22. Maj 2017
LAD DIG INSPIRERE AF DE TRE
’S T O R Y T E L L E R T E R N I N G E R’.
OG SKRIV EN HISTORIE.
Max 500 ord.
Jeg er Terningmanden. Ingen bestemmer over mig, undtagen terningen som redder mig fra kedsomheden ved det velkendte. Hver morgen stillede jeg seks valgmuligheder for dagen, slår terningen, og måtte udføre hvad den sagde. I mandags slog jeg fx et valg for denne uge om at skrive, resultatet er at mine grammatiske tider (tempus) veksler tilfældigt og jeg skal skrive nøjagtigt 685 ord hver dag, hverken mere eller mindre, ingen skal bestemme over hvor meget jeg skriver, bortset fra terningen.
Nu, dagen før Kr Himmelfart, er mulighederne følgende:
1. Anskaffe ti forskellige aviser og læse dem grundigt (Gab, der kunne være et friluftsarrangement, men ellers ingen udfordring).
2. Stjæle en madpakke fra en lille skolepige (helt absurd, men uforudsigeligt, på den måde bedre end mulighed 1)
3. Forsøge at bedåre den tykke kvinde i pizzeriet (hun er sød på en sur måde, men en vis charme, håber ikke at det virker).
4. Købe tre forårsbuketter og forære dem til tilfældige mennesker.
5. Købe en ny bil (det vil vælte min økonomi totalt, absolut et farligt valg).
6. Melde mig som frivillig hjælper for Red Barnet (jeg hader dem, de har ikke reddet et eneste barn i de sidste tredive år. De har reddet Helle Tornings økonomi, hun får 2,1 million kr. årlig for at være formand. Her er interessante muligheder for at bringe tilfældigheder ind i deres organisation).
Jeg lukkede hånden om terningen. Som altid skælver jeg over for skæbnen, ikke nogen behagelig stund, adrenalinen pumper. Åbner hånden og lader terningen rulle hen over bordet; stirrer: 2. Jeg fortryder allerede den mulighed, men bordet fanger, jeg skal stjæle en madpakke.
På en sidevej nær Eliteskolen – Gentofte Højere Pigeskole parkerer jeg kvart i otte. Låser omhyggeligt og spadserer roligt forbi hovedindgangen. Biler standser, døre smækkes op, piger vælter ud, glemmer tasker, kravler ind igen. Mødre ved rattet skælder. Hele vejen er er fuld af mennesker nær panikstadiet, børn kommer vandrende eller cyklende eller løbende. Forældre knuger grædende småpiger som ikke vil skilles, større børn vender ryggen til forældre, de er pinlige at blive set sammen med. Tre sportscyklister snor sig i rasende fart ud og ind og strejfede mig på en ubehagelig måde, råbende et eller andet for at få folk af banen – de har ikke cykelklokker, det er mod deres etik som overflødig vægt.
For mange mennesker til at jeg kunne operere diskret. Jeg vendte om og gik tilbage, måske en idé at vente til spisefrikvarteret. Ud for min bil så jeg en pige komme spadserende mod mig. Cirka ti år, kort lyskrøllet hår og røde kinder. Det røde er malet på, bemærker jeg, og læbestift, blålakerede negle, men øjenvipperne er hendes egne.
Chancen er nu!
– Undskyld, siger jeg. Dette er en undersøgelse fra Skolerådet om elevers ernæring, må jeg lige kigge på din madpakke? Du får hundrede kroner for at deltage.
Jeg rækker hånden frem med fem skinnende tyve-kroner. I samme øjeblik mærker jeg en glødende smerte i skinnebenet. Hun skrabede en lang flænge ned langs knoglen sådan som man lærer til kvindeligt selvforsvar – et sted hvor sår er forbandet længe om at læges. Hun har stiletter på.
– Hjælp, hjælp! hviner hun som en udrykningssirene. – Børnelokker! Hjæ…
Mere hører jeg ikke, for jeg ligger på fortovet med hovedet drejet skarpt til siden, et kæmpemæssigt knæ er presset ind i mit øre. Lugten af sved og cykelolie hænger i min næse. En anden sportscyklist sætter sig på mig.
– Rolig, siger han til pigen, vi har ham. Han kan ikke gøre dig noget.
Pigen tog sin mobil frem og fotograferede mig ydmyget fastholdt under de to cyklister. Politiet ankom med en mandskabsvogn og to civilbiler. Betjente fikserede mine arme og mine ben. Kastet ind på gulvet i mandskabsvognen og afsted med udrykning.
Jeg venter nu i dommervagten og skriver dagens sidste noter så godt jeg kan for håndjern og fodlænker. Ingen har tilset mit ben, betjentenes blik viser at det er min velfortjente straf og at mere er i vente senere på dagen når de får mig på tomandshånd. Det er klart for mig at de ikke mener at dommeren ….
Jesper de la Porte Ovesen 