Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


Skriv en kommentar

Her er fuldt af mumier

 

Endelig er de kommet til Kongernes Dal, det mest spændende sted i Egypten, fuld af mumier og 3.500 år gamle vægmalerier, der ser ud som de var sprayet på i går. Faren og moren venter på resten af selskabet. Børnene, Selma, Martin og Maria, løber straks om for at lege i en grusbunke.

– Hold op med det, råber faren, ellers kommer opsynet. De skynder tilbage og stiller sig op på række med Selma forrest. Det betyder at de nu leger at de er artige.

– Ikke det pjat nu, vrisser han, vi venter et øjeblik på guiden.

Moren har et par yankeebar i lommen som de spiser i ventetiden, rygsækken måtte de aflevere ved indgangen.

– Det er den fineste grav vi skal se nu, siger faren.

– Åh nej, ikke flere grave. Vi vil tilbage til hotellet og i svømmepølen.

– Den er meget speciel, for farao Tut var en dreng der bare var sytten år.

En mand med hvid kjortel med blå striber kommer vandrende i sløvt tempo med fem andre turister i hælene. Faren viser deres billetter og stiller sig op i rækken, før guiden låser op og de går ned i gravkammeret.

Væggene er plastret til med tatoveringer af egyptiske mænd og mumier. Det eneste interessante er en kasse med glaslåg, alle de andre ting findes på nationalmuseet. Martin er den nysgerrige.

– Adr, han er jo helt sort og fortænderne stikker lige ud i luften. Jeg kan se hele hans skelet nedenunder huden. Ulækkert.

Selma er skuffet: – Han er klam. Jeg så hans guldmaske i Kairomuseet og blev helt væk i ham. Sådan en smuk fyr. Store kysselæber. Kæmpe mørke øjne. Ham ville jeg godt være kærester med.

Lille Maria siger bare: – Løft mig op så jeg kan se.

Guiden begynder på sit foredrag og turisterne danner kreds om mumiekassen.

– Jeg gider ikke stå og glo mere, siger Martin. Lad os gå rundt og kigge på tatoveringerne.

Selma er allerede på vej hen mod et hjørne, lidt mørkt er det. – Martin du må ikke kradse i væggen, det er oldgammelt.

– Hvad så med ham der, siger Martin og peger på en lille mand i en grå kutte. Man kan lige se hans store næse stikke ud. Ansigtshuden er også grå. Kinderne ubarberede, han har næsten ingen hage. Manden står i hjørnet og det er som om han nærstuderer en enkelt hieroglyf. Hans kutte sitrer og knitrer.

Børnene lister sig nærmere, det er mere interessant end den sorte Tut. Han har næsen helt inde ved muren og har fundet et hul i den, for han kan stikke næsen ind i væggen.

Han kan også kan få hele hovedet ind i hullet, væggen tåger omkring ham, den åbner sig. Martin går nærmere, men nu er hele manden forsvundet ind i den tågeklat der egentlig skulle være væggen. Martin prøver at stikke hånden ind i tågen, men Selma hiver i hans anden arm: – Pas på, Martin, du skal ikke følge efter.

Maria stirrer fra den ene til den anden, nu er der endelig gang i noget.

Martin vender hovedet: – Prøv og se, Selma, jeg kan få både hånden og armen ind i væggen. Og skulderen. Kom nu, det her er spændende. Idet han træder ind i væggen, smutter Maria med. Selma står tilbage og kigger. Hun ser at åbningen er ved at blive mindre, så springer hun efter de to andre og når lige at komme med ind inden den lukker sig. Inde i muren bliver luften tykkere og de kan mærke klipperne mod skuldrene. De er varme som huden på et menneske, slet ikke kolde.

Maria bliver nervøs og vender sig om, men kan ikke komme tilbage, muren er massiv igen.

– Her er så mørkt, siger Maria, jeg vil hjem.

– Vi kan ikke komme tilbage, hvisker Martin.

Martin hvisker, han vil ikke have at manden opdager dem, manden er deres eneste pejlemærke, de er nødt til at følge efter ham: – Er du bange, Selma?

– Ja,

– Vi må holde sammen, vi tre. Kom Maria, hold ordentlig fast i min hånd.

– Skynd jer, siger Martin. Kan I høre noget?

Selma holder fast i Martins ene skulder og har et fast greb om Marias lille, svedige hånd.

Det lyder som om de er på vej ind i et stort rum, måske en hule. Der er ekko. Og en summende lyd, nærmest som en flok myg. De hører nogle trin mod stengulvet, så er manden borte.

Martin tager tre lange skridt frem og står i et rum som er oplyst af et gyldent skær. Væggene er dækkede af malerier, men de er mærkelige. En mand der har hals som en struds med stor mave og fede lår holder et spædbarn op i luften lige foran sin mund som om han vil spise barnet. Fra solen kommer en masse stråler der ender i små barnehænder, der kærtegner manden og babyen. Han er overalt, ved et alter, på en bjergtop, svævende i luften, med en kæmpe guldsmed i hånden. Hans øjne er gigantiske og det er guldsmedens også. De stirrer på hinanden og der er flere rækker hieroglyffer imellem dem, de kommer ud af hovedet på den ene og ind i hovedet på den anden.

– Det ligner ikke de andre billeder vi har set, siger Selma. Men hvordan kommer vi ud, jeg kan ikke se nogen port?

– Der er ingen døre i dette rum og manden er forsvundet, jeg så ikke hvorhen, siger Martin, ingen kan høre os igennem bjerget, og vi kan ikke komme ud.

Maria skriger: – Jeg vil have min mor! Jeg vil ikke dø her.

Imens er Selma opslugt af at studere billederne. – Kom og se hvad jeg har fundet. Hun peger på en række guldsmede der sidder på væggen, af størrelse som små skolerygsække. De går nærmere for at undersøge dem, men de summer stærkere, det kan være farligt. Måske er de elektriske. – Er den her af rigtigt guld? spørger Maria og inden de kan nå at standse hende farer hun hen for at røre ved den.

Idet hun rækker hånden ud, springer den op og sætter sig fast på hendes bryst. Hun gisper og hopper forskrækket tilbage – og op i luften. Samtidig bliver hendes hud forvandlet, det ser ud som om hun er lavet af guld. Hen over deres hoveder svæver hun med baskende arme. Og hun griner med sit gyldne ansigt og peger fingre ad dem.

Selma synes at Marias ansigt ligner Tuts guldmaske. Når guldsmeden sidder på brystet af én, bliver ens ansigt til en guldmaske og man kan flyve. Kunne Tut også det? Det fortalte de ikke noget om på museet i Kairo.

– Kom ned, dumme unge, Selma er nervøs for hvad der kan ske.

Men Maria flyer videre og stikker det ene ben ind i væggen: – I kan ikke fange mig!

Selma vil kigge nærmere på en af guldsmedene, men i det samme springer den op og sætter sig på hendes bryst. Den gør et eller andet ved hende så der åbner sig noget helt nyt inde i hovedet: Hun forstår ting hun aldrig har vidst, hun ved hvad Maria tænker og at Martin spekulerer på at hugge en guldsmed til sig selv og tage den med hjem, han er allerede i gang. Hun ved at hendes eget ansigt er af guld. Samtidig mærker hun noget helt fremmed i sine tanker, en fremmed måde at opfatte verden på, fuldstændig fremmed. Stammer de tanker fra et væsen på en planet ude i verdensrummet eller fra de gamle mumier? Hun har fået evner som hun aldrig har forestillet sig mulige – og hun kan flyve som Maria.

Selma og Martin flyver op i luften efter Maria, men hun er ikke så nem at fange, for nok ved de hvad Maria tænker på at gøre, men det går også den anden vej.

Uden at nogen af dem ved hvordan det går til, står med ét en lysende skikkelse midt i rummet, ham Selma kender fra billederne på væggen, det er farao Aknaton med den lange hals og den tykke mave. Både hun og Maria flyver hen til Martin, de søger instinktivt tryghed i hinandens nærvær.

Skikkelsen har også en guldmaske på, lige som Tuts maske på museet. Selma hører en voldsom stemme der kommer fra væggene, fra gulv og loft. Den kommer også fra et sted inde i hende:

– I ved ikke hvad I gør! Det I kalder en guldsmed hedder Guldmasken. Den er et fremmed væsen som kom til Egypten for fire tusinde år siden. Den har voldsomme kræfter. Den er også farlig: I så Tuts mumie, – det I tror er hans mumie. Jeg fortæller jer en hemmelighed: sådan så han ud i virkeligheden! Han gik med guldmasken hele tiden og den åd ham op, derfor døde han så ung. Han var altid vidunderlig smuk og gyldent strålende når han havde den på, men han tog aldrig masken af, for bag masken var han sort om om han var forkullet og nærmest kun et skelet. Den åd ham. Se på mig.

Aknaton løfter armen op til brystet og river noget af, en Guldmaske eller guldsmed. De ser at han ikke var en strålende farao, men den lille grå mand. – Jeg er blevet fire tusinde år gammel fordi jeg bruger guldmasken med omtanke. Jeg har stadig kræfterne når jeg tager den af, men de forsvinder hurtigt. Læse tanker, flyve, gå gennem mure – kræfterne bliver mindre og er væk efter en halv time. Det er ikke godt hvis man flyver eller er midt i en mur.

– Gu’ vil jeg ej tage den af, siger Martin og løfter Selma op i luften med sin lillefinger. Jeg er som Supermand nu. Det har jeg altid ønsket mig

Den grå mand tager masken på og bliver igen Aknaton. – Martin, siger han – for han kender deres tanker og deres navne – ønsker du virkelig at ligne den Tut du så ligge som en sort mumie, ønsker du at dø når du bliver sytten år?

– Seks år som Supermand, siger Martin, det er måske prisen værd.

– En anden ting, siger Aknaton, du har vores tanker inde i dig – og guldmaskens tanker. Du kan aldrig nogen sinde være i fred i dig selv. Vil du det? Du kan ikke mere være Martin.

Selma læser Martins tanker og hjælper ham med at tage guldmasken af, han ville gerne af med den, men har alligevel mest lyst til at beholde den. Uden masken er han ikke så strålende mere, tværtimod er hans ansigt blevet askegråt, hans skuldre hænger.

– I kan nå at gå igennem klipperne og komme udenfor inden kraften er helt væk. Så skynd jer ned til jeres forældre som normale børn der har været ude at lege. Skynd jer, I har en halv time.

Aknaton vender sig og går ud gennem væggen.

De forstår. Selma tager masken fra Maria. Til sidst, med et stort suk tager hun sin egen guldsmed af. Farvel til superkvinden, tankelæseren, den der kan flyve, farvel til det smukke, gyldne ansigt. Goddag igen til Selma, bare en almindellig storesøster.

Guldmaskerne hænger igen på væggen, og børnene tager hinanden i hænderne.Lige som Aknaton går de gennem klippen og står derefter atter som normale børn på gruset i Kongernes Dal i bagende solskin, ikke mere bange for at klippen skal holde dem fanget i al evighed. Ingen faraoner der taler inde i hovedet, men heller ikke evnen til at flyve og læse tanker. Ned ad trappen til Tuts gravkammer, ned i tryghed med far og mor, ned for at fortælle.

Turisterne og far og mor står stadig omkring kassen med Tuts forkullede krop.

– Nå, der er I, I ser noget trætte ud. Har I leget godt udenfor?

Selma nikker. Hun kan alligevel ikke fortælle om deres oplevelser, for hun kan stadig læse tanker. Hun mærker hvordan det er at være sin mor, at have sin moders bryster, og hun mærker morens smerte da lille Selma født, hvordan skødet blev sprængt itu. Og allermest mærker hun sin mors kærlighed som en altomfavnende varme og blidhed, så stærk en følelse som hun aldrig havde kendt.

– Mor, jeg elsker dig sådan! jeg vil aldrig skilles fra dig. Jeg vil aldrig være uartig.

Og Martin, Maria og Selma holder om deres mor og far, de forstår mange ting som de aldrig tidligere har tænkt på.

Imens snakker guiden om det gamle Egypten, og børnene er klar over at han stensikkert ikke ved noget.

Reklamer