Det er galt nok at jeg går på museum i stedet for til fest

Katten står på bagbenene, den springer i en bue ud i luften. Kløerne er hvæssede og strakt ud. Ørerne ligger fladt mod hovedet. Øjnene er næsten klare, men overtrukket med en fin hinde af støv. Det er en sort mis med hvide poter og bryst.

Som sagt, katten sætter af fra bagbenene, og det har den gjort siden 1959, på vej ud mod en mus som har været død lige så længe. Zoologisk museum har købt denne livlige udstopning fordi de har så få dyr i bevægelse. Den står i sin glaskasse med den originale, efterhånden brunede, håndskrevne seddel: Felis Domestica, konserveret af Martin Walblom.

Jeg lader min fyldige finger glide hen over glasset og trækker en streg på det. Alt er støvet her i museets gamle afdeling hvor moderniteten endnu ikke er nået til.

Katten kalder fra sit glasbur med usynlig stemme. Snuden er sort, knorhårene vibrerer når jeg kradser på ruden. Vi er godt skjult blandt skeletter af uddøde dyr, en papmachehval, fugle med fjerene myldrende af lus. Gulvet knager ved hvert eneste skridt. Som altid bærer jeg min HA-vest, – hvis nogen af brødrene ser mig uden, er jeg i bad standing og så ryger jeg ud af klubben og de skærer dækkene op på min Harley. Det er galt nok at jeg går på museum i stedet for til fest. Galt nok at jeg har fået tatoveret en kat på min underarm, i stedet for AK47 eller pigtråd eller et kranium.

Tøvende skridt tripper om hjørnet, en gut på otte år, vil jeg tro, med rød, strikket hue. Han styrer mod mig:

– Det er min kat.

– Vel er det ej, den har stået her før du blev født.

– Jeg har fået den som killing, og det er min.

– Du hører ikke ordentligt efter. Læs selv sedlen.

– Jeg kan ikke læse den slags skrivning.

– Huskat, Felis Domestica, står der. Det var ikke det din kat hed. Få dig en killing.

– Det er virkelig min mis, med de hvide poter og bryst og de tre hvide hår på ryggen. Mis hedder Felix, den er ikke nogen dum sti-kat. Giv mig den nu!

Han skriger, og jeg prøver at mumle beroligende til ham, uden held.

En kustode nærmer sig med accelererende skridt: – Hvad gør De ved drengen?

– Han vil have museets kat.

Og jeg rynker brynene mod drengen: – Den springer på dig, pas på!

Han forstår ikke mit forsøg på humor og skriger højere. Jeg kan ikke klare at en dreng er ulykkelig, hvis han græder, vil jeg synge og fortælle historier i timevis. Hvis han skriger, går jeg i panik. Hvis han både græder og skriger, kapitulerer jeg. Jeg kan ikke modstå, uanset hvilke konsekvenser det får for mig. Sådan er det bare. Jeg må og skal hjælpe.

– Her min dreng, siger jeg, idet jeg graver knojernet frem og smadrer glaskassen. Tag så din mis.

Jeg snupper mobilen, eller hvad pokker den lille sorte kasse er, ud af hænderne på kustoden: – Sæt dig på din kustodetaburet, morfar! Styr dig.

Jeg holder knojernet og et par glasskår, der sidder fast i mine fingre, op foran næsen på ham og ridser ham ganske lidt: – Du venter ti minutter med at melde at en montre er væltet.

Han nikker med vibrerende overskæg. Nervøs ad helvede til.

Drengen tager katten i favnen, overrasket og smilende, men stadig med tårer i øjnene.

– Vi går nu, siger jeg til ham, du får alle de is du peger på når vi kommer lidt væk. Felix her behøver hverken tørfoder eller kattegrus.