Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


10 kommentarer

Gilde med det grå guld

Carsten Milvangs billede.

Selv om hun kun bor på anden sal ville jeg gerne have haft en elevator herop. Jeg venter til åndedrættet er roligt igen, og trykker på hendes klokke der ringer fjernt og sprødt. Døren går straks op: – Nå, du må være Albert fra annoncen. Velkommen til og træd nærmere.

I entreen står et par indendørssutter klar, dem skal jeg åbenbart have på.
– Tak skal du have, Augusta. Her er en buket, og jeg huskede pakken.

Hun er egentlig pænt skabt, når man ser bort fra de overflødige femten kilo, og nydeligt klædt på. Håret er gråt, kun med stedvise hvide strejf. Bifokale briller. Smukke perleørenringe, flotte fingerringe i guld, med safirer og brillanter.

– Kom ud i køkkenet og læg pakken… og her har vi en vase til blomsterne.

Jeg fjerner nettoposerne og åbner for aviserne så torsken kommer frem på køkkenbordet.
– Nu mellem jul og nytår kan vi godt klare lidt træning, jeg mener træning med at koge torsk til i morgen, siger hun. – Jeg synes at den spræller, et øjeblik…

I en skuffe griber hun en syl.
– Sådan, hun prikker den i hvert øje. – Den skal da ikke ligge og lide. Lad os lige hilse på hverandre.

Vi går ind i stuen og sætter os ved et lille bord, hvor der er skænket to glas tør sherry op.
– Skål, siger hun, jeg var spændt på at møde dig, Albert.
Vores blikke mødes i et fælles nik.
– Skål.

Væggen ved siden af er behængt med fotografier i mørke trærammer. Det må være den afdøde mand, børn i stadier på livets vej, børnebørn i strålende farver, oldebørn måske. Alt støvet pænt af. Hun er ikke barnløs, men det betyder ikke noget så længe de er af vejen.

Det giver et sæt i mig, noget rumler tungt bag min nakke.
– Bare rolig, siger hun, det er kun slagværket, men jeg har koblet klokken fra.

Mit armbåndsur viser tretten minutter i seks, så bornholmeren er ude af trit med hverdagen.
– Jeg har den, fordi lyden er så hyggelig, smiler hun, nogen der snakker med mig.

Rigtig nok. Tik-tak. Tik tak… Belysningen i stuen er dæmpet. Der står en lille reol med to hylder bøger, jeg kan ikke se hvilke, det ville kræve mere lys og læsebrillerne.

– Såh, siger hun, jamen, jeg går lige ud og sætter torsken over. Bare kig dig omkring imens, det tager kun et øjeblik.
Hun rejser sig og går ud i køkkenet, er der noget galt med hendes venstre ben eller fod? Lugten af kartofler i kog når mig.

I stuens anden ende bemærker jeg et B&O fjernsyn, 23 tommer, det viser en børneudsendelse, og foran dét en lænestol med grå pude. Til højre ligger strikketøjet og kryds-og-tværs-bladet på et lille avisbord. På den anden side af lænestolen en flettet kurv med gamle aviser hvorpå der ligger noget. En forpjusket, mager kat. Benene er snøret sammen, der er sat tape omkring dens mund og jeg kan se at knurhårene er klippet af. Idet jeg nærmer mig begynder halen at piske rundt. Trædepuderne glinser af sved og katten drejer hovedet bort fra mig som om den bare vil væk. Det tror jeg gerne.

– Augusta, hvad er der med din kat? Råber jeg ud mod den halvt åbne køkkendør.
– Jo, han har da været slem. Han har stirret på Piphans, og så vil han ikke æde sine kattepiller. Den der ikke vil høre, må føle.

I et hjørne af stuen står ganske rigtig et fuglebur med en kanariefugl helt nede i bunden. Der flyder nogle dun på stuens ellers helt rene gulv, fuglen trykker sig ind mod gitteret og prøver at tage et par skridt bort fra mig, ikke at det hjælper, den kan ikke komme længere væk.

Ude i køkkenet må jeg dukke hovedet for at passere under en tørresnor med  to viskestykker, bagved står Augusta, som har lagt sine ringe i en porcelænsskål og er ved at fjerne de sidste indvolde fra torsken.

– Jeg kommer i tanker om noget, siger jeg, i virkeligheden bryder jeg mig ikke om sherry eller torsk eller bornholmerure, og slet ikke om hvad du gør ved din kat.

– Miss Miav? Han skal nok blive god igen, siger hun med ryggen til.

– Men jeg kan godt lide dine perler, siger jeg og lader kærtegnende hænderne føje sig om hendes hals og fjerne halsæden. Først læner hun sig imødekommende mod mig, kommer kærligheden endelig til hende, blide hænders kærtegn, ømhed og nærhed? Nej, det er mig, jeg kom med torsk og jeg går med guld, nemlig fingerringene i skålen. Ned i lommen med dem.

Hun vender sig med et udbrud, men for sent, jeg har revet tørresnoren ned og snører hendes fedtede håndled sammen. Ned på gulvet og snøre dem sammen med hendes ben lige som katten. Hun har tape i en køkkenskuffe til munden, godt.

På væggen hænger en oversigtskalender, og jeg kan se at hun får besøg den 31.
– Du skal nok blive reddet når Jan og Birte kommer, siger jeg, du er slet ikke ensom.

Samtidig befrier jeg katten og sætter den op på køkkenbordet, hvor den stikker hovedet ind i torsken for straks at hive den ned på gulvet og hen i et hjørne, fortabt for omverdenen med fisk i hele ansigtet.

I entreen sparker jeg de – oven i købet broderede – forbandede tøfler af og tager mit eget tøj på, min anonyme støvfrakke. Står et øjeblik med hånden i lommen, jo, en af ringene passer på min lillefinger.

Reklamer