Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


13 kommentarer

Som jeg altid siger, det er spildte kræfter..

IMG_1452

Om aftenen plejer jeg at være sammen med mine to venner Næsen og Kurt på café O, hvor vi diskuterer eksistentielle emner. Ingen grund til at springe Nytårsaften over, vel?

Kurt bekendtgjorde: – En flaske champagne, tak!
Vedtaget med fire stemmer for og ingen mod. Den fjerde stemme var Selmas, serveringspigen.

Vi fik et par glas hver og der kom en ny flaske på bordet.
Næsen var der lynhurtigt: – Kurt, du har glemt noget. Hvad er dit nytårsforsæt?
Kurt svarede med beslutsom stemme: – Det er her.

Han smækkede et kondom i lækker indpakning på bordet: – I år aldrig uden kondom. Jeg husker det besvær vi havde med næsens blodprøve, da deltidskæresten var bange for at han havde smittet hende med aids.

Næsen pakkede den ud: – Et kondom skal kunne stå for lidt af hvert. Vi afprøver.

Han hældte et par glas vin i kondomet og afsluttede med en knude foroven. Sådan et kondom er meget elastisk så den gode vin samlede sig i bunden, en halv meter under knuden.

– Se engang, fortsatte han og viste Kurt at man kan bruge ballonen som yo-yo. Op og ned gled væsken. Meget sjovt, især fordi champagnen begyndte at skumme af og ballonen voksede til bristepunktet og lidt over – den brast. Resultatet af afprøvningen blev at Kurt sad med maven og bukserne våde.

Med rynkede bryn konkluderede Kurt: – Jeg har mistet tilliden til kondomer. Det nytårsforsæt er afblæst.

– Du griber det forkert an, forklarede Næsen: – Det drejer sig simpelthen om huller, jeg vil besøge alle huller i næste år. Nu skal jeg vise jer. Selma, bring mig en stiv grønlænder!

En stiv grønlænder var noget Cafe O i stilhed havde lært at destillere omme i garagen og hælde på karaffel, forklarede han. – Den hedder sådan fordi grønlandske fangere bruger den til at fange hvaler med. De klatrer op på ryggen af nærmeste hval og hælder en flaske i åndehullet. Hvalen begynder at piske vandet til skum og ender uvægerlig oppe på stranden på bugen med saligt lukkede øjne. Så er den ged barberet, som man siger.

Selma bragte flasken, Næsen greb den og hældte direkte ned i sit gab uden mellemlanding. Øjeblikkelig virkning. Øjnene kørte rundt i hovedet på ham, hver sin vej. Kinder blussede, panden brød i sved og snot løb ud af øjenkrogen. Med ørerne blafrende gled Næsen slap ned under bordet.

Vi var vel gamle kammerater, så vi hev ham op på plads igen, hældte resten af karaflen i håret og bad Selma om en skål isterninger. – Noget gik galet, hviskede han, det var en dårligt nytårsforsæt. Jeg holder mig til det vi plejer.

Hvad han så mente med det. Læs resten

Reklamer


33 kommentarer

Rasmussenrapporten

rektor

Mor lægger madpakken ned i mit tornyster, sammen med et stort brev.
– Husk nu at du skal aflevere brevet til inspektøren.
– Mor, jeg har det virkelig dårligt, jeg må hellere blive i sengen i dag. Det er rigtigt.
Jeg prøver at snøfte.
Hun mærker på min pande: – Sludder. Se nu at komme afsted. Du kan lige nå det.

Døren smækker bag mig og jeg står på gaden.

Her skal jeg dreje ved det store hvide skilt med ”Ridning og Cykling Forbudt”. Stien går ned ad bakke, jeg løber, har ikke tid til at se på mit armbåndsur. Fødderne bevæger sig så hurtigt som muligt, hælen skrider i gruset, jeg bliver presset bagover, fægter med armene for at holde balancen. Kommer ind i tjørnehækken, den river mig i hånden og kinden. Der sidder to torne i hånden, men jeg faldt ikke.

Det plejer at være slemt når jeg får brev med hjem fra hr. Rasmussen, men at mor sender brev til inspektøren er uhyggeligt. Ikke komme for sent – til inspektøren. Min hånd gør ondt, jeg prøver at trække tornene ud mens jeg løber, men de knækker af, der er ikke tid til at standse.

Den anden gangsti ligger lige efter den første. Den er flad og uden grus. Jeg hader de stier, de fører til skolen, hver dag ønsker jeg at blive syg så jeg kan være hjemme. Mit ur viser stadig tyve minutter i otte, sekundviseren bevæger sig ikke. Det er nemt nok at trække det op mens jeg løber, men der er nogle steder hvor jorden er ujævn så jeg er nødt til at se ned i stedet for på uret, og jeg ved ikke hvordan jeg skal stille det når jeg ikke ved hvad klokken er.

Et øjeblik standser jeg for at få vejret og trækker uret helt op, så går det i det mindste, og hvis jeg kommer for sent kan jeg sige at uret har tabt, det sker hver dag så jeg skal kontrollere. Gruset knaser bag mig, jeg vender mig om, en mand med store, sorte briller.

– Er der noget galt, lille ven, har du brug for hjælp? siger han.

Det er børnelokkeren! Jeg spæner op ad næste sti uden at se mig tilbage. Der er kun lyden af mine egne skridt, så jeg er løbet fra ham. Bare ordet børnelokker er nok, jeg skulle være gået en anden vej. Min mor har fortalt om ham. Han tager børn med hjem og gør noget farligt ved dem, jeg ved ikke hvad. Nu orker jeg ikke mere at løbe.

Ind i skoven. Det har regnet i nat, så cyklerne har opkørt stien helt, den er rent mudder og der hvor jeg skal over åen er der meget vådt. Jeg hader det mudder, og jeg hader skolen, og jeg hader at jeg skal vandre til skole hver dag. Min mor gider ikke hjælpe mig så jeg kan blive hjemme, de andre i klassen vil ikke lege med mig og maser snebolde ned ad nakke på mig om vinteren og vasker mig i ansigtet, så sidder jeg i klassen og er våd og fryser, og mor skælder ud fordi mit tøj er vådt og beskidt.

Jeg er bange for at skride i mudderet når jeg skal over åen, hvis jeg vælter bliver tornystret fuld af vand og brevet til inspektøren ødelagt. Tornystret er spændt godt fast på min ryg, men jeg vrider det af og tager fat i håndtaget, det skal kastes over åen så brevet ikke bliver vådt. Luften suser i tornystret da jeg svinger det rundt og slipper. Godt op i luften, et fint kast, men havner halvvejs på bredden og halvvejs ude i vandet.

Mine bukseben er smøget op til under knæene, de bliver ikke våde, det gør mine sko, fulde af pludder er de, da jeg er vadet over på den anden side. Og tornystret er helt slimet. Det er ikke til at lukke den op fordi mine fingre glider hele tiden. Jeg kigger ned i den. Stilehæftet er plaskvådt og sejler i mudder: Ha! Det glæder mig. Men brevet, det forbandede brev er helt bulet. Skal jeg sidde efter i en måned? Slår han lige som hr. Rasmussen? Skal jeg rykkes ned i en anden klasse fordi min mor også er sur over mine stile, som jeg selv har skrevet – helt alene!?

Brevet lægger jeg ind på maven så det kan tørre. Uret viser tyve minutter i otte, det er gået i stå igen.

Skolegården er stadig fuld af børn på rækker, jeg er næsten ikke kommet for sent. Op til inspektørens kontor. Sekretæren er sød og giver mig et håndklæde til at tørre det værste af. Men brevet er stadig fugtigt.

Døren ind til hans kontor går op: – Kom bare ind, lille ven, siger han og stirrer på mig igennem sine sorte briller.

Tænkte nok at han også er børnelokker.

Han sprætter det bløde papir op med en finger og læser mors brev: – Det er alvorligt, siger han og betragter mig.

Der er fodspor efter mig på inspektørens gulv, mine fødder er iskolde, min højre hånd ryster. Efter at have slynget tornystret, – eller fordi jeg venter på dommen?

Alvorligt? Ja, det regnede jeg med, når der skulle breve med og hen til inspektøren og kigge ind i hans sorte briller.

Han fortsætter: – Din mor klager over hr. Rasmussen. Han retter ikke dine stile ordentligt, man har den skrift man har, det skal han ikke skælde dig ud over. Desuden skælder hr. Rasmussen ud over at du ikke regner de frivillige regnestykker – det behøver du da ikke når de er frivillige. Han gør dig til grin foran hele klassen med at du både sjusker med tøjet og arbejdet. Og han slår lussinger.

Inspektøren tager et stykke papir og skriver noget på det, lægger det i en kuvert og tager brillerne af, han ligner ikke nogen børnelokker i virkeligheden: – Bed sekretæren give det her til hr. Rasmussen, jeg vil tale med ham.


29 kommentarer

En rejse til universets grænse

IMG_0537

Jeg har været menneske for længe siden. Dengang havde jeg en kvinde, vi lå sammen, hendes hud mod min, jeg havde en hånd som kunne vandre over hendes krop, mærke hvor den gav efter; og somme tide at den ikke gav efter og nægtede at lukke min hånd ind. I et sært øjeblik kunne vores kroppe smelte sammen og skabe en ny verden, et barn.

Det var dengang jeg var et menneske. Efterhånden blev det menneskelige erstattet af maskiner. Først forsvandt mine ben og blev til en kørestol. Hænderne tabte bevægeligheden. Stemmen blev erstattet af syntetisk tale. Min spontanitet forsvandt, for alting skulle overvejes og planlægges, selv at frembringe et ord kræver min fulde opmærksomhed, ordene flyder ikke af sig selv længere. De skal planlægges og er kostbare, ingen småsnak. Et ord erstatter en hel samtale.

Mine afsondringer kommer ud i små poser som nogen skal overvåge og tømme. Jeg er begyndt at nyde at få maden gennem sonde, og glæder mig til at få ernæring udelukkende igennem venerne. Maskineriet bliver passet døgnet rundt.

Dette øjeblik er et af de få hvor jeg er alene, uden hjælpere vimsende rundt omkring mig. Det må udnyttes til disse private tanker, inden folk kommer igen, eller mine legekammerater bringer nye input eller der kommer indbydelser til at holde forelæsninger eller jeg bliver fanget af en helt ny idé. Læs resten


27 kommentarer

En og en på en bænk

SCENEN
En lun sommeraften. I baggrunden aftenblå himmel med fuldmåne. Træer står i silhuet mod himlen. Foran dem en velklippet hæk ca to meter høj. Og foran denne en hvidmalet havebænk lidt til venstre for midten.

PERSONERNE
Ida, omkring 25, køn, sidste nye frisure, negle, påklædning.
Marcus, lidt ældre end Ida, iført korte, sorte bukser og hvid T-shirt


——————– EN ENAKTER————————

IDA: (sidder i venstre hjørne af bænken med mobilen)

MARCUS: (kommer ind fra højre, får øje på Ida og sætter sig i bænkens andet hjørne): Hej. Måneskin gør noget ved dig.

IDA: Det er …den mest fladpandede scorereplik jeg har hørt.

MARCUS: Godt ord igen. Lidt selskab, det forstår du vel.

IDA: Efter elektrochok har du bare brug for ro. Ikke kaste dig ud i nye bekendtskaber

MARCUS: Jeg synes at jeg kender dig.

IDA: Det var mig der lavede de indledende undersøgelser af din personlighed, og..

MARCUS: Det kan jeg ikke huske. Men så kender vi hinanden, jeg var nervøs for at trænge mig på.

IDA: (Koldt) Du trænger dig på, jeg har brug for at være lidt alene. Livet kan også være svært for mig, må du forstå. Det her er min pause.

MARCUS: Men så kender jeg en anden replik. (Deklamerer) Et lille skridt, for et menneske, et stort skridt for menneskeheden – og et gigantisk skridt for mig. (Han kaster sig på knæ og griber efter hende læg) Vil du gifte dig med mig?

IDA: Hvad har de gjort ved dig Marcus? Elektroconvulsiv terapi er en beroligende behandling, og vi understøtter medicinsk. Hold op med sådan noget pjat.

MARCUS: Jeg kom til at spytte deres bras ud, jeg følte mig som en mus i fælden eller en ost i klokken eller et skod i rendestenen…

IDA: Tak, jeg har forstået at du ikke er helt tilfreds. Rejs dig op fra den latterlige stilling, og sæt dig roligt ned. Husk på at jeg ved mere om dig end du selv gør.

MARCUS: Hvorfor er jeg her? (han rejser sig besværligt, børster knæene af og sætter sig – lidt tættere denne gang)

IDA: I hvert fald ikke for at fri til mig. Du kan jo forsøge om du kan få fat i nogle af de andre klienter, måske har du en chance hos Martha-Matilde

MARCUS: Du er enestående smuk, ingen andre kommer op på siden af dig. Din venlighed, din stemme gør mig tryg. Det eneste jeg husker er noget fra min barndom. Min hæslige barndom.

IDA: Ikke dårligt, efter to dage begynder dine minder at vende tilbage.

MARCUS: (taler overdrevet dramatisk) De minder forsvinder aldrig. Min far der skoddede på mit lår. Nogle dage måtte jeg spise græs, han syntes at jeg var for dyr i mad. Er du klar over at jeg skulle sove i et bur, der lå en avis til at skide på og tisse på. Det er noget jeg husker: stanken. Men resten af mit liv er væk. (Han kryber sammen på bænken som om han er spærret inde i en lille kasse.)

IDA: Erindringen kommer igen, du er på vej. Husker du mere om din far?

MARCUS: (Holder sig om halsen og ryster på kroppen. Pause.) Hans næse, kæmpe næse med de sorte porer og lugten af øl når han lagde sine svampede hænder om min hals og trykkede til. Når jeg vågnede, lå jeg i buret.

IDA: Du mangler det vigtigste om din stedfader. Det du gjorde…

MARCUS: Det vigtigste er, at jeg sidder ved dig. Nu dirrer det ikke i mit bryst. (Han sukker og sætter sig op, lidt nærmere) noget af sorgen letter, din måde at tale på.. du får min verden på højkant … vi sidder her sammen i parken, månen skinner, jeg lever igen fordi jeg mærker varmen fra dig. (Han sidder nu så tæt på hende at deres ben næsten rører hinanden).

IDA: (stryger ham roligt over panden, sender en sms, stryger ham igen over håret) Jeg aflyste lige en aftale, så vi kan sidde i fred her. (Giver ham et lille kys på kinden). Så, så, det skal nok gå.

MARCUS: (lægger hovedet i hendes skød og smiler tilfreds)

IDA: (stryger ham over ryggen i nogen tid, som en kat) Det er sent nu.

MARCUS: Måneskin gør noget ved dig.

IDA: (bøjer sig ned og kysser ham på munden, et langt kys)

—————————————TÆPPE————————————-


24 kommentarer

Kun en lille prik, du mærker ikke noget

9CCD43A6-0735-49D8-AAEB-F27EFA78794E

Bjørns hånd ligger på min skulder, den er varm og beroligende. Jeg ser ind i hans venlige, empatiske øjne. Han er ikke nogen mordertype, han er igen min gamle ven fra skolen.

Han sukker:

– Godt. Du er kommet tilbage, ser jeg. Vi kørte dig til Akutten på Rigshospitalet, jeg har aldrig set nogen så bange.
– Jeg troede at du ville myrde mig.
– Du må meget undskylde. Jeg kom til at give dig halvdelen af svampen, vi skulle kun have haft en lille prøvehaps i går.
– Hvad lavede jeg egentlig?
– Du snakkede med et træ og undskyldte meget at du havde pisset på det. Bagefter kravlede du rundt i krattet og kom tilbage efter mere øl. Så rullede øjnene rundt i hovedet på dig og du kollapsede.
– Man plejer da bare at sove rusen ud, hvorfor er jeg stadig her?
– Jeg snakkede med din læge her, hun forstod ikke hvad der var sket. Og så har jeg talt med en anden overlæge lige inden jeg kom ind i dag. Noget med at se tiden an.

En læge kommer ind på stuen og peger på den stol hvor Bjørn sidder, han rejser sig og hun tager plads så hun kan se mig i øjnene. Og hvilke øjne hun har, store, dybmørke og hele øjenpartiet mørkt, enten fordi hun bruger kohl eller fordi hun er inder. På navneskiltet står ”Laximananda M Modi. Reservelæge”. Inder altså. God skikkelse, velformet overparti, smuk og fejlfri hud.

– Hvordan går det? Alle lægers indgangsreplik.
– Jeg har det mærkeligt, det summer i kroppen. Kommer du fra Goa?
– Du har meningitis. Slem. Lige nu, du får antibiotika. Vigtigt.
– Skal det krible sådan i kroppen?
– Ikke nervøs. Vi prøvede at tage rygmarvsprøve. Forsøge igen om lidt. Bare lig helt rolig. Du er bedre nu?
– Jeg har det fint. Men hvorfor kribler det? Hvor farligt er det egentlig for mig?
– Infektion i meninx. Bare rolig vi tage den væk. Nu du får lille prik i rygrad, ikke ret slem.
– Får jeg meningitis af grøn fluesvamp …  den skulle ellers nok kunne slå bakterierne ihjel? Jeg prøver at være morsom, det kan hun vel forstå. Der er forskel på rød og grøn fluesvamp, den grønne har tre dødningehoveder i min svampebog.

Hun nikker på den måde inderne gør med at rokke sidelæns med hovedet så man ikke føler sig sikker på om det betyder ja eller nej eller – ofte – måske: – Vi slår bakterie ihjel. Også flue.

Hun prøver at være morsom tilbage, håber jeg. Jeg tvivler. Hun taler patienten efter munden. Gid hun ville læne sig frem og barmfavne mig. Jeg vil godt vide om hun har mand og fem børn hjemme.

– Du skal ligge på venstre side. Der kommer lille prik. Ikke farlig. Bare rolig.

Jeg har ikke lyst til at lægge mig på siden og få ”lille prik”. Det er bare løgn. Sådan nogle er altid tortur. Jeg har læst alt om rygmarvspunkturer hvor patienten måtte sættes i rullestol bagefter. På den anden side kunne det være en interessant oplevelse. Nej, vel vil jeg ej, så interessant kan det ikke være at køre i rullestol.

– Jeg har ikke feber eller nakkestivhed, så kan det ikke være meningitis. Måske efterveer af fluesvamp?
– Penicillin tage det væk, det hele! Ligge på siden, vær så venlig.

Hvad gik der egentlig galt da de prøvede første gang? det har hun ikke fortalt mig.

Døren går op igen, en lille mand med rundt, skaldet hoved og hornbriller træder rask hen til mig, griber min hånd og siger: – Mikael Johnsson, overlæge. Jeg er kommet tilbage fra ferie, derfor har du ikke set mig før. Jeg skal lige have en afrapportering fra Modi.

De går udenfor og der forløber nogle minutter, så vender Mikael tilbage. Han har en lille metalrulle og nogle nåle i hånden. – Jeg overtager behandlingen. Jeg undersøger din fod, du skal bare sige om du kan mærke det jeg gør, OK?

Mikael kører på med sin mystiske undersøgelse af foden, det har ikke noget med noget at gøre, og jeg svarer ja og nej samtidig med at vi taler sammen.

– Det kribler mest i fødderne, fortæller jeg, hvad foregår der egentlig i min krop?
– Nu skal du høre, indleder han, du har en lille væskeansamling i rygraden fra forsøget på at tage en prøve Den trykker på nerverne, det giver neuropatiske symptomer. De forsvinder igen. Men en anden ting.

Neuropatiske symptomer har jeg selvfølgelig læst om. Men det lyder mere alvorligt med ”en anden ting”, så må han fortælle om sine undersøgelser bagefter, ikke at de er uinteressante, og jeg vil gerne vide hvad de gik ud på.

– Du er diagnostiseret forkert, jeg seponerer penicillinen! Der er ikke meningitis, det er noget indiske læger er bange for. Du havde en svampeforgiftning som er ude af systemet nu af sig selv. Vær glad for at det ikke var den grønne fluesvamp, der har vi dårlige erfaringer.

Han kigger på mig igennem de tykke langsynsglas. En advarsel, den forstår jeg godt, ikke noget med at prøve bare et bette nøk af en grøn fluesvamp. Jeg har nu alligevel tænkt mig en musebid for at smage og så spytte det hele ud igen. Alt sammen.

– Du bliver udskrevet efter frokost.
Et håndtryk og han er ude af døren

Bjørn sætter sig tilbage på sin stol: – Så er du på højkant igen, gamle ven, det er vi glade for.
– Jeg tænkte på noget, Bjørn: Du har købt forskellige kinesiske urteteer, vi kunne knuse dem og ryge dem. De er vel ikke farlige: cotyligon, astracylodes …. bare navnene, så er jeg solgt.
– Netop. Og solanin fra kartoffelplanten – det har vi heller ikke prøvet.
– Yep, verden er åben for den søgende.


36 kommentarer

Mos myrder måske ikke i dag

xxtræer

Dyrehavsbakken larmer, især rutsjebanen, så vi er rykket ind mellem træerne, mig, Bjørn og Ingrid og nogle andre. Det er fedt at sidde her med et par øller. Vi vasker Bjørns svamp i øl, det skulle gøre virkningen ekstra god. Vi bliver som de gamle bersærker, uovervindelige i kamp og fred. Svampen smager ad helvede til, jeg skyller efter en gang til og venter.

Der sker ikke andet efter laaang tid end at jeg skal tisse. Jeg går ind mellem buskene og lyner ned. Kommer der ikke noget, sært. Jo næh, jeg må vente lidt. Læner mig op ad et træ med venstre hånd mens jeg holder med den anden hånd. Træet er mosklædt, det er blødt og lækkert. Mere blødt end træer plejer at være, sært eftergivende, hånden synker længere ind, utroligt i stammen. Nu er mosset klamt og bider. Jeg betragter mosset ovenover, der er et øje, to øjne som stirrer blodskudt mod mig under mægtige bryn, under en rynket pande. Munden er halvt åben, tungen hænger ud og drypper blod. Tænderne er hvasse og klar til at flænse mig. Tænderne, jeg kender dem, det er mine tænder, ansigtet er mit. Billen kryber ind i øjet for at æde synsbilledet, og jeg vifter den væk fra ansigterne. Den falder på jorden og ligger sprællende.

Det dunker i træet så jeg kan mærke rystelserne gennem hånden, gennem armen ind i mit hjerte. Mit ansigt sitrer, kan jeg se i mosspejlet, kinderne bevæger sig, jeg er ved at græde. I det samme hører jeg dødsskrigene fra rutsjebanen, ikke almindelige hvin af begejstring, mange stemmer råber, det brager og knaser ovre fra banen. Der er panik i luften. Men jeg kan ikke vende mig om, panikken er bag mig. Min ryg bliver helt sort og tung. Sirener hyler fra alle retninger gennem skoven, gennem krattet.

Jeg kravler bort fra træet, min hånd sidder stadigvæk efterladt inde i mosset, men jeg må bort, tilbage til de andre. Måske er der en flaske øl tilbage, øllen er det eneste jeg kan håbe på kan redde mig. Kredsen åbner sig og jeg sætter mig. De stirrer på mig og Bjørn siger: – Torsten, du …

Resten af sætningen forsvinder i larmen fra sirenerne, sved drypper mig i øjnene. Bjørn taler, men jeg ser på hans ansigt, på øjnene under de buskede bryn, på hans blik. Hans øjne er så mørke, de ser bort fra kniven for at jeg ikke skal vide hvad han tænker. Kniven ligger på den stub hvor vi har delt svampen. Bladet er rustent og der sidder stadig partikler fra svampen. Hvorfor vil Bjørn ikke se på kniven? Hvad skjuler han for mig? Bjørn vil tage kniven uden at jeg opdager det og bore den i mig, han vil gøre det af med mig.

Han har altid hadet mig, indser jeg, jeg ved det nu. Den måde han taler på. Han rækker mig flasken som jeg har bedt om. Eller har jeg sagt noget? Jeg hører lyde bag mig og drejer hovedet, de har gemt sig i buskene.

– Vil du have den øl eller ej? siger Bjørn truende. Der er ikke øl i den, det er noget andet, han har hældt noget i som bevæger sig og glimter, noget som vil tage kniven og bore den ind i mig hvis jeg drikker. Han stikker flasken lige op i mit ansigt for at jeg skal drikke nu, jeg skal tage væsken ind uden at vide hvad han har puttet i flasken. En gren knækker bag og inden i mig, noget knækker i mig.

Jeg er ikke så dum at tage flasken. De er lige bag mig nu, kan jeg mærke, jeg må være meget opmærksom.

– Hvem står bagved mig? spørger jeg de andre, ikke Bjørn, han er farlig at tale med. De stirrer på mig, de er bange for min hånd. Hånden sidder ikke længere på armen, ærmet er tomt, den står bag mig, alle fem enorme fingre klar til at knuse mig, de skygger over mig, jeg ser de andres ansigter tabe livet, øjnene spærres op, de tør ikke tale med mig, de er ikke i stand til at tale.

Ingrid løfter en hånd og stryger en lok fra panden, hun prøver at forsvare sig, jeg ser kun det hvide i hendes øjne, det sorte er forsvundet i skyggen bag mig. Blide Ingrid, hun magter ikke at beskytte sig mod dem der truer bag hende, dem jeg ikke kan se, men som hun kan mærke.

Bjørn stiller flasken tilbage på stubben, ved siden af kniven. Han vil ikke give mig den øl jeg har brug for, han vil noget andet, kniven.

– Hvordan har du det? spørger han. Og jeg ved hvad han mener, han truer mig. Lige meget hvad jeg svarer vil han gribe kniven og stikke den i maven på mig, min mave som er en del af træstammen, tung, fuld af årringe, af hundrede års rædsel, men ude af stand til at flytte sig bort fra faren. Han løfter hånden, måske griber han ikke kniven lige nu, han venter til at jeg ser bagud, til jeg er uopmærksom.

Når Bjørn er i nærheden er jeg altid på vagt, han skal ikke få chancen uanset hvor meget han prøver på at overliste mig.