Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


75 kommentarer

Opgave 3. Slut med aber

Opgave 3. Fredag den 14. November
TEMA: Motivation.
ARBEJDSTITEL: Man siger JA til noget helt andet
BESKRIVELSE: “Jeg har haft fire kærester, når jeg tæller dig med. Jeg var tyve, da jeg fik min første kæreste, og det var udelukkende, fordi jeg tænkte, at det var på høje tid.” (- fra Louise Østergaard “Ord”)
Beskriv et af deres møder og hvordan den første kæreste oplevede det.
VIGTIGT: Find på en god titel til din fortælling.
Ca. 700 ord

 


Forklaring til opgaven  

Et forhold hvor kvinden i virkeligheden ikke ønsker ham, men bare har taget en fyr fordi hun vil have gang i det. Hun foregiver kærlighed, han mærker efterhånden at der er ugler i mosen. Hvordan har han det?

Hun har et skjult motiv.

Det har ikke noget med Louise Østergård at gøre og hendes forhold til Yaya. Men jeg læste den sætning og tænkte at fyren kommer i en meget ubehagelig situation, at føres ud i sumpen og langsomt drukne..

Det kan også være omvendt, at manden har det skjulte motiv. Altså det centrale er hvordan vi skjuler et motiv og (for)fører en anden.


 Version 2. Tilbageblikket i kursiv er nyt / Den 15. november 2014

 

Slut med aber

Vi er taget i zoologisk have i stedet for hjem til hende. Det er spændende at se elefanterne i Fosters nye elefanthus, jeg elsker ny arkitektur.
– Jo, her er fint. Jeg foretrækker os to i en himmelseng.
– Vi skal nok nå det, siger hun og nibber af sin is.
Der falder en dråbe is på hendes overarm. Jeg bøjer hovedet og lader tungen glide hen over arm og isdråbe.
– Lad være med det, siger hun, her hvor alle folk kan se os. Det bryder jeg ikke om.
Er vi ikke sammen, vi to? Så lad alle dyrene og hele verden se os, det generer mig ikke.

– Nu vil jeg hen til aberne og have en is til.
Vi går ud i det fri igen og hen til grotten med de kunstige klipper, de brunstige hanner og de kælne unger der piller lus af hinandens pelse.

Vi sætter os på en bænk. Der er stadig lidt af isen tilbage.
– Må jeg smage? Det generer mig at spise en hel is. Men en lille en, som du har slikket på, vil jeg godt have. Og at du slikker mig vil jeg endnu mere have, når vi kommer hjem!
Hun tager papirtutten af og smider den i affaldskurven.
– Værsågod, min skat.

Vi sidder lidt i tavshed.
Så siger hun: – Vi har kendt hinanden i to måneder. Hvordan synes du det går?
– Det er det smukkeste jeg har oplevet. Din krop er det blødeste og lækreste jeg kender. Jeg elsker at løfte dine sorte nakkehår og lade dem falde langsomt ned igen. Jeg elsker at være sammen med dig.
– Det glæder mig, siger hun, og der er en pause. – Mon det holder?
– Til verdens ende, herfra til Himalaya og tilbage igen.
– Ja. Det gør det vel.

For to måneder siden stod vi på gulvet blandt andre på taichi-holdet. Jeg var glad for at hun valgte at arbejde sammen med netop mig. Hendes sorte hår, den slanke skikkelse, det lidt japanske udseende som jeg har drømt om siden jeg lærte om zen og Japan.
– Push hands, kommanderede vores lærer.

Jeg så at hun var mere erfaren. Taichi er ikke slagsmål men ligner, hænder i slowmotion, kun markeringer. En hånd nærmede sig. Jeg parerede og førte den ud til siden. Berøringen var fjerlet, vores dragter strejfede blot hinanden i en verden af langsomme bevægelser styret hinsides bevidstheden. Vi roede sammen, svømmede sammen. Delte hjertets og blodets rytme. Lidenskabens? Jeg ved det ikke. En anden verden var det. Hverken forsvar eller angreb, – dét ville jeg gerne.

Bagefter sad jeg i et hjørne med madpakken: nogle hastige ostemadder og en gulerod. En oplevelse at møde hende, at blive ført – og måske selv føre. Men uden at det mærkedes.
En stol skrabede ved siden af mig. Hun satte sig med et stykke kage: – Vil du have en bid? Jeg kan godt lide din stil, sagde hun og betragtede mig indgående, så jeg næsten ikke kunne synke. – Skal vi træne sammen? Du har nærvær og ønsket om at lære.

Jeg glædede sig, en partner var nødvendig, og der var en skøn fasthed i hendes øjne. En rytme i hendes hofter der lokkede. Solen skinnede ind gennem vinduet i træningslokalet med en glød jeg havde længtes efter.  At møde en virkelig partner. En der satte pris på mig, en som jeg kunne omfavne med mine varme hænder.
– Ja, sagde jeg, det er en aftale.

Aberne er glade. En stor han springer på en hun den har jagtet. Hun kigger lidt omkring og piller i sin unge. Det generer ikke hannen, den okser løs. Det generer mig. Hvorfor er hun ikke mere indladende? Det har hun åbenbart ikke brug for. Hun synes det er hyggeligt at hannen aser og maser bagved hende, hvor hun heller ikke behøver at se på ham.

– Nu har vi set de fleste af de dyr der bevæger sig, siger jeg. Flodheste, reptiler og fugle glor bare, dem er jeg ikke interesseret i. Skal vi ikke sige at zoologisk have har fået nok opmærksomhed og gå?
– Jeg har det godt her, solen skinner, folk er sjove at se på. Lad os sidde en stund mere.
En tristhed sniger sig ind på mig, det er som om hun ikke vil være alene med mig mere.

Hannen er blevet færdig, det tager ikke så lang tid. Hunnen sidder med en anden hun og piller igen, de har det hyggeligt. Har jeg det hyggeligt? Ja, mægtigt, bænken er lun og jeg kan kigge på hendes lille smil. Jeg elsker det. Jeg vil gerne have at hun smiler mere til mig og ikke hele tiden til dem der går forbi.

Jeg lægger min hånd på hendes varme lår og hun flytter den tilbage igen. Er hun også genert her? Der er ingen som ser os, vi kan gøre næsten alting, folk kigger kun på aberne. Så interesseret var hunnen heller ikke. Og hende jeg sidder ved siden af, hvor interesseret er hun egentlig?

Jeg har fået ondt i maven. Måske er det spisetid.
– Nu tager vi hjem til dig og laver noget..

Hun vender blikket mod mig og ser et øjeblik på mit ansigt, lader øjnenes radarstråler vandre hen over mit ansigts landskab. Det føles skønt endelig at være helt inde i hende opmærksomhed. Sådan ville jeg gerne have det hele tiden. Jeg forstår ikke hvorfor det sker så sjældent. Jeg elsker at betragte hende. Men vi har det rigtig godt sammen, alt det jeg har ønsket mig. Næsten.
– Slut med aber, siger jeg, vi går.
Hun nikker: – Ok, lad os bare gøre det.

Vi rejser os. Hvorfor er jeg ikke helt så glad som da vi kom?

Reklamer