Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


7 kommentarer

Forsvundet og forvandlet i Hamborg, opg. 1-5, 2016, + forhistorien



Toget venter med dunkende dieselmotor på Københavns hovedbanegård. Men ikke længe. Jeg stiger op med min sportstaske og finder en bænk med et lille bord foran. Her vil jeg sidde til jeg kommer til Hamborg. Jeg er allerede helt tom, eller rettere: lettet for alt hvad der er sket i de sidste dage, jeg vil bare ud af landet og leve mine drømme ud. Bort.

Det var så pinligt at dumpe til studentereksamen. Jeg havde ikke fulgt med i undervisningen, det er sandt. Fransk havde jeg bevidst sjoflet, jeg havde altid en roman i gang med under bordet. I matematik vidste jeg knap nok hvad et koordinatsystem var, og endnu mindre en ret linjes ligning. Det virkede så tåget, noget Descartes havde fundet på for fem hundrede år siden, hvad skal jeg med det, når der findes Youtube-film som er levende og nærværende? For pokker. Altså. Der er fuck ikke noget indhold i den skole. Jeg har derimod ikke forsømt en eneste gymnasiefest eller fredagsbar, tværtimod!

Nu sidder jeg i toget, jeg kan godt forholde mig stille i nogen tid. Hamborg har den bedste eksperimenterende teaterscene i Europa. Jeg vil ind der. Jeg kan tale engelsk, hvem kan ikke det, og tyskere kan da også sige noget, i hvert fald den yngre generation. Vi bliver gode venner, mig og Hamborgs teater.

Jeg er forbi Fyn uden at lægge mærke til det og kører over Lillebælt. Kupeen er efterhånden næsten fyldt. En kvinde sætter sig ved siden af mig. Hun kaster et blik på min halstatovering, det er jeg vant til. Jeg har fået tatoveret det kongelige teaters fortæppe, Akropolistæppet. Det er flot og bølger når jeg drejer hovedet, så det gør jeg et par gange for at imponere hende. Toget holder ved en eller anden jysk station og folk vader ud og ind med deres gods og kufferter og skrigende børn og snakkende mobiler.

Hun har fantastiske sorte øjenbryn og gyldent hår i bølger, ned ad siden på hovedet lige som Johanne EL Schmidt, den smukkeste kvinde i Danmark, det er hendes skyld at jeg ikke er flygtet allerede i første gymnasieklasse. Kvinden har svulmende, ægte botoxlæber, tegnet op med lysende postkasserødt, – heldigvis er det ikke mere moderne med hvid eller sort læbestift eller det der hedder lipgloss, addr.

– Hvor skal du hen, spørger hun med en stemme så blød som det indre af et negerkys. På engelsk.
– Hamborg. Væk fra Danmark.
– Osse mig, siger hun og sukker. Danmark er et fængsel, man må ingenting i det land.

Jeg nikker så hele fortæppet bølger.

– Vi har kun et par timer, inden vi er i Hamborg, siger hun. – Jeg kan godt lide dig.

Det er som at få en ildkugle i maven. Er hun ude på noget? Hendes høje plateausko, hendes korte skørt, hendes inviterende kavalergang. Er hun sådan en pige? En der vil noget – med mig? Jeg mærker hendes hoved på skulderen og læberne hvisker: – Skal jeg bare tage mig en lur, sådan her? Eller kan vi finde noget bedre at lave i de timer??!

Hun kradser mig på låret med sin firkantede, citronlakerede pegefingernegl. Hendes øjne er køligt grå med en fascinerende dybblå ring omkring. Pupillerne er gigantiske.

Vi går ud på handicaptoilettet hvor der er plads til at man kan ligge på gulvet. Jeg hader et stående knald. Hvad der sker på de fem minutter skulle jeg bruge mindst halvtreds sider på at beskrive, så det får I ikke her.

Nettede og med blussende kinder sætter vi os på plads igen, hun lægger hovedet på min skulder og døser hen, mens jeg drømmer om teater og villige kvinder.
– Du ikke hos mig kan bo, siger hun i Hamborg, selv om om det ville være skønt. Men en overnatning vil jeg gerne byde på. Du er en dejlig fyr, Carlo.

Hendes lejlighed ligger ved banegården i bunden af Lange Reihe bag en makrobiotisk café med en masse alternative, med og uden hætter, med og uden skateboard.

– Jeg har brugt alle mine penge i København, siger hun.
– Min sidste SU kommer desværre først om et par dage, indtil da må jeg låne.
– Sæt dig ind i dagligstuen, siger hun – nu på et tysk der lyder virkelig overbevisende. – Jeg skal lave nogle penge, det tager bare en time eller to. Hun lukker døren til sovekammeret, forsvinder ud i gangen og hoveddøren smækker. Lidt senere hører jeg at hun kommer ind med en mand med tunge, lidt usikre skridt. Gennem nøglehullet til kammeret vifter en os af gammel sved og ny øl.

Nøglehullet frister mig over evne. Jeg skimter et par sorthårede, enorme baller mellem hendes knæ, de knæ jeg havde lagt min hånd på og som vinkede så elektriske. Nederen. På den anden side havde jeg haft hende gratis! Der er ægte sympati mellem os.

Bagefter sætter vi os ned i cafeen. Der er godt fyldt op, alligevel tager servitricen sig tid til at hyggesnakke med folk mens hun går rundt og serverer. Da turen kommer til os, får vi en skøn quiche lorraine og noget vin som jeg ikke husker hvad hedder. Der er høj stemning – hun har givet en omgang.
– Det er godt at have venner i nabolaget, hvis der bliver ballade hos mig, bemærker hun.

En af de andre fortæller mig om teater i Hamborg, det hedder Bühne på tysk: – Ein wichtiger Bestandteil des psychotherapeutischen Handlungsraums im Psychodrama, siger han erfarent.

Det lyder spændende, hvis jeg ellers har forstået fyrens tysk rigtigt: Teater, psykoterapi og sex. Hamborg er et godt sted at være.

——

Christina har lempet mig ud af lejligheden uden morgenmad. Jeg er sulten, det kniber i maven. Nu er det alvor, jeg har ingen penge, og intet sted at sove. Behøver noget at fylde tomheden med.

Jeg spadserer ud til botanisk have, der er måske nogle frugter. Henne ved indgangen tigger jeg ved pølsemanden, folk har for mange penge, de kan give mig noget. Det er bedre at tigge om mad, mere autentisk end at tigge om penge. Folk tænker at pengene kan gå til narko for eksempel. Ingen gider hive mønter op af sin lomme til sådan noget. Som tigger må man heller ikke flashe sin mobil, så tror de at man tigger for sjov. Men de gav alligevel ikke noget – jeg fiskede et kvart pølsebrød fra affaldskurven, det blev alt.

Undervejs tilbage går jeg ind i et supermarked med mange grøntsager, jeg kunne godt tænke mig at bide i en rå kartoffel, de er friske og knaser godt. Bananer er for børn, kartofler for voksne, sultne mennesker. Jeg stjæler nogle kartofler, min første forbrydelse i livet, hvis de opdager at jeg hugger kartofler, vil de ikke tilkalde politiet. Kartofler er billige, og jeg er et miserabelt menneske.

Jeg må have fat i Uwe fra cafeen, han ved noget om teater. Måske hænger han ud dér eller på hovedbanegården. Jeg går ind i porten og kigger på opslagene der er klistret op overalt på muren, ikke en kvadratcentimeter bar mur. Store og små plakater og reklamer for en frisør. En kat er blevet væk. Yoga. Koncert i Krydderilageret. En masse baggårdsteater. En psykolog laver gratis psykoteater. Jeg har ikke råd til en skid nu. Sulten kommer og går, hver anden time bliver jeg sulten. Der er stadig to kartofler i min lomme, de er rationeret til de værst hungerperioder.

Christina lod sin finger glide ned over min tatovering, – det var dengang. Jeg savner hende, hun er så lækker og sød. Så hurtig i sine følelser, det ene øjeblik forelsket i mig. Det andet i en fed, ulækker, fuld sømand. I morges smed hun mig ud uden videre, ikke noget kys, bare farvel og på gensyn – måske. Hun stod lidt i døren i sin natkjole og vinkede. Var der alligevel et blødt drag om hendes mund, om hendes læber der havde glædet mig sådan tidligere, som små snegle der sætter et lidenskabens spor overalt på min krop? Vi havde en fabelagtig nat, tiden blev skruet helt af led og stjernetågerne dansede mellem os. Vi var mætte, en lillebitte smule fulde og glade, intet ondt kunne ramme os to.

Der skal ske noget inden min tunge ruller rundt i rendestenen af sult, jeg kunne æde et henkastet pølsepapir eller en rest pølsebrød, folk gider ikke spise det sidste, de smider det i papirkurven eller på gaden. Brød fylder bedre end kartofler, jeg kan børste jorden af så det ikke knaser.

Foran cafeen møder jeg Uwe. Han har tyndt rødligt skæg som han af princip eller nød aldrig barberer. – Forresten, Carlo, Otto kommer i dag. Han er en fantastisk terapeut og skuespiller. Jeg tror at han er noget for dig. Skal vi følges ad?

Torsdage samler Otto folk i en gammel lagerbygning. Der er allerede flere hundrede da vi ankommer, det summer, folk sidder på bænke og på gulvet og i vindueskarme, frivillige hjælpere holder styr på dem. Vi venter i en time mens spændingen stiger. Man ved aldrig hvad der sker når det er Otto, der Otto som man siger på tysk.

En flok unge kvinder i røde kofter danser ind i salen. Deres hoveder er raget skaldede og skinner i projektørerne. Bag dem kommer Otto, en lille mand med en mund der ikke står stille, ikke engang før han er kommet ind. Ordene strømmer ud af højttalerne. Han taler om kønsroller, om at straffe sig selv, om at slippe fra forældrene.

Der bliver helt tyst. Al summen er væk, ingen raslen eller skraben med benene, ingen bevægelser. Otto ser ud over forsamlingen, nogle dukker sig, andre retter sig op. Han tager brillerne af og træder på dem så de knaser. – Vi skal ikke se gennem samfundets, skolens eller forældrenes briller, vi skal være os selv!

Jubel.

Jeg nikker uvilkårligt, sådan noget er lige efter mit hoved, derfor er jeg i Hamborg.

Han traver hastigt rundt om en hvid havestol der står i midten, blikket fejer hen over vores ansigter. Så standser han brat og peger på en ung kvinde: – Maria, kom her op.
Hun sætter sig nervøst i havestolen, rykker frem og tilbage på den glatte maling. Tæller på fingrene, ser ned i cementgulvet.

– Er der så slemt? siger Otto. Så må jeg tage affære. Du skal straffes. Han går nærmere og løfter hånden, trækker ærmet tilbage. – Jeg er nu en maskine der straffer. Den giver lussinger. Bestem hvor meget du fortjener at straffes, du kan indstille fra en til ti, og ti er meget slem. Du har også været meget slem, ikke? Du har gjort noget man ikke har lov til, du har set dine forældre bolle. Du har spioneret gennem nøglehullet.

Jeg bliver dårligt tilpas, har jeg ikke lige selv spioneret nogen der bollede?

– Fire siger hun med svag stemme.
– Jeg indstiller på fire, siger Otto, og maskinen går i gang. Smæld. Smæld. Smæld. Indtil hun skriger: – Stop. Det er nok. Vil du ikke nok stoppe, jeg kan ikke mere.
– Godt, siger Otto, nu skal du være din mor.

De skaldede kvinder bringer et spejl, noget sminke, en silkekjole. De går i gang med at klæde hende af, trække kjolen på, sminker og sætter håret.

– Sådan, siger Otto, nu er du moren, og pigen – dig selv som lille pige – sidder afsløret i stolen. Hvad gør moren?

Kvinden står et øjeblik og trækker vejret heftigt, hurtigere og hurtigere. Til sidst udstøder hun et skærende skrig, et urtidsskrig af fortvivlelse og raseri.
– Hvor vover du!! råber hun til den usynlige pige.

Forestillingen fortsætter i en blanding af teater og gestalterapi i fire timer indtil hun synker sammen og bliver ført ud.
– Kom igen lørdag, afslutter Otto, til os og til hende, det her er kun en opvarmning.

– Du ser bleg ud, siger Uwe.
– Jeg er sulten, og sådan noget har jeg ikke oplevet før.
Uwe nikker: – Jeg vidste at det ville ramme dig. Du vil blive transformeret hos Otto.
– Jeg kommer stensikkert lørdag, det vil jeg ikke gå glip af.

Jeg vender tilbage til hverdagen, til cafeen, til Uwe og hans gruppe. De har besat en maskinfabrik og sover alle steder under drejebænkene og på kontoret. Jeg lægger mig et sted hvor jeg har renset gulvet for olie. Der er papkasser til underlag, og jeg har mit tøj og håndklædet. Betongulv eller ej, jeg sover så snart jeg har lagt mig.

Men jeg har stadig ikke fået noget at spise andet end kartoflerne og kvarte pølsebrød. Om morgenen kigger jeg på opslagene i porten, om der er et arbejde. Nej. Så sætter jeg mig på hug op ad væggen og venter på at noget skal ske, det forbruger for meget energi at stå.

Døren til cafeen går op og den servitrice der snakker så meget, kommer ud og tænder en smøg. Hun får øje på mig: – Er der noget galt med dig?
– Jeg er sulten.
– Du spiste ellers godt forleden. Hvis du hjælper os med lageret et par timer, giver jeg dig hvad jeg kan finde i køkkenet.

Jeg rejser mig og følger med ned i kælderen ad en værre hønsestige. Der er et utroligt rod, jeg går i gang, slæber med bøjet ryg i det halvdunkle lys, tunge kasser op ad trappen, andre ned, reparerer ting, flytter borde, finder på et system. Efter lang tid råber hun ned til mig: – Kom og få dit måltid.
Et fad med det lækreste jeg nogensinde har smagt, lidt af hvert fra hele spisekortet. Noget er brændt på, andet ikke gennemkogt, men lækkert er det.
Hun bringer et glas vin: – Du er super effektiv, vil du arbejde her nogle timer hver dag? Du får tre måltider og minimumsløn, er det ok?

Himmerige. Nu har jeg et sted at sove, et sted at spise og lidt mønt. Og Otto på lørdag.

Om aftenen sætter de mig til at servere i stedet for hende der var faldet ned ad trappen. Servering er en slags teater, jeg har luret dem af og ved hvordan man optræder. Jeg kender min rolle på denne her scene, nu er jeg iklædt deres sorte T-shirt med logo, udstyret med en bestillingsblok og kan sludre lidt med gæsterne. Ved ni-tiden kommer Christina til aftensmad som jeg serverer professionelt – i et glimt genkender hun mig, men vender hovedet bort; hun virker fremmed og er ledsaget af en aggressiv boksertype pumpet op af anabolske steroider, jeg føler at det er længe siden vi har været sammen.

I mellemtiden har jeg har også fået vigtigere ting at beskæftige mig med.

Her i Hamborg har jeg efterhånden et sted at sove, sko på og tøj, og i maven ligger maden fra cafeen, altså rester fra dagens serveringer, en slags meze, et hav af små retter serveret på underkopper. Sådan kan jeg lide det, noget at vælge imellem hele tiden. Jeg bliver træt af det samme, undtagen af teaterets stedse skiftende mysterier. Et teaterstykke er aldrig nogen sinde det samme i morgen som i går. Aldrig.

I dag vågner jeg op i min sovepose under drejebænken som de andre dage. Men mit hoved summer af mulighederne i livet, endelig kommer det jeg har ventet på: i dag skal jeg opleve Ottos session for fuld udblæsning, teater, spontan selvfremstilling, eller hvad det hedder.

Jeg rusker i Uwe som har fundet nogle stole at indrette en rigtig seng på – jeg skal bare kunne ligge og sove et eller andet sted.
– Uwe hvad er Otto for en? Laver han teater eller er han terapeut? Jeg må vide det.
– Det ved jeg ikke, siger Uwe, du spørger så pludseligt, mens der ligger en masse kvinder oven på mig. Hvad ville du vide? Hurtigt, jeg vil tilbage til min drøm.
– Er han kunstner, terapeut, teaterdirektør?
– Jeg hørte dig godt første gang. Han har et kollektiv med selvudvikling. De laver alt muligt, du så noget sidste gang og det rigtige kommer i aften.
– Jeg vil være med, det er lige noget for mig.
– Du kan få adressen når jeg vågner. Det er i en baggård er eller andet sted. Bare gå derhen og spørg dem. Hold kæft og lad mig sove lidt mere.

Han vender sig om med ryggen til og trækker sine vattæpper op over hovedet. Der er ikke mere lige nu, det kan jeg godt forstå.

Med Uwes seddel og kortskitse går jeg senere ud gennem porten og til venstre på Lange Reihe. Alting i gaden står knivskarpt lysende for mine øjne, hver lyd er et interessant musikstykke – fordi det hele fører mig til målet, Ottos AAA-kollektiv. Det mest spændende på hele min tur. Jeg tager en beslutning. Det vil jeg være med til fra i dag. De skal simpelthen tage mig ind. Jeg vil det her. Jeg føler at jeg er nødt til at danse på fortovet og lidt i rendestenen og tilbage igen og snurre rundt. Jeg danser omkring en dame med hund i snor. Kigger lige på sedlen og danser videre, videre. Rundt om et træ. Her er det, i denne port og ned ad trappen. Så enkelt at finde lykken.

Jeg banker på og smækker døren op. Jeg skal bare ind. Det er en stor gammel cykelkælder med betongulv, men den ser ikke sådan ud. Rødt og sort og gult – der er malet overalt, mennesker, sære dyreskikkelser, abstrakte kompositioner vrimler omkring, også på loftet så jeg ikke kan orientere mig. En masse stemmer kommer fra siden af, stole der skramler, klirrende bestik.

De sidder ved et langt bord af rå planker. Masser af brød og pålæg, det her er Tyskland: alle variationer af pølser, morgen, middag og aften. Hvor er osten?

– Kom ind og sæt dig, råber én. Ingen taler, alle råber. Hvad vil du? Tag noget mad, vi er snart færdige.
– Jeg vil være med i kollektivet. Jeg vil spille teater.

En af de skaldede kvinder kaster et blik på min halstatovering, så rejser hun sig og henter en lille grøn pengekasse, nogle papirer og en Dags Dato-blok.
– Du kan starte som gæst. Det koster 200€ for en uge. Du skal bare følge med. Vi har en stor performance i morgen, eller er det i dag, Heinz?

– Det er lørdag, så i dag!!

Jeg fylder en beskidt tallerken med forskelligt, fordi de er begyndt at rydde af bordet i den anden ende. Hvis der er mad spiser jeg alt, et sundt princip jeg har udviklet her i Hamburg.

Otto har instrueret og fortalt hele eftermiddagen – de skal i gang med deres performance. Alt går hurtigt her. Det summer på tilskuerpladserne. I manegen er der dækket et langt bord med hvid damaskdug, kandelabre med stearinlys, bugnende fade, store skåle med noget hvidt og rødt som jeg ikke ved hvad er, tallerkener flankeret af bestik i forskellige størrelser og vinglas. Kvinderne sminkede, mændene med fedt i håret, skinnende laksko, vest og smoking. De tager plads om bordet og konverserer høfligt. Otto sidder inde blandt tilskuerne, han råber pludselig: – Tiden går i stå. Den er syg. Den kan ikke mere. Dette selskabs materie opløses. Ure går l-a-n-g-s-o-m-t.

Alt skifter til slowmotion. Med ét er det konventionelle selskab forvandlet, gæsterne er svajende tangplanter. Tilskuerne er blevet helt tyste, smittet af forestillingens ro, en fornemmelse af at verden er under vand.

Indtil Otto råber fra sin plads: – Hvad sker der nedenunder, hvor er følelserne bag facaden? Luk op, for pokker, lad dem komme ud. Borgerskabet er dødt, ud kravler miderne.

Facaden sprækker, formerne opløses og kvinderne kravler nøgne rundt på bordet mens mændene smører dem ind i maden. Fuldstændigt kaos – også inde i mig, alle forestillinger om hvad der er god opførsel er smadret. Det tapper mig for energi at opleve.

Totalt udmattet bliver jeg bagefter anvist plads i en mange meter lang seng og falder straks i søvn.

En hånd famler mellem benene på mig. Jeg bliver lysvågen, det er hende med dags-dato-kvitteringen fra i går.
– God morgen, søde Carlo. Der er lige tid til at vi kan bolle inden morgenmaden.

Hendes hånd er allerede i gang med mine lår. Vel vil jeg ej bolle en skaldet bogholderinde. På ingen måde. Jeg fjerner den. Hun retter sig op med et ryk og siger i et andet, køligt tonefald:
– Du skylder forøvrigt 30€ for i går, det er hvad en selbstdarstellung koster.
– Jamen, du fik alle mine penge til gæsteopholdet.
– Så må du ud at skaffe nogle flere, er det svært at forstå?
– De har sat en anden på min stilling i cafeen nu, fordi jeg er her. Jeg har ingen penge.
– Otto holder eftermøde når vi har spist til aften, så skal pengene være der. Han bliver ædende sur hvis nogen overtræder reglerne, og det er ikke behageligt. Nok er AAA et kollektiv, men det er ham der bestemmer.

Lübecker Strae 68, 22087 Hamburg

Kære mor og far

Er I ængstelige over at jeg forsvandt? Det håber jeg ikke, selv om jeg har været væk i nogle dage. Alt er vel her hvor jeg er – i Hamburg. At jeg dumpede til Studentereksamen er i sig selv pinligt nok til at forsvinde, men jeg kunne slet ikke holde ud at se udtrykket i dine øjne, far, da du sagde: ”Hvad skal der dog blive af dig?” Du ville så gerne se mig overtage tandlægeklinikken, det skar mig i hjertet.

Jeg er ikke dig, far, selv om jeg har dine mørkebrune øjne og evne til at snakke så folk føler sig godt tilpas og noget af dit sprognemme – når jeg gider. Og dine hænder, bare du rører ved en patient forsvinder hans angst. Jeg håber sådan at du bliver rask snart!

Jeg er heller ikke dig, mor, selv om jeg har dit lyse, krøllede hår og slanke skikkelse og din elegante næse, hverken for stor eller for lille og svagt buet. Værdig. Men dit temperament, kombinationen af organisator og skarphed, får jeg aldrig.

Jeg er mig selv – hvad det så betyder? Det er derfor jeg har fået mine tatoveringer, hvor I dog skreg over den på halsen. Jeg var alligevel dumpet til fransk, så jeg kunne lige så godt hjælpe NaboEdith med hendes elektriske kørestol og komme for sent til eksamen.

Jeg vil være fri, derfor skal jeg være skuespiller. Prøve andre personligheder og forlade dem igen – ikke mindst det sidste. Jeg vil lære at lægge masken. En tandlæge sidder så fast i sin maske at folk altid snakker om tænder, mon ikke du, far, har lyst til at tale om andet, især nu med din lever? Jeg vil så gerne gøre noget så du bliver glad og stolt af mig, og så mor kan se at man ikke behøver planlægge alting.

Nuvel, helt lykkelig er jeg ikke for tiden, men her er vildt spændende og det kræver alting af mig. I Hamburg har jeg ikke slappet af på noget tidspunkt.

Mange kærlige hilsener og god bedring til far fra jeres
Carlo

PS Hvis I kan undvære fire-fem tusinde kroner så sæt dem ind på min konto så hurtigt som muligt. Visakortet virker ikke og jeg er ved at blive smidt ud fra kollektivet – katastrofe. Tysk er et morsomt sprog, selv om jeg putter danske og engelske ord ind det meste af tiden, forstår folk hvad jeg mener. Bare det med at anbringe verberne til sidst i sætningen får mig til at grine. Men det går ikke når jeg kommer til at spille Schiller. Dér griner man ikke.

PPS Jeg har lånt pengene til frimærket og andre ting, og er nødt til at betale tilbage snart.

 

Frokosten er overstået, kun arbejdsholdet har rejst sig, vi andre sidder småsnakkende tilbage i kollektivets store altmuliglokale. Hans ved siden af mig, er ved at forklare hvorfor kunst er lig med lidelse, uden lidelse ingen kunst. Det skulderlange hår flagrer omkring hovedet når han understreger sine pointer. Nok taler han tysk, men det er plattysk, færre regler, lettere at forstå. – Du ved, Carlo, lidelse bringer overlevelsesenergien frem, det allerdybeste i mennesket, der hvor kunsten kommer fra. Lad mig give dig et eksempel..

Kassereren bryder ind, hun står bøjet over mig og prikker mig på skulderen: – Vi skal tale alvorligt om det med pengene. Du skal betale forud og vi har intet modtaget. Otto bliver rygende gal på dig hvis pengene ikke ligger klar i aften.
– Det skal nok gå, siger jeg, mine forældre sender dem, jeg har skrevet hjem, bare rolig.
– Der er ikke noget bare-rolig med Otto. Du må lære at tage visse ting alvorligt.
– Jeg ved at de kommer i dag.

Min mave knuder sammen, jeg skulle nødig komme på tværs af lederen. Da jeg vender mig for at fortsætte samtalen med Hans, er han forsvundet og de andre er på vej ud. Tankerne løber rundt i hovedet på mig, det kan blive et problem at betale; hvis mine forældre ikke har sat penge ind, er jeg allerede ved at komme på tværs af kollektivet. Men jeg glæder mig til i eftermiddag, der er session med alle. Glæder mig til at se hvordan de arbejder, måske er der en forelæsning ved Otto – jeg kunne mærke på samtalen med Hans at det er fra ham ideerne kommer.

Klokken er tre. Bordene er fjernet, stolene sat ind til væggen, der er fuldt besat, flere står op eller sidder eller ligger på gulvet, halvtreds i alt, hele kollektivet. Et klaver bliver rullet ind. Folk falder til ro og bliver tavse. I stilheden træder Otto ind og stiller sig på gulvet:
– Hvorfor har vi kun et lille klaver, når vi har brug for et flygel? Hvorfor var frokosten så sparsom? Det er fordi vi ikke har penge nok. Nogen vil ikke bære deres del af ansvaret for det fælles liv. Jeg tænker især på en bestemt. Carlo, rejs dig og kom ind i midten

Mine ben ryster da jeg stiller mig over for Otto. En lille mand med bred mund, tætbarberet men alligevel blå om hagen, sorte, buskede øjenbryn der vibrerer i takt med hans ord. Håret er plysset. Han har smækbukser på og en kortærmet, ternet skjorte der hænger ud over bukserne hvor den kan komme til det. Overalt malerpletter.

– Du er ny og vil ikke bidrage. Du tror at alt bliver serveret bare fordi du ikke er kommet i en gruppe endnu. Her skal arbejdes døgnet rundt. Dette er intet feriehotel.
– Mine forældre sender pengene i dag.
Det håber jeg, ellers er jeg fortabt.
– Hvad vil du her?
– Jeg vil være skuespiller.
– Du er helt bleg. Det er godt, så tager du det alvorligt. Nu skal du spille Hamlet. Her og nu.
– Men…

– Vend dig om så du ser tilskuerne. Bare vær tilstede, jeg sufflerer, det drejer sig kun om en enkelt replik. Situationen er følgende: Hamlet står ved hoffet, da hans fars ånd viser sig for ham, kun for ham. Ingen andre kan se den. Hamlet forstår ikke hvad den vil, han prøver at få kontakt.

Det kan jeg ikke. Jeg er ikke forberedt, kender kun hamlet som genfortælling. Jeg er omgivet af fremmede som stirrer på mig som om jeg er vanvittig, jeg står bare og kigger frem for mig. En replik jeg ikke engang kender. Hvor skal jeg gøre af mine hænder, mine fødder og mit ansigt? Jeg må lade mig føre.

Otto hvisker: – Konge..
Otto er kongen her, og jeg vil så gerne have at han kan lide mig, at han forstår mig, at han lytter til det jeg har at sige. Men hvad gør han? Skælder ud, sætter mig på en umulig opgave foran de andre. Han gør mig desperat, hvis dette ikke fungerer er jeg fortabt. Jeg ser stadig hans buskede øjenbryn foran mig, hans intense blik. Bare jeg kan få en ordentlig kontakt med ham.
– Konge.., kommer det ud af min mund, mens jeg appellerer til øjenbrynene som stadig svæver foran mig.

– .. fader.., hvisker han.
Hvad hvis min far så mig nu? min dødsmærkede far som ikke forstår mig. Bare han ville forstå mig, høre på mig, reagere i stedet for at tænke på sine patienter. Er det i virkeligheden ham jeg er stukket af fra? Han kunne være død nu, måske får jeg aldrig talt med ham. Skal jeg virkelig lade være med at blive skuespiller?
– ..fader.., min stemme ryster og er mere intens. Jeg har glemt det med hænder og ansigtsudtryk, de må tage vare på sig selv.

– …royale dansker: Så svar mig dog!
Af alle dem jeg kender hjemme i Danmark, er der ingen der ægte forstår mig, ikke kammerater, ikke lærere, ikke familien. Jeg prøver at være dem tilpas, det lykkes, men hvad med mig, hører de overhovedet mig?
– .. royale dansker…, min stemme standser, den kan ikke mere, det trykker for brystet, jeg trækker luft ind men det kommer ikke ud. Endelig eksploderer stemmen: – Så svar mig dog!!

Tilskuerne sidder stille, ingen flytter på sig. Otto siger med normal stemme: – Det er godt nu.

Jeg træder et skridt skråt tilbage så kongen, så Otto, kan komme frem. – Velkommen hos os, siger han med et skulderklap, – du kan godt lære det. Nu har du prøvet at stå foran et publikum.

De applauderer og smiler og småsnakker. Stemningen er lettet, også for mig.
– Sæt dig.

Jeg finder min stol igen, godt at sidde ned for benene ryster stadig. Jeg lader en hånd glide over ansigtet, det er iskoldt. Men trykken for brystet er forsvundet og varmen er på vej tilbage.

Kassereren vender hovedet mod mig: – Hvis det virkelig kniber for dig, kan du låne til på lørdag … efter det du har vist i dag. Men jeg skal, skal, have dem tilbage da, ellers er det på hovedet ud.
– Det er en aftale, Hanna, siger jeg.
Tingene begynder at falde i hak og der er længe til lørdag.
– Der er en ledig plads hos mig i nat, hun lægger hovedet på skrå.

Hanna er mig noget firkantet til daglig, men som vi sidder her bløder hun op og får et charmerende drag om munden, de fyldige læber kruser sig opad. Det skal nok gå, hun er ikke helt frastødende på trods af det kronragede hoved – jeg er ved at vænne mig til den frisure der ville være blond hvis den fandtes. Øjenbryn og vipper er så lyse at man ikke kan se dem. Hendes hoved er et æg. Jeg blinker til hende, og hun ser tilfreds ud.

Otto fortsætter med at pille folk ud og hegle dem igennem. Mine skuldre synker ned på deres normale plads, de er glade nu, lige som resten af kroppen. Det er skønt bare at være tilskuer. Men eftermiddagen bliver lang, vi skal også tegne model efter den største af kvinderne. Det er svært for hende at smide tøjet, kan jeg se, hun skammer sig over sine deller.

– Nyd formen, siger Otto, – tegn rummet udenom, følg rundingen, lad jeres hænder kærtegne konturen. At tegne er at elske med pensel eller blyant. Giv jer hen. Dans med hele kroppen. Mærk i jeres egen krop hvor blyanten er. Det vigtige er at I nyder linjen, og det er fuldstændig lige meget med resultatet.
Hun begynder efterhånden at virke veltilpas i stillingen som model. At være centrum for andres blikke, ikke vurderende blikke, kun kærligt registrerende Nogle gange kan Otto være empatisk.

I mørke er Hanna anderledes levende, med hænder der flyver kærtegnende omkring på mig. De lærer hurtigt, de finder steder og berøringer jeg ikke havde forestillet mig. Efterhånden er de varme, glohede, hun udstøder små kælne lyde. Jeg begynder at nyde situationen, selv om det strengt taget har karakter af afpresning. Men jeg føler mig værdsat og det er en god oplevelse.

Om morgenen fører hun beløbet ind i regnskabet og jeg får min kvittering. Beløbet er meget større end jeg havde forstået, og der er kun tre dage til lørdag. Min telefon har kun lidt strøm tilbage, men der er ingen beskeder hjemmefra. Jeg ringer op og får bare telefonsvareren, lægger hurtigt på igen.

Dagen går med Ottos kunstforelæsninger og en masse fysisk træning. Bagefter er der yoga, astangayoga som ikke ligner de rolige, meditative øvelser jeg synes yoga skal være, men sved på panden og ømhed i hele kroppen. En hel dag uden teater. Slet ikke hvad jeg havde regnet med. Kedeligt, udramatisk, skuffende. For lidt skuespiltræning, for meget kollektiv, stemmer der kværner løs hele tiden, Hannas kraftige antydninger om at vi skal sove sammen hver eneste nat, Ottos ideer der aldrig standser og som ændrer sig hele tiden, de andres desperate anstrengelser for at følge med de nye direktiver og overgå hinanden i loyalitet, i at forstå bedre end nogen anden. Ikke et sted der er mit eget. Og den forbandede lørdag der kun er tre dage borte samtidig med at mine forældre ikke svarer. Jeg er desperat.

Punkerknejpen Blauer Peter 666, dér vil jeg hen, ingen regler, blot plads til alle. I et glemt hjørne af Hamburg havn står et forfaldent varehus som ingen bruger, undtagen Blauer Peter. De flytter jævnligt til nye steder hvor man kan vandalisere i fred. Graffiti overalt, foruden brugte paller, reklamer og glasskår. Ned i kælderen går jeg

Betonmurene dirrer af lyd. Her i mørket er den ægte punk. Det skal være hæsligt, tonerne skal være falske, rytmen skal halte, lydtrykket skal mase trommehinden ind i hjernen, for punk er oprøret mod alle systemer også hæslighedens. Alt skal være mere end hæsligt. Væggene er tilkradset med navne og skjoldet af pis, fulde af røvbilleder og overmalet med tags. På en avis foran døren ligger en lort som de fleste træder uden om. Ikke alle, der er fodspor på betongulvet.

Længst borte fra højttalerne sidder nogle ældre mænd langt over de femogtredive. Ikke punkere, bare med almindeligt slidt tøj. Jeg får øje på Dan Lichter, der for tiden udstiller i København og på Louisiana. En rigtig maler, en kunstner. Han sidder og snaver med en fuldblods punkerdreng på ikke over tolv år. Alt er tilladt.

En befrielse. Ingen grænser i punkerland, intet ordensreglement, ingen Otto der hele tiden bestemmer. Man kan sove på gulvet. Folk har blå hanekam, nakketatoveringer, ballehuller i bukserne. Spidse stålpyramider igennem underlæben, øreflippen gennemboret af tyve smykker. Halsbånd af pigtråd.

Baren fører to drikke, noget lyserød likør med hindbærsmag samt den billigste fadøl. Men der står whiskyflasker og hjemmebrændt under disken, og andet som folk ønsker. Små pakker med hvidt pulver. Bare bed om det.

Jeg finder et par af de sidste mønter i lommen og får et krus øl, rigtig tysk krus på én liter med skum der løber ud over mine bukser og videre ned på gulvet. Jeg puster af og tager en slurk, det er rigeligt med én. Drengen rejser sig pludselig fra Dans skød og forsvinder med en jævnaldrende ud i mængden. Pladsen ved siden af Dan tom, jeg sætter mig.
– Giver du en tår? skriger han og griber mit krus.
– Værsågod, drik bare resten.
– Jeg er skuespiller, råber jeg ind i øret på ham.
– Vi går udenfor, her er sløvt i aften.

Da vi skræver over lorten på vej ud, benytter han lejligheden til at rage mig på ballen, bare venskabeligt, men hyggeligt. Han ser at jeg har opdaget at han stadig har det halvfulde ølkrus i hånden: – Det gør vi tit. De får det tilbage i morgen. Kommer du med i mit atelier?

Dan har gang i nogle kæmpelærreder, Kopfverbesserung hedder de. – Jeg laver dekorationer til Hamburgeroperaen, så det må da interessere en skuespiller, siger han, og stemmen konkurrerer stadig inde i mit hoved med larmen og musikken fra Blauer Peter. – – Vil du se hvordan jeg gør?

Ved siden af lærredet står et stort, fladt kar med farver, vist både olie- og vandbaserede for de blander sig ikke, men flyder mellem hinanden. Han dypper hele hovedet i malingen, lægger sig på lærredet og ruller rundt. Changerende blå, orange, rød… iblandet hår- og skægrester. Flotte mønstre.

Dan rejser sig og hælder en sjat øl på. – Kun en lille sjat til billedet, siger han, jeg skal også have noget selv!

Jeg fortæller om Otto og kollektivet; Dan har lagt sig på gulvet med lukkede øjne men mister hurtigt interessen og synker hen, fordi jeg ikke er rigtig skuespiller endnu. Håret stritter ud i en enorm, broget punkerfrisure, malingen er allerede stiv. Med det hår elsker de ham i morgen, hvis han afleverer kruset. Sov godt, Dan. Du er fanget i din ensomme maske af maling. Atelieret har tabt sin romantiske glans for mig, billederne er egocentrerede og livløse, præget af misbrug. Kollektivet er bedre, en skuespiller bevæger sig, han kan skifte maske når som helst.

Jeg vandrer tilbage igennem den nattestille by, forbi rådhusets klassiske bygning og havnen med turbådene, forbi Apples skinnende nye butik. En lang kø spærrer indgangen, nogle er i soveposer, nogle omkring et gasblus til kaffe. Mange ligger bare på et vattæppe, ventende på klokken otte når dørene åbnes og de kan købe den nye iPhone.

Køen fortsætter rundt om hjørnet i en mørk sidegade. Den slutter med en sovende mand med næsen nede i vattæppet, ved siden af sit vækkeur. Hans tegnebog stikker op af baglommen. Og, ja, der er kun to dage til lørdag, næh, det er fredag i dag, fortæller mit ur, én dag til lørdag. Min fars blide hånd lister tegnebogen ud og ned i min lomme. Manden bemærker det ikke, og det gør jeg næsten heller ikke.

Hjemme i kollektivet igen åbner jeg tegnebogen, der ligger 1.200 €, hans telefon kunne blive betalt med knitrende nye sedler. Der er desuden et studiekort – måske har han lånt pengene af sine forældre.. Men jeg betaler tilbage, sedlerne er kun et lån fra ham til en der har det vanskeligt.

Hanna har lagt sig så der er plads i sengen til mig. Jeg kryber ned i varmen og blødheden, lige nu er det bare skønt at være her sammen med hende. Ro, en dyne der hæver og sænker sig fredfyldt. Ro, indtil i morgen tidlig.

Jeg afleverer pengene til hende efter morgenmaden.
– Hvor var du henne i går aftes? siger hun, – jeg savnede dig.

At forklare det med Blauer Peter er for pinligt, selv om der også er noget med kunst, en lille smule. Men mest druk, larm og stoffer.
– Jeg skulle have fat i en bekendt som kunne låne mig pengene, det var vigtigt.
Fra tyveri til løgn, det er helt forkert og må aldrig ske igen, så hellere leve på gaden.

Jeg tjekker telefonen, mor har ringet til mig hele aftenen, men på Blauer Peter kan man ikke høre noget. Hun svarer straks da jeg ringer op:
– Carlo, der er sket noget meget frygteligt, far er forsvundet! Lægerne mente alligevel ikke at det var leveren, så de gav ham binyrebarkhormon og noget nyt, og han følte sig vældig frisk. Men nu er han stukket af, ingen aner hvor han er, måske ligger han et sted hjælpeløs. Du må komme hjem, jeg kan ikke klare det alene.
– Mor, jeg har ikke penge til toget, min konto er tom, som jeg har SMS’et. Hvis du sætter dem ind på min konto er de fremme i morgen, så kommer jeg straks.
Stakkels far, og noget værre pis at det kommer midt i min træning.

Eftermiddagssession med Otto. – Vi har en forestilling i morgen, alle de sædvanlige kommer og ser på, invitationerne er delt ud. Vi spiller Hamlet, den rammer altid noget i mennesker. Du kan klare rollen, Carlo, det ved jeg. Har du fået læst hele stykket?
– Skulle jeg det?
– Er du vanvittig, selvfølgelig kaster du dig over det skuepil som du har spillet en del af! Er du ikke begærlig efter at trænge ind i den tekst? vil du ikke lære noget? Skal du bare sidde og glo mens vi arbejder? Sådan bliver man ikke skuespiller! Jeg undrer mig over hvad du i det hele taget vil.
– Jeg kan ikke nå at lære halvtreds sider udenad til i morgen. Det er umuligt.

– Intet er umuligt på en scene. Jeg har lavet en ny udgave, der er ikke brug for alle de ord. Du får et par hovedreplikker. Vi arbejder med krop og følelser og spontanitet, du skal ikke genopgylpe Shakespeares ord. Nej, du skal være dem indefra. Din krop skal gestalte. Er der brug for ord, siger du dem bare, og hvis ikke så holder du mund. Stykket skal komme fra dig selv. Fem roller, resten er overflødige. Man får aldrig et klart scenebillede med alle de mennesker der vælter rundt mellem hinanden. De der ikke har roller, udgør koret. Middagsmaden er aflyst, vi holder prøve indtil det fungerer.

Ordene vælter manisk ud af ham. De fire andre skuespillere bliver kaldt op, koret får at vide hvad de skal (koret? Skal der også være et kor i Hamlet, lige som i de græske tragedier?).

Otto herser med os, alting skal gå hurtigt. Det er mega hårdt, på den ene side er der ting som absolut skal være på en bestemt måde, på den anden side skal vi improvisere helt frit ud fra vores oplevelse af stykket. Nogle gange begge dele på samme tid.

Koret skal også improvisere totalt, hvert medlem ud fra sin egen følelse. Samtidig skal de optræde som en enhed, det lyder vanvittigt. Otto stamper i gulvet, peger, flytter folk, afbryder når noget er i gang, er pludselig stille med fjernt blik og et smil. Gentager den samme lille bid ti gange – altså, hvor bliver improvisationen så af? Men ingen er sultne.

Klokken ét om natten indtræffer et mirakel. Det hele falder i hak, jeg har min replik med konge, fader, hele Danmark … og det bliver sandt. Koret støtter mig: nu skal den kongefader tale! Et øjebliks total tysthed, så manifesterer kongens ånd sig. Hårene på mine arme rejser sig. Ånden svarer mig.

Vores dunstende, dampende, svedige kroppe har gjort det, vi har skabt et kunstværk. For dette havde jeg drømt om at være skuespiller.

Otto har holdt sin mund, for første gang hele dagen, han har bare suget til sig. – Vi stopper her, sådan skal det være. Spis lidt, sov og vær klar til prøve i morgen klokken ni. Forestillingen er klokken seksten, der er ingen tid at spilde, vi er ikke færdige endnu.

Klokken er seksten, korets lyde samler sig til en enhed og forestillingen kører. Noget er fremragende, andet springer vi hurtigt igennem, videre, videre. Hen mod slutningen står jeg og skuer ud over verden, scenen, tilskuerne … da jeg får øje på far. Han sidder på den bageste række og ser lille og træt ud, men tilfreds. Hans brune øjne skinner rørt. Jeg standser ubevægelig som en stenstøtte, han sidder der virkelig, er ikke noget spøgelse eller nogen konge, bare min rigtige far. Netop på den måde skal stykket slutte og sådan gør det, Hamlet forvandlet til en stenstøtte, optaget af sit syn. En anden gang vil det slutte på en anden måde, for hver forestilling er enestående.

– Jeg kunne ikke dø uden at have talt med dig, jeg måtte se dig, siger han bagefter over pindemadderne og et glas hvidvin. – Du har ret, tandlæge skal du ikke være, der er alt for stærke energier i dig til det job. Der er meget vi skal tale om, omsider. Forresten, jeg har sat et arveforskud ind på din konto mens jeg sad i toget og længtes efter at se dig.

–oOo–

Reklamer