Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


24 kommentarer

De har renoveret Istedgade

Nytårsopgave. En jeg-person der er usympatisk for forfatteren og er hans diametrale modsætning

De har renoveret Istedgade

Jeg sidder med min gamle veninde Ida i Thai Airways-maskinen mod Bangkok. Hun har sit lyse honningsmil på og lægger hånden beroligende på mit knæ.

– Ida, vil du ikke nok fjerne den hånd!

– Undskyld, jeg glemte det. Er du ikke nervøs?

Gu’ er jeg ej. Jeg har glædet mig til det her i årevis, og du er med. Lejligheden gav godt med mønt, mere end jeg havde ventet, fordi de har renoveret Istedgade. For fremtiden skal jeg ikke spilde mere tid på at tæve de piger der hele tiden prøver at snyde mig. Eller på at banke fornuft ind i deres skide kunder. Nu skal vi to bare have det skægt i Thailand, bruge godt med penge sammen, købe guld og ædelstene, møde nogle søde venner.

Stewardessen skænker mere champagne i vores glas, vi er idioter hvis vi ikke udnytter hvad de byder på første klasse.

– Johnny, må jeg ikke bare røre ved din brystvorte?

– Hold nallerne væk! Jeg har aldrig bollet dig, jeg gider ikke alt det med at rage på hinanden, det ved du sgu godt. Skål.

Så har du glemt nytårsaften, da vi kørte den helt ud.

– Det husker jeg ikke noget om. Den var urimelig fugtig. Det jeg ikke husker, tæller ikke. Men du lover at være sød og gøre hvad jeg har brug for, ikke? Husk, jeg betaler!

Ida har hår lyst som en kornmark, safirskinnende øjne og et smil der smelter alle. Jeg ville gerne have hendes charme. Men at bolle hende er en stensikker måde at ødelægge det hele; så hænger jeg på dem bagefter, ved jeg af gammel erfaring, så slipper de aldrig taget i mig.

—-

Ida har siddet trofast ved min seng i ti dage. Holdt min hånd, tørret min pande. Givet mig noget ekstra morfin jeg har skaffet. Hjulpet sygeplejerskerne, herset med lægerne. Det er fuldbyrdet. Jeg sidder op i sengen med parykken og i mit nye nattøj.

– Jeg vil have spejlet, endelig er jeg parat. Og læbestiften. Og du må godt lægge mascaraen, det tør jeg ikke endnu. Der er ingen der kikker, vel?

Jeg løfter et af de nye bryster frem, – lige som det skulle være, lige som Idas. I spejlet ser det bedårende ud.

Du må godt røre, Ida. Jeg er ikke genert mere, for fremtiden er vi veninder. En ting til: glasset. Jeg er klar til at se det.

Hun bøjer sig ned i tasken på gulvet og tager en bylt frem, fjerner håndklædet og rækker mig glaskolben med min gamle, mørkebrune, rynkede, slimede, slidte pik, skvulpende fortabt rundt i sin formalinopløsning. Som noget fra en fiskehandler.

– Du fortryder vel ikke, Johnna? Den var rigtig god, efter min mening.

Jeg vil selv prøve nogle af de gejle karle. Vi kan alle trænge til en forandring en gang imellem, ikk’?! Men ham her kommer med hjem igen, – hvis altså tolderen ikke bliver forelsket i ham. Og så er det på tide at knække halsen på den flaske champagne jeg scorede på flyet – tys, tys.

Reklamer