Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


3 kommentarer

Jeg blev lempet ud af lejligheden uden morgenmad

 Toget venter med dunkende dieselmotor på Københavns hovedbanegård. Men ikke længe. Jeg stiger op med min sportstaske og finder en bænk med et lille bord foran. Her vil jeg sidde til jeg kommer til Hamborg. Jeg er allerede helt tom, eller rettere: lettet for alt hvad der er sket i de sidste dage, jeg vil bare ud af landet og leve mine drømme ud. Bort.

Det er så pinligt at dumpe til studentereksamen, og at møde min fars blik: – Hvordan skal du nogen sinde klare dig selv, Carlo?

Jeg havde ikke fulgt med i undervisningen, det er sandt. Fransk havde jeg bevidst sjoflet. Når jeg alligevel kom til at høre efter i timerne var det fordi jeg et øjeblik var blevet uopmærksom på den roman jeg var i gang med under bordet. I matematik vidste jeg knap nok hvad et koordinatsystem var, og endnu mindre en ret linjes ligning. Det virkede så tåget, noget Descartes havde fundet på for fem hundrede år siden, hvad skal jeg med det? når der findes Youtube-film som er levende og nærværende. Når jeg kan se teater hele dagen på min iPad. For pokker. Altså. Der er fuck ikke noget indhold i den skole. Jeg har derimod ikke forsømt en eneste gymnasiefest eller fredagsbar, tværtimod!

Nu sidder jeg i toget, jeg kan godt forholde mig stille i nogen tid. Hamborg har den bedste eksperimenterende teaterscene i Europa. Jeg vil ind der. Jeg kan tale engelsk, hvem kan ikke det, og tyskere kan da også sige noget, i hvert fald den yngre generation. Vi bliver gode venner, mig og Hamborgs teater.

Jeg er forbi Fyn uden at lægge mærke til det og kører over Lillebælt. Kupeen er efterhånden næsten fyldt. En kvinde sætter sig ved siden af mig. Hun kaster et blik på min halstatovering, det er jeg vant til. Jeg har fået tatoveret det kongelige teaters fortæppe, Akropolistæppet. Det er flot og bølger når jeg drejer hovedet, så det gør jeg et par gange for at imponere hende. Toget holder ved en eller anden jysk station og folk vader ud og ind med deres gods og kufferter og skrigende børn og snakkende mobiler.

Hun har fantastiske sorte øjenbryn og gyldent hår i bølger, ned ad siden på hovedet lige som Johanne EL Schmidt, den smukkeste kvinde i Danmark, det er hendes skyld at jeg ikke er flygtet allerede i første gymnasieklasse. Kvinden har svulmende, ægte botoxlæber, tegnet op med lysende postkasserødt, – heldigvis er det ikke mere moderne med hvid eller sort læbestift eller det der hedder lipgloss, addr.

– Hvor skal du hen, spørger hun med en stemme så blød som det indre af et negerkys. På engelsk.
– Hamborg. Væk fra Danmark.
– Osse mig, siger hun og sukker. Danmark er et fængsel, man må ingenting i det land.
Jeg nikker så hele fortæppet bølger.
– Vi har kun et par timer, inden vi er i Hamborg, siger hun. – Jeg kan godt lide dig.
Det er som at få en ildkugle i maven. Er hun ude på noget? Hendes høje plateausko, hendes korte skørt, hendes inviterende kavalergang. Er hun sådan en pige? En der vil noget – med mig? Jeg mærker hendes hoved på skulderen og læberne hvisker: – Skal jeg bare tage mig en lur, sådan her? Eller kan vi finde noget bedre at lave i de timer??!

Hun kradser mig på låret med sin firkantede, citrongule pegefingernegl. Hendes øjne er køligt grå med en fascinerende dybblå ring omkring. Pupillerne er gigantiske.

Vi går ud på handicaptoilettet hvor der er plads til at man kan ligge på gulvet. Jeg hader et stående knald. Hvad der sker på de fem minutter skulle jeg bruge mindst halvtreds sider på at beskrive, så det får I ikke her.

Nettede og med blussende kinder sætter vi os på plads igen, hun lægger hovedet på min skulder og døser hen, mens jeg drømmer om teater og villige kvinder.

– Du kan ikke hos mig bo, siger hun i Hamborg, selv om om det ville være skønt. Men en overnatning vil jeg gerne byde på. Du er en dejlig fyr, Carlo.

Hendes lejlighed ligger ved banegården i bunden af Lange Reihe bag en makrobiotisk café med en masse alternative, med og uden hætter, med og uden skateboard.

– Jeg har brugt alle mine penge i København, siger hun.
– Min sidste SU kommer desværre først om et par dage, indtil da må jeg låne.
– Sæt dig ind i dagligstuen, siger hun – nu på et tysk der lyder virkelig overbevisende. – Jeg skal lave nogle penge, det tager bare en time eller to. Hun lukker døren til sovekammeret, forsvinder ud i gangen og hoveddøren smækker. Lidt senere hører jeg at hun kommer ind med en mand med tunge, lidt usikre skridt. Gennem nøglehullet til kammeret vifter en os af gammel sved og ny øl.

Nøglehullet frister mig over evne. Jeg skimter et par sorthårede, enorme baller mellem hendes knæ, de knæ jeg havde lagt min hånd på og som vinkede så elektriske. Nederen. På den anden side havde jeg haft hende gratis! Der er ægte sympati mellem os.

Bagefter sætter vi os ned i cafeen. Der er godt fyldt op, alligevel tager servitricen sig tid til at hyggesnakke med folk mens hun går rundt og serverer. Da turen kommer til os, får vi en skøn quiche lorraine og noget vin som jeg ikke husker hvad hedder. Der er høj stemning – hun har givet en omgang.
– Det er godt at have venner i nabolaget, hvis der bliver ballade hos mig, bemærker hun.

En af de andre fortæller mig om teater i Hamborg, det hedder Bühne på tysk: – Ein wichtiger Bestandteil des psychotherapeutischen Handlungsraums im Psychodrama, siger han erfarent.

Det lyder spændende, hvis jeg ellers har forstået fyrens tysk rigtigt: Teater, psykoterapi og sex. Hamborg er et godt sted at være.

——

Christina har lempet mig ud af lejligheden uden morgenmad. Jeg er sulten, det kniber i maven. Nu er det alvor, jeg har ingen penge, og intet sted at sove. Behøver noget at fylde tomheden med.

Jeg spadserer ud til botanisk have, der er måske nogle frugter. Henne ved indgangen tigger jeg ved pølsemanden, folk har for mange penge, de kan give mig noget. Det er bedre at tigge om mad, mere autentisk end at tigge om penge. Folk tænker at pengene kan gå til narko for eksempel. Ingen gider hive mønter op af sin lomme til sådan noget. Som tigger må man heller ikke flashe sin mobil, så tror de at man tigger for sjov. Men de gav alligevel ikke noget – jeg fiskede et kvart pølsebrød fra affaldskurven, det blev alt.

Undervejs tilbage går jeg ind i et supermarked med mange grøntsager, jeg kunne godt tænke mig at bide i en rå kartoffel. De er friske og knaser godt. Bananer er for børn, kartofler for voksne, sultne mennesker. Jeg stjæler nogle kartofler, min første forbrydelse i livet. Hvis de opdager at jeg hugger kartofler, vil de ikke tilkalde politiet. Kartofler er billige, og jeg er et miserabelt menneske.

Jeg må have fat i Uwe fra cafeen, han ved noget om teater. Måske hænger han ud dér eller på hovedbanegården. Jeg går ind i porten og kigger på opslagene der er klistret op overalt på muren, ikke en kvadratcentimeter bar mur. Store og små plakater og reklamer for en frisør. En kat er blevet væk. Yoga. Koncert i Krydderilageret. En masse baggårdsteater. En psykolog laver gratis psykoteater. Jeg har ikke råd til en skid nu. Sulten kommer og går, hver anden time bliver jeg sulten. Der er stadig to kartofler i min lomme, de er rationeret til de værst hungerperioder.

Christina lod sin finger glide ned over min tatovering. Det var dengang. Jeg savner hende, hun er så lækker og sød. Så hurtig i sine følelser, det ene øjeblik forelsket i mig. Det andet i en fed, ulækker, fuld sømand. I morges smed hun mig ud uden videre, ikke noget kys, bare farvel og på gensyn – måske. Hun stod lidt i døren i sin natkjole og vinkede. Var der alligevel et blødt drag om hendes mund, om hendes læber der havde glædet mig sådan tidligere, som små snegle der sætter et lidenskabens spor overalt på min krop? Vi havde en fabelagtig nat, tiden blev skruet helt af led og stjernetågerne dansede mellem os. Vi var mætte, en lillebitte smule fulde og glade, intet ondt kunne ramme os to.

Der skal ske noget inden min tunge ruller rundt i rendestenen af sult, jeg kunne æde et henkastet pølsepapir eller en rest pølsebrød, folk gider ikke spise det sidste, de smider det i papirkurven eller på gaden. Brød fylder bedre end kartofler, jeg kan børste jorden af så det ikke knaser.

Foran cafeen møder jeg Uwe. Han har tyndt rødligt skæg som han af princip eller nød aldrig barberer.  – Forresten, Carlo, Otto kommer i dag. Han er en fantastisk terapeut og skuespiller. Jeg tror at han er noget for dig. Skal vi følges ad?

Torsdage samler Otto folk i en gammel lagerbygning. Der er allerede flere hundrede da vi ankommer, det summer, folk sidder på bænke og på gulvet og i vindueskarme, frivillige hjælpere holder styr på dem. Vi venter i en time mens spændingen stiger. Man ved aldrig hvad der sker når det er Otto, der Otto som man siger på tysk.

En flok unge kvinder i røde kofter danser ind i salen. Deres hoveder er raget skaldede og skinner i projektørerne. Bag dem kommer Otto, en lille mand med skarp næse og en spids hage og en mund der ikke står stille, ikke engang før han er kommet ind. Ordene strømmer ud af højttalerne. Han taler om kønsroller, om at straffe sig selv, om at slippe fra forældrene.

Der bliver helt tyst. Al summen er væk, ingen raslen eller skraben med benene, ingen bevægelser. Otto ser ud over forsamlingen, nogle dukker sig, andre retter sig op. Han tager brillerne af og træder på dem så de knaser. – Vi skal ikke se gennem samfundets, skolens eller forældrenes briller, vi skal være os selv!

Jubel.

Jeg nikker uvilkårligt, sådan noget er lige efter mit hoved, derfor er jeg i Hamborg.

Han traver hastigt rundt om en hvid havestol der står i midten, blikket fejer hen over vores ansigter. Så standser han brat og peger på en ung kvinde: – Maria, kom op.

Hun sætter sig nervøst i havestolen, rykker frem og tilbage på den glatte maling. Tæller på fingrene, ser ned i cementgulvet.

– Er der så slemt? siger Otto. Så må jeg tage affære. Du skal straffes. Han går nærmere og løfter hånden, trækker ærmet tilbage. – Jeg er nu en maskine der straffer. Den giver lussinger. Bestem hvor meget du fortjener at straffes, du kan indstille fra en til ti, og ti er meget slem. Du har også været meget slem, ikke? Du har gjort noget man ikke har lov til, du har set dine forældre bolle. Du har spioneret gennem nøglehullet.

Jeg bliver dårligt tilpas, har jeg ikke lige selv spioneret?

– Fire siger hun med svag stemme.
– Jeg indstiller på fire, siger Otto, og maskinen går i gang. Smæld. Smæld. Smæld. Indtil hun skriger: – Stop. Det er nok. Vil du ikke nok stoppe, jeg kan ikke mere.

Godt, siger Otto, nu skal du være din mor.
De skaldede kvinder bringer et spejl, noget sminke, en silkekjole. De går i gang med at klæde hende af, trække kjolen på, sminker og sætter håret.
– Sådan, siger Otto, nu er du moren, og pigen – dig selv som lille pige – sidder afsløret i stolen. Hvad gør moren?
Kvinden står et øjeblik og trækker vejret heftigt, hurtigere og hurtigere. Til sidst udstøder hun et skærende skrig, et urtidsskrig af fortvivlelse og raseri.
– Hvor vover du!! råber hun til den usynlige pige.

Forestillingen fortsætter i en blanding af teater og gestalterapi i fire timer indtil hun synker sammen og bliver ført ud.
– Kom igen lørdag, afslutter Otto, til os og til hende, det her er kun en opvarmning.

– Du ser bleg ud, siger Uwe.
– Jeg er sulten, og sådan noget har jeg ikke oplevet før.
Uwe nikker: – Jeg vidste at det ville ramme dig. Du vil blive transformeret hos Otto.
– Jeg kommer stensikkert lørdag, det vil jeg ikke gå glip af.

Der er meget mere at sige om Otto og hans skole, men jeg vender tilbage til hverdagen, til cafeen, til Uwe og hans gruppe. De har besat en maskinfabrik og sover alle steder under drejebænkene og på kontoret. Jeg lægger mig et sted hvor jeg har renset gulvet for olie. De har papkasser til underlag, og jeg har mit tøj og håndklædet. Betongulv eller ej, jeg sover så snart jeg har lagt mig.

Men jeg har stadig ikke fået noget at spise andet end kartoflerne og kvarte pølsebrød. Om morgenen kigger jeg på opslagene i porten, om der er et arbejde. Nej. Så sætter jeg mig på hug op ad væggen og venter på at noget skal ske, det forbruger for meget energi at stå.

Døren til cafeen går op og den servitrice der snakker så meget, kommer ud og tænder en smøg. Hun får øje på mig: – Er der noget galt med dig?
– Jeg er sulten.
– Du spiste ellers godt forleden. Hvis du hjælper os med lageret et par timer, giver jeg dig hvad jeg kan finde i køkkenet.
Jeg rejser mig og følger med ned i kælderen ad en værre hønsestige. Der er et utroligt rod, jeg går i gang, slæber med bøjet ryg i det halvdunkle lys, tunge kasser op ad trappen, andre ned, reparerer ting, flytter borde, finder på et system. Efter lang tid råber hun ned til mig: – Kom og få dit måltid.

Et fad med det lækreste jeg nogensinde har smagt, lidt af hvert fra hele spisekortet. Noget er brændt på, andet ikke gennemkogt, men lækkert er det. Hun bringer et glas vin:- Du er super effektiv, vil du arbejde her nogle timer hver dag? Du får tre måltider og minimumsløn, er det ok?
Himmerige. Nu har jeg et sted at sove, et sted at spise og lidt mønt. Og Otto på lørdag.

Om aftenen sætter de mig til at servere i stedet for hende der var faldet ned ad trappen. Servering er en slags teater, jeg har luret dem af og ved hvordan man optræder. Jeg kender min rolle på denne her scene, nu er jeg iklædt deres sorte T-shirt med logo, udstyret med en bestillingsblok og kan sludre lidt med gæsterne. Ved ni-tiden kommer Christina til aftensmad som jeg serverer professionelt – i et glimt genkender hun mig, men vender hovedet bort; hun virker fremmed og er ledsaget af en aggressiv boksertype pumpet op af anabolske steroider, jeg føler at det er længe siden vi har været sammen.

I mellemtiden har jeg har også fået vigtigere ting at beskæftige mig med.

Her i Hamborg har jeg efterhånden et sted at sove, sko på og tøj, og i maven ligger maden fra cafeen, altså rester fra dagens serveringer, en slags meze, et hav af små retter serveret på underkopper. Sådan kan jeg lide det, noget at vælge imellem hele tiden. Jeg bliver træt af det samme, undtagen af teaterets stedse skiftende mysterier. Et teaterstykke er aldrig nogen sinde det samme i morgen som i går. Aldrig.

I dag vågner jeg op i min sovepose under drejebænken som de andre dage. Men mit hoved summer af mulighederne i livet, endelig kommer det jeg har ventet på: i dag skal jeg opleve Ottos session for fuld udblæsning, teater, spontan selvfremstilling, eller hvad det hedder.
Jeg rusker i Uwe som har fundet nogle stole at indrette en rigtig seng på – jeg skal bare kunne ligge og sove et eller andet sted.
– Uwe hvad er Otto for en? Laver han teater eller er han terapeut? Jeg må vide det.
– Det ved jeg ikke, siger Uwe, du spørger så pludseligt, mens der ligger en masse kvinder oven på mig. Hvad ville du vide? Hurtigt, jeg vil tilbage til min drøm.
– Er han kunstner, terapeut, teaterdirektør?
– Jeg hørte dig godt første gang. Han har et kollektiv med selvudvikling. De laver alt muligt, du så noget sidste gang og det rigtige kommer i aften.
– Jeg vil være med, det er lige noget for mig.
– Du kan få adressen når jeg vågner. Det er i en baggård er eller andet sted. Bare gå derhen og spørg dem. Hold kæft og lad mig sove lidt mere.
Han vender sig om med ryggen til og trækker sine vattæpper op over hovedet. Der er ikke mere lige nu, det kan jeg godt forstå.

Med Uwes seddel og kortskitse går jeg senere ud gennem porten og til venstre på Lange Reihe. Alting i gaden står knivskarpt lysende for mine øjne, hver lyd er et interessant musikstykke – fordi det hele fører mig til målet, Ottos AAA-kollektiv. Det mest spændende på hele min tur. Jeg tager en beslutning. Det vil jeg være med til fra i dag. De skal simpelthen tage mig ind. Jeg vil det her. Jeg føler at jeg er nødt til at danse på fortovet og lidt i rendestenen og tilbage igen og snurre rundt. Jeg danser omkring en dame med hund i snor. Kigger lige på sedlen og danser videre, videre. Rundt om et træ. Her er det, i denne port og ned ad trappen. Så enkelt at finde lykken.

Jeg banker på og smækker døren op. Jeg skal bare ind. Det er en gammel cykelkælder med betongulv, men den ser ikke sådan ud. Rødt og sort og gult – der er malet overalt, mennesker, sære dyreskikkelser, abstrakte kompositioner vrimler omkring, også på loftet så jeg ikke kan orientere mig. En masse stemmer kommer fra siden af, stole der skramler, klirrende bestik.

De sidder ved et langt bord af rå planker. Masser af brød og pålæg, det her er Tyskland: alle variationer af pølser, morgen, middag og aften. Hvor er osten?
– Kom ind og sæt dig, råber én. Ingen taler, alle råber. Hvad vil du? Tag noget mad, vi er snart færdige.
– Jeg vil være med i kollektivet. Jeg vil spille teater.

En af de skaldede kvinder kaster et blik på min halstatovering, så rejser hun sig og henter en lille grøn pengekasse, nogle papirer og en Dags Dato-blok.
– Du kan starte som gæst. Det koster 200€ for en uge. Du skal bare følge med. Vi har en stor performance i morgen, eller er det i dag, Heinz?
– Det er lørdag, så i dag!!
Jeg fylder en beskidt tallerken med forskelligt, fordi de er begyndt at rydde af bordet i den anden ende. Hvis der er mad spiser jeg alt, et sundt princip jeg har udviklet her i Hamburg.

Otto har instrueret os og fortalt hele eftermiddagen –  vi skal i gang med vore performance. Alt går hurtigt her. Vi starter nu, det summer på tilskuerpladserne. I manegen har vi dækket et langt bord med hvid damaskdug, kandelabre med stearinlys, bugnende fade, store skåle med noget hvidt og rødt som jeg ikke ved hvad er, tallerkener flankeret af bestik i forskellige størrelser og vinglas. Jeg står ude i omklædningsrummet og spillerne passerer forbi mig ind til forestillingen, tolv mennesker i selskabskostume. Kvinderne sminkede, mændene med fedt i håret, skinnende laksko, vest og smoking. De tager plads om bordet og konverserer høfligt.

Jeg venter som instrueret udenfor indtil jeg får et puf i ryggens, så er det nu! Med et sølvfad højt hævet over mit hoved, på strakt arm, skrider jeg lydløst ind på gulvet. I fadets bund kan jeg skimte spejlbilledet af min skilning. Her dufter af kogte karotter og odderlever. Hver gæst får sin portion anrettet. Jeg rækker høfligt ind fra den rigtige side, gæsten nikker, jeg går videre. Alle venter med at spise til jeg har været hele rækken igennem. Indtil nu er der ikke sket noget.

Otto sidder inde blandt tilskuerne, han råber pludselig: – Tiden går i stå. Den er syg. Den kan ikke mere. Dette selskabs materie opløses. Ure går l-a-n-g-s-o-m-t.

Alt skifter til slowmotion. Med ét er det konventionelle selskab forvandlet, gæsterne er svajende tangplanter. Mine fødder bevæger sig som indsmurt i honning, ud at hente mad og ind igen. Tilskuerne er blevet helt tyste, smittet af forestillingens ro. En fornemmelse af at verden er under vand.

Indtil Otto råber fra sin plads: – Hvad sker der nedenunder, hvor er følelserne bag facaden? Luk op, for pokker, lad dem komme ud. Borgerskabet er dødt, ud kravler miderne.

Midt for langsiden sidder en blondine jeg har haft et ondt øje til. Hun er irriterende, med sine lange negle, opstablede frisure, pudder og glinsende læbestift – alt det jeg hader. Jeg hælder noget hvid sovs ned i hendes hår så det klasker sammen. Og karotter i kavalergangen. Hun skriger og begynder at flå kjolen af så karotterne flyver til alle sider. Hendes navle, pirrer mig, der skal ske noget med den. Jeg hælder hvidvin op, sætter læberne til og drikker af den lille maveskål. Hendes tyndtarm gurgler og bølger frem og tilbage. Hun går i bro på sin stol af fryd. Hele taffelet genlyder af kaos, alle er i gang.

Men nogen løfter mig op på bordet, fjerner mit tjenertøj, giver mig ble på og en sut i munden. Jeg kigger ned på min bare mave, hvorfor er der ikke syltetøj på den? Jeg skriger så sutten flyver ud: Syltetøj. Griber noget smør med begge hænder og presser til så det langsomt smelter og siver ud mellem fingrene. Skriger for at glæde mig over lyden. Klasker en fod ned i patéen. Frydefuldt. På det tidspunkt sanser jeg ikke hvad der sker omkring mig. Nyder bare. Ben spræller, arme fægter, mund smasker. Omgivelserne tåger bort.

Jeg bliver båret ud og lagt til ro med nogle tæpper svøbt tæt om mig. Det der sker i mig er det eneste jeg sanser, hvad de andre laver fatter jeg ikke, Otto må forklare i morgen … totalt udmattet falder jeg i søvn.

En hånd famler med at fjerne bleen. Jeg bliver lysvågen, det er hende med dags-dato-kvitteringen fra i går.
– God morgen, søde Carlo. Der er lige tid til at vi kan bolle inden morgenmaden.
Hendes hånd er allerede nede mellem mine lår. Vel vil jeg ej bolle en skaldet bogholderinde. På ingen måde. Jeg fjerner den.
Hun retter sig op med et ryk og siger i et andet, køligt tonefald: – Du skylder forøvrigt 30€ for igår, det er hvad en selbstdarstellung koster.
– Jamen, du fik alle mine penge til gæsteopholdet.
– Så må du ud at skaffe nogle flere, er det svært at forstå?
– De har sat en anden på min stilling i cafeen fordi jeg er væk.
– Otto holder eftermøde når vi har spist frokost, så skal pengene være der. Han bliver ædende sur hvis nogen overtræder reglerne, og det er ikke behageligt. Nok er AAA et kollektiv, men det er ham der bestemmer.


 

Reklamer