Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


46 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 1/5

opgave 1, 14517513_10210938743812762_1046123748336484937_n.jpg

Lidt ændret d. 4. okt 0.24.


Kære mor og far

Er I ængstelige over at jeg stak af så brat? Det håber jeg ikke, selv om jeg har været væk i nogle dage. Alt er vel her hvor jeg er – i Hamburg. At dumpe til Studentereksamen er i sig selv pinligt nok til at forsvinde, men jeg kunne ikke holde ud at se udtrykket i dine øjne, far, da du sagde: ”Hvad skal der dog blive af dig?” Du ville så gerne se mig overtage tandlægeklinikken, det skar mig i hjertet. Ikke mere skole til mig.

Jeg er ikke dig, far, selv om jeg har dine mørkebrune øjne og evne til at snakke så folk føler sig godt tilpas og noget af dit sprognemme – når jeg gider. Og dine hænder, bare du rører ved en patient forsvinder hans angst. Jeg håber sådan at du bliver rask snart!

Jeg er heller ikke dig, mor, selv om jeg har dit lyse, krøllede hår og slanke skikkelse og din elegante næse, hverken for stor eller for lille og svagt buet. Værdig. Men dit temperament, kombinationen af organisator og skarphed, får jeg aldrig.

Jeg er mig selv – hvad det så betyder? Det er derfor jeg har fået mine tatoveringer, så I kan se det. Hvor I dog skreg over den på halsen. Åh, mor, du siger altid at jeg skal lære at prioritere, det var da hvad jeg gjorde! jeg var alligevel dumpet til fransk, så jeg kunne lige så godt hjælpe NaboEdith med hendes elektriske kørestol og komme lidt for sent til eksamen. 

Hele livet er jeg blevet tvunget til at følge andres forventninger, mors, fars,  flink elev, god kammerat. Men ingen af dem var mig selv. Jeg vil være fri.

Derfor skal jeg være skuespiller. Prøve andre personligheder og forlade dem igen – ikke mindst det sidste. At folk kan se mig på scenen og vide at det er ikke mig. Se mig udenfor og vide at sådan er jeg virkelig. Jeg vil lære at lægge masken. En tandlæge sidder så fast i sin maske at folk altid snakker om tænder, mon ikke du, far, har lyst til at tale om andet, især nu med din lever? Jeg vil så gerne gøre noget så du bliver glad og stolt af mig, og så mor kan se at man ikke behøver planlægge alting.

Nuvel, helt lykkelig er jeg ikke for tiden, men her er vildt spændende og det kræver alting af mig. I Hamburg har jeg ikke slappet af på noget tidspunkt.

Mange kærlige hilsener og god bedring til far fra jeres
Carlo
PS Hvis I kan undvære fire-fem tusinde kroner så sæt dem ind på min konto så hurtigt som muligt. Visakortet virker ikke og jeg er ved at blive smidt ud fra kollektivet – katastrofe. Tysk er et morsomt sprog, selv om jeg putter danske og engelske ord ind det meste af tiden, forstår folk hvad jeg mener. Bare det med at anbringe verberne til sidst i sætningen får mig til at grine. Men det går ikke når jeg kommer til at spille Schiller. Dér griner man ikke.

PPS Jeg har lånt pengene til frimærket og andre ting, og er nødt til at betale tilbage snart.


Skelet med seksten knogler

Temaer: FRIHED, identitet, angst, eksistens, vilje. Vil være skuespiller.

  1. Carlo er flygtet til Hamborg.
  2. Han er indlogeret i et kunst-kollektiv.
  3. Han introduceres.
  4. Har han mulighed for at blive skuespiller?#
  1. Men han har ingen penge og bliver smidt ud uden.
  2. Forældrene svarer ikke på hans mail.
  3. I sidste øjeblik låner han penge af en kollektivist.
  1. Han er nederst i hierarkiet i arbejdsgruppen.
  2. Carlo er utilfreds. Kollektivet er ved at blive for hårdt, Carlo søger ud til en klub
  3. Han møder en maler og skal vise sit værk frem. Svært for en skuespiller.
  4. Han ser malerens atelier. Er det bedre end at være skuespiller?
  5. For at betale tilbage må han stjæle – men håber at betale tilbage.
  1. Faren er på intensiv, derfor ingen kontakt og ingen penge.
  2. Kollektivet spiller Ottos særlige udgave af Hamlet.
  3. Faren er kommet og billiger.
  4. Forsoning, styrket selvtillid og jegfølelse. Men er en skuespiller afhængig af publikum? Forsvinder han uden publikums gunst? Er det sand frihed?

Pudsigt, at skrive skelet gør mig meget nøgtern i stilen. Alle disse punkter forhindrer mig i at skrive følelsesfuldt. Skelettet er i 3. person, men selve teksten i første person alligevel, som en art protest mod skemaet.

Reklamer