Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


4 kommentarer

Jeppe roder sig ind i alting, I og II

Skrevet på basis af Berettermodellen, først en kort udgave på ca 330 ord,
og derpå en udfoldet udgave på ca. 1480 ord. Idé fra Finn Wilkens

Jeppe roder sig ind i alting I & II

På stranden i Pattaya har Line næsten alt klar, badehåndklæde, bog, et par dåseøl i køletaske, chips, solkrem. Hun sætter sig på håndklædet og nyder. Endelig lidt ferie fra Danmark og undervisningen. Endelig sand under fødderne og hav. Hun har fundet en palme med skygge og knapper en Kingfisher op – den er skønt kølig -, mens hun betragter Jeppe. Tolv år og stor af sin alder. Han går nede i strandkanten og skotter til de thailandske drenge, små og vævre. Nogle af dem har mel i hovedet, det er måske deres form for solkrem. De styrter rundt og fanger hinanden og vinker til Jeppe.

Hvad Line ikke har klar, er sønnen. Han gider ikke de andre drenge, de er for barnlige. Hun er bekymret, han roder sig ind i alting og kommer ikke helt fint ud af det. Den anden aften i Thailand måtte hun hente ham i en spillehal over for hotellet, og de lommepenge der skulle vare hele ferien var væk. Senere havde hun fundet en halvtom flaske Mekhong Whisky i hans kuffert. Jeppe keder sig let og skal prøve alt.

Det kan være udviklende at kede sig, tænker hun, og griber sin medbragte Hellehelle-bog, det er forberedelse, ikke lystlæsning. På bagsiden står: ”Hovedpersonen flytter fra den ene sydsjællandske by til den anden – hele fem gange – uden nogen plan. Tingene sker, tilfældige muligheder gribes, seksuelle partnere skiftes ud, uden videre begrundelse.” Det må være udviklende – på den ufede måde.

Line propper en håndfuld chips i munden og kigger igen efter Jeppe, som har vendt ryggen til drengene. Hun snuser havluften ind, og derpå den anden Kingfisher.

Døsig af øl, varme og bog lægger hun sig og prøver et sted inde i bogen. Det går ikke. Hun lukker øjnene og anbringer den over hovedet for at skygge. Så sover hun.

Ingen råb. For meget stilhed. Den trænger ind i hendes drømme og hun rejser sig op. Drengene er borte. Stranden er tom, en lang ubrudt sandflade. Ingen fodspor mere. Det er blevet højvande.

Jeppe er væk.

Hans røde bukser med buspenge og hotellets visitkort ligger i vandkanten, det ene ben er allerede vådt. Han er ikke at se. Hun spejder ud mod havet og bølgerne. Er der et lille lyst hoved i alt det blå? Nej. 

Han ved at han aldrig må gå i vandet uden opsyn. En elendig svømmer er han og uden forståelse for vandhuller og understrømme. Hun samler sine sager og tager bukserne over armen. Fødderne nyder at sandet nu kun er lunt, ikke brændende. Men Line nyder ikke noget, hun må være sikker på at Jeppe er i god behold. Helt nede i vandkanten er det våde sand fast at løbe på, hun bevæger sig samme vej som bølgerne. Der er ingen fodspor, ingen dreng, overhovedet ingen mennesker. Hun fortsætter, kommer efter ti lange minutter til en pynt og bevæger sig om på den anden side.

”Na zdorovje!” Et selskab af russere sidder i strandstole og deler nogle flasker vodka. Lyse, kraftige mænd, ikke så høje, med tatoveringer om arme og ben. Røde i hovederne og med takkede tænder. Nogle i lange bukser, nogle i korte, veste, kasketter. En enkelt kun i badebukser. De løfter plastbægre, hælder indholdet i svælget, og sammen, som et fjernøstligt kor, udbryder de ”Skål”, på deres svovlende, spyttende, russisk. Adamsæbler hæver og sænker sig. En af dem lægger hovedet så langt tilbage at stolen braser sammen. Han ligger i en pindestabel og glor op i himmelen, de andre griner larmende. Manden lukker øjnene og begynder at snorke.

Nu får de øje på Line og løfter bægrene for at skåle – de er tomme. En ny flaske bliver åbnet. De finder et ekstra bæger, fylder det, rækker ud mod Line, og skåler til hende. Hun tager en slurk, lidt for stor og stærk ovenpå øllet. Forklarer på sit bedste engelsk om Jeppe og at han må være svømmet, om de har set ham. En dreng, på denne højde. Russerne drejer hovederne så guldkæderne rasler og ser på hinanden.

Taler de overhovedet engelsk? Line løfter bægeret igen, og de skåler lystigt. En form for anerkendelse af hende. Hun peger på stranden bagved, på bukserne, laver svømmetag, forklarer igen. Endelig, russeren i badebukser nikker: ”Drreng drrrukne, jeg kkender.” Han rejser sig og vakler hen til motorcykelen. ”Szsmukke kvinde. Kom. Vi kørre til ham.” Han klapper indbydende på bagsædet.

Line træder uvilkårligt et skridt tilbage. Det vigtigste i verden er at finde Jeppe. Hvad er der sket med ham, er det alvorligt, er han død? Så må hun køre med en fuld russer på motorcykel hvis det er det der skal til, og det skal gå hurtigt.

Hun tager plads på sædet, der klistrer brandvarmt. Han sparker maskinen i gang. Den brøler og rejser sig på baghjulet, så Line må klamre sig til hans svedige overkrop. Han er ret behåret, det giver bedre friktion. Sandet sprøjter dem om ørerne og motorcyklen slingrer ud over fortovet, bumper hen over den dybe rendesten og ud i trafikken.

Jo nærmere de kommer på byen, desto tættere bliver færdslen. Cyklen kører imellem to rækker biler, hun må klemme lårene sammen for ikke at blive skrabet af. Trafikken holder for rødt lys men han kører frem og drejer til venstre, og snitter bagenden af en fodgænger der er standset for at lade ham komme forbi. To munke trasker på kørebanen i stedet for at bruge det fortov som nu er dukket op. For ikke at køre dem ned må russeren bremse så voldsomt at Line bliver slynget halvvejs op ad ryggen på ham. Han vender sig og kaster et tilfreds blik på hende. Så accelerer han uden om. Farver flyver forbi, turister, gadekøkkener, barer, stråhatte, piger der har fundet en rar onkel for en dag.

Motorcyklen slingrer endelig til højre forbi næsen af en tuk-tuk og standser nede ad en mindre sidegade. Hendes ben sitrer og hjertet hamrer.

Hovedet foran hende nikker, det er her. Han griber hende om overarmen og trækker hende forbi grupper af drenge og unge mænd der køber og sælger cigaretter og små pakker. Videre ind igennem spillehallen, lange rækker af enarmede tyveknægte med snurrende hjul, pin-ballmaskiner med blinkende lys og kugler der får klokker til at ringe, computerspil, en helikoptersimulatorer proppet med hylende teenagere. Rundt om i det flimrende lys står klynger af drenge og unge mænd, mange i camouflagefarvet tøj, veste med flasker i lommerne. De ryger alle sammen.

Hun bliver ført hurtigt af sted uden at få set sig omkring. Hvor er hun overhovedet havnet?

Bagest i lokalet, i et hjørne, åbner han en dør og skubber hende ind. Døren smækker, men hun kan stadig høre støjen fra spillehallen. En gulvspand vælter idet han maser hende op mod væggen.

”En kyssse-kysse,” siger han indsmigrende og stikker læberne frem. Samtidig mærker hun en hånd med flossede negle smyge sig op ad sine inderlår, på vej ind under trussekanten. Hun løfter knæet for at sparke ham i skridtet, men hans fede lår er i vejen, hun kan ikke røre sig.

”Jeg vil se Jeppe lige nu!” brøler hun af sine lungers fulde kraft. Hun har ikke sat livet på spil bag på hans motorcykel for dette. Ikke noget kkyssekyzze, det gælder hendes dreng. Mandens våde læber hænger i luften hvor hendes mund skulle have været, klar til angreb igen. Hun kan høre at døren atter går, og aner noget camouflagefarvet ud af øjenkrogen. Flere russere, tænker hun, de er kun ude på én ting.

Døren smækker voldsomt, hun hører et dumpt slag og russeren glider med en forbløffet lyd ned på gulvet. Foran hende står en lille skikkelse med kasketten nede over øjnene og i alt for stort tøj.

”Mor,” siger skikkelsen, “jeg prøvede at råbe til dig.”

”Min lille Jeppe!” Hun fjerner hans kasket og trækker sine trusser på plads, øjnene dugger over. Stryger ham over håret og trykker ham ind til sig. Betragter ham, øjnene er rødsprængte, han lugter af cigaretrøg og vodka ud af munden. Noget af vodkalugten kommer fra den flaske han har knaldet i nakken på russeren, Jeppe holder flaskehalsen i sin hånd, den har skarpe glassplinter for enden, kampklar.

Tænk, at hun er gået lige forbi ham i spillehallen.

Russeren grynter og bevæger sig lidt, han er ikke død. Jeppe prikker til ham med foden, ”Han er flink nok, tøjet her er hans. Jeg havde ingenting på dengang de trak mig op af vandet og gav mig kunstigt åndedræt, puha, en omgang. Han kørte mig herhen hvor de bor. Vi fik et varmt brusebad Og kælede lidt i badet.”

Line stirrer forfærdet: ”Er der sket dig noget, har han gjort noget ved dig?”

”Mor, jeg er stadig jomfru – på en måde; det var helt harmløst. Bagefter gav han mig penge at spille for. Og vodkaflasken – som jeg knaldede i hovedet på ham. Her er fedt at være.”

”Jeppe, der er flere ting vi må tale om senere. Det vigtigste er at vi er sammen igen.”

Russeren rejser sig usikkert: ”Ssmukke! Szspizze i aften. Kun du og mig.”

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Jeppe er væk igen

Det er tredje time Line sidder på hotelværelset og venter. Jeppe er ikke vendt tilbage endnu. Han sprang ned efter chips og chokolade, det skulle ikke vare mere end ti minutter. 

Hun tænker på sidste gang han forsvandt. Hun blev desperat og mødte den halvfulde russer, han vidste hvor Jeppe var, og de slingrede på hans motorcykel gennem Pattaya til en spillehal hvor russeren stak hånden på vej op i hendes badetrusser samtidig med at han ville kyszzse. Men Jeppe reddede hende – på den anden side havde russeren reddet Jeppe fra at drukne. Til gengæld ville han kæle med Jeppe i brusebadet, gerne det hele. Det var sådan set ikke Jeppes skyld, det hændte bare.

Hun frygter hvad der nu kan ske. Jeppe keder sig let og så sker der ting. Selv om han er tolv år har han svært ved styre sig. Line burde nyde udsigten fra fjortende etage ud over Thailandbugten og Pattayas strande, nyde at hun er på ferie med sin søn, men hun kan ikke tage sig sammen til andet end at vente. Tre timer er lang tid. Hun tager sin Hellehelleroman og åbner tilfældigt. Ællebællehellehelle. Bare bogstaver og ord, hun kan ikke få det til at hænge sammen, tankerne smutter. 

Bogen duer ikke. Hun hælder en Kingfisher op i et glas og drikker. Slurkene er små, for hvis han ringer skal hun være klar til at tage telefonen. Jeppe har fået et læderetui til at hænge om halsen så han altid har mobilen og penge til et nødstilfælde – hvis han husker at bruge den. Hun prøver igen at ringe uden meget håb, men han svarer stadig ikke, det er nytteløst.

Telefonen ringer, og hun fumler med at trække den lille plet til højre på skærmen for at tænde.
– Hallo, Jeppe! Er du okay?
– Hej, mor.
– Hvor er du, du skulle have været her for tre timer siden?
– Jeg er taget i zoo.
– Hvornår kommer du hjem?
– Det kan jeg ikke fortælle dig?
– Er du alene?
– Det kan man godt sige, men jeg sad bag på en af russerne herud.
– Kommer du så til frokost?
– Jeg kan ikke komme lige nu.
– Er der noget galt?
– Det kan man godt sige. Jeg skulle øve mig i at balancere.
– Det kan være nyttigt.
– Men det bræt jeg gik på, var råddent.
– Ja.
– Og så faldt jeg ned.
– Har du slået dig?
– Ikke ret meget.
– Det var ikke så galt, da.


– Jo, for jeg faldt ned i krokodillegraven.
– Du godeste, har de bidt dig?
– Næsten ikke, jeg er kravlet i sikkerhed i et blomsterbed oven på et cementrør. Så højt kan de ikke kravle, regner jeg med. Men de ligger udenom med åbne gab og venter på mig.
– Er der ikke nogen som kan hjælpe dig bort?
– Nej, de har lukket zoo.
– Kan du ikke ringe til zoo og bede dem hente dig ud, de har nogle dyrepassere som er dygtige til krokodiller.
– Der er en grund til at haven er lukket så tidligt.
– Ja?
– Kongen er på besøg.
– Så er der vel nogle dyrepassere.
– Problemet er at jeg slap fra krokodillerne med nød og næppe. En af dem åd mine bukser, de er ikke kræsne. Der røg også lidt af læggen.
– Så du står i en blomsterkasse med bar ende, omgivet af krokodiller?
– Ja, hvis kongen ser mig er det majestætsfornærmelse, og så er det tolv år bag tremmer. Kan du ikke hjælpe mig, mor, helst hurtigt?
– Jo, min skat, jeg ringer til ambassaden.
– Tror du virkelig at de har været ude for sådan noget før?
– Måske kan de ringe til hoffet og sige at kongen ikke skal se krokodillerne. Eller du kan få fat i russerne og låne et par bukser.
– Nu igen!
– Bedre end thailandsk fængsel, Jeppe!
– Mon fulderussere kan snige sig forbi kongens livgarde, livvagter og krokodillerne, og aflevere bukser til mig, og kaste et reb ned så vi alle sammen kan snige os ud usete?
– Det er den bedste plan indtil videre. Ring til dem straks. Jeg venter her.

Hun hører forbindelsen blive afbrudt og lægger telefonen fra sig med svedige hænder, men går straks hen til køleskabet efter en Kingfisher til. Øllet skummer op, ud over hendes ben. Skidt med det. Hun vandrer rundt i værelset mens hun drikker direkte af dåsen. Fingrene trommer utålmodigt. Der kommer ingen ideer i hendes hoved, det er helt hult. Hellehelle ligger der stadig, hun sætter sig og bladrer igen, betragter portrættet på bagsiden, rejser sig og går runder igen, opgiver at tælle dem.

Telefonen på bordet klirrer og ringer. Hun griber den hurtigt, men Jeppe er allerede begyndt at tale inden hun har fået den op til øret.
– .. mor, russerne er kørt, min telefon kan ikke nå dem. Hør efter, jeg har gjort noget bedre. Jeg har foræret min iPhone til en dyrepasser der kom for at spule dillernes gulv, kongen bryder sig ikke om lugte.
– Er du klar over hvad sådan en koster?!
– Det ved dyrepasseren godt, det er derfor han hjælper mig. Jeg låner noget af hans kluns. Og ved du hvad, mor? Han har lige vist mig hvordan jeg kan stikke hovedet i gabet på en krokodille uden at der sker noget. Megasejt! :-) Men lugter herreulækkert. Det er let nok, man skal bare ..
– .. du holder dig fra de krokodiller. Og dyrepasseren minder mig om russeren som du sagde var så flink, ham kyszze- kyszze.
– Vær ganske rolig, mor, jeg skal ikke kæle med dyrepasseren.
– Jeppe, hvornår kommer du hjem? Jeg har været så nervøs for dig. Vi skal spise frokost og tale rigtigt sammen.
– Det kan jeg ikke, forstår du nok, jeg vil ikke gå glip af kongen. Og der bliver serveret fin menu til personalet – og til MIG!
– Så skal jeg sidde mutters alene med Hellehelle, det kan du ikke være bekendt. Jeg vil høre hele historien.
– Men mor, du behøver ikke være alene. Bare ring til kyszze- kyszze, han er sød når man lærer ham at kende.
– For sød!
– Dyrepasseren er utålmodig, mobilen er hans fra nu af. Sawatdeekrap!

Telefonen dirrer i hånden og hun har svært ved at bekvemme sig til at slukke. Jeppe har egentlig klaret sig selv, flot! Hendes hånd dirrer stadig af vrede, slapper så af. Lettelse vælder op i hende, og hun trækker vejret igen. Det var dyrt med mobilen, heldigvis er der kun thailandsk taletidskort i. Jeppe er ikke hjemme endnu – med hans evne til at rode sig ind i alt, kan hvad som helst stadig ske. Line ryster det hele ud af hovedet, selv om hun ved at det vender tilbage om lidt. Hun glæder sig til at være sammen igen, der er meget hun ønsker at vide, han sprang vel hurtigt over hvordan han fik fat i dyrepasseren, og han skal også … tænk på noget andet, Line!

Spejlet i gangen viser at hun ikke er hærget af begivenhederne. Besynderligt. Håret trænger til en kam. Sådan. Taske, pung og mobil, lidt om øjnene, så er hun klar til at fejre at krisen er overstået. Der ligger en meget velrenommeret restaurant nede ad gaden.

Line skridter forhåbningsfuld af sted mod sit belønningsmåltid, det er stadig lyst, folk på gaden smiler til hende og hun smiler tilbage.

Reklamer


3 kommentarer

Alvorligt efterspil til en saxo-opgave

I 2013 skrev jeg en opgave der hed ”Vi tager Pædagogik meget Alvorligt” om en vikar i en skoleklasse. I klassen sad en elev der hed nenner, meget beskeden pige der altid skrev sit navn med småt. I kommentarerne nedenunder skrev jeg sammen med nenner idet vi fortsatte historien sammen. Det var et af de gyldne øjeblikke i Saxo, vidunderligt at hun greb historien og udvikede den videre. Læs selv historien og hvad der fulgte bagefter.

 

 

Vi tager pædagogik meget alvorligt

 

Min første dag som lærer i sjette x. Jeg sparker døren op, det er en rutine på ukendt terræn hvor fjenden kan lure overalt. Smart, for ungerne har sat en pose vand oven på døren. Det med at præsentere mig bruger jeg ikke, de skal nok finde ud af hvem de har at gøre med. 

Jeg kommanderer: ”Alle ret!” et par gange. Det eneste jeg siger. De fleste forstår. Et par stykker forstår ikke. Jeg går hen til dem, stikker næsen helt ned i hovedet på dem og brøler igen: ”Alle ret”. Jeg har trænet rekrutter, så min stemme blæser hætterne af besættertyperne. Kun én har ikke forstået endnu. Jeg smøger ærmerne op så Benjamin kan se de tatoverede dødningehoveder. Han kigger på dem med foragt. Fint, så er det en smal sag at lægge ham i benlås på gulvet. Jeg hvisker til ham: ”Du sidder på gulvet resten af timen, perle.” Det gør han.

Sit!” siger jeg, og de sætter sig dødsstille. Jeg er ligeglad med om de har geografi eller regning, nu skal de høre om krig i Irak. Efter en halv time siger Benjamin: ”Vi har altså matematik i denher time, du der.”

Godt,” siger jeg, ”der lå 24 perkere og fyrede maskingeværer mod os. Vi gav dem ild og så var 75% døde. Af resten var én kvinde, så hende ser vi bort fra. To satte vi i arresten. De sidste udleverede vi til englænderne, hvor mange var det?”

De hiver lommeregnerne frem. Paphoveder, fire forskellige resultater.

Det duer ikke,” siger jeg, ”vi laver et forsøg. Klassen har 26 elever, så jeg tager Benjamin og Alex fra, I er danske soldater, tag noget kridt. 25 % af 24 kan I godt finde ud af, så skyd resten med kridtet.” Osv. det går som smurt og de udleverer det korrekte antal fanger til englænderne, mig. 

Alex smiler til mig da de forlader klassen: ”Godt at du ikke nåede at sætte dig på stolen, vi har hældt cola på sædet.”

En rigtig fed time. 

I spisepausen fortæller jeg viceinspektøren om krigen i Irak at den var totalt hjernedødt cirkus, så jeg tog en læreruddannelse. Han er så nysgerrig om den krig, men siger overfromt: “Vi fører ikke krig i klassen, husk det!”

Man lærer kun dét på pædagogisk universitet, som man kan fra femte klasse. Pædagogik består af Habermas og Bourdieu, det har ikke en skid at gøre med undervisning. Jeg lærte ordene: livsverden, en aktørs habitus indlejret i kommunikativ handlen og social kapital, nok til at bestå alle eksaminerne undtagen idræt, det kunne jeg fra militæret. 

Han er skeptisk oven på det jeg har fortalt om min uddannelse: ”Du er nok klar over at du har et par elever med særlige behov?” 

Jeg er forbavset: ”Vil du have at jeg skal give dem lussinger?”

Det er ikke noget at spøge med. Benjamin har ADHD og du må sørge for at der er ro omkring ham. Jeg så i spionhullet at han kastede med kridt, det er fordi han ikke føler sig tryg, sørg for at aflede ham på en hensyntagende måde. Alex har Autisme Spektrum Forstyrrelse og det betyder at han er ramt af en tendens til udadreagerende kommunikativ handlen som du skal inkludere, ellers kan det kan give dybe traumer.”

Han fik det bedre af en omgang benlås.” Det passer jo ikke, men man skal ikke provokere mig

Du har lært pædagogik på seminariet, brug det. Du skal også i gang med de individuelle læringsplaner så snart som muligt.”

Det er netop det jeg har lavet i den time.”

Glem ikke det faglige.”

Vi har sgu regnet så eleverne har kridtstøv i hele hovedet.”

Inspektøren ser alvorligt på mine tatoveringer: ”Du må hellere få lært at vi tager pædagogik meget seriøst.” 

Han trænger til benlås, den nørd.


 

– og her kommer kommentarerne

Skrevet: 14. november 2013 21:11

Kære Jesper.

Jeg må indrømme, at jeg først blev forskrækket, jeg sad

ved tredie bord til højre og troede, at manden var

sindsyg og ville slå mig ihjel. Det gjorde han så ikke.

Det er mærkeligt, at han havde været i krig, for så er

han blevet en anden, har jeg hørt. Men han råbte kun og

hans krop fyldte meget. Min mor har også en tatovering, en

ulv. Der blev meget beskidt, men det gør ikke noget. Det

er nok sådan man lærer matematik efter de nye læreplaner.

Jeg ved ikke, om han er barselsvikar eller om

vi får ham igen.

Kh.

nenner

i vinduesrækken.

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

 

Skrevet: 14. november 2013 21:38

Kære Nenner

Jeg tager dit brev meget alvorligt. Det er sendt videre til inspektøren der har bestilt en skærm til dig, den leveres mandag. Du får dit eget lille rum i klassen hvor de andre elever ikke kan distrahere dig. Der kommer en speciallærer til børn med særlige behov og underviser dig en hel time hver dag. Du kommer ikke mere i kontakt med den lærer du føler er en udfordring eller med de adhd-børn der kan opleves som skadelige for dit daglige mønster. Du får lov til at være helt dig selv.

Den nye lærer har fået et godt forhold til klassen og fortsætter indtil skolen finder en lærer der er mere i harmoni med de pædagogiske forhold her på stedet.

Jeg håber at du får glæde af den nye ordning og kommer af med din angst for døden.

Med venlig hilsen

jesper o,

skoleforvaltningens sektion for hensyntagende undervisning

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

 

Skrevet: 14. november 2013 21:47

Kære jesper o

Jeg troede, at angst for døden var et fag,

er det ikke det?

Må jeg så ikke være med til det?

Venlig hilsen

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Skrevet: 15. november 2013 00:02 

 

Kære Nenner

Jeg hører dig at du spørger om angst for døden skulle være et fag. Nej, det er ikke at fag, det er en sygdom. Men den kan helbrdes med Diazepam, et stof af typen Benzodiazepiner (anxiolytika), du skal tage 2-5 mg 1-3 gange i døgnet, lægen kan fortælle dig alt om Diazepam og svare på dine spørgsmål. 

Vi har rigtig gode erfaringer med netop Diazepam. Du slapper så skønt af med det, og angsten forsvinder, således at du kan sidde bag din skærm og føle dig vel tilpas mens du lærer en masse! Det lyder da tiltalende, ikke??!

Adskillige af vore elever fortæller hvor meget bedre deres tilværelse er blevet med Diazepam og hvor dejligt rolige de er blevet. Du kan glæde dig.

Med venlig hilsen 

jesper o, 
skoleforvaltningens sektion for hensyntagende undervisning

PS Folkeuniversitetet udbyder en foredragsrække “Døden, sku’ jeg være bange for den?” specielt for folkepensionister. Kursusledere er bl.a. bedemænd, kordegne, præster, kirurger, trafikforskere, ernæringseksperter og Johannes Møllehave. Med din psykiske status vil jeg ikke anbefale den række.

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

 

Skrevet: 15. november 2013 21:37

 

Kære Jesper o.

Øv, jeg troede det var et fag.

Kommer min skærm eller er du også politiker?

Det siger min mor du er

og hun har en ulvetatovering.

Vinduesrækken

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

 

Skrevet: 15. november 2013 23:19

Kære Nenner

Af dit sidste brev dateret 15. november 2013 21:37 kan jeg se at du har bemærket din mors ulvetatovering, og den kan sagtens gøre dig mere bange end du er i forvejen. Måske forveksler du din mor med en ulv, du kender nok de gamle historier om varulve. Der er også mange film om varulve for øjeblikket.

Det har intet på sig. De findes ikke i virkeligheden. Det der er virkeligt, er selve angsten, for varulve, for moderautoriteten, for døden. Jeg har en rigtig god nyhed til dig. Du behøver ikke mere have den angst, hverken for de ting jeg har skrevet om eller andre ting. Når du begynder på Diazepam vil al slags angst efterhånden forsvinde og du kan få et behageligt forhold til din mor igen.

Din skærm kommer på mandag, den er bestilt og betalt, og pedellen er underrettet. Jeg er godt klar over at du med dit store angstberedskab kan være nervøs for at den ikke kommer. Hvis det bliver for slemt kan du altid ringe til mig på skoleforvaltningens sektion for hensyntagende undervisning mandag og onsdag 10-11.

Måske har du ikke rigtig læst mit foregående brev, men angst for døden indgår ikke som fag her på skolen, og jeg kan ikke i din nuværende tilstand anbefale dig at beskæftige dig med emnet. Til gengæld vil jeg tro at du til foråret, når din Diazepam har nået fuld virkningsgrad, kan tåle at følge en foredragsrække på Folkeuniversitetet, fx “Mor, hvor bliver hønen af når jeg har spist den? – eller: er høns en form for engle?” med bl.a. Johannes Møllehave, Claus Meyer og en meget populær bedemand fra Lyngby. Der er ingen eksamen ved Folkeuniversitetet, så det behøver du ikke være bange for!

Med kærlig hilsen

jesper o,

skoleforvaltningens sektion for hensyntagende undervisning

PS Jeg har mødt din mor et par gange på Den Irske Pub, hun virker vældig sympatisk. Jeg har ikke været ude for at hun ville bide! Kun lette tungekys.

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

 

Skrevet: 15. november 2013 23:32

Kære Nenner

Din skærm er allerede ankommet, to dage før tiden. Du kan få den med hjem i morgen så du kan vænne dig til den, hvis din mor vil afhente den. Jeg skal nok hjælpe hende.

Kærlig hilsen

jesper o, 
skoleforvaltningens sektion for hensyntagende undervisning

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

 

 


12 kommentarer

Du ønsker vel ikke at dø som jomfru?

unicorn

   Historien er mine indslag i en fælleshistorie på Saxo om en enhjørning, fra foråret 2014.

   Jeg har samlet mine bidrag her, de udgør en selvstændig historie.

 

Anna er femten år nu. “Vi har tænkt på at få dig gift, det er på tide. Du ønsker vel ikke at dø som jomfru? Grev Harnoncourt har en passende søn.” Grev d’Almbert har desuden tanker om nogle jorder der kunne slås sammen, men det er ikke noget for den unge datter at beskæftige sig med.

“Åh, nej, far, ikke ham Hormonkurt, han er overklam!” hvæser Anna og er ude af døren inden greven kan nå at sige mere. Slam. 

Hun løber ud i parken til et hemmeligt sted inde blandt buskene. Her har hun indrettet sig med nogle puder og tæpper og dækket til med en olieimprægneret dug. Hun fjerner dugen og sætter sig med ryggen mod træet helt skjult af buske.

Dette er drømmenes sted, ingen folk, ingen forstyrrende tjenere, kun hende selv. Og lyden af rislende vand fra springvandet, som hidkalder fasaner, harer – en grif, en løve, nattens og fantasiens væsener. Her står enhjørningen fanget i sit indelukke. Måske kommer stalddrengen i dag med malkepigen. De har siddet her før og han gør ting ved hende. Hans hånd sniger sig ind i brystudskæringen og længere ned.

Hendes øjne lukker sig. Uvilkårligt følger hendes egen hånd billederne. Den glider den bløde vej ad hendes mælkehvide bryst aldrig hærdet af solen. Den glider ned ad rundingen og hen til spidsen. Hendes lille røde blomst der i det sidste år har vokset sig viljestærk. Hun forstår ikke helt hvad den vil, men den er både krævende og pirrende. Hun kniber i den og driller den lidt, ikke meget, for hun aner at der kan ske sære ting hvis hun overskrider en ukendt grænse. Fingrene kradser let, løber nedad som vand over en sten. Rislende vand i en bæk med små fisk..

Noget er forandret – hun vågner. Lydene fra enhjørningens indhegning er anderledes. Hun rejser sig svimmel af drømme og lister gennem buskene for at kigge. Et øjeblik står hun i den varme udånding fra enhjørningen, næse mod mule.

“Flyt dig, du tager udsigten.” Maleren mester Antoine står bag hende med sin blok og skitserer enhjørningen, han snerrer: “Jeg har ikke brug for en kvinde nu – du kan besøge mig på mit kammer i aften, men her skal jeg til at arbejde. Forsvind du blot tilbage hvor du kom fra!”

Sagde han virkelig det? Han vover at tage ordet først til hende og komme med sjofle bemærkninger, hendes tunge ligger lammet i munden, men han skal få det betalt senere. Anna går fnysende tilbage igennem krattet. Blot at befinde sig samme sted som en arrogant borgerlig mand, nej – udelukket. Det var for meget at høre på hans storsnudede bemærkninger – under ingen omstændigheder vil hun bare så meget som se på ham. Hun plejer ikke at finde sig i noget. 

Og nu skal hun finde sig i sin fars ideer om Grev Harnoncourts søn. Det er derfor hun er tvunget med til middag der i morgen. Gid hun var død. Hun går en omvej omkring staldene der er fyldte til bristepunktet af egne og gæsters heste. Men alt er fejet og lukket, ikke et menneske at tale med. Kun hestelyde fra båsene med prusten, sparken, raslen. Hø der bliver bidt af. 

Om aftenen holder hendes far stor middag i anledning af gæsterne. De æder og drikker og fortæller jagthistorier i en uendelighed. Hun gider ikke tale med dem og de kan sagtens underholde sig selv. Der bliver bragt nye øltønder ind og en af de fremmede snakker til hende. Han er kommet i stemning til at kissemisse og bevæger sig nærmere og nærmere. Anna vender ryggen til og forlader salen, sådan noget gider hun ikke.

I sovekammeret er der hundekoldt, kammerpigen har glemt at tænde op i kaminen. Anna må ringe flere gange inden pigen kommer med varmebækkenet til sengen.

“Skynd dig nu! Jeg vil gerne være alene, det er lige meget med kaminen bare du får sengen varm i en fart.”

Så snart pigen er ude, kravler hun under dynen og puster lyset ud.

I skoven er der sket noget som toner frem i hendes bevidsthed bagefter. Hun har mødt et andet væsen, et ganske kort øjeblik set ind i et stort, åbent øje; et øje af en sådan blidhed at hendes hjerte smelter. Hun har ønsket ikke at tænke på ham, gemt ham væk under sin irritation. Måske har hun registreret uden at lægge mærke til det, lige som når man går hastigt forbi noget smukt og først bagefter ønsker at man var standset op.

En følelse af hengivenhed for dette forfulgte dyr vælder op i hende. Enhjørningen må finde sig i at være fanget i sin indhegning – og i en hvilken som helst skæbne hendes far har tænkt sig. Men hun vil være sammen med den, her under den varme dyne. De vil trøste hinanden, åbne sig for hinanden. Svæve bort på skyer af gåsedun. Udveksle gyldne ord hvisket ind i øret. Lægge en hånd fortroligt på en skulder. Lytte til et åndedræt der bliver dybere og mere regelmæssigt.

Det er tidlig morgen den dag hvor Anna skal præsenteres for Harnoncourts søn. På vej ind i ægteskabet hvis hun ikke stritter voldsomt imod. Snart vil hun være som sin mor. Se køn ud, føde børn, baldyre og langsomt svinde ind til ingenting, uden tanker, uden følelser. 

Så hun står op, vælger sig noget ukvindeligt vadmelstøj og sniger sig ned i skoven, gennem buskenes morgenfugt hen mod indhegningen hvor enhjørningen er anbragt. På lang afstand hører hun hove der sparker mod træværk, voldsom prusten og gungren i jorden. 

Helt fremme ser hun en jæger liggende på jorden med et stort krater i brystet hvor det er blevet gennemboret. Blodet er sprøjtet ud på hans klæder og på det hvidmalede hegn. Han er alabasthvid i ansigtet, det er længe siden han er død. Ved siden af ham ligger et sværd og en sav, begge trampet til ubrugelighed. 

Det er indlysende hvad der er hændt. En af jægerne har forsøgt at stjæle hornet som har vidunderlige medicinske egenskaber, det kan helbrede, forøge potensen og neutralisere forgiftninger. Det er ham fra i går som hun flygtede fra. 

Hun skræver over ham hen til indhegningen hvor enhjørningen galoperer rundt med skum om mulen og øjnene vildt flakkende. “Hallo, min ven,” siger hun og den standser som om den har ramt en mur. Det damper fra hele kroppen, og den stirrer på hende med et skarpt fokuseret blik. Går nogle skridt frem til hegnet, stopper igen op og vejrer. Blikket bliver blødere. Hun træder også nogle skridt frem mod hegnet.

Sådan står de og ser hinanden i øjnene, til hun mærker mulen mod sin kind, så mod halsen og endelig lægger den hele hovedet på hendes skulder. 

“Det må de ikke gøre mod dig,” hvisker hun. Hun løfter nogle af tværbjælkerne i hegnet så den kan træde ud. “Vi hjælper hinanden.” Idet hun sætter af med den ene fod mod rækværket svinger hun sig op på ryggen af enhjørningen, og de rider af sted i skyggen af skovbrynet. Bort.

Fra skoven hører de fjern hundeglammen og jægernes jagthorn. Enhjørningen bøjer hovedet og sætter i galop, Anna lægger sig ned over Unis hals for ikke at støde mod træernes grene; Enhjørningen hedder Uni, det er hun sikker på.

“Vi drejer af ved stendiget,” siger hun. “Jeg kender en have hvor vi kan være, skoven er for farlig nu.”

De følger diget indtil de kommer til lidt spredt bebyggelse og Anna udpeger en vej der går ind i midten af området, helt hen til en smal port som de rider igennem. Haven er mærkelig snæver men udvider sig og bliver stor. Der er bambus, æbletræer, blomster og et lille stykke med græs foran det sorte hus.
Fra træet plukker hun nogle æbler og sætter sig i en solkrog med dem i skødet.

“Kom, Uni, få noget lækkert at spise og lad os tale sammen.” 

Der er mange mus og rotter i skovene. Og ørne svæver over hovedet. Ravne holder øje med Anna og Uni, men de siger ikke noget til jægerne, tværtimod elsker de at føre jægere på vildspor, bort fra byttet.

Et enhjørningehorn snor sig og bliver spidsere og spidsere, til sidst usynligt. Selve spidsen kan man ikke se.

Hornet er nutiden, det skrøbelige nu. Det deler tiden i fortid og dens historier, og fremtiden med dens begær og planer. Anne lader fingrene stryge op ad hornet, det kan Uni godt lide. Hun fortsætter helt ud hvor hornet er usynligt, helt ud til spidsen, skarpere end nogen nål. 

Hun tænker: Sandheden er også skrøbelig, altid truet af løgn og forglemmelse. Har man et stykke sandhed, så hold godt fast. 

Jægere stryger igennem skoven og tramper sandheden under fode, kun ønskende en eneste ting: et bytte nedlagt. Deres begær skaber løgne, hvem der så dyret først, hvem der sendte det dræbende skud, hvem der var mægtigst og mest strålende. Den flotteste. Den der kunne vinde damen ved at give hende byttedyret – dog uden hornet. Det saver jægeren af og gemmer til sig selv.

Her er tyst, ingen jagthorn. Anna fletter nogle violer i Unis manke.

“Vi skal altid være sammen, ikke også, Uni?”

“Vi er sammen nu, altid er et ord jeg ikke kender.”
Anna ved at Uni ikke kan tale, men ordene danner sig i hendes hoved.

“Hvis du dræber mig, lever jeg i sandheden,” siger Uni, “men hvis jægerne dræber mig så er jeg død i løgnen uden håb.”

Anna tænker på løgne og brudte løfter. Sådan er det ikke her sammen med Uni, her er rent og sandt – skønt hun ikke helt forstår alle ordene, klinger de rigtige. 

“Jeg har ingen grund til at dræbe dig,” siger hun.

“Det er din opgave at dræbe mig, og min opgave at blive dræbt af dig.”

“Jeg vil aldrig dræbe dig. Hvorfor skulle jeg, når du er den eneste jeg holder af?” Anna synes at Uni er alvorligt dum.

“Kærlighed!” siger Uni og slumrer ind efter den hårde tur. Ikke mere samtale lige nu.

Sommerfugle kommer flagrende og tager plads på Unis blomster, samtidig bliver et vindue i huset slået op og Anna hører fløjtespil. Bierne standser i deres arbejde for at lytte. I et egetræ lidt borte hænger en klump harsk spæk med indtørret blod, sådan ender resterne af de små hængebugsvin der roder i jorden bag huset. Føde for fugle og spyfluer. 

“Kærlighed, er det sommerfugle eller spæk?” tænker Anna, “ånd eller kød, liv eller død? Måske det hele. Var det sådan Uni tænkte om kærlighed?” Nok om det, hun rejser sig og banker på døren. Musikken standser brat. 

“Er det dig, Anna? Hvor skønt. Kom indenfor og få lidt frokostrester.” 

Anna træder ind i stuen og sætter sig til bords hos sin gamle amme, Ammi. “Min far er vanvittig, han vil gifte mig med Hormonkarl og myrde Uni. Mig og Uni er flygtet hjemmefra.”

Ammi lægger forvirret fløjten fra sig: “Er du nu stukket af med en elsker? Harnoncourts søn er ellers en flot fyr. “

Hun får hele historien. “Anna, du er ikke klar over hvor voldsomme kræfter der bor i Uni. Der er ingen vej tilbage for dig. Uni vil besegle din skæbne!”

“Det var smukt at høre din fløjte, den er næsten en del af fuglenes verden.”

“Kan du høre?” – en knirkende lyd af en trillebør som nærmer sig ad havestien, “min fløjte var også et kaldesignal at jeg er klar. Der skal gøres noget ved haven. Jeg har en ven der hjælper mig, Alexandre.”

Nu banker det på døren og en skikkelse dukker frem i åbningen.

En ung mand, ikke særlig høj, med lyst bølgende hår der stritter lidt. Øjnene er klare som diamanter, dels blå, dels grå, dels brune under skarptskårne bryn. Men det hun frem for alt hæfter sig ved, er spillet omkring mundvigene. Et lille veltilfreds smil, nogle gange kun en antydning af munterhed, andre gange i fuld erkendelse af tilværelsens snurrighed. Hun bemærker de slanke hænder.

Ammi henter havesaksen til ham: “Anna vil du hjælpe til? Så er det hurtigt overstået.”

De går i gang. Han klipper, hun samler grenene i sirlige bunker. De når snart ind i en rytme der bærer sig selv. Imens digter han på stående fod et eventyr om blomsterfeen og fuglene. Fugle der flyver og fanger insekter, snap, snap. Hvert snap er samtidig hans saks der klipper. 

Blomsterfeen der rører ved knopperne så de springer ud. Der rører ved fuglene så de lægger æg. Som griber de små skyer og drager dem væk fra solen; hver sky er en gren der bliver lagt i bunke. Blomsterfeen der blandt buskene finder en forglemt stenstatue. Hun rører dens hånd, og se, den bliver til en levende mand. Og han stryger hende over panden, og blomsterfeen bliver en levende kvinde, ikke en pige, men en kvinde. 

For en gangs skyld er hun iført vadmel, ikke snærende kvindeklæder med silke, kæder og bånd og tynget af hovedtøj. Hun møder endelig et menneske uden at føle sig spærret inde i konventioner. Det flyder imellem dem. 

Haven er på en gang lille og stor. Foran huset er den lille. Når man går nogle skridt ind mellem træer og buske er den stor, nærmest en skov man kan forvilde sig i, med lysninger man kan opdage. 

Efter havearbejdet har de fået hver et stort krus øl og sætter sig i sådan en lysning for at hvile ud, men de befinder sig stadig i eventyret. En ny frihed har grebet hende, skoven har åbnet sig for hende og tilværelsen har åbnet sig. Et menneske har åbnet sig. De søger tættere ind på hinanden, uden klæder, tættere. Hun tager hans lem i hånden, han har også en slags horn, men med en gribende blødhed og et sjovt øje i spidsen.

Hengivelse.

Bagefter opdager hun en enkelt blodsdråbe på sit lår, hvor den er kommet fra, har hun svært ved at regne ud. Hun tørrer den af med et blad, og de tager tøjet på igen, netter sig respektabelt.

Foran huset står Uni. “Som jeg sagde: kærlighed. Jeg er en enhjørning og jeg har magi, men ikke den form for magi som folk forstår. De tror at de skal lave pulver af mit horn og helbrede sig for forgiftninger. Sådan er det ikke. Min magi er dette skrøbelige øjeblik fuldt af renhed og sandhed. 

Magien er, at når jeg dør vil dette enestående øjeblik leve. Det vil findes i jeres hjerter hver eneste dag, det vil fylde jeres krop og tanker så længe I lever. Med dette øjeblik har jeg fuldbragt min skæbne, jeg er sammen med jer altid.

Vel at mærke, hvis du udfører din opgave, Anna. Hvis ikke, er alt forspildt!”

De venter tavse, det er et øjeblik ladet med betydning. Uni har mange gange stået over for døden, men aldrig før den død som samtidig skal give ham evigt liv. Han husker de begærlige jægere og hundenes tænder, og han husker særligt blandt de religiøse fanatikere den pilgrim der agtede at stikke sin kniv i ham, men først ville sige noget. Han havde intet at sige da det kom til stykket, han var en af de russiske selvkastrater, kunne Uni høre på hans sprog, og fornemme på hans vulkanske vrede. Pilgrimmen havde misforstået hvert eneste ord af den kristne lære. 

Uni betragter nervøst de andre. Endelig er hans mål inden for rækkevidde, det skal fungere.

Men Anna er ikke overbevist: “Kærlighed kan ikke sammenlignes med noget som helst andet. Jeg troede at jeg vidste hvad den er, da vi sad sammen i solkrogen. Men nej, kærligheden er helt forskellig fra alle andre erfaringer, det ved jeg nu. Derfor kan jeg ikke dræbe dig, jeg elsker også dig, Uni.”

“Jeg ved hvad der vil ske hvis du svigter mig. Jægerne vil finde mig, de vil jage mig med hunde og heste. De vil stikke spyd i enden på mig, prøve at drukne mig, bore en dolk i hjertet på mig, skære mit horn af og lave det til pulver. Når de har dræbt mig, vil de drikke sig fulde og prale, finde en tjenestepige at voldtage. De vil udslette enhver mulighed for at den skrøbelige sandhed og skønhed kan gro i deres hjerter.

Vores møde her, os tre, er et fjernt minde om tre måneder. I vil aldrig kunne genskabe erindringens fylde. Efterhånden vil I to glide fra hinanden og hverdagens gøremål vil overtage den ekstase I har nu. 

Anna, når du tager det sidste skridt og løser din opgave, bevarer du uskylden på et højere plan – ellers ender du i din mors fodspor.”

Hun kigger hen på Alexandre som om han kan redde hende, hun appellerer til ham om at tage beslutningen. Og det gør han.

Uni lukker øjnene og afventer kniven. Er han faldet i søvn igen? 

Ligger han i skoven som dengang han var dreng? Han var en lille, ren dreng; hans bukser var uden pletter og tøjet var fint, det passede ham. Hans mor strøg ham over det gyldne hår og fortalte hvad han måtte og hvad han ikke måtte, hun fjernede hans hovedpine og fyldte verden med lys. 

Han gik i skoven skønt mor sagde at det var et dårligt sted at være. I skoven kunne han se ind i tingene, ind til der hvor de kun havde en eneste egenskab, hverken vægt eller form eller farve eller fylde. Hverken ret eller uret. Kun den ene egenskab at de eksisterede, at de ville eksistere, de var fuldkomne og rene. Han havde en evne der kom inde fra midten af hovedet og lyste ud i verden. 

Man skulle ikke sove i skoven, men han kunne ikke andet, kun lægge sig og sove og grenene rakte ud efter ham, hunde flænsede hans kød, begær rev i ham, ønsker om udløsning, om at være noget stort, om at herske, om guldindvirkede strømper, borge, tinder at besejre, våben at føre. Guldmønter ville han have, det rev og sled i ham. Lyn splintrede træer, torden skabte ny musik i hjernen, jægerhorn gjaldede og forenede sig til dis over skovsø, til snegle på hans hænder. 

Træer havde mos, og mos blev til ansigter som stirrede på ham bag glas, og hænder greb efter ham og gled langs hans flanker, stemmer hviskede smukke ord til ham på fremmede sprog, beundrende blikke fulgte ham. Fingre greb i hans indvolde og trak dem ud som orme, purpurorme. Det stak og prikkede. Billeder talte og spillede musik. Punkt for punkt groede blomster frem i luften ved magi, løver spærrede gabet op og deres hæslige liglugt kvalmede ham. Brøl! Hans ben løb gennem torne på hurtige klove. Foran vandet standsede han sin flugt, fra spejlbilledet stirrede en hvid hest på ham, den havde en lysstråle i panden, strålen skinnede hvidere end elfenben, tung og stærk. Hans tøj var væk, hans små drengeknæ fandtes ikke mere. Fire ben der kunne alt, også stå på to. Han prøvede, det gik fint og han kunne bokse med forbenene, kløve grene og fjender. 

Men han ville tilbage hvor der var ro, hvor mors hånd strøg ham over panden, hvor verden var balance og klarhed. Han ville genskabe hele verden som den var før han faldt i søvn i skoven.

Uni ligger allerede slap på jorden, han åbner øjnene og ser det røde blod mod sine hvide hår. Anna og Alexandre lægger deres hænder på hans pande ved siden af hornet, ingen smerte, kun nærvær. Alexandre har ført snittet i hans halsvene så nænsomt at det eneste Uni mærker er, at han vandrer baglæns igennem drømmene tilbage mod verdens skabelse. Verden og drømmene bliver ét, og drømmene svinder.

De knæler foran Unis krop. Anna støtter sin pande mod Alexandres, de skal komme sig over en pludselig tomhed i verden, noget smukt som havde fyldt dem begge er forsvundet. De lytter ind i hinanden og finder en ny fylde.

Uventet for hende selv siger Anna: “Jeg kan mærke ham i min mave, Alex. Han vokser i mig. Han døde, men han lever – akkurat som han sagde. Vi skal bare vente, så er han her igen. “

“Du er gravid? Ja, det er rigtigt, du lugter anderledes, lagde jeg mærke til. Du er mere kvinde, men du har stadig det samme sølverne skær, det samme ubesmittede hjerte som jeg elsker hinsides al forstand.”

Han henter sin hest, og de lægger Unis krop på på den. Der er ingen hast med at vende tilbage til hendes far, så de går til fods ved siden af hesten, hånd i hånd.

Anna er tryg: “Vi kommer med en enhjørning og hornet er med. Min far vil modtage dig som en kapabel svigersøn, min mor vil elske dig og vores barn – hun får også nyt liv, det trænger hun til. “

“Jeg er nervøs ved at møde dine forældre. Men hvis du mener at det fungerer, så har jeg fuld tillid til det.” 

Mens de vandrer underholder Alex med historier om sit liv som købmand.

Anna smiler: “Det vil glæde far endnu mere. Han aner intet om økonomi og tror at han kan redde os fra konkurs ved at gifte mig med Hormonkurt. En fis i en hornlygte, men så længe der er store fester og en flot riddersal, vil ingen kreditorer røre os. Du får noget at rive i.”

“Det elsker jeg. Også det!”

Solen nærmer sig horisonten da de står ved grev d’Almberts borg. Alexandres hest standser ved hovedporten og de lodser Unis blodige krop af og passer på at hornet ikke skraber mod trappestenene. Anna beder en staldknægt passe godt på den nye hest, den skal være her længe. 

Imens er hendes far kommet, hidkaldt af deres stemmer. Han bliver stående med halvåben mund da han får øje på den døde enhjørning. “I har fanget ham. Godt gjort, Anna. Men jeg har været sur på dig, grev Harnoncourt kan ikke lide at aflyse en middag, og det kan jeg heller ikke. Hvad har du lavet?”

Hele historien vælter ud af hende, Uni og Alexandre i et pele mele. Og grev d’Almbert kan lige så godt vænne sig til tanken om at blive bedstefar, men nu kommer der orden på økonomien.

“Jeg har en overraskelse til dig, til jer. Kom med ind i Riddersalen.” Greven griber Anna i hånden og trækker hende – og dermed Alexandre ind i den store sal. “Jeg har fået hængt gobelinerne op. Se dig omkring. Nu er de næsten færdige, der mangler et par ansigter, så er vi klar.”

De står lamslåede. Væggene gløder rødt og grønt. Jagtselskabet flimrer forbi og midt i det hele: Uni. Deres Uni. Salen er fuld af varme og liv, og den hårde efterklang er væk. De står midt i skoven. Anna går rundt i salen, betragter nøje billederne: “Meget er rigtigt, meget er forkert. Historien var ikke sådan i virkeligheden. Det var ikke dine jægere der nedlage Uni, far. Jægerne er nogle grove fyldebøtter, det ser jeg tydeligt. De er ikke i stand røre Uni.”

“Uni, Uni – du taler som om den enhjørning var et menneske,” vrisser greven.

“Han var mere, eller noget helt andet, far. Men hvor er det smukt, lad mig røre, lad min hånd lytte, tæpperne er fulde af stemmer overalt hvor jeg lægger øret til, jægere råber, hunde giver hals, selv egetræet taler.”

Greven retter sig op: “Som jeg ser det, har mine jægere nedlagt byttet til mig. Jeg besidder nu en ægte enhjørning og dens horn. Jagten viser min styrke og dygtighed. Det er den historie jeg har brug for, og som mit grevskab har brug for. Hold dine historier for dig selv.”

“Det forstår jeg,” siger Alex, “jeg forsikrer dig for at disse tæpper er meget mere værd end hvad du skal give for dem. Og Unis horn gør dem mangefold mere kostbare.”

Greven føler sig forstået, den svigersøn har blik for det væsentlige.

“Se de små kaniner, de er søde, de er frugtbarhed,” Anna skotter til Alex, som straks er med. “Måske handler billederne også om vores bryllup.”

Efter middagen og nogle krus af det bedste øl, og efter at Annas mor har hørt alt og de har grinet og grædt lidt sammen, lagt planer og kigget på billedtæpperne igen, går de to op på hendes værelse, hvor pigen har tændt op og sat blomster i vase. Sengen er blød og lun, de lægger sig og hvisker i hinandens øre. Søde ord, vise ord, meningsløse ord. 

“Jeg har sandheden inden i mig nu,” hvisker Anna.

“Vores krønikeskrivere tror at den hænger på væggene,” fortsætter Alex, “sandhedens skygge er stor og lettere at få øje på end sandheden selv. Læg dig i min favn og lad mig holde om sandheden og aldrig slippe den.”

– – –

Frokosten er overstået. Grev d’Almbert og grevinden har forladt bordet, de har mange arrangementer at sørge for, inden bispen om aftenen skal indvie de første gobeliner. 

Tilbage sidder Anna, Alexandre og gobelinskaberen mester Antoine og nipper til resterne, kage, fasan, brød. De har flyttet bordet over i karnappen og har smækket benene op. Alexandre har åbnet vinduet så den første forårssol kan varme dem og gulvets skakternede fliser. En stor vase står fyldt med grene og siv fra parken hvor knopperne sidder bristefærdige på træerne.

Antoine skænker vin i krystalglassene der er matte af ælde. “Tid er noget mærkeligt noget. Når jeg tegner findes den ikke. Og nu er der gået – er det fire år, fire uger eller en dag? Jeg ved det ikke. Der hænger tre færdige gobeliner på væggene og flere er på vej.”

“Jeg hadede dig første gang vi mødtes, du var så afvisende,” Anna åbner for nogle gamle tanker.

“Jeg var også irriteret på dig. Du brød ind i mit arbejde og stjal min opmærksomhed, du fængslede mig. Jeg kunne ikke arbejde når du var til stede, men nu vil jeg gerne tegne dig og Alexandre, I kom jo ikke med på gobelinerne.”

Sædet i d
en tunge egestol knirker da Anna læner sig frem: “Jeg har et ønske, en bryllupsgobelin. Kunne du tegne sådan en?”

Hun får et smil fra Antoine og alle hendes gamle forbehold smelter. Han siger: “En bestilling jeg vil elske. Jeg tegner dig og Alexandre, men jeg starter med at tegne alt det der ikke findes. Jeg tegner rummet mellem jer, nogle af hemmelighederne, ikke alle sammen, man vil forstå dem hvis man kan læse dyr og blomster og træer. Jeg tegner ikke virkeligheden, jeg tegner ønsker, tanker og energier. Det har I set på gobelinerne, men en del er skjult for de ukyndige. Bagefter tegner jeg jer. Vi går i gang lige nu.”

___________


24 kommentarer

Moderne medicin, mafiaens følehorn

Historien er inspireret af hvordan de store medicinalfirmaer fupper sig til at få godkendt nye præparater. Jeg er blevet så vred på dem. Se fx Peter C Gøtzsches (han er fra Chocranecenteret) nyligt udkomne bog.

Penge, tid, berømmelse 

Anisha smækkede døren i på sin gamle Opel og hvæsede til den:  – Jeg håber at du bliver stjålet!

Ved indgangen til restaurant Noma sagde hun sit navn og blev ledsaget hen til det reserverede bord i en lidt dunkel krog. Medicinalrepræsentanten rejste sig op og trak stolen ud for hende. Den lange, slanke skikkelse bukkede mod hende, men standsede lige før kysseafstand med et glimt i øjet. En ung elegant mand, symmetrisk af kropsbygning med olivenfarvet hud. Sort hår med lidt fedt i, nydeligt, lidt anonymt tøj. De satte sig.

Han sagde: – Jeg skulle have spist her med min direktør, men han meldte afbud. Så tænkte jeg at jeg ville udnytte reservationen. Er du klar over at man skal bestille otte måneder i forvejen?
– Jeg er beæret.
– Vi kunne også have talt sammen i din konsultation. Men er det ikke forfriskende her?
– Det er rart at komme ud. Jeg bliver bare så træt af at arbejde hele tiden. Hun lænede sig frem og det lange, krøllede hår gnistrede i stearinlysets skær. – Tak for invitationen.
– Jeg har det sådan, at arbejde og fornøjelse aldrig bør skilles ad.
I det samme kom tjeneren med første ret, eller snarere første tallerken. I midten en lille bunke myreæg og udenom kravlede nogle myrer.
– Jeg har heller ikke prøvet det før, indrømmede han. Det skulle være en særlig, spiselig art. Lad være hvis du ikke har lyst.
Hun dyppede skeen i noget sirup på tallerkenens kant og fangede en stor myre. Hun knasede den mellem tænderne:

– Som chips! Og det her er, jamen, er det kaviar?

Han nikkede med et grin og løftede en hånd. Tjeneren bragte straks spanden med champagne i knust is. – Til kaviar, nemlig Beluga, som strengt taget er et brud med Nomas koncept, kan jeg ikke være bekendt at servere andet, vel?
De så hinanden i øjnene, skålede og drak i roligt tempo en slurk. Bagefter tog hun på den lille ske en anelse af kaviaren, stadig ikke helt sikker på hvad det var. Med tungen knuste hun de skøre fiskeæg mod ganen, rigtig nok, det var kaviar.

– Jeg har læst din artikel til New England Medical Journal. Den er fremragende, sagde han.
Hun så hurtigt op: – Den er ikke trykt endnu. Jeg sidder med korrekturen lige nu.
– Vi har forbindelse til tidsskriftets konsulenter. Når de støder på noget helt usædvanligt hører vi om det. Den artikel har alle muligheder for at blive en klassiker inden for kolesterolforskningen! På enkelte detaljer nær er den fuldstændig ajour. Lad os skåle.
Hun nød det. Igennem to år havde hun forsket og skrevet, endevendt hele litteraturen, undersøgt sine patienter. Nu pludselig stod alle døre åbne for hende. Opmærksomhed, penge, berømmelse, belønning for hendes møje.
– Og dit lille forbehold?
– Du skriver selv at Crestor fra AstraZeneca et den mest effektive kolesterolsænkende medicin. Men der er jo svære bivirkninger, som bliver dysset ned. Vi i Merck er i gang med en ny pille, Grestol+, helt uden bivirkninger! Hvabehar, det er da noget at fortælle patienterne! Vi er i fase tre, forsøg med mennesker. Det synes jeg skal med, for når artiklen kommer på, kan man købe Grestol+ på apoteket.
– Det vidste jeg ikke. Tak skal du have, jeg vil gerne være helt aktuel.

– Der er mere. Jeg kan tilbyde dig at være med i vores forskning.
– Jeg har ikke tid, jeg er bagud med alting. Når man skriver, er der mange ting der bliver skubbet til side.
– Hør først mit tilbud. Du finder ti egnede patienter, tager lidt blodprøver og blodtryk og skriver en rapport, højst et halvt år. Du står som medforfatter på en artikel i JAMA, så kan det ikke blive bedre. Tusind euro pr. patient, gratis piller samt et lille beløb – som du selv finder ud af – til hver patient for tabt arbejdsfortjeneste.
– Jeg har simpelthen ikke tiden…
– Vent. Vi stiller en assistent til rådighed for dig. Du får mere tid til rådighed på den måde! Der bliver et par plenummøder for alle de deltagende læger fra Europa og USA i eksklusive omgivelser, vi betaler.

Næste ret var nu ankommet, ålesuppe ledsaget af mælkeskind med strandtorn. Der blev en pause mens hun smagte på mælkeskindet, knap nok opmærksom på hvad hun havde i munden. For sig selv oversatte hun hvad han havde sagt til det essentielle: penge, tid, berømmelse. Det var guddommeligt, lige som ålesuppen.

Han betragtede hende: – Du behøver ikke beslutte dig her i aften. Lad os mødes i morgen tidlig inden konsultationen og aftale. Men jeg kan heller ikke vente længere, forsøget er ved at gå i gang. Vi mangler bare dig.

Hun nikkede langsomt, men de mørke øjne strålede. Imens var en ny ret groet frem på bordet, braiseret havtaske på et leje af ristet havtang og kronet med et smilende vagtelæg, ledsaget af friterede porrespidser. Ikke at hun lagde mærke til det, blot nogle nye smagsindtryk. Intet her var hvad det gav sig ud for, men alt en fryd for ganen. Og den unge mand foran hende en fryd for øjet. Hun tillod sig at slappe af, hvorfor ikke give sig hen og nyde at hun var kommet så langt. Hun løftede sit glas der nu ved en art trolddom indeholdt mjød:

– Vi ses i morgen når jeg har besluttet mig. Skal vi ikke bare slappe af nu?! Ah, lidt trøffel fra Gotland.
Han lagde sin store, dejligt kølige hånd over hendes og nikkede.

——-
Kantinemutter i Københavns Rådhus gemmer nogle gange et par af de berømte rådhuspandekager til særligt udvalgte kunder. En sådan var Alexander. Han sad nu med desserten foran sig og savlede vellystigt. Fra jakkelommen tog han med et lille suk et glas med noget rød pasta og smurte et ret tykt lag på pandekagen.
– Hvorfor gør du det? spurgte Annedorte fra betjentstuen. De smager da godt nok i sig selv. Hvad er det for noget?
– Sambal Oleg, mumlede han. De pandekager trænger til lidt mere kraft. Det er chili.
Annedorte holdt op med at tygge på sin sandwich og betragtede ham. Han trak slet ikke vejret nu og sveden perlede frem på hans blege pande. Han tog ganske små bidder og tyggede varsomt på dem.
– Er du sikker på at det er sundt?
– Jeg kan godt lide at maden smager af noget, sagde han affærdigende. Med sammenkneben mund rejste han sig brat og var væk.

Alexander tændte den røde mødelampe foran sit kontor og forlod hastigt rådhuset. Rådhuspladsen drejede rundt for hans blik og pandekagen protesterede i maven. Cyklen lå henkastet op ad hjørnet ved HC Andersens statue, han greb den usikkert og begav sig ud i trafikken. Femten minutter senere ankom han til lægehuset på Østerbrogade.

Ved skiltet med Anisha Krishananda, læge satte han sig. Rejste sig igen og gik hen til receptionen og kørte sit sygesikringskort igennem spalten, fem minutter før tid. Han satte sig og knugede om kanten på stolens sæde. Fiskene svømmede som sædvanlig rundt i deres akvarium, det var ikke rart at se på, når noget også svømmede rundt i hans mave. Og i hans tanker svømmede ordet Contalgin, denne hans trofaste ven som fjernede hverdagens ubehag, hans ven som gav det pift der kunne føre igennem endnu en dag på Rådhuset, gennem de bureaukratiske labyrinter og deres frustrationer. Man skulle bare tygge dem.

Han rejste sig og gik hen til vandkøleren, et krus koldt vand til maven. Ah. I det samme lød Anishas stemme bag ham:  – Alexander.

Hendes store øjne afsøgte ham professionelt: – Hvad er der galt med dig? Du ser plaget ud.
– Det er min ryg igen, jeg kan ikke klare at det gør så ondt.
– Nu skriver jeg nogle Contalgin ud til dig. Men pas på, morfica er vanedannende. Jeg har et par tabletter du kan få nu, og så må du gå på apoteket. Lad mig lige tage dit blodtryk.
Hun rystede på hovedet: – 160 over 95, det må vi have gjort noget ved. Og din blodprøve er kommet. Dine kolesteroltal er alt for høje 7,1.

Han skyllede pillen ned mens hun snakkede, det var ikke første gang hun kom med sit kolesterol, hun blev ved med at tale. Han mærkede lettelsen skylle igennem blodårerne. Så længe hun snakker kan jeg kigge på hende. Indien frembringer verdens smukkeste kvinder. Og når hun læner sig frem for at se på computerskærmen kan jeg fange et glimt af det øverste af hendes bryster. Åh Herre, lad disse bryster stryge hen over min mave og al sygdom vil forsvinde.

Til sidst opfattede han nogle af hendes ord, forebygge blodpropper, du kommer her og bliver kontrolleret nogle gange, du får pillerne gratis og hundrede kroner hver gang i kompensation.
Han skrev under et eller andet sted og stak en bunke papirer ned i en af de mange lommer i bukserne. Hendes bløde, glatte hånd med de lange fingre greb om hans: – Så siger vi det, ikke? Og du får en specialtid i overmorgen.

På apoteket havde han skyllet en ekstra pille ned. De burde altid følges ad to og to, tænkte han tilfreds og trak cyklen hen til en bænk hvor der var udsigt til Sortedamssøen. Her var fredeligt, her var skønhed, himmelen afspejlet i søen. Lykkelige ænder hyggeligt snadrende mellem himmel over og himmel under sig. Overborgmester Frank Jensen kunne bare komme an. Intet magtede at ødelægge denne dag. Og i overmorgen skulle han møde Anisha igen, hendes bløde fingerspidser skulle kærtegne den følsomme hud i albuebøjningen. Hendes ravnesorte hår skulle måske strejfe ham når hun monterede blodtryksmanchetten. Allerede i overmorgen.

Tilbage på rådhuset slukkede han mødelampen og lænede sig velbehageligt tilbage i sin kontorstol: – Lad de utilfredse borgere komme til mig, mumlede han, idet sekretæren lagde en ny sagsbunke på bordet.

—-
Anisha lagde aftalen ind til de andre papirer i Merck-mappen. Indtil assistenten kom, måtte hun i et par dage selv tage forsøgspatienterne. De gav lige hundrede tusinde ekstra i kassen, både når hun meldte dem til, og det beløb til honorarer for tabt arbejdsfortjeneste som hun ikke udbetalte foruden almindeligt sygekassehonorar. Sådan.


Alexander mødte op til sin første konsultation som særlig patient. Det var rart, venteværelset var stille, sekretæren var gået hjem, der var ingen chili til at plage ham. Anisha udleverede piler, tog blodtryk som stadig var højt, men knap så voldsomt. Han nød igen hendes berøring og det fortrolige skulderklap til sidst.

Nogle uger senere blev han blot betjent af assistenten, en indefrossen schweizisk pige med farveløst, kort hår. Men han kunne høre Anisha i telefonen ved siden af : .. han er meget sød, fungerer godt, det bør jeg ikke sige, nå men.. . Hun kom ind til dem med et fjernt, blødt blik i øjnene: – Hvordan går det, tager du pillerne? Jeg overtager, Heidi. Du kan godt gå hjem nu.
– Ja, det går godt, jeg føler mig rigtig fint tilpas og ryggen generer ikke så meget.. så længe jeg har min Contalgin. Men der er nogle problemer med fødderne. Det gør ondt når jeg løber. Det er ikke sket før.
– Der er kommet noget nyt mod muskelsmerter. Jeg kan give dig en recept, og du får en æske piller med som jeg har, til at starte på. Og så skal jeg spørge dig om eventuelle bivirkninger, du skal bare sige ja eller nej. Klar?

Hun aflirede en lang smøre om maven, fede spiser, svimmelhed, hukommelsesbesvær – den blev ved og ved. Han svarede nej til det meste og ja engang imellem for sandsynlighedens skyld. Hun sluttede af med: – Har du vanskeligheder ved at få en holdbar rejsning?

– Hva’? Han vågnede op af rutinen med at sige nej. Der var gået flere dage hvor han slet ikke havde tænkt på kvinder! Ikke engang på Anisha! Måske var der noget galt: – En lille smule.
– Det kan ske for enhver. Jeg kan give dig en recept med, så er det ikke noget problem, det plejer at forsvinde når man tager det roligt. Hun fulgte ham ud og aftalte den nye tid om fjorten dage.

Inde i konsultationen gennemså hun forsøgsrapporten og førte sine personlige notater. Alle forsøgspersonerne fungerede godt, og hun havde tyve tilfælde hvor hun havde ændret deres ordination til Merck-produkter som – det var hun nu klar over med sin dybere indsigt i produkterne – var væsentlig bedre end det hun plejede at udskrive og ikke engang ret meget dyrere. Det var nok til at få en første bonus, havde medicinalrepræsentanten forklaret hende. Nu hun selv var involveret i firmaets forskning, forstod hun hvorfor Merck var førende på mange området. Hun havde alle forsøgsstatistikkerne i hovedet, det var bare så suverænt.

Og Alexander, med øjenvipper så lange at mange kvinder måtte misunde ham, han var på vej til at indse at Contalgin ikke var løsningen på alle problemer. Det var også et inferiørt produkt fra Pfitzer. Hun så efter i listen over Mercks produktbeskrivelser, jo, der var en bedre løsning. Som sædvanlig.
—-

Det var senere end normalt da Alexander kom ned i kantinen og satte sig på sin plads ved siden af Annedorte.
– Jeg har noget personligt at spørge dig om. Ikke noget som skal hele kontoret rundt.
Hun nikkede idet hun lagde kniv og gaffel fra sig.
– Annedorte, jeg har det mærkeligt, hvad er der galt? På den ene side er jeg egentlig mere glad end jeg plejer, på den anden side er jeg så tung i kroppen. Jeg går ikke op ad trappen, jeg slæber mig. Jeg har ondt i hele armen. Og det er laaaang tid siden jeg har tænkt på kvinder – selvfølgelig dig undtaget.
– Helt syg er du ikke, når du stadig kan flirte. Jeg tænkte nemlig på at du gik ligesom lidt langsommere da du kom.
Han fik et overrasket udtryk i ansigtet og greb sig til brystet. Sank sammen over sin spaghetti. Idet Annedorte ringede 112 lagde hun mærke til at at han vendte det hvide ud af øjnene.

Det knitrede. Der lød skridt. Nogle stemmer. Bip-bip. Var han blevet kørt over? Det gjorde ondt i hele brystet. Træt. Alexander ville åbne øjnene, de var tunge, tunge. De var af beton. Der var stukket slanger ind i hans arm og hånd og elektriske ledninger ind på brystet. Han svedte, så hellere for meget chili, det her var helt for meget. Han så på lægen der stod og justerede på en skærm.
– Hvad fanden er der sket?
– Du er nødt til at tage det roligt, se hvor din hjertekurve hopper. Det har hjertet ikke godt af.
Lægen tog plads og fortsatte: – Du har haft en massiv blodprop i dit hjerte. Men du skal nok klare det. Krisen er overstået. Om lidt kommer der en ekspert som du kan få det hele at vide af.

Han havde lukket øjnene, de var blevet tunge igen. Nogen kom ind og satte sig på stolen.
– Alexander, det er Anisha!
Han stirrede op på hende. Hun smilede: – Du har været meget heldig, uden Grestol+ ville du være død nu, hvis vi ikke havde fået banket dit kolesteroltal ned på fire! Iøvrigt har jeg taget dit tjekskema med. Jeg kender jo dine svar på de fleste spørgsmål så det tager ikke lang tid.

Hun kom igen med sin lange liste og han orkede ikke at være tilstede. Har du stadig udfordringer med rejsning? Du behøver ikke svare jeg mærker selv efter.

Hun stak sin svale hånd ind under dynen og palperede rundt. – Der er aktivitet i svulmelegmerne og smøring, det går bedre kan jeg føle, jeg krydser af ved ingen problemer. Så skal du bare skrive under her hvor jeg peger.

Underskriften lignede ikke helt hvad den plejede. Stuen svømmede for hans øjne, og han sov igen.

Anisha vendte tilbage til konsultationen og lagde de sidste rapporter i pakken til Merck/ Grestol+ study da en mail med højeste prioritet bippede ind på computeren. Fra repræsentanten:


— Sidste nyt om forsøgsrækken Grestol+ —

Hej Anisha!

Fremragende resultater fra de rapporter, jeg har gennemset. Når jeg modtager din, går jeg straks i gang med at skrive din artikel færdig, finde den bedste statistiske metode til vores formål og forberede en kampagne. Jeg forstår, at du kun har stødt på ganske betydningsløse potentielle bivirkninger. Til lykke.

Imidlertid har vi besluttet at udskyde lanceringen af Grestol+ nogle måneder, fordi der er forekommet enkelte utilsigtede hændelser i det involverede materiale.

Statistisk set sker der altid urelaterede dødsfald i så stor en population, men vi er nødt til at dokumentere overbevisende, at der ikke eksisterer nogen som helst forbindelse mellem Grestol+ og blodpropper i hjertet.

Så snart det er gennemført, kommer Grestol+ på markedet – og du kan vente en bonus, så du kan komme af med den gamle Opel. Det vil ikke se godt ud, hvis en af Mercks forsøgsledere kører rundt i sådan en rustbunke, folk mister jo tilliden til os!


Tak for det gode samarbejde, vi ses snart :-)
Mick / Merck


,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,