Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


Skriv en kommentar

Vi passer bare sammen (Barcelona)

Det regner her i sommerhuset, sidste dag af den uge. Gæsterne i går har ikke ryddet op efter sig:  Stabler af tallerkener. Tre skåle med rester af pizza under sofaen. Her er stille nu, bortset fra regnen mod taget. Den særlige ro når en masse larm forsvinder, pludselig udvider verden sig. Fra at være kvinde er jeg blevet husmor. Jeg bærer tallerkenerne over i opvaskebaljen til afskylning, og kaster et søgende blik ud over stuen. Den er ryddet, puderne banket, gulvet støvsuget.

Jeg tørrer hænderne af i forklædet og erklærer pause, kun køkkenbordet mangler. Jeg sætter mig i lænestolen med skitseblokken og tegner opvasken. Omhyggeligt og perspektivisk, som hvis jeg sad og kedede mig i et hotelværelse på ferie: en banan på et bord, en palme, en elsker uden tøj på. Ren konturtegning. Det renser sindet.

Jeg henter avisens rejsetillæg. Det her var aldeles ingen ferie, glo i et dansk sommerhus, opvarte gæster, kigge på grantræer, høre at mågerne skriger.  Ikke en eneste lun dag.

Tillægget har alle mulige rejser Jorden rundt. Jeg vil have noget straks i morgen og billigt. En hel side med rejser er indrammet af kraftigt reklamegult. Den eneste brugbare er Barcelona. Så er det afgjort.

Jeg ringer op og skal bare betale ind på netbanken nu, så har jeg plads i morgen.

Jeg har altid “Verdenskunstens Mestre” ved hånden. Et standardværk. Gaugin, fantasier langt borte fra regn og mørke skyer. Han flygtede fra Danmark og den småborgerlige kvinde han havde fundet der. Gu’ vil jeg ej blive i dette land næste uge.

Der står om Gaudi, men jeg kan ikke få ordene ind, fordi min fantasi kører. Hvad skal jeg tage med af tøj? Kun noget her fra sommerhuset, jeg skal ikke hjem i lejligheden først – direkte til Spanien i morgen, sådan er det. Jeg tager en blå plisseret nederdel, en hvid, kortærmet T-shirt og en lille guldkæde til halsen, godt nok til i morgen. Det ligger på dynen og ser fint ud, det eneste rene tøj jeg har. Resten komme i en bunke som jeg vasker dernede.

Jeg vil se Gaudis kirke som de har bygget på i over hundrede år. På billeder er den altid omgivet af stilladser både ude og inde. Overalt er der figurer. Jesus og alt det der, og får, og drager og engle. Jeg vil gerne male den.

Telefonen ringer: – Hej, Caro, det er Dan
– Jeg har sagt at vi ikke skal noget mere, Dan, selv om du er en flot mand og jeg nød de par nætter.
– Jamen, Caro, du kender mig slet ikke. Du har ikke set min sjæl.
– Jeg er ligeglad med din sjæl, det er din krop jeg var interesseret i. Du har været min model, du har fået dine penge. Vi har haft lidt after-party sjov.
–  Caro, prøv at høre her. Dit gule hår mod min sorte hud, eklatant! Vi passer bare sammen. Eller er du bange for et sort menneske af anden herkomst?
– Du er en smuk neger med en meget flot overfladeanatomi. Hver eneste muskel er klart aftegnet. Det sætter jeg pris på. Men hvad ved du fx om Gaudi?
– Øhh..
– Der kan du se, intet. Vi har ikke noget til fælles, kun interessen for din flotte anatomi. Jeg er ved at pakke, jeg rejser til Barcelona i morgen. Du må undskylde, men jeg har ikke tid til at tale med dig.
– Kan vi ikke mødes i aften, bare en enkelt gang mere?!
– Jeg lægger på nu, Dan. Du skal ikke ringe.

Han er flot, det er han godt klar over, lidt for meget. Jeg gider ham bare ikke. Al hans selvudstilling og laskede måde at gå på og slænge sig i sofaen, alt mens jeg varter ham op – som man gør med en model,-   ikke med en kæreste. Rend mig. Åh, for pokker. Nu skal jeg have dårlig samvittighed over ham hængende på mine skuldre. Han kan godt klare sig selv og finde en anden hvid kvinde, det er bare en tur i Københavns natteliv, han er ikke ulykkeligt forelsket men vil bare have fjams. Jeg gider ikke have dem hængende med store øjne klistret til mig. Sådan nogle klæbere.

Jeg åbner computeren og kigger på min pakkeliste til rejser, der er meget jeg ikke har brug for. Lommelygte, gummistøvler, faktor 38 (ligemeget når jeg har bluse og kasket), vaskepulver, to par pæne bukser. Stop, jeg tager hvad jeg har her og køber resten dér. Det lettede.

Godt med akvarelpapir og farver og vækkeur, resten er egentlig uvæsentligt. Jeg skal op klokken 03.15 i morgen tidlig. Fart på og i seng  hurtigt.

Min dyne er stor og ret tung så den kan slutte tæt om min krop. Den er altid lun uanset vejret. I dag lægger jeg benene udenfor og trækker dynen op over hovedet så der er helt mørkt, en tidlig sommeraften er altid lys så man må hjælpe sig. Nede i mørket er der billeder af katedralen, af Park Güell i Barcelona, af store skinker, alt godt fra havet. Jeg vælger at forestille mig en gade op til Sagrada Familia, mærker lugten af skinke og fisk og hvidløg, vandrer – lige ind i søvnen.

Dan står nøgen i badeværelset. Det er lille og beklædt med hvide fliser, udstyret med en håndvask hvori der er fyldt dampende varmt vand, og et wc med stort og lille skyl. Lige bag ham står en brusekabine hvorpå der hænger et håndklæde slapt af væde. Han bøjer sig ind over vasken og sprøjter barberskum fra en dåse over hovedet. Han famler lidt på kanten af vasken indtil hans hånd finder en gammeldags ragekniv, sådan en hvor kniven kan foldes ind i skaftet. Æggen skinner, den er slebet for nyligt. Han løfter hånden med kniven og fører den roligt over issen så der kommer en bar bane hvor der har været skum og hårstrå. Derefter siden af hovedet og skægget. Med vaskekluden dyppet i vandet fjerner han spor af hår og skum, og finbarberer til slut et par genstridige områder.

Dans hud er blåsort og glinser, hver gang han bevæger sig kan man se alle kroppens muskler spille. Nogle steder buler det ud, andre steder kommer en fordybning, højglanslys flytter sig, en enkelt dråbe løber ned. Al behåring er fjernet, kun den rene hud kan ses. Han tørrer kondensen af spejlet og betragter spejlbilledet med et lille smil, hovedet ligner en sort billardkugle.

Han tager badekåben som hænger på døren, på, og går ind i stuen. En enkelt, forsømt potteplante står i den sydvendte vindueskarm sammen med tre tømte øldåser og en urtepotte med cigaretskod. I sovesofaen ligger en avis og nogle Netto- og Aldireklamer, han smider dem på gulvet og sætter sig. På det lave teaktræsbord ligger en lille, sort bog og telefonen. Dan bladrer nogen tid i bogen, sætter fingeren mellem to sider og tager telefonen med den anden hånd, men ombestemmer sig og blader mere indtil han standser og straks taster nummeret ind.

Da telefonen i den anden ende bliver taget, smiler han og hans stemme er dyb, rolig og blid. Efterhånden som samtalen udvikler sig, bliver den højere og anspændt, han rynker brynene. Et sted i samtalen griber han en kuglepen og noterer i bogen. Det volder ham besvær både at få bogen til at ligge stille og notere med kun den ene hånd. Han skriver: “Gaudi??”

På et tidspunkt tager han luft ind for at sige noget, men den anden har lagt på, telefonen er tavs. Dan smider den hen  i den anden ende af sofaen hvorfra den glider ned på det bare gulv med et bump. Bordet får et puf så det vælter.  En stund ligger han på sofaen og stirrer ud i luften, mens et par svedperler pibler frem på panden, så rækker han ned under sofaen efter sin computer. Badekåben glider til side da han sætter den på den bare mave.

Dans fingre er sorte på oversiden og lyserøde i håndfladen, de suser uden pauser hen over computerens tastatur i de næste par timer . Mængder af sorte bogstaver kommer på skærmen, men tastaturer forbliver skinnende hvidt. Slut. Han klapper computeren sammen og gå over i stuens hjørne hvor han tager en sportstaske som han hastigt fylder, hvorefter han smider badekåben og går til ro i sovesofaen.
——-
Hotel del Mar, på Plaça del Palau, Barcelona. Del Mar betyder vel at det ligger ved havet. Sandt nok, lige ved havnen og bag Picassomuseet, man er midt i byen. For mig betyder det Mar-eridtshotellet.

Da jeg ankom var alt optaget, de havde ikke det værelse der var reserveret, jeg måtte sove på en madras i et kosteskab under trappen. Personalet syntes sådan set at jeg burde være taknemmelig og rakte hånden ud efter drikkepenge.

Som kompensation fik jeg gratis morgenmad: en kop tynd kaffe gennemsigtig som te, en slatten croissant til overs fra i går og et rundstykke (uden smør) med to skiver pølse der var udtørrede på den ene side og slimede på den anden.

De to ting var ikke mareridtet, bare ubekvemmeligheder som kan optræde ved enhver rejse bestilt i sidste øjeblik. Hen på eftermiddagen – efter at jeg havde vandret på ramblaen, set Picassoerne og søfartsmuseet – fortalte receptionen at de havde fundet en glimrende løsning på mit problem med indkvartering. Selv om hotellet var fuldt besat, havde de overtalt en gæst til at jeg kunne få den anden seng i dobbeltværelset, ikke en dobbeltseng, men en SEPARAT seng. Gæsten var en meget kultiveret herre fra Danmark, så det skulle nok gå, sagde de.

Jeg er ikke smålig, så jeg sagde ja tak – og måske ville noget bedre vise sig. Så begyndte mareridtet. Da jeg trådte ind i værelset, så jeg denne såkaldte herre sidde grinende ved skrivebordet, ja, det var Dan! Og han smilede og bød på drinks og fortalte hvordan man lettest kommer til Sagrada Familia og hvordan man skal passe på lommetyvene og at han ville invitere mig på middag og at han allerede havde fået god kontakt til en af de andre turister og at vi havde haft det rart sammen men at det var slut også fra hans side.

Om aftenen bød han på en pizza og tre underkopper med tapas, men forsvandt meget hurtigt. “Du ved, hende den anden turist …”.

Jeg havde værelset for mig selv da jeg gik i seng efter at have taget en sovepille, men vågnede op i halvmørke ved nogle sære skrabende lyde og noget der klirrede ved siden af mig. Jeg satte mig op: – Hold op, Dan!

– Kære Caro, du skal ikke ligge så ensom i et fremmed land. Jeg flytter sengene sammen, vi kender da hinanden.

– Du flytter ikke nogen senge. Jeg ønsker ikke at kende mere til dig.
Han adlød og krøb i seng, alligevel noget opildnet,  hvilket jeg ikke kunne undgå at se, selv om jeg prøvede.

Jeg vågnede igen ved at noget kravlede på mit knæ på vej ind under tæppet. Nå, skidt, tænkte jeg, det kunne måske være rart med et lille put, han ser jo godt ud.

Næste morgen havde han flyttet sengene sammen og lå og krammede mig. Der går min grænse. Ikke noget med at sove sammen. Han fik resten af mit drikkevand i hovedet.

Jeg kom af sted alene og fandt Sagrada Familia. Gotisk grotesk fantasiarkitektur ombølget af turister. Tårne som stalaktitter, uhyrer fra mine mareridt krybende rundt om indgangsportalen, tårne af smeltende sten. Man lægger hovedet tilbage og kan ikke se hvad der er skyer og hvad der er Gaudis gargoiler, dragehoveder og monstrøsiteter.  De myldrer og kravler overalt hvor man ser hen. Skønt.

Jeg satte mig på en blomsterkumme og tegnede indtil jeg selv  forsvandt, – indtil en sort skygge faldt på mig, en sort hånd lagde sig på min skulder. Indtil jeg blev tung som sten.

– Dav, Caro, tænkte nok at du ville være her. Jeg har stået i kø tre timer for at få adgangsbilletter til os. Har du ikke lyst til at komme ind?

Vel havde jeg det, men ikke på den måde, ikke med ham. Jeg ville være mig selv og opleve uden andres indblanding. Mit mellemgulv snørede sig sammen i raseri, også over at jeg alligevel sagde ja til ikke at stå tre timer i kø. Over min egen ladhed. Over at jeg gav ham lov til at lægge hånden om livet på mig.

– Har du lagt mærke til alle de sjove figurer, det er næsten som hos Disney, sagde han.

Netop som jeg frygtede, han var uden indlevelse, uden viden, uden taktfornemmelse, uden at se på mig hvad jeg var oplagt til. Den perfekte rejsekammerat til en hadeven. Jeg følte at han sugede livet ud af mig og af Gaudis katedral. Det var en hed dag, alligevel var mine hænder iskolde og stive. Jeg trippede med små mekaniske skridt hen over stenfliserne i det gigantiske rum. Han pegede på nogle duer, jeg så den anden vej. Han trykkede mig tættere, jeg drejede mig bort.

På vej op ad den smalle vindeltrappe åndede han mig fugtigt i nakken, og de sorte fingre kravlede op mod mit bryst. Edderkopper der manglede et par af benene. Handicappede edderkopper på vej mod byttet, min brystvorte. Noget trykkede mod min ryg, jeg ville ikke vide hvad.

– Der er kun os to nu, hviskede han, og krammede endnu mere. – Tid til et kys.
Kysse en dragemund der lugter som rådne dræbersnegle. Som fiskeaffald i skraldespanden. Kysse den der lægger spændetrøjen om mig og strammer til. Lade en gargoil stikke tungen ind i mig. Lade et afskyeligt monstrum udnytte et øjeblik hvor jeg var helt åben fordi jeg tegnede. Fordi jeg hengav mig til noget større.

Trappen snoede sig endeløst og for hvert trin forsvandt mere og mere af mit vejr, som om jeg var kommet op i den tyndeste bjergluft, som om jeg var en kohl-patient i sidste fase.

Vi kom ud på en lille balkon højt over det gotiske landskab, højt over dragegabene og djævlene. Han knugede mig endnu stærkere af begejstring: – Se hvor små folk er nede på jorden, brølede han, og slap et øjeblik skrustikket for at se nærmere.

Ja, nede på jorden, tænkte jeg, nede på jorden, ned på jorden, ned på jorden, ud i friheden, ud i luften, ned på jorden.

På en måde var det hans egen skyld, han gav mig selv ordren, han lænede sig ud for at komme nærmere jorden. Jeg adlød blot.

Da jeg efter forhørene hos politiet skulle rejse fra hotellet og afleverede nøglen, præsenterede dagportieren en regning på room-service den første aften, den nat hvor jeg sov i kosteskabet. Og på en masse flasker fra minibaren i værelset, deriblandt hvad Dan bød mig. Jeg var nok kommet til at hænge på den regning under alle omstændigheder, for han havde brugt pengene på noget andet: Dan havde ordnet at vi skulle sove sammen ved hjælp af gode drikkepenge. Jeg kiggede i hotellets gæsteliste – der havde været ledige værelser hele tiden. Portieren fik ikke drikkepenge af mig. Farvel og tak.

Reklamer