Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


12 kommentarer

Mine ord er for få og for mange

Carsten Milvang's photo.

Her står jeg, og dér står min mors kiste. Bagved sidder min bror og resten af familien. Gamle klassekammerater, hendes venner fra tennis og diskussionsklubben. Tre keramikere som hun arbejdede sammen med, og hendes lærer der er kommet fra Canada for at sige farvel. Nu er det blevet min tur til at sige en sidste hilsen.

Mit hoved er rungende tomt. Mine ord er for få og for mange. Jeg lægger hånden på kisten og mærker udstrømningen fra hende, tankerne som løber derinde og ikke kan komme ud gennem kranium og kiste. Men jeg vil lukke op for dem, de skal have lov til at komme ud, jeg gider ikke prædike selv, lad hende give de sidste ord eller tilfældige tanker gennem min mund:

Han har et stort sår på overlæben, man kan også kysse for længe. Otteoghalvfems timer, men så er den rekord hjemme. Vi fik ingen mad eller søvn, lå blot og kyssede, kun kolbe og bækken fik vi til de nødvendige ting ud af bagdelen osv. Guiness rekordbog er på pletten og har været det siden hans rekordforsøg startede. Nu i slutningen står en flok mennesker og ser nysgerrigt på ham, de tror at det er en færdselsulykke, altid interessant. Hans mor og lillebror har været der hele tiden, og selvfølgelig hans kæreste, nemlig mig, som er modtageren af kysset.

Reglerne siger at man ikke må skifte partner undervejs, så vi har hver en rekord at prale med. Vi får måske en ramme om os i bogen og vores portrætter med. Det håber vi, for her er en opmuntring til folk der kun giver tantekys. Man kan nå noget dybere, man kan nå en kosmisk orgasme på i hvert fald fireogtyve timer. Vi får hver en blodtransfusion for at komme til hægterne. Og mine læber? De ligner botox for tusinder af euro eller dollars. Står lige ud i luften, to airbags skinnende og røde. Jeg er ikke nogen postkasse, man kan ikke putte et frankeret brev eller andre ting ind mellem de røde puder, ind i sprækken.

Jeg åbner og lukker læberne, de kan kun hviske, almindelig tale gør ondt. Ømme og forseglede er de. Men om kort tid kysseklare igen. De trænger allerede, små dråber af begær danner sig og løber lysende ned på mine bryster og videre ned på vejen hvor de blander sig med Jesu blodspor fra for to tusinde år siden. På vej mod det kosmos der omslutter os alle med sin kærlighed. Jeg er på vej bort, tror jeg, billederne blegner …

Udstrømningerne fra min mors kiste fortsætter. Ligets drømme er ustandselige og ufordøjede, de trænger ind i mit hoved og ligger som en tyndtarm der trænger til at tømmes videre. Samtidig tømmes kirken. Jeg mærker klangen af rummets ekko. Jeg forstår godt at følget synes at ordene er upassende, men jeg kan ikke stoppe, der kommer mere som jeg må formidle.

Reklamer