Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


18 kommentarer

Et eller andet indkøb, opg 2, 2016

Carsten Milvang's photo.

Jeg har ingen huskeseddel, det betyder ikke noget. Jeg skal have gulerødder, agurker, appelsiner, her i denne vidunderligt smukke butik, måske noget andet, det er ikke så vigtigt hvad. For mig er det væsentlige at komme her, for du sidder ved din kasse og ser venligt på mig. Der er et bånd mellem os.

Du er perfekt, dine skrå øjne, dit hår der skinner som en myres kitinskjold, munden der smiler og tænderne der kommer frem som en overraskelse gemt mellem dine blødt svungne kinder.

Nu er din arm rakt frem efter agurken. Du har en kortærmet bluse på. Dine underarme er så hvide, bløde, følsomme – så indbydende. Jeg ville lade min fods svang glide opad den til albuebøjningen hvor et elektrisk kredsløb vil kortsluttes og gennemryste os. Dine bryster er nubrede appelsiner, hvor jeg længes efter at mærke skrællen og føle saften indeni. Der er intet som kan måle sig med at gå ind i denne butik og komme ud med varer og oplevelser.

Båndet ruller mig nærmere til dig. Du sætter dit dna-aftryk på min agurk, på mine gulerødder, på appelsiner. Mit dna sidder der allerede, vores fingre mødes på alt livs fundamentale plan.

Du smiler og rækker hovedet frem for at finde stregkoden på gulerødderne, dit hoved svæver nærmere på en hals af den rette længde. Ikke så lang at jeg er bange for at den knækker, ikke så kort at du ser fed ud. Jeg får øje på din venstre fod under stolen. Og gyser, tænk at tage den op og mærke dens varme imod min håndflade, dens evne til at hengive sig.

Du siger: – Var der andet?

Ja, selvfølgelig var der andet, den ubetalelige:
dig!
Så ville jeg ikke behøve andre indkøb. Men jeg ryster på hovedet. Dette er en verden hvor jeg ikke har tilladelse til at nærme mig det perfekte, i en anden verden kunne jeg sige ja til hende.

– Kort og kontant, siger du.

Sagde du ikke eller? sagde du kort. Hvorfor kort, hvorfor ikke altid os to, det er mere rimeligt. Og kontant, nej, det skal være poetisk, der skal ikke være penge imellem os to

Mit kort løber igennem din spalte. Nu skal du dømme mig, hvad er min straf? Den bliver rakt med et uventet strejf af din pegefinger, et ikkefysisk strejf, et æterisk strejf, udstråling af varme fra dig, en anelse af duft. Jeg får domsudskriften: 275, 50 kr. Min indkøbspose er fyldt nu, jeg bliver nødt til at gå ud, jeg skal afsone min straf i form af fraværet.

Har du allerede glemt mig? Nej, du smiler og vinker mig tilbage, du vil mig alligevel noget, du taler med lav stemme til mig, du er diskret for vores samvær er personligt, endelig vi to sammen: – Hej, du glemte dit Dankort.

Reklamer