Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


18 kommentarer

– Det forbyder jeg simpelthen!

 

No automatic alt text available.

Stakke var kun tolv år da han tog kørekortet. Det var hans fars kørekort, men alle sagde at han lignede sin far, så billedet måtte være godt nok. Stakkes far var syg i seks måneder, det var hvad hans mor kaldte det, men Stakke vidste godt at Søren samlede klemmer i et åbent fængsel i Jylland, langt borte. De samlede to hundrede hver eneste dag, så de var nødt til at drikke sig fulde om aftenen for at holde det ud. De måtte ikke, men der er så meget man ikke må i Danmark. Som at være fuld bag rattet. Men nu kunne Stakke godt køre bil i skole, han havde set hvordan Søren gjorde med at stikke nøglen – der hang på nøglebrættet i entreen – i låsen, dreje på rattet, trække i stangen og så køre derudaf.

Stakke havde fået noget som kravlede. Det kravlede rundt på hans ben, ned i lommerne, og i skolen over på hans sidekammerat Else. Kravlede rundt i Sørens papirer og hen hvor kørekortet lå, og så fandt han det i sin lomme. Mærkeligt. Han syntes at de lignede hans hænder.

Hans mor sagde efterhånden noget surt: ”Stakke, hold de hænder for dig selv, det føles som edderkopper når de kravler over på mig.” Han kunne ikke gøre for hvad hænderne gjorde, de ville bare noget. Fingre er meget følsomme, de vil ud i verden, hvorfor skulle det kun være øjnene der oplevede noget?

Han gemte dem ned i lommerne for at holde dem borte, men det virkede ikke. Midt i en dansktime skreg Else: ”Der er nogen der tager mig på brysterne, adrr.” Stakke havde ikke noget med det at gøre, hans hænder var jo stukket ned i lommerne – mente han. Else havde ikke lagt mærke til hvis hænder, hun vidste ikke hvem der ragede på hende, og Stakke sad som sædvanlig og dagdrømte med hænderne i lommerne. De kravlede lidt men så længe de var dernede var der ingen der kunne klage. Det var ikke ulovligt at have hænderne i lommen, vel? Kammeraterne kaldte ham Stakelse eller Stik-Else.

Men han fik alligevel en seddel med hjem. Hans mor blev barsk: ”Du har garanteret DAHD eller hvad det hedder. Vi må til skolelægen med dig og dit kravleri.”

Hos skolelægen sad Stakke med foldede hænder, han ville ikke have noget at gøre med at sluge piller mod kravleri. Skolelægen spurgte om han onanerede. Stakkes mor rødmede og sagde at det havde hun ikke lagt mærke til.

”Nu spørger jeg Stakke. Onanerer du?”

Stakke sagde: ”Det behøver jeg ikke, det kommer helt af sig selv. Hele tiden. Også i spisefrikvarteret.”

Lægen sendte dem til skolepsykologen. Hun var vældig sød, syntes Stakke, selv om hun blev sur da hans hånd kravlede over på låret af hende.

”Du er en klog dreng,” sagde hun, ”men jeg tror at du trænger til en hobby hvor du kan bruge hænderne. Jeg har selv prøvet at strikke når jeg trænger til at slappe af. Var det ikke noget?”

Det var for sygt, totalt vildt, tænkte Stakke. At strikke, det må jeg prøve, knitre-knitre, farver, lege med en masse tråde hele tiden. ”Kan du vise mig det, mor?”

”Selvfølgelig, min dreng. Men det er mest en beskæftigelse for piger, tror du ikke at de andre vil synes at du er underlig, mere end i forvejen?”

Til slut omfavnede Stakke psykologen – med foldede hænder, han ville nødig ødelægge det gode forhold – og de gik hjem til garn og pinde.

Strikning var noget hans hænder kunne lide. Så snart de strikkede lavede de ikke ulykker, og Stakke følte en vidunderlig ro falde over sig. Han ønskede endda ikke mere at køre bil eller noget andet. Bare på med pinden, ret-  og vrangmasker, og masken skal vende rigtigt på pinden, og glatstrik til halstørklædet … meget at lære. Og noget med at mumle og tælle hele tiden, nu blev tabellerne fra skolen interessante, og historie om retsvæsenet og maskepier. Men han turde ikke strikke i timerne for ikke at blive til grin. Det var meget hårdt ikke at holde på strikkepindene, han tog en blyant i hver hånd, det smagte altid af pind, men læreren sagde at han skulle holde op med at sidde og fægte.

Ellers syntes lærererne at han var blevet en meget dygtigere elev. Endog i religion. Stakke sad med åben mund (han glemte helt at tælle de luftmasker han alligevel lavede med blyanterne) da de havde om Islam. Så mærkeligt. At gå med en sæk over hovedet og kun kigge ud af en lille sprække, måske gik de rundt og strikkede i smug.

Om aftenen sagde han: ”Mor jeg er konverteret til islam i dag. Prøv at se min nye burka.” Han smøg den over hovedet og sad fuldstændig uigenkendelig med sine strikkepinde skjult.

”Burka er kun for piger,” sagde hun, ”kan du ikke finde på noget andet?”

”Der er kun en gud, Allah, og Muhammed er hans profet,” sagde Stakke, ”sætningen virker også når man siger den på dansk, og så er man muslim resten af livet. Der er ingen vej tilbage. Jeg kunne da ikke se på billederne om der var en mand eller en kvinde i burkaen. Jeg er sikker på at der også var mænd, meget stærke mænd.”

”Du kan altså ikke gå sådan, Stakke. Det forbyder jeg simpelthen.”

”Mor, jeg er snart voksen. Jeg har kørekort og jeg har min konstitutionelle ret til at dyrke den religion jeg vælger. Det kan hverken du eller skolen tage fra mig.”

”Kørekort, Stakke, hvad er det for noget sludder.”

”Åh nej, mor, nu tabte jeg en maske fordi du snakker så meget, og det er altså vældig svært at strikke når jeg ikke kan se noget.”

”Jeg skal nok køre dig i skole i morgen, jeg vil helst ikke have at naboerne ser dig i den mundering.”

Reklamer