Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


39 kommentarer

Heldigvis bruger jeg kun læsebriller

DSCN9690.JPGSPONTANOPGAVE, feb. 2016 (enkelte ændringer d. 26. feb, ca 20.00)

Mens det endnu bliver tidligt mørkt:
Skriv en GYSER med en STIGENDE spændingskurve.
Historien skal slutte helt uventet for læseren! IKKE en krimi; EN G-Y-S-E-R!!!
MAX. 700 ord.

Heldigvis bruger jeg kun læsebriller, de er blot krykker der kan smides igen, derimod har jeg fået en bypass så jeg kan rejse ud i verden og stå her i stegende hede foran Meenakshi, det største og flotteste hindutempel i Indien, og lægge nakken tilbage, ti etager højt og lige som en egyptisk pylon. På hver etage en vrimmel af figurer i stærke farver. Hele tempeltårnet er et eneste mylder af farver. Guder, dæmoner, konger, yppige kvinder, mennesker med dyrehoveder, elefanter, aber. Alle i gang med hinanden. Det svimler for mig. Netop som jeg havde ønsket at det skulle se ud.

Indenfor er der store haller med lange rækker af stensøjler. Her er halvmørkt med små olielamper rundt omkring. En flok indere kommer stormende, kvinderne i smukke sarier, mændene i hvide skjorter og blå bukser – råbende i munden på hinanden. En mand med bar mave og nærmest kun en ble, en brahmin, står med røgelse i den ene hånd og en flamme i den anden. Han lægger røgelsen på en sølvbakke og tager lidt aske på en finger så de kan få et mærke i panden Alle maser og råber og vil velsignes. Stor ståhej. Musikere med trommer og noget der lyder som skalmajer – øreflænsende – står i et hjørne og puster stemningen op.

For meget støj og stemning, sådan er indernes bryllupper, hvor er templets alvor? Efterhånden svinder lydene bort, kun mine skridt er tilbage. Jeg standser, læner mig op ad en stensøjle med en gudinde på, og venter. Ro. Åbenhed. Alle mennesker er forsvundet.

Jeg er turist og ved at jeg ikke må gå ind i det allerhelligste, men jeg bliver ført derind uden at ville det og der er ingen indere til at protestere. Foran mig står en sort stensøjle, en lingam – på europæisk: en fedetskinnende fallos, af generationer indsmurt i olie. Jeg drejer hovedet men kan ikke se hvordan jeg er kommet ind, søjler hele vejen. Hvor er den vej jeg kom ind ad? Det er bedre et komme ud, inderne kan blive meget farlige hvis man overskrider grænsen. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal komme ud, mine fødder kan ikke bevæge sig. Mit hjerte banker, pulsen er over halvfems, det er for højt. Her er ikke rart at være nu.

– Det er okay, selv om forbudt, siger en stemme, kom nærmere. Han står med olielampe og fadet med aske. Jeg får en plet i panden og lægger nogle mønter.

Han stirrer på mig. Det ene øje er meget mørkt og klart, det andet mælket. Han er skaldet og har en stor mave. Øjenbrynene er gigantiske, hans hænder er kraftfulde og fyldige. Han er trådt helt hen foran mig.

– Jeg kan vise dig noget siger han, særlig pris for dig, kun to tusinde rupis. Du er kommet ind på helligt område, men jeg er din ven. Du får lov at se noget hemmeligt. Han griber mig i overarmen og trækker mig ind i et lille indelukke med sorte glinsende vægge oplyst af et par olielamper: – Her kommer der ikke nogen og forstyrrer os. Du skal ikke være bange, jeg vil vise dig noget, det er ikke farligt. Du betaler først.

Jeg betaler.

Han placerer lamperne så hans ansigt er oplyst. Tager en lille dessertske og desinficerer den over flammen, uden at sode.

– Se godt efter, siger han. Med den ene hånd løfter han sit øverste øjenlåg ud, med den anden hånd fører han skeen ind under øjenlåget, om bag øjet. Og med en hurtig bevægelse vipper han det ud af øjenhulen så øjet hænger nede på kinden i nerver, muskler og blodårer. Det halvblinde øje stirrer anråbende på mig mens tårer drypper ud af den tomme hule.

– Har du set nok? siger han og propper det på plads igen med en svuppende lyd. Han drypper noget væske på øjet og ser meget tilfreds ud.

– Et flot nummer, ikke?

Jeg er målløs. Utrolig ækelt og samtidig fascinerende.

– Nu skal du prøve. Kun titusinde rupies.

Mit hjerte hamrer af angst, Jeg er bange for at bypassen skal briste, så hårdt dunker det. Jeg ryster på hovedet, skal ikke prøve noget med en ske i øjet.

– Nej tak. Du kan få pengene, bare jeg bliver fri. Jeg fisker sedlerne frem og giver ham hvad han ønsker.

Hans store, kolde mave presser mod mig, og jeg bliver grebet bagfra og holdt fast af nogen. Mit hjerte springer et par slag over. – Slip mig!

– Ikke bange, du har betalt, så får du. Jeg ikke snyder.

Han holder skeen hen over flammen og det syder. – Ja, den er god nu. Stå rolig.

Han trækker mit øjenlåg ud og jeg ser skeen blive større og større indtil den fylder hele synsfeltet. Den glider, brændende varm, ind bag øjet – og vipper det ud. Mit løse øje dingler over hans svedige mave, det kan se hårene og sveddråberne. Mit andet øje stirrer ind i hans mælkede øje som er mærkelig uden udtryk. De to billeder kæmper om at få overtaget, de kan ikke danne et fælles synsindtryk, det ene billede roligt, det andet svinger frem og tilbage og pludselig ser jeg ned på min egen dårligt barberede kind. Hjertet er på vej ud af brystet på mig, sveden løber af mine armhuler. Jeg kan ikke få vejret, min brystkasse er af beton, men jeg kan ikke røre mig af stedet.

– Jeg lægger det øje tilbage igen, forklarer han, det kan ikke lide at være udenfor.

——

– Så behøver vi ikke hjertestarteren mere, siger en venlig stemme.

Min slappe krop er anbragt på et bord. Mine øjne fungerer!  De ser op på et opmærksomt, indisk lægeansigt.

– Turisterne kan ikke altid klare varmen, siger stemmen, et køligt stetoskop bliver anbragt på mit bryst. – Du har et lille problem med hjertet, så du har ikke fået nok ilt, det kan give hallucinationer. Heldigt at braminen hjalp dig i templet, selv om du var på forbudt område – dér er farlige energier på spil så hold dig væk en anden gang.

Reklamer