Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


17 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 3/5

opgave 3, 14670614_10211072465315716_9028670299449846792_n.jpg

Jeg finder min stol igen, godt at sidde ned for benene ryster stadig. Jeg lader en hånd glide over ansigtet, det er iskoldt. Men trykken for brystet er forsvundet og varmen er på vej tilbage.

Kassereren vender hovedet mod mig: ”Hvis det virkelig kniber for dig, kan du låne til på lørdag – efter det du har vist i dag. Men jeg skal, skal, have dem tilbage da, ellers er det på hovedet ud.”

”Det er en aftale, Hanna,” siger jeg. Tingene begynder at falde i hak, der er længe til lørdag.

”Der er en ledig plads hos mig i nat,” hun lægger hovedet på skrå.

Hanna er mig noget firkantet til daglig, men som vi sidder her bløder hun op og får et charmerende drag om munden, de fyldige læber kruser sig opad. Det skal nok gå, hun er ikke helt frastødende på trods af det kronragede hoved – jeg er ved at vænne mig til den frisure der ville være blond hvis den fandtes. Øjenbryn og vipper er så lyse at man ikke kan se dem. Hendes hoved er et æg. Jeg blinker til hende, og hun ser tilfreds ud.

 

Otto fortsætter med at pille folk ud og hegle dem igennem. Mine skuldre synker ned på deres normale plads, de er glade nu, lige som resten af kroppen. Det er skønt bare at være tilskuer. Men eftermiddagen bliver lang, vi skal også tegne model efter den største af kvinderne. Det er svært for hende at smide tøjet, kan jeg se, hun skammer sig over sine deller.

”Nyd formen,” siger Otto, ”tegn rummet udenom, følg rundingen, lad jeres hænder kærtegne konturen. At tegne er at elske med pensel eller blyant. Giv jer hen. Dans med hele kroppen. Mærk i jeres egen krop hvor blyanten er. Det vigtige er at I nyder linjen, og det er fuldstændig lige meget med resultatet.” Hun begynder efterhånden at virke veltilpas i stillingen som model. At være centrum for andres blikke, ikke vurderende blikke, kun kærligt registrerende Nogle gange kan Otto være empatisk.

I mørke er Hanna anderledes levende, med hænder der flyver kærtegnende omkring på mig. De lærer hurtigt, de finder steder og berøringer jeg ikke havde forestillet mig. Efterhånden er de varme, glohede, hun udstøder små kælne lyde. Jeg begynder at nyde situationen, selv om det strengt taget har karakter af afpresning. Men jeg føler mig værdsat og det er en god oplevelse.

Om morgenen fører hun beløbet ind i regnskabet og jeg får min kvittering. Beløbet er meget større end jeg havde forstået, og der er kun tre dage til lørdag. Min telefon har kun lidt strøm tilbage, men der er ingen beskeder hjemmefra. Jeg ringer op og får bare telefonsvareren, lægger hurtigt på igen. 

Dagen går med Ottos kunstforelæsninger og en masse fysisk træning. Bagefter er der yoga, astangayoga som ikke ligner de rolige, meditative øvelser jeg synes yoga skal være, men sved på panden og ømhed i hele kroppen. En hel dag uden teater. Slet ikke hvad jeg havde regnet med.

Det er skuffende. For lidt skuespiltræning, for meget kollektiv, stemmer der kværner løs hele tiden, Hannas kraftige antydninger om at vi skal sove sammen hver eneste nat, Ottos ideer der aldrig standser og som ændrer sig hele tiden, de andres desperate anstrengelser for at følge med de nye direktiver og overgå hinanden i loyalitet, i at forstå bedre end nogen anden. Ikke et sted der er mit eget. Og den forbandede lørdag der kun er tre dage borte samtidig med at mine forældre ikke svarer. Jeg er desperat.

Reklamer