Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


27 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 5/5

Hjemme i kollektivet igen åbner jeg tegnebogen, der ligger 1.200 €, hans telefon kunne blive betalt med knitrende nye sedler. Der er desuden et studiekort – måske har han lånt pengene af sine forældre.. Men jeg betaler tilbage, sedlerne er kun et lån fra ham til en der har det vanskeligt.

Hanna har lagt sig så der er plads i sengen til mig. Jeg kryber ned i varmen og blødheden, lige nu er det bare skønt at være her sammen med hende. Ro, en dyne der hæver og sænker sig fredfyldt. Ro, indtil i morgen tidlig.

Jeg afleverer pengene til hende efter morgenmaden. ”Hvor var du henne i går aftes?” siger hun, ”jeg savnede dig.”

At forklare det med Blauer Peter er for pinligt, selv om der også er noget med kunst, en lille smule. Men mest druk, larm og stoffer. ”Jeg skulle have fat i en bekendt som kunne låne mig pengene, det var vigtigt.” Fra tyveri til løgn, det er helt forkert og må aldrig ske igen, så hellere leve på gaden. Jeg tjekker telefonen, mor har ringet til mig hele aftenen, men på Blauer Peter kan man ikke høre noget.

Hun svarer straks da jeg ringer op: ”Carlo, der er sket noget meget frygteligt, far er forsvundet. Lægerne mente alligevel ikke at det var leveren, så de gav ham binyrebarkhormon og noget helt nyt, og han følte sig vældig frisk. Men nu er han stukket af, ingen aner hvor han er, måske ligger han et sted hjælpeløs. Du må komme hjem, jeg kan ikke klare det alene.”

”Mor, jeg har ikke penge til toget, min konto er tom, som jeg har SMS’et. Hvis du sætter dem ind på min konto er de fremme i morgen, så kommer jeg straks.” Stakkels far, og noget værre pis at det kommer midt i min træning.

Eftermiddagssession med Otto. ”Vi har en forestilling i morgen, alle de sædvanlige kommer og ser på, invitationerne er delt ud. Vi spiller Hamlet, den rammer altid noget i mennesker. Du kan klare rollen, Carlo, det ved jeg. Har du fået læst hele stykket?”

”Skulle jeg det?”

”Er du vanvittig, selvfølgelig kaster du dig over det skuepil som du har spillet en del af! Er du ikke begærlig efter at trænge ind i den tekst? vil du ikke lære noget? Skal du bare sidde og glo mens vi arbejder? Sådan bliver man ikke skuespiller! Jeg undrer mig over hvad du i det hele taget vil.”

”Jeg kan ikke nå at lære halvtreds sider udenad til i morgen. Det er umuligt.”

”Intet er umuligt på en scene. Jeg har lavet en ny udgave, der er ikke brug for alle de ord. Du får et par hovedreplikker. Vi arbejder med krop og følelser og spontanitet, du skal ikke genopgylpe Shakespeares ord. Nej, du skal være dem indefra. Din krop skal gestalte. Er der brug for ord, siger du dem bare, og hvis ikke så holder du mund. Stykket skal komme fra dig selv. Fem roller, resten er overflødige. Man får aldrig et klart scenebillede med alle de mennesker der vælter rundt mellem hinanden. De der ikke har roller, udgør koret. Middagsmaden er aflyst, vi holder prøve indtil det fungerer.”

Ordene vælter manisk ud af ham. De fire andre skuespillere bliver kaldt op, koret får at vide hvad de skal (koret? Skal der også være et kor i Hamlet, lige som i de græske tragedier?).

Otto herser med os, alting skal gå hurtigt. Det er mega hårdt, på den ene side er der ting som absolut skal være på en bestemt måde, på den anden side skal vi improvisere helt frit ud fra vores oplevelse af stykket. Nogle gange begge dele på samme tid.

Koret skal også improvisere totalt, hvert medlem ud fra sin egen følelse. Samtidig skal de optræde som en enhed, det lyder vanvittigt. Otto stamper i gulvet, peger, flytter folk, afbryder når noget er i gang, er pludselig stille med fjernt blik og et smil. Gentager den samme lille bid ti gange – altså, hvor bliver improvisationen så af? Men ingen er sultne.

Klokken ét om natten indtræffer et mirakel. Det hele falder i hak, jeg har min replik med konge, fader, hele Danmark – og det bliver sandt. Koret støtter mig: nu skal den kongefader tale! Et øjebliks total tysthed, så manifesterer kongens ånd sig. Hårene på mine arme rejser sig. Ånden svarer mig.

Vores dunstende, dampende, svedige kroppe har gjort det, vi har skabt et kunstværk. For dette havde jeg drømt om at være skuespiller.

Otto har holdt sin mund, for første gang hele dagen, han har bare suget til sig. ”Vi stopper her, sådan skal det være. Spis lidt, sov og vær klar til prøve i morgen klokken ni. Forestillingen er klokken seksten, der er ingen tid at spilde, vi er ikke færdige endnu.”

Klokken er seksten, korets lyde samler sig til en enhed og forestillingen kører. Noget er fremragende, andet springer vi hurtigt igennem, videre, videre. Hen mod slutningen står jeg og skuer ud over verden, scenen, tilskuerne – da jeg får øje på far. Han sidder på den bageste række og ser lille og træt ud, men tilfreds. Hans brune øjne skinner rørt. Jeg standser ubevægelig som en stenstøtte, han sidder der virkelig, er ikke noget spøgelse eller nogen konge, bare min rigtige far. Netop på den måde skal stykket slutte og sådan gør det, Hamlet forvandlet til en stenstøtte, optaget af sit syn. En anden gang vil det slutte på en anden måde, for hver forestilling er enestående.

”Jeg kunne ikke dø uden at have talt med dig, jeg måtte se dig,” siger han bagefter over pindemadderne og et glas hvidvin. ”Du har ret, tandlæge skal du ikke være, der er alt for stærke energier i dig til det job. Der er meget vi skal tale om, endelig. Forresten, jeg har sat et arveforskud ind på din konto mens jeg sad i toget og længtes efter at se dig.”

–oOo–

Reklamer