Det er alvorligt at møde en skraldevogn

7. marts 2019 by jesperodlp 18 kommentarer

 

 

 

 

.. nogle stemmer. Nogen trækker mit øjenlåg op og lyser ind. Sære drømme om noget vældigt der braser ind i mig. Der er smerter, alvorlige, langt borte som om de ikke vedkommer mig.

Stemmer: – Vi kan koble fra nu, han er helt okay.

Trække vejret, små slurke luft, ellers for smertefuldt. Jeg åbner øjnene.

– Nå, der er du, siger en mand i kittel og mange kuglepenne i brystlommen.
– Hvor?? kroppen ryster lige som min stemme.
– På hospitalet. Han betragter mig opmærksomt. – Du har været usædvanlig heldig at overleve. Nogle brækkede ribben, hjernerystelse, ellers intet. Husker du hvad der skete?
– Næ.
– En skraldevogn vædrede dig, din bil er totalt krøllet sammen.

– Heldig, nej, Herren holdt hånden over mig. Men Otto, hvordan med ham?
– Det varede over en halv time at skære ham fri af vraget. Din søn har brækket højre ben og tabt en masse blod. Vi opererer nu, nogle søm i femur, nyt blod og han er så god som ny.
– Der er ikke tale om held, nogen holdt hånden over ham, fordi han har fortjent at leve, det er grunden.

Lægen nikker tilfreds: – Du lyder meget klar. Et par måneder i ro med ribbenene, så er du rask igen.

Han rejser sig fra stolen for at gå, men jeg standser ham: – En vigtig ting. Ikke nogen blodtransfusion! Jehova har holdt hånden over os, han skal nok klare resten også. Det er ikke meningen at Otto skal dø af en skraldebil.

Han sætter sig igen, meget bestemt: – Otto skal have blod. Der er ikke meget tilbage i ham. Blodposer er bestilt og kommer om ti minutter. Vi kan og vil ikke aflyse den transfusion. Han dør uden.
Jeg holder fast: – Hvis han dør er det kun Jehovas vilje.

Lægen læner sig frem og stirrer mig ind i øjnene: – Du dømmer din dreng til døden, er du klar over det?! Vil du det? Hospitalets regler forbyder os desværre at give blod hvis pårørende modsætter sig.
– Han kommer i Jehovas rige fordi han har levet rent. Men efter en transfusion vil han aldrig kunne komme i Jehovas rige. Sådan er verden. Hans sjæl vil fortabes. Nej, Ottos sjæl skal leve evigt.

Lægen skubber stolen tilbage: – Du skal underskrive en blanket om det. Uden din underskrift får han blodtransfusion.

Der er helt stille i stuen, kun mit overfladiske åndedræt. Jeg er blevet meget tung, alle fornemmelser i kroppen er forsvundet. Det er nu jeg skal sikre Otto. Jeg skal være fast i troen. Billedet fra drømmen vender tilbage, åbenbart en erindring. Metal der krølles sammen, brøl fra en motor, blod… og Ottos ansigt?

En sygeplejerske lister ind: – Du har besøg, en ”Ældste”. Han har blomster med og lover at han nok skal støtte dig.
Vil jeg acceptere deres støtte? De overvåger mig endog på hospitalet, de er staraks på pletten for – at jeg ikke skal blive svag og lade mit barn overleve i stedet for at følge Jehova, eller Bibelen, eller nogle ord på papir.

-Nej! farer det ud af munden på mig med en sådan kraft at jeg stønner af smerte. – Nej! send ham bort, jeg vil ikke se ham.

Kort efter kommer lægen tilbage med et officielt dokument.
– Her, siger han bare og smider det foran mig.
Jeg tager papiret op og skrålæser det, “afslår transfusion …” – en masse ord. Folder det omhyggeligt to gange og river det over.

Ritsj! Ned på gulvet med det. Væk, slut.

Lægerne skal redde Ottos liv, og jeg skal redde os ud af Jehovas skygge nu, og for altid.

Gennem vinduet ser jeg træer med blade som stråler overjordisk med et budskab fra hele universet. Aldrig mere Rigssalens grå verden, blandt hyklere og under Jehovas love. Ikke mere missioneren, eller stå ved Nørreport station med Vagttårnet mens folk haster bortvendt forbi. Jeg får nye venner, lov til at holde jul og fødselsdag, til at danse, til at se vovede film. Verden er tusind gange større, fuld af muligheder.