Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


6 kommentarer

Efterårsfugt på frugtflugt

DSCN6549

Græsset lægger sig vådt og langt på jorden. Rejser hovedet en gang imellem for at se om nogen kommer for at slå det. Så, bort fra slagene som regner ned med mellemrum. Ved solpopgang får det ikke andet mad end havregryn med yoghurt og ristede bananer og kastanjer. I mit bedste havedress ruller jeg rundt på plænen og serverer måltidet, uden om krukkerne med platantræer, direkte ind i en emboli i storetåen, den bider mig ugevis hvert andet år.IMG_0398

Men filthatte til græs duer ikke. Duer duer heller ikke når gæs ruller ned ad gaden på deres runde fødder i en tåge af fjer. De vælter bussen og stilladset til undergrundsbanen og den nye skøjtebane der er for tidligt på den. I en sky af isstøv hvirvler de sidste, forsinkede gæs ned ad Vesterbrogade mod Frihedsstøtten. Hvor er friheden for ænder og gæs på Mortens Aften?

Friheden er underjordisk, med hælsporer og sporvogne fra forrige århundrede, begravet sammen med ubrugte madkasser fra folkeskolen. Nu må eleven ikke have mad med, han skal spise hvad der kommer ud af skolekøkkenet, krebinetter med flødeskum, stegte ærter og tofu formet som jomfruer. Jomfruer er så sjældne at de er fredede i år, at lægge an på en jomfru medfører tre måneders fængsel sammen med Banditos med deres store, tatoverede ører til at slaske dig ned med, ned i rendestenen til væltede cykler og en karavane fra indre Kbh, og for øjeblikket terroriserende bosiddende i en gammel kirke, lukket fordi nogen havde hældt mel i orgelpiberne. Man mistænker LTF-drengene.

_______

Reklamer


11 kommentarer

Han havde et wc, men der var meget mere

Opgave 5, efterår 2018 – opgave 2-4 samlet. Redigering.

japanske masker

Som forholdene er lige nu, tvivler jeg på at andre mennesker har hjerte eller samvittighed: Zoe har forladt mig, med sin lille kuffert, pensler og makeup, muntre talestrøm, utilfredse traven rundt på gulvet i min københavnske toværelses.

Zoe som fandt mig under en Distorsionsfest, som overnattede, fortryllede mig og atter forlod mig med halvdelen af min sjæl. Hun var en engel fra en anden tilværelse, nogle gange hudløst åben og kærlig. Men ofte totalt ligeglad med mig. Var hun egentlig ærlig? Jeg tvivler nu, jeg vil hellere have ægte venskab end simuleret kærlighed.

Jeg kaster mig foran fjernsynet: ægthed hos amerikanske Amish-folk der lever som i 1700-tallet, hverken biler eller fjernsyn. Mændene med sorte hatte, kvinderne med kyser. Elegante, håndbygggede enspædervogne. Men bøller kaster sten mod vognen som vælter i grøften. Hesten på siden i mudderet, øjnene rullende magtesløse rundt.

Over hestens vrinsken lyder dørklokken.
Det er naboen. En mand i fyrrerne, koreaner. Kort, sort strittende hår, fyldige læber, stærk krop. Vi hilser på trappen, men han skynder sig altid som om han vil undgå nogen.

Sikke en larm, siger han og peger på mit fjernsyn.
Ja, du må undskylde, siger jeg ligeglad.
Forstyrrer jeg?
Du er da velkommen.

Han tripper lidt: – Angående mit wc. I stykker, flere dage. Chefen kommer på besøg i aften og her skal være ordentligt, ellers taber jeg ansigt. Kan du reparere?

Jeg tager hans værktøj og betragter hans helt moderne Ifö-toilet, vandet fosser i wc-skålen. Jeg slår op i Youtube, som viser alle slags reparationer.
Aha, vippe trykknappen til skyl, trække en lang blå skede op. Finde skruer nede ved gulvet. Lægge hovedet ned på hans terrazzogulv og tænke, det her går ikke. Kigge igen på Youtube-filmen, da Kim (det hedder de alle sammen) kommer ind med en kop grøn te og en kage: – Du trænger til en pause, siger han.

Efter pausen fortsætter jeg med indløbsventilen som ifølge filmen skal løsnes på en måde som er umulig i praksis. Hårdt arbejde, ikke den leg som på filmen. Jeg får renset indløbsventilen og genmonteret porcelænskappen, men vandet løber stadig. Forfra, fiske udløbsventilen op, og jeg er godt rasende efterhånden, skruerne igen, ligge med panden mod gulvet. Rejse mig op igen, hive indmaden ud af wc-et, rense, genmontere.

Endelig griber vi hinandens hænder: Ah, hvilken fryd, Kims Ifö fungerer. Og jeg vender tilbage til min lejlighed.

Resten af aftenen gider jeg ikke fjernsynet, mit dårlige humør er skyllet ud i Kims wc, druknet i glæden ved veludført arbejde. I tankerne genoplever jeg hver skrue og hver ventil. Og Zoe? Hun betyder i virkeligheden ikke noget, derimod har jeg mødt min nabo der ellers virkede utilnærmelig. Jeg samler hendes efterladenskaber i en affaldspose, hun er ikke noget sirligt menneske.
Netop som jeg sent på aftenen kaster hendes guldsandaler i sækken, ringer det på døren igen.
– Nu er min chef gået, siger Kim, har du ikke lyst til resten af champagnen og indonesisk rijstaffel?
På hans bord står et et hav af halvfyldte skåle med tilbehør, stegt kyllingebryst, forårsruller med mørt kalvekød… Vi placerer halvanden flaske inden for rækkevidde, smider fødderne op på en ekstra stol og klinker så champagnen perler ned ad armene.

Ved du hvad, Kim, jeg har opdaget en vidunderlig koreansk kvinde!
– Dem er der mange af, men ikke lette at få fat i, ikke engang for mig.
– En pianist, som kan alting, Yeol Eum Son. Kim, jeg er forelsket! Hun tager vejret fra mig, jeg sidder i timer foran Youtube og ser hende spille – selv om hun nogle gange ligner en gris.
– Meget dygtig, jeg kender hende! Vi bør rejse os straks og skåle… ved du at hun spiller i Malmö på fredag?
Vi springer op så en stol vælter. Skålende. Og jeg skråler, grebet af øjeblikket: – Jeg giver. Vi tager derover.

Nogle gange om ugen er vi begyndt at lave mad til hinanden, Kim ejer en masse koreanske krydderier som jeg har lånt til vores middag i aften. Jeg har også lånt hans vidunderligt indviklede og kostbare kaffemaskine så vi kan få et perfekt måltid, dertil Mekong Whisky som han elsker, den er behagelig, man kan drikke en masse uden at blive bøvet.

Klokken er sytten der er tid nok til madlavningen. Jeg træder ind i køkkenet med de sidste indkøb og standser lamslået. Vinduerne står åbne, kaffemaskinen ligger smadret på gulvet, krydderierne er strøet ud overalt. Her er støvet af fuglefjer og lugter brændt. I vasken, på mine rene viskestykker og håndklæder, sidder en enorm måge og stirrer angrebslysten på mig. Den rejser sig, puster sig op og basker med vingerne, et par hvide klatter falder på vandhanen. Skridt for skridt jager jeg mågen hen ad bordet med kosten, indtil den flyver skrigende ud ad vinduet.
Jeg har også lyst til at skrige over mit sønderbombede køkken, og allerværst over Kims ting som han tillidsfuldt har lånt mig. I brødristeren ligger to stykker forkullet brød.

Fra stuen hører jeg lyde, og på vejen ind snubler jeg over Zoes lille kuffert, hun er tilbage igen. Gennem den åbne dør til soveværelset får jeg øje på hendes skikkelse henslængt på min seng. Med de højhælede sko på. På bordet står den halvtomme whiskyflaske.

Nå, der er du endelig, siger hun. – Jeg tog mig en lur mens jeg ventede på at du skulle lave mad til os.
Hvad i alverden laver du i min lejlighed? Du er jo skredet.
Jeg har bestemt mig om: vi skal bo sammen, og jeg har selvfølgelig kopien af dine nøgler, ikk’?
Hvordan er det der ser ud i mit køkken?
Brødet brændte på for mig, siger hun med klare blå øjne. Såret uskyld. – Men jeg luftede da ud. Og jeg turde ikke gå ind til den vrede måge. Du må ikke være sur på mig.

Zoe rejser sig og laver en lille pause så jeg kan sunde mig. Hun har noget vigtigt at sige, fornemmer jeg.
Jeg har forklaret din nabo – han er forfærdelig påtrængende – at du ikke ønsker hans selskab, og at I to ikke skal holde middage sammen, nogen sinde. Han stod der i vores hoveddør og skabte sig som om han boede her!

Hun spærrer øjnene op og fortsætter:
Nu er det MIG du tænker på, vi er nemlig to der elsker hinanden, ingen skal presse sig ind imellem os. Han blev forbandet sur, og midt i at jeg fortalte ham sagen, vendte han om og smækkede døren.

Jeg er mundlam, bogstaveligt. Ingen ord i mit hoved, musklerne i hals og strube er forstenede. Den kælling skal ikke være i min lejlighed et sekund mere, hun må finde en bro at sove under. Nok er hendes krop lækker, men hendes sind er en kloak. Hun slynger åndelig afføring omkring sig, sanser ikke omgivelserne. Hensyn er noget usundt der skal undgås.
Du skal ud lige nu! hvisler jeg og ønsker at jeg havde en kniv i hånden i stedet for køkkenkosten. Godt den ikke er en kniv.
Himmelblå tårer triller ned ad hendes kinder… Hvor kan jeg nænne at smide hende ud, bare fordi et stykke ristet brød er brændt på? Hvor kan jeg mishandle vores kærlighed sådan?

At mit venskab med Kim er mere værd end hende, er hinsides Zoes fatteevne.
Men jeg kender hendes forskellig masker, de ligger klar og kan skiftes ud med lynets hast. Bag masken flæber hun af raseri over et mistet gratis hotelværelse, over mistet gratis, hjemmelavet mad og sprut og underholdning og kæleri, og over at tabe magten over mig.
Ud! skriger jeg, smækker entredøren op og sparker kufferten ned ad trappen. Vender hendes lille håndtaske på hovedet så læbestift, øjenmakeup, kalender, mobil falder ud – og mine nøgler. Nøglerne tager jeg, og resten ryger ned efter kufferten.

Kim rumsterer i sin lejlighed, og jeg banker på.
Intet svar.
Råber: – Kim!
Intet svar. Venter.

Kim, tro ikke på den sindssyge kælling.
Det rumsterer stadig, men ingen stemme svarer mig. Jeg banker, ringer, råber… Intet svar.

Zoe har stillet sig i min dør, noget usikker på benene: – Hjælper du lige med at samle mine ting sammen, skat?
Nej – skat!
En karikatur ud af hendes “skat”, ladet med total afsky! Hun vakler ned efter sine ting.

Den følgende tid taler Kim ikke mere til mig, kommer ikke over, hilser ikke på trappen, men vender hovedet bort. Zoe har smadret det hele. Her føles så ensomt. Efter fjorten dage ringer han på døren med mine ekstranøgler i hånden:
Du må hellere få dem igen. Jeg flytter snart.
Hvad er der galt? Er det Zoe? Kom indenfor, Kim, jeg må tale med dig.

Han tøver, men træder et mekanisk skridt ind i min entre. Skotter mistænksomt omkring sig, er hun kommet tilbage?
Sæt dig, Kim. Du fatter ingenting. Intet.
Jeg tager glassene frem og resten af den flaske vi skulle havde delt. Skænker op og rækker ham glasset.

Ellers tak, jeg går straks.
Kim, fatter du ikke, at jeg har smidt den åndssvage kvindemenneske ud! Hun ville slå sig ned i min lejlighed. Hun ville bestemme over mig. Og værst af alt, hun var rasende jaloux på dig. Alt hvad hun har sagt til dig er en stor løgn. Intet passer.

Han stirrer på mig, med hængende underkæbe. Den stive holdning smelter:
Jamen, hun råbte at du ikke ville have noget at gøre med mig.
Kæmpe løgn! Hun var kun ude på at tilrane sig en plads her.
En solopgang er køn, men at se Kims ansigt endelig lyse op er dybt betagende og rørende: – Jeg har været så dum, siger han. – Et venskab er det mest uerstattelige man har. Hvordan kunne jeg mistro dig?!

Vi ser hinanden i øjnene og skåler.

Jeg har været trist til mode, siger han, – jeg kunne ikke holde ud at tabe vores forbindelse. Endelig havde jeg mødt et menneske som modtager mig med fuldstændig åbenhed, som jeg kan føle mig tryg med. Uden bagtanker, og uden at bekendtskabet er overfladisk. For første gang i de otte år her i Danmark, fandt jeg noget jeg havde hjemme i Korea. Endog en person som ikke bare behandler mig høfligt.
Det har været nogle hæslige, tomme dage også for mig … Men, Kim, din nye kaffemaskine er kommet med GLS, en forbedret model i forhold til den gamle. Jeg turde ikke aflevere den og møde dig. Du ville jo ikke se på mig.
Jeg har også savnet min kaffe, mumler han.
Skal vi ikke …
.. gå ind til mig og se vores piratoptagelse …, nikker han,
.. fra Malmö, af koncerten med Yeol??
Vi tager glas og flaske og sætter os ind i sofaen foran Kims gigantiske Samsung-fladskærm med lydbar og komplet udstyr til alting elektronisk.

Filmen er netop gået i gang da det ringer på døren. Hans brede skikkelse rejser sig modvilligt og lukker op. Jeg skimter gennem entreen to alvorlige, sorthårede mænd med solbriller og slips. Kim viger hurtigt et halvt skridt tilbage, men bliver alligevel stående og taler med dem. En længere meningsudveksling, jeg fornemmer at de vil overtale ham til et eller andet. Endelig får han stukket noget i hånden og vender tilbage til sofaen.

Et eksemplar af Vagttårnet havner med et klask på glasbordet foran mig. Jeg ser på Kim, han virker lettet og meget glad. Skænker op igen.
Er du til Jehovas Vidner? siger jeg, – det har du aldrig fortalt mig noget om.
Du er min ven, siger han, det ved du. Men jeg følte at jeg også elskede Jehova i det øjeblik.

Han vender sig mod mig: – Der er noget jeg ikke har fortalt dig. Jeg skulle starte på en frisk her i Danmark. Jeg ville glemme alt om Nordkorea, aldrig tale om det – lige som fanger fra en kz-lejr, de taler ikke om deres oplevelser. Jeg flygtede fra Kim Jong Un, og min onkel i Sydkorea fik mig ind hos Samsung – men hver dag var jeg bange. Når det ringede på døren åbnede jeg aldrig selv, havde hans agenter fundet mig? Endelig bad jeg om at blive forflyttet, så langt bort som muligt. Det blev altså Danmark. Men jeg har stadig været nervøs – indtil vi to fandt hinanden og jeg fik fast grund under fødderne, truslen fortonede sig. Du blev mit faste holdepunkt mod fortiden, indtil Zoe ville overtage dig.
Jeg må høre mere, Kim. Men, du er da ikke Jehova?
Nej, jeg troede først at de var hans agenter. Befriende, at de bare var Jehova. Bare to mænd som er fanget et andet sted, mens jeg er fri. Der er sgu ingen agenter ude efter mig – eller dig. Jeg har fundet mit hjem her. For altid.

Og han tilføjer: – Skal vi så se den film?!

___

KOMMENTARER TIL REDIGERINGEN

Struktur: jeg har prøvet et par steder at indflette nogle ord som knytter start sammen med slut, man kunne sige foregriber lidt ( et ”spor”). Da jeg skrev opgaven anede jeg ikke hvordan forløbet skulle være. Interessant hvor meget af første del der løber igennem resten af historien. Helheden indeholdt i delen. Men hemmeligheden kendte jeg ikke før til sidst, den var uafhængig af del et og to. Spædende at skrive sig frem til den – og rette en smule tilbage i teksten.

At gennemgå teksten for at reducere medfører flere gode præciseringer af sproglig art – og tildels også angående strukturen. Dejligt at få rettet nogle steder jeg hele tiden har været irriteret over, som om der hang en lille tåge over de steder.

Jeg mumlede igennem teksten, dvs. læse højt, og fandt et par svage steder. Det tager tid at dukke helt ned på ordplan med rettelser. Men det rigtig svære var at bevare overblikket over strukturen.

På den ene side er det irriterende at jeg både skal stille opgaven og løse den, på den anden side er det netop hvad man er ude for når man skriver frit for sig selv. Her hjælper Skriveskolen ved at holde mig fast.


6 kommentarer

Hvad sker der når det ringer på døren? Del 3 af 3

IMGP0536

Kim siger stadig ikke noget til mig, kommer ikke over, hilser ikke mere på trappen, men vender hovedet bort. Zoe har smadret det hele. Her føles så tomt. Efter fjorten dage ringer han på døren med mine ekstranøgler i hånden:

– Du må hellere få dem igen. Jeg flytter nok snart.
– Hvad er der galt? Er det Zoe? Kom indenfor, Kim, jeg vil tale med dig.

Han tøver, men træder et mekanisk skridt ind i min entre. Skotter omkring med et blik som om der lurede en overfaldsmand bag min frakke eller i køkkenet – det er for længst blevet gjort rent.

– Sæt dig, Kim. Du fatter ingenting.

Jeg tager et par glas frem og resten af den flaske vi skulle havde delt. Skænker op og rækker ham glasset.

– Ellers tak, jeg går straks.
– Kim, fatter du ikke at jeg har smidt den åndssvage kvindemenneske ud! Hun ville slå sig ned her i min lejlighed. Hun ville bestemme over mig. Og værst af alt, hun var rasende jaloux på dig. Alt hvad hun har sagt til dig er en stor løgn. Intet passer.

Han stirrer på mig, nærmest med hængende underkæbe. Den stive holdning smelter:

– Jamen hun råbte at du ikke ville have noget at gøre med mig.
– Kæmpe løgn! Hun var kun ude på at sikre sig en plads her i min lejlighed.

En solopgang kan være smuk, men at se Kims ansigt lyse op er dybt betagende og rørende: – Jeg har været så dum, siger han. – Et venskab er det mest kostbare man har. Hvor kunne jeg mistro dig?

Nu passer det godt at skåle.

– Jeg har været trist til mode, kunne ikke holde ud at tabe forbindelsen til dig. Endelig havde jeg mødt et menneske som modtager mig med fuldstændig åbenhed, hvor jeg kan føle mig tryg. Uden bagtanker, uden at bekendtskabet er overfladisk. For første gang i de otte år jeg har boet her i Danmark, fandt jeg noget jeg savnede hjemme i Korea. Oven i købet en person som ikke bare er høflig.
– Det har været nogle tomme dage også for mig. Men, Kim, din nye kaffemaskine er kommet med GLS, en forbedret model i forhold til din gamle. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at aflevere den hos dig. Du ville ikke se mig.
– Jeg har også savnet min kaffe, siger han.
– Skal vi ikke … foreslår jeg.
– .. gå ind til mig og se vores piratoptagelse … nikker han
– .. fra Malmö, af koncerten med Yeol??

Vi tager glas og flaske og sætter os ind i sofaen foran Kims gigantiske Samsung-fladskærm med lydbar og komplet udstyr til alting elektronisk.

Filmen er netop gået i gang da det ringer på døren, og Kims brede skikkelse rejser sig langsomt for at lukke op. Jeg skimter gennem entreen to alvorlige, sorthårede mænd med solbriller og slips. Kim træder hurtigt et halvt skridt tilbage, men bliver alligevel stående og taler med dem. En længere meningsudveksling, jeg fornemmer at de vil overtale ham til et eller andet. Endelig får han noget i hånden og vender tilbage til sofaen.

Et eksemplar af Vagttårnet havner med et klask på glasbordet foran os. Jeg ser på Kim, han virker lettet og meget glad. Skænker op igen.

– Er du til Jehovas Vidner? Siger jeg, – det har du aldrig fortalt mig noget om.
– Du er min ven, siger han, det ved du. Men jeg følte at jeg elskede dem for det.

Han drejer sig mod mig: – Der er noget jeg ikke har fortalt dig, for jeg ville starte på en frisk her i Danmark. Jeg ville glemme alt om Nordkorea, aldrig tale om det – lige som fanger fra en kz-lejr, de taler ikke om deres oplevelser. Jeg flygtede fra Nordkorea, fra Kim Jong Un. Min onkel i Sydkorea fik mig ind hos Samsung – men hver dag var jeg bange, når det ringede på døren åbnede jeg aldrig selv, ville hans agenter finde mig? Endelig bad jeg om at blive forflyttet, så langt bort som muligt. Det blev altså Danmark. Men jeg har stadig været nervøs – indtil vi to fandt hinanden, jeg fik fast grund under fødderne, truslen fortonede sig. Det var hårdt da jeg fik det indtryk at du slog hånden af mig.

– Men, Jehova?
– Jeg troede først at de var hans agenter. Vidunderligt, de var bare Jehova. Bare to mænd som er fanget et andet sted, mens jeg er fri. Der er sgu ingen agenter ude efter mig – eller dig. Jeg har fundet mit hjem her. For altid.

Og han tilføjer: – Skal vi så se den film?!

__________________________

 


13 kommentarer

Brødristeren står i flammer, del 2 af 3

img_0055.jpg

Kim har en masse koreanske krydderier som jeg har lånt til vores middag i aften. Vi er kommet ind på at lave mad til hinanden et par gange om ugen. Jeg har også lånt hans vidunderligt indviklede og kostbare kaffemaskine så vi kan få en perfekt aften, dertil noget Mekong Whisky som han elsker. Ikke fin, men behagelig, man kan drikke en masse af den uden at blive bøvet.

Klokken er 17 så jeg har tid nok til madlavningen. Jeg træder ind i køkkenet med de sidste indkøb i min fjeldræv og standser lamslået. Vinduerne står åbne, kaffemaskinen ligger smadret på gulvet, krydderierne er strøet ud over bord og gulv. Her er støvet af fuglefjer og lugter brændt. I vasken, på et leje af mine rene viskestykker og håndklæder, sidder en enorm måge og stirrer angrebsklar på mig. Den rejser sig, puster sig op og basker med vingerne, så flere fjer flyver ud i køkkenet. Et par hvide klatter falder på min vandhane. Jeg griber en bakke som skjold og bevæger mig frem med kosten i den anden hånd. Skridt for skridt jager jeg mågen hen ad bordet med kosten indtil den flygter ud ad vinduet, højt skrigende.

Jeg har også lyst til at skrige højt i mit sønderbombede køkken og allerværst alle Kims ting som han tillidsfuldt har overladt mig. Hvordan er vinduerne blevet åbnet? Og hvorfor? I brødristeren ligger to forkullede stykker brød, nogen har villet lave en mellemmad og har glemt det igen, men har dog luftet ud.

På vej ind i stuen snubler jeg over Zoes lille kuffert. Gennem den åbne dør til soveværelset får jeg øje på Zoes skikkelse henslængt på min seng. Med de højhælede sko på. På bordet står den halvtomme whiskyflaske.

– Nå, der er du endelig, siger hun. Jeg har ventet på at du skulle lave noget mad til os, så jeg tog mig en lur.

– Hvad i alverden foretager du dig i min lejlighed? Har du kopieret mine nøgler?

– Selvfølgelig har jeg det. Jeg har bestemt mig om: når vi skal bo sammen, må jeg også have mine egne nøgler, ikke?

– Har du lagt mærke til hvordan der ser ud i køkkenet?

– Brødet brændte på for mig, siger hun med sine klare blå øjne rettet mod mig. Såret uskyld. – Men jeg luftede ud. Og jeg turde ikke gå ind til den vrede måge. Du må ikke være vred på mig, jeg gjorde det så godt jeg kunne.

Zoe laver en lille pause så jeg kan sunde mig. Hun har noget mere, noget vigtigt, at sige, fornemmer jeg.

– Jeg har fortalt din nabo – han er forfærdelig påtrængende og nyfigen – at du ikke ønsker hans selskab, og der bliver ikke noget af at I to skal holde middag sammen nogen sinde. Han stod der i vores hoveddør og skabte sig som om han boede her!

Hun spærrer øjnene op og fortsætter:

– Nu er det MIG du tænker på, vi er nemlig to der elsker hinanden og bor sammen, ingen skal presse sig ind imellem os. Han blev forbandet sur, og midt i at jeg forklarede situationen for ham, vendte han om og smækkede med døren.

Jeg er mundlam, bogstaveligt. Ingen ord danner sig i mit hoved, musklerne i hals og strube er forstenede. Den kælling skal ikke være i min lejlighed nogen sinde, ikke et sekund mere, hun må finde en bro at sove under. Nok er hendes krop lækker, men hendes sind er en kloak hærget af en aldrig hvilende tornado. Hun slynger gift og åndelig afføring omkring sig, sanser ikke omgivelserne. Hensyn betyder for hende at hensygne, noget usundt der skal undgås.

– Du skal ud lige nu, hvisler jeg og ønsker at jeg havde en kniv i hånden i stedet for køkkenkosten. Jeg knækker skaftet over knæet for ikke at smadre hende. Godt det ikke er en kniv.

Himmelblå diamanttårer triller ned ad hendes kinder, en yndig flod af sårethed, et hjerte jeg har knust… Hvor kan jeg nænne at smide hende ud, bare fordi et stykke ristet brød er brændt på? Hvor kan jeg behandle vores kærlighed sådan?

At mit venskab med Kim er mere værd end hende, er hinsides Zoes forestillingsevne.

Men jeg kender alle hendes masker, de ligger klar til enhver lejlighed og kan skiftes ud med lynets hast. Bag masken flæber hun af raseri over et mistet gratis hotelværelse, over gratis, hjemmelavet mad og sprut og underholdning og kæleri, og over ikke at have magten over mig.

– Ud! skriger jeg, smækker entredøren op og sparker kufferten ned ad trappen. Vender hendes lille håndtaske på hovedet så læbestift, øjenmakeup, kalender, mobil falder ud – og mine nøgler. Nøglerne tager jeg, og resten ryger ned efter kufferten.

Kim rumsterer bag sin hoveddør og jeg banker på.

Intet svar.

Råber: – Kim!

Intet svar. Venter.

– Kim. Tro ikke på den sindssyge kælling.

Det rumsterer stadig, men ingen stemme svarer mig. Jeg banker, ringer, råber… Intet svar.

Zoe har stillet sig i min dør, noget usikker på benene: – Hjælper du lige med at samle mine ting sammen, skat?

– Nej – skat!

En karikatur ud af hendes “skat”, ladet med total afsky!

_____________________________


22 kommentarer

Hårdt arbejde med hovedet under wc-et, del 1 af 3

 

DNS wc WIN_20181008_18_28_30_Pro

______________________________________________

Som det var den dag tvivlede jeg på at andre mennesker var forsynet med hjerter, samvittighed eller bevidsthed: Zoe havde forladt mig, med sin lille kuffert, pensler og makeup, muntre talestrøm, til tider utilfredse traven op og ned ad gulvet i min lille københavnske toværelses.

Zoe som var kommet til mig under en Distorsionsfest. Havde overnattet, fortryllet mig og var atter forsvundet med halvdelen af min sjæl. Åndssvagt, det var hun ikke værd, men en engel fra en anden tilværelse var hun alligevel, nogle gange hudløst åben og kærlig. Andre gange totalt ligeglad med mig. Var hun egentlig ærlig? Jeg tvivler nu.

Jeg kastede mig foran fjernsynet, noget om amerikanske Amish-folk. De levede som i 1700-tallet, hverken biler, radioer eller fjernsyn. Mændene med store sorte hatte, kvinderne med kyser. De kørte i elegante, håndbygggede enspædervogne. Men nogle bøller kastede sten mod vognen så den kæntrede i grøften. Hesten liggende på siden i mudderet, øjnene rullende magtesløse rundt i hovedet.

Over hestens vrinsken hørte jeg dørklokken.
Det var naboen. En mand i fyrrerne, koreaner. Håret strittede.
– Sikke en larm, sagde han og pegede på mit fjernsyn.
– Ja, du må undskylde, sagde jeg ligeglad.
– Forstyrrer jeg?
– Du er da velkommen.

Han trippede lidt: – Angående mit wc. Det fungerer ikke ordentligt, i flere dage. Chefen kommer på besøg i aften. Her skal være ordentligt, det skal fungere, ellers taber jeg ansigt. Måske du kan reparere?

Jeg tog hans værktøj og kiggede på hans Ifö-toilet. Helt moderne og totalt afvisende, bare en skinnende porcelænskappe, vandet fossede i wc-skålen. Jeg vidste intet, så jeg slog op i Youtube, der er alle slags reparationer.

Aha, vippe den lille trykknap til skyl, trække en lang blå skede op. Finde skruer nede ved gulvet. Ase og mase for at få dem af. Lægge hovedet ned på hans terrazzogulv og tænke, det her går ikke. Kigge for tredje gang på filmen, da Kim (det hedder de alle sammen) kom ind med en kop grøn te og en lille kage: – Du trænger til en pause, sagde han.

Efter pausen fortsatte jeg med indløbsventilen som ifølge filmen skulle løsnes på en måde som var umulig i praksis. Det sagde pling, da jeg endelig fik den af, en flis af plast trillede ned i cisternen

Hårdt arbejde, ikke den leg som på filmen. Jeg fik renset indløbsventilen og genmonteret porcelænskappen, men vandet løb stadig. Af med kappen igen, fiske udløbsventilen op, jeg var godt rasende efterhånden, samme skruer igen, ligge med panden mod gulvet. Rejse mig op igen, hive indmaden ud af wc-et, rense, genmontere.

Ah, hvilken fryd, Kims Ifö fungerede endelig, og jeg vendte tilbage til min lejlighed  

Resten af aftenen gad jeg ikke se fjernsyn. Mit dårlige humør var skyllet ud i Kims wc. Druknet i glæden ved veludført arbejde på en vanskelig sag. I tankerne genoplevede jeg hver skrue og hver ventil. Og Zoe? Hun betød ikke så meget, når jeg tænkte mig om, rart at jeg havde mødt min nabo der ellers havde set utilnærmelig ud. Jeg samlede en affaldspose fuld af hendes andre efterladenskaber, hun var ikke noget sirligt menneske.

Netop som jeg sent på aftenen kastede et par guldsandaler i sækken ringede det på døren igen.
– Nu er min chef gået, sagde naboen, har du ikke lyst til hvad der er tilbage af champagnen og et lækkert indonesisk rijstaffel?

Der stod et hav af halvfyldte skåle med tilbehør, stegt kyllingebryst, forårsruller med mørt kalvekød… Vi hentede et par ekstra stole, placerede halvanden flaske inden for rækkevidde, smed fødderne op og klinkede så champagnen perlede ned ad armene. Kim var allerede godt nede i flasken og jeg lod mig føre med.

– Ved du hvad, Kim, jeg har opdaget en vidunderlig koreansk kvinde!
– Dem er der mange af, men ikke lette at få fat i, ikke engang for mig.
– En pianist, som kan alting, Yeol Eum Son. Kim, jeg er forelsket! Hun tager vejret fra mig, jeg sidder i timer foran Youtube og ser hende spille – selv om hun nogle gange ligner en gris.
– Meget dygtig, jeg kender hende! Vi bør rejse os straks og skåle… ved du at hun spiller i Malmö på fredag?

Vi sprang op så den ene stol væltede. Skålede. Og jeg skrålede, grebet af øjeblikket: – Jeg giver. Vi tager derover.

Det gjorde vi så – og meget andet.

___________________________________________

 

Kære læser, hvis du bliver nysgerrig efter hvem Kim og hp er så betagede af, så prøv:


23 kommentarer

Er du bange for Sortedamssøen? Godnat.

 

Billedet er Københavns havn. Jeg har ikke Sortedamssøen, men her er masser af vand.

DSCN9831

Fortæl om dengang du var barn, mor

Da jeg var fem år, boede vi ved Sortedamssøen i København. En stor firkantet sø kantet med stenblokke der var flere meter på hver led. De voksne kunne spadsere på den kant og kigge ned i vandet, det var en tryg søbred, men selve navnet Sortedamssøen var uhyggeligt: den sorte dam. Blæksort eller blå af himlen, men mest sort, husker jeg. Det var forbudt for mig at gå på kanten, jeg skulle befinde mig en meter inde på bredden for ikke at falde i.

Der var svaner og ænder. Jeg kunne fodre dem, de var så tamme at de hoppede op på kanten og spiste direkte af min hånd. Jeg brød mig ikke om svanerne med den sorte kant om næbbet, så var jeg klar over at de ville bide.

Pænt inde fra kanten legede jeg tit med Henrik og nogle andre, helst covbøjdere og inderjanere, og spille land.

Henrik havde fødselsdag den dag og bestemte det hele. Vi var brandmænd og han havde fået en lille legetøjsbrandbil med stige, vandbeholder og slange. Den kunne rigtigt pumpe vand. Der var bare ikke noget vand i tanken.

– Jeg dypper den i søen, sagde Henrik, så kommer der vand i tanken.
– Det må du i hvert fald ikke, sagde jeg. Dengang vidste jeg nok hvad der var forbudt. Det var forbudt at gå helt hen til kanten.
– Ha, jeg må godt, sagde han triumferende, for det er min fødselsdag.
Og han tilføjede: – Jeg kravler hen til kanten, så kan der ikke ske noget.

Henrik rakte armen ud over kanten med brandbilen: – Jeg kan ikke nå. I må holde mig i benene.

Det gjorde vi så, og han fik bilen helt ned i vandet. Jeg holdt rigtig godt fast i hans fod, men desværre gik skoen af og Henrik gled ud over kanten, ned i vandet. Til sidst lå han bare på bunden og kiggede op på os. Han smilede, det var ikke slemt at falde i Sortedamssøen og ligge dernede.

Bagefter legede vi andre en god leg med at kaste en lommekniv, mens vi ventede på at han ikke gad være dernede mere. Ved spisetid kom hans barnepige løbende med håret strittende i alle retninger, og hev ham op og rystede ham for at få vandet af. Hun råbte bare og skældte ud.

– Øv, sagde han. Jeg lå og snakkede med fiskene. De lærte mig hvordan man kan trække vejret under vandet. De lærte mig også at svømme, man bliver så let nede i vandet, det er skønt.
Henrik havde stadig brandbilen i hånden, han holdt på vandbeholderen og kom til at trykke på den så hun fik en stråle i øjet.

Måske gjorde han det med vilje fordi han havde ligget så godt i Sortedamssøen sammen med fiskene og set verden nedefra.


13 kommentarer

Jeg sad og stirrede på en halv kop kaffe i to timer

DSCN2589 (2)

Det fyldte mig med gru da jeg forstod hvad jeg havde indladt mig på. Jeg havde haft disse anfald af depression hvor alt stod stille for mig, jeg kunne ikke stå ud af sengen om morgenen, havde ikke lyst til at spise. Kunne ikke læse en bog fordi jeg ikke kunne få sammenhæng i ordene, de faldt fra hinanden fordi jeg ikke orkede at finde ud af hvad der blev talt om. Det var for krævende. Jeg kunne ligge og kigge på en plet på loftet i timer, eller en flue – som i det mindste bevægede sig. Ellers var der intet der bevægede sig. Jeg var helt tom.

En dag ville det være overstået og jeg ville blive menneske igen i nogle uger, men så vendte tilstanden tilbage igen. Til sidst anede jeg ikke hvor mange gange det var sket. Måneder eller år?

Da mødte jeg Albert Doost, en svensk kirurg i nobelklassen. Han vidste noget og kunne noget som ville hjælpe mig med sikkerhed, sagde han, ikke som lykkepiller der kun kan berige medicinalfirmaerne og give kvalme, vægtøgning, sære humørsving, en glasklokke over min bevidsthed. Meningsløst at bruge dem.

——

Rigshospitalets psykiater smækkede døren bag mig. Han var sur fordi hans elendige piller ikke virkede. Det gjorde de altid, påstod han, gu’ gjorde de ej, råbte jeg. Derfor sad jeg i hospitalets kantine og stirrede på en halv kop kaffe i et par timer, indtil en mand slog sig ned ved siden af mig:

– Du har det ikke godt, sagde han stille.

De ord havde psykiateren ikke haft til mig, det var det han skulle have sagt, han var bare kørt frem med sine standardpåstande, det fæ. Han havde stjålet min sidste energi.

Manden var Albert. Han vidste det hele bare ved et blik på mig og forklarede at der findes en vej ud af depression. En enkel operation hvor man indsætter stimulatorer i vagusnerven så patienten selv kan styre dens funktion.

– Depression er ikke en tilstand i hjernen, hele kroppen er involveret. Det er derfor du ser askegrå ud i ansigtet, sammenfalden holdning, ligeglad med mad og drikke, ikke sandt?

Jeg orkede ikke at tale eller nikke.

Han fortsatte: – Vagusnerven, den tiende kranienerve, styrer norepinephrin, styrer de elektriske impulser til hjertets sinoatriale noder, er forbindelse mellem hjerne og hele fordøjelsessystemet, kan dæmpe inflammation. Problemer her giver depression. Men jeg har fundet ud af at indsætte en stimulator som kan regulere vagus så depressionen forsvinder.

Det lød så godt at jeg uvilkårligt så op og nikkede svagt.

– Her var måske redningen for dig.

——-

Jeg blev kørt ind i operationsstuens skærende lys, fastspændt til lejet for ikke at forstyrre kirurgen ved ukontrollerede bevægelser. Bedøvelsen var af den type hvor man er fuldt bevidst uden smertefornemmelse.

– Så kører vi, sagde Albert, jeg har ændret lidt på operationen så vi inddrager tarmsystemet. Det fik vi vist ikke talt om.

Han løftede skalpellen og snittede behændigt fra solar plexus til kønsbenet. Mine tarme lå blottede. En grå hinde med pulserende blodårer. Bulet. Først nu forstod jeg i al sin gru hvad jeg havde indladt mig på, ikke et lille snit på halsen som han havde lovet, men hele kroppen skåret op, hele vagus tilgængelig, og jeg kunne ikke røre mig, ikke protestere.

– Nu har jeg tilsluttet den første stimulator, forklarede Albert noget senere, depressionen skulle forsvinde. Mærker du noget?

En afgrundsdyb rædsel knugede mig, et fald ned i intetheden. Jeg sitrede overalt. En angst som jeg aldrig havde troet at jeg rummede. Kulde. Hjertets slag accelererede til en amokrytme. Væk, væk, men det var umuligt, jeg var spændt fast. Kunne bare skimte min opskårne mave og Albert bag hans maske.

Albert rystede på hovedet: – En skam. Stimulatoren plejer at fjerne depression på musene.