Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


5 kommentarer

Mon der var noget tilbage? Men druerne …

S P O N T A N O P G A V E:
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
TITEL: ”MEN DRUERNE LÅ TILBAGE ”
ØVELSE i DIALOG. Et kammerspil med KUN 2 personer: KAMMA og FACO
Skriv langt mere ”Show” end ”Tell”. Skriv langt overvejende selve dialogen mellem Kamma og Faco!
START HISTORIEN SÅDAN:
”Da Faco kom hjem samme aften ….”
Max. 500 ord. Opgaven slutter ved udgangen af februar (28. februar)

Pusseby DSCN6076

Da Faco kom hjem samme aften sad Kamma på en træstub og stirrede på en bunke sortsvedne brædder og knækkede bjælker, sprængte mursten og forvitrede teglsten. Askeflager og en let røg steg til vejrs i halvmånens skær. Hun rørte sig ikke.

– Se på mig, sagde han, hvad i alverden er der sket med vores hus?

Hun rystede på hovedet og stak hånden ned i skødet hvor der lå en klase vindruer, valgte roligt en og stak den i munden. Alt sammen i det samme mekaniske tempo.

Faco greb hende i skulderen og ruskede: – Hvad er der sket, tal til mig!
– Du gik din vej. Du forlod mig…
– Jeg skulle købe ind som vi havde aftalt. Jeg er her, vi er sammen.
– Nej, vi er ikke mere sammen.

Han rodede i asken med en pind: – Der er intet tilbage af vores nye hus. Jeg fatter ingenting. Hvor er brandvæsenet?
– Der var ikke brug for dem. Jeg ville have at det brændte ned.
– Hvad mener du? Har du tændt ild i vores hus? Du har brændt det ned!
– Undrer det dig? Efter hvad du har gjort mod mig. Vi skulle være sammen, os to, du er en hel dag om et ærinde der tager tredive minutter. Du brændte mig af. Her er resultatet.
– Hvad har du gjort af mine manuskripter, den roman jeg har skrevet på i tre år. Vores foto. Vores ting. Computerens back-up for pokker. Har du reddet den?

Kamma så op:
– Tror du selv på det? At jeg er så blødhjertet efter alt hvad du har udsat mig for.
– Du har altså udslettet tre år af mit liv. Og samlingen af lakskåle fra din egen fars rejse i Indokina, vi lovede højt og helligt at de ikke skulle få så meget som en skramme.
– Hvor der handles, spildes der. Det er jo dit eget valgsprog med mig.
– De er uerstattelige, din far tager sin død over det, Kamma.
– Men kvinder er ikke uerstattelige, vel? Du har én her, som du erstatter med Louise dér, nede på skolen. Du lovede at det skulle være forbi med hende. Og nu dette. Du ser ruinerne af vores forhold, årsag og konsekvens. Jeg har brændt alle mine erindringer om dig, om dine kærlighedserklæringer, om dine planer for os, om vores barn der skulle komme. Om tillid… om sjælenes forening. Pis!
Hun spyttede en kerne ud.

Faco ventede et øjeblik, så kom ordene: – Det du sagde i morges om frugt … det var ikke vindruerne du mente, vel? Du talte om vores barn som var på vej, endelig.
– Ja, endelig forstår du det. Jeg var så stolt. Det var lykkedes. Jeg var ved at fortælle dig det, den største nyhed vi havde ønsket i flere år – da du vendte om midt i det hele fordi vi manglede mælk og rosiner og – et eller andet. Du vendte ryggen til mig og gik… til Louise. Forstår du at du efterlod mig som en ruin. Derfor kommer du hjem til en ruin.

Kamma sad som om livet havde forladt hende, som om hun var en del af træstubben. I resterne af huset var sengen smuldret til ingenting, badekarret stod ensomt med krakeleret emalje, køkkenet nedsmeltet, hans skrivebord intakt, mens alt omkring det, og på det, var aske.

Men druerne lå tilbage i hendes skød, friske og med en hinde af uberørthed

Reklamer