Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


3 kommentarer

Aldrig født, altid død

dscn2826

Merz er en rigtig billedhugger, kraftige arme, kødfulde hænder der aldrig når at blive rene, halvlangt, gråt hår og det store skæg der næsten tager udsigten fra nogle lyse, blå øjne. De ser alting.

Han går ned ad Algade indtil han når torvet foran rådhuset, et stort, brolagt område. Om torsdagen er der torvedag og livligt, alle andre dage helt dødt. Ikke mere, for nu står hans skulptur Porten i midten og beliver stedet. Tre meter høj, af bronze, på toppen en slags bevoksning. Fra pladsen kan man spadsere lige igennem og spejle sig i skulpturens blankpolerede inderflade. Udenpå vil den patinere efterhånden. Porten er skruet fast i en blok af pudset bornholmsk granit, der flugter med pladsens niveau, man kan næsten skøjte igennem den.

Han sætter sig over på Rådhuscafeen for at prøve udsigten derfra. Ejeren serverer ham en cappuccino med et stykke chokolade og et lille stykke tærte. ”Man vænner sig vel til den,” bemærker han med et nik mod Porten, og er på vej om bag disken igen. ”Måske skulle de have stillet den Port i Skåne, der kan de sikkert godt lide sådan noget,” fortsætter han mens han tager et glas og polerer det.

Der ligger nogle nøddeflager ovenpå tærten, Merz skraber dem af med kagegaflen og nyder kage og kaffe sammen med udsigten. Sollyset spiller i bronzen og kaster reflekser på både granit og brosten. Derpå rejser han sig, tager tallerken og kop, og stiller dem på disken foran ejeren: ”Når du engang har vænnet dig til Porten, så har jeg vel vænnet mig til dig,” han går uden at vente på svar.

Tilbage ved Porten bøjer Merz sig ned for at kontrollere, for syttende gang, at den er monteret efter forskriften – ellers bliver han uvenner med borgmesteren, der sidder i sit rådhus og overvåger.

En hundelufter er på vej rundt om pladsen på sin faste rute, men hiver hunden bort fra noget interessant og ind foran Porten. ”Nå, vil du gerne give den nye opstilling en tår. Kom så, Bølle.” Tilsyneladende henvendt til hunden, i virkeligheden til Merz der irriteret betragter den lille pøl gul væske som siver ned ad bronzen og løber videre hen ad granitfundamentet.

”Kunne du i det mindste ikke vente til jeg er gået,” siger Merz til manden, men hunden er på vej bort med ejeren på slæb, det var en pligtaflevering. Og der kommer ikke noget svar så han fortsætter: ”Vel er Porten en kusse til at gå igennem, det har alle da prøvet! Også dig, tænk over det: du pisser på din egen mor.”

Merz fortsætter tværs over pladsen til den anden side med kolonnaden hvor der står bænke.  Han sætter sig der og betragter Porten fra en ny vinkel hvor den gule plet ikke er synlig. Nogle duer prøver at finde et sted at sidde, men Porten er konstrueret sådan at det ikke er muligt. De nøjes med at spankulere rundt på fundamentet og flyve igennem åbningen, han smiler tilfreds og fisker dagens eksemplar af ”LokalAvisen for Nykøbing” frem af en lomme. Flere sider er allerede fulde af læserbreve efter indvielsen i går.

Præsten mener at Porten er en skamplet, den leder tankerne hen på noget han ikke vil skrive i en pæn avis, og så er den primitivt udført. Dyrlægen skriver at når ikke engang duerne har glæde af den kan han ikke se noget formål med at opstille en skrotbunke på den nydelige rådhusplads. Frk. Lindborg fra Østervang synes at der ved solnedgang fremkommer en flot glorie, lige som den Jomfru Maria har, men at den er malplaceret i et protestantisk land. Og … kunne vi ikke bruge en anerkendt kunstner i stedet for en lokal amatør…, …generer torvedagene …, ..reflekserne blænder når man går forbi, vil helst gå en anden vej i fremtiden… osv. osv.

Med et voldsomt riiitsch river han avisen i to dele og smider den på bænken, duerne letter skræmt. Han rejser sig og går hjem til atelieret. Det er gulkalket, med stort skråvindue mod nord, vinduet er plettet udefra med regn og jord og indefra med støvet fra skulpturerne. Han starter vinkelsliberen og fortsætter arbejdet med den marmorblok der står midt i lokalet, men standser så. Tænder den kraftige projektør, smider vinkelsliberen og griber hammer og mejsel. Han arbejder voldsomt så stensplinter og støv fyger, det kan høres helt inde i Nykøbing.

”A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal” havde skænket et beløb til en skulptur på rådhuspladsen. Byrådet holdt møde om sagen og borgmester Oluf S mente at man kunne lade en lokal kunstner, eller hvad de nu kaldte sig, ordne sagen for ”så blev pengene da ligesom i kommunen og man kunne spare understøttelsen et par år, de tjener jo ikke noget til daglig.”

Merz var ankommet med sin plan til mødelokalet på rådhuset. Han gik rundt til kunstudvalgets tre medlemmer for at hilse på og trykkede borgmesteren i hånden. ”Velkommen hr. Merz,” sagde borgmesteren, ”vi må desværre klare os uden kaffen i dag. Det gør ikke noget, sagen behøver ikke tage så lang tid. Lad os se på det.” Og ud af sit tegnerør trak Merz skitserne som han placerede midt på bordet hvor der var bedst lys.

Borgmesterens telefon ringede skingert og han forsvandt.

”En port, der fører ind i fremtiden, man kan gå igennem og se sig selv blive forvandlet. Helt i bronze, den blive fantastisk flot. På toppen ligesom en bevoksning, noget helt organisk at se på. Noget der vajer i vinden og ændrer sig med årstiderne. Den port vi alle sammen går igennem og er kommet igennem.” Merz var ved at varme op.

”Det lyder for såvidt meget godt,” afbrød Gregersen, udvalgsformanden, ”men magter du det?”

”Jeg er faktisk uddannet på Kunstakademiet i København,” informerede Merz, ”her er mit diplom.”
Mere papir ud af røret. Det var der nu ingen der var interesserede i.

Gregersen var der straks: ”Det er jo det jeg frygter. De går og finder på så meget derinde.”

Fra gulvet hentede Merz en stor lædertaske som han åbnede. Ud af en bylt klæde fremdrog han en model femten cm. høj. ”Sådan cirka kommer den til at se ud. Nu er det her en gispsmodel så den er uden detaljerne, den færdige skulptur bliver af bronze med en flot overflade.”

De to andre medlemmer af udvalget så ikke på bordet, de havde trukket sig tilbage i en krog og diskuterede et eller andet på en mobil.

”Jeg har ikke mine briller lige nu,” sagde Gregersen, ”men den ser da ganske pæn ud. Vi har ikke ret meget tid i dag, og det er heller ikke vores penge, så lad os bare sige at det bliver Porten, – ikke også I to i hjørnet?” De nikkede i hjørnet. ”Du får kontrakten nede i skrivestuen, der står alt det praktiske, farvel og tak for i dag og tak for projektet.”

Da Merz havde fået pakket sammen var de andre allerede gået.

Det er aften, der er bælgmørkt udenfor, så ateliervinduet er en stor, sort flade. Der er ingen gardiner. Merz arbejder stadig, sveden løber ned i øjnene og skægget er fuldt af hvidt støv og marmorsplinter. Han har hugget en knækket søjle. Blandt værktøjet vælger han den fineste mejsel og går i gang med inskriptionen:

 

NYKØBING
ALDRIG FØDT
ALTID DØD


”Den får I gratis!” brøler han, ”hører I det, I kræmmersjæle, gratis uden at betale. Den skal stå op ad rådhuset.”

Det er blevet midnat, han synker sammen på skamlen, arme og ansigt hænger, dampen er gået af ham. Mejsler, vinkelsliber og alt tilbehøret ligger spredt omkring ham. Han stirrer rundt, som om han ikke aner hvordan der er kommet til at se sådan ud.

Merz sidder længe.

Endelig går han ud i det lille tekøkken, åbner køleskabet og tager en iskold flaske champagne med et rødt silkebånd fra i går. Drikker halvdelen direkte fra flasken. Sender en gigantisk bøvs i retning af søjlen og sparker den omkuld.

Reklamer