Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


22 kommentarer

Det er en menneskelig drift at stræbe mod at vide alt

   Carsten Milvang's photo.Jeg kunne ikke beslutte mig for om historien skulle være et Frit Emne eller en Mininovelle,

så der er ca. 800 ord – midt imellem.

Endelig er jeg kommet ud efter fjorten dage på den lukkede afdeling på Gentofte. Jeg var næsten ikke fuld da jeg blev indlagt, men fordi politiet afleverede mig, var de nødt til at tvangsindlægge mig.

Psykiateren undersøgte mig dagen efter og sagde at min tilstand var foruroligende. Jeg var foruroligende normal, han mente at jeg var simulant, ingen mennesker ved deres fulde fem kunne være så normal. Men det er jeg altså, undtagen den gang hvor Kurt og Næsen lokkede mig til at gå over motorvejen med bind for øjnene.

Vi tre mødes igen på Café O for første gang efter at jeg blev udskrevet. Næsen har badeshorts, undertrøje og bøllehat på. Han synker ned i stolen og vinker efter en pils og en snaps. ”Synd for dig, gamle dreng at du ikke kom med til Mallorca,” siger han til mig og går i gang med at pille løs overhud af lårene i store flager. Stadig krebserød.

Kurt sætter sig værdigt og siger til mig: ”Du ødelagde hele ferien for os. Vi savnede dig i den grad. Vi var sgu nødt til at trøste os med nogle engelske kvinder om natten og sprut om dagen. Det er hårdt med sådan en ferie uden et ædru øjeblik.” Kurt er som altid iført sin fiskevest med de toogtyve lommer, stråhat og cowboybukser som han vist er født i – de er i hvert fald for små og meget slidte, med pletter af gylp. Han løfter stråhatten og beder om en omgang.

Jeg siger at de begge to var sindssygt stride at lokke mig på den galaj med motorvejen. Og jeg fik ikke engang det vi væddede om, rejsen til Mallorca.

Kurt mener tværtimod at det var mig selv der havde tvunget ham til at stoppe midt på motorvejen og var hoppet ud af døren for at tisse på kørebanen. Han var lige ved at få en bøde da politiet kom.

Næsen påstår på den anden side, at han holdt mig tilbage i bilen og at jeg sloges med ham. Det var derfor at politiet havde stoppet os og fået mig indlagt på den lukkede. De hudafskrabninger jeg havde i ansigtet skulle stamme fra slagsmålet. Det er også løgn, de kom af at han havde viklet mit hoved ind i gaffatape.

De hævder begge to hårdnakket at der ikke havde været noget væddemål den aften og ingen diskussion om flagermus – noget jeg er helt sikker på at Næsen havde kloget sig på dengang. De har drukket hjernen ud under grisefesterne på Mallorca så det er svært at tale med dem! Jeg ved da helt sikkert hvad der skete.

Selv om deres versioner ikke stemmer overens, er de i hvert fald enige om at min udgave er rablende skør og at lægerne ikke havde gjort deres arbejde ordentligt på den lukkede.

“Hvad kan man overhovedet være sikker på?” siger Næsen. ”Lad os undersøge sagen filosofisk. Dette er en bøllehat, så vidt kan vi blive enige, ikke?”

”Det kan jeg ikke gå helt med til,” indvender jeg, ”vi kan kun være sikre på at det er en bølles hat. Der er stor forskel.”

”Det er ingen hat,” siger Kurt, ”en hat har en fast form, Næsens hovedbeklædning er amorf.”

”Jeg er ingen børnelokker,” udbryder Næsen virkelig skrapt, ”lad være med at sige sådan noget.”

Jeg må give Næsen ret, med det udseende, altså rødspættet, overhuden hængende i laser, forbrændte lår og den sære bylt på hovedet er han nærmere en børneskræmmer.

Kurt skærer igennem: ”Vores filosofiske undersøgelse er kørt fast. Vi kan ikke tænke klart med abstinenser.” Pause. ”Har I lagt mærke til Julie der serverer?”

”Ja,” siger jeg, ”jeg har tjekket hende ud mens vi taler. Men hun er simpelthen under den kriminelle lavalder.”

”Netop, vi laver et eksperiment. Kommer hun først hen til Næsen, så ved vi at han er amorf, altså børnelokker, og det må vi fortælle myndighederne. Ingen vil gå hen til Næsen uden at blive lokket, sådan som han ser ud. ”

Julie kommer øjeblikket efter svansende med strålende øjne, blussende kinder og en bakke med det ønskede: ”Værsågod den herre, snaps og pils.”

”Du er amorf, Næse,” udbyder jeg i munden på Kurt.

”Jeg indrømmer, hun kunne godt lokke mig,” Næsen ser ikke videre sønderknust ud.

Kurt rømmer sig som han altid gør når han vil fremkomme med en intellektuel konklusion: ”Vi har fortalt hver sin udgave af hvad der skete på motorvejen, endvidere vidste ingen af os på forhånd at Næsen ville vise sig at være amorf. Ingen af fortællerne kan således siges at være alvidende.”

Kurts konklusion er underbygget empirisk så jeg må acceptere den, skønt det er hårdt at få at vide at jeg ikke er alvidende, selv om det er mig der har skrevet historien.













 

Her kommer forhistorien:

Mig og Kurt og Næsen sidder inde på Cafe O. Den er rar at sidde i om natten og tale filosofisk.

Fx siger Næsen at de blinde har en fabelagtig høresans.
– Ha, siger jeg, fordi de mister nogle øjne er der vel ingen der forærer dem nogle flere ører.
Kurt mener at når flagermusene kan flyve med radar og er blinde, så er der noget med ørerne.
Næsen siger at flagermus ikke har radar da radar først blev opfundet i 1942, og at de i øvrigt simulerer blinde for at få invalidepension.
Jeg siger at jeg hørte lige så godt som en flagermus, og at jeg kunne gå igennem cafeen med lukkede øjne.
Næsen afviser det med at det skyldtes at jeg var søvngænger.
Kurt påstår at det var en dum diskussion og at den skal klares med en omgang dobbeltvægede whiskysjusser. Ingen protesterer.
Derefter hævder Kurt at det stadig er en dum diskussion og at den skal afklares med empiri.
Så afslutter jeg med at jeg er lige oplagt til empire eller empiri. Hvad end de vil foretrække, så er jeg klar.

– Jeg kan da sagtens gå over gaden med lukkede øjne, fordi jeg kan høre om der kommer nogen, siger jeg.
– Du skal have bind for øjnene, siger Kurt, ellers gælder det ikke.
– Jeg sætter det på med Gaffatape, siger Næsen, det ville være synd hvis bindet gled ned, ikk’?
Jeg siger noget om at jeg har en travl dag i morgen og ikke har tid.
Næsen siger: – Vi gør det da nu. Der er ikke så mange biler om natten, så det er meget nemmere. Cyklerne er for lydløse, så vi laver det sgu på motorvejen. Vi giver Mallorcarejsen når du er kommet over, ikke Næse?

Kurt bliver aldrig rigtig fuld så vi tager hans bil ud på Lyngbyvejen.
– Der er ikke et øje. Vi holder her. Du skal bare gå fra midterrabatten, siger Kurt, og til den anden side. Tyve sekunder dit pikhoved, kun tre kørebaner. Vi holder i nødsporet og venter på dig. Tør du ikke? Har du fået kolde fødder?
– Nix, jeg har taget skoene af så jeg kan føle hvor på vejen jeg er, du ved, afmærkningen.

Næsen har viklet mit hoved helt ind i gaffa. Han smækker døren op og puffer mig ud.
Kurt gasser motoren op så det skal lyde rigtig farligt. De ruller vinduet og kører. Noget iskold beton skraber hud af mit skinneben. Autoværnet. Det er skråt og jeg mister balancen, ikke helt. Noget siger Svvishh og dyyyiit bag mig, der kommer en byge fra en vandpyt. Min ende bliver våd. Mine fødder er frosne.

Stilhed igen, så jeg kan vende mig om. Det er vel ikke så svært når vejen er tom. Jeg har allerede krydset det ene spor. Asfalten er grov her, den består nærmest af glasskår. Et eller andet nærmer sig, og det er i min halvdel, den nordgående. Mine ben kan ikke flytte sig, selv om jeg siger til dem: løb, for fanden! Fødderne er vokset ned i asfalten. Jeg kan ikke få vejret. Jeg vil ikke til Mallorca, bare hjem i seng. Gider ikke mere Næsen og Kurt, idioter at få mig med til det. Vi har aftalt den tur for længe siden, den kunne jeg sagtens betale.Jeg kan ikke få dem til at hente mig her midt på vejen nu. For sent.

Et eller andet flænser nakkehårene af mig, det gør ondt ad helvede til, men jeg mærker det på en måde ikke. Mine ben mærker det og tager af sig selv et spring ud midt på næste spor. De ryster, jeg har ikke herredømme over dem. Jeg har ikke hørt noget, og der var alligevel kommet en bil!! Jeg har ikke lagt mærke til den, men jeg har hørt den, jeg hører og hører dog ikke. Jeg er nødt til at gå videre frem. Det allerfarligste er at stå midt i banen. To baner overstået. Jeg puster ud. Skide være med fødderne og baghovedet, jeg skal nok overleve. Men Kurt og Næsen, de overlever ikke at møde mig igen.

Kan I forestille jer en skibssirene, et symfoniorkester og et rockband der alle sætter i på én gang for fuld udblæsning: det er kompressorhornet fra en lastbil med anhænger. Selv gennem kluden og tre lag gaffa kan jeg se lastbilens lygter og samtlige projektører. Den sindssyge chauffør har tændt for det hele på én gang. Jeg bliver suget fremad af hans kæmpeskrog og vælter om på hørebanen i lugten af gummi og diesel. Bag sættevognen. Al retning er forsvundet, hvilken vej skal jeg? Mine knæ og højre albue bløder og jeg hører langt borte endnu en bil. Hvad skal jeg? jeg rejser mig. Eller gør jeg?

– Denne vej, råber Kurt og Næsen, du er her næsten. – Giv den gas, alt hvad du har i dig. Denne vej!
Noget i mig reagerer selv om armen sidder underligt og gør vanvittig ondt. Kroppen bevæger sig eller benene eller krybdyret inde i mig. Det millioner år gamle krybdyr bevæger sig. Går jeg? Kravler jeg? Ruller jeg? Kryber jeg? Væk. Ud i nødsporet.

– Det klarede du flot, siger Næsen, og flår gaffaen, mit ene øjenbryn og halvdelen af overhuden på panden af. – Selv om du ser godt hærget ud.
– Vi regnede faktisk ikke med at se dig igen, siger Kurt taktløst.

Den bil jeg har hørt, holder ind til siden bag os med blinkende blå lygter og hylende udrykning.
– Er I rablende sindssyge?! brøler den ene betjent. Kurt og Næsen ser pludselig ædru ud.
Kurt kan virke meget civiliseret på folk, når det stikker ham. Han peger på mig: – Han er undveget fra psykiatrisk afdeling på Gentofte Kommunehospital. Vi har lige pågrebet ham, han skal tilbage igen.

Patruljevognen ledsager os til Psykiatrisk Akutafsnit på fjerde sal.
– Han er voldsomt selvmordstruet og slemt tilredt. Han skal ingen steder, vi beholder ham, siger vagthavende læge til betjentene, mens to sygehjælpere holder mig oppe.
Kurt og Næsen vinker farvel. – En skam for dig, siger Næsen, så når du nok ikke at komme med til Mallorca.

Reklamer