Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


3 kommentarer

Jeg kan høre om der kommer nogen

 

Spontan opgave 2 fra Forfatterklassen.dk: Væddemål /Mille

Forestil dig, at du er på vej ud ad en badebro i februar, fordi du har væddet med en anden om, at det tør du godt. Brug evt. indre monolog – men det er op til dig selv – du må også selv om, hvorvidt du gennemfører og taber væddemålet. Det er også ok at skrive om et andet væddemål. Det skal bare være noget, hvor du udfordrer dig selv til at afprøve dine egne grænser.

Jeg kan høre om der kommer nogen / jesper o

Mig og Kurt og Næsen sidder inde på Cafe O. Den er rar at sidde i om natten og tale filosofisk.
Fx siger Næsen at de blinde har en fabelagtig høresans.
– Ha, siger jeg, fordi de mister nogle øjne er der vel ingen der forærer dem nogle flere ører.
Kurt mener at når flagermusene kan flyve med radar og er blinde, så er der noget med ørerne.
Næsen siger at flagermus ikke har radar da radar først blev opfundet i 1942, og at de i øvrigt simulerer blinde for at få invalidepension.
Jeg siger at jeg hørte lige så godt som en flagermus, og at jeg kunne gå igennem cafeen med lukkede øjne.
Næsen afviser det med at det skyldtes at jeg var søvngænger.
Kurt påstår at det var en dum diskussion og at den skal klares med en omgang dobbeltvægede whiskysjusser. Ingen protesterer.
Derefter hævder Kurt at det stadig er en dum diskussion og at den skal afklares med empiri.
Så afslutter jeg med at jeg er lige oplagt til empire eller empiri. Hvad end de vil foretrække, så er jeg klar.
– Jeg kan da sagtens gå over gaden med lukkede øjne, fordi jeg kan høre om der kommer nogen, siger jeg.
– Du skal have bind for øjnene, siger Kurt, ellers gælder det ikke.
– Jeg sætter det på med Gaffatape, siger Næsen, det ville være synd hvis bindet gled ned, ikk’?
Jeg siger noget om at jeg har en travl dag i morgen og ikke har tid.
Næsen siger: – Vi gør det da nu. Der er ikke så mange biler om natten, så det er meget nemmere. Cyklerne er for lydløse, så vi laver det sgu på motorvejen. Vi giver Mallorcarejsen når du er kommet over, ikke Næse?
 —
Kurt bliver aldrig rigtig fuld så vi tager hans bil ud på Lyngbyvejen.
– Der er ikke et øje. Vi holder her. Du skal bare gå fra midterrabatten, siger Kurt, og til den anden side. Tyve sekunder dit pikhoved, kun tre kørebaner. Vi holder i nødsporet og venter på dig. Tør du ikke? Har du fået kolde fødder? 
– Nix, jeg har taget skoene af så jeg kan føle hvor på vejen jeg er, du ved, afmærkningen.

Næsen har viklet mit hoved helt ind i gaffa. Han smækker døren op og puffer mig ud.

Kurt gasser motoren op så det skal lyde rigtig farligt. De ruller vinduet og kører. Noget iskold beton skraber hud af mit skinneben. Autoværnet. Det er skråt og jeg mister balancen, ikke helt. Noget siger Svvishh og dyyyiit bag mig, der kommer en byge fra en vandpyt. Min ende bliver våd. Mine fødder er frosne. Stilhed igen, så jeg kan vende mig om. Det er vel ikke så svært når vejen er tom. Jeg har allerede krydset det ene spor. Asfalten er grov her, den består nærmest af glasskår. Et eller andet nærmer sig, og det er i min halvdel, den nordgående. Mine ben kan ikke flytte sig, selv om jeg siger til dem: løb, for fanden! Fødderne er vokset ned i asfalten. Jeg kan ikke få vejret. Jeg vil ikke til Mallorca, bare hjem i seng. Gider ikke mere Næsen og Kurt, idioter at få mig med til det. Vi har aftalt den tur for længe siden, den kunne jeg sagtens betale.Jeg kan ikke få dem til at hente mig her midt på vejen nu. For sent.

Et eller andet flænser nakkehårene af mig, det gør ondt ad helvede til, men jeg mærker det på en måde ikke. Mine ben mærker det og tager af sig selv et spring ud midt på næste spor. De ryster, jeg har ikke herredømme over dem. Jeg har ikke hørt noget, og der var alligevel kommet en bil!! Jeg har ikke lagt mærke til den, men jeg har hørt den, jeg hører og hører dog ikke. Jeg er nødt til at gå videre frem. Det allerfarligste er at stå midt i banen. To baner overstået. Jeg puster ud. Skide være med fødderne og baghovedet, jeg skal nok overleve. Men Kurt og Næsen, de overlever ikke at møde mig igen.

Kan I forestille jer en skibssirene, et symfoniorkester og et rockband der alle sætter i på én gang for fuld udblæsning: det er kompressorhornet fra en lastbil med anhænger. Selv gennem kluden og tre lag gaffa kan jeg se lastbilens lygter og samtlige projektører. Den sindssyge chauffør har tændt for det hele på én gang. Jeg bliver suget fremad af hans kæmpeskrog og vælter om på hørebanen i lugten af gummi og diesel. Bag sættevognen. Al retning er forsvundet, hvilken vej skal jeg? Mine knæ og højre albue bløder og jeg hører langt borte endnu en bil. Hvad skal jeg? jeg rejser mig. Eller gør jeg?

– Denne vej, råber Kurt og Næsen, du er her næsten. – Giv den gas, alt hvad du har i dig. Denne vej!
Noget i mig reagerer selv om armen sidder underligt og gør vanvittig ondt. Kroppen bevæger sig eller benene eller krybdyret inde i mig. Det millioner år gamle krybdyr bevæger sig. Går jeg? Kravler jeg? Ruller jeg? Kryber jeg? Væk. Ud i nødsporet.

– Det klarede du flot, siger Næsen, og flår gaffaen, mit ene øjenbryn og halvdelen af overhuden på panden af. – Selv om du ser godt hærget ud.
– Vi regnede faktisk ikke med at se dig igen, siger Kurt taktløst.

Den bil jeg har hørt, holder ind til siden bag os med blinkende blå lygter og hylende udrykning.
– Er I rablende sindssyge?! brøler den ene betjent. Kurt og Næsen ser pludselig ædru ud.
Kurt kan virke meget civiliseret på folk, når det stikker ham. Han peger på mig: – Han er undveget fra psykiatrisk afdeling på Gentofte Kommunehospital. Vi har lige pågrebet ham, han skal tilbage igen.

Patruljevognen ledsager os til Psykiatrisk Akutafsnit på fjerde sal.

– Han er voldsomt selvmordstruet og slemt tilredt. Han skal ingen steder, vi beholder ham,  siger vagthavende læge til betjentene, mens to sygehjælpere holder mig oppe.

Kurt og Næsen vinker farvel. – En skam for dig, siger Næsen, så når du nok ikke at komme med til Mallorca.

Reklamer