Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet

Teori om at skrive

INDHOLD

– Hvordan skriver man en bestseller?
– Nogle begreber som er vores udgangspunkt
– Berettermodel og mange skrivetips – ikke fra saxo
– Stephen Kings metode:
– Opgaverne og kommentarer + Krimiskole. Fra Saxo Forfatterskole

 


Hvordan skriver man en bestseller?

Uddrag fra artikel på Politikens netside, d. 18 okt 2016

Matthew Jockers og Jodie Archer forskede i hvordan bestsellere er opbygget. De lavede en algoritme, der kunne registrere forskelle i plotkurver, emner, karaktertyper, skrivestil, tegnsætning og ordvalg.
Hvilken genre man skriver i, betyder åbenbart mindre, end hvilke emner man berører. Og det har stor betydning, hvor mange emner man favner, og hvor meget hvert enkelt af dem fylder, for mange emner dur ikke. To til tre hovedemner er rigeligt. Hvert af dem fylder typisk 30 procent af bogen. Og må meget gerne være i konflikt med de andre.

Hvis man siger: skole, venskab, skydevåben, mærker man også øjeblikkelig den potentielle konflikt. Det er typisk for de succesfulde forfattere.Ægteskab, begravelser og skydevåben er emner, der ofte berøres i bestsellere. Det samme er skoler, børn, mødre og lettere truende ny teknologi.

Men af de henved 500 emner, de undersøgte, var især ét overrepræsenteret i bestsellere og fandtes sjældent i bøger, der havde floppet: menneskelig nærhed.

»Det er ikke nødvendigvis romantik, men to mennesker, som har et følelsesmæssigt bånd, og som bruger det. Hvis to personer har været i en skudveksling og bagefter siger: Okay, lad os lige få vejret. Er du okay? Eller en mor og en datter, der shopper sammen og har en nærhed med hinanden«, siger Jodie Archer. Den slags scener sænker tempoet, gør karaktererne dybere og hjælper læserne med at relatere til dem.

Hvad der sjældent står noget om i en bestseller, er enhjørninger, elverfolk og dværge.

Især synes bestsellerne at have et andet træk tilfælles. Nemlig hvordan læsernes følelser bevæger sig under læsningen. Hvor hurtigt der skiftes mellem optimisme, forhåbninger, nederlag og afmagt. Der skal helst være nogenlunde lige så meget succes som fiasko undervejs, lige så mange lyse øjeblikke som mørke. Måden hvorpå hovedpersonens følelsesmæssige op- og nedture forløber, er afgørende for, om en roman bliver en bestseller eller ej. Jo flere udslag på kurven, desto mere bliver bogen en page-turner.

Bestsellere er skrevet med »stemme«, som Jodie Archer formulerer det. Så man kan mærke fortælleren som et temperament, en vilje, en person.


Nogle begreber som er vores udgangspunkt fra Saxo forfatterskole, baseret på opgaverne:

1. Begreber

Fortælleteltet
For at læseren kan orientere sig, overhovedet finde hoved og hale på historien, er der fire begreber som er vigtige, helst i starten. Fire teltstænger som holder teltet, historien, oppe.

  1.  Situation: Hvad foregå der? Hvad handler historien om. Temaet.
  2.  Person: Hvem handler historien om? Temperament, karakter. Hav ikke for mange personer, det kan læseren ikke nå at opfatte.
  3.  Miljø: Hvor foregå det? Et par diskrete ord kan være nok.
  4.  Følelse: Hvorfor er det vigtigt? Stemning.

Fortæller
Historien kan være fortalt gennem et jeg (1.person), eller den kan følge en person udefra (3. person) eventuelt gennem personens tanker, indre syn. Tankerne kan være refereret ordret: hun tænkte: ”Det er koldt” eller indirekte hun tænkte at det var koldt. Eller ”dækket”: Uh, hvor koldt, hun måtte hellere finde noget af det tøj fra skituren – lidt farlig form der kan føre til snakkesalig stil der ikke fører nogen steder hen.

Det har stor betydning hvilken fortælleposition man skriver ud fra, man kan komme til at låse sig fast ved kun at se gennem en enkelt person øjne, og omvendt er fortælleren afskåret fra personens tanker ved ydre syn, altså ved at følge personerne udefra. Altid et valg når man skal skrive en historie.

Ofte følger man en enkelt hovedpersonperson (hp), udefra eller indefra, men det er muligt at hoppe frem og tilbage mellem flere, og endog gå ud og ind i deres bevidsthed. Skal bruges med varsomhed for ikke at føre læseren på vildspor når der er flere personer.

Tid
Det er forvirrende for læseren hvis historien grammatisk hopper planløst mellem datid og nutid. Kontroller din historie, det sker tit at tiden skrider uden at man aner det.

Show don’t tell vs berettende stil
Man skal vise hvad der sker, ikke fortælle om det. Det gælder om at læseren selv kan opleve i stedet for at få forfatterens fortolkning. I stedet for Han var vred kan der stå Han kylede deres kinesiske vase i gulvet.. Scenisk. Tempoet er realtid, hvor berettende stil både kan dække mange dage med et enkelt ord og berette om en hat i hvad der for læseren er en halv time skønt der i historien kun er gået et sekund.

Nogle handlingsromaner er skrevet udelukkende på denne måde, men normalt veksler en historie mellem berettende stil og show (scenisk). Show kan genere mange unødvendige ord for enkle handlinger, tænk fx på Han tog spontant en taxa til lufthavnen – hvis det skal vises vil det fylde et helt kapitel. Eller Hun var nervøs generer mange ord om det bankende hjerte, sitrende hænder, knuden i maven. Kort sagt er risikoen klichekrivning.

Adjektiver
Et hæsligt hus. Her ligger både fortællerens holdning og beskrivelsen af huset i ordet hæslig, og læseren bliver ikke meget klogere angående det. Når man skriver er det godt at være opmærksom på hvad man vil opnå med adjektivet, især hvis det er meget vurderende; ville det være bedre med en beskrivelse? Vi har øvet at fjerne adjektiver, men historien bliver længere og mere scenisk lige som med show don’t tell.

Kliché
Slidte billeder og udtryk. Hvis der er for mange af dem bliver indtrykket at teksten ikke bevæger sig, og læseren får ikke nogen oplevelse. Hyppigt i journalistsprog, fx: de kunne ikke få armene ned (var begejstrede), lange over disken (sælge), sparke til hjørne (udskyde). Trættende at læse.

In medias res
At springe direkte ind i handlingen uden indledning. Frisk og dramatisk, desuden en måde at pirre læserens nysgerrighed, man ved ikke hvem, hvad, hvor, det må vise sig, – skal bruges med omtanke for det kan være irriterende for læseren hvis historien er en omgang gådegætning.

Tilbageblik/flashback
Teksten hopper tilbage i tid for at give noget baggrundsviden, som det ville være akavet at give i begyndelsen. Man skal være omhyggelig med at markere hvor tilbageblikket starter og slutter og sørge for at det ikke bliver så langt at læseren mister orienteringen.

Dialog
Hvordan personerne taler, er med til at karakterisere både deres stemning, karakter, og dannelse. Dette skal gerne ligge bag dialogen. Dialog skal gerne føre handlingen videre, ikke blot være en udveksling af data, den er også et spil mellem to personer der har hver sin hensigt.

Plot
Sammenhæng i historien, en plan så læseren bliver fanget hurtigt og hænger på til slutningen. Det primære er at læseren i historiens start lader sig opsluge af en opgave, et problem, en gåde – noget der skal løses til slut og som bliver interessant.

Et hyppigt brugt plotskema:

1) Hovedpersonen har et projekt, noget han vil.
2) En forhindring. Kan være en konflikt.
3) Forsøg på at overvinde forhindringen.
4) Krise (vendepunkt)
5) Foreløbig fiasko
6) Afslutning. Konflikten løses – ikke nødvendigvis happy end og gerne anderledes end forventet.

Kommentarer
Vær venlig, forfattere er altid sårbare!
Start gerne med noget positivt og slut med noget positivt.

Kommentaren skal helst indeholde en læserrespons – det er dejligt at nogen gider læse, og hvad har de fået ud af historien? Hvis nogle opgaver står uden kommentarer, så læs og skriv, det er trist at skrive ud i den blå luft.

Hvis du snubler over noget, giv konkrete, tekstnære forslag til ændringer. Tag udgangspunkt i hvad teksten selv vil, og fortæl hvordan du synes den bedre kan nå det. Man behøver ikke umiddelbart at være grebet af emnet, det kan sagtens lade sig gøre at kommentere enkelte dele på historiens præmisser. Prøv at læse igen, måske åbner den sig.

……………………………………………………………………………………..

Berettermodel og mange skrivetips

– ikke fra saxo

https://jesperodlp.wordpress.com/category/berettermodel-teori-o-a/

………………………………………………………………………………..

Stephen King

Bruger ikke plot, men situationer, eventuelt flere som man må kæde sammen. Sæt en gruppe mennesker, et par, evt bare en enkelt person, i en knibe – lad dem arbejde sig ud af den. Historien er altså drevet af personligheder og situationer i stedet for et bestemt forløb. Det er en anden måde at tænke spændingskurve – skruen kan bare strammes hvis det skal være mere spændende, hvis det overhovedet er nødvendigt.

http://thewritepractice.com/stephen-king-situation/

 

………………………………………

………………………………………

 

Opgaver og kommentarer + Krimiskole

Fra Saxo Forfatterskole, opgaver og kommentarer ved Ida-Marie Rendtorff og Daniel Zimakoff. De fleste henvisninger til opgaveteksterne har jeg fjernet fordi opgaveløsningerne ikke ligger her. Jesper Ovesen

Opgavetekster fra Saxo Forfatterskole

Forår 2009

Kom i gang

Et blankt ‘papir’ kan være skræmmende. Hvad skal jeg skrive? Hvor skal jeg begynde? Emneord sætter rammer for teksten og sparker fantasien i gang.

Godt råd: Skriv løs og tænk bagefter. Brug den kreative del af hjernen, når du skriver, og den rationelle, når du læser igennem og omskriver.

Opgave: Skriv en lille historie inspireret af følgende emneord:
Skov, gul, nøgle, råbende, negl, stank, hjertebanken, kuffert.

Brug minimum 6 af de 8 emneord. 

Rækkefølgen bestemmer du selv, og du kan bøje ordene, som du vil. Eks. råbende må godt blive til råbe, stank til stinkende osv. 

Skrivetid: cirka 15 minutter.

Generelt set har langt de fleste forstået at integrere emneordene i deres tekst og gøre dem til deres egne, så man helt glemmer, at de er udgangspunktet. 

Vi har læst og skimmet så mange tekster, vi kunne nå (ikke alle – og det har heller aldrig været meningen). Vi har udvalgt 3, som vi giver vores respons på. Det er ikke absolut de 3 bedste. Vi har valgt tre meget forskellige tekster for på den måde at komme omkring så mange fortælletekniske begreber som muligt. 

Det fryder os med alle de konstruktive, skarpsindige og opløftende kommentarer til teksterne fra jer net-forfattere. Mange af jer er rigtig gode til at starte jeres kritik med det positive og komme med konkrete, konstruktive forslag til ændringer.

Husk at man også lærer at skrive ved at læse.

Ret ikke i den tekst, der er lagt ind på hjemmesiden, læg i stedet en ny ind og kald den version 2 osv.

Sanser

I denne opgave arbejder vi med show, don’t tell (vis i stedet for at postulere), som vi uddyber i lektion 9.

Vi oplever verden gennem vores sanser. Derfor er det godt at tale til læserens sanser, når du skriver. Det gør din historie mere levende. Vi har 5 sanser: Lugte-, høre-, smage-, syns- og følesans + den 6.: intuitionen.

Opgave: Skriv en varm tekst. Uden at bruge ordet varm eller synonymer.

Anbring din hovedperson et varmt sted. Teksten skal være fysisk varm, ikke hjertevarm.

Skrivetid: Ca. 10 minutter

Starter

Det gælder om at få læseren med fra start, gøre ham/hende nysgerrig. 

Kast en ‘krog’ ud, som læseren kan bide på. Start teksten, der hvor det brænder på for hovedpersonen. Undgå en masse indledende snak. Hvis der sker noget vigtigt under en familiemiddag, så lad være med at starte morgenen inden, men gå lige på.

Opgave: Skriv en spændende start med titlen BLAFFEREN.
Husk at starte der, hvor det brænder på for hovedpersonen.

Skrivetid: Ca. 15 min.

Længde: Max. 200 ord.

Rigtigt mange af jer er faldet for fristelsen og har fortalt en afrundet historie med begyndelse, midte og slutning. Det var ikke meningen, men godt gået på så få ord!
Langt de fleste af jer har været gode til at starte lige på, midt i det spændende, måske også hjulpet af begrænsningen på 200 ord. Øvelsen har det formål at hjælpe forfatteren til kun at skrive det vigtigste, skære ind til benet, altså nøje overveje sine ord. Hvad er nødvendigt for at fortælle historien?

Fortælleteltet

En historie har 4 grundelementer. Vi kalder dem for de 4 teltpløkke.

– Person: Hvem handler historien om?
– Situation: Hvad foregår der?
– Miljø: Hvor foregår det?
– Følelse: Hvorfor er det vigtigt?

Disse 4 elementer bliver som regel præsenteret tidligt i en historie. Nogle forfattere lægger mere vægt på det ene frem for det andet, men hvis en af pløkkene mangler, kan det være svært for læseren at følge med. Det er lige som et telt – hvis den ene pløk mangler, begynder teltet at blafre. Hvis du har problemer med din historie, er det en god idé at tjekke, om du har alle grundelementerne på plads. Mangler f.eks. følelsen?

Opgave: Skriv starten på en historie med titlen: UVENTET BESØG. 

Brug alle 4 teltpløkke, men læg særlig vægt på én af dem.

Skrivetid: Ca. 15 minutter.

Når alt ikke bliver vægtet ens, giver det ofte en dimension mere til teksten. Mange begyndere glemmer enten følelsen, eller skriver den eksplicit, f.eks. ‘Hun blev meget bange’. Men det er ikke det, der præger jeres tekster. Når følelsen ligger mellem linjerne, bliver den stærkere. Vi har fået mange forskellige bud på uventet besøg.
– en far dukker op lige før sin egen begravelse.
– en ond skriveskolelærer kommer forbi.
– en afdød morfar dukker op i en drøm – og måske ikke kun i drømmen.
– en kvinde gør sig lækker for at mødes med sin kæreste, og så er det kærestens kone og barn, der dukker op.
– en kvinde kommer hjem til sit ribbede hus, den uventede gæst er hendes bankrådgiver.
– en ekskæreste dukker op.
– en topløs fastligger skræmmer nyudklækkede campister.

Fortællesynsvinkler

Du kan vælge mellem flere forskellige fortællesynsvinkler, når du skriver en historie. De mest almindelige er:

1) Jeg-fortælleren

2) Personal-fortælleren (3. person). Her kan man have indre og/eller ydre syn. Når man kun har ydre syn kaldes det for en registrerende fortæller. Her holder fortælleren sig udenfor personernes indre og beskriver kun deres handlinger og gengiver deres tale. Altså fortælleren har ydre, men ikke indre syn på personerne. Som et kamera.

3) Den altvidende fortæller: Den altvidende fortæller ved, hvad der sker inde i hovedet på samtlige personer. Samtidigt kan den altvidende springe fra sted til sted og frem og tilbage i tid. For at illustrere dette følgende eks.: Hvad han ikke vidste var, at han senere som borgmester ville beslutte at lukke skolen … 

Opgave: 
1. Skriv en lille tekst med arbejdstitlen: BUSSEN. 
Skrivetid: 10 min. Brug personal-fortæller. Max. 250 ord. 

2. Skriv nu teksten igen men denne gang med en jeg-fortæller. 
Skrivetid: 10 minutter. I må selvfølgelig gerne ændre i teksten. Max 250 ord

Der har været en del tvivl om, hvorvidt personal-fortælleren skulle være med ydre eller indre syn. Der er flere muligheder. Hvis man vælger den ydre, registrerende fortæller, har man ikke indre syn på personerne, men man kan også vælge en personalfortæller med indre syn, det vigtigste er at være tro mod sit eget oplæg.

Konflikt

Der findes tre vigtige grundregler i plotbaserede historier: 
Konflikt, konflikt og atter konflikt. 
Der er ingen, der gider læse om personer, som udelukkende er lykkelige og ikke møder modstand. Det bliver kedeligt. Der opstår f.eks. konflikt, hvis en person har et ønske, men møder modstand. Det kan enten være en ydre- eller en indre modstand. 

Der findes tre grundkonflikter:

1. En person vil noget, der umiddelbart virker umuligt. F.eks. droppe sit faste job og blive forfatter.
2. To mennesker, der vil det samme. F.eks. forelsket i den samme.
3. En person vil noget, som en anden prøver at forhindre. F.eks. En kvinde, der søger et job, men hendes mand modarbejder i det skjulte
Obs. Der kan være overlap mellem de tre grundkonflikter.
Opgave: Vælg en af de tre grundkonflikter og skriv et dramatisk højdepunkt. Start midt i.
Skrivetid: Ca. 20 min.

Hovedpersonerne har et ønske, de VIL noget, og der er også indlagt modstand. I de fleste af teksterne er det tydeligt, hvilken konflikt, der ligger til grund. Vi har læst om kleptomani, spiseforstyrrelser, utroskab, en lærer, der ikke magter sit job, en mand, som er træt af at passe børnene, mens konen plejer karrieren, uforløst kærlighed over en espresso, brækmidlet saxomodulin, plejebørn, læger uden grænser og meget, meget mere.

Personkarakteristik

For at en historie skal leve må den befolkes af troværdige og spændende personer. Det er vigtigt, at du som forfatter kender dine personer. At du ved meget mere end læseren. 

Opgave:
1. Find en hovedperson og skriv starten på en historie. Titel: UNDERVEJS. 
Skrivetid: Ca. 5 minutter.
2. Lav nu en liste over din persons egenskaber, gode som dårlige. 
Hvad er personens største frygt, største ønske? Skriv alt hvad du kan ned om personen. 
Skrivetid: Ca. 5 minutter.
3. Læs det igennem og genskriv så starten af din historie. 
Skrivetid: ca. 5 minutter.

Som forfatter omskriver man ofte sin tekst flere gange. Undervejs i skriveprocessen lærer man sine figurer bedre at kende, og den nye viden får betydning for hele teksten – også det, man allerede har skrevet. Det har været spændende at se udviklingen i jeres personer fra første til andet udkast. I nogle af jeres besvarelse udvikler teksten sig enormt, i andre er de to stykker fiktion næsten identiske. Nogle har løst opgaven alternativt ved at lade teksterne ligge i forlængelse af hinanden.


Fortælletempo

Ikke alt er lige vigtigt i en historie. Fortælletempoet er hurtigt ved beretning, altså når man refererer, og langsomt når man skriver i situation. Hvis du f.eks. vil fortælle din livshistorie må du vælge. Måske refererer du de første 7 år på 3 linier, og så går du i dybden med den gang, du klatrede op i et træ efter en kat og faldt ned og brækkede begge ben. Den situation fylder måske flere sider. Fordelen her er, at du kan nå at få sanser, detaljer, replikker m.m. med. For de fleste er langsomt fortælletempo det sværeste.
Skriv én og kun én situation, hvor du anvender langsomt fortælletempo.
Titel: BRUDDET.
Max. 400 ord 

Utroligt så meget det giver, når fortælletempoet sættes ned. Det har givet bonus i jeres tekster. De er meget nærværende, I ‘tør’ hvile i situationen og uddyber nuet uden at haste videre. Når man bliver ‘på stedet’, tvinges man til at grave dybere, og det er altid det mest interessante. Vi har læst om uventet graviditet, vandpumper, forelskelse i utide, utroskab i vennekredsen, incest, voksne, der mobber hinanden, en porcelænsfigur, der bliver smadret …
DET ER VIGTIGT at give sober kritik. Start altid med det positive osv. Vær konstruktiv, ikke negativ.


Show it, don’t tell it

Det er bedre at vise end at fortælle/postulere. Det er nemt at påstå at: Huset var så smukt. Men hvordan viser man det? Altså hvordan ser huset præcist ud? Hvad er det, der gør det smukt? 

Opgave: Vælg ét af følgende adjektiver og skriv en tekst, der viser, at en person er enten: 
Bange / forelsket / vred / deprimeret / glad / bitter / usikker eller jaloux.
Du må ikke bruge det valgte ord eller synonymer.
Max. 400 ord

I har leveret en række tekster med masser af følelsesmæssigt sprængstof. Det virker tilsyneladende godt, når man skriver på en følelse uden eksplicit at nævne den. Det aktiverer læseren – han/hun får ikke det hele forærende. Følelse er en vigtig ingrediens i de fleste historier, men de færreste læsere kan holde ud, hvis det følelsesmæssige bliver beskrevet for direkte.

De fleste af jer har valgt at skrive med udgangspunkt i én følelse, men der er også en del, som har ladet følelsen udvikle sig undervejs. F.eks. fra afmagt til vrede. Som regel har det været let at afkode, hvilken følelse, der har ligget til grund for teksten.

Der er mange tekster om depression. Men også angsten for at miste et barn er en stærk følelse, som går igen i flere af teksterne. Vi har læst om angsten for vuggedød, druknedød, trafikdød … Vi har også læst en del om jalousi.


Plot

Plottet er historiens skelet – forfatterens hemmelige plan. Uden et plot kommer din historie nemt til at miste retning og stritte. Nogle forfattere bruger plot mere bevidst end andre. Har du problemer med din historie, kan det være fordi plottet ikke er i orden. Du kan bruge følgende plotmodel til hjælp:
1) Hovedpersonen har et projekt.
2) En forhindring.
3) Forsøg på at overvinde forhindringen.
4) Krise
5) Foreløbig fiasko
6) Afslutning. Konflikten løses – ikke nødvendigvis happy end og gerne anderledes end forventet.


Nu skal du selv prøve at lave et plot. Skriv et par linier ud fra hvert punkt. Du skal altså IKKE skrive selve historien nu, men ‘bare’ få styr på den. Altså vælger du en hovedperson, der vil noget, har et projekt. Du finder også på en forhindring osv.
Det er vigtigt, at projektet betyder noget for personen. Plottet er ikke det samme som en afviklingsmodel, du kan f.eks. godt starte din historie midt i krisen.
Skriv nu en situation fra punkt 4) KRISE.
Max 400 ord

Plot er svært. Forfattere kæmper ofte meget med plottet til deres historie, før det er på plads. Der er i løbet af ugen kommet mange spændende oplæg til plots, men vi kan også se, at mange af jer har haft vanskeligt ved det. Modellen skal ses som en hjælp til at klargøre plottet i en historie. Det er vigtigt at alle punkterne forholder sig til hovedpersonens projekt – altså hvis en kvinde ønsker at finde en kæreste, skal alle punkterne forholde sig til det. Også krisen og foreløbig fiasko. Det er her hun giver op, dropper alle tidligere strategier og smider paraderne. Det er en god idé hele tiden at skæve til punkt 1) og holde sig for øje, hvem der er hovedpersonen, og hvad projektet er. Hvis man først har fundet plottet, er det meget nemmere at skrive selve historien. De fleste har oplevet at gå i stå i en historie – ofte fordi, man ikke ved, hvor man vil hen. Her kan det hjælpe at tænke over plottet og evt. benytte sig af en model til hjælp.

Vi har læst om en mand, der søger job som Gud, om en kvinde, der mod forældrenes ønske bliver kæreste med en muslim, om en anden, som gerne vil lave et ordentligt plot som afslutning på Saxos forfatterskole, og en tredje, der gerne vil skilles. Om en astronaut, der sætter kurs mod månen, og om en fyr, der gerne vil have et barn, men har dårlig sædkvalitet, om en baby, der gerne vil have skiftet sin ble osv.
Der er masser af gode projekter og troværdige forhindringer. Forsøg på at overvinde forhindringen volder heller ikke så mange vanskeligheder, men for de fleste bliver det svært fra punkt 4) og frem.


Efterår 2009
Dialog

Din kollega taler på én måde, din gamle mor på en anden. Anklageren i en retssag bruger ofte andre vendinger end vidnerne. 

Sådan er det også i historier. Det kaldes replikindividualisme. Replikker fortæller indirekte noget om personerne. Gennem den måde, de taler på, og det de siger. 

Replikker skal ikke misbruges til at give tung faktuel information. I en god dialog rejses der gerne spørgsmål, men der bliver sjældent svaret direkte.

Når magten mellem personer skifter undervejs i en dialog, kalder man det statusskift. Man kan ud fra replikkerne fornemme, hvem der er ovenpå. Når der er statusskift mellem personerne, bliver teksten interessant. Læseren bliver nysgerrig og vil gerne finde ud af, hvad der foregår mellem personerne. Statusforholdet kan godt skifte flere gange i samme dialog.

Det kan godt virke ensformigt altid at skrive “… sagde han” eller “… sagde hun” efter alle replikker. Det kaldes inkvit. Ifølge Gyldendals encyklopædi: Inkvit (af lat. inquit han siger (inquam jeg siger)), den anførende sætning ved direkte tale (fx sagde han).

Variér med reaktioner og handlinger m.m. Eksempel: “Du betyder alt for mig.” Han gabte. 

Hvis der kun er to, der snakker, er inkvittet tit overflødigt og kan udelades.

Opgave: 
Titel: Opbrud.
En person slår op med sin kæreste. 
Maksimum 5 replikker til hver. Der må også benyttes tanke og handling. 
Max 300 ord. 
Start lige på.

Evaluering af opgaven.
Vi har læst om opbrud på bustur, over Messenger, i soveværelset, under boldspil, over kaffen, i plovfuren, over telefonen – mellem folk i alle aldre fra første klasse til demenscenteret. De opgavebesvarelser, der rummer undertekst fungerer især godt. Altså, de tekster, hvor der står noget mellem linjerne.

Det kan anbefales at arbejde med det underspillede, da det tit kan virke stærkere end nok så mange bandeord. Vi har set mange gode eksempler på replikindividualisme – det er lykkedes for mange af jer at give os et billede af personerne ved hjælp af ganske få replikker. Flere af jer arbejder også med spændingsfeltet mellem det, som personerne siger og tænker.

Mange af jer har udeladt at bruge inkvit. Det er super fint, men det er selvfølgelig vigtigt, at læseren kan følge med i, hvem der siger hvad. Hvis det bliver for svært at finde rundt i, står læseren af. Her kan det hjælpe med en god opsætning af teksten.

Byg op til slutning

I plotbaserede historier kan det være en god idé, at forfatteren har en idé om, hvor historien skal slutte/lande. Starter og slutninger hænger ofte sammen. Det giver læseren en fornemmelse af helhed, af at en ring er sluttet. 

Det ses f.eks. tydeligt i den meget anvendte fortællestruktur hjemme-ude-hjemme. Helten drager ud for at løse en konflikt og vender så tilbage, når missionen er fuldført. 

Men det kan også være mindre ting, der binder start og slutning sammen.

Opgave:
Skriv en lille historie, der ender på sætningen “… og så smed han den ud.”
Max. 400 ord

Jeres personer har altså noget på spil, og det gør dem interessante at læse om. Vi har igen set mange gode eksempler på, hvor få ord, der skal til at ‘tegne’ et menneske. F.eks. en kvinde, der rister torskerogn og går i røde sokker. Mange har været gode til at introducere det, der skal smides ud allerede i første sætning og dermed danne en helhed ved at binde start og slutning sammen.

Der er også flere af jer, der benytter modellen hjemme-ude-hjemme. Her er rejsen blot en cykeltur ind til byen. Man kan også binde teksten sammen som Grubbe gør det i 5 minutter i lukketid. Hans hovedperson skæver til uret i starten af teksten og igen i slutningen. Der er et tidspres, og det er altid godt.

Der er en masse gode titler blandt opgavebesvarelserne, og titler er vigtige, de skal pirre læserens nysgerrighed.

Indre dilemma

Ligesom ydre konflikt (se også forfatterskolen fra foråret, lektion 6) er indre dilemma godt stof at skrive på. Et eksempel på et indre dilemma: En person, der skal vælge imellem sin familie og en ny lidenskab. Eller som i Sophies choice, hvor hun skal vælge mellem sine børn.

En persons indre kamp afslører, hvem han/hun er. At skrive fiktion handler bl.a. om at udrulle disse kampe.

Opgave:
Skriv en tekst, hvor en person er i et dilemma og skal træffe et vigtigt og svært valg. Altså har en indre konflikt.

Vi har læst om én, der ville tage fra Hjørring til KBH for at springe ud fra Knippelsbro, om Thaipiger, fodbold og matematik. I har fundet på mange gode dilemmaer. Skal man vælge materiel tryghed eller det usikre, men passionerede liv, som mange kunstnere gør? Hvad gør man med penge, man finder i en automat? Skal man følge sine lyster eller være en pæn pige. Skal en betjent beholde eller aflevere en taske penge, han har fået fat i ved et tilfælde?
Jeres opgavebesvarelser har vist, at et godt dilemma i litteratur rummer et svært valg. Uanset hvad hovedpersonen vælger får det konsekvenser. Vi synes, at de mest spændende tekster er dem, der slutter åbent. Hvad mon hovedpersonen vil vælge?
Jeres personer har altså noget på spil, noget at miste, og det gør dem spændende. Også denne gang har flere af jer været gode til at overraske, og det får I jo mulighed for at arbejde videre med i næste opgave.
Mange vil gerne beskrive dilemmaet via tanker eller indre monolog, fint nok, men det skal også helst afbrydes af handling.

Spor og overraskelse

En tekst bliver mere levende og interessant, hvis der er overraskelser, hvorimod en forudsigelig tekst er kedelig. Men en overraskelse må ikke komme pludseligt og umotiveret, der skal være spor til den. At lægge spor ud kalder man også set up, og der skal altid være pay off, ellers føler læseren sig snydt. Men pay-off udvikler sig måske ikke lige sådan, som læseren forventede. 

Eksempel: En af de kvindelige ansatte på en arbejdsplads bliver kaldt ind til samtale. Der er fyringer i luften, men i stedet bliver hun tilbudt forfremmelse. Kunsten er at lægge spor ud til forfremmelsen, uden at de bliver for tydelige
Opgave
Titel: Naboen
Skriv en lille historie, der ender med en overraskelse. 
Der skal være mindst et spor til overraskelsen. 
Max 400 ord

Det giver dynamik og spænding i teksten at arbejde med spor og overraskelse. Men det kan være en svær disciplin. Hvor meget skal man røbe, for at slutningen bliver troværdig, men samtidig ikke forudsigelig? Det er en fin balance. Alle tekster er konstruktioner. Når man arbejder med spor og overraskelse, er man i særdeleshed nødt til at lægge en plan for afviklingen af teksten. Hvor skal historien ende, og hvad skal pege i den retning? Set-up, pay-off.
Man kan lægge spor ud på mange måder. Det kan f.eks. være via en replik. Det kan også være via tanker.


Research og skriv en fiktionstekst

Det er vigtigt at kende til det, man skriver om. Beskriver man en landsbysamfund på Lolland, er det godt at vide, hvordan omgangsformen er. Hvordan er lokalsamfundets normer og spilleregler? Hvordan ser der ud på egnen? Hvordan lugter/dufter det? Hvad med dialekten osv. Kort sagt lave research. 

Når historien skrives, er det vigtigt, at forfatteren ikke overlæsser sin fortælling med detaljer fra notesbogen, så det bliver en guide og fortællingen går i stå. Det er en hårfin balance at vægte, hvor meget research, der skal med. 
Generelt er det godt at vide mere end det, man bruger i historien.

Opgave: 
Titel: Brylluppet.
Skriv en situation fra et bryllup i en fremmed kultur. 
Først researcher du, så bruger du det i en fiktionstekst. 
Du skal altså digte en historie, hvor du bruger din viden. 
Max. 500 ord.

Ugens opgave var ikke helt let, men vi synes alligevel, at der er kommet mange spændende bud på bryllupper verden over. Vi er med Den fede i Thailand, Moonbevæglesen i Korea, en undercoverbetjent i Vestre fængsel, til stodderbryllup med de tandløse, i Vestjylland med en rigtig dansker, på besøg på bryllupskontoret i New York, til pakistansk bryllup i England, et smut forbi pygmæer og kannibaler …

De fleste forfattere laver research, når de skriver. Vi bruger alle i en eller anden udstrækning virkeligheden som ‘opslagsværk’. Hvor meget varierer selvfølgelig fra historie til historie. Skriver man en fantastisk fortælling, har man mindre brug for faktuel viden, end hvis man skriver en historie, som foregår i det moderne gennembrud. Research kan være mange ting. At tage ud på en særlig location for at indsnuse luften, høre lydene, se tapetet på væggene … At betragte en person indgående. At søge viden på nettet eller på biblioteket. Om et bestemt emne eller en historisk periode. Eller at udspørge en person om et emne eller en oplevelse. Researchen kan bidrage med detaljer til en historie. Detaljer som får teksten til at leve.

Som regel består den store udfordring ikke i at indsamle viden, nej, udfordringen består i at integrere den i teksten, så researchen ikke overskygger historien. For det er jo fiktive tekster, vi taler om, ikke faglige artikler. Historien er bilen, researchen er benzinen. Ikke omvendt. Vi kender alle eksempler på romaner, hvor vi synes, forfatteren er kammet over – hvor der er gået encyklopædi i den – og historien drukner i fakta. Det er en svær balance. God research kan være med til at give liv til en historie, men fylder man for meget på, kan den også tage livet af fortællingen.

En del af jer er forfaldet til at overlæsse jeres historier med jeres nyerhvervede viden. Det er helt almindeligt, og det gør ikke noget. Man kan altid luge ud igen. Men det vigtige er at holde sig for øje, hvad det er for en historie, man vil fortælle. Hvem er hovedpersonen? Hvad vil han/hun? Hvad er konflikten? 

Efterår 2010
Miljøbeskrivelse

Miljøet i en historie er mere end en kulisse, som personerne kan agere i. En miljøbeskrivelse vil ofte være subjektiv, det vil sige farvet af den person, der er synsvinkelbærer. Hvis en kvinde i en historie besøger sin demente mor på et plejehjem, vil miljøbeskrivelsen højst sandsynligt bære præg af den følelse, der dominerer hende under besøget. Man kan altså bruge miljøbeskrivelse til at formidle en følelse.

Miljø kan også bruges til at skabe kontrast i en historie. Hvis der f.eks. skal ske noget ubehageligt, kan det virke endnu stærkere, hvis det finder sted i et idyllisk miljø.

Miljøbeskrivelser bidrager til læseoplevelsen, men det er vigtigt at dosere dem med omhu. Skildringerne af miljøet må ikke sætte handlingen totalt i stå, så man mister læseren. Det er en fordel at have kendskab til det miljø, man skildrer, men igen – pas på ikke at overdrive beskrivelserne. Hvis man ikke kender miljøet indefra, er det en god idé at lave grundig research. Man kan også opfinde et helt nyt miljø, som det ofte er tilfældet i science fiction og fantasy. Men det er vigtigt at gennemtænke præmisserne for det univers, man opbygger. 
Opgave
En person vender efter adskillige år tilbage til sin fødeby/sit kvarter. I skal selv finde på grunden til besøget. Husk miljøbeskrivelse.
Max. 600 ord

Der er selvfølgelig besvarelser, hvor miljøet fylder meget lidt, og der er andre, hvor det helt overtager historien. Allerbedst fungerer det i de tekster, hvor beskrivelsen af miljøet bidrager til at formidle en følelse hos læseren. Af glæde, sorg, vemod, undren, væmmelse. Men her på Saxo er det vigtigste at finde lysten til at skrive og at dele det med andre. Det er ideelt, hvis alle besvarelser bliver læst af mindst én – og et godt råd er: Læs og kommenter, så er chancen stor for, at andre også læser din tekst. Og den er i sagens natur endnu større, hvis du tidligt lægger din tekst på.


En rekvisit spiller en vigtig rolle

I film og teater spiller rekvisitter ofte en nøglerolle. I de visuelle medier, benytter man sig naturligt nok af visuelle ‘effekter’. Rekvisitter kan bruges til at sige noget om personerne. Men de kan også være med til at sætte skub i selve begivenhederne.
På samme måde i litteratur. En rekvisit kan være et spor til, hvad der senere skal ske. Optræder der en pistol, forventer vi, at den bliver fyret af. Men det er også vigtigt at bryde med forventningen. At overraske. Måske bliver pistolen brugt i en anden sammenhæng end den, vi først havde regnet med.

I Det forsømte forår af Hans Scherfig spiller et maltbolsje en afgørende rolle. Den ubehagelige lektor Blomme elsker netop den slags bolsjer, og det ender med at blive fatalt for ham, da han spiser et forgiftet bolsje. Her er maltbolsjet både brugt til at vise en persons vane, men samtidig spiller det en afgørende rolle i selve plottet.

Det er vigtigt at præsentere genstanden tidligt i historien, så den ikke lige pludselig er til stede i fortællingen, når den skal bruges. Det vil ofte virke lidt for belejligt, og så mister historien troværdighed.

I krimien spiller rekvisitten ofte en vigtig rolle i opklaringsarbejdet. I eventyret spiller rekvisitter ligeledes tit en vigtig rolle for konfliktløsningen.
Opgave
Skriv en lille historie, hvor enten en lighter, en paraply eller en bog spiller en vigtig rolle.
Max. 500 ord.

De fleste af jer har valgt at lade én rekvisit indgå i teksten (det var også det, opgaven lød på), andre af jer har formået at få enten to eller alle tre rekvisitter med. Flere af jer har været gode til at overraske. Rekvisitten viser sig at skulle bruges til noget andet end først antaget.
I har været gode til at præsentere den udvalgte genstand tidligt i teksten, så den ikke lige pludselig er til stede i fortællingen, når den skal bruges. Det har resulteret i en række tekster, der virker velkomponerede. Det er også sjovt at se de forskellige rekvisitter brugt på så mange måder. Man kan f.eks. læse i en bog, men man kan også bruge den som våben eller som gave man kan være ved at skrive én.


Kliché-øvelse
En kliché er et slidt billede, en død metafor eller sammenligning, der er brugt så mange gange, at den ikke aktiverer læseren mere. Vi får ingen billeder på nethinden. Hvad der er en kliché for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Klichéer får sætninger til at tabe pusten. Sproget bliver fladt, når det ikke fremkalder billeder hos læseren. 

Man kan selvfølgelig bruge klicheer bevidst – f.eks. i dialog, til at fortælle noget om sine personer. Man kan forholde sig bevidst til klichéen, ved at dreje den en smule. Eks.: Sommerfugle i maven bliver til trampende elefanter. Det er sprogligt mere interessant at skabe originale billeder end at bruge de slidte klichéer. Man kan også overdrive sin brug af metaforer, og så bliver teksten for tung for mange læsere.
Opgave 1
Vælg 4 ud af de 8 klichéer herunder. Én skal bruges som titel for besvarelsen, men må også godt bruges i selve teksten.
Melde pas – i stiv arm – være på trapperne – tage hatten af for – barsle med – blod i kog – i samme vægtklasse – højt til loftet.
Skriv en lille historie, hvor minimum 4 af klichéerne indgår.
Max. 400 ord

Opgave
2

Skriv nu teksten igen (altså samme indhold). Erstat klichéerne med originale billeder.
Max. 400 ord 
OBS! Giv tekst 2 en ny titel og brug gerne denne som hovedtitel, når I lægger opgavebesvarelsen ind. Så alle ikke får samme titel.

Man skal ikke lade latten blive kold, men bare lade fantasien poppe over, inden syren i batteriet løber over eller stemmen ryger et par gardinflænsende oktaver op. Der er nogle, der har fundet opgaven svær, og det handler jo også om ambitionsniveau. Opgaven er tænkt som en sproglig opgave med fokus på øget sprogbevidsthed, men mange af jer kan bare ikke lade være med også at fortælle en god historie.


Skriv et vendepunkt

En historie skal helst overraske os, hvis den skal holde os fanget. Hvis det hele går, som vi har regnet med, keder vi os. De steder, hvor handlingen tager en ny drejning, kaldes vendepunkter. 
I filmmanuskripter er det en grundregel, at der skal være mindst et vendepunkt i hver scene. 

Et vendepunkt i en historie er en begivenhed, som ændrer på forholdet mellem personerne eller stemningen mellem dem. Det kan f. eks. være en ny information, der kommer på banen. Eller en ny person, som træder ind på ‘scenen’. Vendepunkter skaber kontrast. For eksempel kan en ny information forårsage, at stemningen i en dialog skifter fra at være let til at være trykket. Det skaber dynamik og bevægelighed i historien.

Eksempel: I Naja Marie Aidts novelle Tur i bil fra novellesamlingen Bavian, Gyldendal 2006, er der flere vendepunkter. F.eks. da den lille dreng Andreas forsvinder, og igen til slut, hvor hovedpersonen Mie modtager et opkald med en afgørende besked.
Opgave 
Skriv en situation med et tydeligt vendepunkt. 
Arbejdstitel: Perronen
Max. 500 ord

Måske på grund af kravet om et vendepunkt, har vi i denne uge fået ekstra mange historier, der er skruet godt sammen – altså ikke bare sjove og spændende, rørende og dramatiske, men også velkomponerede og overraskende. Den store dræber i mange af teksterne har selvsagt været toget. Der har både været mord, selvmord og ulykker på skinnerne denne uge. Men der har også været stille dramaer på perronerne, og i flere af teksterne har perronen mere været en igangsætter end omdrejningspunktet. Der er også mange fine tekster, som slet ikke foregår på perroner.


I har lavet vendepunkter på forskellige måder. Nogle steder kommer der ny info på banen, andre steder er det et skift i handlingen, der fører til vendepunktet. Eller vendepunkterne, for selv i en kort tekst kan det godt nå at vende et par gange.


Gå fra fakta til fiktion

Virkeligheden er godt stof for en forfatter. Især det pinlige, groteske og dramatiske. 
Rigtig megen fiktion bygger på virkeligheden eller har afsæt i den. Sagt på en anden måde; forfattere bruger ofte af deres hovedstol, altså erindringer. Men medmindre man decideret skriver erindringsbøger, kan det være en fordel at digte videre og tænke Hvad nu hvis … 

I fiktion gælder det om at være tro mod historien og ikke absolut mod virkeligheden. Hvis man ønsker at frigøre historien fra virkelige hændelser og personer og få den til at leve sit eget liv, kan man f.eks. give personerne i fortællingen nye navne og evt. opfinde helt nye karakterer. Man kan give dem kendetegn, som adskiller dem fra de virkelige personer og/eller foretage et ‘kønsskifte’. Man kan også lade handlingen udspille sig i et andet miljø.
Opgave 
Tænk tilbage på en pinlig, grotesk eller dramatisk situation. F. eks. en familiesammenkomst.
1)Skriv et resumé af begivenhederne på ca. 100 ord.
2)Digt nu videre. Hvad nu hvis … Gør episoden til fiktion.
Max. 600 ord

I fredags modtog den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa årets nobelpris i litteratur. I et interview siger han: “Fantasien og opfindelsens råstof er altid mindet, som jo udgår fra oplevede erfaringer. Den rene fantasi tror jeg ikke eksisterer … Forfatteren er egentlig altid hovedperson i sine egne historier …”
Historierne har været meget forskelligartede. Nogle af jer har valgt at lægge det over i et eventyrlignende univers. Eller I har brugt symbolsk realisme. Flere af jer har lavet synsvinkelskift
“Alt hvad der optræder inden for fiktionens rammer, bliver til fiktion, selv om det hentyder til virkelige begivenheder,” siger Vargas Llosa også i interviewet. Som forfattere skal vi altså ikke lade vores historier styre af virkeligheden (for den findes alligevel ikke i fiktionens univers) men lade vores historier befrugte af virkeligheden. 

Fri leg: Novelle for dem der har lyst

En julegave til de elever, der har lyst …
Flere elever i SAXO’s forfatterklasse 3 har spurgt, om I ikke skulle have mulighed for at afprøve de nyerhvervede færdigheder i en novelle. Selvfølgelig skal I det!
I har også bedt om mere tid – det får I også.

“Opgaven”, der ikke har nogen ordlyd, er hermed åben og lukker først 16. januar. 

Husk at indlægge noget luft i mellem novellens afsnit, da det ellers bliver tungt at læse i vores nuværende layout. Husk også, at hvis I gerne vil læses, så skal jeres noveller nok ikke være alt for lange.

efterår 2011

Indbruddet
Skriv en historie, hvor du veksler mellem mellem to jeg-fortællere. F.eks. mellem   gerningsmand og offer. Marker skiftene tydeligt.
Max. 600 ord.

En af jeg-fortællerens styrker er, at man kommer helt ind under huden på sin hovedperson. Man har adgang til personernes tanker og følelser. Normalt er synsvinklen i en jeg-fortælling bundet til én person, idet jeg’et jo ikke kan vide, hvad der foregår i andre personer.
I nyere litteratur eksperimenteres der bl.a. med skiftende jeg-fortællere. Det giver en helt anden effekt. Der opstår et spændingsfelt mellem de to tankesæt, og det giver dynamik i teksten.
Der er mange gode eksempler at lære af i ugens tekster. Vi har desværre ikke plads til at fremhæve alle, men vi vil tage en rundtur i et udpluk af løsningerne. Brug søgeknappen Ctrl F, hvis der er en tekst, I ikke kan finde.

For lige at opsummere … Brug af to jeg-fortællere kan skabe spænding, drive og ikke mindst give teksterne en ekstra psykologisk dimension. Man kan arbejde med:
We know, but they don’t know.
At sætte det ‘andet udsagn’ i relief. Dermed kan man så tvivl om personernes troværdighed.
At bruge kontraster.

Man lærer at skrive ved at skrive. Og man lærer at skrive ved at læse. Derfor kan vi anbefale, at I læser novellen Som englene flyver fra novellesamlingen Vandmærket af Naja Marie Aidt, Gyldendal 1993. Her benytter forfatteren sig også af to jeg-fortæller. Vi følger to søstre i novellen, den ene stofmisbruger, den anden klinikassistent. Igen har vi kontrasterne. Og så er Bipersoner, Athene 2006 af nordmanden Carl Frode Tiller, en helt fantastisk bog. Man møder i romanen fem forskellige jeg-personer, som alle er relateret til den samme centrale figur, musikeren Thomas.
Vi har også selv arbejdet med to jeg-fortællere i romanen Langt ude, Carlsen 2005. Her krydser to unge fra meget forskellig social baggrund hinandens spor. Kapitel for kapitel følger man på skift Gabriel og Luna.

Andre øvelser med fokus på fortællesynsvinkler … Se Forfatterskolen, klasse 1, forår 2009, Bussen.

Bryd med konventionen

Som forfatter skal du helst overraske og bryde med konventionerne, altså de gængse forventninger. Du behøver ikke nødvendigvis at beskrive et bryllup som noget positivt eller et dødsfald som noget tragisk. Skriv en tekst, hvor en person oplever en af følgende begivenheder anderledes end forventet. Vælg mellem:
– Skilsmisse
– Dødsfald
– Bryllup
– Forfremmelse
Bestem selv om teksten skal være humoristisk, realistisk eller noget helt tredje.
Skriv max. 600 ord

Som forfatter skader det ikke at være nyskabende – det gælder både, hvad angår sprog, form og indhold. En kliché er et slidt sprogligt billede. Men også handlingen i en historie kan blive klichéagtig. For forudsigelig og ‘brugt’. Det kan være en god hjælpesætning at tænke ‘Hvad nu hvis …’ At prøve at vende tingene på hovedet. Det gælder f.eks. forventningerne til køn og alder. Eller forventningerne til reaktioner i specifikke situationer som i ugens opgave. Det har været interessant at se, hvad der skete i jeres tekster, når I brød med konventionerne. Det er resulteret i både groteske, humoristiske, tragiske og poetiske tekster. Hver genre har sine styrker. Vi kan bl.a. anbefale, at I læser følgende historier:
I bogen Arseniktårnet beskriver nordmanden Anne B. Ragde situationen omkring en gammel kvindes død. Hendes børn er lettede, ja, de nærmest jubler over hendes død. Det virker grotesk på barnebarnet, som holdt meget af sin bedstemor. Via tilbageblik får vi forklaringen på familiens overdrevne reaktion, men ikke nok med det. Vi kommer også til at forstå, hvorfor den gamle havde så svært ved at forlige sig med moderrollen. Et spændende psykologisk drama, der er bygget over forfatterens egen slægtshistorie.

I Jonas Jonassons herlige bog: Den hundredårige, der kravlede ud ad vinduet og forsvandt brydes der med den vante forestilling om alder. Her er en hundredårig, der stadig har appetit på livet. Håber I også har appetit på denne uges opgave.

Lige efter

En person har lige fået en afgørende besked. Beskriv i en tekst de to næste minutter i personens liv. Du skal veksle nogenlunde ligeligt mellem tanke og handling.
Max. 400 ord.

Hvad sker der i en tekst, når man sætter fortælletempoet ned, zoomer ind, går helt tæt på? Det kan man få indtryk af, når man læser besvarelserne af ugens opgave. To minutter. Det er, hvad I cirka har haft at gøre godt med. To minutter lige efter … Det har en god effekt på historierne at sætte tempoet ned. Rigtig god. Teksterne bliver foldet ud, I har taget jer tid til at beskrive detaljer, sansninger, miljø, stemning – alle vigtige ingredienser i en god litterær tekst. Og så er det jo ikke bare to tilfældige minutter. Hovedpersonen har lige fået en afgørende besked. Det er noget, der brænder på for ham/hende. Det får teksterne til at dirre, giver dem nerve og følelse. Vi har nævnt det før, men det kan ikke siges for tit. Følelse giver brændstof til fortællingen og gør den interessant at læse. Det kan man godt mærke på ugens besvarelser.

En af vor tids mestre i langsomt fortælletempo er den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Når han skriver rejser verden sig op fra papiret. Dufte, lyde, lugte, rum, stemninger, personer, konflikter … I seksbindsværket ‘Min Kamp’ tager han udgangspunkt i sit eget liv. Læs bl.a. Min Kamp bind 1 s. 255, hvor han over telefonen får besked om, at hans tyran af en far er død. Som forfatter har man sin læser i sin hule hånd, når vi lige har fået serveret sådan en oplysning. KOK tager sig tid til at lade jeg-personens blik vandre hen over spejlet og ud i haven. Han sætter vand over og funderer over, hvorfor det er så lang tid om at koge. Og der er også tid til selvrefleksion: ‘Far er død, tænker jeg. Det er en stor og vigtig begivenhed, der burde fylde mig helt, men det gør den ikke, for her står jeg og ser på elkedlen, irriteret over at den ikke koger endnu. Her står jeg og kigger ud …’
Det var alt for denne gang. Vi glæder os til at læse mininoveller i næste uge – man behøver ikke skrive tre sider (se opgavebeskrivelse).


Mininovelle, hvad er en novelle?

Vælg en af de syv dødssynder, og skriv en historie, hvor en person udviser eller udsættes for enten:
1. Superbia (hovmod)
2. Avaritia (griskhed)
3. Luxuria (nydelsessyge)
4. Invidia (misundelse)
5. Gula (frådseri)
6. Ira (vrede)
7. Acedia (ladhed)
For mange mennesker i dag handler begrebet synd om krænkelse af medmennesket. Bestem selv, hvordan du i din tekst værdisætter den valgte dødssynd, altså om den skal fremstilles positivt, neutralt eller negativt.
Skriv max. 3 normalsider. 1 normalside = 2200 anslag.

Hvad karakteriserer en novelle? Her er nogle stikord:

– En kort afsluttet prosafortælling
– Enstrenget dvs. ét handlingsforløb, ét fokus (i modsætning til romanen, som kan have flere sideløbende spor).
– Én eller ganske få situationer.
– Omhandler ofte vendepunktet i et menneskes liv (eller i alt fald en vigtig begivenhed).
– Få personer til stede (hvis der er mange, fungerer de som en slags ?kulisse?). 
– Begrænset tidsrum.
– Starter som regel in medias res, vi bliver kastet midt ind i begivenhederne.
– Ofte realistisk.
Ugens ‘igangsætter’ er de syv dødssynder. Fordelen ved at skrive på en af disse synder er, at de indeholder mulighed for konflikt. Man siger, at de tre vigtigste grundregler i prosa er ‘konflikt, konflikt og atter konflikt. Så man er generelt godt hjulpet, hvis man har gjort sig klart, hvilken konflikt, der skal ligge til grund for fortællingen. Den giver drivkraft til historien. Det samme gælder i øvrigt for film/teater. Den danske filminstruktør Christoffer Boe udtalte følgende i forbindelse med lanceringen af sin seneste film ‘Beast’: “Man kan jo ikke lave film på det vennesæle og på, at solen skinner fra en skyfri himmel. Film laver man om alt det forfærdelige, om et vendepunkt, om hvordan ting rykker og bliver noget andet.” Det gælder også for litteratur. Det betyder ikke, at der absolut skal være vold og blod, ‘det forfærdelige’ kan sagtens være afdæmpet og underspillet.

I ca. 1350 skrev den italienske forfatter Giovanni Boccaccio bogen Decameron. Den handler om ti unge, der flygter fra pesten i Firenze. De lægger på skift stemme til historien. Det bliver til hundrede historier i historien. Boccaccio gjorde med denne udgivelse novellegenren særdeles populær. I nutidens Danmark har forfattere som f.eks. Helle Helle, Naja Marie Aidt, Jan Sonnergaard og Martin Kongstad markeret sig indenfor genren. Naja Marie Aidt fik i 2008 Nordisk råds litteraturpris for novellesamlingen Bavian. Her tager Naja Marie Aidt fat på nogle tunge emner som utroskab, sygdom, død, vold, seksualitet, og hun har skrevet om dem uden sentimentalitet. Igen masser af konfliktstof.

Mininovelle, flashback

Skriv en mininovelle med arbejdstitlen Venteværelset. Du skal veksle mellem nutidssituationen i venteværelset og flashbacks.
Skriv max. 3 normalsider. 1 normalside = 2200 anslag.

I kan læse/genlæse om novellegenren under sidste uges opgave. Denne gang skulle der anvendes flashbacks, det er der blevet, og virkningen har været god. Ved at veksle mellem nutid og fortid fastholder man spændingen begge steder, og samtidig fører beretninger fra fortiden til en større forståelse af nutiden.
Når man i tankerne genoplever en begivenhed kaldes det for et flashback. I bøger anvendes flashbacks f.eks. til at fortælle om en figurs tidligere oplevelser, eventuelt med relevans for den aktuelle situation eller plottet. Det er vigtigt at bruge sine flashbacks med omtanke. Hvis man overforbruger dem, risikerer man at miste sine læsere, da historien så taber intensitet, relevans og nærvær. Flashbacks skal helst tilføje nye eller indsigtsfulde oplysninger om karaktererne. Det er vigtigt, at læseren behændigt bliver ført frem og tilbage i tiden, så kronologien ikke bliver forvirrende.
Det kan man evt. gøre ved at skifte i grammatisk tid, så nutidssituationen skildres i nutid, og de udvalgte flashbacks skrives i datid.

Brug eventuelt følelsesmæssige overgange mellem og nutids- og fortidssituationerne, så de bliver associative. Med følelsesmæssige overgang mener vi, at karakteren i nutiden oplever noget, der udløser et tilbageblik på fortiden. Som i Gudfar, Dy Plambecks roman fra Gyldendal 2011. Fortælleren skifter mellem nutid og 70’erne, nutid og 50’erne. Skiftene er elegante. F.eks. er hovedpersonen Uffe med på motorcykeltræffet, 4ever2wheel. Vi befinder os i 1976. Han er biker i motorcykelklubben Spitfire. På et tidspunkt går han en tur hen over marken og kommer til at tænke på, når han som barn var på ferie med sin far. Eller senere, da han betragter nogle kvinder på lejren, og kommer til at tænke på sin altid fraværende mor, Tenna. Eller da han går fordi den lokale kirke og kommer til at tænke på Allan, Spitfires vicepræcident, som har prøvet at dø engang han fik stød. I flere minutter. Det får ham til at tænke på, da Paul, hans far, døde.

Bestem det emotionelle centrum i historien og vælg flashbacks, der understøtter dette. En begivenhed i nutiden (det kan godt være en detalje) udløser tilbageblik på noget vigtigt i fortiden.
Flashbacks kan også bruges til at forklare karakterernes baggrund. For eksempel hvor personen kommer fra, hans/hendes forhold til familien og vedkommendes sociale/kulturelle baggrund. Man kan altså også bruge flashbacks til at forklare, hvordan han/hun blev, den han/hun er i dag.
Generelt kan man sige: Flashbacks har tendens til at bremse handlingen i historien. Vælg derfor dine flashbacks med omhu og sørg for, at de er forbundet til hovedhistorien. Sørg for at komme behændigt ind og ud af dine flashbacks, så dine læsere kan følge med. Du kan lave ‘hul’ i teksten, skifte i grammatisk tid, skrive med forskellige skrifttyper eller lade en begivenhed i nutidssituationen bringe os tilbage fra fortiden. For eksempel kan noget ydre afbryde personens erindring, f. eks. et telefonopkald eller fordi hovedpersonens navn bliver kaldt af en læge.
Man kan også bygge en historie op omkring ét langt flashback. Så kommer nutidssituationen til at fungere som en slags rammehistorie. Her er det vigtigt, at dit flashback fungerer som en hel historie. Som i Forføreren af Jan Kjærstad. Gyldendal 2000.

Også Jonas Jonassons ‘Den hundredårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt’ (Modtryk 2010) benytter sig af flashbacks. I nutidshistorien følger vi Allan, der stikker af fra plejehjemmet på sin 100 års fødselsdag, og via fyldige flashbacks, får vi hele hans utrolige historie.
Tak for denne gang og for alle de fine, fantastiske, finurlige historier.

Efterår 2012

De fire benspænd

Instruktion: Skriv en tekst, der har følgende benspænd/begrænsninger:
– Starter in medias res (altså midt i dramaet/der hvor tingene brænder på)
– Indeholder konflikt
– Et dyr spiller en rolle. F.eks. en dræbersnegl (du kan også vælge et andet dyr)
– Max. 600 ord

Et tip til jer: Vær aktive og kommenter andres tekster. Så vil I opleve, at I selv får flere kommentarer. Man kan som forfatter søge mere målrettet respons fra læserne ved at bruge kommentarfeltet under sin egen tekst. Her kan man spørge til bestemte områder i teksten – f.eks. hvorvidt konflikten er tydelig, eller om teksten kunne starte et andet sted. Vi opfordrer til, at man også går ind og kommenterer tekster, som ikke er blevet læst af mange.

Og i benspændene ligger der en begrænsning. At skrive er at vælge – og vælge fra. Selv garvede forfattere slås med begrænsningens kunst. Hvis man ikke får begrænset sin historie, kommer den til at stritte. Kommer til at handle om alt – og intet. Man kan udmærket opstille benspænd for sig selv. Det kan også være en måde at udfordre sig selv på. Enhver skriveopgave er for så vidt et benspænd.

Det første benspænd lyder: Begynd historien in medias res, altså midt i fortællingens brændpunkt. Som læsere bliver vi kastet direkte ind i jeres historier. Vi møder hovedpersonen på et tidspunkt, hvor tingene tilspidses for ham/hende. Hans/hendes reaktion på situationen siger noget om, hvem vedkommende er. Det bidrager til persontegningen. Der er gået noget forud. Det gør os nysgerrige. Vi vil gerne lægge hele puslespillet, finde ud af hvad dette ‘noget’ er. Det aktiverer os som læsere. Men selvom I alle har fået det samme benspænd, er der mange måder at gå til det på. F.eks. med en kropsreaktion.

At tage udgangspunkt i sanserne, kan helt sikkert vække læseren. Man kan også starte med dialog

‘Skyde din kat? sagde Thorkild alt for højt til formiddagskaffen på lærerværelset …’ Genial start. Vi vil vide, hvorfor hovedpersonen vil have aflivet den kat. Og af en kollega. En overraskende replik, der vækker læseren.

Man kan også gå direkte på handlingen, ‘Dyret på stien stod lige foran hende i det tætte snefog.’ Godt tænkt at det dyr, som de har ledt efter i månedsvis nu står mellem hende og Simon.

Det næste benspænd er konflikt. Der findes tre grundregler i prosa: Konflikt, konflikt og konflikt. Det behøver ikke at være voldsomme konflikter med blodig udgang, de underspillede psykologiske konflikter kan være mindst lige så spændende. Konflikt opstår der, hvor en persons hensigt/ønske/projekt møder modstand.

Tredje benspænd – et dyr spiller en rolle. I andre tekster er dyret igangsætter, andre igen har kun dyret med som en biting. Alt er lige rigtigt, det vigtige er at være tro overfor det univers, man ruller ud.

Fjerde benspænd kender I fra tidligere opgaver – ordbegrænsning. I bedste Hemingway-stil bliver I tvunget til at skære ind til benet/kun at få det vigtige med. Det er en god øvelse i at stramme sin tekst op.

Vi kender benspændene fra filmens verden. I De fem benspænd udfordrer Lars Von Trier Jørgen Leth til at skabe film under kreativt pres med stramme regler og begrænsninger. Det kan man godt lade sig inspirere af.
Mange nutidige romaner starter in medias res. F.eks. Kim Leines Profeterne i evighedsfjorden, Gyldendal 2012. Her bliver en grønlandsk kvinde skubbet ud fra en høj klippe. Eller Det dyrebare af Linn Ulmann, Lindhardt og Ringhof 2011. Her hører vi om tre drenge, der graver efter en skat og i stedet finder liget af en ung pige. Eller Submarino af Jonas T. Bengtsson, People’s press 2007, hvor to drenge finder deres lillebror død i barnevognen. I de to førstnævnte bøger spiller et dyr også en vigtig rolle – henholdsvis en ko og en hund. Alle tre eksempler har veldefinerede hovedkonflikter og masser af underkonflikter. De er bestemt værd at dykke ned i. Man lærer også at skrive ved at læse.

Hemmeligheden

We know – but they don’t know. 
Instruktion: Skriv en tekst, hvor en person har en hemmelighed. Læseren kender hemmeligheden, men det gør hovedpersonens familie/venner ikke. I bestemmer selv, om hovedpersonen skal ende med at afsløre hemmeligheden overfor sin(e) nærmeste eller ej.
Max. 600 ord

Evaluering af Saxoopgave 2, efterår 2012
Hvem ved hvad? I denne uge sætter vi fokus på vidensniveauer i teksten. Vi (læserne) kender hovedpersonens hemmelighed, men det gør hovedpersonens nærmeste ikke. Ved at benytte dette skrivetekniske greb, kaster I en tikkende bombe ind i jeres tekster. Der er fokus på det psykologiske drama. Hvad betyder hovedpersonens hemmelighed for hans/hendes liv, vil han/hun røbe den, eller vil hemmeligheden ved en tilfældighed komme for dagens lys? Disse spørgsmål er med til at holde læseren til ilden. Historien bliver spændt op omkring hovedpersonens hemmelighed, og forfatteren får på den måde også noget dramaturgi/tekstopbygning forærende. Og netop det at ‘skære’ sin historie er en af kernekompetencerne hos en forfatter.

Også i kriminallitteraturen er vidensniveauet ret centralt. I nogle krimier ved vi fra starten, hvem gerningsmanden er (who’s done it), vi kender hemmeligheden. I andre er selve opklaringsarbejdet det spændende.

Hemmeligheden skal selvfølgelig have en vis betydning for hovedpersonen, ellers bliver historien ligegyldig for os læsere. Så vigtigheden af hemmeligheden spiller en rolle. Her er også forskellige genrer repræsenteret. Nogle historier læner sig op af kriminallitteraturen, vi hører om lejemordere, tyve og andet godtfolk. Andre historier læner sig mere op af det psykologiske drama.

We know but they don’t know er også et fortællegreb, som professionelle forfattere ofte anvender. Læs f.eks. Du forsvinder (Gyldendal 2012) af Christian Jungersen. Frederik får en hjernesvulst, der gradvist forandrer hans personlighed. Det bliver en prøvelse for ham selv og hans omgivelser. På et tidspunkt finder hans kone Mia sig en elsker og fortrolig. Dette forbliver Mias hemmelighed gennem det meste af romanen og er med til at tryllebinde læseren. Vil Frederik finde ud af det, og hvordan vil han reagere?

Læs også Kirsten Hammanns Se på mig (Gyldendal 2011). Sune er forfatter og lejer et værelse hos Julie. Han har skrivekrise, hun parforholdskrise. Han finder på at udspionere Julie vha. en bamse med et indbygget kamera. Måske kan han på den måde finde stof til sin nye roman. Alt dette aner Julie selvfølgelig ikke. Heller ikke, da de bliver kærester. Men hun har heller ikke fortalt Sune sin hemmelighed …

Oprydning

Instruktion: En person rydder op i hus/lejlighed efter afdød slægtning, ægtefælle eller ven. Vis personens følelse ved f.eks. at beskrive stemning, miljø, lugte, erindringer …
Undgå tillægsord.
Max. 600 ord

Når man lægger en bog fra sig eller går ud af en biograf, tager man ofte stemningen med sig. Nogle af os er længere om at slippe den end andre, men uden den, ville vi ikke have haft den samme oplevelse af bogen/filmen. Derfor er det vigtigt, at man som forfatter er bevidst om at skabe stemning i sin tekst. At skrive stemningsfuldt er svært at undervise i, men vores benspænd – nul tillægsord – kan måske være en hjælp.
Vi må læse mellem linjerne, selv definere hovedpersonens følelse. Ud fra den måde hun kærtegner murstenene på, fornemmer vi, at hun har positive følelser for stedet. At huset rummer gode minder. Men samtidig fornemmer vi også en sørgmodighed over det, som ikke er mere. Detaljerne er med til at skabe stemningen. Teksten aktiverer læseren.

Vi bad jer om at undgå tillægsord i denne øvelse. De er ikke generelt ‘no go’. Selvfølgelig kan man godt bruge tillægsord i sine tekster, f.eks. farver, men overdreven brug af dem gør teksten kedelig. Så kommer det hele på linjen og ikke mellem linjerne, det aktiverer ikke læseren, som så keder sig. Tillægsord kan være helt på sin plads i dialog. De er med til at vise, hvem personerne er – f.eks. hvis de bruger mange floskler eller klicheer. Også i hurtigt fortælletempo kan det være på sin plads at bruge tillægsord, hvor langsomt fortælletempo som i eksemplerne ovenover, lægger op til at folde begivenhederne ud f.eks. gennem brug af detaljer, sanseindtryk, miljøbeskrivelser m.m. (se tidligere øvelser om fortælletempo). I nogle genrer bruger man flere tillægsord end i andre, især i triviallitteratur er de strøet ud med rund hånd. Øvelsens formål er også, at I bliver bevidste om, hvilke ord I selv og andre bruger.
At vise i stedet for at fortælle/postulere kan netop blive en vane. Og det er lige netop en af de ting, som mange professionelle forfattere er så gode til. Helle Helle er et godt eksempel på en dansk forfatter, som økonomiserer med tillægsordene og er god til at skrive mellem linjerne. Også Hemingway er kendt for at stramme sin historier op, indtil al overflødig tekst skåret væk.
Hvis I vil læse en stemningsfuld beskrivelse af en ‘ryd-op-efter-afdød’situation, kan I læse Karl Ove Knausgårds Min Kamp bind et.


Arbejdstitel: Hånden

Instruktion: Ved at beskrive et udsnit af et menneske kan man sige en masse om det. Tænk på en hånd. Hvordan ser den ud, form, tekstur, særlige kendetegn, lugt, smykker, skønhedspletter m.m.
Skriv nu en situation, hvor hånden spiller en rolle. Du må naturligvis også godt beskrive mennesket bag hånden, men husk detaljer om hånden.
Max. 500 ord

Når man skriver fiktion, ligger en af udfordringerne i at skabe psykologisk interessante personer. Det gælder både hovedpersonerne og bipersonerne. Men hvordan gør man så det? Lange, postulerede beskrivelser af personernes udseende og væremåde sætter handlingen i stå og kan hurtigt blive uvedkommende for læseren. En af metoderne har vi beskrevet i efterårets første øvelse. Start in medias res, lad din hovedperson blive hvirvlet direkte ind i konflikterne, så lærer vi ham/hende at kende ved at observere hans/hendes reaktionsmønster.

En anden metode kan være at vælge at beskrive et udsnit af personen. Det er nogle gange mere interessant end at få hele ‘pakken’. Det overlader mere til læseren, som så selv må drage paralleller mellem delen og helheden. Det kan være en hånd, en næse, et skæg, en fod, et øre … Der kan hurtigt komme til at ligge noget symbolsk i disse beskrivelser, som kan være med til at pirre læseren. Men beskrivelserne skal selvfølgelig også doseres. Man kan f.eks. lægge dem ind, der hvor fortællingen er allermest spændende, og hvor vi som læsere er totalt opslugt. Det giver forlænget suspense/trækker spændingen.

Vi har bedt jer beskrive en hånd. Men ikke nok med det. Vi har også bedt jer skrive en situation, hvor hånden spiller en rolle. I fiktion er det vigtigt, at beskrivelsen af personerne og selve handlingen bliver vævet sammen. Nogle af jer har lave en super flot og detaljeret beskrivelse af hånden, men er stoppet der og har ikke rigtig fået fiktionsdelen med. Situationen. Så bliver teksten mere fagbogsagtig, hvilket er fint, så kan man senere arbejde videre med at integrere den i et stykke fiktion. Flere professionelle forfattere arbejder faktisk med at mikse faglitteratur og fiktion. F.eks. Helle Helle i hendes debut Eksempel på liv (L&R 1993), hvor der mellem de små fiktionsstykker er nogle opslag, der i opsætning og sprog minder om ordbogsopslag. Eller Christian Jungersen som i sin roman Du forsvinder (Gyldendal 2012) har indlagt faktasider om den menneskelige hjerne. Andre af jer har lagt stor vægt på fiktionsdelen. Generelt er det blevet til nogle meget interessante tekster.

Der er mange forskellige måder at gribe historien om hånden an på. Flere af jer har valgt at skrive en tekst, hvor hånden bliver adskilt fra sin ejermand.

Hvis I vil se, hvordan de professionelle forfattere griber det her an, kan I f.eks. læse starten af Midnatsbørn af Salman Rushdie (Centrum 1981). Her er det næserne i flere generationer, der beskrives.
Og i Det Dyrebare af Linn Ullmann (L&R 2011) er der en meget rammende beskrivelse af en persons hånd. Den siger en hel masse om selve personen.

Skriv ud fra en given præmis

Instruktion: Skriv en novelle ud fra en af de givne præmisser.
En præmis er novellens grundlæggende idé – en sandhed, som kun gælder indenfor novellens univers. Der er kun én præmis per historie.
1. Nissen flytter med
2. Den, der graver en grav for andre, falder selv i den
3. Kriminalitet betaler sig
4. Kærlighed gør ondt
5. Bag enhver kvinde med succes, står en mand og prøver at holde hende tilbage.
Skriv max. 5 normalsider. 1 normalside = 2200 anslag.

Der er mange måder at arbejde med novelleskrivning på. Brug af præmis er kun en af dem. Man kan skrive ud fra en i forvejen defineret præmis (som i denne opgave) eller formulere den for sig selv efterhånden, som skriveriet skrider frem. Det giver struktur og retning at arbejde ud fra en præmis. Sagt lidt firkantet: At skrive en historie uden en præmis er som at ro en båd uden årer.
I opgaveformuleringen skrev vi: En præmis er novellens grundlæggende idé – en sandhed, som kun gælder indenfor novellens univers. Der er kun én overordnet præmis per historie.

Man kan altså godt skrive en novelle ud fra præmissen ‘Kriminalitet betaler sig’ og en anden ud fra ‘Kriminalitet betaler sig aldrig’. Hver novelle har sin egen sandhed. Denne sandhed kan godt stå i kontrast til det, forfatteren selv mener. F.eks. kan man ved at skrive på præmissen ‘Kriminalitet betaler sig’ vise en korrumperet verden.

Ikke alle præmisser er ikke lige gode. Her er et par eksempler:

Livet er godt
Krig slår folk ihjel

Ovenstående præmisser er for generelle/brede.
Man kan arbejde på at omformulerer dem/gøre dem mere specifikke.
F.eks.
Kærlighed fører til lykke.
Krig ødelægger selv den bedste.

En idé til en historie starter måske som en følelse, et billede, en fjern erindring … Nogle forfattere har det bedst med at skrive løs på en indskydelse for så at stoppe op undervejs og definere historien nærmere. Andre planlægger forløbet i detaljer, inden de går i gang. Det er en temperamentssag. 

Den aristoteliske dramaturgi har dannet baggrund for Hollywoods continuity-fortælleteknik. Men det er ikke kun filmen, den har smittet af på. Man vil kunne genkende den i mange noveller og romaner. Vi har fået den i vuggegave – det er en del af vores kulturarv. Det er en fortællemåde, der ved hjælp af et sæt regler beskriver, hvordan en handling kan struktureres, så historien fortælles bedst muligt. Bedst muligt er selvfølgelig altid en smagssag, og heldigvis findes der både film og bøger, der bryder med disse regler. Men man skal helst kunne de grundlæggende principper, før man kan eksperimentere med nye måder at udtrykke sig på. Vi har set så mange film og læst så mange bøger, at vi ubevidst har nogle forventninger til en fortællings opbygning eller fortællemåde. Indenfor Hollywoods continuity-fortælleteknik siger man, at en grundregel for al historiefortælling er, at historien skal have en præmis. Det er historiens opgave at overbevise publikum/læseren om, at præmissen er rigtig. Præmissen er fortællingens moralske, etiske eller ideologiske budskab.

Sagt med andre ord:
Præmissen er din histories raison d’être – altså den grundlæggende tanke, som berettiger historien. Det skrevne udtryks hjerte eller sjæl.

Noveller er en-strengede. Der er ikke plads til en masse sidehistorier. Ellers ryger man nemt ud i lange referater for at ‘få det hele’ med. Og refererede begivenheder har det med at blive kedelige. Skriv så meget som muligt i situation.


Henrik Palle skriver i anmeldelsen af Forbrydelsen III i Politiken i dag, at præmissen/moralen for serien er: Ingenting bliver nogensinde det samme igen. Lige meget hvor gerne man vil.

Det gælder i den grad for Sarah Lund.
Man kan også finde præmisser i mange af de ‘store’ romaner. F.eks. Lolita af Vladimir Nabokov. Her er præmissen Stor lidenskab er dødsensfarlig.

Efterår 2013

Alternativ fortæller

Du skal prøve at eksperimentere med fortællerpositionen i en historie.
Skriv en begravelse set fra den afdødes synsvinkel.
Du bestemmer selv, om det skal være en jeg-fortæller eller en tredjepersonsfortæller (han/hun). Hvor befinder fortælleren sig? I kisten eller ude blandt deltagerne? Er der nogen af de tilstedeværende, der kan se/mærke ham/hende, hvad er gået forud? Er der et uafsluttet mellemværende mellem den afdøde og en af gæsterne? Skriv max 700 ord. 

Godt at I så ivrigt kommenterer hinandens tekster – det er en vigtig del af konceptet. Som vi også pointerede sidste år … Man kan som forfatter søge målrettet respons ved at bruge kommentarfeltet under sin egen tekst. Her kan man stille konkrete spørgsmål til læseren om form, indhold og sprog.

I første opgave har vi fokus på fortællerpositionen i en historie. Der er meget at sige om dette begreb alt efter hvilken litteraturteori, man hælder til. Vi forholder os som forfattere til begrebet og begrænser os i denne øvelse til at tale om den type fortællere, der er til stede som en karakter i historien. Her er det interessant at se på, hvor fortælleren befinder sig i forhold til handlingen. Man kan spørge sig selv, hvad det giver til en tekst, når man som her flytter perspektivet og oplever en begravelse fra den afdødes point of view i stedet for fra de efterladtes? Som forfatter må man tænke nyt. Og ved at flytte på fortællerpositionen, kan man måske forny måden at beskrive et fortærsket emne på. Det ville være en udfordring at skrive en hel roman set fra en døds point of view. I så tilfælde kunne man overveje at lade begravelsen være rammefortælling og via tilbageblik stykke forhistorien sammen.
Som forfatter må man definere sit univers. Man må tage stilling til, hvad den døde kan og ikke kan. Og det, man lægger ud med, forpligter. Her kan den døde altså ikke rent fysisk berøre de levende. Fint.

Enkelte professionelle forfattere har også valgt en død som fortæller. Læs f.eks. Daniel Zimakoffs novelle Når man har sagt a … i novellesamlingen Skarpe Sving. Og Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds nye roman Dig og mig ved daggry. Se evt. også filmen Den sjette sans.

Hvordan kan vi generelt som forfattere have glæde af at blive bevidst om fortællerpositionen? I ”Det første jeg tænker på” af Ida Jessen er det Birgitte, som fortæller historien. Hun besøger sin barndomsveninde Lisa, som er præst i Hvium. Lisas søn Gustav dør i en ulykke, og vi oplever det hele gennem Birgitte – altså fra sidelinjen. Eller sagt med andre ord fra betragterens vinkel. Vi får den udenforståendes syn på begivenhederne. Det er et stort projekt at beskrive sorgen over at miste et barn og ved at have Birgitte som fortæller, kan forfatteren træde et skridt tilbage og beskrive sorgen set mere udefra. Dette er et stunt, man som forfatter kan foretage, hvis man som Ida Jessen har valgt at beskrive ‘det ubærlige’.
I ”Rum” af Emma Donoghue bliver en ung kvinde holdt indespærret i et rum på elleve kvadratmeter af en ældre mand, som udnytter hende seksuelt. Det er der kommet et barn ud af, og forfatteren har valgt den knap seksårige Jack som fortæller. Det giver en helt anden historie, end hvis moren havde været fortælleren. Der kommer en grundlæggende lethed ind i fortællingen, som ville have været svær at opretholde med moderen som synsvinkelbærer. Selvom Jacks verden fysisk er meget lille, har han en stor forestillingsevne, og historien kommer til at handle om meget mere end selve forbrydelsen. Ikke mindst om kærlighed …
Vi kan også anbefale romanen Bipersoner af Carl Frode Tiller, hvor den centrale figur i historien beskrives gennem en række bipersoner, men aldrig selv er fortæller.

Hvis man som forfatter har svært ved at håndtere sit stof, kan man altså overveje, hvorvidt det kan være en hjælp at vælge en anden fortællerposition. Altså at opleve begivenhederne gennem en anden person/se det fra en anden position.


Møde med fortiden

Arbejdstitel: Plageånden
En person møder efter mange år den mest frygtede person fra barndommen. Hvilken følelse fremkalder det hos din hovedperson. Følelsen behøver ikke at være den samme som dengang. Husk ‘show don’t tell’ – se evt. forfatterklasse 1.
Skriv max. 600 ord.

Denne uges igangsætter er et møde. Men ikke et hvilket som helst møde. Som forfatter har vi brug for følelsesmæssigt sprængstof at skrive på – så det skal være et møde, der sætter gang i hovedpersonens blodomløb. Vi har valgt mødet med tyrannen fra fortiden. Der er generelt mange historier at hente i barndommen, hvor alting opleves for første gang, og verden ikke er sat i system endnu. Det er der mange forfattere, der skriver på. Læs f.eks. Hundehoved og Sumobrødre af Morten Ramsland, Halvbroderen af Lars Såbye Christensen, Vidunderbarn af Roy Andersen, Ud at stjæle heste af Per Petterson … Alle helt fænomenale romaner, man kan lære meget af.

I ugens øvelse er der er lagt op til en rammehistorie – mødet i nutiden – og tilbageblik – begivenhederne i fortiden. Det er en klassisk komposition brugt i mange romaner. Man får på den måde noget struktur forærende. Følelse er en vigtig ingrediens i næsten alle historier – man kan sige, at den er fortællingens nervetråd eller sagt med andre ord fortællingens ‘hvorfor’.
Beskrivelse af følelse kan godt være en udfordring. Følelse beskrevet på linjen er sjældent særlig elegant. F.eks. ‘Han blev vildt vred’. Vi skal så vidt muligt skrive følelserne ind mellem linjerne, altså vise i stedet for at fortælle. Dette er kerneviden for en forfatter og kan ikke siges for tit.

I denne opgave er der mulighed for at ‘twiste’ følelsen. Man kan som skrivende arbejde med statusskift undervejs i fortællingen – altså at rollerne byttes om. Den som var ‘the underdog’ i barndommen, er måske nu kommet ovenpå. Generelt kan man sige, at det giver god spændstighed til en tekst, hvis man arbejder med statusskift. Det kan være indenfor en mindre sekvens – f.eks. et dialogskifte – men det kan også ligge som en underliggende præmis for hele historien. Statusskiftet giver spænding til fortællingen. Litterært set er det ikke nogen ny ‘opfindelse’. Se bare på den græske mytologi. Her har vi f.eks. et dramatisk statusskift i den snart 3000 år gamle Odysséen. Kong Odysseus fra Ithaka vender efter tyve år på havet hjem forklædt som tigger og bliver hånet af alle, men træder til sidst i karakter som … sig selv og genvinder respekt.

I romanen Jeg nægter af Per Petterson mødes Tommy og Jim efter 35 år. De har byttet roller/skiftet status. Tommy siger om Jim: ‘Engang i verden var han så smart i tøjet, den første med langt hår der hvor vi boede, den første med lavtaljede vide bukser, sømandsjakke og tørklæde om halsen.’ Nu er Jim en sag for kommunen. Tommys tyran fra barndommen var faderen. Ligesom i denne uges øvelse mødes fortid med nutid i Per Pettersons roman. Læs den. Til sidst kan vi også lige nævne den meget omdiskuterede digtsamling Yahya Hassan af Yahya Hassan, som modtog debutantprisen 2013. Den handler også om et opgør med barndommens tyran.


En person ‘stikker’ ud
En person ‘stikker’ ud.
Placer en person i et miljø, hvor hun eller han stikker ud/ikke hører til. Hvad laver din person der/personens mål? Teksten skal rejse spørgsmål/ gøre læseren nysgerrig. Hvad er gået forud? Brug evt. et af tre følgende eksempler:
Vagabond bryder ind i et bestyrelsesmøde.
Kvinde opdages i børnehavens legehus. Hun er ikke mor eller ansat.
Et mindre barn kommer ind på en bar.
Skriv max. 600 ord.

I denne uge har vi sat fokus på person og miljø. Hvordan kan man ved at hjælp af disse to størrelser skabe godt drama? Ved at placere en ‘almindelig’ person i et ualmindeligt miljø får vi som forfattere en masse forærende. Det vil uvilkårligt skabe undren hos læseren, og denne undren er et væsentligt element i læseprocessen. Den holder os til. Vi vil tænke: Hvad laver han/hun der? Hvordan mon det vil gå? Hvad er gået forud?

Det med at befinde sig det forkerte sted kan godt gå hen at blive pinligt. Og det pinlige er altid godt skrivestof.

Ugens nøgleord kunne være kontraster/modsætningsforhold. Kontraster er et velkendt virkemiddel i mange former for komposition. Vi finder det i musik, malerkunst, arkitektur, fotokunst m.m. I lyd, farver, former, lys.

Man kan som forfatter arbejde med kontrastpersoner. Det vil sige at personerne i teksten indbyrdes er modsætninger. Hvis et mindre barn f.eks. træder ind på et værtshus, vil der uvilkårligt opstå et modsætningsforhold mellem ham/hende og de mere eller mindre berusede voksne gæster. Som forfatter gælder det om at ”malke” denne situation. Få så meget ud af den som muligt. Det er altid godt at tænke: Hvad er det værst tænkelige, der kan ske? Husk at det psykologisk lavmælte drama tit er mindst lige så stærkt som det actionprægede.

Kontrastpersoner er også tit brugt i forbindelse med beskrivelse af forelskelse/attraktion/parforhold. Modsætninger mødes. Vi kender det fra utallige film. F.eks. Pretty woman.

Man kan også finde eksempler på kontrast mellem person og miljø i litteraturen. Læs f.eks. Berlinerpoplerne af Anne B. Ragde eller Og bjergene gav genlyd af Khaled Hosseini.

Tilbageholdelse af viden
Tilbageholdelse af viden.
En person holder noget skjult for sine kolleger, det afsløres drypvist for læseren.
Bestem selv om det også afsløres for kollegerne. 
Skriv max. 600 ord.

Hvordan får man som forfatter tag i sin læser? Nu er det tid til at sætte fokus på suspense – altså spændingsopbygning. En bog, som man ikke kan lægge fra sig, kaldes en ‘pageturner’. Men hvad er det, der gør at visse bøger er så svære at slippe? Generelt kan man sige, at tekster, som rejser spørgsmål, aktiverer læseren ved at pirre hans/hendes nysgerrighed. Der er forskellige måder at gøre dette på. I sidste uge opbyggede I suspense ved at placere en person i et miljø, hvor personen stak ud. På den måde fik I læserne til at undres. I prikkede til hans/hendes nysgerrighed. Hvorfor befinder personen sig der? Hvad er gået forud? Men der er andre måder at gøre dette på. I denne uge har I arbejdet med drypvist at dosere viden. Læseren bliver holdt hen. Hvis teksten rejser spørgsmål, vil læseren som regel gerne have svaret – og så har man ham/hende på krogen. Vi kender det alle. Vi hører en flig af noget og vil gerne høre mere.

I denne uge arbejder I altså videre med at opbygge ‘story questions’. Story questions er sjældent formuleret direkte i teksten. Men det kan være udsagn, der kræver yderligere uddybelse.
Teksten rejser fra start en del spørgsmål. Hvorfor befinder hovedpersonen sig i denne følelsesmæssige tilstand? Hvad er det for et håb, der er truet? Hvorfor er tiden et issue? Hvorfor smiler de andre mennesker på gangene, mens jeg-personen er helt ude af den?
Der er noget på spil for hovedpersonen, og vi vil gerne vide, hvad det er. Teksten røber ikke for meget, ikke for lidt. Det er en balance, der kan være svær at finde. Som forfatter ved man jo selv, hvad der foregår og kan ikke se teksten med ‘friske’ øjne. Det kan være en hjælp at benytte sig af en testlæser. Man kan stille spørgsmål som: Havde du gættet at …? Forstod du, at …? Er det for uklart …?
I Marlys tekst er der meget mellem linjerne. Vi får aldrig direkte forklaret relationen mellem personerne i historien, men skal selv regne det ud. At hovedpersonen er ansat på hospitalet, og at vedkommende har forelsket sig i en patient, der har ligget på afdelingen et godt stykke tid. Og nu … nu er patienten død. Det gør kun teksten endnu stærkere, at personens kolleger ikke aner, hvad der foregår. Det gør ensomhedsfølelsen endnu større.

Når man opbygger en tekst og drypvist doserer viden, er det vigtigt at se nærmere på tekstens logik. Hænger den sammen? Passer psykologien?

Dage i stilhedens historie af Merete Lindstrøm er et godt eksempel på en roman, hvor forfatteren har arbejdet med drypvist at dosere information i historien. Et ældre ægtepar har knyttet sig til deres rengøringsassistent, og de tre har udviklet et nært venskab. Men noget er gået galt. Ægteparret har fyret hende, og vi får kun lidt efter lidt at vide, hvad der er sket mellem dem. Rigtig flot bygget op. Merete Lindstrøm fik nordisk råds litteraturpris 2012 for romanen. 


Mininovelle

Skriv en mininovelle med udgangspunkt i en given situation.

En person på vej til arbejde beslutter sig for at ‘dreje’ fra. Hvor tager hun/han hen? Og hvorfor? Husk konflikt. Der skal være noget vigtigt på spil for hovedpersonen. 
Skriv max. 3 normalsider. (1 normalside er lig med 2200 anslag.) 

I efterårets novelleopgave er der lagt op til at starte ‘in medias res’ altså midt i historiens handling. En person på vej til arbejde beslutter sig for at ‘dreje’ fra. Det skal selvfølgelig motiveres. Hvad får personen til at tage denne beslutning netop nu? Det vender vi tilbage til. At starte ‘medias res’ er et af novellens kendetegn. I ugens opgave er der desuden lagt op til en enstrenget handling, dvs. at der er én hovedhandling/hovedkonflikt. Også typisk for novellegenren. Vi kan opsummere de vigtigste af novellens karakteristika i nogle få sætninger:

En novelle er ofte enstrenget – dvs. har én hovedhandling/hovedkonflikt.
Starter ofte ‘in medias res’ – altså ‘lige på’.
Der medvirker kun få personer.
Den strækker sig over kort tid.
Den har ofte en overraskende slutning.

Det er en kendt ‘regel’ indenfor både film- og romankunst, at man ikke skal lade sin hovedperson være alene for længe af gangen (der findes selvfølgelig de geniale undtagelser).

Titler er vigtige. Både fordi forfatteren allerede her får mulighed for at få vagt læserens nysgerrighed. Men titlen kan også bruges som et redskab i skriveprocessen. Har man som forfatter svært ved at finde på en titel, kan det være fordi man ikke helt har styr på sin tekst/novelle. Måske stritter den i flere retninger, måske …

I Sarah V’s tekst er titlen helt rammende for teksten og giver også et praj om flere mulige læsninger. Både den konkrete og den mere allegoriske.
Vi kan anbefale følgende novellesamlinger: Bavian af Naja Marie Aidt, Biler og Dyr af Helle Helle, Her hvor jeg ringer fra af Raymond Carver.

……………………………………………………………………………………………….

SAXO krimiskole foråret 2013/ Karen & Benni

Hvem gjorde det? – Plot og person

Krimiens to hovedelementer er et plot og en detektiv. Plottet er det mysterium, der driver handlingen fremad, og detektiven er den person, som forsøger at opklare det. Krimiskolen åbner derfor med en dobbeltopgave:
– Lav en skitse til et plot med en mordgåde.
Max. 200 ord.
– Og skriv en scene, hvor du præsenterer din detektiv i en presset situation. Husk at det ikke behøver at være en professionel detektiv eller politimand. 
Max 400 ord.

Krimiskolen fungerer på den måde, at vi i opgaverne og vores besvarelser af dem forsøger at komme så langt som muligt rundt om nogle af de redskaber, der er gode at kende, når man vil skrive en krimi. Og gerne så der både er noget for nybegynderne og de erfarne skriverotter. Det er muligt at hoppe på undervejs, selv om man ikke har besvaret de foregående opgaver, og man bør også kunne få noget ud af det, hvis man undervejs skriver på en hel roman. I vores besvarelser vil vi både fremhæve eksempler fra jeres tekster og komme med mere overordnede betragtninger, som forhåbentlig kan fungere som inspiration i det videre arbejde. For det er jo sådan, man bliver bedre: Ved at skrive og skrive og skrive.

Den første opgave har vi lavet som en dobbeltopgave om både plot og person, fordi det er sådan, de fleste kommer i gang med at skrive en krimi. Ofte har man en ide til en person, som så giver inspiration til et plot, hvorefter man arbejder lidt videre med personen, inden man vender tilbage til plottet osv. Det er sjældent, at man konstruerer plot og personer helt separat, men alle arbejder forskelligt, og en stor del af det at blive forfatter er at finde frem til den arbejdsmetode, der passer en bedst.

Plottet i en krimi består af et mysterium samt historiens vigtigste elementer i den rækkefølge, de optræder i historien. Plottet kan derfor alt efter behov være en kort skitse af handlingen eller en lang og detaljeret redegørelse, men altid inklusive afslutningen. Plottet er forfatternes interne arbejdsredskab, så her må man gerne afsløre morderen! En måde at komme i gang med at formuleres sit plot kan være at tænke på det som en spændende bagsidetekst – det er mange af jer rigtig gode til! – som man så kan arbejde videre med, efterhånden som man får overblik over historien. For plottet må jo gerne ændre sig undervejs, når man bliver klogere på sin historie.

At have styr på plottet er uundværligt , hvis man vil skrive en krimi, men hvordan man arbejder med det, er meget forskelligt. Nogle begynder med en grundig beskrivelse af hvert enkelt punkt i historiens skelet fra anslaget og frem til opklaringen, mens andre nøjes med en skitse. Det er individuelt, og der er ingen forkert metode. 

For nogle kan plot- og berettermodeller være en stor hjælp. De findes i mange variationer, men en klassisk berettermodel består fx af:
– anslag (den spændende åbning, der fanger læseren midt i handlingen)
– præsentation (hvor personer, miljø og konflikter kommer tydeligere på banen)
– uddybning (konflikterne og udfordringer bliver klarere)
– point of no return (historiens vendepunkt, herfra er hovedpersonen tvunget til at løse konflikten)
– konfliktoptrapning
– klimaks
– udtoning

Sådan en model kan bruges som inspiration til at konstruere historien. Eller det kan være et brugbart redskab, når man allerede har sin historie på plads og vil se, hvordan den kan forbedres. Men husk at den slags modeller ikke fortæller, hvordan man bør skrive sin historie, men hvordan man kan skrive den. Modeller er et redskab til opbygningen af en historie der virker, men det er ikke den eneste metode.

Hvordan man arbejder sig frem til et godt plot er også meget forskelligt. Nogen arbejder sig baglæns ved at udtænke en overraskende opklaring og går så tilbage og finder ud af, hvordan den historie kan komme til at hænge sammen, mens andre starter forfra med at finde frem til en spændende indledning og så arbejde sig frem i plottet.

I centrum af enhver krimi står selvfølgelig detektiven. En detektiv er den der opklarer en sag, dvs. det kan være en politimand eller en privatdetektiv, men det kan lige så godt være en amatør. Historiens detektiv er simpelthen den person, der kaster sig over opklaringen. Det vigtige er blot, at personen har en god grund til det. Politimanden har en grund, fordi det er hans job, men det bliver ekstra spændende, hvis der også er andet på spil. Hvis han fx drives af indignation, stolthed, eller gamle spøgelser. En privatperson kan ende som detektiv, fordi vedkommende vil rense sig selv for mistanke, redde en ven, få politiet på rette spor eller noget helt fjerde. Jo bedre motivation, jo mere spændende detektiv!

Historiens detektiv er i det hele taget – hvad enten det er en professionel eller en amatør – noget af det vigtigste i krimien, og der er masser af inspiration at hente i kriminallitteraturen. Her finder vi fx journalisten (Liza Marklund), privatdetektiven (Raymond Chandler, Gunnar Staalesen), kriminalopdageren (Ian Rankin, Henning Mankell) og de mere usædvanlige som historikeren (Robert Harris), dinosaureksperten (Sissel-Jo Gazan), pensionisten (Agatha Christie), sygeplejersken (Kaaberbøl & Friis), hackeren (Stieg Larsson) eller den uskyldige mand fanget i et beskidt spil (Leif Davidsen). 

Men husk at den gode hovedperson er en kompleks type, der både rummer sympatiske og usympatiske træk. Hos Leif GW Persson finder vi fx den uduelige og usympatiske politimand Bäckström, som både læser og forfatter ikke desto mindre ikke kan lade være at blive forelsket i. 

Det var en mørk og stormfuld aften – Genre

Det er godt at kende krimiens virkemidler. I denne opgave skal vi derfor ikke være originale, men lære af klassikerne.

– Skriv en scene hvor din hovedperson opdager en forbrydelse. Skriv det i stil med en hårdkogt krimi, en hyggekrimi, en historisk krimi, en politikrimi eller en anden type efter eget valg, som du har lyst til at arbejde med. Skriv gerne hvilken stil du har valgt.
Max 500 ord.

Men hvad skal man overhovedet med genrer og genrebetegnelser? For nogen er det en bås, et sted man kan parkere alt det, man ikke kan lide. “Det er jo bare en krimi.” For andre er det et sæt regler, en historie skal leve op til. “Det var ikke en ordentlig politikrimi, der var alt meget føleri og privatliv.” For andre igen er det et arbejdsredskab og en måde at beskrive en tekst på ved at pege på fællestræk med andre tekster eller ved at fremhæve væsentlige karaktertræk ved teksten.

En genre betyder nemlig tekster, der har noget til fælles. Så når vi taler om krimier, betyder det egentlig blot historier, der involverer en forbrydelse. Og meget gerne også opklaringen af en forbrydelse. Dertil kommer så et hav af undergenrer, som er dem ugens opgave drejer sig om. For pointen er, at vi alle sammen har et forhold til krimien og dens forskellige typer, hvad enten vi kan sætte navn på dem eller ej.

Det helt særlige ved krimien er nemlig, at i modsætning til de fleste andre genrer – fx fantasy, gyser, science fiction – så kender de fleste genren ret godt. Næsten alle har læst en kriminalroman eller set en krimiserie i tv. Det betyder, at læseren af en krimi har en række forestillinger om historien, inden bogen overhovedet bliver åbnet. Og det er noget, forfatteren kan arbejde med.

At vide noget om de forskellige typer af krimier er derfor et godt arbejdsredskab. Det gør det nemmere at gå på opdagelse i de mange muligheder, der ligger i krimien. Det gør det nemmere at imødekomme de forventninger, læseren har til historien. Eller gøre præcis det modsatte: Overraske læseren ved at gøre noget helt andet. Som forfatter skriver man nemlig – og altså særligt når det gælder krimien – op til eller imod læserens forventninger. Det gør man også selv hvis man ikke selv er bevidst om hvilke slags krimier der findes.

Endelig kan det at kende til genren også være en nem måde at komme i gang for den uerfarne forfatter. Selvfølgelig er målet at være original og skabe sin egen vej og sin egen stil, men hvis det kniber med at lære håndværket, kan en god måde at komme i gang være at se på de store mestre. Finde en forfatter eller en stil, man kan lide, og prøve at efterligne den, inden man er klar til at skrive sit eget.

Faktisk kan der komme overraskende god litteratur ud af det, hvis man virkelig ved, hvad man laver og forstår at overraske læseren. Det gjorde fx skotske Philip Kerr, da han påbegyndte sin krimiserie om kriminalbetjenten Bernie Gunther. Kerrs måde at skrive på er en åbenlys hyldest til Raymond Chandlers hårdkogte krimier fra 1940’ernes Los Angeles med privatdetektiven Philip Marlowe, men han har hensat sine historier til et radikalt andet miljø: Nazityskland.

Et andet eksempel er krimiveteranen P.D. James, der sidste år udgav “Døden kommer til Pemberley”. Her arbejder hun med den klassiske detektivhistorie, som hun har gjort kendt med sine romaner om Adam Dagliesh, men selve historien er en omskrivning af Jane Austens klassiske kærlighedshistorie “Stolthed og fordom”. Frækt!

Nogle af de mest udbredte, klassiske krimiformer er:
– detektivhistorien. Fx Sherlock Holmes eller senere Philip Marlowe. Oftest er hovedpersonen privatdetektiv og historiens fortæller.
– puslespilkrimien. Kendes fra fx Agatha Christie eller herhjemme Anna Grue. Det er ofte vigtigt, at læseren kan gætte med på gåden undervejs. Masser af gys, mindre vold.
– den hårdkogte krimi. Opstod som en reaktion på puslespilkrimien. Mindre hygge og mere realisme. Gerne en privatdetektiv i storbyens favn. En moderne hårdkogt mester er James Ellroy.
– politikrimien. Skildrer ofte et kollektiv af politifolk og deres opklaring med stor fokus på de tekniske og professionelle aspekter. Også gerne med en dosis samfundskritik som hos forbillederne Sjöwall & Wahlöö.

Ofte rummer en historie elementer fra flere forskellige typer af krimien, og i vore dage blander mange fx politikrimien og den hårdkogte krimi.

For de der har lyst til at vide mere om de forskellige typer af krimier, kan man jo altid gå på biblioteket og læse mere i Bo Tao Michaelis: “Verdens 25 bedste kriminalromaner”, Benni Bødker: “På kant med loven” og Karsten Wind Meyhoff: “Forbrydelsens elementer”.

En fælde? Tempo og spænding

Når du suser åndeløst gennem en krimi, er det ikke kun, fordi du er spændt på løsningen. Det er også, fordi forfatteren skaber spænding ved at sætte tekstens tempo i vejret de rigtige steder.

– Skriv en scene, hvor du arbejder med at skabe spænding og skifte tempo undervejs:
Din hovedperson er på vej ned ad en sidegade for at mødes med en kvinde. Hun venter for enden af gaden. Først helt tæt på kan hovedpersonen se, at hun holder en pistol i hånden. Flygt!
Max. 500 ord.

I denne uges opgave er vi fremme ved selve kriminalgenrens hjerteblod: spænding. Som vi allerede var inde på i sidste uge, findes der mange slags krimier, men én ting har de alle til fælles: De arbejder med spænding og med at tvinge læseren til febrilsk at sluge kapitel for kapitel. Krimien kan være mange forskellige ting, men en krimi uden spænding er en absurd ide. Eller i hvert fald en kedelig oplevelse. Det er ugens besvarelser heldigvis ikke!

I modsætning til Krimiskolens første opgaver var denne uges opgave formuleret for at træne én bestemt ting, nemlig evnen til at arbejde med historiens spænding ved hjælp af tekstens tempo.

Spænding er tit noget, man forbinder med tekstens indhold. Altså at et mystificerende plot og en interessant handling er det, som skaber historiens spænding. Det er selvfølgelig også vigtigt, men lige så afgørende er det, at man ved hjælp af den måde, historien fortælles på, også er i stand til at skabe spænding. Det gør man bl.a. ved at variere tekstens tempo.

Skal man skildre en handlingsmættet situation, action, gælder det om at lade tekstens tempo være højt, dvs. typisk arbejde med korte helsætninger for at skabe en læseoplevelse, hvor læseren både sanser på niveau med hovedpersonen – korte, forvirrede sanseindtryk – og tvinges til at læse hurtigt pga. de korte sætninger.

Men lige så vigtigt er det, at man bygger op til denne situation. At man arbejder med at opbygge en fortættet stemning, som leder frem til den forløsende action. Her må tekstens tempo gerne være langsomt og gøre brug af lange, beskrivende sætninger, hvor man fornemmer, at hovedpersonen tager omgivelserne ind. Det tvinger læsehastigheden ned.

Og hvis man har antydet, at der længere fremme venter noget spændende, pirrer man også læserens lyst til at vide mere. Har man antydet et mord for enden af måltidet, accepterer læseren gerne en detaljeret beskrivelse af forret, hovedret og dessert. Sker mordet derimod inden maden bliver sat på bordet, vil læseren opfatte beskrivelsen af maden som langtrukken, kedelig og uvedkommende.

At arbejde med synsvinkler kan også være en god måde at opnå spænding i historien. Ved at skifte mellem forskellige synsvinkler kan man trække spændingen ud, og man kan lade personerne have forskellig viden om, hvad der egentlig foregår. Det kan også være en måde at øge spændingen på, at man lader læseren vide mere end hovedpersonen i den enkelte situation. Det er jo netop det, der gør, at vi sidder på kanten af stolen og siger, “lad nu være med at gå ind i den gyde, der venter noget farligt!”

Skift mellem forskellige synsvinker er meget brugt i den moderne krimi. Vi følger fx sideløbende en detektiv, en gerningsmand, et offer, en tilfældig tilskuer. De forskellige niveauer af viden, der dermed krydsklippes imellem, er med til at øge spændingen.

Når der desuden er et element af jagt eller flugt i historien – fx offeret på flugt fra gerningsmanden – taler vi også om, at historien er en thriller. Her kommer spændingen af læserens indlevelse i, hvordan personerne vil klare den. Lykkes det for offeret at stikke af? Vil detektiven nå at standse gerningsmanden i tide? Vil han forstå at læse sporene, inden det er for sent?

Det svenske forfatterpar Lars Kepler benytter i deres krimier, fx “Paganini-kontrakten”, sig ofte af mange synsvinkler og thriller-elementer. Det samme gør Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm og Dorph & Pasternak i Danmark.

Fælles for dem er også, at det næsten altid er et mord, der sætter handlingen i gang. Det er værd at lægge mærke til, for intet siger, at en krimi skal dreje sig om mord og opklaringen af det. Det kunne være en hvilken som helst forbrydelse eller mysterium. Men mord er kendetegnet ved, at det har konsekvenser for alle implicerede. Ingen forbliver uberørt af en mordsag, og det er vigtigt i krimien: Hvis historien skal være spændende og interessant, skal der være noget på spil!

Vidnet

Læseren tror på historien, hvis forfatteren ved, hvad hun skriver om. Det kræver research eller baggrundsviden. Den rigtige detalje giver teksten liv, men man skal heller ikke proppe alt det, man ved, ned i halsen på læseren.

– Find en artikel eller notits i dagens avis. Skriv en scene, hvor din hovedperson møder nogen, som giver et vigtigt spor. Brug tre eller flere oplysninger, fagudtryk, specialviden eller detaljer fra artiklen.
Max. 600 ord.

Så nåede vi til krimiskolens fjerde øvelse. Næste gang byder på den afsluttende novelle, og ud fra ugens besvarelser er der vist ikke nogen tvivl om, at I er klar til den!

Inden da skal vi have kigget på research og baggrundsviden. Det kan være noget, man ved på forhånd, inden man skriver sin historie, eller det kan være viden, man opsøger undervejs for at kunne skrive sin historie.

Ofte vil man udarbejde sit plot og sine personer, samtidig med at man laver research: Man får en ide til en historie, der handler om noget, man kun ved en smule om. Derefter finder man ud af noget mere om emnet, hvad der giver yderligere ideer til historien. For research og specialviden tjener to meget vigtige roller i krimien: Det gør det nemmere for forfatteren at skrive en interessant historie, og det gør det nemmere for læseren at tro på historien.

En af de helt store attraktioner ved krimigenren er, at her har man lov til at banke på alle døre og få et kig ind alle de steder, hvor man normalt ikke har adgang. Krimien indledes som regel med et mord eller en anden forbrydelse, hvorefter detektiven går i gang med at lede efter spor og opsøge vidner og mistænkte. Derfor har han eller hun en god grund til at forsøge at kigge ind bag selv de bedst forseglede døre, og læseren har med detektiven mulighed for at kigge med.

Og faktisk er det jo en nysgerrighed, som detektiv, læser OG forfatter er fælles om ikke bare at have, men også om at få tilfredsstillet vha. krimien. En vigtig del af arbejdet som forfatter er derfor at gå på biblioteket. Lede i aviser. På nettet. Opsøge fagfolk. Spørge til alle de ting, man kan bruge til at gøre sin historie mere interessant. Og mere overbevisende.

Som forfatter gælder det om at vide meget mere om emnet, end det man skriver. Og om ikke at skrive alt det man ved om emnet! Research skal doseres. Det skal bruges som den livgivende detalje. De små ting der gør resten af teksten overbevisende og låner troværdighed til hele fiktionen. Den korrekte jargon mellem politifolk får læseren til at tro på dem. Beskrivelsen af snittet på et Armani-jakkesæt eller den lyddæmpende pistol får læseren til at opfatte den professionelle lejemorder som troværdig.

Samtidig lurer der altid den fare, at man som forfatter ved så meget og har fundet frem til så mange spændende ting, at man bare har lyst til at fortælle læseren alt om det. Det skal man ikke. Lange replikker og kronikker, hvor forfatteren kommer af med al sin spændende viden, ødelægger den gode historie i stedet for at understøtte den.

Nogle krimiforfattere er fremragende til at bruge deres research på en elegant måde, så det skaber troværdige historier. Se fx Susanne Stauns “Døderummet”, hvor man er overbevist om, at hendes hovedperson virkelig er ekspert. Eller Dorph & Pasternaks “Jeg er ikke her”, hvor researchen også bruges som sprogligt krydderi.

I den helt anden retning finder man fx Caleb Carr, der i “Sindssygelægen” mestrer den historiske detalje, mens Umberto Eco i sin middelalderkrimi “Rosens navn” gør alt det, man ikke skal: Han belærer læseren om alt det, han ved. Og slipper af sted med det. For det er selvfølgelig også en vigtig lære i forhold til det at skrive: Hvis bare man er god nok, må man bryde alle regler …


Kriminovelle

En overraskende slutning er vigtig i en god krimi. Men det er lige så vigtigt, at man har 
bygget op til overraskelsen. Forfatteren forsøger at vildlede læseren undervejs, men lægger også spor ud til gådens løsning. 
– Skriv en afsluttet kriminovelle, hvor der i handlingen indgår et stormagasin. I opklaringen skal bruges mindst to spor, som er plantet undervejs. Forsøg også gerne at inddrage de andre elementer, vi har gennemgået i Krimiskolen.
Max. 1800 ord.

På mange måder er kriminovellen noget af det sværeste at skrive. For mens en krimi skal rumme det samme som al anden realistisk litteratur – godt sprog, troværdige personer, interessant miljø etc. – så skal der desuden være plads til et plot og en intrige, der ved hjælp af en række spor og vildspor leder frem til en tilfredsstillende opklaring af en kriminalgåde. Det er nemmere at gøre i det lange romanformat, hvor man har god tid til at bygge historien op og lade den udvikle sig på en overraskende og alligevel overbevisende måde.

Så mens krimigenren begyndte med noveller (tænk på fx Edgar Allan Poe og Arthur Conan Doyle), så er det oftere romanen end novellen, der har budt på gode læseoplevelser inden for genren. Der er simpelthen så lidt plads i en novelle, at den tit kommer til at virke kompakt eller konstrueret. Den udfordring har I heldigvis klaret med bravour, og det har været en stor fornøjelse at læse de sidste historier i Krimiskolen!


Novelleopgavens fokus er spor og den gode afslutning på historien. Det er vigtigt, at man som læser føler, at man bliver overrasket over, hvordan tingene hænger sammen. Det gør forfatteren ved at lægge spor til løsningen ud undervejs. Spor er vigtige, fordi de er med til at skabe spænding, de tillader læseren at gætte med undervejs, og de kan få den overraskende afslutning til at fremstå overbevisende.


Inden for dramaturgien taler man i den forbindelse om “Tjekhovs pistol” efter den russiske forfatter Anton Tjekhov: Hvis man introducerer en pistol i historiens første akt, så skal den også affyres en af de følgende akter.


Det betyder for det første, at man ikke skal fylde sin historie med spor, genstande og personer, som ikke viser sig at have en vigtig forbindelse til intrigen. Og det betyder for det andet, at hvis afslutningen kræver et vigtigt element – pistolen! – så skal den også have været antydet tidligere i historien.

Det første har at gøre med vildspor og falsk spænding. Vildspor er når man lægger spor ud for at få læseren til at tro, at historien hænger sammen på en anden måde, end den virkelig gør. Det er en god måde at skabe overraskelse, fordi læseren gætter med uden at forstå den virkelige sammenhæng. Og falsk spænding er, at man opbygger forventningen om fx fare, som så i sidste øjeblik viser sig ikke at være reel.

Både vildspor og falsk spænding er vigtige elementer, når man vil skabe en gådefuld og nervepirrende historie, men begge dele skal også anvendes med varsomhed, hvis læseren ikke skal miste tilliden til forfatteren. Vildspor og falsk spænding fungerer bedst, når de udgøres af vigtige elementer i plottet, som blot viser sig at have en anden betydning end først antaget.

Og det andet drejer sig om historiens slutning og læserens forventning om den overraskende finale. Gådens løsning skal være noget, læseren ikke havde regnet med eller havde kunnet gætte undervejs. På den anden side er det et afgørende element i den underforståede aftale mellem læser og forfatter, at overraskelsen ikke må skyldes noget, som forfatteren introducerer i sidste øjeblik. Det kaldes nemlig deus ex machina og har været ildeset siden antikken! Deus ex machina er fx hvis morderen i sidste scene viser sig at være en galning, som ikke på noget tidspunkt har været nævnt eller antydet i historien. Slutningen er dermed ganske vist overraskende, men læseren er formodentlig også irriteret.

Kriminovellen er som sagt en svær kunst, men har man lyst til at studere den nærmere, kan følgende antologier anbefales: Bo Tao Michaelis: Den kriminelle novelle (Dansklærerforeningen, 1996), Bo Tao Michaelis: Copenhagen Noir (People’s Press, 2009), Benni Bødker: På kant med loven (Systime, 2003) samt 9 forbrydelser (Gyldendal, 2011).

……………………………..

Reklamer

One thought on “Teori om at skrive

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s