Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


26 kommentarer

Skal man gå ind for ånder?

Jeg har lagt en ny terrasse, fire gange fire fliser, på ti centimeter stabilgrus. Den er fejet og klar. Jeg henter liggestolen, den står helt plant uden at vippe. Dernæst henter jeg et lille rundt bord, hvor min tepotte skal stå sammen med den smukke hvide kop af næsten gennemsigtigt porcelæn og en kage. Endelig kan jeg sætte mig og nyde dette skjulte hjørne af min have i sommersolen. Stauderne foran mig skjuler min lille plads, hver enkelt blomst har jeg selv plantet, jorden har jeg revet.

Til højre kan jeg skimte de otte guldfisk i bassinet som jeg installerede sidste år. De holder af varmen, lige nu er de muntre for der har været mange kolde dage i denne sommer.

En fugl svæver over mit hoved. Et par humlebier er i gang med dagens arbejde, jeg hører dem tydeligt i sommerstilheden. Brrr. Brrr..

Sov jeg et øjeblik, en time? BRRR! Hov, det sidste hører ikke til her, det er en hækkeklipper i det fjerne, gen-genboens batteridrevne klipper, lyddæmpet, men hørbar. Sandt nok, min hæk skal klippes inden på mandag.

Men for nu, ro. Jeg tager det gamle nummer af Det Bedste frem fra hylden under bordet. Vittighederne er altid god læsning. På forsiden kravler en myre – og en til og …………….. Min fadæse er: jeg har lagt en kokosmakron på bordet. En hærvej af myrer strækker sig i en tynd linje hen over fliserne, op ad bordbenet og hen til kagen og tilbage igen. Linjen starter ved kanten af fliserne, hvor der er dannet en lille grushøj.

Nysgerrig rejser jeg mig og går hen for at undersøge gruset. Idet jeg bøjer mig ned mærker jeg at flisen vipper. Min fine nye terrasse er undermineret i løbet af to uger.

Maven gurgler af teen der har trukket for længe. Egetræets skygge: igen og igen flytter den sig, nu dækker den min terrasse, netop som jeg ønsker varme.

Myggene stikker af
og til
min arm,
kun ganske blidt
af kærlighed
– ugengældt.

Efterhånden rastløs vil jeg rejse mig da jeg bemærker mine tallerkensmækkere, de er visnet midt i deres energiske pragtudfoldelse, i løbet af få timer. Mine dyrebare velduftende, gyldne venner, mine mest livskraftige blomster. Det kan ikke passe. Jeg springer op og hen til dem. Stænglerne er knækket, og da jeg løfter dem op, ser jeg at de er gnavet af nede under jorden. Noget ondt lurer i min have, jeg hører en susen af vinger og en skygge flygter hastigt.

Mit hjerte galopperer tungt af skrækforventning, jeg vender mig om mod bassinet. Seks guldfisk svømmer panisk frem og tilbage. Seks – der skulle være otte! Hejren har været her, mens jeg så til tallerkensmækkerne.

Det her klarer jeg ikke på egen hånd. Naboen ved alt om naturen, jeg går om til hende og spørger. Hendes smukke, tidligt ældede ansigt ser tænksomt ud: – Godt at jeg ikke er gartner. For du har brug for en naturånd.

– Jeg tror altså ikke på ånder.

Hun tager tarotsættet frem fra et lille læderetui der altid hænger om halsen: – Lad os gå over og se på situationen. Det er mig der er naturånden, men jeg skal have hjælp af noget større.

Hun sætter sig på min liggestol og lægger kortbunken på bordet: – Jeg vil se hvilket kort der markerer sig. Hm, der er to kort. Først syv mønter. Tydeligt nok den tilfredse gartner der betragter sit værk.

– Klart nok, siger jeg, det behøver vi ikke lægge kort for, og det hjælper ikke en disse.

– Se her, det andet kort, Wheel of fortune: alt snurrer rundt, hvad der er oppe skal komme ned og omvendt, fire dyr læser i skyerne, de er gule som dine forsvundne guldfisk. Du mangler kun to, ikke fire. Et heldigt tegn, vi kan endnu nå at gøre noget. Meningen er krystalklar: du har vendt op og ned på naturens orden. Hvis du ikke fjerner den terrasse, er du dødsens. Hun ser indtrængende på mig med sine brune øjne, øjenlågene er kohlfarvede, men farven kommer indefra, er ikke smurt på.

Kortene bliver lagt ned i etuiet igen: – Gør som kortene siger, fjern den terrasse! Alvorligt talt.

Hun er klar over at jeg ikke har lyst til at ødelægge mit arbejde.

Efter at naboen er gået ind til sig selv, tænker jeg: – Det eneste fornuftige er en lur på terrassen i den nye liggestol, så må jeg ordne sagen bagefter.

Optaget af mine tanker er jeg uopmærksom og jokker foden ned i riven som ligger væltet om med tænderne opad. De går lige igennem gummisandalen, og skaftet hamrer samtidig ind i min tinding.

Næste dag fjerner jeg terrassen. Da jeg undersøger bassinet er der otte guldfisk – ikke seks, jeg tæller dem igen og igen. Nu går jeg ind for naturånder.

Reklamer