Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


2 kommentarer

Berettermodel – teori

Berettermodellen

Beregnet til at skabe spænding, som regel ved konfliktbaserede historier.

Anslaget
er ganske kort – en lille appetitvækker. Der var en gang …
Præsentation
af hovedpersonen og hvor vi er i tid og sted. Er vi i Kolding eller i Troldmandens hule? Hvad er der på spil? Skal der vindes over den onde, skal forbrydelsen opklares, eller skal prinsen have prinsessen? Hovedpersonernes hjælpere skal på banen. Alt, hvad der optræder senere i fortællingen, skal præsenteres eller antydes.

Uddybning
Her skal vi lære hovedpersonens karakter at kende, så vi kommer til at holde med ham eller hende. Handlingen skrider fremad.
Point of no return
er et udtryk fra flyvningens barndom. Det er det sted på ruten over Atlanterhavet, hvor der ikke længere er benzin nok til, at man kan vende om. Nu er der ingen vej tilbage! Således også i fortællingen, nu kan hovedpersonen ikke længere vende om.

Konfliktoptrapning
Det bliver værre og værre. Hovedpersonen skifter karakter og må vise nye sider af sig selv for at klare sig. Alle elementer i fortællingen tages i brug.
Klimaks
På et hængende hår vinder helten over det onde, eller forbryderen fanges og overgiver sig.
Udtoning
Fortællingen lander. Helten vender hjem, eller de levede lykkeligt til deres dages ende. Kongen giver prinsessen til hovedpersonen, og retfærdigheden kan indtræde.

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Modellen mere udførligt beskrevet

Anslaget 
Anslagets job er at fange læseren. Har man ikke fanget læseren på de første par sider (hvis ikke allerede på titel og bagsidetekst) så har man ikke gjort sit job som forfatter godt nok. Jeg tror mange nye i faget her forveksler deres hovedpersons historie med historien i sig selv.

Enten starter vi når hovedpersonen fødes, eller når han vågner om morgenen. Men hvis historien først sættes igang den dag han, 16 år gammel, bliver fanget midt i et gangsteropgør kl. 14, så start der. Med krudt og kugler flyvende om ørerne på ham. Det skal nok fange læserne.

Anslaget er supervigtigt for ens tekst, men lad det ikke forhindre din videre skrivning hvis du synes dit anslag er dårligt. Du kan altid ændre det senere hen, og måske kommer der et bedre anslag af sig selv imens du skriver.

Præsentationen
Her introducerer vi din hovedperson nærmere. Med det mener jeg, at hvor det var spændende før, med krudt, kugler og gangsteropgør, så sænker vi hastigheden her.

Vores hovedperson er 16 år, så vi bliver måske introduceret for hans skole, hans familie og venner. Kort sagt præsentationen af alle vigtige aspekter i hans liv. Har han en sjov hobby, så skal det nævnes her.

Præsentationen har den fordel at hvis du refererer til noget her, fx et hemmeligt våben eller noget andet der vil få relevans senere i forløbet, så skal det præsenteres her. ”Anton Tjekhovs gevær” er et udtryk for dette. Hvis et gevær bliver set hængende på væggen i første akt, skal det også affyres i tredje akt. Hvis et gevær bruges i klimaks, skal det præsenteres i det her felt!

Uddybningen
Uddybningen er hvor vi forklarer hvad der egentlig foregår. Truslen som måske blev nævnt i anslaget bliver fastsat her. For gangsterbanden har en bombe gemt på rådhuset hvor vores hovedpersons mor arbejder. Og de planer som vores hovedperson fik stjålet fra gangsterne i slutningen af anslaget er planerne over hvordan man desarmerer bomben!
Hovedpersonen og hans bedste ven tager hen på rådhuspladsen og får smuglet sig ind.

Point of no return
Point of no return er en omdiskuteret fætter. Dette tror jeg er fordi man ikke helt forstår begrebet.

Point of no return er det sted i teksten hvor hovedpersonen ikke bare kan vende tilbage til normalen. Jah, men det kunne han vel ikke allerede fra anslaget af hvor han mødte gangsterne? Er det så point of no return? Og Hvad da hans mor blev holdt fanget? Det kan man da ikke vende sig imod og leve som om intet var hændt?

Nej. Det kan man ikke. Men point of no return handler om en aktiv handling. Ja, han blev fanget i et gangsteropgør og slipper væk. Der begynder det normale liv igen. Moderen bliver fanget og måske slået ihjel. Ja, han kan ikke bare droppe sin mission og så vil alt blive normalt. Men det kan ingen, nogen gange sker der ting for folk og deres mødre som ikke bør ske.

Point of no return er ikke at der sker noget rigtigt slemt, point of no return er når hovedpersonen accepterer at han er en helt (eller antihelt). At han bliver nødt til at gøre noget for at ændre historien.

Vores hovedperson skal ind og redde moderen fordi han er en helt. Når først han er inde på rådhuset skal han acceptere at han er helten, for nu er han i gang. Der er ingen vej tilbage.
Point of no return ligger altså til hovedpersonen og dennes accept af sig selv som helt.

Konfliktoptrapning
Konfliktoptrapningen er überspænding. Her skal man gerne have opsat en tidsfrist af en art. I vores tilfælde er det bomben. Den vil springe indenfor de næste 2 timer. Vores hovedperson har altså to timer til at redde sin mor, snige sig igennem rådhuset og forhåbentlig afmontere bomben.

Derudover er der også gangstere der holder vagt på gangene som han skal undgå, hvilket også er med til at øge spændingen.

Nøgleordet for det her punkt er, at jo flere dødstrusler hovedpersonen kan have over hovedet, jo bedre.

Klimaks
Vi når op til bomben. Hovedpersonens mor og statsministeren er bundet til to stole, og foran dem står bomben. Der er kun 3 minutter tilbage. Vores hovedperson kan lige nå det! bortset fra …
Ind træder gangsterbossen og de to kæmper. I sit fald fra rådhusets øverste etage tager skurken planen med sig og vores hovedperson må nu satse på sin egen hukommelse: er det den grønne eller røde ledning, der demonterer bomben?

Klimaks er stadig spænding, men her skal den endelige konfrontation også være. Det er her vi skal have payoff for all spændingen. Hovedpersonen skal besejre overmagten og vinde! (”Hvad hvis min hovedperson skal tabe?” Luk flappen og hør videre, historien er ikke slut endnu!)
Hovedpersonen skal vinde i slutningen af klimaks!

Udtoning
Her er historiens slutning. Det er her man kan vælge at twiste hele historien. Måske var det den forkerte ledning alligevel, og hovedpersonen får kun lige nydt sin sejr kort. Eller også er skurken stadig i live (tilbagevendende fænomen i bl.a. Nightmare on Elm Street-filmserien).

Eller også ender historien godt. Mor og Statsministeren bliver gift (husk at introducere at hun er alenemor i præsentationen!) og de lever alle lykkeligt til deres dages ende.

Det var lige en kort … hm, lang gennemgang af spændingskurven. Håber nogen kunne bruge den til noget :)

fra http://skrivekrampen.blogspot.dk/

ved Bjarke Schjødt Larsen

 

En af Bjarkes bøger har dette tema (et eksempel på en enkel idé med konfliktmateriale):

Villads har lært hvordan man spiller med døden. Det bruger han til at redde sin mor og fars liv – men hvad er der sket? Og vil det lykkes ham at redde sin familie?

En anden måde at skabe spænding: start banalt og tilføj …. men tingene er ikke helt som de ser ud til.

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Bjarke har en masse råd til forfatterspirer på sin hjemmeside:

Hvordan skriver man lige en roman? (1)

Hvordan skriver man lige en roman? (2)
Billedbogen 1: Det grundlæggende
Billedbogen 2: Billedbogens karakterer
Berettermodellen – forfatterens ven
Om at lægge spor i sine tekster
Aktantmodellen – Når personerne styrer plottet!
Er din historie en pind i en myretue eller et isbjerg?
Historiens konflikt
Når der skal flæsk på historierne
Verdens letteste berettermodel
Skriv en Jerry Bruckheimer-roman
Behøver romaner et plot?

Gæsteindlæg: Nicole Boyle Rødtnes’ 6 gode råd til at skrive en roman (del 1)
Gæsteindlæg: Nicole Boyle Rødtnes’ 6 gode råd til at skrive en roman (del 2)

Skriveplan eller friskrivning?
Lav noget LARM – Om at skrive sange for børn (gæsteindlæg af Dorte Schou)
Historiens ene sandeste sætning – eller sådan st…

Om hovedpersoner
Hovedpersonens ønsker og behov
Femmands-bandet – hovedpersoners dynamik
Det der med hovedpersoner
Hvad skal barnet hedde? Om at navngive sine personer

Tips og tricks
3 hurtige fif til et varieret sprog
10 gode råd til romanen (1)
10 gode råd til romanen (2)
Research, hvordan bærer man sig lige ad?
Hvordan skriver du? Om forfattertyper
Jeg døber dig – om at finde på bogtitler
Forfatterreceptionen – ideer, tag plads  
Hvordan får man ideer?
3 råd jeg har lært på forfatterskolen
Bøger om at skrive
Skift medie og skriv igen
2 skriveforslag til vinteren

Forfatterens værktøjskasse
Om at opbygge spænding
Anslaget – Læserens indgang til historien
Originalitet – glem den eller forhold dig til den!
Om at skrive Flashbacks
De to typer ironi
Med store kræfter – Hovedpersonens Mantra
Mythos – at bruge baggrundshistorie
Gimmicks – fra uoriginal til genial
Om at høre musik når man skriver
Geofiktion – eller at skrive en verden
Nutid eller datid?
Personlige fortællere
Titler og tegninger er historiens håndtag
Gæsteindlæg: Nicoles fire tips til at skrive gode replikker
Pitch din ide!
Word vs Notepad
Narrativt begær – eller hvorfor jeg ikke har opdat…
Ghost writing –at skrive for andre end sig selv
Når tiden bare skal gå – Om tidsspring i romaner o…

Genrer
Om at få ideer til realisme
Hurtig guide til at skrive fantasy
hurtig guide til at skrive Sci-fi
Hurtig guide til at skrive Gys og Horror
Hurtig guide til at skrive krimi
At skrive en krimi hvor gærdet er lavest
Creepypasta på menuen

Forfatterlivet
Fire kloge leveregler for forfattere
2 uundgåelige fakta om forfatterlivet
Tænker du markedsføring ind i din bog?
kan man overleve som forfatter? (1) (Om økonomien i forfatterlivet)
Kan man overleve som forfatter? (2)
Kan man overleve som forfatter? (3)
Når man vælger et job uden løn – Sarah Engell fortæller
Hvorfor skal du tage på bogforum?
Forfatterens tre karakteristika
Forfatterens brand
Skriveferier – skal man?
En fantasy-forfatter fortæller – Sven Damgaard Ørnstrup
NaNoWriMo
PerNoWriMo

Om at tro på sig selv og holde sig i gang
Jeg er forfatter! – 5 gode råd til at opbygge din forfatterselvtillid
Skrivning: 3 gode grunde …
Fuck Inspirationen
Hvordan ved man at ens bog er god?
Lortebog – om at elske sine skriverier, og ikke opgive romanen
Forfattere tager da bussen?
Skrivning er jo også en sportsgren
Når motivationen er væk
Et job uden kollegaer – om at tro på sig selv som forfatter

Efter skrivningen (redigering, forlag og alt det vi drømmer om)
Om at give kritik
De tre typer afslag
Hvordan bliver en bog lavet?
Når man sender til et forlag

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Reklamer


4 kommentarer

Jeppe roder sig ind i alting, I og II

Skrevet på basis af Berettermodellen, først en kort udgave på ca 330 ord,
og derpå en udfoldet udgave på ca. 1480 ord. Idé fra Finn Wilkens

Jeppe roder sig ind i alting I & II

På stranden i Pattaya har Line næsten alt klar, badehåndklæde, bog, et par dåseøl i køletaske, chips, solkrem. Hun sætter sig på håndklædet og nyder. Endelig lidt ferie fra Danmark og undervisningen. Endelig sand under fødderne og hav. Hun har fundet en palme med skygge og knapper en Kingfisher op – den er skønt kølig -, mens hun betragter Jeppe. Tolv år og stor af sin alder. Han går nede i strandkanten og skotter til de thailandske drenge, små og vævre. Nogle af dem har mel i hovedet, det er måske deres form for solkrem. De styrter rundt og fanger hinanden og vinker til Jeppe.

Hvad Line ikke har klar, er sønnen. Han gider ikke de andre drenge, de er for barnlige. Hun er bekymret, han roder sig ind i alting og kommer ikke helt fint ud af det. Den anden aften i Thailand måtte hun hente ham i en spillehal over for hotellet, og de lommepenge der skulle vare hele ferien var væk. Senere havde hun fundet en halvtom flaske Mekhong Whisky i hans kuffert. Jeppe keder sig let og skal prøve alt.

Det kan være udviklende at kede sig, tænker hun, og griber sin medbragte Hellehelle-bog, det er forberedelse, ikke lystlæsning. På bagsiden står: ”Hovedpersonen flytter fra den ene sydsjællandske by til den anden – hele fem gange – uden nogen plan. Tingene sker, tilfældige muligheder gribes, seksuelle partnere skiftes ud, uden videre begrundelse.” Det må være udviklende – på den ufede måde.

Line propper en håndfuld chips i munden og kigger igen efter Jeppe, som har vendt ryggen til drengene. Hun snuser havluften ind, og derpå den anden Kingfisher.

Døsig af øl, varme og bog lægger hun sig og prøver et sted inde i bogen. Det går ikke. Hun lukker øjnene og anbringer den over hovedet for at skygge. Så sover hun.

Ingen råb. For meget stilhed. Den trænger ind i hendes drømme og hun rejser sig op. Drengene er borte. Stranden er tom, en lang ubrudt sandflade. Ingen fodspor mere. Det er blevet højvande.

Jeppe er væk.

Hans røde bukser med buspenge og hotellets visitkort ligger i vandkanten, det ene ben er allerede vådt. Han er ikke at se. Hun spejder ud mod havet og bølgerne. Er der et lille lyst hoved i alt det blå? Nej. 

Han ved at han aldrig må gå i vandet uden opsyn. En elendig svømmer er han og uden forståelse for vandhuller og understrømme. Hun samler sine sager og tager bukserne over armen. Fødderne nyder at sandet nu kun er lunt, ikke brændende. Men Line nyder ikke noget, hun må være sikker på at Jeppe er i god behold. Helt nede i vandkanten er det våde sand fast at løbe på, hun bevæger sig samme vej som bølgerne. Der er ingen fodspor, ingen dreng, overhovedet ingen mennesker. Hun fortsætter, kommer efter ti lange minutter til en pynt og bevæger sig om på den anden side.

”Na zdorovje!” Et selskab af russere sidder i strandstole og deler nogle flasker vodka. Lyse, kraftige mænd, ikke så høje, med tatoveringer om arme og ben. Røde i hovederne og med takkede tænder. Nogle i lange bukser, nogle i korte, veste, kasketter. En enkelt kun i badebukser. De løfter plastbægre, hælder indholdet i svælget, og sammen, som et fjernøstligt kor, udbryder de ”Skål”, på deres svovlende, spyttende, russisk. Adamsæbler hæver og sænker sig. En af dem lægger hovedet så langt tilbage at stolen braser sammen. Han ligger i en pindestabel og glor op i himmelen, de andre griner larmende. Manden lukker øjnene og begynder at snorke.

Nu får de øje på Line og løfter bægrene for at skåle – de er tomme. En ny flaske bliver åbnet. De finder et ekstra bæger, fylder det, rækker ud mod Line, og skåler til hende. Hun tager en slurk, lidt for stor og stærk ovenpå øllet. Forklarer på sit bedste engelsk om Jeppe og at han må være svømmet, om de har set ham. En dreng, på denne højde. Russerne drejer hovederne så guldkæderne rasler og ser på hinanden.

Taler de overhovedet engelsk? Line løfter bægeret igen, og de skåler lystigt. En form for anerkendelse af hende. Hun peger på stranden bagved, på bukserne, laver svømmetag, forklarer igen. Endelig, russeren i badebukser nikker: ”Drreng drrrukne, jeg kkender.” Han rejser sig og vakler hen til motorcykelen. ”Szsmukke kvinde. Kom. Vi kørre til ham.” Han klapper indbydende på bagsædet.

Line træder uvilkårligt et skridt tilbage. Det vigtigste i verden er at finde Jeppe. Hvad er der sket med ham, er det alvorligt, er han død? Så må hun køre med en fuld russer på motorcykel hvis det er det der skal til, og det skal gå hurtigt.

Hun tager plads på sædet, der klistrer brandvarmt. Han sparker maskinen i gang. Den brøler og rejser sig på baghjulet, så Line må klamre sig til hans svedige overkrop. Han er ret behåret, det giver bedre friktion. Sandet sprøjter dem om ørerne og motorcyklen slingrer ud over fortovet, bumper hen over den dybe rendesten og ud i trafikken.

Jo nærmere de kommer på byen, desto tættere bliver færdslen. Cyklen kører imellem to rækker biler, hun må klemme lårene sammen for ikke at blive skrabet af. Trafikken holder for rødt lys men han kører frem og drejer til venstre, og snitter bagenden af en fodgænger der er standset for at lade ham komme forbi. To munke trasker på kørebanen i stedet for at bruge det fortov som nu er dukket op. For ikke at køre dem ned må russeren bremse så voldsomt at Line bliver slynget halvvejs op ad ryggen på ham. Han vender sig og kaster et tilfreds blik på hende. Så accelerer han uden om. Farver flyver forbi, turister, gadekøkkener, barer, stråhatte, piger der har fundet en rar onkel for en dag.

Motorcyklen slingrer endelig til højre forbi næsen af en tuk-tuk og standser nede ad en mindre sidegade. Hendes ben sitrer og hjertet hamrer.

Hovedet foran hende nikker, det er her. Han griber hende om overarmen og trækker hende forbi grupper af drenge og unge mænd der køber og sælger cigaretter og små pakker. Videre ind igennem spillehallen, lange rækker af enarmede tyveknægte med snurrende hjul, pin-ballmaskiner med blinkende lys og kugler der får klokker til at ringe, computerspil, en helikoptersimulatorer proppet med hylende teenagere. Rundt om i det flimrende lys står klynger af drenge og unge mænd, mange i camouflagefarvet tøj, veste med flasker i lommerne. De ryger alle sammen.

Hun bliver ført hurtigt af sted uden at få set sig omkring. Hvor er hun overhovedet havnet?

Bagest i lokalet, i et hjørne, åbner han en dør og skubber hende ind. Døren smækker, men hun kan stadig høre støjen fra spillehallen. En gulvspand vælter idet han maser hende op mod væggen.

”En kyssse-kysse,” siger han indsmigrende og stikker læberne frem. Samtidig mærker hun en hånd med flossede negle smyge sig op ad sine inderlår, på vej ind under trussekanten. Hun løfter knæet for at sparke ham i skridtet, men hans fede lår er i vejen, hun kan ikke røre sig.

”Jeg vil se Jeppe lige nu!” brøler hun af sine lungers fulde kraft. Hun har ikke sat livet på spil bag på hans motorcykel for dette. Ikke noget kkyssekyzze, det gælder hendes dreng. Mandens våde læber hænger i luften hvor hendes mund skulle have været, klar til angreb igen. Hun kan høre at døren atter går, og aner noget camouflagefarvet ud af øjenkrogen. Flere russere, tænker hun, de er kun ude på én ting.

Døren smækker voldsomt, hun hører et dumpt slag og russeren glider med en forbløffet lyd ned på gulvet. Foran hende står en lille skikkelse med kasketten nede over øjnene og i alt for stort tøj.

”Mor,” siger skikkelsen, “jeg prøvede at råbe til dig.”

”Min lille Jeppe!” Hun fjerner hans kasket og trækker sine trusser på plads, øjnene dugger over. Stryger ham over håret og trykker ham ind til sig. Betragter ham, øjnene er rødsprængte, han lugter af cigaretrøg og vodka ud af munden. Noget af vodkalugten kommer fra den flaske han har knaldet i nakken på russeren, Jeppe holder flaskehalsen i sin hånd, den har skarpe glassplinter for enden, kampklar.

Tænk, at hun er gået lige forbi ham i spillehallen.

Russeren grynter og bevæger sig lidt, han er ikke død. Jeppe prikker til ham med foden, ”Han er flink nok, tøjet her er hans. Jeg havde ingenting på dengang de trak mig op af vandet og gav mig kunstigt åndedræt, puha, en omgang. Han kørte mig herhen hvor de bor. Vi fik et varmt brusebad Og kælede lidt i badet.”

Line stirrer forfærdet: ”Er der sket dig noget, har han gjort noget ved dig?”

”Mor, jeg er stadig jomfru – på en måde; det var helt harmløst. Bagefter gav han mig penge at spille for. Og vodkaflasken – som jeg knaldede i hovedet på ham. Her er fedt at være.”

”Jeppe, der er flere ting vi må tale om senere. Det vigtigste er at vi er sammen igen.”

Russeren rejser sig usikkert: ”Ssmukke! Szspizze i aften. Kun du og mig.”

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Jeppe er væk igen

Det er tredje time Line sidder på hotelværelset og venter. Jeppe er ikke vendt tilbage endnu. Han sprang ned efter chips og chokolade, det skulle ikke vare mere end ti minutter. 

Hun tænker på sidste gang han forsvandt. Hun blev desperat og mødte den halvfulde russer, han vidste hvor Jeppe var, og de slingrede på hans motorcykel gennem Pattaya til en spillehal hvor russeren stak hånden på vej op i hendes badetrusser samtidig med at han ville kyszzse. Men Jeppe reddede hende – på den anden side havde russeren reddet Jeppe fra at drukne. Til gengæld ville han kæle med Jeppe i brusebadet, gerne det hele. Det var sådan set ikke Jeppes skyld, det hændte bare.

Hun frygter hvad der nu kan ske. Jeppe keder sig let og så sker der ting. Selv om han er tolv år har han svært ved styre sig. Line burde nyde udsigten fra fjortende etage ud over Thailandbugten og Pattayas strande, nyde at hun er på ferie med sin søn, men hun kan ikke tage sig sammen til andet end at vente. Tre timer er lang tid. Hun tager sin Hellehelleroman og åbner tilfældigt. Ællebællehellehelle. Bare bogstaver og ord, hun kan ikke få det til at hænge sammen, tankerne smutter. 

Bogen duer ikke. Hun hælder en Kingfisher op i et glas og drikker. Slurkene er små, for hvis han ringer skal hun være klar til at tage telefonen. Jeppe har fået et læderetui til at hænge om halsen så han altid har mobilen og penge til et nødstilfælde – hvis han husker at bruge den. Hun prøver igen at ringe uden meget håb, men han svarer stadig ikke, det er nytteløst.

Telefonen ringer, og hun fumler med at trække den lille plet til højre på skærmen for at tænde.
– Hallo, Jeppe! Er du okay?
– Hej, mor.
– Hvor er du, du skulle have været her for tre timer siden?
– Jeg er taget i zoo.
– Hvornår kommer du hjem?
– Det kan jeg ikke fortælle dig?
– Er du alene?
– Det kan man godt sige, men jeg sad bag på en af russerne herud.
– Kommer du så til frokost?
– Jeg kan ikke komme lige nu.
– Er der noget galt?
– Det kan man godt sige. Jeg skulle øve mig i at balancere.
– Det kan være nyttigt.
– Men det bræt jeg gik på, var råddent.
– Ja.
– Og så faldt jeg ned.
– Har du slået dig?
– Ikke ret meget.
– Det var ikke så galt, da.


– Jo, for jeg faldt ned i krokodillegraven.
– Du godeste, har de bidt dig?
– Næsten ikke, jeg er kravlet i sikkerhed i et blomsterbed oven på et cementrør. Så højt kan de ikke kravle, regner jeg med. Men de ligger udenom med åbne gab og venter på mig.
– Er der ikke nogen som kan hjælpe dig bort?
– Nej, de har lukket zoo.
– Kan du ikke ringe til zoo og bede dem hente dig ud, de har nogle dyrepassere som er dygtige til krokodiller.
– Der er en grund til at haven er lukket så tidligt.
– Ja?
– Kongen er på besøg.
– Så er der vel nogle dyrepassere.
– Problemet er at jeg slap fra krokodillerne med nød og næppe. En af dem åd mine bukser, de er ikke kræsne. Der røg også lidt af læggen.
– Så du står i en blomsterkasse med bar ende, omgivet af krokodiller?
– Ja, hvis kongen ser mig er det majestætsfornærmelse, og så er det tolv år bag tremmer. Kan du ikke hjælpe mig, mor, helst hurtigt?
– Jo, min skat, jeg ringer til ambassaden.
– Tror du virkelig at de har været ude for sådan noget før?
– Måske kan de ringe til hoffet og sige at kongen ikke skal se krokodillerne. Eller du kan få fat i russerne og låne et par bukser.
– Nu igen!
– Bedre end thailandsk fængsel, Jeppe!
– Mon fulderussere kan snige sig forbi kongens livgarde, livvagter og krokodillerne, og aflevere bukser til mig, og kaste et reb ned så vi alle sammen kan snige os ud usete?
– Det er den bedste plan indtil videre. Ring til dem straks. Jeg venter her.

Hun hører forbindelsen blive afbrudt og lægger telefonen fra sig med svedige hænder, men går straks hen til køleskabet efter en Kingfisher til. Øllet skummer op, ud over hendes ben. Skidt med det. Hun vandrer rundt i værelset mens hun drikker direkte af dåsen. Fingrene trommer utålmodigt. Der kommer ingen ideer i hendes hoved, det er helt hult. Hellehelle ligger der stadig, hun sætter sig og bladrer igen, betragter portrættet på bagsiden, rejser sig og går runder igen, opgiver at tælle dem.

Telefonen på bordet klirrer og ringer. Hun griber den hurtigt, men Jeppe er allerede begyndt at tale inden hun har fået den op til øret.
– .. mor, russerne er kørt, min telefon kan ikke nå dem. Hør efter, jeg har gjort noget bedre. Jeg har foræret min iPhone til en dyrepasser der kom for at spule dillernes gulv, kongen bryder sig ikke om lugte.
– Er du klar over hvad sådan en koster?!
– Det ved dyrepasseren godt, det er derfor han hjælper mig. Jeg låner noget af hans kluns. Og ved du hvad, mor? Han har lige vist mig hvordan jeg kan stikke hovedet i gabet på en krokodille uden at der sker noget. Megasejt! :-) Men lugter herreulækkert. Det er let nok, man skal bare ..
– .. du holder dig fra de krokodiller. Og dyrepasseren minder mig om russeren som du sagde var så flink, ham kyszze- kyszze.
– Vær ganske rolig, mor, jeg skal ikke kæle med dyrepasseren.
– Jeppe, hvornår kommer du hjem? Jeg har været så nervøs for dig. Vi skal spise frokost og tale rigtigt sammen.
– Det kan jeg ikke, forstår du nok, jeg vil ikke gå glip af kongen. Og der bliver serveret fin menu til personalet – og til MIG!
– Så skal jeg sidde mutters alene med Hellehelle, det kan du ikke være bekendt. Jeg vil høre hele historien.
– Men mor, du behøver ikke være alene. Bare ring til kyszze- kyszze, han er sød når man lærer ham at kende.
– For sød!
– Dyrepasseren er utålmodig, mobilen er hans fra nu af. Sawatdeekrap!

Telefonen dirrer i hånden og hun har svært ved at bekvemme sig til at slukke. Jeppe har egentlig klaret sig selv, flot! Hendes hånd dirrer stadig af vrede, slapper så af. Lettelse vælder op i hende, og hun trækker vejret igen. Det var dyrt med mobilen, heldigvis er der kun thailandsk taletidskort i. Jeppe er ikke hjemme endnu – med hans evne til at rode sig ind i alt, kan hvad som helst stadig ske. Line ryster det hele ud af hovedet, selv om hun ved at det vender tilbage om lidt. Hun glæder sig til at være sammen igen, der er meget hun ønsker at vide, han sprang vel hurtigt over hvordan han fik fat i dyrepasseren, og han skal også … tænk på noget andet, Line!

Spejlet i gangen viser at hun ikke er hærget af begivenhederne. Besynderligt. Håret trænger til en kam. Sådan. Taske, pung og mobil, lidt om øjnene, så er hun klar til at fejre at krisen er overstået. Der ligger en meget velrenommeret restaurant nede ad gaden.

Line skridter forhåbningsfuld af sted mod sit belønningsmåltid, det er stadig lyst, folk på gaden smiler til hende og hun smiler tilbage.