Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


32 kommentarer

Ingen sneglehuse snoet med efterklang

Carsten Milvang's photo.
Til læseren: Historien ligger her i to udgaver, først den indre derefter den ydre.

Ingen sneglehuse snoet med efterklang. Opg. 3, 2015

Den indre udgave

Hesten holder sig ikke tilbage, den æder af hængekøjen som endnu er lun af hendes bag, udnytter at hun flygter fra stjernens kolde nattelyst. Der falder visne blade fra bøgehækken under en blå himmel, hvor lette skyer kommer sejlende. Hendes hoved svulmer op som en skabelsesberetning, svært at få det ned i lokummet når hun skal brække sig efter tre flasker hvidvin. Hun må brække sig i en brystlomme.

De drak øl i haven hele natten, om morgenen ligger nogle af dem i sjatterne, døde, sorte som lægeigler. Uhyggelige at skue, druknet i eget slim, omtågede af mælkebøtter og lysende prikker, stjerner ophængt i mørke vintergrene. Myrer på låret og fedt i håret, alt er retfærdigt når man venter længe nok. Der kom dug i hængekøjen, der kom spindelvæv og hastighedsbegrænsning for græsstrå. Hun fletter sig gravitetisk til drømmen som flygter på sin hvide hest med hovene i hånden.

Nu lander morgen-ufo’en på plænen og svider græsset, flere små grå mænd svæver ud af den. De har pigtråd om hovedet og skovsøer i skoene og taler i femfods jamber.

– Nå, siger den ene. – Ak, så, siger den anden.

Det er amputerede jamber kun for særlige lyttere.

Afskåret fra at protestere står hun grædende naglet til egetræet. Hendes lyse lokker kalkede af nattevågen og hvorfor sådan, kan man spørge en morgen i hvidt. Mødre kan være så sære at de forvandler døtrenes attributter til viskelæder. Fra jorden høres lyden af kosmoses syden som driver alle vores tanker og logiske maskineri. Uden syden er der ingen tilgivelse. Mærkeligt, tilgivelse og indgivelse er uden tanker, ren handlen og retfærdiggørelse bagefter.

Hun har korte ærmer på og plukker lavendler som hun bærer ind i køkkenet hvor gaskaminen heder op efter morgenkulden. Hun lægger brænde i komfuret og tænder op, hun længes efter

at bo i en hytte med tørv på taget og røg i stuen. Efter at fredelige edderkopper kunne spinde deres geometri uden at nogen fik syrlige opstød.

Men hun er havnet her, bortført af de små grå mænd en tidlig morgen dengang. Kun en halv meter høje, men vældig stærke og med strømpistoler som kan lamme på fem meters afstand. Hun fletter sit hår inden morgengrøden skal serveres med brunt sukker, og renser neglene og sætter blomster i fletningerne.

Hun længes efter udsigten hjemme

på Færøerne, ikke et eneste træ at se, kun søfugle, klipper og hav, en enkelt blå blomst ellers blot frihed Længes efter at gå med hullede sokker i træsko,

efter trehundredetres graders frihed uden morgenpligter. Uden løbesod og osteskorper på gulvet. Uden husherrernes grå bryn, forurettede, knyttede i vrede.

Hun skal gøre alting i huset og i ufoen, rense landingsstellet med sprit, hejse sejlet i stormvejr, tømme paraplyerne i regnvejr.

Som hun sænker hovedet i tavs, from, hen- og opgivelse ser hun et venligt ansigt i fodhøjde. En sort snude, små plirrende øjne og en paryk af nåle, skovens hersker, pindsvinet der befrier hende efter de tre års fangenskab.

Hendes bøn om lavendelblå frihed har rørt hans kongehjerte og løftet skovens stemning, har bragt fred til kronhjorten og mildnet egetræets aggressive adfærd. På denne dag hviler harmonien i universets eneste fuldgyldige centrum, hverken i solens glødende indre eller på svampemyceliets krampagtigt udstrakte rige findes fred. Kun nu og her. Ikke engang i Brorsons salmer eller orgelpibernes støvede indre eksisterer den. Kun i hendes lavendelfarvede cirkel.

De små grå mænd henfalder som støvbolde nogen prikker i, hun er fri. Pindsvinet bærer hende på sine pigge

hjem til Færøerne. Hun genser dem med nyslåede øjne fulde af forundring over det velkendte,

fuld af taknemmelighed.

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Den ydre udgave

Flyet fra Manilla landede i Copenhagen International Airport og Maria fulgte efter de andre Filipinske passagerer til velkomstområdet. Hun tog igen brevet fra Aupair Friendship frem og kiggede på billederne af Walter Krohn og fru Gitte: en ikke så høj mand med sort fuldskæg og lyst hår, og en nordisk udseende kvinde med smilehuller og opsat frisure. Hun hørte heldigvis over larmen hans kraftige stemme: – Maria, Maria, her!

De kørte til lejligheden, installerede hende og orienterede om hendes opgaver: købe ind, lave middagsmaden og rydde op. Ugentlig støvsugning. Gitte smilede træt og nikkede.

Det tog et par dage, så havde Maria fundet rytmen, hun havde en masse fritid til at opleve København, Walter og Gitte var borte hele dagen.

En lørdag morgen sagde Walter: – Vi skal på ferie i en skøn hytte oppe i Sverige. Du hjælper med at pakke og vi kører klokken tolv præcis.

De ankom ved femtiden om eftermiddagen. Der var lunt, solen sendte sine skrå stråler over et feagtigt smukt område. Valmuer med røde kronblade, højt græs i frø, en lille sø for enden af skrænten, birketræer hvorimellem der hang en hængekøje med udsigt over sø og skov. Maria glædede sig til en pause i køjen.

Men først oprydning. Huset havde hverken elektricitet eller gaskomfur, kun et gammelt brændekomfur. Hun skulle pudse lampeglas og hælde petroleum på, dernæst tænde op og lave maden. Det blev sent inden hun kunne lægge sig til at sove uden en eneste pause.

Næste morgen vågnede hun tidligt, hentede brænde, fyrede op, satte grød over og fik endelig en stund for sig selv hvor hun kunne nyde at plukke lavendel og flette håret. Hun serverede morgenmad med friskbagte boller, men Walter og Gitte virkede fraværende og forsovede. Ingen morgensmil.

Hun vaskede op og satte sig bagefter i en solkrog. Betragtede lyset som spillede i duggen på edderkoppespindene. Nød at der var stilhed uden trafikstøj. Fuglene sang stadig. Inde fra huset lød et brag af væltede gryder og tallerkener, klirren af smadret porcelæn. Walters kraftige bas og Gittes forklemte stemme der talte og talte i et stadig højere toneleje. Walter råbte. Gitte skreg. En dør smækkede. Bilens motor der blev gasset kraftigt op og motorlyden der efterhånden fortonede sig langt bort.

Walter stillede sig i døren dampende af vrede: – Se at få ryddet op i det køkken, Maria, det flyder med alt muligt. Få fejet skårene op, der ligger barkstumper og insekter overalt i huset, og der lugter af petroleum. Du kan ikke sidde her hele dagen og vegetere. Fart på, Maria.
Sådan blev den dag, hun kom aldrig i nærheden af hængekøjen, fik ikke mulighed for at læse i sin roman. Kun bage brød, holde ilden vedlige i komfuret, stege kødet. Ved aftensmaden var Gitte ikke vendt tilbage, men Walter var i godt lune: – Der kommer nogle venner i aften. Du skal selvfølgelig være med. Der er vin til maden i dag, værsågod, vi skal feste.

Hun havde ikke smagt alkohol før, men hvidvinen var frisk og læskende, hun var blevet tørstig af alt husarbejdet. Hun ville godt have et glas til. De rejste sig og Walter hjalp hende med at bygge et bål og arrangere siddepladser, nogle gamle kævler som de samlede i haven. Han holdt tændstikæsken og hjalp hendes hånd med at stryge tændstikken så de kunne få gang i ilden inden gæsterne.

Det var fem store mænd, store maver, store muskler, store stemmer og stor tørst. De havde rødvin med, og hvidvin og snaps og andre flasker som hun ikke opfattede hvad var. Maria delte paptallerkener rundt med kød, brød og sennep. Man skålede og hun fik fyldt glasset op nogle gange. Gæsterne sang, gik ud at tisse og sang mere. Månen hang mellem birketræerne og det blev køligere. Maria gik ind i huset og hentede hvad hun kunne finde af tæpper og trøjer.

Walter var fuld af aktivitet. Nu skulle de prøve hvordan vin med snaps smagte – ikke godt, mente Maria. De lo. Han sendte en gæst i køkkenet at varme noget rødvin med sukker: – Rødvinstoddy, forklarede han stolt. – Hvor er din hånd blevet kold, søde Maria, sagde Walter, og trak hende ind til sig, ind under tæppet. Få noget mere toddy.

En anden gæst lavede neskaffe, det smagte af jord. – Ligemeget, sagde han, vi hælder lidt af mit hjemmebrændte i, så bliver det lækkert og giver varmen. En anden sagde: – Jeg bliver altså ikke vågen af det her, tværtimod. Han lod sig trimle baglæns: – En lille lur er altid godt, især ved bålet med venner.

Walters hænder begyndte at kravle rundt på hende, hun flyttede sig, men de fulgte efter. Hun havde ikke lyst til at drikke mere, alligevel var der pludselig et glas ved hendes læber. Noget skulle hældes på hende. Hun vred sig løs og rejste sig så pludseligt at Walter faldt omkuld, hans øjne snurrede rundt og vendte det hvide ud, kæben faldt ned og han snorkede.

Bålet brændte efterhånden ud, det blev koldt, en snegl kravlede på panden af den sovende gæst. To af mændene dansede med hinanden nede ved søen, mens den største havde lagt sig ind i huset. Den sidste sad roligt tyggende på noget af kødet. – Her kan jeg ikke leve, sagde Maria, vil du køre mig til stationen?

Og hun fandt tog, fandt fly, fandt bussen fra Manilla hjemad. Endelig sad hun ved sit yndlingstræ og nød havet, der var velkendt og trygt omkring hende. Hvad skulle hun med en hængekøje?

Reklamer