Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer

2016 Julekalenderstafethistorie

 

Sanseløst smukt sejlede et isbjerg ned gennem sundet. Det havde kurs mod lystbådehavnen. Hans øjne hvilede på ”Diana II” som stadig ikke var halet i land. Med en hurtig bevægelse verfede hans kone en flue væk fra ansigtet: – Splitte mine skåneærmer, sagde hun undrende, og i samme øjeblik lettede en hel sværm af spyfluer, de summede og hviskede så stille at ikke et øje kunne høre hvad de sagde. Og isbjerget kom nærmere og noget eller nogen hoppede på toppen af det.

Han kunne ikke se klart for fluerne og prøvede at vifte dem væk, der kom en frygtindgydende lyd som allermest mindede om en negl der køres ned over en tavle, bare mange, mange gange højere og i samme øjeblik knækkede et stort stykke af isen af og sejlede videre for sig selv indtil det mødte noget, som man ikke rigtigt kunne se hvad var, for der var pludselig kommet en tågebanke.

Otto kneb øjnene sammen “Jamen det er jo fantastisk, jeg hedder jo Otto, og det vidste min kone ikke – gu’ ved hvad hun hedder” tænkte Otto, og kløede sig i skægget mens han babbede på piben. Hvad konen hed havde han glemt, for han kaldte hende normalt aldrig andet end Bjarne, men det havde han selvfølgelig ikke altid gjort. Nu klør han sig også i nakken, men lige lidt efter kom han i tanke om, at hun nok egentlig havde heddet Otilia dengang de mødtes første gang og det var et stateligt navn. Otillia Mortensen. Skøn som morgendagen og med de fineste slangekrøller, var hun den gang.

Imidlertid var håret blevet gråt og hun begyndte så småt at ligne sin far, som var helt og aldeles kedsommelig, af udseende og såmænd også af væremåde. Og det synes Otto var trist og sørgeligt – og det havde han været gift med i … ja mange år.

Nu da han så det isbjerg som nærmede sig, fik han en ide, han ville have noget ægte grønlandsk is i sin drink. Han greb spejderdolken der lå på sin plads under de fire bind af ‘Krig & Fred’. Otto rækker spejderdolken til Otillia, så hun kan hente is til drinkene. I det samme ser han på isbjerget og bliver stum.

Det er jo julemanden som sidder og vinker på toppen af isbjerget han sidder på en brunlig kasse med en stor, tung hængelås. Otillia undrer sig. Julemænd plejer ikke at rejse så ukonfortabelt, og da slet ikke uden Blixen og de andre rensdyr som jo kan flyve. Er der mon sket noget med rensdyrerne – og kanen?

Hohohøj – kan jeg få et lift?

Julemanden havde rejst sig og stod nu ved siden af den brune kasse.

– Jamen, sødeste Otilia, hvorfor står du dog og vifter med den dolk? Læg ærmeskånerne og spring ombord. Og glem ikke min is.

-Men Otto vi må da give julemanden et lift.

– Jamen så hop ombord begge to. Hans kasse kan stå ude agter, ved siden af tønden med sild hvor pelikanen sidder og vogter.

– Kom ikke for nær for så bli`r jeg sær, sagde pelikanen multi og pillede sig bag højre vinge mens. den overvejede hvordan den kunne stuve alle gaverne om i næbet for at skabe plads til en lille en, der kunne varme den langt ned gennem halsen til kroen og kråsen. Pelikanen, Multi :), var nemlig lidt af en multitasker, som havde fløjet fragt for både UPS og Uber, ikke altid lige appelsinfri, men det var en hemmelighed, og måtte ikke på nogen måde komme ud, så derfor gemte han sig her hos dette grønlandsskib, som han end ikke vidste hvor var på vej hen eller noget.

I mellemtiden var julemanden ved at finde sig til rette i skibet, men da Otillia nærmede sig den brune kasse, blev han nervøs. Hun holdt i hånden noget der lignede nøglen til kassen. Den måtte hun for alt i verden ikke åbne. Han råbte på Multi lidt forlegen. Hvis nu både Ottilia, pelikanen, Otto og … gad vide om der var nogen han havde glemt? Er der noget julemanden ikke kan tillade sig, så er det at glemme. Derfor tog han en liste frem og begyndte at skrive:

Husk nu både dit og dat
og lidt af alt dit pjat
og lidt af det jeg glemte sidst
som katten havde spist
– ja, lidt af det jeg glemte siiiiiiidst
som katten havde spist

Helt tilfreds med resultatet rullede han sedlen sammen og stak den i lommen. ØH! Han havde glemt, hvad det var, han skulle huske men satte sig i kanebåden sammen med Multi, som slingrede lidt og duftede af sukker og kanel, mens de andre, nød en stille julebryg, mens musikken spillede og huskelisten langsomt gik i glemmebogen, og derefter landede i hånden på Multi, der i ren befippelse tabte nøglen til kassen ned i gabet på en hvid hval, der helt ubemærket havde lagt sig til at slumre i kølvandet på kanebåden og en gruppe delfiner, som var rejst nordpå for at søge job hos julemanden.

Den julemand, der nu stod og rev sig selv i skægget og trampede på sin nissehue, mens han hvæsede:

”Uden den forp…. nøgle kan I godt glemme alt om julen.”

Salven fik delfinerne til at tisse i vandet i befippelse over at se julemanden uden hue. De hvide hår var en paryk som var limet fast til huen. I virkeligheden var det, alt medens denne drabelige virak fandt sted, lige så stille gået hen og blevet den 2. december, og et sceneskift var lige på vej til at sejle ind.

Den 2. December startede dramatisk. Den skaldede julemand var lige på vej til parykmageren, for skaldet kunne han da ikke være, hvis børnene fortsat skulle bevare troen på den rare gamle julemand, som kom i tanke om at han havde klistret en lille gps-sender på nøglen.

“Bedre sent end aldrig”, tænkte julemanden og startede søgeappen FindMyKey. Koordinaterne sagde ham ikke noget, men så dukkede der et navn op: Oslo, fire sømil syd for parykmagerens værksted. “Brilliant” udbrød julemanden og opfordrede 2xO, pelikanen og de andre til at finde ulveskindsfrakke, pelskyse og næsevarmer frem. “Nu, må I ordne resten, for Jeg skal ha’ ordnet hår! Henter I så lige nøglen imens?”

Julemanden kiggede nu strengt på delfinerne, der nu kom til at prutte i vandet af bare iver.

“Pas nu lige på med den der lokale, globale opvarmning,” sagde Otto og nikkede ud over rælingen mod boblerne, der steg op af vandet som en hidsig gejser. “Vi skulle nødig smelte isbjerget,” sagde han og hævede sin drink som en hilsen til bjerget. “For så kommer…”

Men inden han kunne fuldføre sætningen mærkede han en pludselig en duft af vanilje, kanel og anis, for delfinerne havde spist en hel kasse julesmåkager. Temperaturen steg en enkelt grad og isbjerget, som var begyndt sin nedsmeltning, hældede nu en smule mere til bagbord, lige nok til at fortynde den stærke drink med. Det var nødvendigt med noget at styrke sig på, hvis de skulle finde frem til nøglen i tide, så de kære børn kunne få deres julegaver, inden den hvide hval, som jo ikke rigtig havde forstået at den svømmede rundt med nøglen i maven, og bare indtil videre derfor var helt, herligt ligeglad og lidt dejligt forelsket i delfinpruttegutterne, der havde indtaget kassen med julesmåkager.

Julemanden var godt arrig, for alting var gået i glemmebogen, og ingen kunne hjælpe ham med at huske, hvad han skulle huske, derfor tog han sig en dygtig dram, simpelthen en kæmpe snaps; og lagde sig til at sove. Han drømte om “elsdyr og pelsdyr og så er der toddy’r! Men min øjesten, det var Rudolf, som var en ren. Kender I den om Rudolf”, og alt imens julemanden sov under dæk, var der ingen der lagde mærke til det potente bovspryd, der kom til syne på den anden side af isbjerget, ikke før at solen stod højt på himmelen, hvad var det dog der skete? Isbjerget begyndte at smelte og nu opdagede de det skib som havde ligget i læ af isbjerget, men hvad var det dog? Det lignede grangiveligt den flyvende hollænder skibet som siges at varsle død og forlis, for alle som ser det – ”Pjat, sådan noget pjat råbte Otto – Hollænderen sejler nede ved Afrika – det der er en kopi som skal besigtiges. Vi border båden, og hilser på besætningen. Vi er sultne og har kun beskøjter i kabyssen, så.. nonsens… Vi er stadig sultne, så nu border vi..

”Vent! – det er pelikanen der råber – vent, jeg kender det skiv … I må ikke går ombord. Det er pilråddent og vandet fosser ind. Hvis jeg var jer ville jeg i stedet….

Julemanden vågnede med et spjæt. Han drømte, at et af hans rensdyr var udstyret med en lysende rød næse, men hvad var det dog, der larmede sådan på dækket… Bjældeklang og samba rytmer? Eller var det …? argentinsk tango …

Otto Brandenburgs skønsang fik gang i julemandens træsko. Mus, rotter og andre underlige kræ fra hængekøjen fik også travlt, de ville være med til “Skillemalinga-dingadu-skillemalingalej – hør på Søren Banjomus han synger nemlig nu. Bare skibet kunne holde til den meget ståhej.

– Men hører I da slet ikke, hvad jeg siger? gentog Pelikanen, som jo hed Multi: – Skibet er pilråddent og vandet fosser ind. Hvis jeg var jer ville jeg nok sporenstrengs se at splitte mine bramsejl og komme væk i en fart.

Rotterne svømmede væk Multi lettede den ene vinge og således blev det den 3. december. Samtidig med at alt dette skete, foregik noget helt anderledes et helt andet sted i verden, nemlig det mærkelige, at to kirgisere besteg Himmelbjerget på halvøen Jylland i det lille kongerige Danmark. De havde fulgt en lysende stjerne, egentlig skulle de have besøgt noget der hedder Ballerup, imidlertid gik det allerede galt, da de uden at vide bedre snublede over en milepæl i Storebælt, de vidste ikke at det var en betalingsbro og blev afvist fra den danske østzone, så nu var de på Himmelbjerget for at lede efter de 3 viise mænd Lars, Anders og Søren, som alle var noget ved savværket i Tønder. Lars bar på en en sæk til julemanden.

” Hvor skal jeg sejle dig hen julemand,” spurgte Otto.

I det samme ville delfinerne vide om de stadig skulle lede efter den hvide hval og nøglen.

“Naturligvis” sukkede Anders, som bar på den tunge skat – men lige nu var det mere spændende, hvad der var i Lars’ sæk. Kunne det være den hemmelighed som han aldrig rigtig havde fået talt med nogen om? Nu skal det altså være, på turen med de to andre kammerater, ville han åbne sit hjerte og fortælle dem det hele, og så måtte det briste eller bære. Halleluja, sagde han til sig selv, og følte en vis stolthed over trods alt at være ham, der bar julemandens sæk, Anders ville gerne hjælpe selv om han selv bar den tungeste byrde som var og blev hemmeligheden, hvis ikke han nu fik delt den med sine to venner.

– Hør her sagde han da de var på vej til Ballerup, altså før det hele gik op i at kunne dokumentere sig selv for at komme til Østdanmark, det er altså her ovre i det rigtige Danmark vest for Storebælt i Horsens og på Himmelbjerget, at det foregår ellers var Otto ligeglad med, han skulle finde Lars, Anders og Søren ellers var der ingen julegaver. Det hele var ved at gå op i hat og briller, tænkte han og smilede lidt for sig selv, men var gaverne i sækken eller i kisten og kunne han i virkeligheden ikke være hamrende ligeglad, han var jo bare på herrens mark, med sine to venner fra Kirgisien og var igang med at bestige Himmelbjerget.

– Otto – Otto vågn op – du taler i søvne om Anders, himmelbjerget, Lars – vågn nu op! du skal passe roret. Det er din tur. Søren forsøger at styre, men det har han slet ikke forstand på. Skynd dig.

– Ja,ja … men hvem i alverdens hundeslæder er Søren? Som om vi ikke allerede var nok ombord.

– Søren en en Multis venner, han kom lige på besøg, Otillia forklarer. – Han er havmåge og havmåger har det med at fantasere, fordi de ser alt i fugleøjeperspektiv, og det må vi nok leve med, hvis da ikke der kommer en overkommandørkommandantsasjantinsinuerergøjoggør hik! fra Skælskør eller var det fra Nuuk?

“Skål allesammen”, sagde han og tog en ordenlig tår af hans flaske med chili Klaus nye drik vindstyrke 12, “se det her er en ordenlig sømandsdrik, der er en omgang til alle” Han sejlede rundt og rundt. Heldigvis kan jeg flyve tænker Multi, for nu er de gået helt i selvspind dernede i julekalenderskriveskolen, at jeg skulle være venner med vismanden Søren Pap, det er jeg ikke sikker på, at jeg kan se gennem vingerne med, og de andre to, de er sgu ikke alt for kloge. Men vi bliver nødt til at få skibet på ret kurs, uanset om skipper hedder Lars, Anders eller Søren Pape.

”Alle mænd, kvinder, dyr og andet godtfolk. Nu må I makke ret og huske at julen står for døren”, skar Otto igennem og følte sig pludselig helt kvik. “Var der ikke noget med en nøgle, der skulle findes og noget hår, der skulle sættes?” spurgte han og kiggede formanende på hele den brogede besætning. “Eller har I alle sammen fået totalt pippelip?”

Otto slog tre gange på sit glas: – Hermed indkalder jeg til stabsmøde. Det er ikke nemt at styre et isbjerg, så vi er nødt til at være enige. De der ikke møder frem er uenige, og har dermed mistet retten til ytre sig, men er velkomne til at afholde bønnemøder og udføre tibetanske kropsøvelser.

Den eneste jeg kender der kan styre et isbjerg er Otilia, og det er simpelthen de autoriserede skåneærmer der er hemmeligheden og sammen med delfinerne og med magiske kræfter styrer bjerget mod Oslo og parykmageren, eller en transplantation.

– Nu vil jeg sgu’ snart gerne vide, hvor vi skal hen, og jeg har ikke fået ordentlig mad i flere dage, sagde Otto da pelikanen i samme sekund landede på dækket med en paryk, som godt kunne ligne en, der tilhørte en vis Donald Trump….navnet gør at jeg mister appetitten og går i seng – Godnat sagde Otto til sit mandskab. – Håber på godt nyt i morgen, når vi rammer Aarhus Bugt hvor vi skal hente en flakon O d’toilet til delfinerne. Her i solnedgangsskæret bliver isbjerget helt gennemsigtigt og jeg kan se over til Kalundborg, hvor, ja, men hvor er dog Kalundborg? Jeg plejer da at kunne se Kalund … men? Hør, hvad er der dog sket?

Der er vist sket det, at du har taget formørkelsesbrillerne på; derfor kan du ingenting se. Men jeg kan fortælle dig at frosten er over os. Isbjerget fryser!

– Det var det værste, der ku’ ske udbrød Ottos hustru, for hun havde forstand på den slags, og vidste, at når det skete netop den 4. December, ja så var gode juledyr i stor fare for at blive røvet bort af juleskeptikere og erstattet af falske nyheder. Derfor er det vigtigt at finde julemandens rensdyr.

Julemanden kunne ikke lige huske hvor han havde efterladt dem, men han var sikker på at et eller andet sted stod de og frøs om fusserne. Hvorfor han ikke kunne huske hvor han havde efterladt dem havde han glemt. Hvis det da ikke var fordi nogen havde stjålet dem?

Nu forholder det sig sådan at at hukommelse og intelligens ikke kun er mennesker forundt. Faktisk har den seneste forskning bekræftet at fugle, insekter og rensdyr for ikke at tale om skovtræernes rødder er meget klogere end man skulle tro. Det var derfor ikke mærkeligt, julemandens hukommelsestab taget i betragtning at rensdyrene bestemte sig for at gøre noget ved sagen. Der var bare det problem at rensdyrene ikke vidste hvor de var.

‘Jeg håber snart julemanden finder os’ klagede Rudolf – hvis jeg lader min næse lyse så ser han os måske og lader os komme tilbage i tjenesten, selvom vi truede med at strejke. For Rudolf mindedes i det øjeblik skænderiet, de havde haft med julemanden, om den forsvundne nøgle som befandt sig i den hvide hvals mavesæk. En talte om et brækmiddel, en anden lagde sig til at sove. De vidste i virkeligheden ikke noget, for de var selv forsvundet før nøglen. Men de kunne sagtens forestille sig at julemanden havde mistet den, når han kunne miste flere rensdyr så ville en lille nøgle da næppe være det store problem lige nu. Næe, hemmeligheden var, at skænderiet mellem julemanden og rensdyrene stak langt dybere.

Allerede i sommer havde julefar nemlig nævnt, at han i ligestillingens navn, tænkte på, at han hellere måtte anskaffe sig endnu et rensdyr med rød næse; og det skulle altså være en pige, eller en dame eller hvad det nu hedder i rensdyrkredse. – SKER DET, havde Rudolf den gang råbt så det kimede for alles øren, – sker det, så nedlægger jeg en protestant! Og Rudolf havde forladt rensdyrhulen uden at sige hverken buh eller bæh; ligestilling mig hér og skævvridning dér, og så havde han fået job hos en anden etisk grønthandler i Blågårdsgade, hvor han primært ugens første fire dage skulle stå for afdelingen med blandede nødder; hvad han skulle den femte dag havde de ikke rigtigt fået talt om, så også her, med den etiske Grøntfatter, ragede Rudolf hurtigt uklar; det var noget med traditioner og den slags, der havde fået dem begge helt op i det grønne felt af raseri, en trist, trist udvikling og en, ikke mindst for Rudolf, meget vanskelig situation. Han var indebrændt, og ikke mindst var han meget ulykkelig; og havde det ikke været fordi han havde hele fire meget stive ben, ja så havde han sandsynligvis kravlet over et rækværk et sted, hvor der på den anden side var uendeligt langt ned.

Således nedtrykt havde Rudolf strejfet om uden mål og medfølelse hele eftersommeren og efteråret, indtil en dag, da pludselig vejret slog om og en rasende snestorm fangede ham. Usædvanlig i styrke og tidspunkt. En tredagsesstorm var det. For meget for selv et rensdyr der jo ikke var forberedt. Da stormen var ovre fandt han sig frosset inde i en isblok der langsomt gled ned ad på snestorm i det tidlige efterår, nu sad han så sammen med de andre rensdyr og ventede på julemanden og ak, og ja, sådan tænkte og ønskede Rudolf, da han endelig tøede op fra den den frosne isblok.

Alene sad han imidlertid, da han jo selv havde forladt rensdyrhulen i vrede. Så situationen var den, at nu kunne Julemanden altså ikke finde rensdyrene, rensdyrene kunne ikke finde Rudolf, og Rudolf selv kunne hverken finde hoved eller hale på det hele, eller ud af noget som helst.

– Det er noget værre noget, tænkte Rudolf, og det var jo rigtigt nok godt at kunne blive væk for sig selv og måske for de andre og deres stadige krav om at han skulle lyse op så de kunne finde vej. Men under opholdet i isblokken var hans næsebatteri løbet tør for strøm. Det skulle ellers kunne holde i tusind år, vel at mærke hvis det ikke blev udsat for ekstrem kulde. Han savnede fællesskabet som havde været baseret på hans særlige evne. Måske var der simpelt hen gået permafrost i næselygten.

Han kunne kun se én udvej, nemlig at kontakte Nordlyset og bede om hjælp til opladning ad naturens vej og så af sted ved hjælp af den indre ledestjerne, der forhåbentlig havde en GPS til at hjælpe ham på vej. Ellers plejede han at kunne lugte julemanden på lang afstand, men lige nu var det som om den sjette sans er bedre at stole på … men den sjette sans var tavs.

Bedrøvet rystede Rudolf på hovedet så istapperne i hans skæg spillede en lille melodi, hvilken melodi kunne han ikke komme på. Han tog en af istapperne og kiggede gennem den. Verden så ud anderledes end den plejede, omkring ham stod elverfolk iført skælvende regnbuer. De smilede til ham og pegede op mod himlen. Nordlysgardiner flagrede og oplyste den mørke vinterhimmel og nynnede i takt med musikken fra hans istapper:

“Hør, hør”, lød det fra Julemanden, som opfattede lyden af istapper fra et fjernt sted. “Det dér er da Rudolfs melodi. Nu kan jeg pludselig huske det. Rudolf kender man på melodien; og den melodi lokker både rensdyr og jule..

… Nu tændes der stjerner på himlen blå. Halvmånen løfter sin sabel … øh snabel … men i det samme trak mørke sneskyer igen ind over himlen og temperaturen sank endnu en tak. Ikke desto mindre var der noget befriende ved musikken, og også de andre rensdyr kunne gennem himmelhvælvet høre melodien; netop den melodi som nu ville betyde at de både fandt julemanden og ham, der kaldte sig noget så åndssvagt som Rudolf. Hvem havde nogensinde hørt om et rensdyr med navn? De plejede at være seks til julemandens kane, eller fire, hvis der var en, der faldt fra.

Lige i det øjeblik dukkede rotten Magnus frem fra sit skjul i en sprække i isbjerget. Jo mere det frøs, jo smallere blev sprækken. Den havde tænkt over det længe, at her kunne den ikke blive. Så planen var at springe overbord, når isbjerget sejlede under broen. Det skulle så bare lige times med toget. Helst det sydgående, selvfølgelig. Her tænkte den på at få et lift til Paris og så ellers se, hvad der bød sig af muligheder. Men ak og ve, forsøget mislykkedes, og Magnus drattede ned i det iiisch kolde vand og forsvandt for evigt i barske bølger under knivskarpe isflager.

Mens Magnus sank, så han sit liv passere revy. Dengang i Paris for mange år siden, da han boede under kloakdækslet på Champs-Élysées og en dag blev skyllet ud i havet og fulgte med Golfstrømmen langt nordpå til han blev kastet op på et smeltende isbjerg, som drev sydpå mod de danske kyster, og han husker, at han svor, at han ville tilbage igen til den parisiske undergrund, til Montmartres baggårde, hvor der altid faldt lækkerbiskener af ved de små restauranter. Magnus gav ikke op. Han var en overlever. Og Magnus husker også, inden han går helt til bunds,hvordan han i sine unge år lærte af sin mor at mase sig igennem en sprække så tynd som en enkrone og at holde vejret, mens de susede med strømmen gennem de fyldte kloakrør og hans mor sagde:

“Aldrig i mit livsskabte dage er det sket, at en rotte er druknet. Bare klø på, min dreng,” Så han asede og masede – og endelig skød han op af vandet. Han klamrede sig til noget rødt som flød i vandet. Det var julemandens hue med hår, her lå han så og sundede sig og tænkte på Otilies armhule hvor han plejede at opholde sig om natten når hun lå roligt og sov. Hvad ville han dog i Paris’ kloakker når han havde sådan et lunt, tørt, hårrigt sted at sove? Dagene var anderledes.

Julemandens hue sugede vand, og han var glad for, at rotter var gode til at svømme. Huen gik til bunds med nogle blop af luftbobler, og Magnus satte kursen mod Nyborg. Der satsede han på at nå lyntoget og så skifte til Parisekspressen i Fredericia.

Han var totalt omtåget af kulden. Paris og mor – hvis hun ikke lå i en fælde – eller den varme armhule? Langt væk eller trygheden på isbjerget? Og hvor var Nyborg i det hele taget? Og kunne han stole på de danske tog? Han havde haft dårlige erfaringer med de nye som altid var til reparation og ikke kom ud af stedet. Pisse koldt at ligge her og padle. Noget stort tårnede sig op over ham idet den velkendte duft af kloak trængte ind i næseborerne. Mens han trådte vande arbejdede sanserne på højtryk for at forstå, hvad det var, han var oppe imod. Men da det gik op for ham, at det var gabet på den hvide hval, var det allerede for sent. Erkendelsen fik nakkehårerne til at stritte som de istapper han lige var undsluppet.

Magnus kæmpede med alle lemmer mod hvirvelstrømmen, der trak ham nedad mod bæstets fordøjelsessystem, men nedad gik det alligevel. Altid noget at her blev lunere og var fuldt af alt muligt spiseligt. Bedst som Magnus mæskede sig med noget slimet, velsmagende mærkede han et slag i hovedet og så at det var en nøgle – hvorfor havde hvalen slugt en nøgle? og mens han undrede sig over det blev alt pludseligt rødt, han var ved at skrige af angst, da han opdagede at det var julemandens hus som var fulgt efter ham. Nøglen smed han i huen og tog huen på nakken, det kunne blive nyttigt på rejsen til kloakkerne i Paris. Men nu skete der nogen, det var som om hvalen samlede alt hvad den havde i sig, med et slag med halefinnen og en overdådig voldsomhed, sendte den hele maveindholdet inklusiv pariserrotten Magnus, julemandens hue og nøglen til kisten op igennem blåsthullet, hvorefter den skyndsomt svømmede mod syd, mens den bøvsede voldsomt.

Rotten lå midt i det store ocean. Han klamrede sig til huen, skønt nøglen truede med at trække ham under vandet. Og netop sådan gik det. En voldsom bølge rev nissehuen ud af rottens favn, og uundgåeligt havde det til følge, at nøglens vægt stille trak den skrækslagne gnaver ned under vandet. Der var, hvis dyret skulle overleve, ikke andet at gøre end at give slip på huen. Men i det samme kom en delfin og løftede ham og huen op.

‘Hvad laver du dog herude på det store hav? Du har vist brug for hjælp’ Magnus, med huen, klamrede sig til delfinen ‘Tak, mange tak, stønnede han, jeg skal til at skaffe mig nogle flere venner. Har du noget der skal gnaves, så kom til mig, nårsomhelst. Fjender kan man altid få som rotte, men venner, dem har jeg ingen af. Måske kan jeg få en bestalling som kælerotte på isbjerget hvis jeg en dag kommer hjem igen til isbjergene. Måske kan du fører mig til Paris’ kloaker, delfin? Denne lange rejse må ikke have været forgæves. Er der forresten forbudt for delfiner på Seinen? Men bare jeg kommer til kysten. Vil du være min ven og hjælpe mig til Paris, så vil jeg aldrig, eller ihvertfald, sent glemme dig for det.

Nu svævede med megen overraskelse et enormt vingefang, en jetjager-stor fugl ind over rotte og delfin, og jo, kære læser, du gætter rigtigt: Det er den kære pelikan Multi, og vupti flyver han ned mod havoverfladen, og griber rotte i halen, og med et ordentligt herresving, slynger han den noget betuttede rotte lige op i sit kæmpe næbs underkøje. Klap, sagde det, da Multi lukkede næbet, og satte kursen direkte mod…

– Nu er det jo sådan, at man altid kan finde noget godt i spisevognens skraldespand. Det er derfor, jeg altid tager toget, så måske vil du hjælpe mig til Fredericia eller Kolding?

Pelikanen gav sig ikke tid til at svare. Den styrede direkte mod isbjerget, det hastede med at nå frem, inden det, pga den globale opvarmning, var helt forsvundet.

“Men nu må vi se at komme sydpå, inden havet fryser til,” sagde rotten Magnus til pelikanen, mens den klaprede tænder.” Der er sgu for koldt i det her vand.”

“Nej, først skal vi redde isbjerget, Magnus, og der kan du varme dig i Otilies armhule imens.”

“Sludder vrøvl! Isbjerget klarer sig fint uden mig. Jeg foretrækker varmt og lækkert kloakvand. Tror du jeg er en polarrotte? Jeg fryser om tæerne! Vil du sætte mig af ved toget, ellers svømmer jeg – ja eller nej?”

”Desværre, Magnus. Sporskifterne og signalanordningerne er frosset, togene kører ikke i denne uge.”

”Øv”

Lidt senere bankede det dernede fra næbbet. Magnus:

”Hallo, Multi, her ligger noget interessant, nogle breve, hør bare:

Kære Ottilie.
Dig ønskes en glædelig jul fra sygestolen.
Kærlig hilsen Virginia W.

… og så en masse små, ulæselige bogstaver.

Et andet:

Til Otilie.
En julehilsen til dig. Jeg måtte udføre en hysterektomi på Virginia W på grund af hendes sundhedsudfordringer; men i betragtning af sygdomssammenhængen en svag bedring af uroen. Til gengæld er James J i julehopla.
Hilsen doktor G.

De breve smager godt – af jul!”

Pelikanen Multi bare fløj og fløj, og undrede sig da lidt over brevene, som Magnus havde læst op. Han spekulerede som en knasende på hvem afsender VW mon kunne være, medens han mere end forstod hvem den skarpe doktor G var. – H- H-Hvorherre bevares, tænkte Multi, og i samme øjeblik rumsterede det igen, i bunden af næbbet.

Magnus var i tophumør over de to lidt kryptiske julebreve. Så glad og overstadig var Magnus, at han smed sin rød/hvidstribede undertrøje, og greb sine kastagnetter, som lå under hovedpuden. Og så sang og dansede han helt uden måde og med, sin yndlingssang, den han altid sang til ulidelighed når han var glad, hvad enten det var jul, påske, pinse eller tirsdag.

”Min art det er rotte
min far han er skotte
min mor er en halvhøj mus-lim
jeg bor i en potte
jeg fandt i en grotte
mit efternavn er Bimme-lim”

Og alt medens han var helt væk i umanerlig overstadighed og glæde, i sin pasodoble-inspirerede dans, bankede det på næbbet. Udefra!

Og så hørte han julemandens stemme sige: “Luk så op Multi! Jeg har en høne at plukke med den rotte.”

Men jeg er jo ikke nogen høne, mumlede Magnus. Faktisk kan min fine rotteslægt føres helt tilbage til den franske revolution, tænkte han og huskede, hvorfor hans mor altid mindede ham om at holde snuden højt. “Finere rotter end os findes ikke,” rungede morens ord i hans hoved, mens han indså, at de måtte være landet på skuden, der førte isbjerget.

“Øv!, sagde Magnus og forberedte sig på at Multi ville åbne gabet, hvorved han blev nødt til at se julemanden i øjnene og forklare hvorfor han havde forladt skuden selv om den ikke var synkende. Magnus kom i tanke om julemandens hue, den ville nok formilde ham noget. Han stak hovedet ud og begyndte at fnise hihihi. Julemanden havde lånt en tophue af Otto og han så grangiveligt ud som en rocker fra Hell’s Angels. Dem kendte Magnus, for han havde engang boet i en rockerborg, men det var en helt anden historie.

Nu stak han huen ud af næbet, ud til julemanden, han opdagede ikke at nøglen var faldet ud og nu lå i Multis næb blandt gamle breve, uldtotter, muslingeskaller og meget andet. Multi lukkede næbbet og lettede.

“Hvor f… flyver vi hen,” råbte Magnus. “Jeg skal nå toget, og her er ikke meget plads med alt det skrammel du har liggende … “

“Så det nok, hvis ikke du klapper kaje i dette selvsamme øjeblik, din lille slimede kloakrotte, så ryger du i baljen og må sejle din helt egen sø, forstår du det?” Multi rystede næbbet så Magnus sendte en kærlig tanke til Ottos hustrus skåneærmer og begyndte lige så stille at rydde op på gulvet i undernæbet.- Nu vil jeg tage mig en lur, sagde han til sig selv, og blot fordi man kun er en rotte, ja så holder jeg nu meget af at flyve. Og jeg vil ALDRIG mere brokke mig, og tale om det elendige tog. Jeg vil ikke med det tog, aldrig!

Magnus lå lunt og trygt i Multis undernæb og snart begav han sig til drømmeland, og opdagede at han befandt sig i en sandet ørken, der strakte sig vidt og bredt og langt ud over horisonten. Oppe fra himmelhvælvet lød en hviskende, dyb og myndig stemme: “Magnus, Magnus hvilken størrelse har kuben og hvilket materiale er den lavet i”?

“Kuben? Det kender jeg ikke noget til. Og jeg er ikke slimet, desuden kan jeg selv svømme i land, så luk lige gabet op, så jeg kan komme ud. Her er jo helt fyldt op med gammelt papir og skidt og møg som ikke kan spises. Jeg kyler lige den her tunge tingest ud

Stemmen insisterede: “Kuben Magnus! .. hvilken størrelse? .. hvilket materiale”?

Magnus fik åbnet en sprække i Muttis næb, og klemte nøglen igennem. “Så!”, sagde han. “nu er vi af med den!” Nøglen ramte havoverfladen med et plask, ringe bredte sig omkring stedet, hvor den forsvandt, og snart lå den på havsens bund.

“Respekt”! hvæsede stemmen som en storm: “Det her er sabotage, du forsøger at løbe fra dit ansvar din lille rotte” … og så blæste en vind op som tog fat i Magnus lille selvoptagede krop og hvirvlede ham ud i verdensrummet hvor han nokkede hovedet ind i nøglen så mange gange at Magnus til sidst tryglede stemmen om at komme tilbage, så han kunne få stillet spørgsmålet endnu engang. Men Ak, da var det for sent og stemmen var forsvundet.

Og Magnus rotte var død.

+

“Jeg synes, jeg hører stemmer,” tænkte Magnus. “Jeg må vist have sovet og drømt.”

Magnus tænkte disse sine sidste realitetsfornægtende tanker mens dødsstivheden langsomt bredte sig fra hale til snude. En barmhjertig skæbne ville at liget havnede i en parisisk kloak, hvor tolv sultne rotter åd ham rub og stub. Det var nu hans måde at tage toget.

Multi fløj rundt og rundt, hun havde det underligt, det var noget med Magnus – men hvad det var kunne hun ikke rigtig få styr på. Hun følte sig trist og satte derfor kursen med isbjerget, hvor Otto, Otillia og julemanden var. En af dem må kunne trøste mig. Men Otto, Otillia og julemanden havde drukket af flasken fra julemandens lomme og dansede rundt som tossede på isbjerget, mens julemanden sang: “Hvor er min nøgle, åhh, hvor er min nøgle … tralala” Der var helt klart ingen trøst at hente, så pelikanen rystede på hovedet, slog vingerne for øjnene og satte sig til at sove og drømte om nøglen på havets bund.

Sangen gav genlyd fra isbjergets væg, men Multi var ligeglad. Snorkede bare så næbet flabrede og klabrede. “Shyyyss … hvad er det?” Otillia forsøgte at få de andre til at være stille, og da de omsider holdt kæft, kunne de også høre en underlig lyd, hver gang Multi trak luft ind. Det var nærmest sådan en sær fløjtende eller pibende lyd, mon det skulle være Multi som havde fået en fjer på? – nej det lød mere som om det kom fra hendes næb. Otillia gik hen til Multi som hang noget med næbet.

Multi åbnede næbet, der var noget som bevægede sig dernede, men intet at se. Et usynligt væsen i næbet, som udstødte sære lyde, kunne det være en pelikan med tømmermænd og usynlige rotter i næbbet, hvad skal det dog blive til tænkte Otilia og lyste rundt i næbposen med sin mobil. Nu kom den lille stemme igen, den var meget tydelig:

”..Piv, piv. Jeg vil have min mor! Piv, piv”. Nede i bundens vandpyt lå en lille hvalunge og stirrede op på hende med de yndigste, blå øjne. Otilia kunne ikke modstå de øjne. Hen stak en arm ned i næbet, mens hun skærmede ansigtet med den anden hånd, da der i samme sekund steg en bøvs op fra Multis indre. Bøvsen blæste hende næsten omkuld og fik øjnene til at løbe i vand. Halvt i blinde følte hun sig frem i det slimede gab, fik fat i hvalungen og førte den mod sin barm. “Så, så lille baby!” hviskede hun og vuggede ungen blidt, mens hun kiggede sig omkring efter Otto – Otto kaldte hun, se vi har fået en baby – den er kommet med pelikanen, er den ikke yndig? Så, så lille ven nu er mor her hos dig, jeg tror den skal hedde Ofelia.

Ofelia efter din mor – nej, tænk hvis hun bliver som din mor, det ville da være synd for både hende og alle os andre. Så hellere Valborg efter min mor, hun var en hvalros og stor som et hus, der lå sov dagen lang, når hun vågnede var det blevet aften og så gik hun i seng. “Er der overhovedet nogen der har tjekket om det er en dreng- eller pige?“ Spurgte Otto, mens han så sig omkring. “Hvordan ser man det?” spurgte Otilla med store spørgende øjne, mens babyhvalen sked på hendes skåneærmer, som hun havde fundet frem, netop fordi hun vidste, at dét eventuelt ville kunne ske.- Hvordan finder man ud af det, spørger du? Det er såmænd ikke så vanskeligt, man skal simpelthen bare vende bunden i vejret på den og vupti: hvis den tisser i en bue, så er det han.

Mens han forklarede havde han vendt bunden i vejret og nu stod der en stråle i en bue lige i ansigtet på ham – pypøj, pøj – det er en dreng og han skal hedde Preben!

“Åh ja, det skal han da, det er det mest bedårende navn, man kan forestille sig, hvorfor kom jeg ikke selv i tanke om det?” Otillia hev ungen ud af Ottos hænder. “Og se lige de øjne, det er klart de er blå, hvis det havde været en pige, havde de selvfølgelig været lyserøde.” Otillia stolprede under dæk, med hvalungen i armene, for at finde den flaske sherry hun havde gemt i et hemmeligt rum under gulvbrædderne til en dag hvor der rigtigt var noget at fejre. Og hvis ikke netop kønsbestemmelse og navngivning af en hvalunge født i bunden af et pelikannæb i et og samme øjeblik, var en sådan mindeværdig dag, ja så vidste hun sandelig ikke, hvad det skulle være.

Hun lagde Preben på dørken, men lige som hun havde fået fat i flasken fik hun lyst til at recitere et par linier fra et digt, som hun altid havde båret på sig, ja siden hun var 15 år, da hendes bedstemor døde af tarmslyng: “Min kære lille hval, du er jo blot en unge, jeg svøber dig i sjalet og klapper blidt din tunge… ” og så stod der ikke mere, for et hjørne af digtet var blevet revet af ved et uheld, nytårsaften for tre år siden, da digtet vistnok var, ja inde under, altså noget med en lynlås. Hun skruede forsigtigt låget af den fine gamle sherry, og inden hun gik op på dækket, smagte hun på den. Den smagte af rævepis og terpentin – hun havde vist gemt den for længe. Oppe på dækket gav hun flaske til Otto som tog en ordentlig tår, julemanden ville ikke have noget, så Multi tømte flasken og så pilede hun ned igen og hentede ungen. – Pyha, sagde hun, ikke så højt, – jeg havde sgu nær glemt lille Preben.

Det havde været en katastrofe, for det ham, der skal være enearving og efterfølger til, jeg mener enearving til nordpolen og efterfølger til julemanden, udbrød Otillia. Det kneb med at finde de rigtige ord. Preben lå stadig på dørken.

– Mor, mor kaldte han, må jeg ikke nok få noget at drikke?Min mave er helt tom.

OG Således blev det den 8. december. Det gik den rigtige vej, kan man sige, forholdsvis ro og orden, rundtomkring; nåe jo, var der ikke stadig noget kludder med den stivbenede Rudolf og rensdyrene der var faret lidt vild af hinanden ? Men mon ikke det nok skulle, jeg mener, nej, det som virkelig er interessant netop nu på denne dato, netop på denne kalenderdag, er at der relativt langt borte herfra nemlig sker noget ganske særligt som senere vil vise sig at få den største betydning for både O og O, rensdyrene, pelikanen og ikke mindst for den lille nuttede Preben.

Det der nemlig helt overraskende hænder er at de to … eller er det tre .. vildfarne kirgisere som skulle have været i Ballerup på Sjælland, når toppen af Himmelbjerget ved Silkeborg i Jylland og bliver overvældet af et gigantisk stærkt nordlys, som danser og svajer på himmelhvælvet. Det er et betagende syn, og de tre vise kirgisere sukker højt af hengivelse. “Se der”, råber den ene kirgiser, Lars tror jeg det er, han har i hvert fald et lassolignende reb om armen, “… se derovre, er det ikke …”

han tøvede et øjeblik, tørrede panden hurtigt med bagsiden af hånden og sagde så igen “er det ikke, jo,det er sgu da solen der står op derovre til højre,” og det var der ingen der havde lyst til at modsige. Til gengæld overså de i første omgang, netop fordi sollyset blændede deres øjne så heftigt, døren som nærmest lå skråt i plan med den lille hytteagtige bakke, der mødte dem lidt længere fremme.

Lars gik lidt til side, skyggede for sine øjne med højre hånd og spurgte så: “Ser du også, min brave ledsager, den frønnede dør, der dér springer så voldsomt i øjnene ad bjergets side? Vi må velsagtens hellere lige tjekke om det er der vi skal til julefrokost!” Han vendte sig mod de andre, “I har øllerne og snapsen, ik’? Og værtindegaven, den har vi vel husket?”

De bankede på, døren gik op og der stod Lars og de andre med åben mund og stirrede på Gorm Den Gamle og hans hird. Ved langbordet sad blandt de andre, tre kæmper, forslåede og blødende.

“… Vi klarer den ikke, kong Gorm, bussen fra Hell til Århus er en ren Fenrisulv, mægtig i hast og styrke, blot dens brøl og ånde kan fælde selv Tor vores helt igennem danske krigsgud, som desværre har mistet sin hammer.”

“Barnet? hvad er det for en lille rotteunge, jeg hører er født?” gjaldede Gorm. I samme øjeblik kom en gnomagtig dværg ind, og stillede sig op på bordet, lige ved Gorms højre hånd. –

“Jeg er Fjerfætteren, sagde han med en usandsynlig lys fistelstemme, ja, så forbandet lys var den, at det skar i tænder og tandhalse på de to kirgisere. Lars måbede og holdt sig for kindtænderne, medens den anden kirgiser, som hed Randers, stak hele hånden ind i sin mund: “Mi,khe rkhk erjæ kfj,” sagde han og ingen forstod noget af det, så stor var hans hånd.

“Fjerfætteren?” Lars samlede sig sammen, “- Fjerfætteren? Er de elskværdig at uddybe? Hvad er deres yrke her i hulen?”

Fjerfætteren rømmede sig og svarede, skarpt som et glasskår slået ud af en vinduesrude med en flækket økse: “Det skal jeg såmænd sige Dem, Hr. Lars, jeg er Fjerfætteren, og min opgave er, til hver en tid at gøre livet lettere for andre – fjerlet, nemlig! Se nu de der tre kirgisere dér. De har det sgu ikke for let, har for eksempel svært ved at finde vej. Se så her. Nu svinger jeg fjeren, og hvad sker der så?

“Ja-øh”, svarede Hr. Lars, “jeg ser altså kun at vi er to kirgisere! Randers her og jeg selv, Hr. Lars, hedder jeg, kære Fjerfætter. Og ellers ser jeg altså ikke rigtigt, at der sker en ski…” OG I DET SELV samme åbenbarede der sig en virtuel landkortskærm hvor alverdens vejnet lyste op som i en anden googlesøgning. Lars rakte ud mod landkortet og begyndte at bladre i veje og landskaber, men det forunderlige var, at når hans finger ramte under vandoverfladen på en sø eller en å, eller fingeren søgte sig op over landjorden, ja, så kunne man både se dybt i alle søer, ind i jordens dyb, og ud i universet. “Hva!” udbrød Hr. Lars, “Hvis jeg tager den her kurs, tror jeg, at jeg når ud til Mælkevejen”.

“Må jeg se”, sagde den mumlende kirgiser, altså ham der hedder Randers, som nu, i ivrighed, havde taget sin kæmpe næve ud af munden; og dybt imponeret sagde han, helt forståeligt:

“Det må jeg nok sige, men kan man osse hitte sin næve mæ den hær, altså når den (næven) er blevet væk”?

“Hva’ hævlede mener du, hitte næver? Man kan bladre og måske finde vej, og nede for enden af din arm sidder din næve, men hvis det ikke er her vi skal til julefrokost, så synes jeg …”

“Ja undskyld, undskyyyld, altså halluuuu, haluuuu undskyld meg,” Fistelstemmede Fjerfætteren, så det igen skar i tandhalsene, og også Den gamle Gorm, havde fået nok af det lille fistelpjok:

”Så hold dog for helvede kæft, din lille latterlige fistelorm,” brummede Gorm, og bankede Fjerfætteren en bagvendt med sin kæmpe hånd, så Fjerfyren røg som en billardkugle gennem rummet, ramte bagvæggen med et slattent klask, og dejsede nydeligt ned ad væggen og forsvandt i en smal flænge i det relativt grove gulv.

Hr. Lars og Randers, de to kirgisere, kiggede på hinanden, og blev en anelse blege om næbet, og måtte efterhånden sande, at værtindegaver vist ikke rykkede ret meget i det her selskab, men hvad med øllerne og snapsen, ville det være muligt at Gorm og hans krigere kunne drikke en ischkold pilsner? Eller en lunken Juletuborg?

”Få dem nu op af sækken dit næveløse fjog, ellers blir der ballade. Du så jo hvor hårdt den Gamle kan slå, og du så hans hånd, ja? Stor som et lille lokumsbrædt”. Hr. Lars fortsatte: ”Ja undskyld hr. Deres kongelige, gammelhed, her majestæt… hvad er det det hedd…her King Kong Gorm, måtte vi have ulejlighed med at, foruden øllet naturligvis, tillige at byde på en flaske snaps? De kender vel nok snaps, ikke sandt? Altså brændevin, De ved, her, værsgo Hr.Konge, onkel flinke Gorm …”

… “Se lige på ham. han fatter. Ikke en skid. Hvorfor helwede fedter du for den gamle fede knark, ser du overhovedet én eneste kvinde herinde du kunne ha’ lyst til skulle andet end skurre dine beskidte gulve? Det her matcher overhovedet ikke det vi er blevet lovet, myraskær og jeg ved ikke hvad, hvem solgte dig den der joint? Var det hende der den falske HillaRy? Eller var det nogen i den gamle by? Var det? Så svar dog. OG hvem solgte dig de billetter? Himmelbjerget; hemmelig dør! Må jeg være her. Var det ikke meningen vi skulle ha’ haft lidt julesjov, du ved, lige som i den der sang, du kender så godt. Den du altid synger! SYNG den NU, for dævlingen! Så du kan muntre den Gamle dér, lidt op.”

Og så sang hr. Lars sin sjove sang:

“Op og ned er lige langt, tynd og tyk med øjeryk, spis en sild helst uden dild, tag en joint og alt blir chill” og så rullede Lars sit lange reb ud og det blev langt og farligt at se på og han slyngede det rundt mens han råbte: “Med den her skal jeg nok fange de damer der er tilstede her, ha ha”. Og lige i det samme gled han i noget, af Fjerfætterens fistelspyt; og røg på røven. Den gamle konge for op:

“Lars skal hænges, stenes, brændes. Han lovede at finde damer, men hvad gjorde han i stedet, om ikke han holdt os alle for nar. Sæt igang drenge, hvad enten I har næver at hævnes med eller ej. Randers! Kom så op med biletterne, de skal fandme refunderes og det kan ikke gå for tjep, her havde vi regnet med at skide i samme skur og det lige til nytårskureren bli’r taget med bukserne nede under sokkeholderne, eller noget helt andet endnu mere forfærdeligt.”

Men så galt gik det ikke. Fjerfætteren kravlede op fra revnen i gulvet og var enormt foretagsom. Vupti, havde han arrangeret stenovnspizzaer til hele banden, og da øllerne og snapsen var drukket og de havde tørret fingre i værtindegaven, og sad og lyttede til “Der er noget galt i Danmark…” så var alle mislyde forsvundet.

Det blev den 9. december og de to kirgisere blev enige med Gorm om, at de selvom de var lidt slatne og trætte skulle gøre en indsats for a redde miljøet, så de kikkede i måne og stjerner for at finde hjælp til at stoppe gæringen i de store tønder med mjød, så de kunne være sikre på, at få en ordentlig kæp i øret juleaften. Og det var lige præcis i rette tid for i morgen er der præcis 14 dage til den store aften. Og meget andet skulle også forberedes, og hvem der skulle gøre det, ja det står vist ikke helt klart. Dog er det uden tvivl og helt absolut og aldeles sikkert at rotten bliver det ikke, for den er stendød og derfor ude på et sidespor.

DET ER NU den 10. december, alle i den hemmelige hule sover oven på al den voldsomme virak og aktivitet i går, og ja, de seneste dage i det hele taget. Den gamle Gorm den Gamle snorker som var det tordenvejr; ja den gode kirgiser Randers, lå og vendte og drejede sig, og troede at det rent faktisk VAR tordenvejr, og den lille forslåede Fjerfætter, sov så det peb og hylede alle vegne i alle sprækker og revner. Hr. Lars lå og bøvsede i søvne i et hjørne af noget, og måske lå de i virkeligheden alle sammen hver i deres søvn, og drømte om alt det, der skulle nås inden jul.

Et eller andet sted på kloden fes nogle rensdyr rundt og ledte efter hinanden, og et andet sted, sad Otto og Ottilia og frydede sig over den lille nyfødte hvalunge, Preben. Og isbjerget, jeg mener, hvad egentlig med det? Og det gode skib Diana II, som bare lå et sted, uden nogen rigtigt … nå, pyt. Nat var det overalt, roen var larmende, næsten skræmmende. Og hvordan var det egentlig liiige med Julefatter og Pelikanen Multi?

SÅ hørtes pludselig, alle steder, simpelthen alle, som i alle steder, ja et hvert tænkeligt sted overhovedet, du kan komme i tanker om, disse væsentlige, for ikke at sige uhyre vigtige ord; en slags kode måske? ALLE kunne høre ordene, og at de var særdeles afgørende, var ingen i tvivl om. En kode var det, ja. Men til hvad ??? – Ipsum dolor sit anem, ipsum dolor sit anem! Ipsum dolor sit anem..!!! Den første der forsøger at tolke remsen, er den glemte kirgiser: Hillebrand eller af visse bedre kendt som Søren(d), måske fordi han gennemgående får lov til at sejle sin egen sø. Hillebrand gentager ordene “ipsum dolor sit amet consectetur adipiscing elit” og lægger et par ord til. Magisk tænker han. Det her er jo så sandt så sandt. Som afholdsmand kan jeg nu se den sande vej. Det her må være nøglen til Altet; ja måske nøglen til Stemmen. Og så begynder han at tolke:

Ipsum: Livet skal leves både som en vej og som en rundkørsel.
Dolor: Du må ikke lade dig forlede af det bløde.
Sit: En hunds plads er hos Herren (M/K/trans etc).
Amet: Du skal ikke spise alt du får serveret.

Nu vågner Randers op fra sin urolige søvn, finder sin næve frem og kløer sig lidt over det hele. “Hillebrand”? kalder han gennem fluesværmen, der surrer omkring ham, “Hvad er det dog for en messen eller sms-sen der svirrer rundt og fylder luften?” Han gaber og sluger et par fluer i farten ”… og hvad er det dog du mumler på, Hillebrand”? Hillebrand fortæller om sin åbenbarelse og inviterer Randers til at hjælpe sig med at tyde remsen.

“Kan du se hvor vi er på vej hen, Randers”? Hvad mener du om ”Consectetur, Adipiscing og Elit”?

”Consectetur:…”
Randers så et øjeblik opgivende ud, de få år han gik i skole var han der ikke ret meget, men så lyste han op som snart hele tre advendslys, og sagde: “Jeg er sikker på det betyder, at du skal lave din julekonfekt selv, så det vil jeg helt klart undlade at blande mig i. Men jeg vil gerne smage den, når du er færdig. Men jeg kan ligeså godt sige med det samme, at hvis vi bliver ved med at vrøvle i den grad opdager vi at juleaften var for flere dage siden.”

“Hørt,” kommer det fra Gorm, “vi har fået nok af gamle Cicero og Gautama. Op og spænde bælte, alle mand. Lidt rask idræt. Grib jeres sværd og lad os få en ordentlig kamp.”

Randers og Hildebrand i kor: “Vi har sgu ingen sværd, gamle.”

“Endnu bedre, så kan I danse med bjørnene!”

Hr Lars, som nu også var vågnet, kravlede ud fra sit skjul under én af langbænkene, gned sig i øjnene, rev halmstrå ud af håret, mens han forsøgte at orientere, jeg mener balancere, sin lasso.

“Jeg har det her Gamle Gorm”, knurrer LassoLars og peger på sit tykke lange reb, “og du skal hverken undervurdere det,” nu kunne Multi ikke lade være at fnise for LassoLars pegede nærmest ned mod sit eget skridt. Lars sendte Multi et dræbende blik og fortsatte, “Altså du skal hverken være nedladende mod min lasso, Randers’ rappe næve, eller Hillemands spyd-lige ord. Vi har minsandten snedige våben og dem der tror vi er svage, de vil få sig en huskekage og en dygtig overraskelse.”

I det samme kom Fjerfætteren, ‘Her’ råbte han ‘Her har I en hel vogn fuld af sværd. Lad os så se en gevaldig kamp’ han var meget ivrig ‘kom nu, kom nu alle mand grib et sværd og lad os kæmpe!”

– Hov, hov, sagde Hr. Lars, – lige inden vi rigtig slår til søren, har jeg fået lyst til at optræde med en lille stepdans, og synge den kirgisiske lassosang:

“- Mit navn er Lars /
jeg har en lasso/
og her er Randers holdets spasso/
og Hillebrand er indianer/
han lægger alle vores planer.”

– Åh, det var herligt, stønnede Hr. Lars, spyttede i næverne, og halvråbte så : – “Så kom an, og lad os da slås; og lad alverdens vrøvleord summe videre i æteren.

I medens langt mod nord havde bjælderne på Rudolfs hals samlet julemanden, rensdyrene, dobbelt-O og Multi. Ja min kære læser, Multi var nemlig ikke sådan at løbe om hjørnerne med, og fra sin udkigspost på toppen af Gorms hulehøj, var han blevet opmærksom på at hvis man bare lige så stille

og forsigtigt lod sig give ganske fåtallige øjeblikke, ja så, ville ingen formentlig komme nogen vegne, og derfor spredte han sine vinger og fløj lige ind i en frossen klippe. Ikke med vilje, men med fuld fart, og ret eftertrykkeligt landede han med øjnende kørende rundt som møllehjulene på Dybbøl Mølle, mens hans halefjer heldigvis ikke var kommet egentligt til skade, de var bare faldet af og fløj nu fem gange rundt om jorden. Som en klonende fugl Fønix opstod nye Multisser, der hvor fjererne landede og der hvor der fandtes en Multis, var der muligheder for glæde og fornøjelse.

“Stop … nu ikke igen,” råbte Multi, vi når jo ingen vegne hvis det kun drejer sig om at sprede mine fjer som om de var frø fra en fyrrejuletræskogle” – var der ikke en rotte et eller andet sted i et tog, som skulle? Rotte eller ej, det var lige netop det der var Multis mission her i livet. At lede de andre på ret vej og sørge for at det gode til slut ville vinde over det onde.

“Til kamp,” bulrede gamle Gorm, der troede han var en løve, men egentlig var han en bjørn, der havde en pelikan som hjælpende ånd; han forsøgte at holde fast i, at han var et eller andet voldsomt krigerisk væsen, selv om han for længst burde være gået på krigerpension eller noget. Han havde i hvert fald for længst overskredet dagens kvote og burde lade friske kræfter tage over; men enten var han bare almindelig krigerisk irriterende eller også var han gammeldags nervøs for at de tre kirgisere, Lars, Randers og Hildebrand ikke kunne vinde kampen mod den stadig tiltagende nedsmeltning af både isbjerge og hjerneceller.

“Fuck you … lad os nu få lidt frisk luft under vingerne,” udbrød Multi og svingede sig op i den øvre jetstrøm, “Du behøver ikke være ked af det. De der mærkelige ord som dagen startede med, de er bare gode for sjælen, og nu kan du sagtens overlade kampen til de andre – i det mindste for en tid”. Og så fløj Multi den Oprindelige mod nord for at hvile sig ovenpå dagens oplevelser. Og det var ret så meget tiltrængt, for der skulle gros nye halefjer. Det kunne passende ske i selskab med Rudolph, som nu havde ventet på nyt fra julemanden i hele 10 dage.

Rudolf blev himmelhenrykt da han så Multi. Han begyndte en lille glædesdans og bjælderne ringlede og ringlede om hans hals så de kunne høres helt til Langbortistand, hvor han engang havde været; ikke noget godt at tænke på, derfor vendte han sig opmærksomhed mod Multi.’Hvor ER julle’ råbte han og Multi skulle lige til at svare da Nordlyset skinnede igennem skyerne på hele himlen fra horisont til horisont i alle tænkelige farver. Rudolf læste følgende i nordlysskrift: “De andre rensdyr er frosset ned i isbjerget, dybt under Julemanden. Du må få dem fri inden juleaften. Der er ingen tid at spilde, allerede den ellevte…”.

Rudolf blev både betaget af Nordlysets skønhed, men også betuttet. For hvordan få de seks andre indefrosne rensdyr fri allerede den 11. December? Han bad først en stille bøn og SÅ kom han i tanker om den mystiske kode han hørte i morges: “Ipsum dolor sit amet”. Det var selvfølgelig den kode der her skulle siges over de indefrosne. Siges eller nærmere, som rensdyr og lapper gør, stampes og synges. Han måtte straks i gang med ritualet, og det kunne kun gå for langsomt. Tiden var efterhånden ret knap, så han gik uden tøven igang med at stampe, for at øve sig!

Og sangen, hm… han måtte nok hellere finde rensdyrbogen frem hvor alle ritualer var oplistet i alfabetisk orden der var jo ingen tid til fejltagelser, og ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, når nu de alligevel ikke spiste af tallerkener. Heldigvis havde Rudolf i hvertfald en vis orden, og ‘Rensdyrbogen’, det vidste han da, ha, den var arkiveret under R! Så det var da nemt nok. Han slog op under isbjerg, mumle mumle , der stod ikke noget, jo her: Isbjerg, se under ‘Indefrysning af venner’. OG sandelig her stod det hele: “IPSUM DOLOR SIT AMET: Consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat.”

AHA! Så skulle han altså bare lige oversætte det til rensdyrsprog, og det var nærmest det mindste af det hele. Dog kunne han lige hurtigt og i første omgang afkode, at det havde noget at gøre med, at efter man havde fisket, så skulle man udføre *et eller andet* stykke arbejde i ‘dårligt vande’ (må betyde oprørte vande). Han skulle måske nedbryde isen? Nå, men inden han nu fortabte sig i gætterier, så ville han fluks finde oversættelsen. Derfor ledte han nu under ‘O’ i Rensdyrbogen, og hold-da-op …

“Du behøver da ikke oversætte remsen til Rensdyrsprog”, udbrød Ottilia til Rudolf-rensdyr idet hun dukkede op i køkkendøren til isbjerget og langsomt tørrede sine hænder af i sit hjerteformede forklæde. “Det, der er vigtigt, det er at du er overbevist om at remsen står for det gode og at du så lærer den udenad. I hvert fald de fire første ord”. “IPSUM DOLOR SIT AMET”, brægede (eller var det hostede) Rudolf. “Det gjorde du godt, Rudolf”! fortsatte Ottilia, “det ser så sjusket ud at skulle læse op af en bog, når man skal fritage julemandens rensdyr fra Underisen. Gå nu ud og stamp og syng dine rensdyrvenner fri, som det sig hør og bør; og som det er blevet dig pålagt! Nu har du øvet dig i at stampedanse, du har den vigtige kode, så nu skal du blot, når du står foran den voldsomt kolde isblok, synge den sang du lige nu skal skrive, inden du drager did

”Øh skulle jeg også skrive en sang?” fremstammede Rudolf , “Er det ikke nok hvis jeg siger ordene: Ipsum …osv?”

”Koden er vigtig jo, meget vigtig, men som det er blevet dig sagt i instruksen tidligere, skal der, citat: “som rensdyr og lapper gør, stampes og synges”… så gå nu for helvede did, dit dumme rensdyr!”

“Godt ord igen” sukkede Rudolf, overrasket over Ottilias temperament. Nå, det er nok fordi hun har så mange klejner i fedtefadet eller hvordan det nu kan være, tænkte Rudolf. Stampe og synge, ja ja, det er det jeg skal gøre, og så vaklede han mod underisen, mens han forsøgte at komme i tanker om en sang der kunne passe sammen med stamperiet. Han var helt med på, at rytmen var vigtig, og nok skulle være sådan lidt eskimotrommeagtig, ikke at forveksle med det der rap, men mere sådan … sådan lidt mere:

“At stampe rensdyr fri af is
er ikke bare julefis
for løsnes skal de alle fem
så de kan komme sikkert hjem
og hvis …”

Og så gik han i stå og kunne ikke rigtig få det til at fungere. Men så var det at Rudolf kom i tanker om at sige “IPSUM DOLOR SIT AMET” og så gik det pludselig som på halen ned ad et isglat slædespor i det norske højfjeld. Lidt efter sang Rudolf for fuld mule:

“At stampe rensdyr fri af is/
er ikke bare julefis/
for løsnes skal de alle fem/
så de kan komme sikkert hjem/
og hvis de har få’d frosne tæer/
så be’r vi bar’ om bedre vejr/
og kalder hid kirgiserhær” …

“IPSUM DOLOR SIT AMET … Stampe! Stampe! Stampe! … Djævel bliv til en lampe …”, lød det messende fra Rudolf, hvorefter isen begyndte at sprikke og sprække og knirke og knage. Lige i det samme blev isbjerget til isterninger, der alle ville passe perfekt i Ottos drinks, uanset hvordan han blandede dem, og ud af koøjet havde Otilla øjeblikkeligt set muligheden for at slippe for at kravle rundt på isbjerget med spejderdolken, så hun startede indsamlingen af isterningerne i uldsokker, netstrømper og andre egnede beholdere og ignorerede fuldstændig dramaet med de måske tilskadekomne julerener.

Fra bjerget af isterninger, der som et lavineskred nu også dækkede Rudolf, hørtes en svag hvisken. Eller svag og svag; det er måske så meget sagt, for faktisk kunne man hvis man iførte sig snorkel og svømmefødder og dykkede ned under isterningerne, høre den mest vidunderlige sang fra havfruer og delfiner, der svømmede rundt nede i det iskolde vand og, ikke nok med det, også den stadig babyagtige lille hval Preben, ja også han dukkede op dybt nede i det kolde vand. Og det var Otillia godt tilfreds med, hun var nemlig slet ikke færdig med sit isterningefiskeri. Delfiner og havfruer er udmærkede babysittere, og bedst er det selvfølgelig, hvis de babyer de passer kan tåle vand. Lige nu var den yngste af havfrøknerne ved at lære Preben at sprøjte med vand.

“Ja, fint Preben, du skal bare lukke gabet op og fylde det med vand og mad. Bagefter sprøjter du vandet ud gennem gabet. Det er pærelet. Lige som det med at puste luft og vand gennem åndehullet. Næh, det svære er at springe op i luften: sug godt ind, dyk, fart på op gennem vandet, bryde gennem dit spejlbillede, op igen og igen.”

Det er meget godt med alle de der legedyr, tænkte Ottilia, og pakkede den sidste strømpe med isterninger ned i frysekælderen. Men havde de dog ingen forstand? Og hvorfor var de forresten også drenge alle sammen: Rudolf, Preben, delfindrengene, Multi, Otto og Julemanden … tænk hvis han egentlig var en kvinde, Julemanden altså. Ottilia smilede ved tanken. Så trak hun i sine underhylere af isbjørneskind og lagde en brynje af hajtænder over skuldrerne. Hun tog en dyb indånding og kravlede ned i undergrunden til de stakkels rensdyrtøser, ja og også til Rudolf for den sags skyld. Tænk at Preben og de andre bare lod sig henføre i leg og musik, når renerne skulle graves ud. Reddes fra at gå under. Ottilia gravede og gravede i isterningerne, og den hviskende lyd fra renpigerne, som lå dækket af isterninger og som nu måtte have troet at deres sidste time var nær det meste af den 12 dag i December måned, forstærkedes.

Det er sgu tortur, er det, klagede Ottilia og fældede en smeltende hed tåre. Hun var imidlertid ikke tabt bag en slæde. – Der må være en nemmere måde at få de her rener på det rene; og hun kom i tanker om den hemmelige kode, thi hun var optaget af magi og trylleri, frem for slid og slæb. Ipsum dolor sit amet, tænker hun; der må ligge noget mere gemt her? Og så prøvede hun, mest for sjov, men også fordi hun skulle sådan tisse. Tema tis rolod muspi ! Og så, ja sandelig! Så skete der virkelig noget.

Og alt imens trænede Preben i at springe op over vandet. Han kastede sig op på land i en slæde og jog i voldsom fart ned ad isbjerget forfulgt af nisser med blåfrosne næser. Udenfor i sundet elskede hylende hvaler, præget af æggebakker og uempatiske isfugle. Kulden sneg sig ind på dem fra Svalbard, og iskugler trillede ud af øret når de rystede på hovedet.

Kulden hæmmede Prebens syn, da en duft af frikadeller nåede ham og spærrede sanserne op. Den hev i ham. Fra øst fløj en pelikan lavt over hans hoved med en lun frikadelle i sit næb. En krumme faldt på sneen foran ham, hele fordøjelsesapparatet gik i gang for den ene krummes skyld, men han var hærdet, havde tålt sult mange gange i sit korte liv. Levende er vel enhver der kan savle, og samtidig se sin navle, men nu skal det være slut med alt det savleri og navlepilleri, nu skal der sættes kræfter ind, hvis rensdyrene skal reddes.

I sidste øjeblik kommer Otillia i tanke om, at at alt dette remseri overhovedet ikke virker, hvis hun ikke er iført sine skåneærmer, så hun sætter en propel i gang, som kan sprede vind til alle sider; også ned gennem isen. Frikadelleduften giver næring ligesom suppe på en pølsepind, hvilket giver renerne modet tilbage.

Ottilias hede tårer har smeltet lag efter lag af isterningehøjen, så nu kan renerne frit forlade frostfængslet. De skal bare følge duftsporet mod Multis lokkemad. De humper langsomt på deres stive pindetynde ben til overisen, hvor de begynder en dans rundt om Muliti og Ottilia for at få varmen tilbage. “Hvor er frikadellerne”? synger de. Men det varer ikke længe før julemanden kommer trækkende ud på isen med kanen, som er læsset med frisk halm og brændende varme, nystegte, velduftende frikadeller. Han er ikke lige øjeblikkelig til at kende, med alpehuen lidt på skrå og en Gaulois hængende i mundvigen, han fagter og siger på fejlfrit norsk:

”Ich bin ein frikadelleberlinerfankukkelikuk,” og alle jubler og drikker iskolde drinks og æder af de varme kødtingester til langt ud på natten. ”Og så tager jeg lige en svingom,” mumlede julemanden, da han omsider var faldet om i den friske halm. Det var lykkedes ham at få samlet alle rensdyrene og få dem med i kanen. Det sidste han så inden han faldt rigtig i søvn, var Rudolf med alpehue og guirlander hængende fra geviret, der langt ude i skumningen:

– Underligt, tænkte Rudolf, – var julefars alpehue ikke blå? … åh nej. Der er noget der lyser. Og det er ikke min tud. Mon huen har fanget et lydløst kuglelyn fra planeten Pluto eller er det neonskiltet fra parykmagerens butik?

Umiddelbart ånder alt fred og ro her den 13. December. Julemanden og den stivbenede ren, Rudolf havnede i seng med de seks andre rensdyr, som på snedig vis og ved fælles anstrengelser, og ikke mindst den hemmelige kode og en skudefuld varme frikadeller, var blevet frelst fra den grusomme indefrysning i det voldsomme isbjerg. Og nu, nu går det den rigtige vej, lader det til. Når alle rensdyrene og julemanden vågner her til morgen, er der ingen tvivl om at lysten til at vende kanen, og igen få kloden til at rotere fredeligt, lå som et lysende pejlemærke foran næserne på dem alle sammen.

Men julefar har drømt, og den er svær at ryste af sig, drømmen. Måske var det varmen fra rensdyrene, måske var det nordlyset? Men tanken om julemor, der for syv år siden løb bort med den russiske, pelsbeklædte bjørnetæmmer, fik en længsel op i ham, altså ikke efter bjørnetæmmeren, men tanken om at denne russiske usling nu på syvende år kunne holde jul med hans, altså julefars, elskede og stærkt savnede julemor, kunne godt få vreden til at slå ud i lys lue og ikke mindst til at bringe julemandens ellers så gode, men knuste, julehjerte ud af balance. En farlig plan skitserede sig pø om pø og ubevidst i hans forsmåede og sårede julenissehjerte, under voldsom ildsgnistren og udspydelse af deciderede flammer, skabt af længsel og næret ved jalousiens arne.

”Den forbistrede pelsbærende charlatan,” skreg julemanden ud i islandskabet så gletchere skælvede og istapper smeltede; og alle og enhver der kunne høre det rystede og bævede. Aldrig i deres livs skabte dage, havde de troet at de skulle se nissefar så eddersplintrende rasende. “Jeg skal fandengalemig flå både pels og hår af den bjørnekosak, og selv hvis han har gemt sig under Mont Everest skal jeg nok få fat i ham. Jeg kan ikke holde endnu en jul uden Julie. Jeg ved hvem der har tjek på alle bjørnetæmmerne, men han er en farlig mand som man ikke kan møde våbenløs. Vi må afsted, og det er NU.”

Julefar spændte rensdyrene for isbjerget og op gik det med bjerg, pelikan, nisser, Otilie, Otto, hvalbarnet og mange andre som boede inde i bjerget. Flyve op i luften med kaskader af isvand og krystaller dryssende ned over Skåne, Halland og Blekinge.

I tror måske ikke at dette kunne lade sig gøre, et spand rensdyr foran et kæmpe isbjerg op i luften. Men tænk så på juleaften, hvor de skal trække to milliarder julegaver – jeg synes at Julle havde sagt det blev så mange, og han ved det – rundt om kloden med lynets hast. Dét kræver vældige, magiske kræfter. Næ, så svarer det bare til at jeg skulle køre med en søndagsavis bag på cyklen, det ville jeg ikke mærke.

Bjerg og rener blev sigtet af det svenske kystforsvar, men inden de havde stillet glöggen fra sig, var Julle allerede på vej mod Bottenhavet, videre mod øst, mod ham der vidste hvor Julie befandt sig, nemlig i bjørnetæmmerens varetægt i Irmisk! Og så den lede pelsfrakke … aldrig havde Julle fattet at julemor var rendt ad huse på den måde? Og spørgsmålet var vel også, om der i virkeligheden lå en eller anden form for tvang bag hele denne gustne affære. For nok var bjørnetæmmeren stor og stærk og sådan lidt Humphrey Bogart look a like, men at det virkelig skulle være nok til, at Julie kastede sig i hans arme, det var alligevel ufatteligt.

Men hvis Julle havde sat kikkerten for det andet øje og kigget lidt indad, så havde han måske forstået, at hans ustandselige flirten hid og did, efterhånden blev for meget for Jullemor. Helt galt blev det, da han fik den nye hue med den påsyede hårpragt og nærmest glemte jullemor, fordi han havde så travlt med at sole sig i de beundrende blikke, og ja … så var det ikke sært, at jullemor faldt pladask for den fåmælte men handlekraftige несут укротитель, også kaldet “Bjørnetæmmeren fra Bijsk.” Ikke at hun sådan helt havde fortrudt det, i øvrigt ville hun have elsket Julle højt, om han så havde været aldeles pilskaldet, men sådan var der jo så meget, som man siger, og vi har jo kun det sjov, vi selv laver, ja sådan er det jo, havde Jullemutter tænkt netop den aften, hvor hun første gang så Bjørnetæmmeren, og nåh ja, hvis ret skal være ret, den aften havde han altså ikke den lurvede bjørnepelsefrakke på; tværtimod var han fuldstændig uimodståelig i den hvide skjorte, de knækorte, bukser og de sorte støvler. Og når han dansede, så sveden drev af ham, så lignede han en lille fortabt dreng. Hun ønskede sådan at knuge ham til sin barm, nu Julle var optaget af sit arbejde og andet. Åh, se små vildfarne knæ, hver aften i fare for at blive sønderflænget af bjørnetænder. Hun måtte bare holde om ham.

Men en bjørnetæmmer er også en kvindetæmmer, og efter at have smagt på ham fandt hun sig overrasket indsyet i en bjørnepels faktisk havde hun fortrudt hvert eneste sekund lige siden den ulyksalige dag, hun var krøbet ind under bjørneskinnet. For Gud hvor var det altså varmt og kvalmt at sidde derinde, styret af denne Ivan, som man kunne fristes til at give øgenavnet “den grusomme”. Hver eneste dag og nat spurgte hun sig selv, hvordan hun i alverden havde kunne lokke sig selv ud i den missære. Hun rev sig i håret derinde under pelsen, og tænkte på 50 måder hvorpå hun måske kunne slippe ud derfra. Men selv ikke med hjælp af Paul Simons sangopskrift, fandt hun en rimelig løsning. Ulykkelig var hun jo, for hun burde jo have vidst at Julie og Julle hører sammen som Gøg og Gokke, Chip og Chap, og glögg og æbleskiver. Og hun burde aldrig have tvivlet på dette. Hun forsøgte at telepatere “hjælp mig”, men stolede ikke længere på sig selv og på at nogen ville opfange hendes nødråb. Bare Julle dog ville bide hovedet af al skam og komme op med en ide?

– Men tænker lille Jullemanse overhovedet på mig mere? Alle disse år og måneder, så langt fra hinanden, og dog, ja for mig, altså mit hjerte tilhører stadig Jullefar. Hvor er du, Jullefar, kan du høre mig nu? Min englenissefarbelappeskat, fri mig for dette russiske pelsdyr, jeg hader ham, jeg gjorde det kun fordi, nåe ja, jeg kunne ikke lade ham være helt alene med de bjørne.

Men Ivan havde andre planer med hende. Hun blev fragtet til Rusland som stykgods i en gammel jernbanevogn fra Anden Verdenskrig. Sammenkrøbet lå hun på gulvet og mumlede: ”Hør mig Julle, lyt med hjertet og hent mig.”

Ankommet til Irmisk var hun udhungret – dog uden at det var gået ud over hendes gode huld – og villig til hvad som helst. Ivan syede hende ind i bjørneskindet, satte et hoved på og så skulle hun danse med de andre bjørne på torvet. Jo mere hun skældte og smældede, hylede og græd, desto mere begejstrede var bønderne for hende, og desto mere knurrede de ægte bjørne og viste tænder. Julemutter brød sammen i krampegråd ved tanken om de frygtindgydende bjørnetrusler den grumme Ivan havde udsat hende for. Og tårerne duggede hele det indre af bjørnekostumet til. I det fortættede indelukke, komprimeredes også de lyde Juliemutter udsendte til ord, der kunne vandre over land og by, skov og hav, tajga, Sankt Petersborg og helt ud mod Østersøen, og op til isbjergs-karavanen og kaptajn Julle, der lige nu befandt sig over Riga. ”Åh mine små Englebørn” lød julemor Julie’s hikstende stemme.

”Far, far, det er som om mor kalder,” det var lille Emilie der havde gemt sig under jullefars skæg, som talte. Efter syv år i græmmelse kunne Julefatter pludselig sanse sit eget barn igen. Ja tænk, det var næsten som om han helt havde glemt sine mange englebørn efter at Julie-mumsen var faret mod øst. Ester, Evelina, Eline, Erna, Erika, Emma og alle de andre søde små englebasser … ja 100 tøser når man talte Emilie med, og 101 når den lille dreng som kom til sidst i flokken, som mandlen i risengrøden, blev indregnet. Lille bette Erik den spasmager.

”Åh, hvor har jeg dog befundet mig de sidste syv år, hvordan kunne jeg glemme mine egne små 101 englebørn?” udbrød Julefatter og var ved at besvime.

”Far, far … så hold dog kursen for ellers går det da helt ad helvede til. Vi bliver nødt til; hører du far? Vi bliver… vi må… du skal absolut NU med det samme vende kanen, vi må smide, ting overbord, smide ballast hedder det, så vi kan komme endnu hurtigere afsted!”

“O hip, o høj, o kæp med røg”, skreg Jullefar, og de otte, ja, siger og skriver 8 rensdyr, piskede nu afsted med fråde om munden, som havde de fået en raket fyret direkte op i maskinrummet! Præcis over rådhuset i Riga foretog de sig det vel nok mest risikable U-turn, som nogensinde… ja altså, nå men det kan man sagtens selv forestille sig; og nu skete der det, som skulle vise sig i virkeligheden, var en væsentlig del af den endelige løsning og frigørelse, den endelige redning af den bortløbne og kidnappede, Jullemor ud af hendes sindsygt ubehagelige, og også slemt pinlige, situation: Julle trak ‘Pelikankortet!!!

”AHAAA… Tag den, din pelsbærende, russiske slyngel,” råbte Julle, og uret på rådhustårnet i Riga slog hele 36 slag i træk, OG spillede umiddelbart efter den kendte pelikansang ‘I believe I can fly’ og i selv samme nu, ja endda endnu før, styrtdykkede Pelikanen Multi ud af starthullerne med voldsom hastighed ned mod isen, bort fra Riga med kurs direkte mod Irmisk! Og med 1001 kilometer i timen, nåede Multi frem lige præcis så betids at den kunne redde mamma Julie fra at blive flået i mikroskopiske småstykker af de jaloux dansebjørne. Det lyder som en let sag, men det er langt fra hele historien. Multi var nemlig pludselig og med eet blevet helt ufattelig træt og mat i vingerne og han måtte straks finde på noget, ellers var spillet ude, Jullemor ville, ja hvad hun ville er svært at sige, men det ville gå grusomt galt, alt ville gå helt bananas, som de siger i Cuba.

Så strakte Multi med sine sidste kræfter de trætte vinger ud foran sig så begge sorte vingespidser pegede lige på dansebjørnene, og ikke mindst mod den giftige bjørnepelsbehandler og nissemorkidnapper, Bjørne-Ivan. Multi sænkede sin stemme og lukkede øjnene halvt på klem, og med en diktion som Master Fatman sagde han umanerligt monotont. ”Guten Taaaag, jeg er den norske hypnosepelikan, Mystiske Multi. I skal nu slappe helt af og kun tænke på å sove, slappe helt af og kun tænke på å soooo-ve. Jeg er mystiske Multi, og I skal lytte til min stemme; kun skal I tænke på å soove.”

OG lige pludselig, skvattede Multi om på jorden, og sov som en sten. Det var selvfølgelig en fejl, det er klart! ”HAHA, grinede Ivan den Grusomme, og gennede alle dansebjørnene ind i danseskolen igen, og med et vældig sving med højre hånd, fægtede han nu faretruende med en blinkendeblank og skarpsleben hårnål size ekstra small, som var det for at prøve at blænde Multi, og i den anden hånd truede Ivan med en over 30 cm stor og drabelig sibirsk elgspegepølse, som han netop havde byttet sig til på det lokale marked, for en gammel udtjent og mølædt gråbjørn. Fægtende med hårnål og pølse rykkede han baglæns hen imod den russiskortodokse danseskole, mens han råbte og skreg, at hele menageriet edderdenondelynemig kunne drage ad Hekkenfeldt til, ellers skulle de bare holde fri resten af dagen, med fri leg.

Pludselig vågnede pelikanen Multi op til dåd igen og snappede pølse og hårnål fra Ivan; Multi styrede lige ind i bjørneparaden med 1002 i timen skræppende “Julie” med en sådan kraft at bjørnene måtte tage sig for ørerne. Julies øren, som jo var beskyttet af det svedige indelukke der udefra så ud som en mølædt teddybjørn i supersize, opfattede knap nok hvad der skete, før hun blev snuppet i hoved og r.. og slænget op på ryggen af pelikanen Multi, der nu med 1003 i timen satte kurs mod vest.

Det supersoniske russiske overvågningsudstyr havde ikke en chance, og selv om de så havde kunnet spole tilbage og se hvad der foregik, ville de alligevel ikke have troet deres egne øjne. I spidsen for en lang række af flyvende objekter, fløj en pelikan med opadvendte mundvige og et lidt lusket blink i øjet; og såmænd også med en ræv bag øret; ikke så stor en ræv, selvfølgelig, men dog en ræv:

”Jeg føler jeg får lyst til, medens vi nu flyver her alle sammen i den klare nattefrost, at recitere et digt, som min gamle morfar i sin tid skrev. Morfar hed Sjimpansa, og han var en værre en. Men digte det kunne han:

”Nu flyver vi her gennem natten
Helan lad gå, helan lad gå
Nu snupper vi ægget fra katten
Helan lad gå på må og få”

– Åh, hvor er det dog smukt det digt, tænkte Multi, og kneb en lille tåre, som på vej ned mod jordkloden straks frøs til en iskrystal, der blinkede omkap med stjernerne på himmelhvælvet.

Og mens Multi nærmest var bedøvet af lykkefølelse og ikke bemærkede noget som helst, gennede julefar på rensdyrene som havde svært ved at følge med. Kanemeteret nåede knap nok op på 1000 km/t, så han blev ved med at sakke bagud. Og det var rigtig skidt, for hans eneste tanke var at komme op på siden af Multi, så han kunne få fat i konen sin, få hende med i kanen og få pakket hende ud. Så optændt af længsel var han, at også han knuste en tårer, der på præcis samme måde, ja her citeres: “… som på vej ned mod jordkloden straks frøs til en iskrystal, der blinkede om kap med stjernerne på himmelhvælvet”.

Og mens Nissefar stadig forsøgte at speede de alt for langtsomtflyvende rensdyr op, kunne han lige ane konturerne af Multi med ræven bag øret og hans elskede jullemor, som en anden Niels Holgersen, på ryggen. Multi selv bemærkede ingenting, tankerne kredsede stadig om gamle morfar Sjimpansa og hans fantastiske digtsamling “Fisken i sækken og katten i bækken” som lige præcis denne jul, skulle udkomme på finsk, på det norske forlag “Det er greit, det” og Multi skulle; eller rettere var blevet bedt om, at lave forsiden til lydbogen. – Men der er da ingen forside til en lydbog?, havde Multi venligt undret, på et sent aftenmøde i Lillehammer, og forlags sjefen, Thorleif Mysefetter, havde blot gloet på hans næb og sagt: – Vil du lave det eller ej?

Nå men, eh, hvor kom vi fra og hvor er vi på vej hen? Julefar mærkede hvordan han og isbjergsbryderskivet sakkede mere og mere bagud. Han forsøgte at nå fortroppen med Multi og Jullemor på alle tænkelige og utænkelige måder, men ak det gik bare langsommere og langsommere. Heldigvis vågnede Emilie op fra sin middagslur under nissefars skæg og lykkeligvis fik hun det indfald at kikke ud over rælingen:

“Men Farmand dog, det er da ikke så mærkeligt at vi får sværere og sværere ved at nå frem til Multi og Mor. Vi drog jo aldrig ankeret op og det har jo haget sig fast i ham der bjørnemishandleren, og nu hænger han og dingler og ligner Erikas kludedukke fra sidste jul, nej vent … nu prøver han at kravle op … far, hvad skal vi gøre?”

Nissefar var tavs. Dybt koncentreret kiggede han på kanens GPS, mens han rakte Emilie spejderdolken. “Når jeg siger nu, så skærer du rebet over, forstået?” Emilie kiggede lidt forskrækket på Julle, men var ikke i tvivl om alvoren. Og da den beslutsomme og længselsfulde julemand var sikker på, at de befandt sig over den store sø Issyk Kul i Kazakstan, råbte han, så det gav genlyd fra bjergmasiverne i miles omkreds, “NU!!!” Og med et enkelt snit fra den skarpe kniv var den dinglende, giftige russer død, thi ungen havde ikke skåret i rebet, som instruksen lød på, men ved et uheld, “- Det var altså et uheld far”, mistede hun grebet om den drabelige machete, der nu som et projektil styrtede direkte ned mod Ivan, og satte sig fast i hans betændte hjerte, på en sådan måde, at spidsen af det dræbende våben, stak ud mellem rygstykkerne.

Et voldsomt syn for alle; som dog imidlertid ikke nogensinde så det, idet Ivan Pelsrøver faldt bagover i det selv samme øjeblik han åndede ud og styrtede i havet, langt bag kanen, der, selv om den fór afsted væsentlig langsommere end Pelikanfartøjet, dog alligevel opretholdt en marchhastighed på godt og vel, sådan cirka, ungefær, 704 km i timen. Ivan sank til bunds i selv samme sekund, han ramte vandspejlet og blev øjeblikket spist af 8 ualmindeligt sultne hajer.

– Farvel, klukkede Nissefar, – Ho Ho Ho ho, og så må du passe lidt bedre på en anden gang, ikke sandt min kolibri? – Jeg hedder altså ikke kolibri, Far, jeg hedder Emilie, og det ved du osse godt. Ska vi nu ikke se at få fat på hende der mor, og den løbske Multipelikukan?

Det gav et hop i isfartøjet som accelrerede op til først lydens og dernæst lyses hastighed. I løbet af 3,8 og en halv var Julle og Emilie med apanage, head to tail om man så må sige, lige i vingekanten af Multi-pelikompanen. “Julie, min skønne, mine dejlige børns elskende og elskværdige mor, min allerkæreste, æreste, este ….”, begyndte Julle. Men nu er livet jo så mærkeligt og uretfærdigt, at når man får det, som man allermest ønsker sig, så bliver det alligevel aldrig helt som man havde regnet med.

Og lige i det øjeblik, den hårdt savnede Juliemutter fik øjenkontakt med sin kære Julle buldre bassemand, viste det sig at Ivan den forbandede liderbuk havde kastet en magisk og satanisk skygge mellem dem: “Åh nej bassemand din skinnende isse blænder mine lysfølsomme øjne, kaster et skingert lys lige ind på min nethinde og nu, åh nu taber jeg vist synet. Åh, nej, dog ikke det, mit syn, mit syn,” klynkede hun.

”Hvad siger du? Hvaffornoget? Taber du synet? Vissevasse gør du ikkenikkenej, for jeg medbringer dig jo netop, se nu her, ‘Elskovssolbrillen for nissemødre’, og da jeg jo er og bliver den ægte skinbarlige Julemand, og det ved du sgu da godt, Jullemor, ja så vil dit syn tindre med stjernerne og ikke mod mørket.”

Og selv Rudolf, som benede på sine stive ben, alt hvad han kunne sammen med de syv små dværge, vås, de syv andre rensdyr, bakkede Julemanden op i dette magiske stunt og storslåede øjeblik, ved at, med sin røde tud på en helt ny og usædvanlig måde, på ingen tid, at bortviske, tro det eller ej, den sataniske skygge, som var den lede bjørnebetvingers værk. Med en højfrekvent blinken på 877 Hz var alle vibrationer af dårligdom væk. Rudolf blinkede og smilede og tænkte tilbage på den etniske grønthandler i Blågårdsgade, som havde lært ham fiffet.

Desuden var skaldede isser jo højeste mode, indså julemutter lige der på stedet, mens hun puttede elskovsbrillen i forklædelommen, man kunne jo aldrig vide, vel? og hun så for sig, hvordan Julle ville se ud med hendes og børnenes navne tatoveret all over, og det var meget tæt på at tage pusten fra hende. Og børnene, de kære børn…

“Åh tak Julle, tænk at jeg kunne tvivle på dig igen, og igen, igen. Hvor har jeg dog meget at lære, og alligevel lader jeg aldrig til at blive klogere. Men hvad siger du Jullebamsebassemand, skal vi ikke lige tage en lille længe-siden-sidst-komst-tur i kanen, og bagefter gå ned i Nyhavn til lidt smørrebrød og en øl?”

“Jo”, istemte Julle, “så kan vi også besøge hende der, Tatoo-Tania med de lange spidse negle, og de nålesyleagtige øjenvipper. Og ja, jeg ved ikke rigtigt, med børnene, de kære børn; mon ikke de skal vente til de bliver lidt større? Og da han talte om børnene, og mærkede hvor meget de fyldte i begge deres hjerter, hvor lykkelige de altid havde været, hvilket jo blandt andet havde resulteret i denne voluminøse børneflok, ja så kom han også i tanker om lille BabyPreben, den lille hvalunge, som jo var kommet til verden, langt nede i Multis aller dybeste næb.

Og Jullefatter fik lyst til at synge den lille sang, som han sang, selve den nat Preben blev født.

”Hør her, kære Jullemulle, nu synger jeg lige “Prebens 1. Sang”, hør her:

🎼En hval er født i næææ-bets dyb, nææææ-bets dyb/
så kan vi alle ta’ en su.[y]..p/
mæ’ ju-le-mad/
hvor bli’r jeg glad🎶⛪😊

“Øh … jamen hvis du synes du hellere vil synge drukviser om fiskebestanden og juleanden, så tror jeg ærlig talt jeg går og lægger mig og får en smule hvile oven på strabadserne. Faktisk er jeg slet ikke” – hun prøvede lige brillerne igen – ”nær så lækkersøvnig, som jeg var for et øjeblik siden!” Og så kravlede julemutter alligevel tilbage for at sove videre.

“Lige hvad jeg havde håbet på,” jublede JulleJuleglad og hoppede ned i kanehøet og ind under det lune lammeskind til sin lille jullenullejulegodtekone, som allerede var faldet i søvn – men, vupti, vågnede med et spjæt og satte sig op i kanen, da den glædesramte julefar kom kravlende.

“Åh, dit store syngende skvadderhoved, hvor blev jeg dog både bange og forskrækket og alting, på én og samme gang, lige et øjeblik troede jeg at jeg var med i en socialrealistisk Kaurismäki-produktion eller en melankolsk rulle af Bergman … men der kommer du jo min egen dejlige feel-good-Disney-daddy-candy-grab-me-in-the-

“Stop – hvad sker der for dig skat,” nissefar er hylet helt ud af den og glæden har lagt sig. “Er det den der brutale kosakkæltring der har lært dig at snakke italiensk? Du er sgu da nødt til at tale et sprog jeg kan forstå, ellers, – men fatter går i stå da han mærker mutters varme, våde, bløde læber op og ned ad armen, der hvor hun forestiller sig navnetatoveringerne skal prikkes ind i hans bløde hud, hun stopper ikke før hun synes hun har været over det hele og er i højde med situationen; og imens er det lykkedes den kære Julle at løsne alle bånd, selv om, må han nok erkende, han er ude af træning og fumler mere end sædvanligt. Og da et stjerneskud fejer hen over himlen, og månen, hamrende fuld, kigger ned til de to, da glemmer de for en stund både risengryns- og rugbrødspriser, og hvor mange munde der i forvejen er at mætte.

Og i deres højlydte glædesdeling og beruselse af hinanden, lægger de ikke mærke til en særlig lidt underlig brummen udenfor; en brummen der kommer nærmere og nærmere. Pelikan Multi er blevet træt, og har tabt fart, både da Lillegodten skulle over i kanen hos Bamserfar, men også på grund af den store hast, hvormed Pelikanen havde skudt sig afsted under redningsaktionen; med hele 1006 km/t viser de seneste undersøgelser, og det er den højeste hastighed nogensinde i den tid, hvor der har været vejrudsigter i fjernsynet. Hmm, nå men træt er Pelikan, de er nede, helt nede på godt 500 km i timen og det samme, faktisk præcis nøjagtig det samme er Julefars iskrystalkaneagtigefrosneklippefyldte bjerg, som jo netop nu, under akten mellem de to genforenede elskende turdelduer, farer gennem verdenrummet uden fører; Forbi Riga, forbi Irmitzzz, forbi Kasakstan med z, og forbi Skåne, Holland og Blekingegade og også lige rundt og forbi Estland, Legoland og Ligustervænget, ved det værft, hvor Diana II i sin tid blev bygget, med en rundtur også over Himmelbjerget og Ballerup, naturligvis. Og det er HER, netop over Ballerup Boulevard at den sære brummen hørtes, til megen undren for en del; ja mange faktisk. Men ikke for den gode Pelikan Multi Resistent!

For Multi kendte lyden af de brummende rotorer der nu kom nærmere og nærmere.”DET er morfar Sjimpansas PELIKOPTER,” skreg Pelikanen Multi, så det hørtes fra Ballerup og helt ned til den tyske by Holland! Sjovt det er jo… nå pyt, og ganske rigtigt. Uden for vinduet, både set fra Pelikan-luftskibet og fra Jjullebulderbassebamsefars isbryderfrosne kane, sås det helt unikke luftfartøj, opfundet af Sjimpansa Resistent i 1930’erne, hvor Charleston var den helt store dille i Amerika. Sjimpansas Pelikopter nærmest sejlede forbi, med alle de smilende og vinkende kære venner i vinduerne. Der var Otto og Co.

“Åh, kære søster Ottilia”, udbrød Julie, “ser du Julle? der på Sjimpansas pelikopter-skiv. Hun skal med til Tatto-Tania … hun vil nok ha’ en lille en på overarmen.”

Julle beregnede kurs med sekstant og GPS, kompas og kukur: Fartøjerne skulle mødes i luften (over Ballerup?), så Ottilia kunne hoppe over i kanen og måske også Otto. Ja, for nu skulle der rigtigt tatoveres, alle var de som i en tatoooppisket stemning, nærmest i en nålespids blodrus. – Jeg vil også have tusch, skreg de i munden på hinanden, alt imens de fløj afsted, de tre fartøjer side om side, den hvide Pelikan, det røde Julleslagskib og den blå Pelikopter. Nu lukkede de samtidig noget skymateriale ud i hver sine samme farver, så de tegnede en lang skyformation bag sig, som noget der godt kunne ligne det franske flag. Og hvorfor? Fordi de netop nu satte kursen mod den franske by, der OGSÅ hed Holland, for netop her var det, at Morfar Sjimpansa Resistent, i sin tid byggede den første Pelikopter i verden. Og netop nu, skulle alle i de flyvende objekter ha’ lavet en ens lang slange tatovering ned langs rygraden, i præcis det samme design, som netop nu sås ud i atmosfæren fra de flyvende objekter. Otto, Ottilia, kirgiserne Randers, Hr. Lars og Søren Hildebrand og også den lille nyfødte Preben og den gamle Gorm den Gamle, alle skulle tatoveres, nisser, julemænd, pelikaner, delfiner; alle i hele verden og på hele jordkloden skulle begive sig afsted, hver fra deres by og land, for at lade sig tatoverer. Kun ikke den hæslige nu druknede og afdøde og spiste pelsbeklædte russiske bjørne domptør, kun ikke han skulle med til byen Holland og farves med nåle ned ad ryggen. Og så rotten naturligvis, for også den var stendød og opædt i kloakken under Sacre Coeur.

“Hvem har fundet på det her tatoveringsfis?” Det er Morfar Sjimpanse der spørger, mens han sender en sort snusklat ud af pelikoptervinduet. Han er ikke det mindste tilfreds med, at nogen skal bestemme over ham. Desuden har han allerede både en cobra og en netpyton tatoveret på ryggen, så pladsen er optaget og han skal fan’me ikke ha’ nogen slanger tatoveret på forsiden. I øvrigt er han sur i forvejen, han er kommet til at tage den hvide pelikopter i stedet for den blå, men heldigvis havde han medbragt den rigtige blå skyfarve.

“Har du ikke hørt det?” Svarer Otilla, som netop i dagens anledning har valgt sine skåneærmer med omhu. “Der er altså udgået en befaling fra Kejseren af Holland, altså byen Holland, at ALVERDEN skal tatoveres, og ALVERDEN det er jo både dig og mig og Otto og lille Preben og alle de andre. Men måske kan der dispenseres, jeg vil altså også hellere ha’ min rygradstatoo på afbetaling. Hvis det da ellers koster noget? Men hvis vi alle, jeg mener, kommer samtidig blir der da osse en ret stram trængsel, og en vældig, altså virkelig vældig lang kø ind til Tatoo-Tanja? Og er der overhovedet plads til at alle kan overnatte? Altså jeg sover ikke, jamen det, ikke tale om jeg vil sove i, hvis nogen vil spise os af med en stald eller noget! Det er hotel du, top kvalitet hele vejen op, ellers er jeg den der er at sammenligne med den der døde rotte.”

Julle er ved at få lidt klaustrofobi, og så er det han bliver fokuseret, og en snedig plan tager form:

“Emilie, måske kan du tage alle dine søskende med på tur i kanen og kigge i havet efter lille Preben og delfinerne … og, og … besøge Himmelbjerget sammen med Kirgiserne, foruden den der meget Gamle Gorm, som vi endelig ikke må glemme”.

“I fælleskab med Eline og Elisabeth vil du, Emilie, nok synes om de der tre krigerlistige kirgisiske mandelår. Du ved Lars med lassoen, Randers med næven og Hillebrand med, ja, men det har jeg da glemt, hvad han kan. Men de er da tre skønne gutter med glimt i øjet og faste overarme både til gården og gaden, om man nu tør sige det så direkte”.

Emilie himler med øjnene. “Ja, ja Far, vi er stadig en slags ung-sager her i nisseverden, ikke”.

“Ja, I er de skønneste trillinger på snart 75, og lige parat til at gifte jer”, supplerer Julle-far.

Inden alt det der med Jullemor begyndte, plagede Julle allerede sine tre ældste døtre, og spurgte dem om de ikke kunne gøre deres hoser røde, finde et passende parti og gifte sig, således at Julle kunne få lidt mandfolk til at hjælpe sig med det praktiske i maskinrummet, og måske også med tiden få nogle søde små børnebørn.

“Hukommelsen er kort”, mumler Emilie. Men det hører Julle ikke.

”Men kan I ikke bare tage af sted nu?” opfordrer Julle, “og foruden alle dine søskende kan du tage de andre med også. Renerne, Multi, svigerfar, Ottilia og Otto, og hvem ikke. Så kan jeg få lov at være lidt alene sammen med JulieMumsen hos Tania. Det har vi virkelig brug for”.

”Emilie. Emilie? EMILIEEE? Hvor filan blev hun af? Hun er vel ikke bare smuttet? Åh den snedige lille juletøs, hun vil selvfølgelig være den første til at besigtige både gården og gaden, inden kanen igen bliver overfyldt af både dette og hint; og faktisk kan man vel nok mene at alt det her juleflimmer har taget overhånd, og det hvad enten vi vil tatoveres eller ej. Nu sætter jeg sgu hælen i, kaster en reje ind i flammebålet og lægger mig til at sove på forventet efterbevilling.

Og alle var trætte efter de lange ture i himlen, frem og tilbage og hid og did; så en efter en faldt de i søvn, nærmest hvor de nu lige stod eller sad. Men én af dem ville ikke få meget søvn, før det var blevet dag igen og den 17. december, altså om kun 47 minutter, ja så ville de alle sove sødeligt, lige til det blev lyst og kaffelugten kildrede deres næser. Og inden jul, tænkte netop den ene som ikke ville få så meget søvn, at så skulle de altså se at få hevet Dania II på land for vinteren. Men hvordan mon lige få den klaret på de relativt få dage inden det hele gik op i hat og flæskesteg? som man sagde på de kanter hvor Julle og Julie holdt til.

“Åh Juliemor sikke en tur i høet vi fik der; jeg er helt ør og kuldret og ih! … jeg føler mig så åh! …. jeg tror jeg må have sovet i mange, mange timer. Jeg drømte så levende om horder af …. tja noget … og om mærkelige hændelser, om kirgisere og giftemål og ja, jeg ved ikke hvad”. Jullemor fanger et høstrå i Julles skæg og trækker det langsomt og næsten sensuelt gennem de nok 50 nuancer af gråt”. “Min egen Jullebullemand, du er bare en supermand i høet, hvor har du dog lært det henne? Du er jo et natur talent på stort set alle områder, du er simpelt en lysende, ledende stjerne, og derfor min kære Jullebassemand, har jeg skrevet disse ord om min store kærlighed til dig. Det er et digt, og jeg vil bede dig høre godt efter, for det rimer så smukt, og så er det sandt; og jeg har en vanvittig lyst til at læse det netop nu. Her kommer det:

– ” 🎼Du er det bedste som jeg ved/
du er min store kærlighed/
og når af livet jeg bli’r ked/
så siger jeg JUL/
inde i mit hjerte/
så kan du tro at der blir fest/
for du er nemlig allerbedst/
ja det er dig jeg holder af/
hver en’ste dag🎶 … tra la la la 😊

”Åh Julie dog, hvor er du altså… nu er jeg altså lige nødt til at synge eller måske læse noget for dig:

“Husk nu både dit og dat
og lidt af alt dit pjat
og lidt af det jeg glemte sidst
som katten havde spist
– ja, lidt af det jeg glemte siiiiiiidst
‘som katten havde spist.”

Det var jo slet ikke det han ville sige. Han rystede forvirret på hovedet så det grå skæg med 50 nuancer af gråt, og et par enkelte nuancer af rødt, efter hans skotske aner, fejede hen over jullemors barm. Hun så smilende op på ham, lo og sagde: “Ja, lad os komme i gang med alt det vi skal huske, ka’ du huske hvad det er? Men julefar hørte ikke efter, han mumlede for sig selv, “hvornår … de her bukser … isbjerg … nøgle … kisten …

“Tatoveringerne fra Tania” pipper lille Emilie fra kanekanten, “hva’ mæ dem – var de bare en forsigelse og en juleand”?

I det samme hørte de vilde råb og skrig. en masse klirren. Ord på mærkelige sprog. “Kan man ikke få lidt familiehyggero for en gangs skyld,” brølede Julle, og stak hovedet ud over kanten for bedre at se men trak det hurtigt tilbage igen fordi han ikke ville risikere at få en blodtud, når nu han havde så meget han skulle rundt med jule aften og nå at give sine egne små deres gaver, foruden at gnaske flæskesvær, selv om Julie hviskede at han skulle passe på figuren. Men det blev værre med larmen, og det begyndte at regne. Regne?? Han tørrede panden af, det var blod! Det suste i luften og en blank chakram kom farende som en meteor gennem luften, og hvis det ikke lige var fordi Julle havde bukket sig ned for at finde det rigtige stykke papir, det med digtet og ikke dosmersedlen, ja så havde det virkelig udviklet sig til en hovedløs affære. Han havde en kraftig fornemmelse af, ikke kun at skulle rundt med julegaverne, som jo først skulle findes, men også at det ville være en god idé, at komme væk, og det i en vis fart. Alt andet end en vis fart ville simpelthen være alt for langsomt!

Væk fra fra dem der sendte flyvende tallerkener som kunne kappe hovedet af mennesker og rensdyr. Resultat: Ingen Julemand, og ingen transport at julegaver. Ingen julegaver ville betyde en tsunami af rasende børn. En katastrofe truede kloden.

En chakram blev brugt af oldtidens indere i krig. De var jo døde for længst alle sammen – undtagen dem der overlevede i Shangri La og havde drukket af ungdommen kilde. Julle turde ikke tænke alle de tanker til ende, som nu myldrede ind i hans julemandshoved. Gad han i det hele taget i længden det udprægede og stærk sæsonbetonede arbejde? Hvad hvis han uden varsel, til alles overraskelse ‘lagde sig fladt ned’ og blot lod vide: – Jeg gider ikke mere. Fra næste år må I finde på noget andet. Med funktionærlovens fastlagte tre måneders opsigelse, ja så kan jeg fratræde ved udgangen af marts, eller helt præcis den 1. April. Altså hele den talentløse egnsforestilling med Rudolf og de 7 stivbenede sataner med mig på pulten, susende rundt på kloden i alt slags vejr hvert år og nu igen om en uge. Jeg tænker, hvis I vil vide det; vil i vide det? – ja skreg alle i forbløffelse i kor. Ja fortæl… Og så holdt julegutten, min kjære, en tale på flere timer; en tale som ændrede alt; og som også umiddelbart betød at samtlige parlamenter kloden rundt indkaldte til krisemøde;” fremadrettet”!!! For julen i år var på en eller anden måde i hus, sluttede jule gutten. jamen, Hvordan, hvordan, lød mængdernes råb og implicitte krav. For alle på hele jordkloden, og i Sverige ønskede at julefatter fortsatte med sine 8 rensdyr , som om intet var sket.

Over natten skrev en driftig og poetisk dansker sangen: “Rør dog ikke ved min gamle jul” som øjeblikkeligt blev til et hit både som print og i det hele taget. Bedst som hele flokken i kor messede “bliv, julemand, bliv ” i timevis, og Jule Hans kneb et væld af tårer, dukkede et for nogle af tilhørerne, velkendt ansigt op. Ved Gud og Jesus, der stod Fjerfættrten! Han rakte armene i vejret for at mane til stilhed, og så sagde han, blidt og myndigt og klogt med, desværre stadigvæk, den der pisse irriterende fistelstemme. Men formen og udførelsen tog ikke fokus væk fra budskabet. Fjerfætteren rankede rykken, slog med to fingre på mikrofonen for at sikre sig at der var hul igennem … Og så sagde han:

”Kammerater, borgere på kloden. Det er på tide at vi kommer i hudafstand af hinanden ikke flere taler, mere hud til hud. Tilbage til det oprindelige, børnene skal ikke have patent på julen.

Jeg har sendt en alvorlig påmindelse til julemanden: voksne fortjener bjerge af gaver. Længe nok har fædre fundet sig i at børnene snuppede legetøjet ud af hænderne på dem. Vi voksne ønsker farverige, unyttige, hårde gaver og der kan ikke komme nok af dem. Bjerge af pakker i strålende papir der skal flås af.

Julemand, hvis mine krav ikke bliver opfyldt ryger dit hoved og vi æder rensdyrene med ribsgelé.”

“Ups”, Julle rømmede sig og sank et par gange, og så indfandt der sig et hans “moments”, sådan som det altid skete og også denne dag. “Nu er det tid at synge Prebens vise nummer 2” formanede Julle. I kan alle sammen slå op i den virtuelle salmebog og synge min nye komposition, i behøver ikke noder, i kan bare rappe med:

“Jeg skal frelse verden/
jeg skal hjælpe dig/
se blot på min færden/
jeg svømmer som en leg/
Har du nå’et på hjertet/
en smule dingeling/
så sig det dog til Preben/
så sker der ingenting …. Ingenting med dig/
og ingenting med mig/ /
sig det dog til Preben/ han kan vise vej”.

Klapsalverne bagefter blæste turbanen af Fjerfætteren, han var lige så skaldet som Julle. Og hans hvide sminke fløj af ved samme lejlighed. Brun som en inder var han. Nu havde han talt og menneskeheden havde sunget, så var kun ét fornødent, nemlig at få noget i skrutten og det skulle være nu; ikke en bid mad havde nogen af dem fået siden den føste december, og blev der ikke bragt lidt sild og klipfisk ind, og måske en akvavit, ja så var det sikkert som armen i kirken, at så ville hele slænget af indiske vegetarer falde til patten og opgive deres skeløjede planer om voksengaver der totalt ville omstyrte julemandens logistik.

Fjerfætter opgav sin falske fistelstemme og talte nu myndigt oldsanskrit sammen med sine asiatiske venner, og efter at Gorm havde fyldt det store drikkehorn af guld med mjød og akvavit og efter at Fjerfætter havde tømt det en enkelt gang, så forstod de alle sammen hvad hinanden hed og mente, selvom de sagde noget helt andet. Nu de der indiske vegetarer, for eksempel, de ville jo egentlig intet hellere end at sætte tænderne i en fisk, fx en hvalfisk, og hud mod hud gled de derfor på opdagelse i hinandens lommer, efter hemmeligheder, og nogle skulle jo også betale; men bortset fra det så var det rigtigt nok at der duftede dragende af frisk fiks fiskefis fra et sted i nærheden af Fjerfætters talerstol.

”Og lur mig,” sagde Julemanden til en halv snes fynboer, der stod og røg en lakridspibe, ”om ikke Fjerfætter har noget i ærmet, men med den lugt er vi enten i Frederikshavn, meget tæt på fiskeauktionen, eller i nærheden af en Running Sushi og i så fald kan vi være hvor som helst på kloden.” For at finde ud af det, leder han efter sin næse som han hiver frem lige om et par sekunder, for han havde nemlig sin egen næse i lommen, helt præcist i venstre brystlomme sammen med lommetørklædet og mobiltelefonen.

Det var en klaptelefon og hvis han ikke var hurtig med at fjerne næsen når den klapper sammen, så sad den fast i lige det telefonnummer han havde ringet til. Nogle gange har den selv ringet op og forvirret folk med sin snøften og bussemandstale, samtidig med at det på kolde dage, hvor næsen løber vil kunne resultere i direkte fejlopkald; eller ligefrem forkerte numre hvor den har bestilt dyre varer som broderede lommetørklæder og ægte kaviar eller som dengang den ringede op til en can-can pige i Rusland, hvilket resulterede i den helt uoverskuelige telefonregning, fordi samtalen blev omdirigeret først til et nonnekloster i Tibet, dernæst til en stammehøvding i Zambia og så altså til denne cancandansepige i Rusland, som viste sig at være mindreårig, og derfor var tæt på at bringe ham i fedtefadet. Men heldigvis … atju! … undskyld … hvor kom jeg nu til … jo, heldigvis tilkaldtes den russiske western-helt Press Phu-tjan som også dukkede op, egentlig for at deltage i et SM-strippe-show, men han reddede altså pigen (fortælles det) i sidste øjeblik, og …. Ja ham skal man nok lade være med at forveksle de der inder-brune fjerfætre med, for ellers …

Men nu kom Julle faktisk i vildrede, for hvems næsebor var det egentlig han havde stukket fingeren op i? Det rykkede direkte til i mellemgulvet på ham, og han følte pludselig en ustoppelig trang til at stoppe alle sine unger i sækken, tage julemor under armen og flygte hen et sted, hvor ingen nogen sinde havde hørt om julenisser, risengrød, rensdyr og isbjerge. Længslen efter kedsomheden blev et øjeblik så overvældende, at han var så tæt på at miste balancen, at han måtte sætte sig ned, og det lige ovenpå et selvspillende klaver, som i én køre spiller Kong Christian ledsaget af pauker og trompeter og et gospelkor fra Lillebymagle, med en dirigent som er ekspert i snorkekor. De sang blandt andet “Der er et yndigt land” for snork og de første to strofer lyder sådan her: “Z z z z z Zzzzzz / Z z z z z z zzzzz”, men de synger allerbedst når de sover, tænkte han og snorkede uvilkårligt i sin bortlagte næse.

Puha … men sådan var det hvert eneste år. Julle vågnede med ondt i håret, eller rettere sagt, så havde han den mest infame hovedpine, så slem så det føltes som om han var blevet sparket i hovedet af et helt rensdyrforspand. Kun brudstykker husker han fra festen i Julemændenes Fagforening, men riften i panden ar reel nok, og huskede han lige nu, måtte være fra den skinnende julestjerne, der strejfede ham, da den faldt ned fra loftet og knustes over julebuffeten, så al maden blev uspiselig, men så havde de jo bare drukket i stedet for. “Jullemor, skat, min egen engel” råbte han,”en dag som denne er der sateme noget ved at være julemand”, og så lo han så tænderne raslede,” ho ho ho ho hosianna i det højeste …”, og alle mørke tanker var som bortblæst, og hensatte Julle til sit filosofiske hjørne. “Ser du kære Julie, så længe man er blød og føjelig som en æbleskive, og står imod modgang som en isbræ, altså inden modgange tager kål på én, så …øh … apropos kål, så var det jo ikke voldsomme sager jeg nåede at få i skrutten i går, inden stjernen over Bethlehem havnede i rødkålen og ris a la manden, så er det lige jeg tænker om det kunne, sådan bare helt tilfældigt, altså her hvor det nu snart er jul, være muligt, altså hvis du synes, at vi måske kunne forsøge at … ja, måske ikke så meget vi, men altså mere dig, min skønne og fuldstændig uundværlige, både for børnene og mig, julegodteskat, at kreere én af dine umådelig velsmagende og højt besungne ribbenstegsandwich og servere den her på sengekanten, sammen med et stort glas julebryg lige fra tønden, og bagefter: Julebadet! Godt med skum.

For når det skummer på søen, kan man jo håbe på at radaren om bord på skumle kidnapperes fartøjer fra øst, får svært ved at navigere. En vis utryghed havde i de sidste timer spredt sig i forsamlingen (plus minus nogle stykker). Den seneste tids øgning i kidnapning af både slaver til bjørnedanseshows, og droner til at overvåge kunstbjørnene med, blev fremsat som en mulig forklaring. Det var slået stort op på tabloidpressens løbesedler og hvirvlet rundt og forstærket i vest, gennem radioprogrammer og sociale medier. “De er nok ude efter vores droner”, kom det fra hjørnet af kanegulvet, hvor Multi sad ret op, nyvågen og en smule omtumlet. “Det er jo os der er verdensmestre i at udvikle og opfinde”.

Men det skulle Multi nok aldrig have sagt, for var der noget der ikke faldt i god jord, i aflytnings- og oversættelseslukaf’et på det nærmeste, fjendtlige fartøj, som lå ganske få sømil øst for kanen, så var det pelikanpral. Aflytterne rejste sig rasende og hoppede og trampede rundt på dørken, mens de fægtede med armene og råbte: “Els putos de pelicà presumit condemnats massa!!! og heldigt var det, at ingen i kanen kunne høre det, for det var ikke særlig pænt sagt.

Imens var Multi godt i gang med at stuve ud i næbbet, så der kunne blive plads til alle vennerne ca 135 styk, nå ja og så lige minus Multi, som jo ikke selv skulle ned i næbbet, hvis de skulle gøre sig håb om at komme nogen vegne. Altså mere for det tilfælde at det ikke ødelagde den gode stemning, som Fjerfætteren blot nævnte for en ordens skyld. Og som han understregede: – Det skal jo helst give nogen lunde mening for os alle. Det var der ikke rigtigt nogen der kommenterede, fordi, jamen, de forstod vist ikke helt hvad han ment, men det var vel egentlig som det plejede at være. Han bestemte sig for at han måtte gøre noget ved sin tristesse, så han fandt et æg og delte det i to med et slag mod panden. Så hældte han det råt i et snapseglas og rørte det ud med sukker, cognac, og mælk.

“Hej Fjerfætter, hvad siger du til at smage en kold Connecticut? Eller ville du hellere ha haft Cognacen ren?

“Ja, undskyld jeg lige bryder ind,” det er jullemor der er færdig med at lægge de allermindste i kanen, “der er ét og andet her jeg slet ikke forstår. Hvad er det der sker? Og hvorfor er Multi Resistent så optaget af at komme afsted, er vi i fare eller hvad? Åh, godaften hr. Fjerfætter! Dem havde jeg slet ikke set … er der nogen der gider forklare, eller…”

“Jeg ved det heller ikke rigtig”, indrømmede Fjerfætter og nippede til sin drink, “jeg tror det har at gøre med telepartaj eller noget. Først befandt jeg mig på Press Phutens ubåd, han så helt vild ud i øjnene og talte om dresserede kunstbjørne og forsvundne gidsler, og lige pludselig, så vupti var jeg

”…nu bryder jeg altså lige ind igen, hvis De vil ha’ mig undskyldt, det gir jo ikke mening vel? Og hvem er i øvrigt den præst De taler om? Julle har det overhovedet noget med os at gøre? Du sagde da at den herre her, Fjerfætteren, hørte til hos den meget gamle Gorm på Himmelbjerget, var det ikke det du sagde? Nej ved I hvad, nu har jeg fået …”

”Klap i, sagde Fjerfætter bestemt uden at flytte fokus med øjnene, og uden i øvrigt at hæve sin stemme – “men lige pludselig, vupti var jeg altså rodet ud i noget, der kun kan forklares som en slags trancetilstand, hvor rødkålen og bjælleklang mistede sin betydning og det eneste, der gav mening var at følge stemmerne, der udbredte deres budskab gennem næsten en ugestid.

Den nittende december om morgenen var alle de medvirkende i den grumme teaterskrivejulestykke hensat i en dyb melankoli, for hvad skulle der dog blive af dem alle sammen, når solen vendte om et par dage og en fiktiv fødselsdag skulle fejres næste lørdag?

Nogle af de medvirkende var allerede ude i jobaktivering i andre historier, Fjerfætteren på Gorm den Gamles højre skulder, Hugin eller var det Mugin? som kurer mellem forskellige trosretninger. Multi som lagerfugl på et skydepot for ligegyldige opdateringer.

OG NU! Ja spændende er det, men for en kort stund vender vi nu blikket et helt andet sted hen, eller som Ottos gamle spejderfører JC, altid sagde: ”And now to something completly different”; JC var nemlig englænder, og først mange år senere lærte han at tale et bare nogenlunde tåleligt svensk, i det han nedsatte sig i den skånske by Holland, og blev lokaltkendt for at spille harmonika, eller dragspeel, som det hedder på de kanter, med kun en hånd.

– Nå! Så er det altså den 19. december, sagde Fjerfætteren.

– Ja tak! Det kan man vel selv se og opdage, brovtede Professor Ubfenkijle, som sad ved tællelyset i den dybe kælder, et helt andet sted, måske i Garmish Partenkirchen, eller måske i Tarm, ihvertfald et helt andet sted end der, hvor det gode skib Diana II, netop nu oplevede sære ting på havet.

– Professor Ubfenkijle??? spurgte alle i kor, thi de troede jo hver og én, at det var netop her Tatoooo-Tanja, holdt til.

– Desværre, Tato -T har ikke boet her de sidste hundrede år. Jeg kom til efter hun en nat uden yderligere varsel fløj bort til Regnbuedalen, et sted som ingen kender, ingen ved hvor er.

Som altid sad Professor Ubfenkijle og læste i ’Den store Klogebog’, som i vide kredse havde givet professor Ubfenkijle, det renommé, at han ”vist nok er verdens klogeste mand”.

Det var der imidlertid tvivl om i vide kredse, fra Filladelfia til Rostock, og også om selve bogens klogskab, herskede der tvivl og mystik! Kun Ubfenkijle havde læst den; men hvad lå der bag? Hvad stod der overhovedet og i det hele taget, i den store hemmelige klogebog?

– Regnbuedalen? Ingen Tatoo-Tania? Ingen slynget farveranke ned langs rygraden? sukkede alle i kor, og Fjerfætteren der frygtede et kollektivt sammenbrud, spurgte opvakt: – Diana II??? Står der noget om det gode skib Dina II, i Deres Excellences Store Klogebog?

-AHA-Aaaa, Hr. Fætter, de spørger til det gode skib Diana II? Mumle, mumle, lede, lede med min finger, linje for linje, lad mig nu se … OH JO ja, HER! HER står det hele, jublede den latterlige Gamling Ubfenkijle. Hør her alle mine små lam, hør her, her står det jo altsammen: ”Diana II er erklæret uafhængigt kongerige. Kong Gorm atter på tronen efter tusind års dvale. Med en besætning af asiatiske slaver og indregistreret under panamaistisk skattelovgivning stævner Diana II mod Igvitut. Et isbjerg på slæb har nedsat hastigheden til halvtreds sømil i timen, og bringer hans majestæt på den tanke at borde julemandens fartøj for at få lidt liv i kludene.

Endelig sker der noget for det skæve skiv, som har ligget latterligt hengemt lige siden den 1. december, og det virker jo nu allerede som om Kong Gorm er i julehumør og vil svinge sit sværd, så magiske kræfter slippes løs og leder Otto og Co. i retning af en munter julekrig. Men nej, han fortryder. Magiske kræfter må kunne bruges til noget sjovere. Han kan bare ikke lige finde ud af hvad. Han bryder sit hoved, og får pludselig en god idé og styrer fattet, sammenbidt og koncentreret skibet med isbjerget direkte mod Odd Fellow Palæets store Festsal; og pudsigt nok afholder Radioens Pigekor netop i det øjeblik sit årlige julebal med kåring af højeste sopran.

Salen er tæt besat af opstemte forældre der lige nu.. og her.. for første gang.. ja, nu kommer det… afventer voteringen fra dommerpanelet, der består af musikalske bamser og tre havenisser fra Berlin, der sidder lårene af selveste Uglemanden. Og vinderen af højeste sopran 2016 er …………………… Uglemanden har vendt papiret med navnet på hovedet og i øvrigt kan han næsten ikke få øjnene op i alt det lys… “Vinderen er.. øh.. hende med de store …. bamser.

Begejstret bifald, skønt de store bamsers ejer slet ikke kan synge. Med det kom til, slet ingen rolle at spille for netop i det øjeblik Uglemanden skulle nævne navnet på hende med de to store dansebjørne, ja så susede Diana II tværs gennem Festsalen, til tonerne af “Jeg er en dvask lille nisse”, og isbjerget, som jo stadig hang fast i Diana II’s jydekrog, det drønede selvfølgelig osse lige ind i Odd Fellow Palæet. Og så endda i Festsalen. Det var ikke så heldigt, men det var jo ikke ond vilje.

Pigekorets piger fik, en efter en, en iskold skulder og hende med fadbamserne fik en eller anden skibsting i øjet, og jamen det betød at konkurrencen blev udsat til sommer, og senere viste det sig, at Uglemanden slet ikke ville slippe præmien; men det er selvfølgelig en helt anden historie. Nå, en slem redelighed var det, skibet, isbjerget, Danmarks Radios Pigekor under ledelse af Michael Boyesen, og revl og krat, jamen alt det hele, gik ned med flaget. OG dér var i forvejen slet ikke plads.

Så er det at fløjdørene flyver op med et brag af splintret træ, og dér står Gorm den Gamle med draget sværd og flammende blik. Hvad er det? Julemanden? Nej UGLEMANDEN! BRs udgave af en julemand. Og skal Danmark igen besættes af tyske havenisser, sidste gang var rigeligt? Skal en falsk julemand sidde i musikkens hellige haller og gramse sig ind på pigekoret?

Gorm fatter om skæftet på sit glavind og kløver Uglemanden og havenisser i ét mægtigt hug så plastsplinter, ledninger, chips, printplader, relæer, fjer fyger til alle sider.

Pigekoret stirrer på ham. Øjnene fugtige af betagelse. Sikke en mand, hvem der bare… gid han… og mine bamser gramser til højre og venstre, rådvilde som de er. Pigerne stimler sammen, kold skulder ved kold, og så smukt som en sommernat på prærien afsynger de nu flerstemmigt “Der er så koldt herude”, for de havde fået den opfattelse, at de stod ude i Bredgade i København; men således hang det ikke helt sammen, thi nu var det snart solhverv og Gorm vågner op til dåd: “Hvad er det for nogen sjatpissere, der er magthavere i landet? Stik mig en kvinde med nogen ordentlige fadbamser og lad mig komme i Valhal.”

Straks blev han headhuntet af en ordentlig skude. Fadbamserne vibrerede lokkende. Han nærmest hang på dem. Han trængte til noget nærende, noget med saft og kraft. Jul i Valhal, brølede han og “Tag mig og mine bamser”, lød det fra koret, “nej, mig, mig og mine skønne bamser”.

“Kæft piger, jeg tager hele bundtet med bamser og tilbehør,” råbte Gorm, “hvis I vil synge mig en kærligehdssang”. Sådan blev det. Aldrig har så følsomt skælvende jomfrurøster sunget Puccinis “Så kold den lille skulder er”.

Og med Puccini i ørerne indfinder den gode stemning sig. ALLE; simpelthen ALLE som i AL-LE istemmer nu den herlige og muntre fællessang “Valhala, Valhalla valhalla lala la llallalal la lallallalala”, som går på melodien fra halvoperaen, “Mit fjæs Lady”, og musikken går bananas og spiller rock så det kan høres helt til Nordkap, hvor isbjerget stadigvæk er ved at smelte, ingen gider tænke på global opvarmning, når julemusikken spiller trommehinderne ud af ørerne og døvheden indfinder sig.

Ingen kan længere høre noget som helst, men det gør ikke noget. Der rockes, hujes, drikkes igennem,alt imens uret tikker, og isbjerget smelter. Dette er ikke Valhal. Det er Ragnarok. Isbjerget hedder Nagelfar.

“Jeg ville bare have is til min G&T” sagde Otto til Otilie, “hvis du ikke kan skaffe det uden at smadre et helt bjerg, så går jeg ned og får noget lunken mjød hos Gorm og gutterne. Og dæmp lige musikken”.

Lys og lyd forsvinder langsomt og scenen skifter til mørke og mystik, ind sejler et isbjerg, hvor krystallerne ligner neglestumper, alle nisser fra Tyrol til Nordkap har været til behandling i neglesalon og nu er julen for alvor i fare, for hvad sker der med Nagelfar og myten om Helvede, det der kristne massekrematorium.

Der oppe på dæk, bag roret, skimtes en mørk skikkelse med lysende røde øjne, og stilheden som nu indfinder sig i det der er tilbage af Odd Fellow Palæet (hvilket mærkeligt navn forresten Odd Fellow, ja det kan sgu da godt passe på hvem som helst i den her historie), nå men den stilhed der indfinder sig i det, der er tilbage af det der Palæ, den er at sammenligne med dem alle sammen. Alle dem vi elsker, dem der har vore hjerter. For mens alle har haft travlt med sig selv, er udover Diana ll og isbjerget, Michael Bojesen, God damn pigekoret, og alt muligt levende i området her, nu også landet en mother fucker af en pelikan med 133 passagerer i næbbet plus, og “If I May Say So” og så en brummende Pelikopter, med dem som her ikke er nævnt, og bestemt heller ikke glemt.

Alle er her, simpelthen præcis 5 dage før jul. De to gamle, Gorm og Professor Hvadvardetnu, har svært ved at enes, de kæmper, så at sige, lidt om samme plads. Og de ved godt, at er der ikke plads eller brug for en i virkeligheden, ja så sparkes taburetten væk under en, og rebet strammes på et sekund. Og hovedet hænger skævt; slapt. Tre sekunder måske. Nåh, men alle er her, alle som du, kære læser, har hørt om og mødt i denne fine, stilfærdige fortælling. Alle er simpelthen her; simpelt-H-E-N! Så nu ventede alle blot på at hun, hende enhver godt vidste, at det hele afhang af, men som ingen havde turde nævne, at altså netop hun måske ville træde frem og sige:

“Gud bevare Danmark.” Ja og øh, jeg var jo lige i nabolaget, ja jeg bor faktisk lige her ovre, ikke så langt herfra, De ved, i den der bebyggelse med de fire ens huse, ret fantasiløst, faktisk! Og gud bedre det, så har nogen placeret et skrummel af en hestestatue lige midt i gården, men hvor kom jeg fra, jo nu kan jeg huske det, jeg leder efter Angri, altså prinsen, har nogen set ham? Altså fornylig? Nå ikke, nej heller ikke jeg, men så lister jeg da lige så stille af igen. Men alle, I ved: Pelikanen Multi alle de uopdragne nisseunger, alle -nå ja vi har jo været inde på det gentagne gange, var oppe på mærkerne, for nu..

“Allahu akbar” … Pause venner! Pause! Det er nemlig tid til en lille sang. Her kommer Prebensang nummer … Nå ja,” sagde trubaduren. ”Efter utallige opfordringer. Det er jo mig, der ikke kan lade være med at synge og så videre. Her kommer så Prebens sang ver 3.0:

“En Preben så jeg sky..de/
Ge..e..nem bø..ølgen blå/
Han er et syn at ny…de/
For både store .. og små/
Han er en yndig sag/
Og må vi alle fejre/
Pre.e.bens fø. ø. dselsdag”.

“Hurra, hurra, hurra! …. og så det lange Hurrraaaaa for Preben og for alle, der deltager i dramaet på den ene eller anden måde. Havde det ikke været for de fadbamser havde tonen nok fået en anden lyd. Men nu skal I høre den, råt for usødet. Ingen slinger i valsetakten. 1-2-3’1-2-3′,1-2-3 , sådan får man alle baller, bamser og vaskebjørne med på vanvidsvognen.”

Samtidig, på Himmelbjerget blev der nemlig holdt møde. Man var meget bekymret over udviklingen i hovedstaden. De tre kirgisere Lars med lassoen, Randers med den propre næve og Per med, hvad det nu var han kunne, stod vagt ved stien der førte op til talerstolen, og på den stod såmænd selveste … ja, I tror det næppe, men på den stod selveste Fjerfætteren, som konstant fløj mellem her og hid, og måske var han i virkeligheden den der havde det største og bedste overblik, og en hel del underbid, uden at det skæmmede alt for meget, af dem alle. Ret beset kunne man vel spørge ham om alt hvad der foregik i verden lige nu, og han ville vide det. Var han så klogere end den gamle professor Lieberkind, eller hvadvardetnuhanhed, eller den endnu ældre Gorm? Tja, det er lidt svært at finde ud af, for det er så hulens mørkt udenfor i rigtig mange timer hvert døgn, derfor er vi nødt til at lave ballade der, hvor vi kan komme til det, og ballade skal der nok blive, bare vent og hør. Og ingen tvivl om at Fjerfætteren har taget styringen over situationen, og at Diana II’s skæbne ligger ham meget på sinde inden juleaftens dag. Alle er forsamlede nu og Fjerfætteren har situationen i sin hule hånd. Men der er stadig 4 dage endnu, og rigtig meget kan ske.

Men inden da, er det nødvendigt at få ryddet op i det der er tilbage af palæet, ikke store sager faktisk, og få skilt fårene fra bukkene, eller rettere få pigekoret, Michael Bojesen og fadbamserne sendt videre til byen Holland i Belgien, hvor de skal optræde i aften. Isbjerget, der nu ikke er meget større end at det kan ligge natten over måske, men da vil det osse allerede sidst på dagen i morgen blot være en ubetydelig vandpyt som kun børnene gider trampe rundt i.

Fadbamserne var allerede på vej væk. De følte sig tørlagt, og hvis der er noget en fadbamse ikke kan lide, så er det tørke. Desværre nåede de først næsten at tømme isbjergspytten. Der ville snart ikke være noget isbjerg tilbage. Den globale opvarmnings fæle ansigt var snublende nær. Det skønne skib Diana II skulle således ikke mere trækkes med det fordømte og nu totalt smeltede isbjerg, så farten kunne øges væsentligt hvilket var en stor fordel.

For allerede i morgen tidlig ville Diana II sætte kursen mod juleaften, og alle var ved at blive lidt spændte. Pelikanen Multi ville selvfølgelig selv flyve did, og mon ikke næbet igen ville blive fyldt med væsener som ønskede et lift. Julemanden og dem ville vel selv tage kanen, thi julefatter skulle jo på arbejde om aftenen. Også onkel morfars Pelikopter ville søge mod målet, og morfar Sjimpansa ville selv sidde ved styrepinden så alt gik ordentligt til. Den gamle kloge Professor Ditterdat, eller hvad han nu hed, ville også med til den store højtidsaften, dog havde han ikke helt fundet ud af hvordan han kom frem. Måske kunne han tage en rutebil sammen med Fjerfætteren eller bruge skandalerne med vinger. Hvis han altså kunne finde dem. De var vel højrøstede, havde det med at citere smædedes, mens de fløj. Sandalerne.

“Ja”, tænkte den gamle professor, “her i verden er sgu flere skandaler end sandaler”, og for at være helt skarp, slog han det lige op i klogebogen… bum bum bum, jo her står det: “Der er langt flere skandaler i verden end sandaler”, og så står der “men man skal altid huske at det er sandalerne der har vinger.” Nå, så fik vi det på plads; det var jo det jeg sagde.

Fjerfætteren som netop sad og pudsede sine fjer, rystede bare på hovedet: “Gamle fjols. Han kan ikke kende forskel på en fjer og den fjer, han ofte får på, når han drikker nektar, direkte importeret fra Zeus med tordenkilen. Professoren havde fortabt sig i kogebogen. Der var mange vise ord. Der stod fx. at vanvittig ikke har spor med vand at gøre, og at en dragt prygl ikke kan bruges som udklædning.

Han for sammen, da fjerfætteren brølede: ”Skal vi af sted eller hvad? Ja gu’ skal vi da afsted, men så må du se at lægge bøgerne på plads! Både klogebogen og kogebogen. Hvis du da ikke skal ha den med? Klogebogen! Kogebogen behøver du ikke tror jeg, både julemutter, og ham den tavse kirgiser kan begge lave mad og alt muligt.”

“Men jeg forstår at jeg ikke kan tage min Dragt Prygl på til julefesten?” muggede den gamle og Fjerfætteren sagde: “Du kan da altid få en ny”, sagde han, ”jeg skal gerne give dig en.”

“Mange tak” mumlede professoren, der var ved at prøve sine syvmilestøvler samtidig med, at han tog krokodilletorsoen på.

“Vor Herre bevar’s eller hvem der har ret til at bevare noget som helst.” Fjerfætteren halede krokodillen af den gamle og gav den gamle, mølædte isbjørnepels på: “Seså, Nu er vi rejseklar.”

Imedens svømmede Preben omkring og pustede og pustede så det sprøjtede lystigt omkring ham. Han var i supergod form og i kæmpe godt humør. Så var det han tænkte: “Jeg tror sørme, jeg vil digte en lille sang om Julle”. Og ret som han tænkte det, gjorde han så. Her kommer sangen:

🎼🎶Højt fra Jullefatters top, stråler nissehuen/
Den er blød og den har kvast/
er lidt slap i pulen/
Hvis du vil på juletur/
kan du IKKE være sur/
positive toner/
søde som meloner … da, da, da… la, la, la… ha, ha, hæ, hæ, hooo🎶

”Ej hvor er sangen bare god,” afsluttede han muntert, idet han dykkede ned i dybet for pludselig at stå ansigt til ansigt med en stor, fed og særdeles bredmundet operasanger i sælskindspels. Synes af pelsen fik det til at ulme i Preben. Den kommer garanteret fra en babysæl, tænke han, og mærkede hvordan vreden voksede sig så stor at den eksploderede i hænderne på ham og fik en, godt nok mindre, tsunami til at rejse sig hele formiddagen, og således forårsage at alle fartøjer, godtfolk og dyr i nærheden, inklusiv isbjerget, blev skubbet fremad med en så voldsom fart at al plastik på vejen blev malet til nanostore kanonkugler, der skød gennem vandet som var de dødbringende mashmellows på spyd og skideren.

Men mere for at holde os til historien, så kørte alting op i en spids og store dele af rejsen mod det fælles mål forsinkedes med årets længste nat, således at dagen blev afkortet tilsvarende et jævndøgn, hvilket fik Rudolf til at vågne op og erkende, at nogen måtte tage affære og bringe Julle og Co. på ret kurs, inden de alle sammen druknede i syndfloden.

Det her var jo lidt af en udfordring. Multi der var lidt nervøs for at gå i selvsving ved sådanne alvorlige hændelser fik fat i en gammel årgang af KRAKs vejviser som ellers havde ligget hengemt under mange lag arkiverende bogreoler med flere volumener af en ukendt forfatters kendte trilogi, der, når man læser den bagfra eller eventuelt på hovedet efter midnat, kan sige et og andet om livet på den anden side af verden, men det var måske lige at stramme buen. Næe, tænkte Pelikanen Multi, det her kræver vist lidt eftertanke; ikke bare buldre afsted med næbet under armen. Kun få dage var der tilbage og med al det postyr, eller måske ligefrem hurlumhej, der havde været de seneste dage, ja vel nærmest siden helt tilbage til den 1. December, ja så skete der nok ikke noget ved liiige at mærke efter: Hvad føler jeg? Hvordan føler jeg dette? Og ikke mindst: Hvordan har jeg det, når jeg føler, som jeg gør?

Og helt og aldeles mærkeligt var det, ja vel nærmest besynderligt kunne det opfattes, for nøjagtig præcis de samme tanker, nøj-ag-tig de selv samme ord for ord, sad Fjerfætteren og tænkte medens han allerede sad sammen med Professor Klogeøre i rutebilen, med retning mod julefestens lokation, og der hvor det stolte skib Diana II, skulle bringes på land for vinteren, nemlig mod Sønderjylland. Den store ilandbringning af skibet Diana II, og også den spektakulære fællesdans om det 109 meter høje juletræ, skulle nemlig helt præcist foregå på den gamle velrenommerede Ringridderplads lige udenfor Sønderborg by. Træet skulle pyntes, gulvet på den enorme ringridder plads skulle fejes og males i en passende farve, og et hav af levende fjerkræ skulle indfanges nede lige lidt syd for Dybbøl Mølle, og bringes helskindet op til den store festplads, hvor de skulle pelses og pensles og forsynes og opstoppes med levende pisjong-filionggonggong-æbler i deres indre, før kræene skulle tilbedes og tilberedes ved kraftig varme på den specialfremstillede kuglegrill. 217gæs, 99 ænder og 4 pingviner, var det vist, skulle være klar til juleaften kl 16, hvor middagen ville blive skudt i gang med et oversavet jagtgevær venligst udlånt af Sønderborg Skytte -gymnastik og idrætsforening og tage sin egentlige start ved at ham fyren, hvaderdetnuhanhedder, der kan spille harmonika med een hånd, vil indlede selve festen med at spille “Den toppede Høne”, de to første og det sidste vers.

Nu var det den 21. December, og det gjaldt om for alt i verdenen, for hele det temmelig store, og vel egentlig ret bøvede selskab, at få fingeren ud og komme afsides i passende god tid, således at der ikke lige skulle findes tønder frem midt i ceremonien, som jo ville kunne forstyrre hvilken velforberedt og traditionsrig fjerfest som helst og gerne med advarsel og balladerøde lamper til.

Med skjorteærmet tilbage på plads havde Ottilia forberedt et passende antal aluminiumfoliebakker og skaffet fedtelse til at smøre de mange forventede fjerkræ med, både i hoved og i røv, altså helt bogstaveligt og korporligt og efter alle kunstens kanoner, og apropos ingenting og i overensstemmelse med hele bibelteksten så var det i sandhed noget man ikke kunne spekulere for lidt over inden man satte sejlene til, om man så må sige. På den anden side af evigheden kunne jo alting være hip som hap, for det var i det småtte, at det store skulle observeres, så en fest som den her var på denne lumske og overraskende måde vigtigere end uendelighedens snurrende spindehjulemandstradition og harmonikaorkester Og det var jo egentlig bare noget man kunne gisne om, ikke sandt?

Ser du sådan gik det altså til, at Multi med næbbet på skrå og halen over hovedet bestemte sig for at spørge de forsamlede sjælesjæle om det altid var sådan at traditioner var traditioner, og om hvordan det så kunne være traditioner, for der måtte jo nødvendigvis have været en første gang og måske var dette så også argument for, at der kunne blive en sidste gangart eller også var det måske en korridor. Så med bevidsthed om, at Multis egne fjer havde en vis associationslighed med de mange forventede fuglespiser, som skulle ristes sagte og sirligt på aluminiumsformene, hvis alt dette nu skulle gennemføres så som traditionerne foreskrev det, ja så rejste han næbet til en megaloman megafon afstemt i et maniske toneleje, og spurgte således forsamlingen i al forsagelse- og ydmyghed:

“Hva’ med at starte en ny tradition?”

Han havde allerede en i hovedet. Ikke noget med fjerkræ, nej festen skulle holdes på vegetariske retter og masser af øl, mjød og dramme.

Der skulle være nøddepateer med masse af hvidløg, stuvet rensdyrlav i flødesovs, bagte æbler med rosiner marineret i Ålborg Akvavit, kål i massevis – det gav så gode prutter, bagte løg fyldt med hakket persillerod, dildgarnerede kartoffelkager og, og, og. Han kunne se det for sig. Ingen skræmte fugle. Det ville blive et kalas efter hans hoved, men nødder er sagen, de sætter sig ikke på bagen, men kannibalisme hmm… Multi lagde hovedet lidt på skrå og ventede spændt på, hvad der nu skulle ske med hendes artsfæller.

“Hej du multi! Er du en trans eller? Jeg synes der er sket noget med dig”, provokerede han frækt, og dansede en lille sejrsdans og samtidig kunne Multi stolt erklære, at: ”Ja jeg har fløjet som speditør hos Multi Trans.”

I mellemtiden var Rudolf endelig trådt i karakter og var trukket i seletøjet. Han var fast besluttet på at trække både skibet med Julle og isbjerget ud af suppedasen – og derefter ville der være gode muligheder for lønforhandlinger, tænke han, mens han begyndte at trække hele molevitten væk fra flodbølgen og op mod himmelen. Det var tungere, end han havde forestillet sig. Han hev allerede efter vejret. Min form er vist ikke for god, tænkte han, måske sku’ man have taget timer i vægtløftning.

Men lidt efter lidt begyndte der at komme skred i tingene. Glemt var de traumatiske dage bag istapper i selskab med en slesk rotte, for mens Rudolf trak og trak, som han aldrig havde trukket før, følte han sig på ny som leder af flokken og var så selvoptaget, at han ikke hørte de bageste rensdyr hviske, at han nok havde taget skade af den Kjøvenhavnertur, siden han ikke kunne få øje på, at isbjerget var smeltet for længst, han trak og trak og trak, og vinden hvirvlede omkring ham. Han følte sig som en af de helte, han havde set på tegnefilm i Rensdyrens kontaktforening.

Nu meldte sulten sig. Hans mave knurrede fælt. Han havde heller ikke spist siden sidst han var til fjelds, og tanken om Multis rensdyrlavsstuvning uden animalia bekom ham vel. Om så Multi var en han eller en hun, kunne da for f. være skråt ligegyldigt. Alle de her HTBQ – what the f… og hvad med etnisk dansk, eller med en eller anden generations indvandrerbaggrund fra en mellemøstlig eller afrikansk religiøs stammekultur med nationelle forvridninger, der også udsprang fra Lucey, hvis bare man gik langt nok tilbage … ja nogle hundredetusinder år og som også udsprang af en eller anden oceanisk bakterieform hvis man bakkede tiden endnu nogle millioner år bagud. What the Everest – det hørte jo alligevel til samme ursuppe alt sammen. Sult var overlevelse og overlevelse var babyer, og sådan havde det været i alle Gaia-tider; om man så blev født med horn i panden eller gik på to eller fire ben, det kunne ski-da være revnende skråt op og så videre.

Fordærvet af gammel tvivl og opløftet af Multi (M/K)’s vise ord, sagtnede Rudolf farten og skruede ned for pæren – den havde sgu da også blændet ham ulideligt i alle dage med den der tåbelige lysende fordel. “Kære rensdyrvenner”, begyndte han, ”Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg. synes Multi er en helt.”

”Mig, en helt.” Multi var overrasket og glad.

”Ja, du er. Du kan tænke alternativt, og måske har du reddet tusinder af fjedrede væsener, altså hvis alle går med til at bryde traditionen og erstatte den med din idé, altså din helt fantastiske postej med nødder, selleri og svesker og alle de andre spændende ingredienser, det er mums for en multitaskende pelikantransportør, ikke nogen kannibalisme i fugleriget, men en rendyrket taskenspiller og vegetarfusentast.

Men syntes de andre nu, at det var en god idé? De havde ikke sagt noget, men deres minespil røbede, at de holdt fast ved traditionerne, selv om det kostede flere hundrede fugle fjerene. Mon duften af svampepostej kunne hamle op med lækker fuglesteg, hvor fedtet løb ud af enderne. Multivar ikke helt sikker, så han bestemte sig til at holde næbet lukket og koncentrere sig om at spejde efter land forude. Det kunne jo være lidt lige meget med den kannibalisme, hvis de allesammen blev trukket ned i dybet, tænke han, og kiggede ned på de andre, der nærmest surfede på en kæmpebølge, mens Rudolf trak for.

Sønderborg modtog Diana II med åbne arme. Slottet var illumineret med tjærefakler, kirken omkredset af måger med cykellygter, og de vanvittige fra hospitalet dannede spalier i kajakker med små hjemmelavede tællepråse på hovedet som Luciaoptog. Otilie stod på skibets stævn som stolt galionsfigur kun iført gyldne skåneærmer og var den første til at springe i land, lige ind i borgmesterens favn og dernæst i favnen på politiinspektør Klaus Lyn, hvilken favn det tog hende spark og bid at frigøre sig fra. Med et galant håndkys overrakte Borgmesteren hende nøglerne til rådhuset samt mikrofonen, som hun straks greb med den hånd hun havde tilbageerobret fra Klaus Lyn:

”Borgere, venner med eller uden fjer. Vi har en overraskelse til jer. Operaen er flyttet til Sønderborg fordi Oddfellowpalæets store sal for tiden er uegnet, og vi er om lidt klar til en nyopførelse af Händels Messias som nu hedder Hvalfisken.

Vi fejrer Prebens fødsel med ”For unto us a whale is born,”, ”All we like whales”, ”Ev’ry Preben shall be exalted” og alle de andre gode, gamle juleslagere. Bare syng med. Prebens mor synger contrabasstemmen fra værftets tørdok – giv hende en hånd.” Almindelig applaus og et par pølsevogne blev i forvirringen skubbet i vandet, stor begejstring, især fra vegetarerne der var mødt op alle som en.

Otto fortsatte hvor Otilie slap: ”Vi har medbragt Radioens Pigekor under ledelse af HH Prins (eller hvad han er for tiden) Hamlet, kan I vinke til tilskuerne med babserne, kære piger. Undskyld: med bamserne. I kan glæde jer, de tre vise Kirgisere kommer til stede og overrækker Preben deres gaver: muld, pølse og et bornholmerur. Det er kun d. 22 december én gang om året, så det må fejres!”

Otto løftede sit åsyn mod himmelen og forstod at noget var i gæring. De vise tre helligmænd: Lars, Randers og Hildebrand havde også pludselig fået travlt med at finde gaverne frem fra Multis næbpose, som de havde medbragt til den ikke længere helt nyfødte hval Preben – men altså havde opmagasineret hos vores allesammens TransMultiPeliKanon:

<3 Barn Preben her i næbbet lå,
begyndte Multi straks at synge af bare fornøjelse, og med sin transnorme stemme, der nærmest lød som en forkølet barytons, fortsatte han (M/K etc.):

<3 Skønt havet var hans eje
<3 Hans næring var mest spyt og snot,
<3 nej ingen flæskestege
<3 Men Julle stod parat med læs,
<3 gav lille Preben sengehest
<3 Hvor blev han glad
<3 Så fik han mad
<3 Barn Pre-e-ben.
<3 <3 <3

Mens festen var på sit højeste og solen lige havde meldt sin tilbagekomst blev det langt om længe morgen og start på en ny dag, ja en helt ny sæson. Kanonerne på slottet affyrede de obligatoriske varselsskud, så der blev plads til andre boller i den kulturelle suppedas. Alle aktørerne var tilfredse og glade, så de lavede slet ikke ballade. I hvert fald ikke lige den dag.

Og i denne gryende morgen fiskede trubaduren en gammel kanon, altså en sang fra forsvarets sangbog, frem. Den var at betragte som en sand nationalhymne, et stykke melodi med tekst, der på overdådig facon hyldede sande værdier og indgød tro og håb og noget de alle troede var kærlighed til fællesskabet i forsamlingen; noget der understregede det, de alle kunne enes om. Som magiker og demagog havde trubaduren ikke noget problem med at få alle med. Med næb og gab og mule istemte de denne fælles ganerenser i original af HC … jeg mener selvfølgelig NSF, som de naturligvis også allesammen kunne udenad:

Morgenstund
Kanon i mund
Fyldt med mange kugler
Når fjenden nærmer sig på fjed
Så mejer vi dem gerne ned
Og byder på kold skulder

De sang inderligt, netop sådan som en kanon skal fremføres med lige så mange begyndelser, som der var strofer i sangen. Efter den opløftende og massive fremførelse blev der sagt skål og skyllet ganer med. Fjer fætteren var ikke helt tilfreds. Det var godt nok kanon, men noget var kanonererne end andet, når man skulle vælge skydeskive. Allerhelst ville han lave en slagsang, der var helt deres egen.

Den gamle professor sad allerede med den knoklede pegefinger i kogebogen. Klogebogen var blevet væk i hurlumhejet. Multi forstod fjerfætteren Per telepati. Sammen med professoren startede de en ny slagsang, ikke, at der var noget galt med den gamle, men nye tider, nye kanoner. Professoren, hvis halvfætter Bertil Håderod, tit sang en halvkvædet vise, var fyr og flamme.

Vi er kåde, vi er vilde
Når vi er til drikkegilde
vi har både fjer og finner
og er mænd såvel som kvinder……

noget var galt. De linier mindede meget om Bertil Hårderoda poesi, der måtte sværere skyts til. Det var ikke let at være digter. Og kanoner skød ikke af sig selv. Ikke engang Dicke Bertha, der var en berømthed. Måske skulle de droppe projektet. Tiden randt og lyset groede.

De tre lystige visemænd (Lars, Randers, og Hildebrand) var heldigvis ikke tabt bag en sangskattekiste. De vidste allerede hvad der kunne samle og udløse alle sløsede ender, og nøglen til uredeligheden var den barmfagre Dicke Berthas kavalergang. Hverken mænd eller kvinder, fugle eller fisk, stort eller småt, kunne koncentrere sig når den bævrede i takt med de høje toner.

Derfor besluttede de at affyre hende. Det var kanon. Dicke Bertha, der var hård som stål havde mange mænds liv på sin samvittighed. En rigtig Femme fatale. De tre lystige vismænd, sang obskøne sange for at få mod til at nærme sig den fagre. Hendes tunge krop kunne få enhver mand til at gå bananas eller granatas. Hun måtte uskadeliggøres, inden hun blev for hed. Og julelummer.

Selv Rudolfs næse begyndte at blinke som udrykningslys i hendes nærvær. Hun var en løs kanon, og en omvandrende krudttønde, for ikke at tale om politisk ukorrekt på den ufede måde, hvorfor hun for enhver pris måtte uskadeliggøres. Det tre visemænd, holdt ind med sangen. Nu skulle der trækkes lod om hvem der skulle formidle budskabet til den barmfagre, inden tonen fik en anden lyd. Det kunne hurtigt blive farligt, da hun var kendt for at have en kort lunte. Men inden man blev enige om hvem der så endelig skulle overbringe det vanskelige budskab, og hvorledes det egentlig skulle formidles, ja så sprang kællingen i luften helt af sig selv, hvorved meget ødelagdes! Hvordan det kunne ske vides ikke den dag i dag, og Klogefætteren der, Professor Hypfelnase, slog det hen med, at det var nok nisserne, og ingen spurgte siden til det og nogle mente at det var andre terrorister, der havde været på spil, og så var hun jo også kendt for at have noget meget sprængfarligt inden for vesten, mindende han sig selv om.

I mellemtiden sad Fjerfætteren og forberedte en lille julequiz, til senere på aftenen,nok hen ad klokken enogtyve, plus/minus. Fjerfætteren havde derfor nappet Professorens ‘Store kloge bog’, hvorfor han jo ikke kunne finde den; altså Professoren. Og nu skulle der skrives quizspørsmål, der ville noget. De tre første var allerede klar:

Nr 1. lød sådan her: Hvem og hvordan blev der gjort kål på rotten, der egentlig var tiltænkt en hovedrolle i juleeventyret om det forsvundne isbjerg?

Nr 2. var lidt enklere: Hvordan kommer man hurtigst fra Ballerup til Himmelbjerget og hvorfor? Og hvad var det den éne af de tre vise mænd aldrig fik betroet de to andre? Og endelig spørgsmål

Nr 3: Hvad hed den lille babyhval, altså hende der idag hedder Preben, hvad blev hun kaldt INDEN det blev vedtaget at hun skulle hedde Preben?

Ja, og så, ja så mangler jeg kun 3 spørgsmål, sagde Fjerfætteren til sig selv, og bladede lidt i den Store Klogebog, så det skulle ikke være så vanskelig. Spørgsmål 4 er pære svært:

Nr 4 (det lette): Hvori findes ligheden, mellem en rosin i enden af et stykke pølse, og en smuttet mandel i den risengrød, der blev til overs?

Nr 5: Hvor mange kvadratkilometer fylder hele Skotland, (der hvor den afdøde Rottes far kom fra) plus størrelsen af de tre byer der alle hedder Holland + Sønderborg, ialt?

Og så mangler der kun ét spørgsmål, sagde Fjerfætteren til sig selv, nemlig nummer 6.

Hvorfor skal man egentlig vide den slags når man er analfabet og fjerkræ? var der nogle der mente, men de kunne ikke tages alvorligt. Fjerfætteren lukkede Klogebogen og lukkede øjnene. Så dukkede spørgsmålet op af sig selv. Hvor højt lyder Empire State Building sammenlignet med Et skud i bøssen fra Dicke Betha. Må hendes sjæl hvile i fred.

Hehehe, Fætteren griner rigtigt i fjerene over sit sjette spørgsmål; nå men der skal selvfølgelig også være et let. -Så, det var det. Han slog hænderne skævt mod hinanden som havde han fået noget på dem, han ikke kunne få af. Og så lænede han sig tilbage. – Nu vil jeg lige tá mig en svingom og en ordentlig en på øjet.

Og mens han lå sådan, med dun på maven, meldte spørgsmål nummer 7 sig, sådan helt af sig selv, og egentlig skulle der jo slet ikke være et spørgsmål 7, men sådan kom det lige ud af den eftermiddagsblege luft:

Nr 7: Hvordan i alverden og alle andre planeter, får man en flok voksne mennesker på en skriveskole til at vrøvleskrive fireogtyve dage i træk?

Og lige som søvnen tog ham med, nåede han at tænke, at det egentlig var et dybt spørgsmål som han gerne ville kende svaret på; måske kunne det være fordi de ikke havde noget bedre at tage sig til. Måske havde de for meget fantasi. Det gav uro i maven og slør for øjnene.

“IPSUM DOLOR SIT AMET kære venner”. Det var gamle Gorm, der kom ind fra alle sider, med et scepter i den ene hånd og klogebogen i den anden. “Har I ikke fattet hvad det er I er med til at udrette? Det er da både for slapt og helt utroligt. Pax Vobiscum,” mumlede han og hævede scepteret op over hovedet, hvorefter han hamrede det ned i hovedet på fjerfætteren. ”Niger colorum est. Nihil audit.”

Fjerfætteren så sol, måne og stjerner, men Gorm løftede bare Klogebogen i vejret, holdt den derefter ud i armslængde, og forsøgte at tyde de små, gotiske tegn, men hans gammelmandssyn var i vejen. ”Filiokus hanket”, udbrød han og kastede bogen fra sig. Han rettede sig op, brugte scepteret som sværd, mens han brølede. ”Bøj jer i ærbødighed for alderdommen.”

”Gid det havde været visdommen,” tænkte fjerfætteren,” mens han gnubbede sin ømme knold, men den har Gorm vist ikke meget af. Måske var Gorm bare senil, eller var det den indre viking, der var vågnet op til dåd? spurgte fjerfætteren sig selv, mens han undveg endnu et hug fra scepteret.

“Hvis De lige vil være så elskværdig, at holde op med det der sceptersvingeri et øjeblik Hr Gorm, så har jeg et forslag til, hvordan De kan få afløb for al den indestængte energi og krigeriskhed,” sagde FF med sin mest sleskede og fidele fistelstemme, mens han holdt sig på behørig afstand af gamlingen. “Der er noget i luften, jeg ved ikke … men noget der minder om noget der altid foregår på den selvsamme dag, hvert evigt eneste tilbagevendende år. Men hvis der skal blive noget ud af fejringen i morgen, så er det sateme på tide at få fingrene ud og komme i gang med forberedelserne!”

Her holdt han inde et øjeblik og trak vejret dybt. “Hvad med, at De, hr Gorm, og hele Deres hird tager jer af at tilvejebringe det der skal til, så Otillias aluminiumsbakker kan fyldes med svampepatéer og andre gode grønne sager til de mange hundrede gæster der kommer til fejringen i morgen. Imens sender jeg Multi Resistens, der tidligere har fløjet for både Uber og SOS Børnebyerne, en tur til Himmelbjerget efter adskillige tønder mjød, hvis De vil være venlig at låne mig nøglen til forrådskamrene?” Gorm sænker scepteret og ser en smule desorienteret og senil ud, men rækker så nøglerne til fjerfætteren, der blinker og smiler skælmsk til de øvrige forsamlede, som nu spredtes for tilfældige vinde og måske havnede i helt nye eventyrlige sammenhænge, det melder historien måske noget om i morgen, når festen og det gode skib Diana den 2. løber af stabelen, og selveste julemanden ankommer med gaver til dem allesammen.

Det har voldt ham noget hovedbrud. Hvad giver man f. Eks. en professor, der allerede har en kloge-og en kogebog, en fætter, fyldt med fjer, en multitaskende pelikan og ikke mindst en senil, halvgal gammel konge, der gerne vil bestemme alt. Det var ikke nogen let opgave, han havde fået der. Og så ville de servere grøntsager. Der skulle i hvert fald store mængder mjød til at få dem til at glide ned. At det kunne smage godt, faldt ham slet ikke ind.

Men skidt pyt, han kunne sikkert få jullemor til at smøre en flæskestegssandwich, hvis de grønne sager ikke bekom ham vel. Han var glad, var han. Faktisk sad han lige nu og fløjtede en melodi der havde kørt rundt i hovedet på ham i de sidste dage, men det irriterede ham at han ikke kunne huske ordene. Men heldigvis havde parykmageren lidt syd for byen Holland i Norge, som tilfældigvis også var låsesmed, fået åbnet kisten med alle de gaver som nisserne havde brugt hele det ganske år på at fremstille, så nu manglede han bare det allervigtigste, nemlig udbringningen. Og så kom han i tanke om … der var den jo, den der “Højt fra træets …” og han havde hørt at det var højt, træet i Sønderborg på Ringridderpladsen. Hele 109 meter var det rygtedes. Men nu var der ingen tid at spilde.

Hen over himlen med Rudolf i spidsen, foran den toptunede kane, fløj en flok gæs, der havde hørt rygtet om, at man ikke længere spiste fjerkræ på Ringriddepladsen. Gæssene småsnakkede med sig selv, og rensdyrene fløjtede Jingle Belles, mens de spurtede af sted gennem luften. Julemanden sang 2. og 3. stemme, eller hvilken stemme, det nu var. Han sang i hvert fald falsk, gjorde han. Men hensigten helliger midler, og alle kom i julestemning, undtagen Rudolf, der havde gehør og gevir, og som netop denne dag/aften kom til at tænke på den etniske grønthandlers nitten rollinger, som hverken skulle have gaver eller fejre jul. Men så rystede han geviret og gehøret, slog hurtigt tanken ud af hovedet, og sang lige så skingrende falskt som de andre, mens næsen blinkede i salig utakt. Og imens de fløj der, fik de øje på rutebilen, med professor Tribini eller hvad det nu var han hed, og alle vinkede ned til Tribini, der var tryllekunstner og troldmand og derfor ikke til at stole på, men flink var han.

Og flink var Prebens mor til at pille rejer til julens rejecocktailer altimens hun nynnede så klokkerne i katedralens tårn spillede samtlige Beethovens symphonier på én gang. Og Rudolph sang dertil, for første gang i livet en melodi han elskede.

Og ja, det gjorde han for den lille Blyant, det var nemlig, havde jeg nær sagt, sangen over alle God Damn sange, nemlig: “Tak for alle kyssene du gav mig …” og selvfølgelig var det ikke tilfældigt at han netop valgte den og vemodigt for Otto der sad med sin G&T og rystede den så isterningerne – eller var det isbjerget – ringlede synkront med Rudolphs oraliteter.

For hvor var den fristende Otilia der havde forlokket ham med sine gyldne ærmeskånere?

Og hvor var Rudolphs store kærlighed som han sang for i sit hjertes tomhed?

Og hvor var … nej altså det der offeragtige pis gad Preben & skiffle orkestret ‘Skaviik’ ikke.

HUN havde helt andre planer. Iført en halvmodnet kanelstang, stram og torvelækker afspejling søgte hun at forføre Rodholph. Men forgæves, i hvert fald lige nu. For dér i Sønderborgs gyder, et dunkelt sted, boede den lille bly Ant som betog ham så stærkt mellem solnedgangsskyerne. Som bragte hans næse til at nyse og lyse kraftigere end risengrød. Men HENDES planer var skrevet ned et sted man kun så, hvis man havde, eller hvis når… men det var der så, alligevel en del lidt nord for Sønderborg der havde. Men pyt med det; netop den historie passer sig ikke her.

Imidlertid stod frisk og fyrig, og noget overraskende, nu og helt uden kontakt med virkeligheden, som hvis man nu skulle være helt ærlig, viste sig som en illusion skabt af for lidt alkohol, Otilia for første gang uden skåneærmer – måske frarøvet dem. Beredt til den firetyvende, klar til at hviske hemmeligholdte og hæderkronede noter nedskrevet usynlige steder med blæk som ikke fandtes. Al lyd i netop den forbindelse var udeblevet og kun duften af nye ideer, enestående poesi og uforstående profetier, blandede sig med juletræsgrannålenes grønlige smag når man trak vejret mod øst, hvor solen snart ville stå op og det vil så være den 24 december, og alle levende væsener ville tage hinanden i hænderne, poterne, klovene og vingerne og sammen i en lang levende kæde slange sig gennem Sønderborgs gader for endelig, alle med glædestårer på læberne danne ring om det 109 meter høje juletræ, og Fjerfætteren ville svinge takstokken medens professoren og Gorm den gamle gnier ville strides verbalt om Sønderjyllands eneste rollator, og sammen vil pludselig som med een stemme synge den klassiske og hæderkronede julesalme: “Nu skal vi ud at se på damer” og Freddy Fræk vil spille dertil på gulvbanjo og alle gæs og ænder og pingviner som nu undgik den sorte gryde og alligevel ikke blev stegt vil kredse med brede smil og pandelamper omkring juletræets øverste etager og i toppen af træet ville den sidde, rotten som var død, stiv og udstoppet og forgyldt og det hele var en enestående smuk suppedas. (Det lignede i hvert tilfælde en suppedas, når blikket blev sløret af for meget mjød)

Og godt var det, at de hemmeligholdte og usylige noter ikke fandtes, da man der ville kunne læse om Prebens mors ujomfruelige fødsel af Preben. Men hvem gad også af være jomfrunalsk på denne dag?, tænkte onkel morfar fra Store Heddinge som var hedning og snitforgylder i fritiden, og om hundrede år ville læse historien for sine børnebørn som betuttede og med kuglerunde øjne ville spørge: – Onkel morfar er alt det der virkelighed fra dengang du var barn?

Og han ville se alvorligt på dem og nikke og sige: – Ja, børn, langt det meste er sandt; sådan var julen dengang, og de små ville hoppe og juble og bide sig i underlæben og sige: -En gang til Onkelmorfar og du må altså ikke lave om på historien igen, vel Onkel morfar? Og den der du altid plejede at læse, “Oles Jul” eller hvad det nu var den hed, skal den så i Glemme- eller kogebogen, eller måske i Klogebogen, eller hvad det nu var bøgerne hed dengang? Forresten, findes der stadig bøger, Onkelmorfar, og sådan blev de ved de søde små, helenistiske rollinger og blev dermed selv en del af historien selve juleaftensdagsmorgen og jamen ih hvor var de altså glade. Ja så lykkelige var de at de helt glemte at græde over rottens utidige død, og var lige ved at overse fjerfætteren og oldgamle Gorm, der med hinanden om halsen, var nået til mjødtønde nummer fem, og således forfrisket nu ville udbringe en skål for julen og alle dens gerninger, gode som onde.

I virkeligheden sad de bare og ventede på, hvem eller hvornår historien ville få en ende, og de alle kunne få sig et styrtebad og et spil whist og så i øvrigt sammen indse at jul er jul og pebernødder er pebernødder og sådan er det bare. Og måske var der i virkeligheden aldrig noget isbjerg?

”Skal vi så hoppe i kanen?” Spurgte en af ungerne umotiveret medens onkel morfar, smilede og sagde, at selvfølgelig havde der været et isbjerg for “ellers havde det jo ikke kunne smelte, vel?”

Og så gyste de små endnu engang over den hæslige bjørnetæmmer fra Irkutsk, eller hvor det nu var han kom fra, mens tante mormor kom og satte endnu et glas hvid gløgg, ved siden af onkel morfars behagelige fortællestol, der næsten lignede en trone. Én efter én faldt smårollingerne i søvn, og tante mormor blev så herreberuset at hun dejsede på gulvet lige så lang hun var, præcis der hvor hun stod og gik og styrtede mod gulvet til lyden af “Gå nu nat og gå nu lige hjem…..”, vist nok én af Brorsons sene salmer, men det var der alligevel ikke nogen der kunne huske på det tidspunkt, hvor delfinerne var i gang med at digte en helt anden sang. Det gik ikke så godt, for foreløbigt lød sangen sådan her:

Himlen har født et barn
og det forkyndes skal
det vugges i havets favn
og det er ikke det rene lal
Jomfrufødsel var det ej
thi genteknologien er bare så sej
tra la lej og hej for dig.
Og hej fra mig!
Og hej for Norges vand

Og Gorms gamle tandprotese som han havde vanskeligt ved at holde indenbords mellem over- og underkæbe – ikke mindst her ved juletid fordi han spiste helt umanerligt mange flæskesvær – og evigtunge guldgirlander, der egentlig engang i tidernes morgen havde været de halsguldkæder onkel Gorm, den grimasserende grinebider, skulle havde neglet ind under sin kappe under et togt, men som den Harald, der havde det sorte tandsæt, i stedet fuskede ind i sit fjedrende fjerland, dengang han indførte den hellige julefest og tro på flyvende isbjerge. Bare vent, sagde profeten Huggenorth med stemmen, en dag ”rækker det ikke med guld og isbjerge, næh der vil komme en tid med anden spaghetti i suppen” og så tog han et dørslag på hovedet, med håndtaget vendt mod øst hen over det venstre øre og bøjede sig tre gange mod syd for at takke for udholdenhed og styrke og for en del tålmodighed og overbærenhed fra sine medkombattanter. Derefter skyllede han det hele ned med en punch brygget på skarntyde og vilde urter marineret i rom. Straks begyndte han at tale i tunger og forudså på den måde menneskeslægtens fremtid på godt og ondt.

Han vrælede sin visdom ud, mens fjerfætteren og Multi sang Gluntarne med Rudolf, hvis gehør var kommet i karambolage med geviret og ikke stod til at redde uden at modtage kyndig hjælp; og hvem der kunne levere det var nok lidt tvivlsomt. Men så meldte professoren sig. Han var ikke helt klar i hovedet, men hvem var det? Han lagde en hånd på Rudolfs gevir og en på hans højre øre. Derefter mumlede han disse remser

øgehørøgehør gevir griveg høreg
tonerrum tonerum riveg gehørum
ællebælle solen gør æg
fandt en maddike i kejserens skæg
hørehorehare hum
genskab dit gehørhørum
malificio bonitorium
astrolabus kvadratus

… han gik i stå. Punchen var holdt op med at virke og vipty, vapty, vupty så var alt godt igen og julestemningen osede tykt af kanel, kamel og kanaljeguf, så nu kunne det ikke vare længe før end fred og fordragelighed, i vor tid, ville indfinde sig, men først skulle der danses om træet, hvorefter fjernsynet skulle henrettes med Gorms slagsværd så det forbandede Disneyshow ikke ville besmitte denne herlige, hellige stund hvor gåder skulle udgrundes mellem bjerge af gavepapir som allerede er i fare for at blive antændt af vildfarne adjektiver.

”SE, Se, se,” råbte alle de små tåbelige nisseunger og hvalungen Preben, og de tre vise Kirgisere, ja alle der nu dansede og trampede rundt om det tons høje juletræ, alle kikkede mod træets top og så at den forgyldte udstoppede stive døde rotte blinkede i nordlys og genskær fra Betlehemstjernen, som lige nu ramte ned her på den smukt blåmalede Ringriderplads lidt udenfor Sønderborg, og den forgyldte, døde rotte lignede nu selv en glinsende opulent skinnende guldstjerne i toppen af træet og alle jublede hæmningsløst, nej, hvor de dog jublede …. OG SÅDAN BLEV rotten alligevel fortællingens store stjerne. ALLE var de fløjet dertil, sejlet eller kørt i rutebil. KUN ikke Rotten. ROTTEN TOG TOGET ;) ;) ;)

Skip snap snude nu må I ikke tude ;)

”Hallo, venner hvor er blodpølsen, for pokker, det er ikke rotten der hænger i juletræet. Hvad har jeg siddet og spist som konfekt med en ny smag? Ja, ja, Otilie enhver kan tage fejl i et hurtigt køkken. synes nok jeg har det lidt dårlig i maven, det må være fordi jeg ikke kunne tygge på anden, mit næb nægtede at reagere på kød fra en artsfælle og det der med at være på selleri og hvidløg var ikke sagen.” Multi sukkede, drak lidt juleøl, stak næbet under vingen og lagde sig til rette på sin pind.

Og så var tiden inde til at hoppe i kanen og ræse rundt om juletræet udenfor.

Men den forgyldte udstoppede stive døde rotte var faldet ned under juletræet og lå og så på de tvivlende, som troede, de havde spist ham. Han grinede fra sin julehimmel, fordi de lidettroende bare havde forspist sig. Straks skulle de give ham skylden, der var hinsides denne verden og kun var lukket ind på julebesøg. Han ønskede alle de indbildt syge en god jul!

_______________________________________________________

Reklamer