, fordi nogle ord med en sammenhæng har mere kraft ende noget jeg grubler mig frem til. Jeg har læst dit fortrinlige indlæg i samtalen med Amanda – tak for din venlige omtale af mit indlæg, dejligt at nogen lytter.

De bedste hilsener jesper o

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

hej pjust

en kommentar på andre niveauer end de sædvanlige, meget forfriskende.

Min historie er selvfølgelig inspireret af bøger og biblioteker, resten er opspind, du nåede lige at spørge og ikke-spørge på samme tid, yderst taktfuldt. Buddhisme, shamanisme mm har jeg også været inde i personligt.

Orgasme og buddhisme er sideordnede emner, de hænger ikke sammen i historien men har været vigtige for dem begge – hun er virkelig forelsket i Flemming, det er manden selv hun vil have. Hvad han vil er mindre klart, vi kender ham kun på tredje hånd.

Du har også shamanisme med i kommentaren, jeg kan godt se hvad du mener. En spændende måde at anskue historien, så dybt havde jeg ikke tænkt da jeg skrev. Mange tak for din kommentar!

De bedste hilsener jesper o

 
pjust
 
Skrevet: 1. december 2013 12:56

Tak for svaret på mit ikke-spørgsmål. Det gav mig et lille spændende indblik i hvad hjernen bag teksten har leget med tidligere :)

 
pjust
 
Skrevet: 1. december 2013 12:57

Tak for svaret på mit ikke-spørgsmål. Det gav mig et lille spændende indblik i hvad hjernen bag teksten har leget med tidligere :)

 
Johnny B
 
Skrevet: 1. december 2013 13:07 | Redigeret: 1. december 2013 13:09

Hej Jesper.

En herlig og meget original historie, og en perfekt blanding af humor og alvor. Personerne står levende frem, og dialogerne er rigtig fine, og der er masser af fine detaljer. Og den slutter så godt. Og titlen er perfekt.

Dialogen med mor med beskrivelsen af katten og kragen, dialogen med Helle med beskrivelse af Dostojevskij, det kan simpelhen ikke gøres bedre.

Du har referencer til forfattere med i teksten, og det er altid risikabelt, for hvis læseren ikke kender de forfattere, risikerer man at tabe ham. Det problem løser du rigtig elegant ved at bruge nogle få ord til at give læseren de nødvendige oplysninger. Og det fletter du ind så godt, at man ikke studser over det.

Jeg har nogle sproglige detaljer til teksten, men det allervigtigste synes jeg er fortælleren.

Du bruger en 3.personsfortæller med indresyn i det meste af teksten. En stor del af teksten er skrevet sådan at det også kunne have været en jegfortæller, og enkelte steder skifter du direkte til en jegfortæller. Og det forvirrer mig lidt.

Herman Bang, som er en af mine helte, brugte 3.personsfortæller, men ikke med indresyn. Det virker mere troværdigt på mig, hvis man dropper indresynet.

Jeg mener at historien ville vinde ved at bruge samme fortæller hele vejen igennem, enten en 3.personsfortæller uden indresyn, eller en jegfortæller.

Og så til de sproglige detaljer.

Klasker noget barbersprit på, klap, klap, fin duft. – her synes jeg du gentager dig selv.

Kigger i spejlet, det er rigtig flot, man kunne ikke se fyrre år. – hvorfor pludselig datid her?

Det svimler næsten for hans øjne … – når jeg læser ordet næsten, spænder jeg altid hanen på min pistol. Det er ikke altid der er noget at ramme, men her jeg undrer jeg mig over hvordan det næsten kan svimle.

… men flæbende sentimental, rent savl – her synes jeg du siger det samme to gange.

De store mørkebrune, strålende øjne, en mund hvorpå gratierne synes at skertse. – jeg spekulerer på ordet skertse; jeg er ikke helt sikker på hvad det betyder, så jeg slår det op. Det findes ikke i Den Danske Ordbog; vi skal helt tilbage til Ordbog over det danske Sprog. Det er måske et lidt gammelt ord i forhold til resten af teksten, selv om jeg godt kan se en ide at i lade bibliotekaren bruge det. Jeg er heller ikke helt med på “gratierne”.

Den ligger med brustne øjne vendt mod himlen hvor den kom fra. – brustne er en ældre, kort tillægsform af briste. Her ville jeg nok foretrække et andet ord.

Jeg er hos dig om en halv time. Skråt op med rådhuset. – jeg spekulerer på om de sidste fire ord er nødvendige; for mig virker de lidt som fortalt undertekst.

Det var hvad jeg kunne finde med den store lup fremme. Det er detaljer i en ellers fremragende tekst, med billeder som jeg sent vil glemme.

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 19 (1. december 2013 14:48) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 18 (1. december 2013 14:18) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 17 (1. december 2013 13:44) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 16 (1. december 2013 13:43) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 15 (1. december 2013 13:38) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 1. december 2013 15:07 | Redigeret: 1. december 2013 15:10

Johnny

Tak for dine meget positive ord om min historie, det er skønt at høre og en stor tilfredsstillelse for mig.

Og en stor tak til dig for at læse og skrive så grundigt om struktur og sprog, det er jeg meget glad for.

De sproglige detaljer
________________________

Flere af de ting du peger på har jeg også haft overvejelser om da jeg skrev. Du er god til at skære ind til benet med ordene, kan jeg mærke, men det er altid en balancegang (og måske er jeg for tæt på teksten til helt at bedømme).

Fortælleren
Det er en værre en, jeg prøvede at reparere lidt med fortællerpositionen, det går ikke, fjernede reparationerne igen. Det nemmeste vil være en jegfortæller, tror jeg, men jeg kan se at der hele tiden opstår problemer som jeg ikke havde forudset ved sådan nogle gennemgående ændringer. Jeg har sat gåseøjne i stedet for replikstreg for at gøre forskellen mellem tanke og tredjepersonfortæller med indresyn mere klar. Jeg kan godt lide den lidt kliniske og Anders Bodelsenske duft ved en tredjepersonsfortæller, men det kan være spændende at gå over til førsteperson. Jeg prøver, orker ikke lige nu.

Ordene
“man kunne ikke se fyrre år.” – jeg binder slipset og ser mig i spejlet, det kunne ikke være flottere. Sådan kan man da sige det har ikke noget med tid at gøre, lige som: ville De række mig saltet? Jeg prøver at ændre.

“Klasker noget barbersprit på, klap, klap,”, jeg vil have lyden med, hånden der slår mod højre og venstre kind.

“næsten” – den er sjov, jeg griner næsten højt af den. Du har logikken på din side. Næsten er trods alt bedre end at sætte gåseøjne omkring ordet! En fornemmelse af at være på vej mod en tilstand af svimmelhed, nej det går heller ikke. Jeg prøver at lave om, måske bliver det værre.

“men flæbende sentimental, rent savl” – det er ca det samme, en forstærkende virkning: både tårer af øjne og savletråde af mund. Ikke mere information, men mere intensitet (teksten skal heller ikke gå helt i stå af beskriveler, det har du fuldstændig ret i).

skertse og gratier, her er et maskeret citat fra Ewald, jeg har bevaret den ældre sprogtone, så er man advaret om at enkelte ord kan være uden for det normale ordforråd – de skal være nok så meget stemningsbærende som informative (der er jo ikke noget nyt, ok der kunne stå at hun smiler skælmsk). Bibliotekaren har sine citater i hovedet – jeg håber sandelig ikke at læseren føler sig helt udenfor, det er ikke meningen, 90% forståelse i et par linjer uden at det går ud over handlingen er i orden efter min filosofi.

Brustne – Den Danske Ordbog siger “uden liv og glans om øjne på en døende eller afdød person” – det er et meget præcist ord og klinger godt sammen med ravne og Odin, gammelt, mytisk.

Skråt op med rådhuset – han kunne (heller ikke datid) have sagt til hende “Jeg ringer og flytter mødet” – så er det en anden slutning og læseren skal slet ikke gætte her.

At du gider være så nærsynet på min tekst, jeg er virkelig taknemmelig.

De bedste hilsener jesper o

 
skribent -ella
 
Skrevet: 1. december 2013 21:51

Hej Jesper,
Har tidl. i forløbet læst din historie og jeg støder selvfølgelig også på dig rundt hos nogle af dem, du har kommenteret. Så selv om jeg ikke har noget – siger man konstruktivt!! – at bemærke, får du alligevel et par ord med på vejen.
Husker din bibliotekar fra tidligere og kan kun gratulere ham med, at pigen som anden prioritet vælger ham. Alligevel synes jeg jo nok, han skulle have hentet bevis på sin udnævnelse forinden. Men ja, så havde der jo ikke været nogen historie, så ok. med det.
Hvordan mon også det havde gået ham, hvis han ville opprioritere klassikerne frem for mere moderne litteratur. Mere Herman Bang, Dostojewskij (og Huxley!) og mindre Dan Brown.

Du har mange forskellige aspekter inde i historien denne gang til forskel fra tidligere. Derfor er det også overraskende, at historien midt i det hele drejer en halv omgang og herefter udelukkende handler om pigen, vi kender fra tidligere. Hvis man altså har læst den episode!
Nå men, da jeg kan se, både Glenstrup og JohnnyB har sat deres spor, så er der vist ikke lige noget at komme efter.
Hilsen Ella

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 20 (2. december 2013 14:55) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 2. december 2013 14:58

Version 20, jeg prøver med jeg-fortæller
_________________________________________________

Tak til alle som kom hos mig og læste og lagde en kommentar.
Dejligt med så gode legekammerater

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 21 (2. december 2013 15:20) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 2. december 2013 15:28

Hej Ella

Først lige nu ser jeg at du har været på besøg. Godt at du lægger et par ord på vejen. Historien handler om liv og død, om frihed og sanselighed. Moren er også en klokke der ringer: tag en beslutning. Og endelig ravnen (den mindst tredje i denne sæson!) med et ultimatum, nu eller aldrig. Det er da muligt at han beslutter sig om igen og kan redde embedet i land, men det kan også være at han bryder helt med sin tidligere tilværelse (undtagen bøgerne). Det ved vi ikke for historien standsede ved 6.600 anslag, og hvordan en historie ender ved jeg ikke før den er skrevet.

De bedste hilsener jesper o

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 25 (2. december 2013 15:36) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 24 (2. december 2013 15:35) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 23 (2. december 2013 15:32) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 22 (2. december 2013 15:31) – se tekst
 
Johnny B
 
Skrevet: 2. december 2013 20:33 | Redigeret: 2. december 2013 20:34

Hej Jesper.

Nu har jeg nærlæst version 25, og jeg synes at historien står langt klarere nu. Den var intens i forvejen, men er det endnu mere nu.

Du har konsekvent valgt en jeg-fortæller, og det tror jeg er den stærkeste løsning, og vi er som læsere ikke i tvivl om at det her er noget der er sket i virkeligheden; han har oplevet det han fortæller om. Det er super godt fortalt.

Jeg kan se at du har brugt nogle af de forslag jeg tidligere kom med til at ændre sproglige detaljer. Til denne version har to detaljer mere. Men de er altså hentet helt ude i afdelingen for marginalt nips. Du får dem alligevel, så du kan overveje dem.

Det drejer sig om de steder hvor hans opmærksomhed bliver fanget mens han taler i telefon:

Imens den daglige samtale udspinder sig kigger jeg ud ad vinduet over på naboens tag. – det ville jeg selv skrive kortere, fordi en del af sætningen fremgår implicit af fortællingen: Jeg kigger ud ad …

Imens ser jeg for mig hvordan hendes sorte hestehale flagrede … – med samme begrundelse som ovenfor ville jeg skrive: Jeg ser for mig …

Den samme teknik, altså ikke at forklare noget der ikke er nødvendigt at forklare, bruger du alle andre steder i teksten, og det fungerer fint.

Men vi er som sagt helt nede i de meget små detaljer her.

Det har været en fornøjelig sæson på Saxo, og det har været rigtig spændende for mig at se hvor meget små ændringer kan gøre ved en tekst der i forvejen er rigtig god. Jeg er glad for at du var med på at afprøve forslagene.

Til sidst, om perspektivet i at skrive: Jeg synes der er alt for få tekster der vil noget, andet end at løse ugens opgave. Men du tager fat på en klassisk konflikt mellem kærlighed og karriere, og din tekst viser at det godt kan lade sig gøre at skrive noget væsentligt på en koncentreret plads. Og det er nok det allervigtigste, uanset teknikker og virkemidler.

Jeg synes det hele går op i en højere enhed i denne version.

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 2. december 2013 21:57 | Redigeret: 3. december 2013 02:44

Johnny, mange tak for ideer og genlæsning. En ting jeg stødte på under omskrivningen var at i tredje person kan jeg veksle mellem Han og Erik, i første person har jeg kun Jeg, og det kan blive monotont i længden. Spændende at teksten virker bedre nu, jeg var lidt nervøs for at den skulle komme til at virke for massiv. Godt at du lokkede mig til det forsøg.

Tredje person: jeg kan nok bedre forestille mig situationen på den måde end hvis jeg kun ser ud igennem hp’s øjne. Dog kan jeg se at forskellen er minimal hvad angår selve handlingen, men at der bliver større sammenhæng i teksten.

Og tak for ordene om indholdet, det er noget jeg tænker over altid, selv om det måske ikke lykkes helt.

De bedste hilsener jesper o

 
nenner
 
Skrevet: 2. december 2013 22:48

Teksten er meget mere nærværende nu.
Dejligt at følge med i jeres samarbejde.
Tillykke.

Kh.
Nenner

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 3. december 2013 02:38

-Nenner, tak fordi du er så nærværende, det føles godt. kh jesper o

PS og hils den lille pige der “troede, at angst for døden var et fag”, en slem skuffelse for hende. Men meget morsomt for mig.

 
nenner
 
Skrevet: 3. december 2013 09:10 | Redigeret: 3. december 2013 09:10

Tak Jesper.
Jeg skal nok hilse hende.
Åh, hun siger lige, at jeg skal hilse igen.
Kh.
Nenner

 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 3. december 2013 16:20

Hej Jesper!
Det er en ren fornøjelse at læse korrespondancen mellem JB og dig, og jeg er imponeret over, hvordan du formår at gøre en god tekst endnu bedre med ganske få midler, egentlig ganske enkle midler.
Det kunne være interessant, hvis du skrev en 26. version med den ydre fortæller og ikke jeg-fortælleren.
Ved du hvad? Du har alligevel ikke noget for i aften, så …

 
ravnkilde
 
Skrevet: 3. december 2013 17:01

Jesper uha det er en dejlig tekst.
Jeg har efterhånden læst den nogle gange, finder stadig fantastiske sætninger.
….her smider Bang endelig masken og står afklædt tilbage som bøsse, ind i ovnen..
Jamen den er kostelig, han blev jo sveden af sin tid..
Der er tekster her jeg vil læse mange gange nu der er mere stille på trådene.
Så du kan ikke vide dig sikker…
Hilsner ravnkilde

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 3. december 2013 18:03

Hej Finn

Mener du virkelig det helt alvorligt? Så skal jeg lægge en del tanker, især om bøgerne ud som dialog især, det bliver ret hårdt. En ydre fortæller, ikke nogen alvidende med indre syn. Hm. Jeg kan ikke love noget – og KUN hvis du vender tilbage og læser og kommenterer.

De bedste hilsener jesper o

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej Ravnkilde

Skønt at du vender tilbage, tænk at have så trofast en læser. Oprindelig har du læst version 8, nu er jeg oppe på 25 og har lavet historien om til en jeg-fortælling. Har du kommentarer til det? Bøssen i ovnen er også kz-lejre og politiske autodafeer.

Finn er kommet med den idé at jeg skulle prøve med en ydre fortæller, hm, skulle jeg?

De bedste hilsener jesper o

 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 3. december 2013 18:23

Du kan altid kassere den igen. Det ville være et interessant tiltag, og kun DU kunne gøre det.

 
nenner
 
Skrevet: 3. december 2013 19:43

Ja, prøv det dog, hvis du har lyst til det.
Kan du ikke skrive den nye version på samme side,
så du bare fortsætter efter den version,
der står på siden nu?
Jeg kommer og kigger med.

Kh.
Nenner

 
ravnkilde
 
Skrevet: 3. december 2013 19:53

jeg synes version 8 var rigtig god og det hele i version 25 er blevet strammere og bedre. Det kunne være så interessant at se dig følge Finns ide til dørs.
Jeg kan godt lide jeg versionen, virker mere vedkommende
men læg den ud som en selvstændig version, så kan man printe begge versioner ud og bedre sammenligne.
Det gør jeg altid med mine egne versioner, skriver den første ud og så den endelige, så kan man bedre se og fornemme forskellene.
Hilsner ravnkilde

 
nenner
 
Skrevet: 3. december 2013 20:14

Ravnkilde har selvfølgelig ret.
Gør det rigtige.
Kh,
Nenner

 
Johnny B
 
Skrevet: 3. december 2013 20:44

Jeg tror det bliver meget svært at skrive version 25 om til alvidende fortæller uden indresyn, uden at der går en del af den flotte stemning tabt. Men det kunne være rigtig spændende at se om det kunne lade sig gøre.

I forfatterklasse 3 prøvede jeg den modsatte øvelse. Jeg havde først skrevet en tekst med alvidende fortæller uden indresyn, og der var flere der opfordrede mig til at skrive teksten om til en jeg-fortæller. Jeg var sikker på at min oprindelige historie var fin som den var, men jeg gik med på forsøget og skrev den om til jeg-fortæller; så var det Umulia selv der fortalte.

Til min store overraskelse dengang blev jeg-fortæller-versionen faktisk bedre end versionen med alvidende fortæller. De to versioner kan læses her http://forfatterskolen.saxo.com/besvarelse/johnny-b-god-hund.aspx

Så jeg ved at det kan lade sig gøre at forbedre en almen-fortæller-historie ved at skrive den om til en jeg-fortæller-historie. Om det modsatte kan lade sig gøre, ved jeg ikke. Jeg tror det bliver rigtig svært, men derfor kunne det også være ekstra spændende at se forsøget og finde styrker og svagheder i de to fortællemåder.

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 27 (3. december 2013 21:07) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 26 (3. december 2013 21:05) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 3. december 2013 21:13

– Johnny, ja, det er svært og balancen er tippet i den nye udgave. Næsten en ny historie hvor moren har møvet sig ind. Interessant hvad der kan ske.

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 29 (3. december 2013 21:21) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 28 (3. december 2013 21:17) – se tekst
 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 3. december 2013 21:21

Først: Jeg synes, det er godt, du gør forsøget, Jesper. Dernæst: Er vi enige om, hvad en alvidende fortæller, kun med ydresyn, er? Jeg har kun læst første afsnit:
Erik gennemfører de sidste træningspas med håndvægtene, lægger dem på plads og går ud i badeværelset hvor han tager et behageligt brusebad og barberer sig med skraberen for en gangs skyld. Klasker noget barbersprit på, klap, klap, fin duft. Han kigger i spejlet, en velholdt krop, kun få grå hår på hovedet.

Allerede her er jeg i tvivl. “et behageligt brusebad” = hvem synes, det er behageligt? Den alvidende ydre fortæller kan ikke registrere det behagelige uden at gå ind og blive indrestyrer.
En velholdt krop? Hvem vurderer, at den er velholdt? Det gør en alvidende fortæller, der samtidig går ind i hans hjerne. Og det skulle fortælleren netop ikke.

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 30 (3. december 2013 21:22) – se tekst
 
skribent -ella
 
Skrevet: 3. december 2013 21:37

Hej Jesper,
Med alle de mails der popper op med din historie, bliver man nysgerrig. Hvad foregår? Så jeg læste – og en sætning faldt mig for brystet. Det er versionen med tredie person fortælleren. Du skriver: … en af de mange stabler af bøger til udtalelse rundt omkring i stuen.
Lyder det ikke bedre med: …en af de mange stabler af bøger til udtalelse, der står rundt omkring i stuen.
Hmm … vi andre har fået juleferie, så når du når så langt vil jeg ønsker dig
Rigtig god jul – vi ses om et årstid.
Hilsen Ella

 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 3. december 2013 21:52

“Erik Smidt, overbibliotekar. Det lyder saftsuseme flot,” siger hans mor.
Erik gennemfører de sidste træningspas med håndvægtene, lægger dem på plads og går ud i badeværelset, hvor han tager et brusebad og barberer sig med skraberen. Klasker noget barbersprit på, klap, klap, fin duft. Han kigger i spejlet:
“Tada,” mumler han. “En velholdt krop, kun få grå hår på hovedet!”

Nu har jeg fjernet fortællerens indblik i Eriks hjerne. De fire linjer er fortællerens “objektive” iagttagelse af det, der sker. Det er sådan, jeg forstår den alvidende fortæller med ydresyn.
Man kan naturligvis ikke skrive sådan uden at lave en masse om. Det er også derfor, det er en stor opgave, og meget af duften fra version 25 kan gå tabt. Spørgsmålet er, om der i stedet indtræder andre kvaliteter?

 
Johnny B
 
Skrevet: 3. december 2013 23:48

Hej Jesper.

Tak fordi du var med på forsøget. Det er rigtig spændende. Jeg havde spekuleret på hvordan man kunne skrive historien om, men havde ikke selv nogen løsning på det.

Så opfinder du Eriks mor. Det er snedigt. Og så får du hele historien med, men som du også selv skriver, så er det næsten en ny historie.

Fokus er stadig på Erik, men moderen stjæler fokus fra Helle; det kan nok ikke være anderledes.

Den centrale historie, nemlig konflikten mellem karriere og kærlighed, bliver derfor lidt vanskeligere at opdage.

Jeg oplever at der er mere distance til fortællingen, når du bruger 3.personsfortæller. Det er stadig en god historie, men ikke lige så skarp og intens. Det kan nok ikke være anderledes.

Der sker også noget andet, som nok er meget naturligt, når man indtager rollen som 3.person.

Når man er jeg-fortæller er det helt naturligt at lade en stor del af forståelsen bero på undertekst.

Som 3.personsfortæller vil man derimod gerne forklare hvad der foregår, mere end man vil når man er jeg-fortæller.

Jeg får lyst til at den anden store lup frem, den der er specialslebet til at lede efter mulige undertekster. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg tror at det er en af måderne at gøre en 3.personsfortælling mere intens. Jeg tror det var noget af det, som Herman Bang gjorde, men som sagt, det er noget jeg tror.

Nu prøver jeg at læse 3.personsteksten med den lup:

“Jeg ved det, mor. Men det er bare en underskrift på rådhuset, så er jeg udnævnt til overbibliotekar. Så har jeg virkelig indflydelse på boganskaffelserne. Slap nu af. Lad mig nu nyde det lidt.”

– her synes jeg der er for meget fortalt undertekst. Det med overbibliotekaren kan vi godt regne ud, jævnfør indledningen, og det med den store indflydelse ved vi allerede, og det ved moderen og Erik også godt, og det viser du i øvrigt rigtig godt senere i teksten.

“Du ved slet ikke hvordan det er, Erik. Jeg savner sådan din far.”

– her er anden sætning ikke nødvendig, og den kan udelades, fordi forklaringen på moderens tristhed kommer i næste replik.

Der sker noget spændende i dag, for fremtiden kommer jeg til at herske over bøgerne.

– her ville jeg droppe første sætning; den synes jeg også er undertekst.

Så har du udbygget referencen til Ewald. Og det synes jeg du gør super godt. Og hans nørderi kører videre derudaf. Yes!

Selv en bibliotekar kan savne nogen at holde om.

– her fornemmer jeg også en undertekst.

Lidt længere nede i teksten dukker indresynet op; det er svært at undgå når man er alvidende:

Og sidder et øjeblik og stirrer på dens lille glasskærm mens billederne flimrer forbi på den indre skærm.

– det er meget elegant skrevet, men det er indresyn. Men måske har han et billede eller to på telefonen som vi kan se på? Så ville det være ydresyn.

Han ryster billederne ud af hovedet …

– indresyn igen.

Jeg synes det er en rigtig god måde du har skrevet jeg om til 3.person. Det interessante er at historien stadig er rigtig god, og at du får foldet Ewald tydeligere ud end i jeg-fortællingen. Den udfoldning kan selvfølgelig overføres til jeg-fortællingen, men spørgsmålet er om du ville have opdaget den udfoldning, hvis du ikke havde skiftet fortællerposition. Det aner jeg ikke noget om, men jeg synes at eksperimentet viser at en historie og dens indhold i nogen grad bliver medbestemt af fortællerpositionen.

Derfor tror jeg det er meget vigtigt, inden man skriver, at overveje hvilken fortællerposition der passer bedst til netop det man vil fortælle, inden man skriver.

Du valgte jeg-fortælleren da du skrev version 25. Jeg synes det er det rigtige valg, set i forhold til det jeg oplever er den centrale historie.

Omskrivningen til 3.person er vellykket, historien er lidt anderledes og fokus er lidt mindre tydeligt, men det er stadig en rigtig god historie, og den er stadig godt fortalt.

Til sidst vil jeg sige dig tak for at have taget udfordringen op. Jeg synes det er et af de mest spændende eksperimenter vi har haft på forfatterskolen, og jeg har selv fået meget større klarhed over fortællerpositioner end jeg havde før.

Og til allersidst: Det er bare en så smuk historie, uanset fortællerposition.

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 3. december 2013 23:53 | Redigeret: 3. december 2013 23:55

Hej Finn
Du efterlyser en alvidende fortæller, kun med ydresyn. Lad os hellere sige at han ikke er alvidende, men at fortælleren kun har ydre syn. Han ved ikke hvad der sker inden i personerne, kun hvad han kan iagttage. Men han må da gerne beskrive sine iagttagelser, det er netop hvad han gør når han skriver.

Kan han ikke se om et brusebad er behageligt? Jo, vil jeg hævde. Vil man helt undgå den slags fortolkende beskrivelser bliver teksten meget lang – “Han gik ind under bruseren og justerede på temperaturen. Et smil bredte sig på hans læber da vandet strømmede ud, han lænede sig let mod væggen og lukkede øjnene halvt.”, så mange ord for at sige et behageligt brusebad, når det oven i købet ikke har nogen særlig betydning. Indresyn ville være: “Vandet havde den rette temperatur, næsten for varmt. Musklerne gav slip og han glemte et øjeblik hvad der skulle ske senere.” Det kan man ikke se på filmen.

Jeg mener at det er ydresyn at sige at kroppen er velholdt, til nød kan man kalde det en vurdering, men en vurdering som, lad os sige firs procent af mennesker vil dele. Det er en alment forståelig beskrivelse som ikke kræver viden om hvad der sker inden i personen.

“En velholdt krop” – man kunne også skrive så og så høj, vægt sådan, deltaideus klart aftegnet (ha, klart, hvem bedømmer det, endnu en vurdereing), rygradens krumning nær halsområdet inden for normalen. Huden aldersvarende (nej, det er også en vurdering, selv om det er hvad lægen ville skrive i en obduktion) osv. Vi driver det ud i ekstremet.

—-
Jeg har en fornemmelse af at du prøver at udradere fortælleren.

Sproget falder fra hinanden hvis man vil kræve at der ingen afsender er. Det nærmeste man kommer er brugsanvisningen til en videoafspiller, og det er ulæseligt. Eller den slags forkrampede officielle skrivelser der for enhver pris vil undgå subjektet (jeg, vi), nærmest uforståeligt sproglig set.

Mon ikke vi skal have en fortæller (og er der jo uanset hvad, måske Philips) trods alt. En historie der ikke er fortalt af nogen er umulig.

Man kan snyde og lægge handlingen over i dialog, men så indfører man en eller flere nye fortællere, som eventuelt fortæller selve historien. Somerset Maugham gjorde det tit som jeg husker det. Tusindog en nat har historier inden i historier, jeg kan ikke se forskellen på om der er tre elle fire fortællere.

Som jeg ser det, er hele den ydresynsdiskussion en udløber af Show/Tell hvor ideen er at læseren skal leve med, kunne se selv hvad der sker, kunne opleve det. En historie med ydresyn helt uden fortæller (uden adjektiver!) som du tænker på, degenererer let til en opremsning af data, – kedelig som brugsanvisningen.
———–

Dette er min umiddelbare reaktion. Men jeg er et meget kontrært menneske så jeg kan være fristet til at vende det hele om. Jeg tænker på øvelsen uden adjektiver, som var vældig sjov at lave og frugtbar. (Men stadig, de to eksempler du nævner fra min historie, de er – vil jeg hævde – ydre syn, til gengæld har de adjektiver. Dem kunne jeg så prøve at udrydde. )

Altså en historie uden adjektiver (stort set) og med kun ydre fortæller. Orker jeg så det? Kun under pres, og hvis nogen lover at læse og kommentere det hele – og det er nærmest dig, Finn.

De bedste hilsener og tak for din reaktion og dine tanker
jesper o

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 31 (4. december 2013 00:02) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 4. december 2013 00:15 | Redigeret: 4. december 2013 00:38

– jeg er træt og går til ro. Mens jeg skriver på den ene kommentar kommer der svar inden jeg får det oploadet. Jeg venter til i morgen med at foretage mig videre.

Hurtigt til Finns kommentar af 3. december 2013 21:52, snedigt vi lægger det hele ind i dialogen (jeg tror at Glenstrup er inde på de samme tanker), så ender man med at personerne mumler eller siger deres tanker hen for sig selv – akkurat som i Walter Scotts romaner, og så er vi lige vidt.

de bedste hilsener jesper o

 
nenner
 
Skrevet: 4. december 2013 01:07

Stort spring, synes jeg. Du har arbejdet så godt
og det er blevet en skøn tekst. Jeg har problemer
med at holde forbindelsen, bliver kastet af, så jeg
kommer lige forbi i morgen.
Kh.
Nenner

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 35 (4. december 2013 02:02) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 34 (4. december 2013 01:45) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 33 (4. december 2013 01:41) – se tekst
 
Jesper CO2 = Jesper O Version 32 (4. december 2013 01:35) – se tekst
 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 4. december 2013 10:12 | Redigeret: 4. december 2013 10:14

Håber, du har fået en god nattesøvn, Jesper ;-)

Jeg kan godt se, at en stram ydre fortæller, nærmest flue på væggen, vil kunne forlede forfatteren til at lade sin hp mumle mere end godt er. Da jeg selv tumler noget med netop dette, synes jeg, det er meget givtigt at høre andre udtale sig om emnet. Du har nogle relevante indvendinger. Du skriver, så er vi lige vidt. Nej, ikke helt. For en mumlende bemærkning er noget, der kan registreres af andre.

Spørgsmålet er, om man kan skrive en længere tekst, novelle, roman, hvor man udelukkende benytter en neutral ydre fortæller, der registrerer personernes gøren og laden. Det kræver nok, at forfatteren i synopsis nøje beskriver det hele, både følelser, stemninger, og naturligvis tema, plot, personer og derpå lader en neutral fortæller showe alt.

Er det ikke sådan, man gør i filmens verden? Når man sidder i biffen og ser den færdige udgave, er den vel strengt taget et ydre udtryk for forfatterens indre fortælling. Vi KAN blive præsenteret for en person, der ser spekulativ ud, samtidig med at en stemme fortæller os, hvad han tænker på. Men det er vel ikke så ofte forekommende. Det kan laves på mange måder. Flash-backs af røvernes overfald og mordet på den lille datter, er nok til, at vi som tilskuere nemt kan tolke faderens panderynker og i b-film det våde i øjenkrogen. Herefter er vi aldrig i tvivl om, hvad hans mission er i resten af filmen.

Sådan kan man vel også skrive en bog.
Derfor kan jeg ikke godtage “behageligt brusebad”, for det kan ikke vises på film. Hp kan fløjte og på alle måder vise, at han befinder sig godt og dermed gøre det unødvendigt, at en fortæller træder frem bag badeværelsesdøren og siger: Dette er et behageligt brusebad.
Du har ret i, at det er meget nemmere lige at slynge et adjektiv ud. Så er den klaret. Det er bare ikke ydresyn.

 
vædderen
 
Skrevet: 4. december 2013 10:53

Hej igen.
Blev nysgerrig efter at se hvad det var der skete. Jeg synes det er lærerigt at følge diskussionen herinde. Jeg kan ikke selv være så stringent og mine kommentarer kommer derfor fra et helt andet sted.
Jeg foretrækker helt klart jeg-fortællerversionen fordi
– jeg godt kan lide at man selv skal gætte sig til moderens svar i telefonen og jeg kan godt lide at se hans replikker stillet op som du gjorde på linje, det gav en fornemmelse af hans samtidige fravær/nærvær
– jeg synes teksten i den anden version har “mistet smidighed”(élan). Det er som om at da du træder ud af hp, “mister han noget af sin vitalitet” og bliver “lidt anstrengende”.
bedste hilsner

 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 4. december 2013 10:58

Jeg er enig med dig, vædder. Der er bare områder, hvor en jeg-fortæller kommer til kort. Forestiller man sig en historie om en kvinde, der holdes som gidsel af en røver og samtidig skal følge redningsmanden, der haster for at hjælpe hende fri, kan det blive umuligt med en jeg-fortæller. Man kan simpelthen ikke lave krydsklip.
Og man kan ikke både have en jeg-fortæller og en alvidende fortæller.

 
vædderen
 
Skrevet: 4. december 2013 11:00

ps. Var lige hos Poe og kigge, fordi den der ravn intrigerede mig. “Nevermore”!

 
Johnny B
 
Skrevet: 4. december 2013 13:17 | Redigeret: 4. december 2013 13:40

Angående ydresyn og et behageligt brusebad:

Jeg synes bestemt man kan bruge behageligt brusebad, når man er en alvidende fortæller. Der er netop ikke tale om indresyn her, men om ydresyn der formidles kort videre.

I filmen Blind makker, fra 1976, er den ene hp blind. Han er i biografen sammen med den anden hp. Den blinde spørger af og til hvad der sker, og den seende fortæller.

Det er sådan jeg opfatter en fortæller med ydresyn. Han kan fortælle hvad han ser; ikke hvad andre tænker. Men hvis man ser en mand der står i brusebadet og ser glad ud, så må det være rimeligt nok at fortælle at man ser en mand der tager et behageligt brusebad. Ellers bliver vi aldrig færdig med historien, den mister tempo, og, som Jesper har helt ret i: Hvor skal man stoppe.

Hvis man ikke kan skrive behageligt brusebad, kan man som alvidende fortæller heller ikke skrive “Det var et dejligt vejr”. Så skal man i stedet beskrive eller opleve solskinnet, den svage brise der lige akkurat sørgede for at det hverken var for varmt eller for koldt, og vi skal også have nogle flere sanser med, så mon ikke også fuglene kvidrer.

Finn sammenligner med en flue på væggen og en film. Jeg forstår godt den sammenligning, men jeg mener ikke den holder.

Når vi ser film, sker det 1000 ting på en gang. Vi ser et miljø som vi fortolker på, vi hører et toneleje, en accent, ser udtrykket i øjnene, de glade eller dystre farver … og så laver vi en fortolkning, en fortælling ud af netop det billede. Det tager en brøkdel af et sekund, trods den store mængde observationer og fortolkninger, og så er vi straks videre til næste billede, og processen starter forfra. Sådan kører det med 24 billeder i sekundet.

Det kan man ikke når man skriver.

Forfatteren har, uanset hvilken fortæller det handler om, noget han vil fortælle. Selv om man forsøger at lege en flue på væggen, bliver man nødt til at finde ud af hvad der er vigtigt for historien, og hvordan man bedst fortæller den.

“Karin ser trist ud, da hun kommer ind i stuen” – det er en fortolkning af en synsoplevelse, og det kan man ikke undgå. Det er forfatterens oplevelse af hvad han ser.

Problemet med en alvidende 3.personsfortæller er for mig at se ikke fortællerens fortolkning af hvad der sker. Hvis han oplever at det er en lille by han er kommet til, så er det bedre at skrive det, end at remse tal og statistikker op, så læseren selv kan regne ud det er en lille by. Hvad er i øvrigt en lille by? Det er en fornemmelsessag, en oplevelse, og den oplevelse skal ikke pensles ud, hvis ikke udpenslingen gavner den centrale fortælling.

Det der er problemet med den alvidende fortæller med indresyn, er at han påstår at kunne vide hvad der foregår inde i folks hoveder, hvordan de tænker. Og det kan man ikke fortolke ud fra hvad man ser; det er ren spekulation. Det er ikke alvidenheden der er problemet; det er indresynet.

Når vi skriver, skal vi danne billeder i læserens hovede. Det er det, der er det centrale. Hvis det er nok med et penselstrøg at skrive at manden tog et behageligt bad, hvis vi kan ane den situation for os, med samme vægt som forfatteren tillægger den, så har vi opnået hvad vi vil, og så skal vi videre med historien.

Den neutrale fortæller findes ikke, hverken i litteratur eller i journalistik. Der er altid tale om en fortolkning, et valg af scener, ord, rytme, tempo, og det er fortællerens fortolkning og valg af virkemidler der gør historien interessant.

Adjektiver kan således godt være ydresyn. Ellers kan vi ikke skrive “der kørte en rød bil forbi”. Det er en fortolkning, for hvordan var den rød, hvordan kørte den forbi, og hvad kørte den forbi. Det er det vi kan se på film på et sekund, og det kræver masser af ord at beskrive det uden at fortolke det, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

Jeg er med på at vi skal have show, men vi skal ikke glemme værdien af tell. Vi skal bare, som minkone siger det, skrive det som det er. Altså beskrive verden som vi fortolker den. Men uden at være tankelæsere.

Finn skriver at man ikke både kan have en jeg-fortæller og en alvidende fortæller. Det tror jeg er rigtigt i en kortere tekst, fordi det vil forvirre læseren. Men i en roman tror jeg det måske godt kan lade sig gøre at skifte fortæller fra kaptitel til kapitel. Man kunne måske godt forestille sig en alvidende jeg-fortæller, med indresyn, men kun på jeg’ets tanker og oplevelser. På den måde kan man skifte perspektiv på historien. Men det er nok en meget vanskelig vej at gå, hvis man vil være sikker på at læseren ikke bliver forvirret. At mikse de to fortælletyper i et og samme kapitel tror jeg ikke er en god ide.

 
Johnny B
 
Skrevet: 4. december 2013 13:34 | Redigeret: 4. december 2013 13:39

Hej Jesper.

Der sker godt nok rigtig meget herinde, og nu opdager jeg at du har lavet en version 35 med rettelser til versionen med ydresyn.

Bare kort til version 35: Nu synes jeg den er der. De fortalte undertekster er væk, og de sidste rester af indresyn er også væk.

Gode løsninger du har fundet på, der.

Blot et enkelt eksempel: I stedet for “Jeg savner sådan din far” bygger du yderligere oplevelse og forventning ind ved at skrive “Der er så tomt uden ham.” – det er rigtig godt.

I det hele taget bliver jeg mere og mere glad for versionen med 3.personsfortælleren. Den virker rigtig godt nu. Men jeg synes stadig lidt bedre om førstepersonsfortællerudgaven; måske fordi jeg selv foretrækker at skrive fra den position.

Jeg må alligevel tage hatten af for din 3.personsudgave. Den får mig til at tænke på Herman Bang; jeg tror han ville have klappet i sine hænder over den udgave. Jeg klapper i hvert fald i mine.

 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 4. december 2013 14:00 | Redigeret: 4. december 2013 14:04

Tja, det kan blive en diskussion om profetens skæg (håber ikke at støde nogen i den anledning).
Behageligt er en subjektiv følelse, og selvfølgelig kan fortælleren sagtens give den til kende.
Men så er han ikke neutral længere. Han har ikke udelukkende ydresyn, for han går ind i hps hjerne og tjekker en sindstilstand. Jeg mener også, han kan bruge forholdsvis neutrale begreber som rød og lille uden at komme i konflikt, men det er grænseadjektiver.
Det kan godt være, at fortælleren her fornemmer, at der er tale om et behageligt brusebad, men han blander sig i hps tilstand, og er det ikke netop det, man bør undgå?

Jeg forholder mig ikke til Jespers tekst, hvilket I forhåbentlig fornemmer, mere til teknik.

Det, som jeg ser som en spændende udfordring, er, om det kan lade sig gøre at skrive en bog, der er relevant og vedkommende, hvis man benytter en fortæller med konsistent ydre synsvinkel. Altså en fortæller, der ikke gætter på sindstilstande, ikke borer sig ind i hps hjerner og fortæller os, hvad de mon føler, og som prøver at være så neutral som overhovedet muligt.

Jo. Jeg ved godt, at forfatteren skal have tema, handling, personer, plot, det hele klart på forhånd i synopsissen. Kunsten er så at få det ud som show og overlade tell til replikker og andet hos hperne.

Uddrag fra: Herman Bang. “Ved vejen”:

“Frøken Jensen sagde: Ja? Toget synes at være ikke saa faa Minutter forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun talte med Præstens Datter. Hun satte ikke Pris paa Præstens Datter.
-Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen.”

Fortælleren afslører her, at han blander sig: Hun satte ikke pris på præstens datter.
Hvorfor blander fortælleren sig og forklarer læseren dette? Det er ikke nødvendigt. Vi kan godt gætte det, når hun efterfølgende siger, at det ikke er tonen.

 
Johnny B
 
Skrevet: 4. december 2013 14:31

Hej Finn

Behageligt er en subjektiv følelse, enig. Det er fortællerens subjektive følelse, ud fra hvad han ser. Og fortælleren skal netop have følelser, ellers bliver det jo ligegyldigt at læse.

Fortælleren er ikke neutral. Det er en udbredt myte at noget kan fortælles neutralt.

Fortælleren blander sig ikke i hps tilstand; han fortæller bare sin fortolkning af hvad han ser.

Man borer sig ikke ind i nogens hjerner, fordi man fortæller om ens egen oplevelse af hvad man ser. Vi skal ikke fortælle om hvad andre tænker, men blot om hvordan vi oplever verden, uden at være tankelæsere.

Selvfølgelig blander fortælleren sig i historien. Anderledes kan det ikke være. I dit eksempel fra “Ved vejen” giver HB læseren en fortolkning af hvad han ser, og derefter giver han et eksempel på det.

Jeg er enig med dig i at det ikke er nødvendigt at blande sig her. Men HB har som fortæller ret til at beholde et overordnet perspektiv og eksemplificere det. Hvor meget der skal gættes af læseren, er helt op til forfatteren. Nogle læsere kan godt gætte hvad han mener; andre har brug for at få det skåret lidt mere ud i pap.

Det er et valg mellem to onder. Blander man sig for meget, eller blander man sig for lidt?

Men under alle omstændigheder bliver man nødt til at blande sig. Ellers er der jo ingen grund til at fortælle.

En flue på væggen har ingen mening om noget som helst. Derfor kan den ikke fortælle en historie.

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 36 (4. december 2013 14:57) – se tekst
 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 4. december 2013 15:12

Hej Johnny!
Nej, fortælleren er ikke neutral. Alene i det, han udvælger at fortælle, ligger naturligvis forfatteren gemt. Klart nok. Jeg skal bare forstå det rigtigt, det, du mener.
Du skriver, at fortælleren skal have følelser, altså sine egne i forhold til det, han ser, hører, tænker, tror. Han skal ikke gå ind i hps hjerne og tolke det, der sker derinde. Men når han ser hp falde, må han godt udbryde: Av, for den! Der slog han sig da.
Er det ikke det, du mener?
Jeg mener, at fortælleren neutralt kan gøre rede for det, der sker: Hp falder og siger av! Og så i øvrigt lade hp om at udgyde tårerne.
Jeg husker endnu svagt Poul Martinsens berømte dokumentarfilm på TV, dengang der var dokumentarfilm til. Han speakede til billederne, men der var ikke mange følelser med i det, han sagde. Derimod påpegede han konflikten ganske tydeligt i de udvalgte scener, og derved var det personernes gøren og laden, der optog os seere. Måske forførte han os på en særdeles sofistikeret måde, uden vi opdagede det. Han var selvfølgelig ikke politisk neutral.

Tilsvarende må en neutral fortæller udvælge de scener, der fremmer forfatterens intentioner og vise, hvad der sker. Ikke fortolke, ikke forklare, blot vise.
Ingen kan være objektiv, måske heller ikke neutral. Men bød man ikke tilstræbe at være det? Bør man ikke lægge scenerne frem og de personer, der deltager og lade dem komme til orde?
Jeg opfatter dine synspunkter sådan, at begreberne ydre og indre nærmer sig hinanden.
Jeg tilslutter mig dit synspunkt med, at man skal vælge, om man som fortæller vil blande sig og hvor meget.
Her prøver jeg så at opstille det scenarium, at fortælleren ikke blander sig på anden måde end at bestemme, hvilke scener der skal med i historien og så vise, hvad der sker for hp.

 
Jesper CO2 = Jesper O Version 37 (4. december 2013 15:16) – se tekst
 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 4. december 2013 15:19

Mens jeg skrev, dukkede Jespers 36 op. Jeg synes, den er fin, Jesper. Afdæmpet og alligevel rummer den det vigtigste. Den er et godt eks på det, jeg mener: En neutral fortæller.
Jeg savner ikke umiddelbart noget i forhold til 1. Eller 25. Måske er jeg påvirket af læsningen af dem, så jeg synes, jeg kender Erik ret godt nu. Men hvis jeg prøver at være en smule – neutral, synes jeg, at jeg får et godt indblik i Erik og hans person.
Det kunne være interessant at høre jer andres vurdering.

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 4. december 2013 15:29

Hej Finn og Johnny og andre. Her er version 37 hvor jeg har prøvet at være mere Finn-stringent, men du kan sikket finde mere. Mens jeg har nørklet med teksten, er der kommet flere indlæg. Jeg vil læse og reagere senere, nu er det teksten det gælder.

Jeg har ladet historien gro som den ville, så jeg har ikke været ned og slibe til for at komme så nær den oprindelige historie som muligt. Det her er et stileksperiment, hvad sker der ved brug af (så godt som muligt) ydre objektiv fortæller.

 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 4. december 2013 17:33 | Redigeret: 4. december 2013 17:58

1)
Den røde slukknap på telefonen lyser, jeg trykker på den. Og sidder et øjeblik og stirrer på dens lille glasskærm mens billederne flimrer forbi på min indre skærm. En hals, en barm, en smækker skikkelse, værdig holdning.
Jeg ryster billederne ud af hovedet, tager cykelhjelmen på og kører ud ad Bernstorffvejen mod rådhuset, forbi kirken hvor klokkerne ringer som om de skulle kalde de døde op af jorden.
..
2)
Helles telefonnummer står på skærmen, han trykker på den røde slukknap, nummeret forsvinder og forbindelsen afbrydes. Et øjeblik sidder han og stirrer på den tomme glasskærm.
Erik ryster på hovedet, tager cykelhjelmen på og kører ud ad Bernstorffvejen mod rådhuset, forbi kirken hvor klokkerne i det samme slår bedeslag.
..
Dette afsnit er godt til at sammenligne de to udgaver.
I 1) udfoldes digteriske blomster, vi får farver på: en hals, en barm … som om de skulle kalde de døde op af jorden= det er en litterær nydelse at læse, man kan tage bad i ordene, og når de døde kaldes op af jorden, er vi klar over, at noget stort er på spil. Moderens rolle i novellen er minimal, men den er der. Litteraturen er det, der hidtil klart har givet Erik overlevelse.

2) nøgtern fremstilling af en person, der bruger lidt tid på at stirre på den tomme glasskærm. Læser må her overveje hvorfor og selv danne de billeder, der skal til for at forstå historien. Man aner, han har svære overvejelser. Som naboen, der lige klapper sin telefon sammen og bliver stående og stirrer. Er der sket noget? Her kender vi konteksten og ved godt, hvad næsten-overbibliotekaren har i tankerne, hvad der er på spil.
I hele novellen står moderen fint i kontrast fra på den ene side det liv, der næsten er forbi og det liv, der næsten kunne begynde, hvis man turde slå til … og det tør han. Her virker litteraturen som en blid fremadskubber.

Spørgsmålet må være, hvor vi får den største læseoplevelse.
Det er under alle omstændigheder en dejlig historie, Jesper.

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 4. december 2013 18:02 | Redigeret: 4. december 2013 18:04

hej finn
dejligt at du stadig er med. du giver en perfekt beskrivelse af de to tekniker. hvad er så svaret på dit spørgsmål? jeg dirrer af spænding, vi er nået til dommerens kendelse, skal jeg vælge det ene eller det andet?

under alle omstændigheder er det et spændende eksperiment, og jeg har nydt alle de velovervejede kommentarer. jeg håber at andre her også får glæde af det.

 
Finn Wilkens
 
Skrevet: 4. december 2013 18:37

Jeg venter på Johnny, der må komme med sit besyv. Eller beotte. Uden ham, ingen ordentlig forfatterskole. Det er trods alt ham, der har startet din tråd her ;-)

 
Johnny B
 
Skrevet: 4. december 2013 19:57

Hej Jesper og Finn og hvem der ellers følger med.

De to sidste, nej jeg må hellere skrive de to seneste versioner (36+37) er lige så gode som 35, synes jeg.

Men – med fare for at vi aldrig får fri fra skole:

I version 37 er kirkeklokkerne der ringer som om de vil forsøge at vække de døde, blevet erstattet af bedeslag.

Det synes jeg er synd. Jeg kunne rigtig godt lide de klokker som de var.

Og jeg mener at ” … hvor klokkerne ringer som om de skulle kalde de døde op af jorden.” godt kan fortælles sådan af en 3.personsfortæller. Det er jo blot fortællerens fortolkning af hvad fortælleren ser og hører, og det er betydelig mere underholdende at læse end bedeslag.

Eller hvad?

 
Johnny B
 
Skrevet: 4. december 2013 20:22

Hej igen.

Jeg ved ikke hvad der sker for min computer eller for Saxo, men først efter at jeg havde sendt min kommentar 19:57 dukkede kommentarerne ovenfor op. Meget mystisk.

Så nu kommer der lidt rod i rækkefølgen, men:

Jeg er meget enig med Finn i hans 1) og 2) opstilling og i kommentarerne til dem.

Den bedste læseoplevelse? Det synes jeg ikke man kan afgøre. Det er to forskellige oplevelser, to forskellige historier, styret af hver sit fortælleudgangspunkt.

Om man som forfatter vælger at bruge den ene eller den anden fortæller, kommer an på en mavefornemmelse.

Næsten alle mine egne tekster er skrevet med jeg-fortæller. Den form falder mig naturlig, men jeg nyder at læse Herman Bang, som bruger 3.person uden indresyn.

Som jeg skrev længere oppe i en kommentar, har jeg selv prøvet at skrive den samme historie på begge måder. Først som 3.person, dernæst som jeg. Og selv om jeg var rigtig glad for min 3.p.-fortælling, syntes jeg alligevel bedre om jeg-fortællingen.

Jeg tror ikke det vigtigste er fortællerpositionen; begge de to positioner har styrker og svagheder i forhold til den historie der skal fortælles. Og det synes jeg vi har set i dette eksperiment. Jesper har skrevet to rigtig gode historier, uanset fortælleposition.

Jeg tror det vigtigste er at finde den position der passer bedst til den historie man vil fortælle, og så fastholde den konsekvent gennem teksten.

Jeg ville som udgangspunkt altid vælge en jeg-fortæller, fordi det er nemmere for mig, men det betyder ikke nødvendigvis at det er den bedste løsning, hverken for fortællingen eller for læseren.

Til en større tekst kunne man måske skrive et par kapitler med først den ene, så den anden position. Tage på ferie på Bali, og så se på de to versioner med friske øjne, når man kommer hjem. Og så vælge hvilken af de to måder man synes fungerer bedst. Ferien på Bali er hverken fornøjelse eller overdreven luksus; den er nødvendig for at man selv får lidt afstand til sin egen tekst.

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 4. december 2013 20:26 | Redigeret: 4. december 2013 21:09

– Johnny, jeg kunne også bedre lide de oprindelige klokker, bedeslag er det nærmeste jeg kan komme i ydresyn 3.pers. Jeg har imidlertid tænkt mig fortælleren som nøgternt registrerende, ikke: “der kommer Erik med sin overforsigtige cykelhjælm. Han ser ud som om [kamoufleret indresyn] han ikke kan glemme hende bogopsætteren og tænke på karrieren. Det der drømmende blik i øjnene hører ikke til… hvad er nu det? Han standser gudhjælpemmig op ved en fugl der er kørt over, vil han give den kunstigt åndedræt?”

For metaforer, metonymier, allegorier er fortællerkonstruktioner, dem har jeg udelukket. Og nu ikke noget med at sige at dyrene er metaforer, det er de ikke, de er håndgribelige elementer.

Lad os se bort fra detaljerne og betragte helheden. Hvilken form er bedst, første person eller ydresyn?

PS apropos “næsten” Nogle gange får jeg allergi over for modalverber (kan, må, vil, bør, skal, skal) og prøver at rense min tekst. befriende.

 
Johnny B
 
Skrevet: 4. december 2013 21:07 | Redigeret: 4. december 2013 21:10

Min pointe er, at man ikke kan være en nøgternt registrende fortæller. Man kan tilstræbe at være så nøgtern som man nu kan, men det er ikke et enten-eller.

Men man kan prøve på det. Man kan prøve at være så objektiv og så nøgtern som muligt.

Det er et rigtig godt eksempel du giver på hvad der netop er kamoufleret indresyn; det skal man selvfølgelig ikke.

Medmindre ;) – hvis man nu forestiller sig at filmen handler om en instruktør der kommenterer sin egen film?

Der kommer den overforsigtige kørende – prøv lige at se hans cykelhjelm

Her fortæller du ikke hvad du ser, men om hvad du ser.

Vi kommenterer hele tiden det vi skriver i det vi skriver. Det gør vi ved hjælp af fortælleteknikker, ordvalg, klip, men vi kan prøve at gøre det så usynligt som muligt, og derved bilde læseren eller tilskueren ind at vi er nøgterne og objektive.

Men vi kan ikke styre læserne.

– Nåh, ravnen der, den er selvfølgelig en metafor …

Når jeg skriver, prøver jeg at se det fra en bestemt position som fortæller. Jeg giver mig selv lov til at kommentere det jeg ser, uanset valg af fortæller, ellers tror jeg ikke der bliver så meget fortælling.

Du skrev tidligere i en kommentar noget om en brugsanvisning til et elektronisk apparat. Det morede jeg mig rigtig meget over. Jeg har nemlig sådan en kombineret dvd-video-harddisk med en manual på over 100 sider. Den er så nøgtern og objektiv som noget.

Men den er ikke til at forstå.

Klokkeslag der vækker de døde, er til at forstå. Bedeslag er mere korrekt, men også mere uforståeligt, ikke for en præst, måske, men for mig som læser. Og så er der humor i det første eksempel, og dødsens alvor i det andet.

Hvad er bedst?

Det er et personligt valg. Jeg foretrækker selv første person som fortæller, også i din opgave. Men så længe vi ikke har noget indresyn, ikke nogen tankelæser, er jeg helt med på ydresyn og 3. person. Men ikke en så objektiv og nøgtern fortæller som muligt. Jeg vil godt have kirkeklokker der vækker de døde, bare de ikke ender som et kamoufleret indresyn. Og jeg synes ikke du bruger kamoufleret indresyn i 3.p.-versionen.

Helheden: Jeg foretrækker jeg-fortæller-versionen. Den er mere koncentreret om budskabet, at kærlighed tæller tungere end karriere, og jeg oplever den version som den mest intense. Jeg forstår både Erik og Helle bedre, når du bruger jeg-fortælleren. Skal jeg gøre det helt konkret, giver jeg din jeg-version 10 point, mens den anden version må nøjes med 9. (På en skala fra 1 til 10). Så der er ikke tale om en dramatisk forskel.

Og jeg tror ikke at jeg-fortælleren altid vil være den bedste måde at fortælle en historie på.

 
Johnny B
 
Skrevet: 4. december 2013 21:15 | Redigeret: 4. december 2013 21:24

Hej Jesper – så krydsposter vi igen :)

Til dit

PS apropos “næsten” Nogle gange får jeg allergi over for modalverber (kan, må, vil, bør, skal, skal) og prøver at rense min tekst. befriende.

Helt enig! Modalverber og “næsten” er en trussel mod enhver tekst, også i den virkelige verden.

 
nenner
 
Skrevet: 4. december 2013 22:17

Kære I fantastiske mænd.
Forfatterskolens tre musketerer.
I er interessante. Ser godt ud inde i mit hoved gennem mit tredie øje,
I kæmper for litteraturen. Jeres prægtige heste skinner. Jeg
beundrer jeres bedrifter, jeg en skriverske, som må holde mig på
mit enfoldige spor. Jeg må dog holde afstand til jer for
ikke at blive forblændet. Jeg kunne nemt miste troen på egne værker.
Kærlig hilsen
Nenner

 
nenner
 
Skrevet: 4. december 2013 22:18

Din tekste er stadig skøn.
kh.
Nenner

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 4. december 2013 23:23

Hej Ravnkilde
Værdifuldt at din stemme er med. Pudsigt at vi sidder og tæller versioner. Version 25 er ok (jegfortæller), ser jeg.

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej Ella
Du har ret. Det er et af de steder hvor jeg ikke har lyttet til den lille stemme. Godt at du er med”

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej vædderen
Du har nok ret i at 3.person ydresyn mister noget élan, nemlig! Efter at jeg havde skrevet tænkte jeg også på Poe. Denne gang saxo flyver der usædvanlig mange ravne rundt. Vi er ramt af noget i det kollektive underbevidste.

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hej nenner
Tænk at du holder ud hele vejen igennem alle disse tanker og polemikker og tekstversioner (37, nu, en personlig rekord). Det betyder meget for mig at mærke din varme ånds tilstedeværelse, og tak for dine kommentarer der giver diskussionen lidt mere flugt.
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Johnny og Finn
I har været i stand til at holde debatten kørende mens jeg grublede i et hjørne, skønt. Mere end det, faktisk, befriende for mig at have dette miniforum med min egen tekst i centrum. Hundrede gange mere værdifuldt end en lærerkommentar. Både personlig og principiel samtale om natten i Købemhavn.

Det er sådan skolen ideelt er, en tekst og et par både krakilske og indlevende kommentatorer, der ikke helmer. I opgiver ikke, I kommer igen med nye forslag til historien. Der er erfaring og begejstring for sagen bag jeres ord. Jeg nød det!

De bedste hilsener jesper o
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

 
Livsglæde
 
Skrevet: 5. december 2013 12:21

Hej Jesper & Co.

Tusind tak for et kig indenfor i dit befolkede studerkammer, det har været en lærerig oplevelse. Jeg lærer meget i de fem uger en saxoomgang varer, men denne gang mere end de forrige gange. Der har flere steder været lange og gode disputser, om både den ene og den anden teori.

Det har været en fornøjelse at følge med i tilblivelsen af de seneste versioner. Jeg er ikke god til at lære alene på teori, men hvis teorien bliver fulgt op af eksempler er jeg som regel med. Jeg synes det er interessant, at jeg som læser oplever to forskellige hp’er i takt med omskrivning fra første til tredje person.

Jeg var solgt til din historie, da jeg læste den første gang og det er jeg stadig, uanset hvordan den er blevet vendt og drejet. Men jeg synes bedst om historien i første person. Når jeg læser den, oplever jeg ham mere excentrisk og mere fjern og det synes jeg passer rigtig godt til handlingen og sprogbruget.

Tak for denne gang og tak også for opsangen til modalverberne:-)

Kh Livsglæde

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 5. december 2013 15:51

Hej Livsglæde

Vi har været i samme båd i novelleopgaven.

Du er altid velkommen i mit kammer, jeg er helt benovet over at du følger med så længe. Jeg har fået to udfordringer dels en jeg-fortæller, dels rent ydresyn. Dem kunne jeg ikke modstå, så nu er der tre udgaver, meget morsomt og efterhånden lidt forvirende at finde ud af hvad vi taler om. Hovedsagen er at stemningen tipper til fordel for jeg-historien, der har mere élan, fik jeg at vide.

Spændende at få teksten gennemgået så nøje.

KH fra jesper o

 
johs
 
Skrevet: 5. december 2013 16:29

Hej Jesper
Tak for dine kommentarer til ‘Der er længe til september’.
Fint at du kunne se sammenhængen i historien.

Nu har jeg så læst din novelle. Der er godt nok mange ord i dig.
Jeg har været optaget af inspiration og stil i opgaverne,
og afholder mig helst fra at kommenterer andres historier,
men der er rigtig gang i din historie!
Hvad kalder du din skrivemåde?
Hvem lader du dig inspirere af.
De mange ord kunne tyde på en amerikansk inspiration.

Jeg er på opdagelse efter, hvad der sker i relationerne og ikke så meget i hvilke tanker personerne gør sig.
Man siger så meget, men hvad er det, der foregår. Jeg ved jo ikke hvad andre tænker, og mine egne tanker er knyttet til egne kontekster.
Jeg synes også, det er interessant at se på, hvad jeg selv tror, jeg foretager mig.
Jeg bevæger mig altså rundt om mig selv.
Min inspiration er fx Per Petterson, Aidt,Helle Helle og Lars Bukdahls tilgang.
Pludselig kan Kim Leine så kommme ind over med en voldsom sanselighed.
Det har været godt for mig, at jeg på dette kursus har kunne indkredse min stil i øvelserne.
Hvis du gider skrive noget om stil og inspiration kunne det være interessant for mig.

Venlig hilsen
Johs

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 5. december 2013 19:09

hej johs

er mine historier for lange? er det det du mener med de mange ord?

jeg har godt nok læst amerikanse bestsellere, men de er generelt ikke forbilleder. de glider bare ned så småt.

jeg har begået en kæmpe synd, det lange svar jeg skrev til dig har jeg ikke gemt inden jeg sendte det. systemet åd det.

jeg orker ikke at prøve at rekonstruere det, du får noget andet.

Hvad jeg kalder min skrivemåde? et morsomt spørgsmål. det er jo forskellige måder, se også historierne: Ikke noget med hunde + tilføjelser, Jeg brækker mig, Klak,klak.., Hans knogler knager, osv.
jeg må returnere spørgsmålet, du er en bedre bedømmer end jeg.

stil afhænger af historien og hvor den fører mig hen, desuden af hvad jeg har lyst til, skal jeg være alvorlig, gøre lidt grin med noget, .. min stil eller mine stile har vel et fælles præg et sted, for nogle er det indlysende at det er mig. men ikke for mig selv.

morsetelegrafister har også hver sin stil som de kunne genkendes på, men hvis du spørger en telegrafist: hvad er din stil? så får du nok ikke noget svar.

Forfattere Philip K Dick, Per Lange, Poul Theroux, Scarlett Thomas Jeg er ikke specielt interesseret i nyere danske forfattere, mange er hverdagskedelige. noget af den stil afspejler sig i stilen i en del af historierne på saxo. Hellelhelle, Aidt etc siger mig ikke noget, og slet ikke som inspiration.

Inspiration, tænker du på forbillede eller igangsætter. Eller tænker du på hvordan man finder på noget??

Så er der ikke mere blæk i fyldepennen lige nu.

de bedste hilsener jesper o

 
johs
 
Skrevet: 6. december 2013 21:28 | Redigeret: 7. december 2013 14:03

Hej igen Jesper og super at du gider svare på mine overvejelser!
Når jeg siger mange ord, betyder det ikke for mange- bare mange.
Men amerikanerne bruger efter min erfaring ofte mange ord, og jeg kan jo se på de forfattere, du nævner, at der er flere amerikanere i mellem.
De mange ord / dialoger maner store fortællende billeder og stemninger frem.

Jeg går vist bare andre veje. Måske har jeg en ide om at færre ord har mulighed for at sætte flere tanker i gang hos læseren, og måske i højere grad overlader til læseren at fylde billedet ud.
Men det kan jo også blive for enkelt og som skrevet tidligere, synes jeg du har et kraftfuldt sprog!

Jeg overvejer også, hvad min intention med historierne er.
Men grundlæggende er det bare fedt at skrive!
Tak for dine ord.
Bedste hilsner
Johs

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 7. december 2013 10:23

– Johs, på Facebook findes et sted med 100-ords historier, ikke 99 og ikke 101.

 
mille
 
Skrevet: 6. september 2014 08:41

Hej Jesper

Her er en hel forfatterskole og fortællesynsvinkler gemt i denne tråd. Tak for henvisningen. Jeg er fuldstændig overvældet og kan slet ikke kapere alle visdomsordene på en gang. Det er et virkelig spændende eksperiment alle jer kloge skrivende mænd her gejler hinanden op til.

Jeg kan godt huske de mange kommentarer, da saxos forfatterskole sidste år var ved at være slut. Men jeg havde så mange andre ting kørende og kunne ikke samle tankerne om fortælleteknik. Læste lidt men forstod ikke ret meget, sådan er det, når tankerne er optaget af noget andet.

Det er godt vi nu kan korrespondere i besætter-debatten. For nu begynder min irritation så småt at svinde til fordel for fascination af det du skriver. Du kender sikkert andre påståelige selvoptagne kvinder end mig.

Jeg skal også hilse fra mumi, hun bliver lidt forsømt til fordel for læsning om bibliotekaren. Som ung inden jeg kom på seminarium var jeg sekretær for en overbibliotekar, læsningen af din historie bragte minder frem om en mørk, vandkæmmet stiv herre, der sad ved et stort skrivebord i et kæmpelokale. Udenfor sad jeg så ved omstillingsbordet til udlån, læsesal og ham.

 
Jesper CO2 = Jesper O
 
Skrevet: 6. september 2014 09:56

hej mille og mumi
tak for kommentarer, og skønt at få endnu en læser med biblioteksfortid.

Reklamer