Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


37 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 4/5

opgave 4, 14721688_10211155152862853_1232992338117564737_n.jpg

[Scenen i punkerknejpen er kortet noget d. 22. okt, kl. 22. 50]

Punkerknejpen Blauer Peter 666, dér vil jeg hen, ingen regler, blot plads til alle. I et glemt hjørne af Hamburg havn står et forfaldent varehus som ingen bruger, undtagen Blauer Peter. De flytter jævnligt til nye steder hvor man kan vandalisere i fred. Graffiti overalt, foruden brugte paller, reklamer og glasskår. Ned i kælderen går jeg

Betonmurene dirrer af lyd. Her i mørket er den ægte punk. Det skal være hæsligt, tonerne skal være falske, rytmen skal halte, lydtrykket skal mase trommehinden ind i hjernen, for punk er oprøret mod alle systemer også hæslighedens. Alt skal være mere end hæsligt. Væggene er tilkradset med navne og skjoldet af pis, fulde af røvbilleder og overmalet med tags. På en avis foran døren ligger en lort som de fleste træder uden om. Ikke alle, der er fodspor på betongulvet.

Længst borte fra højttalerne sidder nogle ældre mænd langt over de femogtredive. Ikke punkere, bare med almindeligt slidt tøj. Jeg får øje på Dan Lichter, der for tiden udstiller i København og på Louisiana. En rigtig maler, en kunstner. Han sidder og snaver med en fuldblods punkerdreng på ikke over tolv år. Alt er tilladt. 

En befrielse. Ingen grænser i punkerland, intet ordensreglement, ingen Otto der hele tiden bestemmer. Man kan sove på gulvet. Folk har blå hanekam, nakketatoveringer, ballehuller i bukserne. Spidse stålpyramider igennem underlæben, øreflippen gennemboret af tyve smykker. Halsbånd af pigtråd.

Baren fører to drikke, noget lyserød likør med hindbærsmag samt den billigste fadøl. Men der står whiskyflasker og hjemmebrændt under disken, og andet som folk ønsker. Små pakker med hvidt pulver. Bare bed om det.

Jeg finder et par af de sidste mønter i lommen og får et krus øl, rigtig tysk krus på én liter med skum der løber ud over mine bukser og videre ned på gulvet. Jeg puster af og tager en slurk, det er rigeligt med én. Drengen rejser sig pludselig fra Dans skød og forsvinder med en jævnaldrende ud i mængden. Pladsen ved siden af Dan tom, jeg sætter mig.

”Giver du en tår,” skriger han og griber mit krus.
”Værsågod, drik bare resten.”
”Jeg er skuespiller,” råber jeg ind i øret på ham.
”Vi går udenfor, her er sløvt i aften.”

Da vi skræver over lorten på vej ud, benytter han lejligheden til at rage mig på ballen, bare venskabeligt, men hyggeligt. Han ser at jeg har opdaget at han stadig har det halvfulde ølkrus i hånden: ”Det gør vi tit. De får det tilbage i morgen. Kommer du med i mit atelier?”

Dan har gang i nogle kæmpelærreder, Kopfverbesserung hedder de. ”Jeg laver dekorationer til Hamburgeroperaen, så det må interessere en skuespiller,” siger han, og stemmen konkurrerer stadig inde i mit hoved med larmen og musikken fra Blauer Peter. ”Vil du se hvordan jeg gør?”

Ved siden af lærredet står et stort, fladt kar med farver, vist både olie- og vandbaserede for de blander sig ikke, men flyder mellem hinanden. Han dypper hele hovedet i malingen, lægger sig på lærredet og ruller rundt. Changerende blå, orange, rød… iblandet hår- og skægrester. Flotte mønstre.

Dan rejser sig og hælder en sjat øl på. ”Kun en lille sjat til billedet,” siger han, ”jeg skal også have noget selv.”

Jeg fortæller om Otto og kollektivet; han har lagt sig på gulvet med lukkede øjne men mister hurtigt interessen og synker hen, fordi jeg ikke er rigtig skuespiller endnu. Håret stritter ud i en enorm, broget punkerfrisure, malingen er allerede stiv. Med det hår elsker de ham i morgen, hvis han afleverer kruset. Sov godt, Dan. Du er fanget i din ensomme maske af maling. Atelieret har tabt sin romantiske glans for mig, billederne er egocentrerede og livløse, præget af misbrug. Kollektivet er bedre, en skuespiller bevæger sig, han kan skifte maske når som helst.

Jeg vandrer tilbage igennem den nattestille by, forbi rådhusets klassiske bygning og havnen med turbådene, forbi Apples skinnende nye butik. En lang kø spærrer indgangen, nogle er i soveposer, nogle omkring et gasblus til kaffe. Mange ligger bare på et vattæppe, ventende på klokken otte når dørene åbnes og de kan købe den nye iPhone.

Køen fortsætter rundt om hjørnet i en mørk sidegade. Den slutter med en sovende mand med næsen nede i vattæppet, ved siden af sit vækkeur. Hans tegnebog stikker op af baglommen. Og, ja, der er kun to dage til lørdag, næh, det er fredag i dag, fortæller mit ur, én dag til lørdag. Min fars blide hånd lister tegnebogen ud og ned i min lomme. Manden bemærker det ikke, og det gør jeg næsten heller ikke.

Reklamer