Julestafethistorie 2020 – Julehjerte

JULESTAFET 2020

Den Nye Skriveskole

Natten til den 1.december 2020 vil et stjerneskud vise sig på nattehimlen og så vil jeg ønske mig et år uden pandemier, superspredere og Corona, tænkte Konrad, mens han stirrede op på Den Kinesiske Mur og spekulerede på, hvordan han bedst forcerede den. Muren var dækket af mindst en halv meter sne og vinden skar som syle i hans ansigt. Han fingre værkede af kulde, da han begyndte at pakke faldskærmen sammen.

Konrad affyrede en salve F-ord og ærgrede sig over at have sagt ja til at lade sig udkaste med faldskærm i Kinas østlige egne for at forsøge at udbrede julens budskab til Xi Jinping og Jack Ma, verdens 20. rigeste mand der grundlagde Alibaba (Kinas Amazon). Nu havde han trukket sig tilbage og ville nok have mere tid til at frelse verden. Men først skulle julens ånd lige præsenteres for ham og han skulle bide på. Det kunne blive svært nok. Men Xi var der jo nok intet, der kunne bide på.

Og iøvrigt kunne det hele være lige meget, for de klodrianer havde jo smidt ham ned på den forkerte side af muren.

Nå, men hvis han bare – som en start – kunne finde vej til vennerne i Mink-Dynastiet, tænkte han. De ville helt sikkert kunne hjælpe med at komme i dialog med den samling minkavlere som i øjeblikket var ved at gå ud af deres gode skind. – Der er nogle typer i Mink-dynastiet der har fået øje på os, sagde oldermanden i Det nordjyske Minklaug, på netop den triste dag, hvor en umiskendelig stank lagde sig over det smukke landskab, efterhånden som de små, behårede dyr atter dukkede frem i tågen, der omgav Konrads hukommelse.

“Ak ja, oldermanden,” mumlede han og fæstede atter blikket på Den Kinesiske Mur, mens han endnu en gang overvejede hvordan han kunne komme på den anden side. Hvorfor havde han dog rodet sig ud i det her? Han ville meget hellere sidde og nyde sit krus julegløgg som hans barmfagre blondinenabo havde brugt de sidste tre måneder på at perfektionere.

“Drik aldrig uden at komme ginseng i, den ægte kinesiske! Aldrig! Bagefter kan du så udbrede det ÆGTE julebudskab; aldrig ægte uden gløgg!!!” Hun havde set på ham med øjne fulde af udråbstegn! At forenes med hende over gløgg!

Alligevel tog han sit selvkogende gløggkrus frem og satte det til læberne, da han i det samme fik øje på en skikkelse med skyggelse, og inden han fik den første velduftende, varmende dråbe ind i munden, sagde han forbløffet til sig selv: “Jamen, er det sgu da ikke gode gamle Onkel K, jo da det ved den sødeste julegrød, det vist nok er”.

Ja, den kække Konrad med faldskærmen, blev i årene de brugte så flittigt sammen i “Den skæve Faldskærmsloge”, altid med stor respekt kaldt for Onkel K; ikke fordi han i virkeligheden var nogens onkel, men vist nok fordi han som helt ung hjemme hos, ja I ved nok hvem, altid havde den sære vane, mest om foråret, at holde til ved legepladsen på Odder torv efter skoletid med en stor pose slik i næven, som han delte ud til især sukkerhungrende, barselstrætte mødre, mens han var iført julemandskostume. Julen varer som bekendt lige til påske.

Den slags minder fik ham altid til at huske tiden inden han blev udenrigskorrespondent for den danske efterretningstjeneste – for nu stod han her i det første lys den første dag i december og vidste ikke, hvilken side af den kinesiske mur han egentlig var landet på…. så mens mindernes kaotiske billeder fløj rundt sammen med usynlige små virus….. faldt onkel K på knæ med sine knoklede hænder hævet mod den prægtige nattehimmel: “Undskyld” “Tak” “Giv mig et tegn” messede han på gammelurdisk minkosanski, og netop i det samme, lige så intenst som signaler fra en 100 meter høj G5-antenne, skete der det forunderlige, at stjerneskud på stjerneskud kom frem i det grå morgenlys, blid musik tonede frem mens de små stjerneskud dansede i valsetakt over himlen…. englekor hørtes og overdøvedes næsten af en voldsom vrængende kinesiskagtig sirene, måske fra en ambulance, eller måske snarere fra en af de relativt sjældent sete , men særdeles populære oldkinesiske tågehorn, der signalerede undtagelsestilstand med udgangsforbud og strenge restriktioner for påklædning, noget kinesere var skolet i, men som udannede danskere ikke hverken havde tålmodighed eller disciplin til.

Onkel K rejste sig langsomt og løftede sin ene snesko fri af den høje nysne, og ønskede så inderligt, at han ikke havde glemt den anden oppe på selve muren, måske, eller hvor, ja det erindrede han ikke. Og således humpende gennem den nyfaldne sne, tænkte han tilbage, på den gang hvor han, sammen med I ved nok hvem, var på den farefulde færd til Djengis Khans gamle højborg.

Åh hvor han dog savnede, I ved nok hvem, lige nu. Faktisk savnede han hende så meget, at han lige nu så sin storbarmede blondine nabo for sig.

Konrad børstede sne af sine briller og hankede op i både sig selv og sin mere skizofrene side, alias Onkel K, og stirrede op mod himmelen, for var det i virkeligheden ikke hende, der kom dalende ned i endnu en faldskærm?

Han kneb sig i armen og besluttede sig til at stole på sine instinkter, for den faldskærm der nærmede sig jorden foran ham, var i sandhed tynget af voldsom spænding og forventning. Spænding hidrørende fra barmen, snøret inde som den var i faldskærmens seletøj. Forventning: om at Konrad var ved at dumme sig, ikke for første gang.

“¡¡Du gør det IKKE!!!” råbte KarenMargrethe! blandt brødre kendt som Store K!.

Hendes stemme rungede faretruende i det hvide snehelvede, men hvor var hun? Høres, jo det kunne hun som sædvanligt, men ses, det var lige meget, for han mærkede hendes nærvær som en stormomsust tur i Vesterhavets bølger, der altid gjorde ham både forvirret og konfus, på den der besynderlige måde, han altid havde haft det så svært ved at tale med nogen om; og ikke mindst når Store K var indenfor rækkevidde – hendes svulmende barm glædede han sig til at få viklet ud af faldskærmens snærende seletøj, for så ville hun uden tvivl være klar til at give ham en strøm af !!!!

Og dette gennemført tog hun kruset fra ham med fast hånd og slæbte ham op på Den kinesiske Mur, der her som mange andre steder bestod af slidte græstørv, for øjeblikket gemt under sneen.”¡¡ Allerførst!!”, stønnede hun:

“Her er det halstørklæde, jeg har strikket til dig. Hvordan kunne du glemme det?”

Konrad stirrede på det og vidste ikke, hvad han skulle svare. han fugtede læberne og sagde:

“Ååh KarenMargrethe! Hvor har jeg dog savnet mit hjemmestrikkede pink halstørklæde med røde polkaprikker og flagermus, lavet af ægte angorauld.” Han så på hende med store blanke hundeøjne. Konrad skulle lige til at kysse hende, men kom så i tanke om hvor farligt det kunne være. Eller simpelthen og dokumenterbart, ødelæggende det ville være. Skulle han sætte hele sin mission på spil for et øjebliks svimlende labial lykke? Hele den danske efterretningshalløjsa som havde sendt ham for at redde verdensfreden og kinesernes forhold til ÆGTE jul?

KarenMargrethe klaskede da også hurtigt ansigtsvisiret ned og foldede armene over barmen. “Det der,” sagde hun. “Det vil jeg  vædde en død genopstået mink på du aldrig får til at fungere. Hvorfor smider du ikke bare de mundbind ad hækkenfeld til, du kommer alligevel aldrig til at se så lækker ud som ham der Søren, og køber et smart visir som det hele den danske efterretningshalløjsa anbefaler?”

“Lækker som Søren!?” Konrad mærkede en kold, kinesisk kampgejst i kølvandet på fornærmelsen. “Sig mig KarenMargrethe, hvilke ordre har du egentlig fået? Han spiddede hende med blikket. “Hvorfor er egentlig du kommet?”

Pludselig følte Konrad en smerte i nakken. Som en kniv, et sværd eller hvad vidste han. Han indså på et nannosekund at her kunne de ikke stå og udveksle gamle minder. “Karen Margrethe skynd dig hjem til Sørenlækkersulten, for du kan ikke være her længere. Du kan lige nå at flygte. Løb!” Og så gik det ikke at sige mere, for i et nu befandt han sig bag plexiglas, med mundbind over mund, næse og øjne, mens han blev trukket baglæns. Heldigvis var det han først troede var et skarpt knivsblad i nakken, nok kanten af plexsiglaskuglen, som en eller anden havde sænket over hans mindeblokerede hoved. Han kunne mærke et træk både om hals og om midje. Han tænkte på de stakkels minke derhjemme. Skulle han nu dele skæbne med dem? Han bævrede og bjæffede inde fra boblen, men lige meget hjalp det. Så hørte han at nogen sagde noget: “听到你那惨白的脸。你在这里做什么“

“Nej, jeg er ikke en del af superligaen. Jeg er ikke nogen superspreder,” hørte han sig selv svare på kinesisk bag mundbindet. Pludselig var det som om den svage Konrad var væk, og hans alter ego Onkel K var trådt i karakter og havde taget over. “Jeg er her for at sprede juleglæde, ikke virus, og udøve lidt Pandadiplomati undervejs for Det Nordjydske Minklaug, så hvis I vil være så venlige at …”

Længere kom han ikke, for på forunderligste vis og med legende lethed steg han til vejrs, og hvem som så dette sære syn, må ha’ fået associationer til en frit svævende astronaut på himmelflugt. Det eneste der forstyrrede billedet var halstørklædet med de røde polkaprikker og flagermus. Måske er det vigtigt netop i denne forbindelse at huske, at kinesere og flagermus lige pt ikke er et “match made in heaven” og da slet ikke…

“哈！” grinede en af jægersoldaterne som det var lykkedes at hapse den luftbårne onkel med et røgelseslasso. Onkel K mærkede hvordan suget efter Karen Margrethe forsvandt da han resolut blev hevet ned på jorden igen af jægersoldaten.

Vel nede på jorden gik 22 kineserdværge straks igang med at surre Konrad ind i en spændetrøje som K.M.s tryllerihalstørklæde ikke kunne stille noget op imod. En af soldaterne stak et termometer i rumpen på ham og råbte på mandarin til en notar i transportbussen, at dette blegansigt, som de havde været heldige at stoppe, bestemt ikke havde feber. En dværg med spidse briller satte et drop i armen på Konrad så han var gjort parat til anæstesi, for det tilfælde der skulle blive mere brok. Nej der var nok ikke andet for Onkel K at gøre nu end at lade kinesersoldater og -dværge transportere ham til  nærmeste klinik, hvor der helt sikkert ventede ham en omgang kinesisk urtemedicin og akupunktur. Og var der noget Konrad frygtede, så var det nåle.

Og Karen Margrethe, hvor var hun? Var hun virkelig løbet, da han befalede det? Hun havde aldrig pareret ordre fra ham før. Han mærkede benene ekse under sig og så at boblen, som en eller anden idiot havde banket ned over hovedet på ham, trillede hen ad den endeløse gang med det neonkolde lys, inden han helt forsvandt for omverdenen, mens hans tanker bevægede sig langt bort til helstegt mink med rævesovs og ginseng.

Da Konrad kom til sig selv igen, blev han blændet af det neonkolde lys fra lampen i loftet. Han løftede sit hoved og så at han lå i en hospitalseng. En skikkelse i en hvid kittel nærmede sig sengen. Den person kender jeg, tænkte Konrad. Det er lægen fra Wuhan, ham der prøvede at stoppe Coronaen.

Lægen havde sin Coogle Translater (C) fremme:
”Glæde, du frivillig patient experimentarium forsøg.”
Konrad ville ikke være frivillig patient og sagde det meget højt. Google summede blot ildevarslende uden at forstå.
”Meget godt, dig modtagelse usandsynlig pille.”

Konrads hjerne snurrede rundt. Hvad for en pille? Som skulle gøre ham usandsynlig?

Han åbnede munden for at skrige NEJ og fik i det samme pillen kastet ind i svælget, sådan! Áaa@@•§€|… videre gik det ned i mave og tarm. Noget skete i hans krop.

”Kære læge Wung,
Jeg føler mig så sund
Med pillen i min vom
Er jeg ligesom programmeret om.”

… Selv om det der sidste ikke rimede så godt, var Onkel K helt tilfreds med sin indsats. Han var kommet ‘ind’ og fik næsten lyst til at ringe til Karen Margrethe og fortælle at han havde indledt deres mission med bravur. Jeg har overvundet den første forhindring jublede han indenbords. Men man skal passe på med at tage glæder på forskud, hvilket Onkel K snart skulle få at føle for det skulle snart vise sig, at den der omprogrammering ikke var særlig smart for den mission han var rejst til kinesernes land for at gennemføre. Konrad savnede Karen Margrete, som han, selv om de ikke var lovformeligt gift, havde en tæt relation til såvel på det fysiske som på det åndelige niveau. Følelserne var intakte men hans sans for fakta var  en anelse sløret. Sløret rimer på røret … kom det som et ekko fra dybet af Korads hjernevindinger.

“Jeg ringer sgu da bare til Karen Margrete,” mumlede han.
Konrad skulle lige til at gribe ud efter sin iPhone, der lå intakt på bordet ved siden af ham, da han opdagede, at hans hånd havde fået en selvlysende grøn farve. Han skreg, som han aldrig havde skreget før, (selv ikke da han blev født for snart 71 vintre siden …) og straks kom en sygeplejerske ilende ind på stuen og lagde en hånd over Korads mund.

“Bare rolig, Onkel K,” sagde hun på et kinesisk, der var til at forstå. “Du er patient-0 og med din hjælp har vi har lige fundet kuren mod pandAmien! Bivirkningerne har vi ikke helt styr på, men det får vi med din hjælp.” Sygeplejersken skævede mod Konrads grønne selvlysende hånd. “Bliv ikke forskrækket, hvis det breder sig en smule til andre mere vitale kropsdele.”

Konrad vred sig men kunne ikke komme fri af hverken seng eller sygeplejerske. En kold, klam hånd blev lagt på hans pande. Berøringer var da strengt forbudt. Hvor længe havde han ligget her? Et døgn? Et år? Han følte sig pludselig meget ældre end han egentlig var og hans selvlysende grønne hånd begyndte nu at tappe rytmen til ‘Tre små kinesere på Højbroplads’ med finger­spidserne. Sygeplejesken sendte et strengt blik mod Konrad.
– Du skal vide, hviskede sygeplejersken på perfekt dansk gennem google-appen, at vi ikke tolererer racisme her.

Konrad gøs og gjorde hvad han kunde for at få styr på hånden, men jo mere han anstrengte sig desto mere selvlysende blev den. Og jo mere han koncentrerede sig om ikke at gøre noget dumt, desto mere spredte den grønne varme sig fra hånden. Op langs underarmen, til albuen, hen over skulderpartiet og videre. Konrad blev så forskrækket da det selvgrønne nærmede sig hans vitale dele, at han lod tankerne være tanker, men så begyndte fingrene naturligvis at tappe nye rytmer igen. Rytmer, der eventuelt kunne tolkes som racistiske. Hvad skulle han dog gøre?

Da var det han som et elektrisk stød i frontalloberne heldigvis kom i tanke om halstørklædet. Halstørklædet med alle de magiske funktioner som Karen Margrethe havde strikket ind i det. Hvor var dette rosa vidunder mon henne? Minkhaler, gyldne dukaterne, og mundbind var bare nogle af tørklædets velforberedte spionrekvisitter. Konrad spærrede øjnene op for bedre at se sig rundt i det dystre lokale; og til sin store glæde fik han øje på noget på den modsatte væg, som i øjeblikket forekom ham at være meget langt væk og derfor også megautydeligt. Han anstrengte sig for bedre at kunne fokusere, med det resultat at han nu var helt og aldeles grøn, ikke en celle i kroppen var gået ram forbi.

Hele hans krop dirrede som et atomanlæg lige inden det eksploderede. Nu kunne han se det tydeligt. Tørklædet med polkaprikker og flagermus var viklet om halsen på en ud over alle grænser kæmpestor udstoppet flagermus, som prydede væggen. På hver side af flagermusen

sad to pekingesere, der med deres selvlysende grønne tunger tydeligvis også havde været ofre for Dr. Wungs  sære, aparte luner, som jo var ment godt, men som desværre havde haft katastrofale følger for de tre selvlysende udstoppede forsøgsdyr på væggen. Pludselig sprang døren op, og ind på hospitalsstuen kom Søren Lækkerthår klædt i en kamouflagefarvet uniform, og bevæbnet med en stor gøb. Han råbte:
“Jeg anbefaler alle at klippe deres eget hår! Og desuden gå samtlige egne tånegle sirligt efter i sømmene! Klar, parat- klip!”

Og ikke så snart var ordren, nåh nej anbefalingen nået ud over lækkermåsens, nåh nej Lækkerhårets smalle læber, før alle tilstedeværende af kinesisk afstamning, som ved et trylleslag, fremdrog hårsakse og pedicuresæt og begyndte at nynne et omkvæd fra en Cold Play sang med ordene:

We’ll run riot
We’ll be glowing in the dark ooh ooh ooh
We’ll be glowing in the dark ooh ooh ah

Og så slukkede en af dem lyset, så alle kunne se, hvordan Konrads hånd lyste i mørket, sammen med de udstoppede dyr.

“Det kan man da kalde julelys,” var der en der råbte.

Det fik alle til at bryde ud i latter, men Konrad syntes ikke det var sjovt, så han knaldede den lysende hånd ned i et bord, som netop gled forbi: “Nå, så I synes det er sjovt, det her?” og så truede han viftende med den skrigskinnende grønne næve, så irgrønne lyn tegnedes på den mørke nattehimmel, for nat det var det nu. “MEN JEG SKAL GUDSKÆLVE mig vise jer, hvad der er sjovt!” Han fråede og hvæsede! “DET HER ER SJOVT!” brølede han så idet han samtidig ud af det buldrende mørke fremtvang en gyselig og ækel ko-sak opgravet fra Sibiriens permafrosne jord, nu dryppende og stinkende af forrådnelse men stadig i stand til at fremsige Den nikæno-konstantin­opolitanske trosbekendelse baglæns, hvilket er det samme som at hidkalde de faldne engle og al deres liderlige smuds.

De syngende indfødte veg rædselsslagne tilbage og mens dagslyset langsomt overtog himlen over Asiaternes lande på den 4. december i det herrens år 2020 blev Konrad efterladt i ussel tilstand i en seng på hospitalet, hvor de grønne kroppe bor. Og han løftede lidt på hagen, knep en tårer og råbte mor! Ja han vidste det var dagen da han måtte blive stor. Og han voksede til en kæmpe, så hans arme kunne nå, hele vejen hen til hylden, der hvor halstørklædet lå.

Og med skrøbelige fingre, trak Konrad i en tråd,mens han hele tiden husked, at be’ forsynet om nåd. Da Hr Konrads grønne fingre, de fik fat i rosa tråd, blev det grønne blegt som huden og alt det der havde holdt ham fast løste sig op og frigjorde ham som i et magisk æventyr.

Nu var han endelig en fri mand igen, og han mærkede til sin lettelse at de der elendige vers og melodier som havde kørt rundt i hans hjernevindinger ebbede ud og forsvandt. Konrad satte sig op i sygesengen. Viklede halstørklædet rundt om halsen. Men dog, han måtte virkelig være vokset til en gigant eller sygestuen og dens indhold var krøbet. Halstørklædet rakte kun en halv gang rundt om halsen, så han måtte bruge det til pynteklud i brystlommen, og hvordan skulle han dog komme ud af den der lille bitte dør dernede i hjørnet af rummet?

Imens han grublede over hvordan det skulle gå til, kom en lille fed mink, eller var det en mus, løbende hen over linoleumsgulvet, kravlede op på hans venstre fod og peb: “Hej, jeg er Askepots ven Bum, er der noget jeg kan hjælpe dig med.”

Hr. K stirrede på musen og kom i samme nu i tanker om et andet eventyr, nemlig Nils Karlsson-Pusling, hvor Bertil kunne komme igennem musehullet, når han satte fingeren på sømmet og samtidig sagde “Killevippen,” det var da et forsøg værd. Forsigtigt samlede han musen op, puttede den ned til tørklædet i brystlommen og med en dirrende finger på sømmet og det magiske ord “Killevippen” i sin mund, skete der selvfølgelig absolut ingenting. “3 er det magiske tal,” sagde Bum. “Der er er kun en ting der altid har den ønskede effekt i første forsøg, når du befinder dig eventyrgenren,og det er et kys, men til det mangler du en prinsesse eller en frø.” Konrad kunne ikke finde ud af, hvad han skulle gøre. Kysse en prinsesse eller en frø var no-go, ingen krammen ingen kyssen hverken med dyr eller mennesker for så ville Søren Lækkerhår igen være der som et søm med Kåre Krystalkugle som håndlanger. Konrad kiggede ned på lille Bum, der nu havde svøbt sig i det alt for store tørklæde, og så fik han en ny genial ide.

Han ville ringe til KarenMargrethe med sin mobil. Konrad så på displayet. Der var ikke meget strøm tilbage, og mobilopladeren lå hjemme i skuffen i villaen i Døllefjelde-Musse. Han håbede bare at han kunne nå at forklare hende den svære situation som han stod i inden telefonen døde helt ud.

Han kikkede på den bittelille mobil og blev igen totalforvirret – var den skrumpet eller hvad? Men så huskede hans overgearede hjerne med besvær, at det var ham selv, der havde fået overstørrelse, derfor måtte han udtænke en helt ny strategi. Fingrene var for store til at betjene tastaturet og skrev dobbelt, så rakte han mobilen til musen Bum. “Hvad F….. skal jeg med den tingest?” Bum gloede mistroisk på Konrad. “Du skal ringe til mit hjertes udkårne: KarenMargrethe!”

“Hmm” sagde Bum og kløede sig på maven. “Ville det ikke være nemmere, hvis jeg agerede brevdue og fes ind på stuen ved siden af, hvor hun ligger efter at have fået tanket op i brystpartiet?”

“Hvad er det dog, du siger?” Konrad løftede Bum op til ansigtet – uden dog at bryde reglerne for social distancering, da hans arme var lange nok til behørig afstand – og betragtede musen med en skeptisk mine. “KarenMargrethe er her på klinikken?”

Musen nikkede. “Eneste problem er, at hun er lidt indisponibel fordi …”

“Fordi hvad?”

“Fordi …,” peb Bum. “Fordi hun, jo altså, fordi ham der akuplanturlægen eller hvad han er, altså doktor Hao, han er lige ved at undersøge om den der optankning…altså det der ekstrafyld, om det fungerer som det skal, og så lyser den røde lampe og…” Bum var blevet helt stakåndet af den lange forklaring og gevaldig træt af at hænge og dingle mellem Konrads højre tommel- og pegefinger, så han kunne kun hviske det følgende: “Jeg så at dr. Hao kom noget pulver i KarenMargrethes optankning fra en pose hvor der stod <<Usandsynlig pille. Farlig. Dosis må ikke overskrides>>.

Det vil jeg osse prøve hvis det altså er okay med jer andre”. Bum kiggede sig omkring men der var jo kun Konrad og Onkel K, som jo var den samme, og Bum tog det derfor kort efter for givet at enighed var opnået, og derfor greb den lille mus fat om sin hale, trak sig fri og lavede en tripple salto efterfulgt af de to første vers fra Lille Pers store filmsolo “Hej For dej, og Hej for mig”. Bum fløjtede dog kun, da han ikke følte sig helt sikker i sangteksten.

Umiddelbart her efter åndede alt fred og ro. Bum satte sig på et eller andet og faldt i en stille søvn, og lagde derfor mærkeligt nok, slet ikke mærke til den ret sære sødligtvamle lugt, der lagde sig som en tåge i rummet. Med udsøgt forsigtighed blev døren åbnet, lige nok til at den der stod udenfor, kunne danne sig et overblik over hvem og hvad der befandt sig i rummet. Men hvem i alverden ville dog lægge mærke til en lille fed mus, som havde sat sig på det varme rør til radiatoren og derefter var skvattet ned bag det, og nu lå og drømte søde drømme om om jul og glade dage, hjemme i Odder.

I mellemtiden observerede Konrad, hvordan tågen gjorde ham døsig, alt imens hans lemmer så ud til at skrumpe til tilbage til normal størrelse. Det var en vildt bizar fornemmelse, der fik det til at kilde så meget, at man skulle tro, der var tale om lattergas. Han var i alle fald lige ved at flække af grin, men på en og samme tid pinligt bevidst om, at det her ikke lovede godt for missionen.

Han nåede hverken at kalde på KarenMargrethe eller få fat i en af de magiske tråde i halstørklædet, før døren gik op og ind kom læge Wung på morgenstuegang lørdag den 5.dec. – nu var gode råd ikke bare for dyre eller for dyr men Korad huskede nu de vise ord, som han morfar altid udtalte, når han var på skideren som barn. Ordene lød noget i retning af: “Når livet byder dig citroner….” Men lige meget hvor meget han grublede så kunne han ikke komme i tanke om resten.

Hvilket iøvrigt også viste sig at være helt lige meget. Doktor Wung var ikke til at kende, hans små skæve øjne strålede af lyksalighed, mens han hoppede op og ned med et flag i hver hånd. Og ud af en kaudervælsk talestrøm, som vistnok var en blanding af mandarin, hollandsk og cockneyengelsk, forsøgte han at overbevise de tilstedeværende, incl. lille Bum som var vågnet ved larmen, om at de, altså kineserne, oven i deres målrettede panda- og pandemispredning, nu også havde plantet et flag på månen. Konrad som nu igen var helt almindelig nordiskbleg og normalstørrelse, stirrede på Wung og så for sig hele missionen gå i vasken.

Var det kinesiske flag virkelig plantet på månen, eller var det de sædvanlige fake-news som Kina nu forsøgte at overgå en vis præsident i at “tweete” — var hele coronaspøgelset et kæmpestort fupnummer fra en fantasy-roman, i hvert fald var det eventyrlige oplevelser Konrad var  blevet fodret med her på klinikken i Wuhan.

“Og nu …” fortsatte Doktor Wung, “har jeg kureret dig for din skizofreni og antipati, væksthormonerne og underliggende symptomer, din IQ-kvotient og din evindelig impotens …”

“What the fuck?!” protesterede Konrad.

Men Wung viftede afværgede med hånden og fortsatte: “Du er blevet opdateret til Konrad 3.0, men din symptomatiske racisme har jeg ikke kunnet kurere dig for, da du ikke reagerede så godt på at have en anden hudfarve, så derfor vil jeg anbefale at du gentager efter mig indtil du tror på det:

“Jeg elsker mig selv, for det er kun gennem at elske mig selv, jeg også kan elske andre. Jeg elsker mig selv uanset farve på huden, religion, køn, osv, osv. At elske mig selv som andre er den eneste vej til fred på Jorden. Det vil jeg give min arm på!”

“Men, men”, protesterede Konrad, “jeg elsker jo Karen Margrethe, så jeg kan da ikke sige noget andet vel?”

“Du har vidst ikke forstået et ord af det hele”, replicerede Wung, og satte to elektroder fast på Konrads tindinger. “Kom så Konrad. Jeg gør det her for dit eget bedste, kan du nok forstå.”

Wung ledte en let strøm gennem elektroderne: “Kom så Konrad. Jeg mener hvad jeg siger, Konrad! Kom så igang! Sig: Jeg elsker mig selv … bla bla”.

Og Konrad messede efter Wung for han havde fået respekt for de der elektroder og Wung, og selvom han syntes han svigtede kæresten fik han fremsagt remsen et hundredetal gange, og så pludselig:

Noget skete i hans krop noget ganske uforklarligt; både lidt uhyggeligt synes han, og også lidt pirrende. Noget der vist krævede lidt tid til eftertanke.

OG PÅ PRÆCIS SAMMME TIDSPUNKT, et helt andet sted i verden, sad netop denne 2. Søndag i advent, også den interskandinaviske kosmetotrice Frk. Vibe Vindstød, på den lille café Fidibus og så indad, ved det hyggelige hotel Gylleheim omme i Guggistrasse i et særpræget og charmerende alpeland, som vistnok ikke havde noget navn.

Netop denne dag havde hun deltaget i den traditionelle “AndenSøndagiAdvent” frokost, kaldet ASIA-frokosten, sammen med en lille kreds af excentriske venner.

Og som altid havde det også i år været en ganske fornøjelig dag, selvom man netop her i 2020 havde været nødsaget til at spise den delikate frokost påført et stramt mundbind i sit fædrelands farver, og ikke alene hælde gluewine og alpesprit i halsen, men ved gud også løbende pøse det ødselt ud over egne hænder.

MEN LIGE NU var det der undrede hende mest, hvem det mon kunne være, der havde efterladt den nærmest kæmpestore, gule kuffert, ved det lysegrønne cafebord, hvor deres spektakulære frokost havde fundet sted. Og ikke mindst pirredes hendes nysgerrighed til bristepunktet, for hvad i den aller videste verden kunne den indeholde….var det en bombe under julefreden eller var det blot en fredelig julebombe. Man kunne ikke vide sig sikker i disse tider. Men ingen af de tilstedeværende ved frokosten kunne vel være ude på ondskab. Hun havde kendt de fleste hele sit voksenliv. Men hvad var det der hang fast om håndtaget? Det lignede et stykke pels fra en selvlysende lille gnaver af en art, eller måske en fritte?

“Nå, men nok om det, mere interessant kunne det vel heller ikke være,” tænkte frk. Vibe Vindstød, mens hun med spejlet i sin pudderdåse kontrollerede at den kirsebærrøde læbestift sad som den skulle, inden mødet med multimilliardæren Manfred Vogelstern. Manfred som hver fjortende dag fik trimmet både næse-og ørehår. Egentlig var det under hendes værdighed som kosmetosør, men hvem siger nej til overdådig betaling og mulighed for at opsnappe vigtige og hemmelige oplysninger fra det verdensomspændende hemmelige broderskab som hr. Mandfred var leder af. Oplysninger som  Insider viden om aktiekurser, dumping af radioaktive pelse fra Rusland, hvidvaskningsprogrammer i Letland eller udvikling af nye biologiske våben og tophemmelige gen-manipulerende anti-racisme projekter i Kina, hvor tankekontrol og fysisk enfoldighed dog var målet fremfor mangfoldighed.

Jo, Manfred Vogelstern rummede mange aspekter, og hun havde udviklet stor færdighed i at fritte ham om broderskabets gøren og laden, roste hun sig selv og rettede igen blikket mod pelsdimsen om den gule kufferts håndtag.

Hun iagttog frokostgæsterne omkring sig, ved hjælp af spejlet i pudderdåsen, og mærkede hvordan hendes nysgerrighed var ved at løbe af med hende.

Var der mon nogen, der ville bemærke det, hvis hun nu trillede kufferten ind under Steinway-flyglet i højglansperlemor? Puf, Vibe Vindstød gav kufferten et diskret spark med støvlesnuden, og betragtede som i trance kuffertens bevægelse hen over gulvet. Fascinerende! Som en fugls flugt over en frossen sø.

Men Åh nej!, blodet forsvandt fra Vibe Vindstøds ansigt og læberne blev blå trods den kirsebærrøde læbestift, for kufferten stoppede ikke under flyglet, men fortsatte hen over gulvet, ned ad den brede blankpolerede marmortrappe, videre gennem foyeren og ud gennem svingdøren direkte forbi den uniformerede portier, som forbløffet så til mens den rullede videre ud på gaden, hvor den, oh skræk og ve, blev kørt over af en turistbus med kurs mod Odder, som havde en blindpassager, der hed Bum.

Fra sit højsæde i en Minkhat, der tilhørte en af de mange fisefornemme kinesiske damer, der var med i bussen, genkendte musen den to-sprogede sygeplejerske fra dr.Wungs klinik, han vidste ikke, hvad hun hed, for de var aldrig blevet ordentligt introduceret, men musen huskede at hun havde talt dansk og turistkinesisk til Konrad og det passede fint med at bussen var på vej til Odder, hvor Konrad og KarenMargrete havde trådt deres barnesko. Bussen stoppede op, fordi kollisionen med den gule kuffert var lidt voldsom og pelsdippedutten blændende chaufføren, så han bare blev nødt til at knappe sikkerhedsselen op, åbne svingdørene og forlade bussen for at redde kuffertstakelen med pelstilbehør, som han næsten syntes tiggede om at blive taget på alvor.

Men inden han nåede at sætte en fod til jorden, forsvandt både pelsdippedut og kuffert i favnen på en Hansi Hinterseer type med korte lederhosen, der med megaskridt forsvandt rundt om det nærmeste hushjørne. Alt det observerede Bum. Og så at den tosprogede sygeplejerske trak en Walter pistol op af sin dyre Guccihåndtaske, og rejste sig op i bussen.

Bum reagerede lynhurtigt. Fra den fine dames minkhat sprang han op i nettet under loftet som normalt var fyldt med rejsekufferter. Han pilede hen ad nettet, kastede sig ud i et tyskerspring fra stor højde, og landede i den tosprogede sygeplejerskes håndtaske.

Sygeplejersken løb ud af bussen, og optog forfølgelsen af den lederhosenbuksebeklædte Hansi Hinterseerlignende skumle mandsperson som forsvandt ind i en helsebutik med udsalg af et sortiment af urter, karnevalsmasker, Harry Potter udstyr og særtilbud på tryllerekvisitter.

Sygeplejersken kom løbende hen af fortovet, med pistolen i venstre hånd og Guccitasken med Bum i den anden hånd. Hun trykkede sin næse flad mod vinduet i døren ind til helsebutikken og kunne intet se gennem virvaret af karnevalsmasker, men en svag jodle-lignende lyd inde fra butikken overbeviste hende om at Herr Lederhosen stadigvæk måtte opholde sig derinde.

Alt imens forsøgte Bum at få bare en lille smule styr på sig selv og sit nye opholdssted. Han trak ned i blusen og satte sig tilrette i bunden af tasken med indholdet fra sygeplejerskens tegnebog.

“Sonja Snestorm

Socialarbejder

Snurregade 71

Sæby”

stod der på et turkisfarvet visitkort.

“Hmmm…” Bum kløede sig på maven og væltede omkuld, da sygeplejersken i det samme kastede sig om halsen på et andet kvindfolk og nærmest råbte: “Jamen er det da ikke dig Vibe Vindstød, hvad i alverden??..”

Nu kunne gode dyr råde, og Bum, som var blevet godt klemt mellem Snestorm og Vindstød nede i håndtasken, da de to naturkræfter omfavnede hinanden, så både stjerner, måne og nordlys efter lunger og tarm var tømt på indhold. Kufferten. Trofæet! Nu gjaldt det!!!

Bum ordnede lynhurtigt en spillebod. ‘Køb, køb’, skreg han. ‘Hvem tror De vinder kufferten og hele Verden? Oddsene er: 1 til HanziHåndtag, 3 for uafgjort mellem naturkræfterne S&V, 5 for at SørenHakkeHår blander sig, 10 for at Onkel K. – ja hvad ved jag?. og 100 for at jeg ikke har glemt nogen’. Bum vidste at han spillede farligt spil, men hvad katten, han kunne let forsvinde med pengene så snart folk begyndte at ville indkassere. En strøm af personer samlede sig i lange køer foran Bums bod og de købte løs.

På et millisekund scorede Bum pensionspenge til både sig selv og til EmmaMusen, der passede ungerne hjemme i Kina. ‘Godt, godt venner’, råbte han så, og pakkede skyndsomt boden sammen. ‘Nu kan kuffertjagten godt fortsætte’. Og så væltede alle folk ind i helsekost/spøg-og-skæmtbutikken for at få fat i den nu så omtalte kuffert. Inde i butikkens halvmørke var et større slagsmål i gang. Hansi Leederhosen og Konrad alias Onkel K rev og flåede i kufferten; Konrad var blevet teleporteret fra sundhedsklinikken i Kina til det lille særprægede men charmerende anonyme Alpeland, ved hjælp af Dr. Wungs nyeste opfindelse.

Sonja Snestorm og Vibe Vindstød var faldet i svime i hjørnet med julepynt og diskuterede højlydt om stjernen til toppen af træet skulle være lilla eller selvlysende grøn i år. Talen om det selvlysende grønne fik et øjeblik Konrad til at sænke paraderne, så HH lederhosen kunne placere en venstrehånds uppercut lige under Konrads hage. Alle himmelens planeter susede forbi Konrads lukkede øjne da han faldt og slog hovedet i gulvet. Ved det syn huskede SS og VV, de to kvindelige socialagenter, hvorfor de var kommet, og i løbet af et splitsekund lå HH lederhosen forsvarligt bastet og bundet på gulvet, mens Vibe sikrede kufferten og Sonja fik rusket liv i Konrad.

“Vi må væk herfra,” hørte Bum fra bunden af tasken, der var så smækfuld af parfume, at Bum var ved at blive helt skæv. Dog var han så meget ved bevidsthed, at han registrerede, at Konrad råbte:

“Stop! Åbn ikke den kuffert! Den kan indeholde farlige sprængstoffer camoufleret som parfume for at distrahere bombehunde” – men det var der ingen der hørte, så Bum forberedte sig på det værste. Han krøb sammen nede i tasken, holdt sig for ørerne, og med rystende pels så han hele sit liv passere revy. Han var lige kommet til det revy-glimt i hjernen, hvor han blev far for syvogtyvende gang, da det gik op for ham, at braget var udeblevet.

Bum fjernede forsigtigt poterne fra ørerne og hørte Vibe råbe: “Du milde kineser! Hvad er dog det?”

Hvortil sygeplejerske Sonja svarede: “Det ligner unægteligt et blodigt hjerte af den blå slags og det kan kun betyde, at nogen har bestilt en transplantation, der …”

Mere nåede hun ikke at sige, da bussen dyttede og buschaufføren råbte, at nu var der afgang til Odder. Men det lod ikke til, at Sonja havde tænkt sig at stige ombord igen.

Bum var krøbet op til kanten af tasken og kunne kigge lige ned på det blodige hjerte og registrerede, at Konrad og Vibe var i gang med at fotografere, opmåle og veje det blålige hjerte. Derefter lagde de forsigtigt hjertet ned i kufferten og lukkede låget. “Nu trænger jeg altså til et glas glohedt Glühwein og et stykke hjemmelavet Apfelstrudel” sagde Vibe Vindstød. “Hvad gør vi med ham Lederhosen med det brintoverilteaffarvede blonde hår”? Konrad pegede på Hansi der lå på gulvet i butikken, bastet og bundet som en stor julespegepølse.

“Jeg tror, han er en del af det hemmelige broderskab, der huserer her i Alpelandet.” Hun stirrede betaget på Konrad og lavede lidt trutmund med de kirsebærrøde læber, inden hun fortsatte: “Så mon ikke vi burde  lægge ham i en åben kiste – nåh… nej så skal vi jo først slå ham ihjel eller i hvert fald bedøve ham, med et giftigt æble i munden – ligesom i eventyret om Snehvide – han ser tilpas eventyrlig ud og vil sikkert blive husket i mange hundrede år!”

Bum blandede sig i samtalen: “Vi kunne jo også udstoppe Hansi, og stille ham i butiksvinduet, eller sælge ham til et pladeselskab og score kassen?”

“Eller sælge ham til Dr. Wung,” foreslog Sonja. “Wung ville helt sikkert blive glad for  endnu en bleg blåøjet mandsperson, nu hvor han har udbygget eksperimentet med udsætning af kloner til den ganske verden.

Men da de ikke kunne blive enige om HH’s videre skæbne, rullede de ham ind i gulvtæppet han lå på og stillede ham ind i kosteskabet. Og mens baglygterne på Odderbussen blev svagere i det tiltagende mørke, sank de ned i helsekostens hjørnesofa hver med sin flaske julenissehvidtøl (garanteret max 0,1 % alkohol). De klinkede flaskerne – helsekosten havde ikke papbægre, kun den lokale håndværkerkeramikers ubehjælpsomt dekorerede stentøjs krus til 120 kr. De betragtede hinanden trætte omend veltilpasse.

Bum, der var tørstig, satte sig på Vibe-damens stentøjskruskant med halen i nissedrikken. Han skulle lige til at løfte halen fra kruset for at smage, da der lød sære knirkelyde, derpå et brag og uforståelig brølen. Alt sammen fra kosteskabet som hævede sig en halv meter op i luften for at falde ned igen og splintres.

Ud af bunken af smadret træ trådte nu – ikke Hansi – men Ramses 2 beviklet, nej, mumificeret i hvad der tidligere havde været et gulvtæppe. Ansigtet indsunket til kraniet, øjenhulerne stirrende tomme og matsorte, huden gulligbrun og papirtynd.

Bum tabte blærekontrollen. En flaske nisseøl faldt på gulvet.

Fra Ramses’ strube lød en rallen, først høj men efterhånden svagere og svagere, indtil han faldt til gulvet i en sky af støv. Ud af støvet manifesterede sig KarenMagrete i egen højbarmede person. Hun kiggede sig omkring og sagde så henvendt til Konrad:

“Han har godt nok ikke meget styr på det der teleport…” I samme øjeblik fik hun øje på frk Vindstød som hastigt flyttede en halv meter til højre så hun lissom bedre kunne høre, og gentog med en anelse løftede øjenbryn, og en højre hånd bag øret:

“Undskyld hvad? En varforen teleport?” og så trutmundede hun sødmefuldt, lissom for at lade antyde at det nu ville være tid til portvin. Der er en tid til alting og nu var det ikke mere tiden til nisseøl.

Ingen lagde mærke til Vindstøds taktfulde grimasse, så hun rejste sig for selv at se nærmere på helsekostens flasker med eliksirer. Brændenældevin, mælkebøttevin, organisk hjemmebryg med jordbærsmag, ingefærbrændevin, økologisk sokkelundsaft (43%), portminkvin, kvindehvin med brus. Desuden en halv, sort flaske half/half Nissepjank og englefjant. Hvorfor flasken var halvfuld her den 9. december, når der højt og tydeligt stod på etiketten, med tydelig rød skrift, at den først måtte åbnes julemorgen den 25 december, det kunne hun nok ikke få opklaret lige her og nu da helsekostbutikkens indehaver var som sunket i jorden.

Det samme gjaldt vist også for kufferten, med pelsfidusen om håndtaget og det blålige hjerte – af ubestemmelig art – indeni, registrerede Vibe med et let sløret blik. Hun kom i tanke om, at det jo egentligt var kufferten, der havde ført til dette ypperlige selskab. Men pyt! Kufferten måtte vente til lidt, besluttede hun og greb ud efter flasken med den røde skrift. Hun nåede kun lige at tage en enkelt slurk, da hun mærkede en hånd på brystet samt en ekstraordinær smerte over øjnene. Hun tog sig med begge hænder til pandebenet. Et stadigt tryk mod håndfladerne fik armene til at ryge opad, og med hånden på hjertet opdagede hun til sin forfærdelse at hun, som et af julemandens rensdyr , var ved at udvikle to prægtige gevirer og at skoene strammede så hun måtte sparke kraftigt for at få plads til de tånegle, der var i fuld gang med at blive grove og tykke.

Frk. Vibe Vindstød hvinede højt men forvandlingen var i gang og snart stod hun som et rensdyr midt i helsekostbutikken og præsenterede sig som Blixen, det fornemste af julemandens rensdyr, hvis hun selv skulle sige det.

Karen Margrethe glemte at brokke sig over den mangelfulde teleportering og i stedet smilende fra øre til øre, hviskede hun til Blixen, “Det var du selv ude om, så er du måske færdig med at fraternisere med andres kærester, hva’?” Og så gav hun Blixen et ordenligt klask bagi og sagde: “Afsted med dig du der, du har vist et og andet du du skal have løbet af.”

“Et horn måske?” Bum kiggede spørgende på Karen Margrethe. Men det faldt for døve øren, da Konrads kæreste allerede havde travlt med at spotte en vis hr. Østergaard, hvis fingerfærdigheder efter sigende var mere teleologisk end teleporteringsrettede. Mon han havde øje for Blixens lækre pels, eller ville hun vente få bedre muligheder, når julefrokoster ved små private sammenkomster snart ville byde på massevis af lækre mere eller mindre påklædte mandspersoner, som hun hellere måtte glemme, for nu vågnede Konrad op af sin apatiske tilstand og med et kæmpekram og et smækkys, bød han hende velkommen til helsebutikken hvor der efterhånden var blevet temmelig stille.

Kun de fire som allerede havde mødt hinanden tidligere i Doctor Wungs klinik i Kina, var endnu engang forsamlet i dette lille undseelige Alpeland, som ikke var nævnt noget steds, men det betød jo ikke at det ikke eksisterede.

“Hvad nu?” spurgte Bum, som sad og vippede på kanten af Sygeplejerske Sonjas Gucci taske. “Er I to overhovedet kærster mere?” Bum kiggede fra Konrad til KarenMargrete og tilbage igen.

Også Sonja så ud som om det var rart at vide om Konrad havde kæreste på. Med hans tendens til at teleportere uventet var han desværre ikke et stabilt kæresteemne. Hun måtte se sig om efter noget andet blødt, fysisk stabilt – og velduftende – som hendes sygeplejerskekrop og -hænder kunne favne.

Et rensdyr!

Er man så rendyrfil? spurgte Sonja sig selv. Hun savnede i alle fald Vibe – både med og uden pels.

Hun skød tanken væk. For nu måtte hun hellere se at koncentrere sig om det hjerte, de havde fundet i kufferten. Hun savnede at kunne spørge Dr. Wung til råds. For hvad nu hvis det var et bankende julehjerte? Betød det så, at selve juleånden var afgået ved døden, at kun selve julens hjerte var tilbage? Og sådan et julehjerte kunne vel ikke banke evigt uden ånd? Verdens bedste julehjertetransplantatør kunne måske føre hjulejertet tilbage hvor det hører til, nemlig i Julemandens velfodrede bryst. Transplanteres – eller måske teleporteres. Hvor længe kan sådan et fritligende hjerte overleve? Det banker endnu, så håbet om en rigtig jul lever stadig, men hvordan klarer han sig uden? Kun ca 14 dage til juleaften hvor han skal nå at pakke 8 milliarder gaver, fodre rensdyrene, børste kanen af, fjerne trykfejl i alle julehistorier – han har virkelig brug for sit hjerte lige nu!

Ja, stress og jag var der nok af, her på denne særlige december nat. Meget skulle nås og huskes, en del gøres og en masse foretages, inden den helt store aften, om et par uger, og nissefar var jo, uden sit hjulejerte, vel nærmest på herrens mark.

Og derfor var det også herreheldigt, at det netop var natten, den 10. December:

For som alle ved er netop denne nat måske den væsentligste af alle december dage&nætter, nemlig den velkendte og højt beundrede ‘Magiske NisseNat’.

Sådan har det altid været, det ved alle og enhver, og derfor var problemet med julemandens hjerte jo slet ikke den helt store udfordring, når blot man huskede den klassiske , velkendte og sagnomspundne “Abrakadabratrylleryllerolleremse” fremsagt med andægtighed, korslagte arme og bare fødder.

Julemanden ville således herefter denne magiske behandling, være lige så frisk som en nysaltet julefisk inden morgenstunden, helt og aldeles atter på julemærkerne igen.

Imedens langs Verdens store informationskanaler tiltog en ny konspirationsteori i styrke. Nemlig teorien om de forbyttede h’er (=H’er!). Alvoren var måske ikke rigtig sunket ind i hverken folkesjæl eller hjulemandens jerteløse korpus. Og måske var alting også bare startet med en fejltastning på en mobilskærm; men det var ikke Magisk Nissenat for ingenting, og konspirations’julene rullede snart som jetjagere af model JAS 39A/B ved angreb. Hjuletræer væltede overalt og gik i brand. Jerteløse zombier indtog torve og supermarkeder. Og selv politiets jælme fik spat og spændte ben for ordensmagten. Nu ræddedes gode dyr.

Bummelum der sad og talte sine penge på Blixens gevirgevær blev smerteligt opmærksom på ‘Den store hjuletrussel’ da det blå hjulejerte på forunderlig vis ‘avnede lige i favnen på ‘am. Bum! – Sådan skaber man en ‘elt, tænkte han, og begyndte at drømme om ære og berømmelse for at have reddet julen. Nå Blixen! Ser du neonskiltet med Nul#hjulejerte.kom! Det er vores tegn! Det lyser der på himmelen som var det sendt fra hjule’anden. Nu da alle ‘omoer er suget ind i hjulestressens jerteløse vakuum eller måske nærmere virvar, er det bare dig og mig der kan redde hjulen… & først må vi finde hjulemanden! Du og jeg ska bringe jertet tilbage til hans jerteløse krop, så han kan nå at pakke hjulegaver ind og redde menneskeheden.

Vibe Vindstød (alias Blixen) havde en fortid i dansk retstavningsnævn og derfor fandt hun ud af, at hun faktisk som rensdyr nr.7 slet ikke var opkaldt efter den berømte forfatterinde så hvordan skulle hun nu undgå, at hele hendes historie blev opfattet som fake-news? Blitzen var hendes nye dyrenavn, på dansk Rudolf men hun ønskede sig så inderligt en konsultation hos en numeorolog så hun kunne lette mod stjernerne og fare over himmelen med Bum og jertet på ryggen mod den jerteløse Hjulemanden nord for Julianehåb oppe i det grønlandske – mon han overhovedet tænkte på alle de børn, der ikke måtte gå i skole og måske slet ikke fik hjulemad og hjulegaver i år?

Nej, der måtte sættes en stopper for pandemien af trykfejl. Kun én kan redde os, nemlig HULEMANDEN! Vi må stå sammen for vores bogstaver – for juleløsheden har bredt sig helt op til Hjulianehåb.

Finde kufferten og bringe jertet tilbage hvor det hører til proklamerede, Vibe_ej_Blixen_­men_Rudolf_Blitzen_#7. Pøbelen foran helsekosten forstod som lyn fra en komet, at de nu måtte vinke farvel til det forklædte rensdyr, Bum og alle deres sparepenge. Bum vinkede kongeligt tilbage til folkemassen fra ryggen af Blitzen, der var ganske godt tilfreds med sin nye status som rensdyr – hun ønskede sig så brændende at Sonja Snestorm forklædt som rensdyr nr. 1 kaldet “sprinter”ville gøre hende selskab foran HULEMANDENS kane… Rudolf Blitzen løftede sig fra jorden med lyskæder dinglende fra geviret og den skindbetrukne sofa fra helsekostbutikken efter sig:

“Er der overhovedet nogen af jer der har den fjerneste anelse om, hvor vi finder denne HULEMAND som I hævder mangler et JERTE?” spurgte Konrad, der nu lå og slangede sig i den skindbetrukne sofa bag kanen, sammen med en hel hær af tømmermænd.

I det samme opdagede han til sin store skræk, at Karen Margrethe stod tilbage på jorden med den gule kuffert i hånden og råbte efter dem.

“Idioter. I har hverken husket JERTEstarteren fra Jem & Fix eller at læse etiketten!!!” Hun pegede på den selvlysende pelsdims om håndtaget, som Konrad nu så dækkede over et adresseskilt.

“Der står her,” fortsatte Karen Margrete, “at kufferten tilhører …”

Mere nåede Konrad ikke at høre, da Sprinter (alias Sonja) i det samme sluttede sig til Blitzen og fik sat farten så meget op, at det susede for ørerne af Konrad, der nu måtte klamre sig til sofaen og forbandede sig selv, at han han havde drukket al det tynde nisseøl. Han kunne mærke at hans blære var fyldt langt ud over det normale. Nu måtte han tage sig gevaldigt sammen, og vise rensdyrene hvad en agent fra det hemmelige efterretningshalløj var gjort af. Konrad kneb sine øjne sammen til smalle sprækker. Hans ansigt fik et hårdt og sammenbidt udtryk.

Bum gloede undrende på Konrad og sagde ikke to sammenhængende ord, hvorimod han stille kastede en kæmpeklejne gennem luften som ramte Konrad lige midt mellem øjnene.

“Din pissemyre! Jeg skal lave dig om til kattefoder på dåse!” råbte Konrad. Bum fik omgående kolde fødder, og skyndte sig ned i Sprinters (alias Sonja) håndtaske. Og hvor heldigt var ikke lige det? Lige som Bum skulle til at putte sig i Sprinters (alias Sonias) pudderkvast og sætte en romantisk Morten Korch film igang på mobilskærmen, dundrende Karen Margrethes vældige røst gennem skydækket: “I er nogle kæmpe kraftoddere fra Odder!”

Bum kiggede forskrækket ud over taskekanten og fik øje på en Cessna 172, der var nået op på højde med kanen og lædersofaen.

Og der i Cessna’en sad Karen Margrethe iført skindhue og pilotbriller og med en megafon for munden. I pilotsædet ved siden af hende sad den myteomspændte multimilliardær Manfred Vogelstern og tronede i en mægtig, majestætisk minkpels med matchende mundbind.

Bum gøs og lyttede til KarenMargrethe røst, der fortsatte gennem megafonen: “Der står på adresseskiltet på kufferten, at hjertet tilhører, ja altså ikke endnu, men den skal implanteres i Julemanden, med adresse Grønland første sal til højre, og altså hverken i Hulemanden eller Hjulemanden eller nogen som helst anden.

Hjertet er en gave fra en snart tidligere præsident, i bytte for føromtalte Grønland, som han har store planer med. Den nuværende befolkning vil fra 20 januar 2021 være at finde på en, indtil denne dato, mennesketom, solbeskinnet ø i Stillehavet. Aldrig i livet ville Julemanden have indgået en sådan aftale, så hele miseren skyldes Julemandens kone som er meget betaget af den udgående præsidents hårpragt og derfor følger hun præsidenten på Twitter, og sender hemmelige kærestebreve til ham. Hun er dog meget ulykkelig, for præsidenten svarer aldrig på hendes breve.

”Klantskaller,” gryntede Karen Margrethe, ”jeg er ked af at sige det, for det er så tyndslidt et begreb, men det her er alltså “Fake News”” … det sidste råbte hun i megafonen. ”Fake News, altså!!! Åbn for Twitter så forstår I det. Dumrian’er!!!”.

Hvordan kan de dog tro det, tænkte Karen M. Ham den unævnelige med hentehåret kan ikke have mistet sit hjerte. Han Twittrer sgu da stadig som en skadeskudt plukket gås. Desuden blev han nok også født uden hjerte “in the first place”… men det er en anden historie.

Og så fortsatte hun i megafonen så alle kunne høre det:

”Ex-præsidenten kan I sgu’ godt glemme!!!”

Mutter KM lænede sig udmattet mod Manfreds brede skulder. Han løftede armen og trak hende ind til sig. Hans varme mandige krop osede af feromoner. Karen Margrethe blev helt blød om lænden. Hendes krop kom igang på en måde hun ellers bare havde følt én gang tidligere i sit liv – i Kina, sammen med Søren Lækkerhvadhannuhed, dengang Konrad var blevet til en selvlysende kæmpepaddehat. ”Åh hvor er du dog smuk, kære Manse”, mumlede hun og så kærligt på ham i solopgangens håbefulde lys. Du Manne! Ska vi ikke sætte Cessna’en på autopilot? Forsvinde ned i missillageret, og lege vores helt egne julelege?”

I mellemtiden lå Konrad på sofaen og var benovet over Karen Margrethes kløgt. Tænk, at hun havde fundet ud af alt det, mens han havde ligget og plejet sine tømmermænd. Eller havde det alt sammen stået på en note i hylsteret på kuffertens adresseskilt?

Skammen strømmede igennem han som slipstrømmen fra kanen, for det var jo ligesom ham, der skulle forestille at være superagenten fra Odder. Og den der opgradering, som Dr. Wung havde talt om, så ikke umiddelbart ud til at være meget bevendt. Han kunne ikke engang huske, hvor han havde gjort af halskluden fra K&M med de tvivlsomme magiske kræfter.

“Super agent, my ass,” mumlede han og klamrede sig til sofaen i et pludseligt anfald af højdeskræk.

Han ville gerne have spurgt KarenM om, hvad de nu skulle gøre, men det kunne han jo ikke, når han ikke havde nogen megafon.

I det samme fik han øje på Bum, hvis tilstedeværelse blev afsløret af en hale, der stak op af Sonja-Blitzens håndtaske. Han fik en idé: Hvis han nu tog musen og fastgjorde den til den sammenklappelige monsterlange selfiestang, som er en del af en mesteragents udstyr, og holdt den ud i strakt arm, så kunne Bum måske overbringe en skriftlig meddelelse til KarenMargrethe.

Konrad tog en mandig og hurtig beslutning. Han fiskede sin lommebog og en blyant op af sin baglomme og skrev: “Kære elskede snullerbasse! Jeg er overvældet af din handlekraft, dit overblik og din kløgt. Jeg har længe været dybt fortvivlet over vores forhold. Jeg længes efter dig, og jeg har kun et spørgsmål til dig. Hvad F….. skal vi nu gøre!?”

Hurtigt kom retursvar skrevet med rød, selvlysende læbestift:

“K, jeg kan ikke komme sammen med en farvet, det tillader mor og præsten! ikke. Du er jo grøn, og ikke hvid som jeg troede, så vores forhold kan ikke blive realiseret.

Hilsen Din liderlige veninde – undskyld trykfejlen, der skulle stå TIDLIGERE i stedet for det andet ord som præsten i Odder har forklaret mig fører til misforståelser“

Svaret var skrevet med lillebitte skrift på musen, både på ryg, mave, poter og hale. KarenMargrethe havde indset at der ikke var plads til et PPS om at hun måske ville beslutte sig om, fordi det havde vist sig at Manfred lugtede af alpeost og havde investeret alt i Titanic, hvilket præsten kaldte en underforsikret dødssejler, såvel sexuelt som økonomisk

Bum fik rengørings- og risikotillæg for fragt tilbage til onkel K.: pga blækforurening af pels & farefuld færd i megafon m. bugserkæde mellem himmeltransporter. Dertil forsikring:miav mod moset kattedåsemad ‘Blegansigt igen!’ forkyndte onkelK.i.megafonen@K.M.kom! Manfred#DATOMÆRKET: Jeg.onkel.K#FREMTIDEN: Du.Karen.Margrethe#DEN.ENESTE: VI.2.isofaen#LIVET:!

Og så. slog et lyn ned fra oven.

Det ramte Konrad midt i brystet, han tog sig til hjertet, kiggede på Bum med ansigtet forvredet i smerte og erklærede noget retning af at: kærlighed gør ondt, og at Karen Margrethe gav ham hjertekvaler.

Men Bum, der engang havde deltaget i et føstehjælpskursus arrangeret af ingen ringere end Dr. Wung, var ikke i tvivl: Den var helt gal med Konrads pacemaker, og hvis han ikke hurtigst muligt fik fat i jertestarter fra jem og fix – men hvad den kloge mus ikke vidste var, at pacemaker og (h)jertestarter er en meget dårlig kombination, så da han omsider – via tegnsprog og mimik, der var en græsk tragedie værdig – fik kommunikeret til Karen Margrethe, at hun skulle kaste (h)jertestarteren over fra flyveren, lignede Konrad allerede mumien fra kosteskabet mere end sig selv.

Og da Bum endelig fik læst brugsanvisningen og placeret elektroderne, så lød der et klik fra apparatet og resultatet var uventet! En halvanden meter lang flamme slog ud af Konrads bryst og han sang:

“公元前478年，孔夫子73歲，他感到死亡快到了。

他在自己的小花園裡徘徊，哼著歌：

泰山，那座大山會倒塌，

強壯的光束將被打斷

智者將枯萎，像一棵植物。“

Et meget kendt Konfuciuscitat som ikke behøver yderligere oversættelse for dem der har fulgt med i historien.

Men KarenMargrethe, der i øvrigt var alvorligt pikeret over hele tiden at blive kaldt Karen Margrethe, tordnede i sin megafon:

“Bum!!! Din undermåler!!! Dit stinkende halvrådne minkdyr!!!!(Præsten hjemme i Odder havde forbudt KarenMargrethe at bruge ordet stinkdyr i hele december måned). “Den (h)jertestarter var til rensdyrene!! Du skulle elektrificere dem, så de kunne sætte tempoet op! Ellers når vi aldrig frem til (H)Julianehåb.” Bum begyndte at stortude. Aldrig var han blevet skældt sådan ud i sit korte museliv.

I sofaen sad Konrad (alias onkel K) og sang sømandsviser: “Kookoospalmen slipper frugt, som slååår en mand ihjel. Hm, hmmm. Tra la la la “, fortsatte K “..og Kokospalmen på Mount Tai, den vil leve længe” .

“Leve længe? Længere end hvad?”, vrissede Blitzen (aka Vibe-renen) oppe foran kanen. “ELLER HVEM”, supplerede Ren#1 (aka Sonja), “nu har vi passeret Mt. Tai 122 gange – en gang hver time i seks dage, tror jeg. Hvor længe skal vi ræse rundt heroppe i jetstrømmen?” Vibe-renen var udmattet og vendte hængemulen mod Sonja-renen hvis øjenlåg var sunket helt ned til knæene, “Skal vi ikke finde de andre seks, så vi to ikke skal tage hele slæbet alene?” vrinskede Vibe- blitzen.

“Det bliver svært, for de har fået en ren mutation af den der mærkelige sygdom og skal vist nok slås for pandemipanden” sagde Sonja – sprinter og nikkede mod sofaen, der fløj på slæb efter kanen. “Og den dér gør ikke ligefrem slæbet mindre, så måske skal vi bare droppe den og gå i selvkarantæne, så kan de klare sig selv kan de, eller hoppe op i Cessnaen.

”Vi kan også lande i (H)Julianehåb, 3920 Kujalleq, om ca 5 minutter, hvis ikke jeg tager fejl,” foreslog Sprinter.

Vibe-Blitzen kiggede ned, men kunne intet se for det tætte skydække, så hvordan kunne Sonja-Sprinter vide, at de nærmede sig (H)Julianehåb?

Hun skævede undrende til sin rensdyr-veninde og mærkede udmattelsen helt ned i klovene. Prikker begyndte at danse for øjnene og hun havde svært ved at holde sig oprejst. Og mens hun slingrede i kursen fortalte underbevidstheden hende, at den mystiske drik fra helsekostbutikken var ved at påvirke hendes dømmekraft. På trods af udmattelsen og svimmelheden fik hun en uimodståelig trang til at bryde ud i sang: “Ruuudoolf med den røde tuud, koom og lys for miiig. JEEEG VIL AAALDRIG GLEMME DAJ!!!”

Konrad som var døset hen på lædersofaen, på grund af en overdreven indtagelse af nisseøl, vågnede brat op til dåd, og istemte Vibe-Blitzens glade julesang. Midt i tredje eller måske fjerde gentagelse af sangen rejste han sig brat op: “Du almægtige,” udbrød han, “jeg har glemt noget vigtigt. Jeg skal jo rapportere til den danske efterretningshalløjsa hver dag, så det er nu!”

Han trykkede på telefonens favoritknap og straks skar en autoritær stemme gennem julesangene:

“Konrad! hvor i hendes majestæt dronningens navn befinder du dig? Vi har ikke pejling”.

“Over Kujalleq, det er Upernavik, jeg sidder fredeligt her oppe under stjernerne i en sofa og juler lidt..”

“Et du i et fly? Så er det livsfarligt.”

“Så meget har vi ikke fået at drikke, her er ingen berusede piloter – de har vistnok styr på det foran.”

“Der er sendt en fuldt armeret F-16 op efter et uidentificeret flyvende objekt ved Upernavik. Mistanke om terrorbomber. De spørger ikke, men skyder med skarpt først. Sikkerhed, forstår du. Land straks og gem din sofa hvis du vil overleve!”

“Shit!“ udbrød Konrad, da han kom i tanker om, at der ikke var katapult-sæder i sofaen. Så hans overlevelse afhang udelukkende af rensdyrenes mulige snarrådighed. De gør det vel så godt de kan – og helst meget bedre, håbede han, hvis han og de andre overhovedet skulle overleve julen.

Men lige her og nu handlede det om at overleve landingen. De to tapre slædedragere gjorde en sidste anstrengelse for at lægge til landing. Hvordan det gik til er alt for ordkrævende, men jeg kan fortælle at det var gådefuldt og at Manfred var bange undervejs. Bange for at blive tabt bag en sofa. Det skal nemlig siges at Cessarens motor havde været ude af drift i mindst en times tid nu, så hele himmelkaravanens skæbne afhang af rensdyrenes formåen og udholdenhed. ‘Sikke kvindfolk’, sukkede K med Bum i favnen.

”Me too” skreg Manfred fastspændt i pilotsædet. ‘Jeg vil også ha` en slurk af den der helse­kostdrik, så jeg kan få kræfter til at spænde mit sikkerhedsbælte op”. Manfred Vogelstern havde en plan om at kravle ud på flyets motor, åbne motorhjelmen, reparere motoren, og kravle tilbage til flyets cockpit. Alt sammen for at imponere KarenMargrethe. Hun sad i flysædet ved siden af Manfred og fik sig en ordentlig skraber efter al den råben og det sindsoprivende drama.

Men hvad Manfred ikke havde taget i betragtning, var den isbelagte fjeldside, der i det samme tårnede sig op foran dem og truede med, at slå dem til pindebrænde.

Manfred stod som frosset fast på flyets cockpit, ude af stand til at røre sig i sin Minkkåbe, mens fjeldsiden rykkede nærmere og nærmere.

Men så var det, at KarenMargrethe fik øje på rensdyrene, der midt i en halsbrækkende undvigemanøvre bort fra isbjerget var kommet tæt på Cessnaens underside. Faktisk i skyggen af flyets vinge, som var monteret på kabinens overside.

Uden at betænke sig et sekund og med sigte mod rensdyrene smækkede hun døren op og sprang. Manfred og hans gamle fly fra 1953, “Businessliner” som den også kaldes, blev 80 kg lettere. KarenM greb bugserlinen i farten og klatrede nu møjsommeligt op mod Konrad i sofaen. Nu kunne hun genkende den: bugserlinen. For den havde hun nemlig selv siddet og nørklet til Onkel K. engang for længe siden, da de var meget yngre end de var i dag. Halstørklædet!

Det hjemmestrikkede pink halstørklæde med røde polkaprikker og flagermus, lavet af ægte angorauld. Og hvor blev hun glad. Tænk alt det hun havde gemt i halstørklædet! Fremfor alt opskriften og urter til Li Ching-Yuens livseleksir. Drikken som havde holdt Ching-Yuen i live i 256 eller måske var det bare 197 år. “Konrad, min egen Konrad. Nu kommer jeg og redder dig!” Tårer piskede ned af Karen Margrethes kinder og faldt lydeligt til jorden som trommeslag til optakten af Beethoven’s IX’ende, hvilket fik Onkel K til at bryde ud i Schillers glædeshymne:

“O Freunde, nicht diese Töne! Jeg aner ikke hvad der er galt med den tone, men lyden af en lædersofa der nødlander sammen med to besvimede hesteagtige dyr er slem. Min egen KM, min eneste KARENMARGRETHE, du har vel stadig Li Ching-Yuens livseleksir på dig? For hvis – så bare kom her du, så skal du få hæderspladsen i sofaen!”

KM tumlede op til K&Bum i sofaen og hældte skyndsomt eliksir op i tre snapseglas dekoreret med kyllinger og gule liljer. Efter en slurk udviklede styrtdriverne af sne og is som omgav dem sig til ædelstensglitrende huleformationer.

”Hvor er det vidunderligt! Freude!”, udbrød Konrad. ”Men hvad med ren-kammeraterne? Du kan vel lige tage snesko på, Bum, og fise op til vores venner med livdråber ikke? så at KarenMargrethe og jeg kan få lidt privatliv.”

“Hmm,” svarede Bum og kløede sig på maven. “Måske skulle vi lige først kigge til ham der Manfred-manden?” Bum pegede mod vraget af Cessna’en, hvorfra en sort røg steg op i atmosfæren og ødelagde juleidyllen.”

Men da Bum fik øje på en skikkelse, der kæmpede sig ud af vraget, havde han nær tabt kæben, for den lignede unægteligt Dr. Wung til trods for røgsløret.

Og da skikkelsen holdt et blåligt hjerte op foran sig og vinkede til Bum, var han ikke længere i tvivl om, at den kinesiske læge havde spillet dem alle et puds. Viftede han med en en fredsvimpel? Eller var han i virkeligheden kinesisk spion, sendt på mission for at aflive selveste julen? Og hvad skulle der ske med det blålige hjerte?

“Jeg er ærligt talt blevet ulvesulten,” udbrød KarenMargrethe og kastede grådige blikke på det bankende julehjerte, “højre forkammer på sådan et hjerte kan julemanden vist godt undvære. Vi må bede dr. Wung om at skære en hensynsfuld skive og måske implantere en pacemaker så julen ikke helt dør, men fortsætter under svære men ikke helt umulige omstændigheder.

Hensynsfuld. Pacemaker! Min gamle arm. Falskhed er det nye ægte og jeg har en ny forretningsplan, tænkte Bum og vendte Wung ryggen. Men først snuppede han lige hjertet og pilede afsted med hjerte, smerte og livseliksir. ”HJÆLP.” skreg han og så sig om efter et sted, hvor han kunne gemme sig for den rasende kineser. Bum så sig om efter et musehul, men kunne ikke finde noget i den golde, frostsne jord, der lignede en Sibirisk tundra. Måske er vi ligefrem i Sibirien?, tænkte han, mens han ilede hen over rimfrosten og prøvede at lægge afstand til Dr. Wung.

“Jeg vil jo bare klone hjertet, din kraftodder,” hørte han Wung råbe bag sig med umiskendelig kinesisk accent.

“Mus ikke kraftodder,” mumlede Bum, mens han hev efter vejret, under byrden af hjertet, og til sin skræk så at Wung halede ind på sig.

“Med klonede julehjerter kan juleglæden spredes ligeså effektiv som PandAmien, Bum, så lad os nu tale om det og dele overskuddet,” fortsatte Wung, mens Bum pludselig og uvarslet, nærmest på magisk vis, synes at forsvinde ind i sig selv i en sky af glimmer, stjerner og eventyrlig tåge. Ingenting sagde han, usynlig var han blevet, og overalt omkring dette mystiske gerningssted sås spor af mus i alle retninger.

Meget forvirrende, tænkte Wung og satte sig til at meditere.

Imedens var Vibe Vindstød og Sonja Snestorm ved at komme til deres menneskelige selv foran sofaen. Vibe skuttede sig og greb efter håndtasken med pudderkvasten. ”Jeg havde sådan en mærkelig drøm. Jeg drømte at præsidenten med den afblegede toupe og uden navn, sammen med Ruslands og Kinas præsidenter havde bygget en hemmelig fabrik på Grønland. Fabrikken producerede blålige klonede hjerter der skulle sælges over hele verden. For at sikre distributionen af hjerterne, havde de indsat (h)julemanden som CEO og hans kone som vice-direktør.”

Sonja gloede på Vibe-Blitzen: “Har du drukket af natpotten?”

Vibe stirrede tilbage på Sonja og fik et tankefuldt drag over ansigtet: “Men hvad nu hvis drømmen er sand? Hvad betyder det for juleglæden og verdensfreden?”

“Det er kun én måde at finde ud af, hvad der egentlig foregår,” svarede Sonja. “Vi må fange Dr. Wung, give ham en omgang kinesisk tortur og derefter afhøre ham, hvis han ellers overlever.”

“Tortur?” Vibe kiggede forskrækket på Sonja. “Det kan vi da ikke …” Men hun nåede ikke at gøre sætningen færdig, da Wung i det samme sprang frem mod dem, stak en kanyle ind i hendes skulder og trykkede stemplet i bund. En regnbuefarvet væske flød ind i hendes krop.

”Gud så skønt, Wung, det har jeg sgu ikke prøvet siden Femølejren i 1983”.

Vibe stak armen frem. Hun ville også ha’: ‘Tortur! tortur!’ opfordrede hun ivrigt, for det troede hun vist nok var kinesisk for ‘min tur’ eller ‘glem mig ikke’ eller noget lignende. Og måske havde hun ret, for som en Pavlovsk betinget refleks jog Wung kanylen med endnu en dosis ind i hendes arm. Det tog bare et øjeblik, så trippede de to regnbueveninder sammen hånd i hånd ud i snelandskabet. Wung tørrede en svedperle af panden mens Vibes pladren fortonede sig i det fjerne: ”Ih altså, Sonja”, småmumlede hun, ”hvor jeg dog føler mig, du ved, sådan lidt lejfig, du ved nok,” og knap havde hun benyttet et øjeblik for at tage luft ind, før hun dejsede om i Sonjas arme.

Sonja stirrede på sin tidligere chef og spurgte anklagende på kinesisk: “Hvad har du gang i Dr. Wung.”

Wung kiggede forelsket på kanylen og svarede: “Dette er en helt ny vaccine som erstatter alle andre vacciner, den giver øjeblikkelig lindring for alt!”

“Jamen hvad med eftervirkninger, bivirkninger og sidevirkninger?”

“Det melder min kinesiske overkommando ikke noget om, de ord findes ikke på vores sprog, og i Brasilien tror de at vaccinen kan gøre alt – du kan bare ønske dig at blive en krokodille, en enhjørning eller en transvestit – alt er muligt med denne her vidunderlige sprøjte!” Dr. Wung var ganske salig og aldeles eksalteret, og sprang rundt med små kinesiske ballettrin, mens han med vaccine sprøjten småpjaskede til højre og venstre ud i luften, hvorefter han med stor kraft pludselig hamrede kanylen direkte ind i KarenMargrethe, der var kommet ilende med halskluden.

At stikke i KarenMargrethe viste sig at være uklogt, da den barmfagre dame reagerede ved at lange ham en ustyrlig kraftfuld kajerasler, der fik alvorlig betydning for hans sproglige færdigheder; ikke at han blev stum, eller ikke kunne tale, nej, slet ikke, men hans fornemme og korrekte kinesiske sprog var med ét minimalistisk pekingesisk. Ikke helt uventet tiltrak Wungs nye verbale udtryk trækhunde til fra nær og fjern – med og uden slæder. ”Himmel og sværte” tænkte han højt, og ikke mindst trækkerhundene lod til, at lade sig tiltrække af disse spændende tanker. Trækkerhundenes leder, den noget aldrende Hivåsving, blev så begejstret, at han, lidt overmodigt måske, foreslog, at alle indenfor en rimelig afstand, ligefrem valgte at hoppe i kanen.

Eller rettere: hundeslæden, hvorved alle på næsten magisk vis blev samlet i slæden, inklusiv Konrad, Bum og det blålige hjerte. Selv Manfred, der enten var halvdød, skinddød eller heldød, da ingen endnu havde ulejliget sig med at undersøge milliardærens tilstand – blev der plads til sammen med kvinderne.

Og der i slæden rettede Dr. Wung blikket mod de sørgelige rester af Manfred og fik julelys i øjnene. Da alle nu lod til at være samlede, syntes han de kunne synge en julesang for at komme i stemning. Men Wung kendte ikke rigtig forskel på jul og fødselsdag, og desuden var det bare hunde der forstod, når han bjæffede på pekingesisk.

Derfor tog KarenMargrethe over og begyndte at bjæffe ordrer til hundene om at sætte kurs mod Thule i det allernordligste af Grønland. Hun var som barn opflasket med historien om at julemanden findes, og at alle børn kan sende breve til ham på Grønland. Hun havde rigtig nok fået svar fra ham, hver eneste gang hun havde sendt ham sine julegaveønsker. Måske var der en chance for at finde julemanden, hans kone og den hemmelige hjerteklonfabrik i Thule? For ganske vist var julen hjerternes tid, men juleglæden skulle ikke komme fra klonede hjerter. Ikke hvis det stod til KarenMargrethe. “Som om julen var Frankensteins fest,” mumlede hun og mærkede suset fra slæden isne om kinderne, efterhånden som hundene kom op i fart.

Hun trykkede sig ind til Konrad under de uldne tæpper og kiggede op på Nordstjernen, da hun fik øje på sin højre hånd. Fingrene blev røde, så orange mens den røde farve gled op over underarmen, dernæst gule osv. igennem hele regnbuen. Hun greb pudderspejlet, rigtigt nok, farverne var nået op til ansigtet. Rædselsslagen greb hun fat i Konrads halvsovende hoved for at dreje det så han kunne se hvad der skete.

“Ahhnmh, flot nok”, mumlede han ved synet, knap nok bevidst. Men hvor hendes hånd rørte ved ham, bredte allerede den røde farve sig videre over på Konrads hud der lidt efter lidt den samme farveskala, som hendes egen hud. “PandAmien!” hviskede hun, så Wung ikke kunne høre det, og ruskede i Konrad, der heller ikke hørte det, så nu var der ingen kære mor som kunne hjælpe dem.

Dr. Wung var i mellemtiden blevet ramt af hallucinationer og stor eufori, da han selv mærkede bivirkningerne ved den regnbuefarvede vaccine. Han kravlede frem mod koblet af slædehunde foran slæden med sin injektionssprøjte i hånden. “Gud ved hvad der sker hvis jeg afprøver den på hundene?” Han skulle lige til at stikke kanylen i den bagerst hund i spandet, da han pludselig hørte nogle ord på tysk udtalt med en stemme, som bestemt måtte komme fra den skindøde Manfred.

Wung vendte sig om i slæden og pegede kanylen i retning af multimilliardæren. Måske var det blot hallucinationerne, der havde talt, tænkte Wung, men det lød unægteligt som om Manfred lige havde sagt: “Ich Bin ein Berliner phankuchen, und ich møchte gern” og her skiftede Mandfred heldigvis til dansk, og fortsatte, “og ja, jeg vil virkelig gerne så inderligt bede om …”

Imedens så Bum sit snit til at skrive et telepatimail hjem. “Kære Emmamus. Hold ud. Hold ud. Det er som det står skrevet. To himmellegemer har passeret. BUM. I hvidt findes alle farver. BUM. Vi kan stadig nå at gøre det vi skal og redde julen. BUM. Så gør dig og alle hjælpere ( jeg mener unger ) klare til at rejse til værkstedet. BUM. Jeg har hjertet i min favn. BUM. Af penge har vi nok. BUM. Jeg skal forsøge at få de to regnbuetanter til at kysse mig. BUM. Du skal se, det går nok alt sammen. BUM. Gør dig beredt. BUM. Sender. BUM. Radiostilhed til videre. BUM. BUMMELUM. BUM. BUM. BUM. BUM…. Ho-ho-ho.

“… ja, jeg beder så inderligt,” fortsatte Manfred, “tihi, om at få, tihi, tihiiii, mine støvler på igen, tihiiii, hvis du vil være så venlig at række mig mine isbjørneskindsstøvler. Det er begyndt at blive lidt fodkoldt her i kanen”. Wung stirrede forbløffet på Manfred. Han tænkte: “Zombien kan også tale? Både på tysk og dansk. Måske kan jeg lære ham at tale flydende Cantonesisk? Og lave sprød og velstegt Peking-and til julemiddagen?”

KarenMargrethe havde under sin uddannelse som kvindelig mariner i hjemmeværnet lært førstehjælp til genoplivning. Zombinisme kan ophæves ved at kilde den skindøde under fodsålen, og det havde virket så effektivt på Manfred – lidt ulækkert fordi hans tæer lugtede bedøvende af grøn ost.

Men hvad gør man ikke med en bestyrelsespost i Google i udsigt, en af Manfreds mange forbindelser? Nu måtte hun også hurtigt tage sig af dr. Wung.

Han savlede kraftigt, karakteristisk for et apoplektisk anfald, som hun naturligvis havde lært om på sit førstehjælpskursus. KarenMargrethe tøvede ikke, det gjorde hun aldrig, det skyldtes formentlig, at hun var vokset op som den ældste i en søskendeflok på syv hjemme i Odder. Konrad derimod havde altid været en lillebror. En rigtig forkælet mors dreng, tænkte hun og skævede til Konrad, der sad og klamrede sig til sit selvkogende Gløggkrus, mens han jamrede over at PandAmien havde ødelagt hans gode udseende.

”Narcissist,” mumlede hun. KarenMargrethe gav Konrad et puf og skød psykoanalysen fra sig, for der var ingen tid at spilde, hvis hun skulle redde både Manfred, Dr. Wung, julen og verdensfreden.

Hun rettede på barmen og rejste sig resolut op i slæden. Det var tid til handling.

“Bum,” kommanderede hun, “nu tager du (h)jertestarteren fra Jem & Fix og sætter fut i Wung, kvikt for pokker, vi har allerede spildt et sekund og måske et menneskeliv. Jeg sørger for at Wungs luftveje er frie”.

Dermed klemte hun Wungs mund op, stak fingrene ind og halede hans tunge ud. “Sådan, Wung, nu går det allerede bedre, ik’ å’?” (i pressede situationer faldt hun fra sit rigsdanske tilbage på det jyske).

Wung var voldsomt uenig. Han havde udelukkende savlet ved tanken om morens hjemmestegte pekingand. Så langt hjemmefra væltede erindringen om hjemlandets trygge dufte, smagsindtryk, safter og krydderier voldsomt op i ham og satte gang i hele fordøjelsessystemet.

I stedet for en mundfuld varm and fik han iskold luft og tungen vredet om. Kort sagt, han brølede af ubehag og skuffelse, fordi KarenMargrethes fingre desuden smagte af alt muligt hun havde rørt ved og fordi hendes store regnbuefarvede ansigt stirrede undersøgende ind i hans øjne og mund i en afstand af fem centimeter.

Alt imens fik Bum placeret elektroderne på Dr. Wungs bryst. Men han nåede ikke at sætte fut til apparatet, da en lyskegle i det samme indfangede dem fra oven, mens sneen blev hvirvlet op omkring slæden. Bum kiggede op og så to farvestrålende engleskikkelser med truttede kirsebærrøde læber nærme sig. Det var såmænd regnbuepigerne, Vibe og Sonja.

“Vi kommer med budskab om bod og bedring”, proklamerede Sonja “samt vaccine og åbne grænser”, fortsatte Vibe. “Kys mig” opfordrede Bum. Og således gjorde de. Først Sonja og Bum, herefter Vibe og Bum. Denne seance tog vel små tre kvarter, og herefter var Bum nærmest rundtosset og overgik næsten Dr. Wung i salighed og ekstase.

Det var lige før slæden mindede om en swingerklub, tænkte Bum, men skød straks tanken fra sig i ren befippelse. Hvordan kunne han overhovedet tænke sådan noget? Han var da ikke nogen uartig mus og havde faktisk været artig hele året? Bum fæstede blikket på hundespandet, hvis poter fik snefnug til at fyge omkring dem. De glimtede som krystaller i solen og rensede ham for negative og urene tanker, og hvis hundene fortsatte i samme tempo, ville de snart nå Thule, hvor julemanden  lå på sit yderste, dødeligt bleg, midt i en bunke gaver klargjort af hjælpenisserne. Uden sit hjerte ville han ikke holde mange timer endnu, selv om nisserne pumpede blodet rundt ved at hoppe på ham, selv om de pustede frisk luft ind i næsen med en blæsebælg og selv om et englekor sang alle de klassiske julesalmer, incl. Rudolf med den Røde Tud, endda firstemmigt.

Han magtede ikke engang at sige sit varemærkede HO-HO endsige ”hyp” til rensdyrene, men stirrede bare tomt ud i luften uden at ænse de trippende rensdyr der stod klar til juleaften. En jul der ikke ville blive til noget, hvor ingen børn ville blive glade, hvor risengrøden brændte på og juletræerne tabte nålene, – ja, hvor alle ventede forgæves.

Katastrofen nærmede sig med stormskridt og kunne kun afværges hvis julemanden fik et nyt hjerte, men måske var det netop i det herrens år 2020 manden med leen skulle hente julens symbol, så mange andre forfærdelige ting var alligevel sket i året, der snart var slut, så hvorfor ikke også juleaften lukket ned!?

Men det vidste de heldigvis ikke noget om i den hundeslæde, der var på vej med julehjertet (HJULEJERTET?). Men hvem skulle have det, HULEMANDEN, JULEMANDEN eller HJULE­MANDEN? Bum var i vildrede, og det var ikke godt når det nu var ham der styrede hundespandet.

“Du må gerne skynde dig fabelagtigt meget!” hviskede Konrad til Bum, “jeg skal akut af med vandet, min blære er blevet en kæmpe badebold.”

“Du må tisse i dit selvkogende gløggkrus,” svarede Bum og klatrede op på førerhundens skulder for at hviske den i øret at: han skulle tage det roligt og være forsigtig, for vi vil så nødigt havne i et hul i isen lillejuleaften!

“Effektiv idé, Bum,” kom det lettet fra Konrad, “men jeg har fundet ud af noget: man skal aldrig komme fingre eller andre kropsdele ned i et selvkogende gløggkrus. Smertefuldt.”

“Nu tager du dig sammen Konrad!!!” KarenMargrete var træt af at høre på hans klynken. “Er du måske ikke udsendt af det hemmelige efterretningshalløj!?! Og af ham der med det lækre hår, og de alvorlige øjne? Broklap? Brombasse? Bromhilde? Hva’ faen er det nu han hedder? Nå, det lige meget. Kom så op på mærkerne, Konrad!!”

Konrad stirrede på Bum. Nu begyndte kyssene nemlig at virke. Ligesom frøen der blev kysset til en prins, blev Bum forvandlet til en frø. Eller også har jeg bare fået lidt for meget gløgg med ginseng, funderede Konrad og stirrede ned i kruset og derefter på Bum, der pludselig lignede sig selv igen. Måske burde han virkelig tage sig sammen og vise KarenMargrethe, hvilket stof en agent for det hemmelige efterretningshalløj er lavet af?

Han besluttede at mande sig op og overtage styringen.

“Bum,” sagde han og lavede sin stemme ekstra dyb, mens han skævede til KM, “giv mig en eksakt kurs og et estimat for ankomst til målet, og giv mig straks en statusrapport med en opdatering af …øh …af …

“Vi når ingen steder med de magre hunde, jeg ville straks hælde dem direkte i suppegryden,” indskød dr. Wung, “der bliver ingen jul på den måde. Uf!”

“Nu er du dum, dr. Wing,” protesterede Konrad, “teleportation, er da hurtigere end hunde!”

“Kom i gang!!!!” hviskede KarenMargrethe, “Nu, FOR POKKER OG FINGEREN UD AF GLØGGKRUSET!!!”. Hun hviskede så sne og isbjerge smeltede. Og var det teleportation eller K!!s hvisken, så stod de med ét foran den afkræftede J-mand.

Konrad viste ikke noget om førstehjælp men han kunne da læse brugsanvisningen på Den Lille Doktor. Op med den gule kuffert, frem med julehjertet, væk med alle nisserne på julemandens bryst. Og ind på plads med hjertet.

Julemanden fik hurtigt farven tilbage i kinderne, specielt da han fik øje på sin kone, der mistænkeligt lignede Melania fra Det Hvide Hus. Konrad fik da også hurtigt afsløret, at der var tale om et konebytte, der yderligere gav den udgående præsident visse privilegier i den grønlandske undergrund.

Og sådan endte det, der var startet som en enkeltmandsmission for noget efteretningshalløjsa, ved den Kinesiske Mur, med at blive en storslået international og regnbuefarvet redningsaktion med repræsentanter fra Odder, Kina og Alpelandet.

Og sådan bør det vel også være, når man skal sprede både juleglæde og sikre verdensfreden samt bekæmpe en pandAmi, tænkte Konrad og satte sig til at skrive sin rapport, mens han tog en ordentlig slurk af sit selvkogende Gløggkrus.