Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


15 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 2/5

opgave 2, 14520482_10211004232169930_4379408569631275927_n.jpg

Frokosten er overstået, kun arbejdsholdet har rejst sig, vi andre sidder småsnakkende tilbage i den store altmulighal. Hans ved siden af mig, er ved at forklare hvorfor kunst er lig med lidelse. Uden lidelse ingen kunst. Det skulderlange hår flagrer omkring hovedet når han understreger sine pointer. Nok taler han tysk, men det er plattysk, færre regler, lettere at forstå. ”Du ved, Carlo, lidelse bringer overlevelsesenergien frem, det allerdybeste i mennesket, der hvor kunsten kommer fra. Lad mig give dig et eksempel..”

Kassereren bryder ind, hun står bøjet over mig og prikker mig på skulderen: ”Vi skal tale alvorligt om det med pengene. Du skal betale forud og vi har intet modtaget. Otto bliver rygende gal på dig hvis pengene ikke ligger klar i aften.”

”Det skal nok gå,” siger jeg, ”mine forældre sender dem, jeg har skrevet hjem, bare rolig.”

”Der er ikke noget bare-rolig med Otto. Du må lære at tage visse ting alvorligt.”

”Jeg ved at de kommer i dag.”

Min mave knuder sammen, jeg skulle nødig komme på tværs af lederen. Da jeg vender mig for at fortsætte samtalen med Hans, er han forsvundet og de andre er på vej ud. Tankerne løber rundt i hovedet på mig, det kan blive et problem at betale; hvis mine forældre ikke har sat penge ind, er jeg allerede ved at komme på tværs af kollektivet. Men jeg glæder mig til i eftermiddag, der er session med alle. Glæder mig til at se hvordan de arbejder, måske er der en forelæsning ved Otto – jeg kunne mærke på samtalen med Hans at det er fra ham ideerne kommer.

Klokken er tre. Bordene er fjernet, stolene sat ind til væggen, der er fuldt besat, flere står op eller sidder eller ligger på gulvet, halvtreds i alt, hele kollektivet. Et klaver bliver rullet ind. Folk falder til ro og bliver tavse. I stilheden træder Otto ind og stiller sig på gulvet:

”Hvorfor har vi kun et lille klaver, når vi har brug for et flygel? Hvorfor var frokosten så sparsom? Det er fordi vi ikke har penge nok. Nogen vil ikke bære deres del af ansvaret for det fælles liv. Jeg tænker især på en bestemt. Carlo, rejs dig og kom ind i midten”

Mine ben ryster da jeg stiller mig over for Otto. En lille mand med bred mund, tætbarberet men alligevel blå om hagen, sorte, buskede øjenbryn der vibrerer i takt med hans ord. Håret er plysset. Han har smækbukser på og en kortærmet, ternet skjorte der hænger ud over bukserne hvor den kan komme til det. Overalt malerpletter.

”Du er ny og vil ikke bidrage. Du tror at alt bliver serveret bare fordi du ikke er kommet i en gruppe endnu. Her skal arbejdes døgnet rundt. Dette er intet feriehotel.”

”Mine forældre sender pengene i dag,” det håber jeg ellers er jeg fortabt.

”Hvad vil du her?”

”Jeg vil være skuespiller.”

”Du er helt bleg. Det er godt, så tager du det alvorligt. Nu skal du spille Hamlet. Her og nu.”

”Men…”

”Vend dig om så du ser tilskuerne. Bare vær tilstede, jeg sufflerer, det drejer sig kun om en enkelt replik. Situationen er følgende: Hamlet står ved hoffet, da hans fars ånd viser sig for ham, kun for ham. Ingen andre kan se den. Hamlet forstår ikke hvad den vil, han prøver at få kontakt.”

Det kan jeg ikke. Jeg er ikke forberedt, kender kun hamlet som genfortælling. Jeg er omgivet af fremmede som stirrer på mig som om jeg er vanvittig, jeg står bare og kigger frem for mig. En replik jeg ikke engang kender. Hvor skal jeg gøre af mine hænder, mine fødder og mit ansigt. Jeg må lade mig føre.

Otto hvisker: ”Konge..”

Otto er kongen her, og jeg vil så gerne have at han kan lide mig, at han forstår mig, at han lytter til det jeg har at sige. Men hvad gør han? Skælder ud, sætter mig på en umulig opgave foran de andre. Han gør mig desperat, hvis dette ikke fungerer er jeg fortabt. Jeg ser stadig hans buskede øjenbryn foran mig, hans intense blik. Bare jeg kan få en ordentlig kontakt med ham.

”Konge..,” kommer det ud af min mund, mens jeg appellerer til øjenbrynene som stadig svæver foran mig.

”.. fader..” hvisker han.

Hvad hvis min far så mig nu? min dødsmærkede far som ikke forstår mig. Bare han ville forstå mig, høre på mig, reagere i stedet for at tænke på sine patienter. Er det i virkeligheden ham jeg er stukket af fra? Han kunne være død nu, måske får jeg aldrig talt med ham. Skal jeg virkelig lade være med at blive skuespiller?

”..fader..,” min stemme ryster, den ryster og er mere intens. Jeg har glemt det med hænder og ansigtsudtryk, de må tage vare på sig selv.

”…royale dansker: Så svar mig dog!”

Af alle dem jeg kender hjemme i Danmark, er der ingen der ægte forstår mig, ikke kammerater, ikke lærere, ikke familien. Jeg prøver at være dem tilpas, det lykkes, men hvad med mig, hører de overhovedet mig?

” .. royale dansker.. -” min stemme standser, den kan ikke mere, det trykker for brystet, jeg trækker luft ind men det kommer ikke ud. Endelig eksploderer stemmen, ”Så svar mig dog!!”

Tilskuerne sidder stille, ingen flytter på sig. Otto siger med normal stemme: ”Det er godt nu.”

Jeg træder et skridt skråt tilbage så kongen, så Otto, kan komme frem. ”Velkommen hos os,” siger han med et skulderklap, ”du kan godt lære det. Nu har du prøvet at stå foran et publikum.”

De applauderer og smiler og småsnakker. Stemningen er lettet, også for mig.

”Sæt dig.”

Reklamer