!RENSET JULESTAFET 2022

Julestafethistorie med Putler og Elon

Ude i kolonihaven står et gammelt piletræ. Det hælder voldsomt til siden så en stor gren står nede i åen. Om vinteren er der stille i haven når folk er væk. Går man forbi træet og et par sorte fjer på jorden, kan man høre at noget dunker og stemmer råber nede fra jorden, slet ikke stille.

Hvad ingen ved er, at grenen danner en port. Tør du gå ind her? Dukke hovedet og træde ind i en anden verden næsten uden corona og Putin, men hvor ubådskaptajn Oleg Slingervalski, i sin forklædning som dronedrevet natteravn, er ved at forberede sit næste træk, at blive rekrutteret til boybandet “Odins Ravne”, en popgruppe som er det perfekte skalkeskjul for den hemmelige Operation Nissehue, sat i værk af diktatoren Putler. En operation som går ud på at forpurre julen i år ved at sabotere solcelledrevne lyskæder og hjemmelavet sylte med rødbeder og alt muligt.

Og derfor var det passende, at der denne dag, udenfor den hemmelige indgang til hulen, skete det mystiske at julesangssyngende julemænd, som hver især var iklædt to sæt julemandsoutfit inkl. to fuldskæg for at holde varmen, indtil en af dem affyrede en ikke-helt-Co2-neutral eller lydløs prut, der fik diktator Putler til at holde vejret og holde sig for ørerne hjemme i Herausland, hvor han for 17. gang den formiddag stod foran det trefløjede, forgyldte spejl og ventede på svar på spørgsmålet om, hvem der er den største hersker i verden. Han blev rødglødende af raseri over ikke at kunne høre svaret på grund af en flok julemænd med luft i tarmene.

Men i mellemtiden havde prutten, og den deraf udledte giftige gasart, rystet bunkeren i sin grundvold. Det fik ubådskaptajn Oleg Slingervalski til at iføre sig krigsuniform og placere sig sammen med resten af Odins Ravne og overveje hvorfor Helten Selumski sad hjemme i sin nedbombede kælder med fingeren på knappen til den digitale sviner som kunne låse Putler og Oleg og alle andre grimme individer ind i et virtuelt netværk af julefis og fjams.

“Så kan de lære det, kan de”, råbte Selumski, men i samme øjeblik snublede hans smukke kone i mørket over en kasserolle med blødkogte rødbeder. Hun faldt så uheldigt, at Selumskis finger ramte en helt anden knap, nemlig den der sendte ham og konen direkte ind på Jespers hjemmeside hvor de overstrømmes af alle de gamle julestafethistorier.

“Drømmer jeg?” sagde Selumskis kone uden at forstå det dødelige alvor i at forfalde til gamle julehistorier, thi Slingervalski, Malakowski og hele slænget af Odins Ravne havde infiltreret et landsbysamfund i Sønder Lavmål og sad klar i bunkeren til at genindspille julehittet “Last Christmas”, da de fik øje på en temmelig stor og festligt udsmykket bil, der på en måde virkede irriterende, men også interessant. Og ud trådte vidunderbarnet Elon Tusk og forkyndte, at dette var en herrefed slæde, som kørte på stjernekraft, “Fremtiden ligger i denne nye energikilde, som bare lige skal finjusteres før den er klar til julehandlen.”

………………………………………………………………………

Ubådskaptajn Oleg Slingervalski stirrer ud gennem bunkeren via sit periskop og føler, at hans ører er ved at falde af. Han indser med det samme, at denne nye stjernekraft trigger noget i ham og giver ham lyst til at studere fænomenet nærmere. Oleg beslutter sig i selvsamme øjeblik for at bede stjernekraften om at få tilsendt en hundehvalp, en rigtig blød og lækker. En som kan fortælle godnathistorier og vende tilbage når han har puttet den i torpedorøret og fyret den af, VUF! Ud i universet og te’bavs igen og igen og igen, hver gang den bjæffende havde fortalt om sorte huller, asteroider ude af kurs og givet ham den slags ufortyndet kærlighed, der blev fornægtet ham som barn.

Oleg knytter næverne og mindes sin mor Vladmilla, der ikke ville give ham en hundhvalp. Han stirrer drømmende op på himlen gennem periskopet og fortaber sig i sin hvalpedrøm, da en af Odins Ravne prikker ham på skulderen og siger:

“Oleg. Der står en amerikanski udenfor bunkeren. Han siger at han hedder Elon Tusk. Han har en gave med til dig.”

“En gave! Til mig?!” Olegs skæggede ansigt lyste op i et stort smil. “Hvad er det? Hvad er det?” Han hoppede op og ned og klappede i sine hænder. “Men så invitér dog amerikanskien herned, din talentløse spillemand! Hvad venter du på?”

I det samme dukkede Elon Tusk op på trappen ned til bunkeren. “Jeg har købt et kvidrende talerør, som er gået over gevind, og nu har jeg brug for at gå under radaren! Hvis jeg kan bo her et stykke tid, vil jeg forære dig en af mine herrefede slæder!”

“En slæde? Hvad i alverden skal jeg med en slæde her i bunkeren? Vi får jo ikke engang en hvid jul i år på grund af Putlers drengestreger!” Oleg vendte fornærmet ryggen til den nyankomne, som forstod et vink med en gearstang og fik et slukøret udtryk i ansigtet.

Den nyankomne skulle lige til at gå, da der tikkede en kodebesked ind, som Oleg ikke kunne tyde. Han skulede til amerikaneren: “Du der!” og pegede på Elon Tusk, som han havde hørt skulle have noget hjemme i knoppen. “Er du ikke ørn, til sådan noget kodefis?” spurgte han.

Amerikaneren nikkede bare og nærmede sig Oleg på ny.

“Så hjælp mig lige med at finde hoved og hale i det her.” Oleg pegede på kodestrimlen foran sig.”

Elon rynkede brynene i koncentration og sagde: “Her står, ‘Oleg, sig til Elon, at jeg ankommer umiddelbart og henter slæden. Den er inte noget for min lille Oleg, din svans. Sørg for at den er ren. Hilsen din mor Vladmilla.’ Det lyder som din mor, Oleg, ik’?”

Elon tænkte at moren havde en udfordring med LGBTosv og var iøvrigt ligeglad når hans forretninger ikke led skade.

Oleg rødmede, pinligt at have sin håndfaste mor rendende med håndsprit og støveklud og sine konspiratoriske ravne. Han kastede sine hvide franske knapstøvler med de alt for kostbare perlemorsknapper ind under sengen. Væk med dem inden Vladmilla kom. Altid prøvede hun ideligen atlatterliggøre ham. Siden juleferien på Lapperud i isvinteren ’83, da Oleg i en alder af fem år så papa Slingervalski vinkende og råbende “Do svidaniya” stævne ud over Vänern på sin sparkstøtting og ifølge et par forfrosne isfiskere gik i land i Mariestad dagen efter med en sælskindspelsklædt skønhed på passagersædet, havde Vladmilla været efter ham.

Oleg anede ikke hvorfor og havde en tilbagevendende drøm om, at det var ham og ikke den sælskindspelsklædte skønhed, som var gået i land i Mariestad. Hans knoer farvedes blåhvide, mens han hvislede:

“Я беру сани и отправляюсь на поиски отца, чтобы отпраздновать с ним Рождество.”

“Hvad siger du?” spurgte Elon og rynkede panden.

“Jeg siger,” sagde Oleg og rettede blikket mod amerikaneren, “at jeg tager imod slæden og drager ud for at finde min papa, så jeg kan fejre jul med ham.” For bare tanken om endnu en jul med Vladmilla gav ham kvalme.

Det kunne selvfølgelig godt være, at der ikke blev nogen jul, for det var jo i bund og grund den han skulle sabotere sammen med Odins Ravne. Og det ville være umådelig farligt at forlade missionen. Oleg vidste alt for godt, hvad der skete med desertører. KAPUTSKI.

Alligevel gav tanken om Vladmilla ham styrke til at iføre sig knapstøvlerne og al det andet sædvanlige gear, for nu måtte han afsted, nu skulle det være – noget måtte der ske. Solen stod højt på himlen og det tog han som et positivt varsel for den kommende tid, så på hans vandring afsted tog han sig selv i både at fløjte og smånynne på en og samme tid: – Den gang jeg drog afsted da dum da dum…

“Hey du der,” hørte han så en sælsom stemme råbe, og da han vendte sig var det sandelig Elon der kom løbende, hvæsende af astma. Han havde på lang afstand genkendt den hvide paryk der hørte sammen med de store, sorte solbriller og knapstøvlerne: Fuld Andy Warhol forklædning. Forhåbentlig uigenkendelig for Vladmilla.

“Vis mig så den slæde, Elon,” sagde Oleg og gav ham de nøglerne til missionen, så Elon kunne komme og gå som han ville. “Dether går for langsomt for mig med både at vandre, synge og fløjte på samme tid. Hit med slæden!”

“Tak for nøglen. Men der er nu én ting” hvæse, pruste, kom det fra Elon “en ting du skal vide, Andy/Oleg som jeg vist ikke har fået nævnt… ehm ikke fordi det skulle være hemmeligt, men mere …ehm fordi… mere-derforat nemlig, nu skal du høre, det er faktisk sådan, lidt diskret altså, du forstår nok, men hør nu her altså, din mor, ikke? Der er den grund til at jeg dukkede op hos dig.

Jeg troede at hun ville være der. Hun har et temperament som passer mig rigtig, rigtig godt. Og en krop der også passer mig rigtig, rigtig, rigtig godt – jeg har meddelere ude, kan du forstå. Folk der kender min smag. Kunne du ikke som tak for slæden, når du får den, introducere mig? Bare diskret. Gerne snart. Absolut inden jul!”

Elon hostede en slimklat op og tørrede sine røde, svedige kinder af i ærmet. Han plejede at beordre, aldrig at bønfalde om noget. Mere rødmen. Han trak sin inhalator op af lommen, stak den ind i munden, fumlede – og tabte den ned i nysneen.

“Hun smelter uden tvivl som smør i dine arme, hvis du også forærer hende en af dine herrefede slæder!” Oleg bøjede sig ned for at samle mobilen op og smækkede den i hånden på Elon. “Men vent lige, til jeg er over alle bjerge! Goodbye and good luck, … pops!” Oleg sprang ind i sin betaling for kost og logi, stak nøglen i instrumentbrættet og trådte speederen i bund. Vladmilla sprang en meter op i luften og landede så vidt vides aldrig igen.

Ingen kom nogensinde til at interessere sig for, hvor vinden havde ført hende hen, bortset fra Elon Tusk, som havde svenske aner. Han udstødte et skrig af smerte og kastede sig på knæ i sneen med sine hænder strakt mod himlen. Da skriget ebbede ud, messede han snøftende med amerikansk accent “Allting kan go itu, men ett hjarta kan go i tusen bitar” igen og igen, indtil den af Odins Ravne, som ikke var hoppet i flyverskjul i bunkeren da Elon oplod sin røst, stak Elon en venstre uppercut og slængte ham i hovedet på den trofaste rottweiler der plejede at beskytte Vladmilla både ude og hjemme – helt ind i sengen hvor de hver nat lå hoved mod hoved med den lange, duftende hundetunge op mod hendes venstre næsebor.

Det var slet ikke hvad Elon havde drømt om da han ankom til bunkeren. Og dog! når Rottweiler prustede ham i ansigtet, fornam han duften af kvinde, af Vladmilla, af hendes renhed og styrke, hendes hormoner og feromoner. Suppleret med den kvalme stank fra halvtfordøjet hundemad.

For ham flød det hele sammen: duft, varm krop, brune øjne, lange erotiske negle og lyden af en stigende, hidsede vejrtrækning som om Rotw, eller var det Vladmilla, nærmede sig udløsning. Det var nyt for ham, det var interessant, det var frisk og befriet for kedelig konversation. (Og for en gang skyld gratis). Nu … nu .. NU, Ja NU var det lige før han var ved at miste forstanden – for anden gang – og han var derfor nødt til at piske sig selv på de nøgne overarme med friskafskårne grangrene, for at erindre sig selv om tid og sted

Ja, stedet svævede stadig lidt i det usikre, men begrebet tid, lå da nogen lunde klart, så vidt Elon kunne indse: på vej mod jul med alle de skønne traditioner fra hans barndom, både det med Juletræet der blev pyntet med alt muligt fordi hans far ville have guldkugler og hans mor surt hængte sin bedstemors støvede julebukke op. Og hele huset duftede af påbrændte klejner. Jo det var så yndigt. Han smilede for sig selv og oppe over ham var der pludselig et smukt stjerneskud på den mørke decemberhimmel. Eller var det bare Andy/Oleg som fræsede afsted i sin nye slæde, mod jeg-ved-ikke-hvad?

Elon Tusk hankede op i sig selv. “Nu vil jeg gå ned i bunkeren og hjælpe Odins Ravne med de hemmelige koder. Det må der da være klejner i.”

Han tog fat i Rotweilerens hundesnor, trak afsted med hunden, og gik ned af trappen til den underjordiske bunker.

Det første der mødte ham, var duften af sure sokker, udkogte rødbeder og total opløsning og kortslutning. Han nussede RotW kærligt bag ørerne og kiggede sig omkring. Der stod røg og flammer op ad et kasselignende, klodset russisk apparat som en af de Odins Ravne havde fodret med Vodka.

“Yes!” sagde han, da han kunne lide, hvad han så. Her var der i den grad brug for en mand med hans talenter til at tage over efter Kaptajn Oleg Slingervalski: En der kunne rydde op, effektivisere og minimisere kræfterne bag hele operationen. At han ikke anede, hvad missionen egentlig gik ud på var underordnet. For han ville strømline bunkeren og gøre Sønder Lavmål til sin nye hub og center for viderudvikling af stjernekraft, mens Odins Ravne skulle omvendes til en eliteenhed for kontraspionage og lære at hverve trolde til en kampagne mod umådeholden fodvorteri og abstrakt synkronsvømning; et korps af moralgendarmer så han for sig, og værre, havde han i tankerne. Der måtte handles, det var sikkert og klart, og snart ville Oleg vende tilbage og tro at han skulle bestemme nogetsomhelst.

…………………………..

Men Oleg var for øjeblikket i gang med sin hemmelige operation startende langt inde i Ukraine. Meget indbringende og i stand til at betale knapstøvlerne og Andys autentiske paryk som var købt på Internetauktion for et beløb der oversteg alle hans bestikkelsespenge indtil pensionen.

Konceptet var enkelt: hente en god bunke døde russiske soldater i Ukraine, køre dem til Rusland og sælge dem hvor myndighederne eller den private hær indrullerer soldater.

Der var stor efterspørgsel, disse soldater var ikke negative og kunne ikke desertere. De havde allerede gyldige russiske uniformer, krævede ikke feltrationer, soveposer, løn eller træning. Stillede ikke spørgsmål, ideelle for den særlige militære specialoperation. De kunne straks hældes direkte ned i skyttegraven og kunne figurere i lægdsrullerne så det for overkommandoen og Putler kunne dokumenteres, at kompagniet var fuldtalligt. Rusland stillede således på papiret med en overvældende, kampklar (?) styrke. Præcis hvad overkommandoen havde behov for.

Oleg indkasserede endnu en gang betaling for den nyeste ladning brugte soldater og havde netop sat sig tilrette på instituttet for at få renset, klippet, filet, formgivet, poleret, farvet og lakeret sine negle og masseret neglebåndene – ja, netop sådan var det – da kaptajn Olegs Slingrekurses RodW hjemme i bunkeren var gået i gang med at slikke den sorte boks ren for vodka og var klar til at opstøve Ravnene, for den stod allerede med nogle af de sure sokker hængende ud af flaben.

Elon nåede netop at flå sokkerne ud af gabet på Rod – ja, netop sådan var det – i det besynderlige øjeblik som ingen ville glemme – heller ikke Oleg som var langt borte optaget af andet – at en lysende skikkelse ligesom fløj over hovederne gennem vinduet på det lave højhus lige overfor. I halen på den lysende skikkelse tegnede sig nogle fremmedartede skrifttegn i en sløret sky af blinkende stjerner.

”Det må sgu da ha været en engel af en slags,” tænkte Oleg, og rejste sig fra sin gyngestol, og hentede sin lyserøde langpibe på væggen. ”Nu skal det blive godt med en ordentlig pibe,” i samme øjeblik hvor han genkendte objektet som en af Elons satellitter. “Fandens også!” bandede han og kylede den lyserøde langpipe ind i pejsen. Han burde aldrig have taget imod den herrefede slæde på stjernekraft, der helt sikkert havde en GPS-enhed installeret.

Hvorfor havde han ikke tænkt på det? Fordi Vladmilla havde forstyrret hans tanker med alt sit juleævl.

Og nu sad Elon garanteret hjemme i bunkeren og holdt øje med hele hans hemmelige operation-zombie på en mega storskærm, hvormed operationen ikke længere var hemmelig. Derfor blev Oleg nu nødt til at skifte underhylere (synet af satellitten havde fået ham lidt på skideren), skifte identitet og skifte slæden, der faktisk var herrefed, til en irgrøn Trabant 444, som nogen havde parkeret i skovbrynet, dér, hvor han selv var drejet af, efter at det var gået op for ham, at han alligevel ikke gad opstøve det gamle uvederhæftige røvhul, som havde efterladt ham hos Vladmilla. Papa og Vladmilla kunne rende ham. Oleg fyldtes af en følelse, han aldrig før havde kendt. “Besplatno, nakonets besplatno!” Euforien ville ingen ende tage, indtil det øjeblik, hvor Elons forbandede satellit havde indkredset ham. Den altopslugende følelse af endelig at være fri forlod Olegs krop som ved et trylleslag. En djævelsk plan tog form i hans sind, en grusom plan hvor den engleagtige skikkelse spillede hovedrollen, for den skikkelse havde lignet en person han kendte kun alt for godt, kunne ikke være nogen anden end hans bortfløjne mor Vladmilla, og sikker var han, for hvem ville dog ikke kunne genkende sin bortforduftede mor, når hun optrådte i skikkelse af en engel?

Det der nu var det helt store alvorlige spørgsmål for den kommende forbistrede plan, som flere begavede øjne allerede havde set, var om han kunne få Vladmilla til at gå i en fælde. Og hvis han kunne, ville han så kunne overbevise Putler om, at hun var prisen værd? At hun var det ultimative biologiske våben, der kunne forpeste alt og alle og dermed vende krigen til Putlers fordel? Pludselig forstod han, hvorfor Papa var flygtet på den sparkstøtting dengang.

Han ville bede om mindst 5000 dask, besluttede han og satte nøglen i tændingen på den irgrønne Trabant, der begyndte at hoste som et damplokomotiv på steroider. Og mens han satte bilen i gear, bad han en stille bøn om, at Elon ikke ville kunne spore den gamle irgrønne spand som han nu kørte i, via sine spionsattelitter.

Oleg vidste at det var af yderste vigtighed, at Elon Tusk ikke fik nys om hans plan: Han ville kidnappe sin forduftede mor Vladmilla “Englen” og sælge hende som et ildelugtende og biologisk våben.

“Angel of Death,” mumlede Oleg og smilede ved sig selv. Han ville også kunne sælge mega mange gasmasker i kølvandet på englefangsten. Sådan sad han fordybet i sine planer bag rattet, da han pludselig hørte noget rumstere bagerst i den irgrønne spand.  Det var ikke lydpotten, der larmede, men derimod et skræppende og afpillet, rynket kvindemenneske iført en sælskindspels, som ved Gud også havde set bedre dage.

“Hvad i alverden laver du i bagagerummet på min irgrønne Trabant 444?” Oleg var knapt færdig med at undre sig over, hvordan Vladmilla havde antaget engleskikkelse og befandt sig her i stedet for i bunkeren sammen med sin bejler, før han fik endnu en kælling på halsen.

“Din Trabant? Nej, nu må jeg bede om mine himmelblå…” Den sælskindspelsklædte kastede et blik på sit armbåndsur. “For præcis tre timer, 26 minutter og 42 sekunder siden tilhørte Trabanten min mand gennem 39 år.” Hun stak en fugleklolignende hånd ud fra bagagerummet og greb fat i Olegs.

“Malin Slingervalski hedder jeg!”

Oleg sprang baglæns. Malin Slingervalski havde et forbavsende kraftigt tag i hans hånd og fløj mere som det var en klump kød der bumlede rundt; måske den der forbandede køter, tænkte Oleg, så han valgte at stoppe spanden og se efter. Bare nu han kunne åbne bagklappen, for det der leddeløse lort kørte på hængslerne efter alle de gange hvor han bøvlede med motorstop og måtte ha’ fat i håndsvinget. Sådan noget kendte den blærede Elon Tusk selvfølgelig ikke til.

Mens han slog kuskeslag for at få gang i de stivfrosne lemmer, hørte han tydelig en ynkelig jamren: “Hjælp mig ud ved den søde grød, aldrig har jeg kedet mig så voldsomt, giv mig en hånd”.

Oleg betragtede endnu en skikkelse, denne iført hvid pibekrave og sort, fodlang kjole. Præstekjole. Skikkelsen krøb ud og rettede sig op, smilede og rakte hånden frem: “Kristian Ditlef fra DAGBLADET RINGKØBNG SKJERN, undersøgende journalist og præst. Vi er meget interesserede i hvad Andy War er i gang med. Er du inde i en ny kreativ fase? Er den neoekspressivinistiske/realisme på vej ud? Er der en skaber bag de sorte huller?” – en venlig, ustoppelig og skolet stemme. Et par varme øjne, mikrofon og kamera rettet mod Oleg. Og mod Malin. “Og goddag til Dem, frue.”

“Det lyder interessant,” svarede Oleg som han plejede når han ikke forstod noget, “måske kan du starte med at fortælle mig hvad i alverden du laver i bagagerummet på en ældre dames mands bil?”

“Jo altså, jeg var jo egentlig på udkig efter julemanden og så sagde Esmeralda her at jeg kunne ligge i hendes bagagerum for den har hun brugt til spionage. Og jeg var lige ved at få et glimt af noget jeg tror var en af hans hjælpere, men så kom du, og pludselig genkendte jeg din stemme, og så tænkte jeg at det var da pudsigt.”

”Aha,” sagde Oleg mens han spekulerede på, hvordan han slap af med de to.

I mellemtiden stod der et væsen og gloede på det efterladte køretøj. Det var en afrakket russisk soldat i laset uniform, et par urensede kødsår og et aggressivt udtryk. Stirrende på Oleg/Andy: “Du solgte mig tilbage til Putler…” – pludselig drejede han blikket, “.. og Malin!? du her!”

Oleg/Andy, der havde gået i byens bedste spion-skole siden han var tre, og var en mester i at skifte mellem sine identiteter, kunne ikke fatte, hvordan han pludselig var blevet indhentet og genkendt af både en graverjournalist, sin svenske stedmoder Malin og en trekvartdød russisk soldat. For ikke at tale om brøleren med satellitten. I Guder, han var ved at falde af på den, tænkte han og udstillede sit bedste tandsmil.

Alt imens arbejdede hans hjerne på højtryk med en plan, så han kunne slippe væk fra den aggressive soldat. Han stirrede i desperation på Malins håndtaske. Måske indeholdt den en lille bitte flaske med skruelåg og indeholdt måske, ikke en lille bitter dram, men derimod det rene edder og forgift, bittert som bare helvede, og måske var det en magisk drik, der kunne få hvem som helst til pist at forsvinde og måske eventuelt ville han, hvis han kunne bikse denne sære flaske uset op ad tasken, ja så måske ville denne magiske mikstur så eventuelt kunne bruges til at få både den ene og anden til helt lydløst at forsvinde; men altså kun måske hvis det skulle være, tænkte han flygtigt, så ville der et øjeblik blive ro omkring ham.

Men: “Dmitri!,” udbrød Malin og forsøgte at træde et skridt tilbage. Umuligt, for præste-journalisten stod lige bag hende med hovedet over hendes skulder og noterede på sin lille blok mens pandekameraet registrerede alt. Interessant møde. Mere interessant, ja dramtisk blev det da soldaten brølede:

“Malinova, du fik mig ind i hæren. Her er din betaling,” Dmitri stødte bajonetten ind lige under hendes lever og trak den vandret over mod venstre nyre, sådan som han havde forstået man skal gøre, for at afbryde blodforsyningen. Malin blegnede øjeblikkelig og sank sammen hviskende et eller andet som præste-journalisten ikke fik rigtigt fat i, måske var det “Jösses”.

Hun nåede lige at åbne tasken og få fat i den lille flaske med undergørende vand fra Hellig Kors Kilde i Jyllinge og tog en stor slurk af flasken. Hun kunne mærke varmen komme tilbage i kinderne.

På magisk vis begyndte livseliksiren at virke. Såret i hendes bug helede langsomt, og blodet på maveskindet fordampede i den kolde decemberluft.

“Dmitri dit kæmpe kvaj! Hvad dælen skulle det nu til for?!”

Dmitri stod og så ned på sine bare fødder.

“Undskyld, Malinova. Men, siden jeg fik den svenske selvmordsdrone i hovedet, har jeg haft en forfærdelig hovedpine. Jeg har en ringende lyd i mine ører som ikke vil gå væk. Hvis nogen siger noget på svensk, så slår det helt klik for mig.”

Oleg/Andy havde betragtet det hele, stående som naglet til skovbunden. Nu vågnede han op til dåd. Han kastede sig mod Dmitri, og fik væltet det høje tynde gespenst omkuld.

Han råbte: “Malin! Giv mig trylledrikken. Hurtigt!”

“Tttrolldrycken…?” De selvsamme ord havde Malin i 39 år hørt Slingervalski senior råbe hver onsdag aften kl. 20:30, når hans libido skulle boostes. “Självklart, älskling!” Flasken fløj gennem luften, forbi Olegs fremstrakte hænder og splintredes mod stendiget ud mod landevejen.

“Nej! Nej!” Malin tog sig til hovedet og vaklede over mod Slingervalski junior, som stod med åben mund og polypper og betragtede, hvordan en flok vilde hunde fløj derhen og lappede de spildte dråber i sig. Hundene havde kun lige nået at slikke sig om munden, da forvandlingen satte ind.

For få sekunder efter var de vilde hunde forvandlet til en flok sarte og feminine balletdansere, der nu opførte den mest elegante forestilling fra en af de sjældne historier i de aller grimmeste eventyr. Selv den agressive soldat, stirrede saligt på forestillingen og tænkte: “Ja den fine forestilling gad jeg godt at have været med i”. Danserne svævede i dette øjeblik halvanden meter over jorden med tylskørterne flagrende om hovedet på ham, noget bedre end slagmarkens krudtlugt.

Og Malin havde genvundet sin pure ungdoms duft og skikkelse. Og hun kyssede Dmitri helbredende på øjnene, så han fandt sig hævet op blandt skørter og barme, uden kontakt med den faste jord. Han så Oleg/Andy hvide paryk fra oven.

Præstejournalisten havde imens beskrevet hvert sekund og sendt artiklen tilbage til Bladet. Kort tid senere kunne man læse følgende overskrift:

KUNST SKABER ÆGTE MIRAKLER. ANDY W GENOPLIVER SØNDERKAKKET KVINDE

De medfølgende foto afslørede alt, var Oleg klar over – og dog, man kunne kun se Andy ikke Oleg. Spørgsmålet var hvad Elon fik ud af det. For helt tilfældigt var det nok ikke, at der i samme øjeblik svævede en drone over dem alle. En drone, der for enhver pris måtte stoppes, så Oleg en gang for alle kunne føle sig fri fra overvågningens snærende bånd. Om den så bestod af Vladmillas omklamrende kærlighed eller Elon umættelige behov for at snage i privatlivets fred. (For ikke at tale om Olegs spionvirksomhed og andre forretningshemmeligheder.)

Her skulle tænkes hurtig, afgjorde Oleg og rynkede sin pande, mens dronen indsnævrede sin sværmen om den sluttede kreds. “Malin,” sagde han og snappede efter vejret. “Hvad har du ellers i den håndtaske?”

“Kun en hårbørste og en dåse surstrømming, som jeg fik af min onkel Bertil sidst jeg var i Stockholm under den store pandemi. Jeg fik den med for som han sagde “hvis der skulle ske noget…” Men ellers rummer tasken kun yderligere en lille underlig tingest som har ligget der altid, lige siden jeg købte tasken på loppemarkedet i Lilleovre, sidste sommer. Den tikker så hyggeligt, synes jeg men jeg ved egentlig ikke, men jeg havde tænlt mig at give til julemanden,” svarede Malin.

“Sludder,” hvæsede Oleg, men fra tasken tog Malin en dåse, der var grøn af ir.

Etiketten så ud som om den var trykt på gullash-baronernes tid. Et falmet billede af en engel grinede mod Oleg. I tre et halvt sekund grinede det. Så fløj dåsen af sted og ud fremkom portrættet af Mona Lisa Staugård – nej, ikke dén Mona Lisa af Leonardo, men tæt på, med et glimt i øjet og en lille hofnar nede til venstre. Skal bare gnides på for at udfolde et kort over diktator Putlers hemmelige våbenlagre.

Oleg tabte kæben og stirrede på sin stedmoder Malin.

“Sig mig … er du … er også du …” Han kunne ikke få spørgsmålet frem, så overrasket var han over, at kvinden han han havde taget for sin svenske stedemoder nu lige havde afsløret sig selv som om ikke alkýmist, så dog noget med nogle stygge kemikalier. Han kløede sig under skindhuekanten og sank forbløffet om i papmammas arme, da han var blevet udmattet af al det drama omkring ham.

Oleg/Andy så op på sin papmor og sagde: “Malinovaskaja. Kan du ikke læse en historie for mig? Du ved, den du altid læste højt for mig da jeg var lille.”

“Hvilken historie? Den har jeg glemt,” svarede Malin.

“Jo, du ved godt. Den med Brødrene Løvehjerte, af Astrid Lindgren. Og du skal fortælle den på svensk.”

“Okay. Nu kan jeg huske den: Der fanns en gång två pojkar, som levde i Norrlands mørka skogar…”

Mere nåede hun ikke at sige.

Det høje tynde gespenst Dmitri var dumpet ned fra himlen. Væk var de yndefulde og barmfagre ballarinaer. Dmitri stirrede på Malin med sine blodskudte øjne:

“Malinovaskaja! Dimitri må du ALDRIG kalde mig. Jeg hedder Dmitri i fortid, nutid og fremtid. Kys mig igen, mine kødsår er ikke gået væk endnu fordi miderne stadig er i gang med at æde af rårranden og lægger flere æg. Kys mig helt frisk så jeg ikke græder mere blod.”

“Dine blodtårer er så flotte,” hviskede journalist-præsten henrevet, “som Jesu væsker på korset. Vil du venligst gentage det du sagde til mikrofonen?”

…………………………………………………………………………

Putler sad imens for enden af sit tolv meter lange spise- og arbejdsbord, og betragtede kokken slæbe de afsjælede kroppe af hans sidste overlevende trestjernede generaler ud i køkkenet, hvor ingen turde vide hvad der skulle ske dem. Han smilede så godt han kunne til sin forsvarschef Smirnoff. Putler glædede sig til den varme gullasch som hans franske kok havde lovet at lave til ham, efter en helt ny opskrift.

Forsvarschefen så frem til at drikke vodka, spise kaviar, og tæve sin præsident i keglebillard. På den anden side vidste han at Putler var en kronisk dårlig taber, så det var nok ikke så fremmende for hans karriere at ydmyge ham totalt under spillet. Han havde jo hørt nogle slemme rygter om hvad der var sket med den forrige forsvarschef Kalashnikovski.

Putler havde blot glemt at den franske kok var sendt til Sibirien dømt for at være en udenlandsk indflydelse. Yevigenogigen Prigozjintjef tilberedte nu selv Putlers måltider samtidig med at han styrede Wagnergruppens fredsskabende udfoldelser, “Sang for fred”. Det var også ham der, på Putlers bestemte ordre, havde afsluttet generalforsamlingen definitivt.

Byer var styrtet sammen og mange mennesker var omkommet under Wagnergruppens sang for fred. Der fremkom derfor en del ønsker om at få gruppen erstattet med en Mozartgruppe.

Putler fik fodmassage af en englelignende Vladmilla, mens han sad og ventede på sin gullasch. Han kom i tanke om ubådskapitajn Oleg Svingervalski og Odins Ravne. Ville de kunne danne den nye Mozartgruppe?

“Smirnoff,” råbte han, hvorefter forsvarschefen kom krybende som den sleske køter han var. “Hvad er det nu det hul i jorden hedder? Der hvor jeg sendte Svingervalski hen?”

“Sønder Lavmål,” svarede Smirnoff og vred sine hænder.

“Godt. Få fat i kaptajnen og ravnene. Jeg har en ny mission til ham.”

“Men,” sagde Smirnoff og vred hænderne endnu mere. “Jeg er bange for, at kaptajn Slingervalski er hoppet af. Vi har mistet færten af ham, og bunkeren er blevet indtaget af en rottweiler og en Amerikanski.” Det sidste blev sagt med tydelig skælven i stemmen.

“Hvad!?” råbte Putler og gav massage-englen et judo-spark i brystet, fordi hun sad og smilede over hele fjæset. “Inkompetente idioter!” Putler rejste sig så brat at stolen væltede bag ham. Han gik hen mod Smirnoff og gav ham et judoknæ i skridtet, nu han alligevel var i gang. Smirnoff gav igen med et skrig som en Wagnerarie – 130dB.

Putler kunne godt lide lyden af smerte, så han nøjedes med at tage sin pistol frem og skyde Smirnoff i venstre fod. “Se dog at få luft under sutterne, Smirnoff, i en fart. Du får alligevel ikke noget af min gullasch. Jeg vil se Oleg her når jeg har spist! Få fat i en eller anden overlevende”.

“GIIiiv Agt! Her kommer en general”, kaglede Malinovich. “Han er lige til rotterne!” fortsatte hun og kastede Dmitri baglæns over skulderen så han landede med hovedet først i den skoldhede fritureolie i kobbergryden på ildstedet. Hans lange ben sprællede så Putler bandede over at blive oliemanipuleret af en Gullashbaron. “Ja, gullasch skal koges af pispotten fra igår. Både idag og imorgen, og måske igen om et år,” sang Malinovich, som syntes hun havde gjort det godt.

Dmitri skiftede kulør nede i fritureolien, lige som en skoldhed kogekrebs. Hans flænsede flæsk dalrede. Kødsårene sydede, og dampede i alle regnbuens farver ud fra hans knoglede ekstremiteter og silede ud over grydens kanter”. Putler, der havde fået et ordentligt skvæt kogende olie på sin bare isse brølede af smerte. Lidt fedtopløst korporal Dmitri, ætsede sig ned gennem hans kranium, helt ned til hjernemassen og endte et lillebitte hemmeligt sted hidtil ukendt for alle, anatomer såvel som civile. Og ukendt for Putler selv. Og noget blødt i hans bryst smeltede.

Forbløffende: Det føltes nu helt forkert at koge korporaler, sende bomber i hovedet på uskyldige og smadre deres hjem. Putlers mor ville have sat ham på vandgrød en hel uge hvis hun havde været der. Ganske nye tanker opstod i ham. Hvad så med juleaften, hvadfornoget? Servere kogt korporal tilberedt som general – absolut frastødende. Stor forvirring. Hvordan i al verden skulle han stoppe denne mentale nedsmeltning? Hjernekirurgi, tænkte han og begyndte at fnise ukontrollabelt. Han måtte straks sende bud efter hjernekirurgen Skalpelski, som han vist nok var kommet til at sende til Sibirien, og bede ham om at få sin psykopathjerne tilbage.

“Smirnoff!” råbte han og bød sin forsvarschef op til dans. “Jeg har brug for at du skaffer mig Skalpelski, ti hi hi,” sagde han og lavede en piruette så yndig, at selv Malinovich ikke kunne gøre den efter.

“Men,” sagde Smirnoff, “der er bare det problem, at Skalpelski er flygtet til Finland i sidste uge. Han ville ikke tvangsudskrives til hæren igen, og risikere at blive sendt til Ukraine. Desuden havde han hørt at en hjernekirurgs løn er ti gange højere i Finland end i Sibirien. Så ham ser vi nok ikke igen.”

Putler begyndte at flæbe. “Hvad skal jeg så gøre? Jeg kan ikke holde til det pres! Smirnoff, du må hjælpe mig. Hører du!”

Forsvarschefen frydede sig. Endelig fik han chancen for at få sneskovlen under sin forhadte chef. “Jeg skal se hvad jeg kan gøre. Jeg kender en god psykolog i Skt. Petersborg. Måske kan han hjælpe dig. Hans navn er Rasputin.”

……………………….

Rasputin standsede og lyttede for enden af trappen. Alt var stille i Skt. Petersborg. Sneen, der dagen før havde lagt sig som en dyne om byen, dæmpede alle lyde. Natten var stjerneklar og månen kastede et mystisk, metallisk skær ind gennem stuevinduerne. Han lukkede øjnene og trak luften dybt ned i lungerne. Han elskede stilheden. Det eneste man kunne høre var lyden af knitrende brænde fra pejsen og enkelte, ensomme dunk fra kælderen. Rasputin sukkede i ekstase. Han elskede denne tid af døgnet, hvor han, efter at have fodret sin hustru med sovepiller og andet stads, iførte sig sin silkeslåbrok, bamseskindstøflerne og skænkede sig et glas Martini, inden han listede ned i kælderen for at arbejde i sit hjemmelaboratorie.

Rasputin var kun lige nået ned i kælderen og skulle til at afprøve en ny, selvudviklet substans på en tvangsindlagt nisse, da telefonens ringetone skar gennem stilheden. “Hvem fanden finder på at forstyrre mig på denne tid af døgnet,” brummede han og tog telefonen op til øret og sagde: “Da?”

I hans øre lød en stemme, som han havde håbet aldrig at skulle høre igen. Det var Smirnoff, der engang havde været i terapi hos Rasputin, og som havde gjort et uudsletteligt indtryk på psykologmunken, med sine rablende megalomane fantasier om engang at blive den nye Zar i Rusland: “Hey Rasp! Hvordan går det min ven?”

“Hør her, Smirnoff. Jeg er ikke din ven, og jeg hedder: Hans Ærvædige og Højhellige Gudsrepræsentant Munken Rasputin. Er det forstået!”

“Jaja, godt ord igen Rasp, Rasputin. Jeg har brug for din hjælp. Det er slået helt klik for vores præsident Putler. Han flæber uafbrudt, danser ballet og spiser zombiesoldater til middag. Desuden har han lige skudt mig i foden. Du må komme til Moskva og hjælpe mig.”

Rasputin spidsede ører:

“Fortæl mig lige Smirnoff. Hvad får jeg ud af at gøre dig den tjeneste?”

“Du får dit eget kloster med de flotteste guldmalede løgkupler. Hvis du klarer dig godt, så vil jeg ansætte dig som min spindoktor. Hvad siger du, min ven?”

“Hmmm. Det lyder altsammen fristende. Jeg siger ja, men på to betingelser: Jeg vil have min kone og min forsøgsnisse med til Moskva.”

“YES! Sådan! Rasp, Raspu, øøh Rasputin. Jeg sender en helikopter med det samme, som henter jer alle tre.”

Og ganske snart snurrede en tung helikopter over St. Petersborg. Den lød som en helikopter, men den så ikke helt ud som en helikopter. Smirnoff havde nemlig ordrer om at skaffe kamikaz-droner til hovedstaden, foruden Rasputin med pik og pak. Men hvor skulle han gøre af godset? Efter at have kløet sig i håret og brugt en stjerneskruetrækker til at rensede mellemrummet mellem sine fortænder, kom han på den brillante ide at hænge Mohaj-6 og Shahed-136 (også bland troende kaldet Martyr-136) udenpå helikopteren. Rasputin, hans kone og hans allermest erfarne forsøgsnisse, Duxa, sad på skødet af hinanden inde i den 4 ton tunge tidsmaskine som Rasputin skulle bruge til at analysere præsidentens indre tilstand med.

Det så festligt ud, syntes Smirnoff, som hilste på den landende helikopter mens han drømte om  at overtage magten som zar.

Rasputin placerede sig snart ved siden af Putler, der knap var blevet færdig med sin gullasch, og modtog en lang, usammenhængende beretning om hvad der var sket.

“Det skal vi hurtigt få rettet op på,” sagde han, “jeg er udlært af Albert Doost, en svensk hjernekirurg i nobelklassen. Ingen problemer, jeg har her en helt fantastisk opfindelse fra Elon Musk, en ultratynd elektrode som jeg lirker igennem det hul du i forvejen har i kraniet. Lige ned i din hjerne det sted der skal reguleres. Nu skal du bare se hvad der så sker, når vi tilslutter tidsmaskinen.”

I ultra-rapid slow-motion og med hektisk-elektrisk elegance lykkes det Rasputin at få lirket elektroden ned i hjernekisten, hvorefter Putler straks begyndte at synge ‘Born in the USA’, på drævende amerikansk.

“Ups! Jeg ramte vist det forkerte sprogcenter,” sagde Rasputin og kløede sig eftertænksomt i skægget. “Eller også har Elon ikke taget højde for at Putler i sin hjerne har fået injiceret kogende gullasch baseret på fedtopløst korporal. Jeg kan ikke præcist forudse resultatet. Om Elon kan? Vi må spørge en af hans spionsattelitter, men han er nok kun interesseret i om den nye operation er økonomisk givtig eller har monopolistisk potentiale.”

“Make America great again,” råbte Putler, da Rasputin lirkede elektroden en millimeter til siden.

Smirnoff besvimede og ramte gulvet med et klask, mens Rasputin kommanderede de andre til at kontakte Elon med alle mulige midler.

Selv forsøgsnissen adlød og var ved at iføre sig ørebøffer, da Rasputin kom på andre tanker. “Hør, du Smirnoff”, råbte han, “hvordan kan du være her når du lige før stod og vinkede farvel til os i St. Petersborg”? Rasputin ruskede i den blege skikkelse på gulvet så brillerne faldt af den krogede næse. Det rykkede i Smirnoff som i en bil der er ved at køre tør for brændstof. “Smirnoff” råbte Rasputin, og gav ham et ordentligt dask på kinden, “vågn op!”

Smirnoffs hoved kunne ikke stå imod Rasputins hårde dask og satte sig fast i en vinkel på 45 grader fra den normale position på halsen. Rasputin skimtede en metalstruktur under næsens og kindernes hvide hud, der var begyndt at krakelere. Han førte sin hånd hen over Smirnoffs kind. Børstede først forsigtigt og derefter med øget intensitet.

Forsøgsnissen, Duxa, der havde siddet tavs og drejet frustreret på ørebøfferne, kunne ikke længere holde sig tavs. Hens skingre stemme skar gennem rummet som en skærebrænder: “Hva’ gør du, Rasput … skræller du skindet af Smirnoff?”

“Nej, din idiot, kan du ikke se at det her ikke er Smirnoff, men en robot i hans skikkelse!”

“Øh, tror du den der Smirnoff-robot kan ha manipuleret med Elons opfindelse?”

I det samme lød der en rumsteren fra Putins sofa, hvor Rasputins hustru vågnede af sin døs og sagde: “Elon? Var der nogen, der sagde Elon?” .

“Ja, min due,” svarede Rasputin. “Men det skal du ikke bekymre dig om, Putte. Læg du dig bare til at sove igen.”

“Jamen Elon og jeg er søskende. Han er min halvbror. Vores far Leonid Muskovitz emigrerede fra Sovjetunionen til USA efter 2. Verdenskrig. Han hutlede sig igennem de første år, men opfandt så en bærbar transistorradio som kunne tages med på stranden. Elon stod i lære i sin fars firma, og lærte at lodde elektronik med en loddekolbe”.

“Hmm. Alt det er meget godt, min lille putte. Men det hjælper mig ikke lige nu” svarede Rasputin lettere irriteret. “Er der andre som har nogle gode forslag til hvad vi skal gøre?”

Forsøgsnissen Duxa rejste sig op fra sofaen. “Jeg har en nissefætter som måske kan hjælpe os. Han bor på en grisefarm, i Sønder Lavmål.”

“Kære Duxa,” sagde Rasputin en anelse nedladende. “Og hvorfor skulle det dog være nemmere, at få fat i en hønisse i Sønder Lavmål, end en af verdens ledende eksperter i kommunikationsteknologi?” Det sidste brølede han så højt, at ham kom til stikke elektroden dybere ned i hjernen på Putler, der derefter begyndte at plapre løs på enten oldnordisk eller græskkatolsk.

“Hr. Rasputin.” svarede forsøgsnissen med fornærmet mine. “Er den herre slet ikke klar over, at vi nisser kommunikerer via højenergielektroner i den øvre atmosfære og at vi forflytter os med næsten usynlige rensdyr fra Julemandens stald? De er hurtigere end lyset!”

Rasputin gloede på forsøgsnissen. Han forstod ikke meningen af de ord hen sagde til ham. Måske kan jeg alligevel bruge den nisse til noget? tænkte han. “Okay, min kære Duxa. Du får en chance til at bevise dit værd. Du skal rejse til Sønder Lavmål og finde Elon Tusk/Musk. Derefter transporterer du ham tilbage til Moskva. Hvis du ser ham afhopperen Oleg Slingervalski, så sig til ham at vi godt kan bruge hans hjælp. Har du forstået din mission?”

“Javel Hr. Rasputin! Opgaven er forstået.” Forsøgsnissen stod med ret ryg. Han glædede sig til den spændende mission. Han så også frem til at gense sin nissefætter i Sønder Lavmål.

”Rasputin! Jeg vil med på den tur. Elon er trods alt min halvbror.” Rasputins stofpåvirkede kone havde rejst sig op fra Putlers røde plydssofa.

“Jamen Putte, du har…”

“Du skal ikke sige Putte til mig hele tiden! Nu har jeg ligget på den sofa længe nok. Jeg tager med.”

“Hør lige her!” sagde Malinovaskaja og gik hen for at glo ned Putlers hjerne. “Tænk nu, hvis vi kunne få Elon til at programmere Putler til at ændre politik.”

“Hvordan det?” spurgte Rasputin og kløede sig i skægget.

“Jo, jeg mener alle er vant til, at han taler i standardfraser hele tiden, eller rettere gjorde før det der …” Malinovaskaja pegede på elektroden i Putlers hjerne. “Så hvis vi nu får Elon til at programmere ham til kun at tale om klima og fred på jord, og …” Malinovaskaja flyttede blikket fra den sydende hjernemasse og slog ud med hænderne. “Vupti, så er næsten alle verdens problemer løst.”

“Ah, så enkelt er det ikke,” fnøs Rasputin og rystede på hovedet. Men inderste inde kunne han lide ideen med at programmere Putler. Faktisk var det en fremragende idé. Det var bare ikke klima og fred på jord, der stod øverste på Rasputins ønskeliste. Næh, han skulle nok sørge for at diktatoren blev programmeret til et helt andet budskab …. Han betragtede tankefuldt Duxa og sin kone gøre sig klar til afrejse.

Alt imens Duxa og fru Rasputin, (der for mange læsere af husmorporno er bedre kendt under pseudonymet Doris D. Dixon) gjorde sig klar til at hente Elon, var også Oleg Slingervalski på vej tilbage til Sønder Lavmål. Han havde nemlig besluttet, at bede Elon om at skaffe sig ind hos Donald Trump. Donald var overnaturligt magtfuld ifølge de seriekort Oleg havde set, især hæftede han sig ved et billede af Donald hvor han udsender stråler af kosmisk energi gennem øjnene, en evne han gerne ville have selv så han kunne modstå Putler.

Rasputin tænkte igen på “fred på Jord” uden at vide at denne tanke forplantede sig gennem elektroden til Putlers hjerne. For Putler betød “fred på Jord” en ganske bestemt ting: nemlig et Storrussisk imperium udstrakt til hele kloden, altså total atomkrig hvorefter alt er underlagt Putlers totale magt og derfor kunne ingen krig eller ufred opstå.

Rasputin balancerede på randen af global udslettelse uden at være klar over det. Hvad han troede ville være det godes endelige sejr, ville blive helvede. Kunne Rasputin beherske sine tanker om at være god? Ville han det? Anede han hvad den mindste fejl kunne skabe? Nej!

Han vidste det ikke, på trods af sin psykologiske uddannelse.

I mellemtiden havde Duxa fået udleveret en mobil og trykkede sig ind på Süber, nisse-appen, der kunne tilkalde de næsten usynlige rensdyr, der forflyttede sig ved lysets hast.

Der gik kun få sekunder, før Duxa og Rasputins kone, alias Doris D. Dixon, kunne sætte sig op på ryggen af et rensdyr. De nåede ikke engang at føle kulden i suset fra fremdriften, før de var fremme ved Duxas fætter, der førte dem videre til indgangen til bunkeren i Sønder Lavmål.

Doris rystede rimfrosten ud af håret og skulle lige til at banke på, da hun fik øje på en stor sort hund, der sad foran metaldøren. Det var Vladmillas rottweiler som passede på bunkeren.

RotW gloede olmt på Doris D og de to nisser. “Hvad er kodeordet?” spurgte hunden, og prøvede ihærdigt på at se myndig ud. De to nisser så på hinanden, og begyndte at grine. “Skal du, eller jeg, flytte den grimme vovse?” spurgte fætternissen.

“Vent! Lad mig prøve” sagde Doris. Hun gik helt tæt på hunden, og sagde: “Du må give mig tre svarmuligheder, søde hund”. Imens kløede hun RotW bagved ørerne.

Rottweileren kiggede beundrende op på hende: “Okay. Lyt så godt efter: Første svarmulighed er…”

Mere nåede RotW ikke at sige før Doris trådte to meter væk fra ham. “Har du børstet dine tænder i dag? Jeg kan lugte hvad du fik at spise i går aftes.” Hun så på ham med væmmelse. RotW blev blodrød i hele sit hundehovede. Han holdt en forpote op foran sin mund, og pustede ud. Hun havde ret. Hans ånde stank kraftigt af fodsved fra uldne sokker med et anstrøg af syltede rødbeder, som fløj ud af dåsen med et sygeligt klask og ramte de to små nisser midt i grødspisningen.

Doris blev stram og bister. For meget med den hund! Hun smed. sit forklæde ved siden af dyret og flyttede den med et snuptag der over, sådan. Rott stirrede totaltparalyseret på hende, kunne hverken bevæge sig eller knurre. Og hvad var det den havde siddet på? Det var såmænd en neglemåtte med 6210 akupressurør, der der som ved et trylleslag potentielt havde givet RottW dens gamle spændstighed tilbage. Det åbnede helt nye muligheder: han kunne begynde på hundesvømning, agility eller sågar blive slædehund (altså trække slæder i steder for at være passager i Elons herrefede slæder.)

Alt imens RottW lagde planer for sin anden ungdom, blev døren til bunkeren åbnet og en velkendt skikkelse trådte ud. Det var Igor Slingervalski, der på karakteristisk vis førte sig frem, og lod alle gæsterne forstå at det var ham: Oleg Slingervalski, der var den stolte ejer af den underjordiske bunker, af den store hund RotW, og den lækre slæde der holdt på pladsen.

“Aahøm!” lød en stemme bag Oleg. “Det er faktisk mig der ejer det hele.” Elon Tusk stod i sit nyeste Armani jakkesæt, og lignede en milliard. “Hvem er du?” spurgte de to nisser. Elon skulle lige til at forklare de to gnomer tingenes tilstand på sit drævende amerikanske, men så gik han i stå. “Doris! Hvad F… laver du her?”

“Jeg venter såmænd på dig, Elon. Du har glemt at betale børnebidrag for trillingerne lige siden du begyndte på Tesla – og den giver pænt, ik’ os’. Jeg har i den grad brug for penge til mere tøj end den monokini du plejede at se mig i, fx til et nyt forklæde nu da RottW sidder på det gamle og tørrer enden af på det. Og du kunne godt unde mig en sattelittelefon med G5 og …

“What the Fuck, Doris. Nej, nu stopper festen altså, kære halvsøster,” afbrød Elon og maste sig forbi Oleg. “Var vi ikke enige om, at tilkende Rasputin faderskabet for trillingerne?! Og desuden, Doris. Hvorfor tror du jeg opholder mig i en bunker?”

Doris åbnede munden og skulle til at svare, da Elon, med kinder så røde som nissernes huer, selv besvarede spørgsmålet. “Fordi, jeg har behov for at gå under jorden, ikke?”

“Ja, ja, men derfor kan du jo godt hoste op med …”

Elon fortsatte som om han ikke havde hørt hende. “Jeg har et hav af vrede aktionister efter mig og hvis jeg så også skal til at slås med onde rygter om incest …”

“Incest?” sagde Oleg og løftede blikket fra sine knapstøvler med fornyet interesse for den samtale der udspillede sig foran ham. “Er det et våben eller navnet på dit nye startup-halløj eller hvad er det for noget stads?”

Men ingen tog notits af Oleg, da der i det samme lød en rumlen fra en verdensfjern twitterstorm som fik hele følget til at lette op i stratosfæren for at dumpe ned i Moskva sammen med den ægte Smirnoff som stormen havde hentet i St. Petersborg. “Jeg ved virkelig ikke…” begyndte Tusk-Musk som ellers ikke plejede at være mundlam. Nisserne gloede vandtro på hinanden. Doris svedte og Duxa rystede.

“Nogen må ha opdaget vores hemmelige plan om at gøre mig til Zar,” mumlede Smirnoff-den-ægte” ængstligt til Robot-Smirnoff, som var ved at pille en rest af en hudflage af sit stålskelet.

Putler – på hug i betonggulvets mørke – lyste op og brød ud i en sang fra sin barndom: “En lille Smirnoff kom marcherende, over julebordets voksdugkant, gled i munden på en informant, som blev forvist til Turuchansk”. Det var Rasputin, som havde fundet den sidste rest af Putlins sangnerver og var i gang med at udgløde den med elektrodespidsen. “Nu er det nok!” råbte Putlin, og rejste sig i sin fulde højde med elektroden dinglende ned ad nakken:

“Først og fremmest vil jeg ikke have alle de rensdyr i mit palads!” forståeligt nok, for et af de halvt usynlige rensdyr var i gang med at sluge den lækre elektrode der stadig duftede af Putlers hjernemasse og gullasch.

Rensdyret fortrød sit forehavende, og spyttede elektroden ud igen. Putler vaklede forvirret rundt på betongulvet, med elektroden hængende bag på ryggen.

Doris D. trak sin halvbroder Elon Tusk lidt til side: “Elon, jeg har brug for din hjælp.”

“Hjælp til hvad?”

“Jeg er så træt af alle disse mænd, her i salen. De er som besatte af drømmen om magt, rigdom, storriger, lækre og dyre biler, smukke kvinder og endeløse krige.”

“Hmm, og hvad er så lige problemet med det?” Elon opfattede ikke, at Doris’ plan var at løse den pågående verdenskrise, med sin iværksætter-halvbroders IT-support. “Og hvad vil du ligesom have, at jeg skal gøre ved det, Doris?”

Doris stirrede opgivende på Elon. Af et geni at være kunne han nogle gange være uendelig langsom i optrækket.

“Men kan du ikke se det? Du har chancen til at omprogrammere den lede, syge hjerne …” Doris gjorde et kast med hovedet i retning af Putler, der nu hujende red rodeo på et rensdyr med elektroden svingende som en pisk ned ad nakken. “… til en mindre ond hjerne. Du vil måske ligefrem kunne redde julen for alle de børn, der ikke ønsker sig andet end fred på jord.”

“Hmm,” sagde Elon og løsnede slipset. “Nu kender jeg altså mange børn, der ønsker sig alt muligt andet. Teslaer for eksempel. Desuden er elektroden kun en betamodel uden et gennemtestet russisk modul, så jeg aner ikke om …”

“Doris! Pist’skiii! Herovre’sgu’ski! Doris’ki, kom’ski!” lyder det fra mørket med en is-kold hvisken. Alle undtagen Doris fryser umiddelbart til isstatuer, og mens de står tilbage i forvredne positioner forsvinder Doris ind i mørket. Det er som om hun attraheres af en uimodståelig kraft; som om hun befinder sig i et vacuum; og som om tiden og verden omkring hende er gået i stå. Hun glider gennem rummet som når en majestætisk svane bryder vandspejlet, mens hendes blik dvæler ved statuerne: funklende som stjerner i lysstrålerne, der trænger ind gennem stuevinduerne i Putlers palads. Det er så umådeligt smukt alt sammen.

Hendes tanker står stille og hun føler kun fred; hjertet bobler af glæde, i ekstase. Det er som om hendes hjerne er gået fuldstændig i dvale og alle tanker manifesterer sig i slow motion, men et sted fra den bagerste hjernevinding modtager hendes bevidsthed alligevel en impuls om alarm: hun har prøvet det her før og ved, at Rasputin på en eller anden måde står bag hele scenen. Og da hun hendes bevidsthed når frem til stemmen, ser hun ham stå med sin megafon ved siden af en grøn militærbil med hvide halvmåner, flankeret af tre uniformerede mænd ved en frostkaster. De betragter hende misbilligende. Doris husker med gru fra sin iranske ferie hvordan moralpolitiet havde forvandlet demonstranter til isfigurer og hvordan hun måtte flygte med moralpolitiet i hælene, bare fordi hun ikke havde råd til at anskaffe noget mere tøj end monokinien. Hun havde ikke forstået iranernes forhold til hår, men nød i grunden mændenes blikke. Nu var de endelig også dukket op her, opslugt af den hellige ildhu.

Den ene pegede på en bunke tøj: “Tag det på, straks.”

Doris tog tøjet på. Forbløffende behageligt let og lunt trods kulden fra frostkasteren. Det var var en sort silkepyjamas med Putlers guldmonogram og et tilsvarende pudevår, eller var det en brystholder? Doris fnes en smule mens hun målte pudevårets volumen mod sin moderlige barm. Ja der var vist fyld nok, bedømte hun, og skulle lige til at smide den sorte silkepyjamas for at iføre sig pudevåret, da hun blev forstyrret af en mand, Putler, i bar overkrop, som kom ridende i fuld galop på et halvt-usynligt rensdyr.

“Alle ret!!!” råbte Rasputin af sine lungers fulde kraft. De tre fra moralpolitiet gjorde honnør, og Doris stoppede midt i sin morgenpåklædning.

Putler var iført stramme grønne nylonbadeshorts, en blå hjelm med plastikvisir, bjørneskindsluffer, og en ishockeystav lavet af det pureste guld. Ishockeystaven var en gave, som han havde fået af sin gode og eneste ven Dukaminski: Diktatoren fra Hviderusland.

Putler skred fronten af, og så nøje på sine tropper: de tre moralpolitisoldater, og Rasputin som var iklædt en badekåbe der havde englevinger monteret på ryggen.

Doris stod i sin nye pyjamas med Putlers guldmonogram på brystet. Hun betragtede den halvnøgne mand med det iskolde blik foran hende. Putler stoppede rensdyret lige ud for Doris. “Kender jeg dig? Du ser mig noget bekendt ud. Har du ikke været med i et realityshow, på RussiaToday?”

“Øh?” sagde Doris og kom til at fnise ved synet af Putlers badeshorts. “Er der skjult kamera her?”

En drone fløj i det samme hen over hovedet på hende, og ud af øjenkrogen så hun Elon og Oleg dukke op med hver sin fjernkontrol. Begge mænd strålede som sole og lignede, i deres kampuniform og matchende knapstøvler, to små drenge, der havde fået årets bedste julegave.

“Zoom ind her,” kommanderede Rasputin og pegede på Putlers isse med den flagrende elektrode der nu fungerede som antenne for Elons sattelitter, hvilket forklarede hans sære adfærd.

Domkirkeklokken fra Pretoria klang uventet gennem lokalet og overdøvede enhver samtale. “Lad være, gå væk, skrid, hold så op,” råbte Elon og viftede afværgende med venstre arm, men det hjalp ikke, et knap synligt rensdyr blev ved med at slikke på hans venstre håndled, “det dumme dyr har indstillet alting på mit AppleSuperVisionUr, vi hører om lidt resten af min anden bryllupstransvideo for fuld udblæsning. Giv mig for GUDs skyld – og for min skyld – nogle hundekiks til det afsporede dyr ellers glemmer den sit arbejde og hvad så med julegaverne? Øh, hvis da ingen har en lille, ægte rensdyrkage; det ville være så passende i denne travle tid.”

Elon gispede efter vejret. Egentlig ville han bare have en lille dyr kage af ren, men Twitterhørmen fra hans hjorder af usynlige rensdyr truede med at forbruge alt ilt på jorden. Elon tvivlede næsten på sit eget mantra, “Uden kaos ingen magt”, der ellers havde banet vejen til hans umådelige formue, og han savnede næsten Donald, som beviseligt kunne tage enhver nedrighed til næste niveau. Elon var i syv sind. Skulle han tage fuld kontrol over denne ustyrlige diktator og føje endu en landvinding til sit imperium eller skulle han downsize og koncentrere sig om det han var god til?

Men hvad var det nu, han var god til?

Måske skulle han lægge det ud til afstemning? Han havde i alle fald glemt det og havde svært ved at samle tankerne, fordi rensdyret tunge pirrede ham og bryllupsvideoen distraherede ham. Det eneste der stod klart for ham var, at han ikke kunne give kontrollen videre til Rasputin, for han var ond mod Doris – som han mere eller mindre brugte som erstatning for forsøgsnissen, der var stukket af til Finland med sin fætter. Han skulede til Rasputin, der allerede vimsede magtliderligt omkring og opførte sig som den nye zar.

Elon strammede kæberne og tog et krampagtigt tag om fjernkontrolen. Rensdyrets ryk i ærmet fik ham til at hive lidt for hårdt i en knap, hvorefter Putler skreg: “Det er julemanden som står bag Ruslands fjender. Giv ham gift, I dér!” og pegede på de tre uniformerede, som naturligvis ikke forstod en dyt af hvad han ville. De vidste blot at han var vred og meget magtfuld. Hvad gør man så? kryber i skjul.

Det stod imidlertid klart for Elon at han måtte vinde kontrol med rensdyrene. Der var alt for mange af dem, knap synlige, men ustyrlige. Han måtte have fat i bagmanden som ejede dem: Julemanden! Han udkastede – for sig selv – en plan. En altomstyrtende plan, som kun kunne være undfanget af en mand der var vant til at bevæge sig i de mest magtfulde kredse. Vant til hurtige, omfattende beslutninger. Nemlig at han selv ville overtage Julemandens rolle og dermed kontrollen med rensdyrene.

Og Elon vidste hvordan, for han havde brugt metoden før, en metode der som bivirkning kunne bringe Doris’s hjerte til atter at banke for ham.

Altså: en afstemning mellem Julemandens brugere Hvem skulle overtage posten som Julemand [der var ingen tvivl i Elons sind om resultatet]? Elons altomstyrtende plan begyndte at tage form. Hans kringlede hjerne arbejdede på højtryk. Spørgsmålet til Julemandens brugere var helt enkelt og klart: HVEM SYNES DU SKAL VÆRE DEN NYE JULEMAND?: 1. ELON TUSK, eller 2. ELON MUSKOVITZ. Han smilede for sig selv, og glædede sig som et barn til juleaften.

Pludselig blev døren til paladssalen sparket op. “SOUMI! FINLAND! FREEZE MOTHERF…! ” En mand med stor mave og klædt i rødt tøj, Tinkahue samt skæg og hvid paryk (Made in China) stod foran døren. Han så ret sur ud. Bagved hans skæve ben gemte forsøgsnissen Duxa og hans jyske fætter sig.

Et rensdyr med en lysende rød tud væltede rundt i salen i en kæmpebrandert, og jagtede de andre halvt usynlige rensdyr som var gået totalt i panik. Heldigvis havde det rødtudede rensdyr været med i nogle århundrede, så han vidste godt, at hvis han bare kunne få de svagt synlige rensdyr til at gå rundt om en enebærbusk i takt og tone; ja så kunde han også få dem til at makke ret.

“Se så”, sagde RødtUDenOLF, “jeg havde noget klæbende enebærstads, så nu er de rentosser sat i cirkulation rundt om en pyntet trappe-stang til himlen. Og du, du hellige julemand; nu behøver du ikke have skægget på hovedet længere. Nu kan du gå ned efter cigaretter eller avis eller hvad du vil, og så kan du sætte skægget på hagen, sådan som du plejer at gøre det; og, og, og, og så ska vi gøre det vi er allerbedst til. Vi skal nemlig give de søde gaver”.

“HO, HO” fortsatte SOUMI-bryderen i Tinkahue “… OG SÅ SKAL DE DUMME RENSDYR FOR EN GANGS SKYLD TAGE SIG SAMMEN OG GØRE DERES PLIGT. Høre efter har de bare så svært ved. Kom i gang lige nu!”

Der var blevet ganske stille, en påfaldende ro. Rensdyrflokken følte sig meget krænket og var pludselig stukket af for at løbe på ski i resortet Pallas-Yllästunturi, lidt luksus syntes de at de havde ret til efter den behandling.

Elon gik altså i gang med afstemningen, indlysende at gamle Julemand ikke havde en chance efter den opførsel. Spørgsmålene lå allerede klar hos Elon, og brugerne, dvs. de stemmeberettigede, var selvfølgelig alle artige piger og drenge. Det var dém der endelig skulle høres og hvis dom skulle respekteres. Elon nikkede for sig selv og trykkede beslutsomt på knappen, der skulle lancere afstemningen.

“Ups!” sagde han, da det gik op for ham, at han i sin iver var kommet til at trykke på den forkerte knap. Hans maveindhold trak sig sammen til en koldfront, da han indså katastrofens omfang. Han havde trykket på den røde knap til elektrodens fjernbetjening, hvormed Putler straks blev affyret som et varmesøgende stinger-missil med direkte kurs mod den tændte pejs i præsidentpaladset i Kiev.

“From Russia with love,” råbte Oleg og klappede i hænderne, mens han stirrede begejstret op på Elons ur med de mægtige kræfter. Det ville lige straks afgøre hvem der skulle være Julemand.

Inden da måtte Elon rutinemæssigt undersøge et par ting, økonomien i Julemandens5 virksomhed. Udgifter: mad til nisser og rensdyr, vask af nissetøj, indkøb af gaver, aflønning af julemand, vedligehold af værksted og slæde var de vigtigste poster. Enormt.

Og indtægter? INGENTING! Elon blegnede, han var ved at begive sig ind i en dødssejler. Julemandens virksomhed var personligt drevet, dvs. ejeren hæfter for alt underskud, selv Elons gigantiske formue ville ikke være tilstrækkelig til kort tid som Julemand.

Desværre var han foruden at affyre Putler kommet til, med sin svedige tommel, at igangsætte afstemningen og aktivere brugerne til valget mellem

1. ELON TUSK, eller

2. ELON MUSKOVITZ som ny julemand.

Resultaterne væltede ind og blokerede al aktivitet på Kvitter. Odds vekslede fra sekund til sekund. Elon Tusk – nej, nu fører Elon Muskovitz, Nej, Tusk … Musk fører..

Elon vandt til slut en værdig sejr, fortjent; nærmest historisk blev det udråbt: ELON er den nye Julemand, ELON TUZKOWITS er den nye julemand! Vild jubel, busser afbrændt i alle byer, folk omkom i sammenstimlinger, unge piger fik kraniebrud, regeringer væltede. Nye film på Youtube, Tik-Tog standsede samtlige musikvideoer for at vise den nye julemand i hans kane.

Elon Musk sad rystet tilbage, han forstod ikke hvordan afstemningen var løbet af sporet. Hvorfor var han selv ikke blevet valgt, skønt han havde udelukket alle konkurrenter ved hjælp af sine manipulationer på Nettet?

Én eneste ting havde uventet væltet ham af pinden: stavekontrollen. At den gamle Julemand vitterlig hed ELON TUZKOWITS og altid havde heddet sådan var et skæbnesvangert sammentræf (?) på stemmesedlerne som reddede julen fra at gå konkurs.

Således fløj den gamle julemand med sine næppe synlige rensdyr endnu en gang over himmelen og bragte julegaver til alle artige piger og drenge og søde forældre og andre. Men ikke til de tre uniformede som havde forfulgt stakkels Doris på grund af hendes monokini.

EPILOG

Og selv i Ukraine blev det jul og fred på jord, da Putler overgav sig efter sit katastrofale nedfald i fjendens kamin.

Oleg besluttede at tage tilbage til Sønder Lavmål for holde jul sammen med Odins Ravne. Bagefter ville han endelig slå sig ned i bunkeren, som han agtede at omdanne fra militær træning til et atelier så hans kunstneriske side omsider kunne slippes løs og hvor han endelig kunne leve som Andy med hvidt hår og knapstøvler.

Elon havde styret Putler elektronisk og arbejdede videre på at styre overhovedet enhver, undtagen sig selv.

……………………………………………………………….