Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


21 kommentarer

Det kradser på køkkendøren …

Opgave A

Det kradser på køkkendøren, der ligger en pige, men ingen løse hunde. Der er is på trappens cementtrin, hendes fingre er kuldeblå, neglene slidt ned af at skrabe og banke på døren. Jeg giver hende to lune kokosmakroner og et par sko til de tynde fødder. Hun glider langsomt ned fra trappen, ned på den frosne jord med mine gaver i hånden. Måske ville hun hellere have haft en mobiltelefon end noget mod sult og kulde.

For nedslået til at protestere kravler hun videre hen ad vejen mod næste hus. De har en hund, bare hun ikke kommer til skade. Det sker tit i vores nabolag at børn får bidt næsen af. Næser er saftige at bide i og rækker af sig selv ind i et hundegab.

Vandet fra taget smelter og løber ned og fryser atter til lange, sprøde istappe, der ringler i midnatsstormen, så hører jeg knap hendes sagte klagen, den lille næseløse pige som er tilbage. En flok hunde glammer uden for havelågen. Så snart hun rører på sig vil de rejse sig på bagbenene og forsøge at komme ind efter hendes fingre.

Jeg lukker hende ind, selv om hun er fremmed, ikke af vores blod, ikke af pletfri vandel, ukendte forældre. Man ved aldrig hvad hun kan finde på.

Hun får plaster på og jeg sænker hende ned i badekarret med varmt vand. Det blå bliver lyserødt, fingrene bløde igen. Et usikkert smil. Hun lukker øjnene og synker ned i vandet, mens jeg pisker skumbad omkring hende. Så lille hun er, så ren hun bliver. Jeg griber hendes venstre hånd der hænger ud over karrets side og trykker mine læber mod den i et øjebliks følelse af fælles blod.

Nu er det vinter. Hundene er bidske og ikke til at lege med, ikke som hendes hund.

Om sommeren havde hun siddet krumbøjet ved søen og stirret ud i intet. Hvorfor spillede de andre børn bold når hendes hund var død? Engen var grøn, børnenes skrig var klare, hun ville gerne have været med blandt dem. Hendes hund skulle have løbet over græsset og gøet og fundet en rød bold i sivene og været kommet springende tilbage for at lægge den for hendes fødder og kigget op, klar til at lege igen.

Plasteret er halvt opløst af vandet, jeg løfter det af og opbløder sårskorperne, renser såret med brintoverilte. Næsetippen hænger stadig ved i noget hud, bemærker jeg. Jeg trykker nye plastre fast omkring, vover ikke at sy, endnu ikke sy, hun må komme sig lidt. Om en time vil jeg sy den fast. Jeg tænder nogle stearinlys i badeværelset og slukker i loftet. Godt at jeg lukkede hende ind, godt at jeg lagde bankregnskabet til side for i aften, i morgen er sidste frist, så jeg kan nå det.

I dampen og mørket vover hun at åbne øjnene halvt og for første gang se rigtigt på mig, lade mig som person nå ind til hende. En blodsdråbe, kun en enkelt, løber fra næsen, ned over læberne, ned i det hvide skumbad.

Vi har jo samme slags blod i kroppen.

Udenfor glammer hundene igen. Jeg hælder mere varmt vand i badet, nu kan hun tåle det. Det her er hendes hjem – for en stund, i hvert fald, mens hundene slås om blodsdråber i sneen.

 

Opgave B (tilføjet 11.11 kl 22:18)

Opgave A + Er de kommet ind i min have? Det kradser på køkkendøren.

Reklamer