Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


46 kommentarer

Opgave 4 Pårørende klager over at hospitalet er for kedeligt

Opgave 4. Fredag den 21. November TEMA: Kønsskifte hos forfatteren
ARBEJDSTITEL: Krise mellem to personer
BESKRIVELSE: Skriv en tekst om en krise mellem to
personer. Skriv i første person (jeg-fortæller) i nutid,
og formidl tidligt i teksten hovedpersonens køn så ingen er i tvivl.
Hovedpersonens køn skal være modsat forfatterens.
VIGTIGT: HUSK, find en god titel til din fortælling.

Ca. 700 ord.

Pårørende klager over at hospitalet er for kedeligt

På med kittel. Væk med fingerringe og smykker. Ganske diskret mascara, håret i en knude, intet der kan ophidse de mandlige patienter. Jeg er klar til møde med hospitalsdirektøren.

Overlægen, dr. Rullebræt, fløjter efter mig på gangen da jeg forlader afdelingskontoret. Han har altid sort hættetrøje på, men er ekstremt dygtig til at operere knæ og brok. Kan klare det mens han sms’er. Men kønsskifteoperationer tager tid, og han er nødt til at stå af rullebrættet for at forbinde nerverne rigtigt. Han er begyndt på at ryge igen på operationsstuen, ren tjald. Bedre end whisky i omklædningsrummet.

– Jeg vil ikke have at de fugle bygger rede i kantinen, det er smittefarligt, siger jeg til direktøren.
– De pårørende indgiver klager over at der er for kedeligt på hospitalet, siger han. Dyr på operationsstuen har ufarlige bakterier der fortrænger mrsa-bakterierne. Vi gør det helt forkert i vore dage. Desinficering dræber patienternes egne, gode bakterier og vira.

– Der kan ikke være tale om dyr! Sådan noget griseri. Jeg vil have skarpe kanter og hvide flader og Mogens Andersen på væggene, ikke nogen ørne, de stresser patienterne.
– Akupunktur kan erstatte smøger, siger direktøren drømmende, jeg inhalerer kun et lille puf om dagen. Her på kontoret er der ikke lugtgener, kun en svag duft af virginiatobak, det reneste rene fra naturens skatkammer. Jeg må tale med dr. Rullebræt

Jeg tager mig til hovedet. Har koncerndirektøren ikke noget bedre at foretage sig.
– Sidder du også i regionsrådet, og planlægger supersygehuse?
– Vi skuer ind i fremtiden. Vi får ti tusinde patienter, raske på tre dage, udskrevet sidste dag uden knæ eller lever, bare med stålimplantater. Et helt afsnit til plastikoperationer, nye numser, nye øjne der kan se gennem vægge, nye ører der kan høre P4 osv. Der er ingen grænser for moderne medicin.

Nu bliver jeg arrig og klipper venstre øre af ham eller hende, jeg ved ikke hvad køn han er, hun har jo været patient hos doktor Rullebræt, de avancerer til de mest ansvarsløse job højt oppe i hierarkiet.
– Jeg finder mig ikke i det, hvæser jeg, du må forstå at det er alvor. Og lad være med at dryppe på gulvet.
Han griber telefonen og ringer efter doktor Rullebræt. – En akutoperation på chefkontoret, Nu!
Rullebræt er der med udrykning: – De ringer, vi syr. Det tager ikke mange minutter før øret er på plads.
– Ryd op efter dig, skriger jeg og peger på blodpletterne.
Han tørrer hurtigt op med sin supersugende mobiltelefon. – Så er der pause, siger han. Ned ad gangen, knirk og knirk på rullebrættet, højt syngende et eller andet lort med sin forbandede ghettoblaster.

Men jeg kan ikke få ham fyret, han er pot og pande, især pot, med ledelsen. Dette hospital trænger til en fast hånd. Jeg griber direktøren i hendes barm og kaster hende på skrivebordet.
– Et forkert ord og jeg smadrer brevpresseren i skallen på dig.
– Det er ikke så slemt ment, jeg er jo bare en der gør sit bedste.
– Gu’ er du røv. Du er en lidelse som skal helbredes.

Irriterende at jeg ikke kan finde ud af om hun er en mand. Det sker tit for dr. Rullebræts patienter, de bliver vekselkønnede. Vi har et mas med at køre dem mellem herreafdeling og dameafdeling flere gange om dagen. Portørerne klager. – Tag dig sammen. Det her er alvor. Mine patienter lider under at blive transporteret frem og tilbage hele tiden. Dr Rullebræt skulle hellere sendes ned i Akutmodtagelse og lappe trafikofre. Heroppe keder han sig og er ligeglad med om patienterne har deres eget køn når han har fjernet blindtarmen.

Direktøren smiler bare med sine fyrretyve lige store tænder, stjålet fra et Hindsbergflygel, kan jeg se. Han har anatomiske halstatoveringer fra Grey’s Anatomy.

Fatter han overhovedet at der ligger forældreløse børn på papkasser i skyllerummet? – Der er ikke nok bækkener, siger jeg. Det kan du i det mindste skaffe, det er synd for børnene at de må skide i krogene.
Han lader overrasket: – Det har jeg aldrig hørt om. Nye klager må indleveres på mandagsmødet.
En ørn flyver lavt over hovedet på ham med en barnehånd i næbbet fra kirurgernes affaldskasse.

– Der er heller ikke nok foder til ørnene.
Hun bliver blød i blikket: – Mine elskede dyr. Overfalder de patienterne?
– Som regel ikke. Kun de døende. Men jeg må videre, forsøg ikke at holde på mig, jeg har et arbejde at udføre.

Jeg kommer lidt rouge på kinderne og retter på min mascara der har en tendens til at løbe under samtaler med direktøren. – Farvel, hvisker jeg i døråbningen, ingen grund til at alarmere patienterne med råben.

Dr Rullebræts ghettoblaster er et andet problem jeg som oversygeplejerske må tage mig af. Det har stået på længe nok. Og hans whiskyflasker på operationsbordet må stoppe. Vi får et dårligt ry på den måde.

_____

En anden historie af mig i en helt anden stil men også med tema lægekunst: tryk her

Reklamer