(en mindre rettelse d. 10. okt)
Min søster Sanne skulle giftes og mor var så opmuntret at hun ikke drak en hel måned. Sanne prøvede hvide kjoler og slør, og var ukendelig. Hun lavede også bordplan og bestilte festsal og menu – ting som ragede gommen noget så eftertrykkeligt. Far passede sit arbejde i smedeværkstedet og lod kvinderne more sig.
Endelig stod jeg med mor foran kirken, masser af biler, cykler og motorcykler og hele slægten med store smil og nikken til alle sider. Mostrene var opstemte, tænk at Sanne ville giftes, hendes kærester plejede kun at vare tre måneder. Gommens familie var velklædt og afklaret, jeg mener: de havde ikke bryllupsrutinen men accepterede.
Vi satte os ind i kirken og der blev stille, enkelte forsinkede trippede forsagte langs muren.
Omsider, efter den obligate forsinkelse, trådte far ind med Sanne. Han var ved at vokse ud af sit pæne tøj, men en mand er en mand, og en mand kan hvad han vil, og ved hvad der skal til, kort sagt havde han sin gamle selskabssmoking på og lagt brillerne, styrke -12, i lommen for ikke at ligne en nørd. Det var mere rigtigt at sige at Sanne førte far, for han kan kun se konturer og slet ikke trappetrin uden briller.
Salmer blev sunget og præsten havde talt, nu skulle det ske. Mor sad med lommetørklædet knuget i hånden. Gommen stod og havde givet sit ja, præsten så over mod Sanne. Hun sank spyttet, åbnede munden og … måske kom der en lyd, måske sagde hun ja, ingen kunne høre det, for far skramlede og rejste sig hurtigt med en brølen: – NEJ, under ingen omstændigheder. Det er ham Polakken. Ham vil hun ikke have. Hans stemme fyldte kirkerummet helt op til organisten.
Og hans smedenæve ramte gommen på venstre skulder så han sank om i præstens arme. Far trådte hen mod gommens far og rystede næven mod ham. Gommens far greb fastere om salmebogen og knaldede den i øjet på far, det virkede beroligende. Hele følget rejste sig, og de to fløje betragtede hinanden røde i hovederne, de følte sig ikke beroliget.
Imens havde præsten fattet sig og bragt gommen til hægterne Det var en erfaren præst, han fik organisten i gang med bryllupsmarchen fra ‘Lohengrin’, som er af Wagner. Wagner skal spilles med alle orglets stemmer trukket ud på én gang samt manualer og pedaler og pauker. De dybe toner fra sådan et stort orgel var totalt voldsomme og rystede hjerte og hjerne, så folk glemte det skete og fulgte efter parret ud foran kirken.
Far bekendtgjorde at det ville glæde ham og mor om alle ville følges over til kroen til en god middag, nu der var betalt for den.
Brylluppet omtalte han ikke.
Sanne så meget bleg og stille ud. Man gik til bords under en dødlignende tavshed og uden den sædvanlige skramlen. Det virkede ikke som om far eller mor kunne tage sig sammen til at byde velkommen, så jeg sneg mig udenfor og tissede som jeg gør når jeg bliver nervøs. Samtidig var det en god lejlighed til at sende nogle SMS’er til vennerne.
Da jeg kom ind ved bordet igen, havde Sanne rejst sig og var i gang med den manglende velkomst:
– … og jeg talte med præsten, han havde aldrig været ude for noget lignende. Han vidste ikke engang om jeg havde sagt ja – hvis ikke, var ægteskabet jo ugyldigt. Jeg er ikke selv klar over gyldigheden på dette tidspunkt, men i morgen ved jeg det. Svaret kommer an på hvad der sker i nat!
Hun satte sig bestemt.
– Skål, min pige! udbrød far og brudgommens far som med én mund. De stirrede på hinanden, far gennem brillerne med dét ene øje der ikke var opsvulmet – og kunne ikke lade være med at grine. Mor havde blandet de to familier i sin bordplan, hvilket tidligere havde virket som en dårlig idé. Men nu lo og snakkede og klinkede folk til højre og venstre, og far sneg sig om til gom og hans far og klappede dem på skulderen og skålede. Man sang og dansede og klippede i gommens tøj. Stemningen var vendt.
Næste morgen var Sanne sikker på at den lyd hun havde udstødt mens far brølede, havde været et ja.
Jesper de la Porte Ovesen 