Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


7 kommentarer

Forsvundet i Hamborg, 1-5

Læs Carlos forhistorie her: “Jeg blev lempet ud af lejligheden uden morgenmad”
(https://jesperodlp.wordpress.com/2015/12/28/tyskland-er-europas-stoerste-horehus/)

1.                                                                                                 Lübecker Strasse 68, 22087 Hamburg       

Kære mor og far

Er I ængstelige over at jeg stak af så brat? Det håber jeg ikke, selv om jeg har været væk i nogle dage. Alt er vel her hvor jeg er – i Hamburg. At dumpe til Studentereksamen er i sig selv pinligt nok til at forsvinde, men jeg kunne ikke holde ud at se udtrykket i dine øjne, far, da du sagde: ”Hvad skal der dog blive af dig?” Du ville så gerne se mig overtage tandlægeklinikken, det skar mig i hjertet. Ikke mere skole til mig.

Jeg er ikke dig, far, selv om jeg har dine mørkebrune øjne og evne til at snakke så folk føler sig godt tilpas og noget af dit sprognemme – når jeg gider. Og dine hænder, bare du rører ved en patient forsvinder hans angst. Jeg håber sådan at du bliver rask snart!

Jeg er heller ikke dig, mor, selv om jeg har dit lyse, krøllede hår og slanke skikkelse og din elegante næse, hverken for stor eller for lille og svagt buet. Værdig. Men dit temperament, kombinationen af organisator og skarphed, får jeg aldrig.

Jeg er mig selv – hvad det så betyder? Det er derfor jeg har fået mine tatoveringer, så I kan se det. Hvor I dog skreg over den på halsen. Åh, mor, du siger altid at jeg skal lære at prioritere, det var da hvad jeg gjorde! jeg var alligevel dumpet til fransk, så jeg kunne lige så godt hjælpe NaboEdith med hendes elektriske kørestol og komme lidt for sent til eksamen. 

Hele livet er jeg blevet tvunget til at følge andres forventninger, mors, fars,  flink elev, god kammerat. Men ingen af dem var mig selv. Jeg vil være fri.

Derfor skal jeg være skuespiller. Prøve andre personligheder og forlade dem igen – ikke mindst det sidste. At folk kan se mig på scenen og vide at det er ikke mig. Se mig udenfor og vide at sådan er jeg virkelig. Jeg vil lære at lægge masken. En tandlæge sidder så fast i sin maske at folk altid snakker om tænder, mon ikke du, far, har lyst til at tale om andet, især nu med din lever? Jeg vil så gerne gøre noget så du bliver glad og stolt af mig, og så mor kan se at man ikke behøver planlægge alting.

Nuvel, helt lykkelig er jeg ikke for tiden, men her er vildt spændende og det kræver alting af mig. I Hamburg har jeg ikke slappet af på noget tidspunkt.

Mange kærlige hilsener og god bedring til far fra jeres
Carlo


PS Hvis I kan undvære fire-fem tusinde kroner så sæt dem ind på min konto så hurtigt som muligt. Visakortet virker ikke og jeg er ved at blive smidt ud fra kollektivet – katastrofe. Tysk er et morsomt sprog, selv om jeg putter danske og engelske ord ind det meste af tiden, forstår folk hvad jeg mener. Bare det med at anbringe verberne til sidst i sætningen får mig til at grine. Men det går ikke når jeg kommer til at spille Schiller. Dér griner man ikke.

PPS Jeg har lånt pengene til frimærket og andre ting, og er nødt til at betale tilbage snart.


 

2.

Frokosten er overstået, kun arbejdsholdet har rejst sig, vi andre sidder småsnakkende tilbage i kollektivets store altmulighal. Hans ved siden af mig, er ved at forklare hvorfor kunst er lig med lidelse. Uden lidelse ingen kunst. Det skulderlange hår flagrer omkring hovedet når han understreger sine pointer. Nok taler han tysk, men det er plattysk, færre regler, lettere at forstå. ”Du ved, Carlo, lidelse bringer overlevelsesenergien frem, det allerdybeste i mennesket, der hvor kunsten kommer fra. Lad mig give dig et eksempel..”

Kassereren bryder ind, hun står bøjet over mig og prikker mig på skulderen: ”Vi skal tale alvorligt om det med pengene. Du skal betale forud og vi har intet modtaget. Otto bliver rygende gal på dig hvis pengene ikke ligger klar i aften.”

Det skal nok gå,” siger jeg, ”mine forældre sender dem, jeg har skrevet hjem, bare rolig.”

Der er ikke noget bare-rolig med Otto. Du må lære at tage visse ting alvorligt.”

Jeg ved at de kommer i dag.”

Min mave knuder sammen, jeg skulle nødig komme på tværs af lederen. Da jeg vender mig for at fortsætte samtalen med Hans, er han forsvundet og de andre er på vej ud. Tankerne løber rundt i hovedet på mig, det kan blive et problem at betale; hvis mine forældre ikke har sat penge ind, er jeg allerede ved at komme på tværs af kollektivet. Men jeg glæder mig til i eftermiddag, der er session med alle. Glæder mig til at se hvordan de arbejder, måske er der en forelæsning ved Otto – jeg kunne mærke på samtalen med Hans at det er fra ham ideerne kommer.

Klokken er tre. Bordene er fjernet, stolene sat ind til væggen, der er fuldt besat, flere står op eller sidder eller ligger på gulvet, halvtreds i alt, hele kollektivet. Et klaver bliver rullet ind. Folk falder til ro og bliver tavse. I stilheden træder Otto ind og stiller sig på gulvet:

Hvorfor har vi kun et lille klaver, når vi har brug for et flygel? Hvorfor var frokosten så sparsom? Det er fordi vi ikke har penge nok. Nogen vil ikke bære deres del af ansvaret for det fælles liv. Jeg tænker især på en bestemt. Carlo, rejs dig og kom ind i midten”

Mine ben ryster da jeg stiller mig over for Otto. En lille mand med bred mund, tætbarberet men alligevel blå om hagen, sorte, buskede øjenbryn der vibrerer i takt med hans ord. Håret er plysset. Han har smækbukser på og en kortærmet, ternet skjorte der hænger ud over bukserne hvor den kan komme til det. Overalt malerpletter.

Du er ny og vil ikke bidrage. Du tror at alt bliver serveret bare fordi du ikke er kommet i en gruppe endnu. Her skal arbejdes døgnet rundt. Dette er intet feriehotel.”

Mine forældre sender pengene i dag,” det håber jeg ellers er jeg fortabt.
Hvad vil du her?”
Jeg vil være skuespiller.”
Du er helt bleg. Det er godt, så tager du det alvorligt. Nu skal du spille Hamlet. Her og nu.”
Men…”
Vend dig om så du ser tilskuerne. Bare vær tilstede, jeg sufflerer, det drejer sig kun om en enkelt replik. Situationen er følgende: Hamlet står ved hoffet, da hans fars ånd viser sig for ham, kun for ham. Ingen andre kan se den. Hamlet forstår ikke hvad den vil, han prøver at få kontakt.”

Det kan jeg ikke. Jeg er ikke forberedt, kender kun hamlet som genfortælling. Jeg er omgivet af fremmede som stirrer på mig som om jeg er vanvittig, jeg står bare og kigger frem for mig. En replik jeg ikke engang kender. Hvor skal jeg gøre af mine hænder, mine fødder og mit ansigt. Jeg må lade mig føre.

Otto hvisker: ”Konge..”
Otto er kongen her, og jeg vil så gerne have at han kan lide mig, at han forstår mig, at han lytter til det jeg har at sige. Men hvad gør han? Skælder ud, sætter mig på en umulig opgave foran de andre. Han gør mig desperat, hvis dette ikke fungerer er jeg fortabt. Jeg ser stadig hans buskede øjenbryn foran mig, hans intense blik. Bare jeg kan få en ordentlig kontakt med ham.
Konge..,” kommer det ud af min mund, mens jeg appellerer til øjenbrynene som stadig svæver foran mig.

.. fader..” hvisker han.
Hvad hvis min far så mig nu? min dødsmærkede far som ikke forstår mig. Bare han ville forstå mig, høre på mig, reagere i stedet for at tænke på sine patienter. Er det i virkeligheden ham jeg er stukket af fra? Han kunne være død nu, måske får jeg aldrig talt med ham. Skal jeg virkelig lade være med at blive skuespiller?
..fader..,” min stemme ryster, den ryster og er mere intens. Jeg har glemt det med hænder og ansigtsudtryk, de må tage vare på sig selv.

”…royale danskerSå svar mig dog!”
Af alle dem jeg kender hjemme i Danmark, er der ingen der ægte forstår mig, ikke kammerater, ikke lærere, ikke familien. Jeg prøver at være dem tilpas, det lykkes, men hvad med mig, hører de overhovedet mig?
.. royale dansker.. -” min stemme standser, den kan ikke mere, det trykker for brystet, jeg trækker luft ind men det kommer ikke ud. Endelig eksploderer stemmen, ”Så svar mig dog!!”

Tilskuerne sidder stille, ingen flytter på sig. Otto siger med normal stemme: ”Det er godt nu.”

Jeg træder et skridt skråt tilbage så kongen, så Otto, kan komme frem. ”Velkommen hos os,” siger han med et skulderklap, ”du kan godt lære det. Nu har du prøvet at stå foran et publikum.”

De applauderer og smiler og småsnakker. Stemningen er lettet, også for mig.

Sæt dig.”

3.

Jeg finder min stol igen, godt at sidde ned for benene ryster stadig. Jeg lader en hånd glide over ansigtet, det er iskoldt. Men trykken for brystet er forsvundet og varmen er på vej tilbage.

Kassereren vender hovedet mod mig: ”Hvis det virkelig kniber for dig, kan du låne til på lørdag – efter det du har vist i dag. Men jeg skal, skal, have dem tilbage da, ellers er det på hovedet ud.”
Det er en aftale, Hanna,” siger jeg. Tingene begynder at falde i hak, der er længe til lørdag.
Der er en ledig plads hos mig i nat,” hun lægger hovedet på skrå.

Hanna er mig noget firkantet til daglig, men som vi sidder her bløder hun op og får et charmerende drag om munden, de fyldige læber kruser sig opad. Det skal nok gå, hun er ikke helt frastødende på trods af det kronragede hoved – jeg er ved at vænne mig til den frisure der ville være blond hvis den fandtes. Øjenbryn og vipper er så lyse at man ikke kan se dem. Hendes hoved er et æg. Jeg blinker til hende, og hun ser tilfreds ud.


Otto fortsætter med at pille folk ud og hegle dem igennem. Mine skuldre synker ned på deres normale plads, de er glade nu, lige som resten af kroppen. Det er skønt bare at være tilskuer. Men eftermiddagen bliver lang, vi skal også tegne model efter den største af kvinderne. Det er svært for hende at smide tøjet, kan jeg se, hun skammer sig over sine deller.

Nyd formen,” siger Otto, ”tegn rummet udenom, følg rundingen, lad jeres hænder kærtegne konturen. At tegne er at elske med pensel eller blyant. Giv jer hen. Dans med hele kroppen. Mærk i jeres egen krop hvor blyanten er. Det vigtige er at I nyder linjen, og det er fuldstændig lige meget med resultatet.” Hun begynder efterhånden at virke veltilpas i stillingen som model. At være centrum for andres blikke, ikke vurderende blikke, kun kærligt registrerende Nogle gange kan Otto være empatisk.

I mørke er Hanna anderledes levende, med hænder der flyver kærtegnende omkring på mig. De lærer hurtigt, de finder steder og berøringer jeg ikke havde forestillet mig. Efterhånden er de varme, glohede, hun udstøder små kælne lyde. Jeg begynder at nyde situationen, selv om det strengt taget har karakter af afpresning. Men jeg føler mig værdsat og det er en god oplevelse.

Om morgenen fører hun beløbet ind i regnskabet og jeg får min kvittering. Beløbet er meget større end jeg havde forstået, og der er kun tre dage til lørdag. Min telefon har kun lidt strøm tilbage, men der er ingen beskeder hjemmefra. Jeg ringer op og får bare telefonsvareren, lægger hurtigt på igen. 

Dagen går med Ottos kunstforelæsninger og en masse fysisk træning. Bagefter er der yoga, astangayoga som ikke ligner de rolige, meditative øvelser jeg synes yoga skal være, men sved på panden og ømhed i hele kroppen. En hel dag uden teater. Slet ikke hvad jeg havde regnet med.

Det er skuffende. For lidt skuespiltræning, for meget kollektiv, stemmer der kværner løs hele tiden, Hannas kraftige antydninger om at vi skal sove sammen hver eneste nat, Ottos ideer der aldrig standser og som ændrer sig hele tiden, de andres desperate anstrengelser for at følge med de nye direktiver og overgå hinanden i loyalitet, i at forstå bedre end nogen anden. Ikke et sted der er mit eget. Og den forbandede lørdag der kun er tre dage borte samtidig med at mine forældre ikke svarer. Jeg er desperat.

4

Punkerknejpen Blauer Peter 666, dér vil jeg hen, ingen regler, blot plads til alle. I et glemt hjørne af Hamburg havn står et forfaldent varehus som ingen bruger, undtagen Blauer Peter. De flytter jævnligt til nye steder hvor man kan vandalisere i fred. Graffiti overalt, foruden brugte paller, reklamer og glasskår. Ned i kælderen går jeg

Betonmurene dirrer af lyd. Her i mørket er den ægte punk. Det skal være hæsligt, tonerne skal være falske, rytmen skal halte, lydtrykket skal mase trommehinden ind i hjernen, for punk er oprøret mod alle systemer også hæslighedens. Alt skal være mere end hæsligt. Væggene er tilkradset med navne og skjoldet af pis, fulde af røvbilleder og overmalet med tags. På en avis foran døren ligger en lort som de fleste træder uden om. Ikke alle, der er fodspor på betongulvet.

Længst borte fra højttalerne sidder nogle ældre mænd langt over de femogtredive. Ikke punkere, bare med almindeligt slidt tøj. Jeg får øje på Dan Lichter, der for tiden udstiller i København og på Louisiana. En rigtig maler, en kunstner. Han sidder og snaver med en fuldblods punkerdreng på ikke over tolv år. Alt er tilladt. 

En befrielse. Ingen grænser i punkerland, intet ordensreglement, ingen Otto der hele tiden bestemmer. Man kan sove på gulvet. Folk har blå hanekam, nakketatoveringer, ballehuller i bukserne. Spidse stålpyramider igennem underlæben, øreflippen gennemboret af tyve smykker. Halsbånd af pigtråd.

Baren fører to drikke, noget lyserød likør med hindbærsmag samt den billigste fadøl. Men der står whiskyflasker og hjemmebrændt under disken, og andet som folk ønsker. Små pakker med hvidt pulver. Bare bed om det.

Jeg finder et par af de sidste mønter i lommen og får et krus øl, rigtig tysk krus på én liter med skum der løber ud over mine bukser og videre ned på gulvet. Jeg puster af og tager en slurk, det er rigeligt med én. Drengen rejser sig pludselig fra Dans skød og forsvinder med en jævnaldrende ud i mængden. Pladsen ved siden af Dan tom, jeg sætter mig.

Giver du en tår,” skriger han og griber mit krus.
Værsågod, drik bare resten.”
Jeg er skuespiller,” råber jeg ind i øret på ham.
Vi går udenfor, her er sløvt i aften.”

Da vi skræver over lorten på vej ud, benytter han lejligheden til at rage mig på ballen, bare venskabeligt, men hyggeligt. Han ser at jeg har opdaget at han stadig har det halvfulde ølkrus i hånden: ”Det gør vi tit. De får det tilbage i morgen. Kommer du med i mit atelier?”

Dan har gang i nogle kæmpelærreder, Kopfverbesserung hedder de. ”Jeg laver dekorationer til Hamburgeroperaen, så det må interessere en skuespiller,” siger han, og stemmen konkurrerer stadig inde i mit hoved med larmen og musikken fra Blauer Peter. ”Vil du se hvordan jeg gør?”

Ved siden af lærredet står et stort, fladt kar med farver, vist både olie- og vandbaserede for de blander sig ikke, men flyder mellem hinanden. Han dypper hele hovedet i malingen, lægger sig på lærredet og ruller rundt. Changerende blå, orange, rød… iblandet hår- og skægrester. Flotte mønstre.

Dan rejser sig og hælder en sjat øl på. ”Kun en lille sjat til billedet,” siger han, ”jeg skal også have noget selv.”

Jeg fortæller om Otto og kollektivet; han har lagt sig på gulvet med lukkede øjne men mister hurtigt interessen og synker hen, fordi jeg ikke er rigtig skuespiller endnu. Håret stritter ud i en enorm, broget punkerfrisure, malingen er allerede stiv. Med det hår elsker de ham i morgen, hvis han afleverer kruset. Sov godt, Dan. Du er fanget i din ensomme maske af maling. Atelieret har tabt sin romantiske glans for mig, billederne er egocentrerede og livløse, præget af misbrug. Kollektivet er bedre, en skuespiller bevæger sig, han kan skifte maske når som helst.

Jeg vandrer tilbage igennem den nattestille by, forbi rådhusets klassiske bygning og havnen med turbådene, forbi Apples skinnende nye butik. En lang kø spærrer indgangen, nogle er i soveposer, nogle omkring et gasblus til kaffe. Mange ligger bare på et vattæppe, ventende på klokken otte når dørene åbnes og de kan købe den nye iPhone.

Køen fortsætter rundt om hjørnet i en mørk sidegade. Den slutter med en sovende mand med næsen nede i vattæppet, ved siden af sit vækkeur. Hans tegnebog stikker op af baglommen. Og, ja, der er kun to dage til lørdag, næh, det er fredag i dag, fortæller mit ur, én dag til lørdag. Min fars blide hånd lister tegnebogen ud og ned i min lomme. Manden bemærker det ikke, og det gør jeg næsten heller ikke.

5.

Hjemme i kollektivet igen åbner jeg tegnebogen, der ligger 1.200 €, hans telefon kunne blive betalt med knitrende nye sedler. Der er desuden et studiekort – måske har han lånt pengene af sine forældre.. Men jeg betaler tilbage, sedlerne er kun et lån fra ham til en der har det vanskeligt.

Hanna har lagt sig så der er plads i sengen til mig. Jeg kryber ned i varmen og blødheden, lige nu er det bare skønt at være her sammen med hende. Ro, en dyne der hæver og sænker sig fredfyldt. Ro, indtil i morgen tidlig.

Jeg afleverer pengene til hende efter morgenmaden. ”Hvor var du henne i går aftes?” siger hun, ”jeg savnede dig.”

At forklare det med Blauer Peter er for pinligt, selv om der også er noget med kunst, en lille smule. Men mest druk, larm og stoffer. ”Jeg skulle have fat i en bekendt som kunne låne mig pengene, det var vigtigt.” Fra tyveri til løgn, det er helt forkert og må aldrig ske igen, så hellere leve på gaden. Jeg tjekker telefonen, mor har ringet til mig hele aftenen, men på Blauer Peter kan man ikke høre noget.

Hun svarer straks da jeg ringer op: ”Carlo, der er sket noget meget frygteligt, far er forsvundet. Lægerne mente alligevel ikke at det var leveren, så de gav ham binyrebarkhormon og noget helt nyt, og han følte sig vældig frisk. Men nu er han stukket af, ingen aner hvor han er, måske ligger han et sted hjælpeløs. Du må komme hjem, jeg kan ikke klare det alene.”

Mor, jeg har ikke penge til toget, min konto er tom, som jeg har SMS’et. Hvis du sætter dem ind på min konto er de fremme i morgen, så kommer jeg straks.” Stakkels far, og noget værre pis at det kommer midt i min træning.

 

Eftermiddagssession med Otto. ”Vi har en forestilling i morgen, alle de sædvanlige kommer og ser på, invitationerne er delt ud. Vi spiller Hamlet, den rammer altid noget i mennesker. Du kan klare rollen, Carlo, det ved jeg. Har du fået læst hele stykket?”

Skulle jeg det?”

Er du vanvittig, selvfølgelig kaster du dig over det skuepil som du har spillet en del af! Er du ikke begærlig efter at trænge ind i den tekst? vil du ikke lære noget? Skal du bare sidde og glo mens vi arbejder? Sådan bliver man ikke skuespiller! Jeg undrer mig over hvad du i det hele taget vil.”

Jeg kan ikke nå at lære halvtreds sider udenad til i morgen. Det er umuligt.”

Intet er umuligt på en scene. Jeg har lavet en ny udgave, der er ikke brug for alle de ord. Du får et par hovedreplikker. Vi arbejder med krop og følelser og spontanitet, du skal ikke genopgylpe Shakespeares ord. Nej, du skal være dem indefra. Din krop skal gestalte. Er der brug for ord, siger du dem bare, og hvis ikke så holder du mund. Stykket skal komme fra dig selv. Fem roller, resten er overflødige. Man får aldrig et klart scenebillede med alle de mennesker der vælter rundt mellem hinanden. De der ikke har roller, udgør koret. Middagsmaden er aflyst, vi holder prøve indtil det fungerer.”

Ordene vælter manisk ud af ham. De fire andre skuespillere bliver kaldt op, koret får at vide hvad de skal (koret? Skal der også være et kor i Hamlet, lige som i de græske tragedier?).

Otto herser med os, alting skal gå hurtigt. Det er mega hårdt, på den ene side er der ting som absolut skal være på en bestemt måde, på den anden side skal vi improvisere helt frit ud fra vores oplevelse af stykket. Nogle gange begge dele på samme tid.

Koret skal også improvisere totalt, hvert medlem ud fra sin egen følelse. Samtidig skal de optræde som en enhed, det lyder vanvittigt. Otto stamper i gulvet, peger, flytter folk, afbryder når noget er i gang, er pludselig stille med fjernt blik og et smil. Gentager den samme lille bid ti gange – altså, hvor bliver improvisationen så af? Men ingen er sultne.

Klokken ét om natten indtræffer et mirakel. Det hele falder i hak, jeg har min replik med konge, fader, hele Danmark – og det bliver sandt. Koret støtter mig: nu skal den kongefader tale! Et øjebliks total tysthed, så manifesterer kongens ånd sig. Hårene på mine arme rejser sig. Ånden svarer mig.

Vores dunstende, dampende, svedige kroppe har gjort det, vi har skabt et kunstværk. For dette havde jeg drømt om at være skuespiller.

Otto har holdt sin mund, for første gang hele dagen, han har bare suget til sig. ”Vi stopper her, sådan skal det være. Spis lidt, sov og vær klar til prøve i morgen klokken ni. Forestillingen er klokken seksten, der er ingen tid at spilde, vi er ikke færdige endnu.”

Klokken er seksten, korets lyde samler sig til en enhed og forestillingen kører. Noget er fremragende, andet springer vi hurtigt igennem, videre, videre. Hen mod slutningen står jeg og skuer ud over verden, scenen, tilskuerne – da jeg får øje på far. Han sidder på den bageste række og ser lille og træt ud, men tilfreds. Hans brune øjne skinner rørt. Jeg standser ubevægelig som en stenstøtte, han sidder der virkelig, er ikke noget spøgelse eller nogen konge, bare min rigtige far. Netop på den måde skal stykket slutte og sådan gør det, Hamlet forvandlet til en stenstøtte, optaget af sit syn. En anden gang vil det slutte på en anden måde, for hver forestilling er enestående.

Jeg kunne ikke dø uden at have talt med dig, jeg måtte se dig,” siger han bagefter over pindemadderne og et glas hvidvin. ”Du har ret, tandlæge skal du ikke være, der er alt for stærke energier i dig til det job. Der er meget vi skal tale om, omsider. Forresten, jeg har sat et arveforskud ind på din konto mens jeg sad i toget og længtes efter at se dig.”

oOo–

 

 

Reklamer