Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


2 kommentarer

Badekåben er blevet for stor

Han står foran spejlet i sin hvide hospitalskåbe, den er halvt åben ind til en formløs undertrøje og et par slaskede underbukser. En person stirrer tilbage på ham med blodskudte øjne, han kan ikke engang skelne sin øjenfarve mere, en person som han ikke kender med mærkelige indfaldne kinder, dybe rynker om munden, med knoklede ben, ludende holdning. Lyset er skarpt over håndvaskens spejl, det sidder højere oppe i dag, rummet er større. Der er hvide fliser overalt, fødderne er langt borte i tid og rum, de er kontaktløse og fortabte.
– Det er ikke mig, tænker han. Det kan ikke være mig. Jeg plejer at være veltilpas og udfyldt.

En ting han ikke kan se er maven, eller rettere den knude af angst og håbløshed som fylder den ud. En betonklump af stivnet panik. Uflyttelig. Kroppen skrumper og klumpen vokser i ham.

Han løfter armen og ærmet glider til side. Underarm, albuebøjning og overarm er blåviolette af nålestik, katetre ind og ud, blodprøver igen og igen.

Hånden griber efter hans egen tandbørste som ligger klar på kruset. Munden er også fremmed, den har en medicinsmag som tandpastaen ikke kan overdøve. Han børster uden om en tand som føles løs. Endnu et tab, endnu et lille skridt mod at blive knogler i en hudsæk. Hånden ryster og kan ikke ramme rigtigt, han støder ind i tanden som er uhyggelig ligeglad. Han opgiver tandbørstningen undervejs fordi den bringer kvalmen frem igen. Og trætheden. Børsten falder ned i vasken. Tilbage i seng, støtte hånden mod flisevæggen. Langsomt. Gribe om sengehest. Sætte sig. Dreje sig. Endelig synker han tilbage i madrassen med hovedet støttet af en kølig pude. Tiden forsvinder for ham: for en evighed siden, eller blot nogle dage siden, sad han med en læge i et depotrum med bækkener, badekåber og håndklæder på hylder, samtalerummet var optaget men det var en nødvendig samtale der skulle afholdes nu.

Lægen var placeret bag et lille skrivebord med en journal foran sig, ellers tomt og uden den sædvanlige computer:
– Hvordan havde du det da du blev indlagt?
– Det husker jeg ikke.
– Hvordan har du det så i dag?
– Det går vel meget godt, jeg mærker ikke noget særligt.
– Du får også morfin, 30 mg fire gange om dagen, men jeg kan se at du har smerter.
– De er der hele tiden.
– Du skal have noget mere morfin, vi giver dig 50 mg. Hvor længe er det du har været her nu?
– Jeg vil tro en måned, deromkring.
– Seks dage. Vi har skannet dig. Der er nogle opklaringer i dine knogler, så det er ikke mærkeligt at du har forhøjet calcium i blodet, man bliver konfus. Hvad har du fået af medicin derhjemme?
– Det husker jeg ikke.
– Jeg synes at vi skal begynde behandlingen i eftermiddag. Er du ikke enig i det?
– Hvad betyder det alt sammen, jeg forstår ikke hvad der sker. Opklaring, det lyder meget godt.
– Opklaring betyder punktvis henfald af knoglemateriale, man kan sige at sygdommen har ædt huller i dine knogler. Har du ikke talt med dr. Bjerring?
– Det mener jeg ikke.
– Du har en cancer som vi skal have bugt med. Myelomatose kan ikke helbredes men den kan holdes nede.
– Det har jeg ikke hørt noget om før.

Han stirrede frem for sig, lokalet og lægens ansigt tågede ud og ind, gulvet gyngede, han greb fast om skrivebordets kant. En pludselig varme skød op fra maven, mens hans hænder blev iskolde og brystkassen begyndte at ryste. Maven krampede sammen. Lægen fortalte et eller andet uden at ordene bragte nogen klarhed.

– Er vi så enige om det? Spurgte lægen og så på sit ur.
– Hvor lang tid har jeg så at leve i. Dør jeg?
– Med den rette behandling kan du se frem til flere år, vi har nogle patienter der lever med sygdommen i både ti og femten år. Det skal nok gå.

Lægen rakte hånden frem og sagde: – Vi ses i morgen, eller også det bliver nok dr. Bjerring. Du skal aflevere et symptomskema, så vi har styr på bivirkningerne. Døren lukkede sig efter lægen.

Det gik op for ham at der havde siddet en sygeplejerske ved siden af lægen hele tiden. Lyst hår, buttede kinder, tre kuglepenne i brystlommen og et navneskilt med Hannah. Hun rakte ham en lille blå papseddel med nogle tal på:
– Her er dine behandlingstider.

Han greb om hendes varme, tørre hånd. Et menneske som ikke var døende, en blød glat forbindelse til et rask menneske, langt fra død og forrådnelse. Et fællesskab, så længe det ville vare. Hånden lagde sedlen i hans lomme på kåben uden at slippe kontakten. De sad en stund sådan, indtil hun lagde hans hånd tilbage på hans lår og strøg ham over håret: – Sygdommen er hård og behandlingen er hård, men du har en god chance. Og husk at jeg er her, du skal bare kalde, også hvis du kun vil snakke eller har brug for mere morfin. Vi er en specialafdeling, vi har prøvet det mange gange.

– Jeg vil hjem, sagde han, jeg vil have mine venner, mine børn, kæresten, arbejdet. Jeg har ikke brug for at snakke, jeg vil bare væk.

Hun lagde armen om hans skuldre: – Behandlingen er din eneste chance. Jeg passer på dig, eller Bente gør det, når jeg er væk. Du kan tale med en psykolog eller en præst, hvis du har lyst til det, bare sig til. Men lige nu er afdelingen din hverdag.

– Jeg har ikke nogen ord eller tanker. De er væk. Der er ikke noget at sige, kun at jeg er bange.

Sygeplejersken tog sit udstyr frem: – Jeg skal anlægge et venflon på dig, det er et perifert venekateter til din behandling.

Der kom flere behandlinger, de hældte piller i ham og gift i venekateteret, men det går da, tænkte han.

En vase med blomster bliver sat på natbordet og han vågner. Lise, hans kæreste er kommet. Lise, den uforstyrlige, som pløjer sig igennem alle problemer, hans klippe.

– Du ser herrens ud, siger hun, det er noget skidt. Men jeg har noget virkelig spændende at fortælle dig. Jeg rejser til Egypten i en uge, vi skal se på termografier og digitale skanninger og jordradar fra Tutankammons grav. Måske er der nye rum ved siden af, og jeg har fået lov til at være med. Du kan glæde dig til helt friske historier. Jeg rejser nu i eftermiddag.

Lises begejstring er smittende, selv gennem en tåge af smerte og depression. Hun kommer igen om bar en uge, så længe holder jeg i hvert fald, tænker han. Hendes glæde løfter ham altid.

De snakker om sygdom og helse og hvor mange ting der er i verden at opdage. Han lukker øjnene bare et øjeblik fordi de bliver så trætte og vågner næste morgen, der er pludselig gået en nat. – Nu er hun i Egypten, tænker han og bliver glad. Der er andre ting i verden end sygdom.

Men senere på dagen er han igen så udmattet at alting kan være lige meget, bare han får lov til at være i fred for besøg og læger, er han tilfreds, det er tungt at trække vejret og at se på verden. At fokusere er mere end han orker, at holde øjenlågene oppe ligeledes.

Midt om natten vågner han og kan ikke holde ud at være alene med en sygdom der æder ham op, han ringer på sygeplejersken, som er Hannah. Da hun kommer kan han alligevel ikke sige hvad han tænker, der er ingen ord. – Måske skal du sidde her lidt ved siden af mig, mine tanker kan ikke komme ud.

– Jeg vil gøre noget hvis du altså accepterer det. Jeg kan blive fyret for det, siger hun, så lov mig at holde mund.

Han ser i skæret fra vågelampen at hun tager kuglepennene og navneskiltet af og lægger dem på sengebordet. Hun vil gøre noget for hans skyld, det er vel i orden. Han har ligget alene i natten, i den pludselige tavshed som altid følger på hospitalets dage med dens skramlen og råbende stemmer. Hun kan gøre hvad hun vil.

– Jeg lægger hænderne forskellige steder på din krop og stryger hen over dit æterlegeme, er det ok? Du skal ikke tænke på noget særligt.

En berøring kommer, noget varme, – og  den knugende følelse i maven bliver mindre massiv. Berøringen flytter sig, smerten er der stadig, men den betyder ikke så meget. Igen flytter den sig og uvilkårligt kommer der et suk ud af hans mund, noget slipper i skuldrene. Varmen er nu inden i ham.  Berøringen har bevæget sig op til hans isse, panden der har været rynket, løfter sig.

Efterhånden bliver berøringen lettere og suger noget af hans nedtrykthed ud, den fordamper ud af hovedets top, bort i universet. Han bemærker at hun ikke berører ham men har hænderne ude i luften, og alligevel er der kontakt, stærkere end før, lettere, en styrke fra en anden verden strømmer ind i ham. Og  ind i angsten så den bliver til en blå tåge der ikke gør ham noget.

– Jeg kan se at det er bedre nu, siger hun efter en halv time. Jeg er færdig for i nat, men kald igen hvis du har behov.

Navneskilt og kuglepenne er på plads igen, bemærker han da han åbner øjnene. – Ja, det er godt. Endelig kan jeg være i mig selv.
Hun glider ud ad døren og han synker ind i en søvn så sund som den ikke har været i mange uger.

Næste dag opfatter han for første gang hospitalet omkring sig: folk bliver sygere eller raske og udskrives. Sko træder hen ad gulve, sygeplejersker vandrer frem og tilbage med papirer i hånden og målbevidste øjne. Rengøringspersonaler sniger sig langs væggene med svabere og blikket slået ned, de er ikke vant til at smil fra nogen. De frygter oversygeplejersken som peger på hjørner hvor der ikke er fejet og vasket. De skynder sig med at gøre rent så de kan nå hjem til kaffe og kage og snak med naboerne. Et enkelt smil lyser op som et stjerneskud, resten er sure mopper og snavset sæbevand. Der er kommet klarhed i hans tanker, men efter nogle timer vender smerten og angsten tilbage. Så tænker han på hvad der var sket om natten. Måske kan han finde tilbage til den tilstand. Hvordan var det? En berøring, en varme.

Der går en time hvor han prøver at huske hvordan det var, – indtil han er tilbage i tilstanden hvor angsten forsvinder og klumpen i maven opløses. Er det et mirakel? I hvert fald kan han selv gøre det, uden Hannahs hænder. Der er opstået en forbindelse mellem ham og noget han ikke kendte før, noget inden i ham selv eller langt udenfor? Det betyder ikke så meget, hovedsagen er at han kan etablere forbindelsen selv, at han kan finde den vej på egen hånd. Han øver sig flere gange hver dag, ikke altid lykkes det, men ofte. De timer hvor han forhen lå og ventede som patient, hvor livet gled forbi uden indhold, er nu udfyldt. Igen kan han sanse og tænke og føle at han lever, skønt han ikke ved hvor længe.

Omsider er behandlingerne overstået og han sidder igen med lægen, denne gang i et rigtigt kontor med bøger og computer og billeder af lægens familie på skrivebordet. Hannah sidder med sine udskrivningspapirer, og Lise er vendt tilbage fra Egypten.
– Nu kan vi ikke gøre mere, siger lægen. Du har reageret godt på kemoterapien, helt som forventet.
– Hvor længe kan jeg leve? spørger han.
– Det er sjældent at patienter retter sig så flot efter en behandling. Ingen ved hvornår de skal dø, hverken syge eller raske, så det spørgsmål kan jeg ikke svare på. Måske et almindeligt liv, måske ti år, måske et par år. Vi kan ikke forudsige det. Men du har en helt anden styrke nu, kan jeg se.
– Det har jeg også tænkt på. Jeg er tilstede nu, det er hovedsagen…

Lise har siddet og trippet diskret efter at sige noget, men han kan aflæse hende. Hun bryder ind: –  Vi har talt sammen hele formiddagen. Syg eller rask, så vil jeg hellere have ham som han er nu end som han var inden han blev syg, jeg synes at hans øjne lyser. Der er sket noget som ikke har med kemo at gøre. Hvad det er, ved jeg ikke, der er mere liv i ham end nogensinde før. Han er ved at fortælle mig noget om Tutankhamon som jeg har spekuleret over længe. Vi har meget at nå.

Reklamer