Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


3 kommentarer

Jeg gad ikke se nogen af jer, heller ikke dig

Spontan opgave 1, februar 2015

« Dato: 09. Februar 2015, 20:28:26 pm »

Distant fortæller

Et møde mellem to mennesker, fx på café, i et hjem, en skole. Stedet er overvåget med tv og mikrofon. Du er overvågeren og kender ikke de personer der kommer ind i billedet. Lav en beskrivelse af deres møde.

Max 700 ord, husk titel.


Jeg gad ikke se nogen af jer, heller ikke dig

Der står et rundt cafebord og to jernstole med puder, på bordet ligger en hvid dug. I baggrunder lyder en summen af stemmer. Tjeneren i sort jakke med hvid serviet over armen passerer engang imellem.

En mand i slutningen af tresserne kommer ind, ser sig omkring og sætter sig tøvende på stolen til højre. Han har en blå blazer på og indenunder en rød T-shirt, overskægget er spinkelt og krøllet opad i spidserne, ellers ikke noget hår på hovedet. Tjeneren standser foran ham og modtager bestilling på en flaske hvidvin og to glas, vifter nogle krummer af bordet med sin serviet hvorefter han vender tilbage med det ønskede, stiller glassene og hælder op til manden  uden at spørge til vinens kvalitet.  Glasset dugger,  manden betragter det og tager en forsigtig mundfuld, hvorpå han kigger rundt i lokalet og knapper blazeren op.

Han kigger igen rundt i cafeen og blikket standser.

En jævnaldrende kvinde nærmer sig bordet, halvlangt hår, ovalt ansigt med blå øjne under øjenbryn der hænger lidt. Lysebrun spadseredragt. Hun går et skridt nærmere:
– Er det dig, Mulle?
– Vel er det så, Borte. Dorte. Jeg vidste at det var dig på gangarten.  Jeg var ikke sikker på at du ville komme.
– Det var jeg heller ikke. Jeg har holdt mig langt væk fra alle i den gamle klasse i fyrre år. Nu er jeg her, så kan jeg lige så godt sætte mig.
Han skynder sig at skænke begge deres glas fulde: – Skålda. Det lykkedes.

– Jeg bestemte mig ellers til ikke at komme i morges. Hun ser ned på bordpladen og stryger et usynligt fnug bort. Rent ud sagt gad jeg ikke se nogen af jer igen, heller ikke dig. Hvad havde vi med hinanden at gøre?

Stolen skramler idet han trækker den nærmere bordet og læner sig frem. – Sådan havde jeg det også. Undtagen med dig. Den eneste grund til at jeg kom til gensynsfesterne var, at jeg gerne ville have mødt dig.

– Såe, kan det være rigtigt? Hendes kinder løfter sig en anelse til et modvilligt smil. Der bliver en pause. – Jeg kan ikke huske at vi talte sammen i skolen.

Tjeneren passerer dem med armene fulde af tallerkener og glas og siger over skulderen til nogle personer bagved:  – Jeg kommer straks.

Mandens pupiller bliver større, han retter sig op. – Det gjorde vi heller ikke. Undtagen til sidst i tredje g. Vi blev sat sammen til at lave kemiøvelser. Jeg syntes at det var mærkeligt, hvem var du egentlig? Hvad skulle jeg med dig?

Hun siger ikke noget. Tager en god slurk af vinen. Hendes øjne ser lige ud, ufokuserede, uden at være rettet mod noget bestemt. – Ja. Nu husker jeg det. Underligt at blive parret sådan. Jeg kunne ikke lide det. Hun ryster let på hovedet.

– Jeg blev genert og vidste ikke hvad jeg skulle sige til dig, siger han.

– Du virkede sur.

Han slår ud med armene og nikker: – Men du sagde tre ord til mig der ændrede det hele. Opløste situationen. Bragte os tættere sammen. Du sagde blot: Mon chere confrère. Så var vi kollegaer, kammerater der arbejdede sammen. En utrolig lettelse. Lige siden har jeg haft en blød plet for dig, i alle årene. Jeg ville sige det til dig, men vi kunne aldrig mødes. Confrère, det var så smukt, du tog stilling til mig.

–  Du var rædselsfuld til fransk, så jeg ville drille dig lidt. Du kunne godt lide at blive drillet, mærkede jeg. Vi blev virkelig kammerater i kemitimen. Men ikke udenfor – det forstod jeg ikke. Hvorfor kom du ikke hen til mig? Jeg følte mig ensom i den klasse.

Han lægger sine hænder over øjnene og hvisker: – Jeg var genert. Forstår du ikke det? Jeg turde ikke, hvad nu hvis du ikke gad tale med mig.

– Jeg ville gerne tale med dig, – uden de andre. Hun virrer med hovedet så de grå lokker kommer i uorden. – Jeg følte mig så tom uden min gode kammerat, min confrère. Det ved jeg først i dag. Dengang viste jeg ingenting.

Han rækker armen tværs over bordet og tager hendes hånd, der havde fjernet det usynlige fnug, i sin.  Efter nogen tid lægger hun sin anden hånd over hans. De sidder sådan indtil de begge nikker og rejser sig nøjagtig samtidig. Han skyder en seddel ind under det halvfulde vinglas, og de forlader stedet, hun med hånden på hans skulder.

Redigér indlæg

 
Reklamer