Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


21 kommentarer

Jeg ofrer min kvindelighed

 

Carsten Milvang's photo.

Jeg står i Terminal 2, Kastrup Lufthavn, midt i en kø på tre hundrede mennesker, børn, voksne og pensionister, de har ferietøj på og mængder af bagage. Jeg har øvet denne situation så tit med Xamo og Ulrika, nu er det alvor.

Jeg glæder mig på min egen måde, til fuldbyrdelsen. Udløseren ligger klar i lommen. Jeg vil redde Danmark fra den sump af bevidstløshed menneskene er sunket ned i, sex uden indhold, musik som et lydtapet uden betydning, ingen kontakt med det egentlige i deres tilværelse. Jeg er nødt til at gøre det her. Om tre minutter vinker Ulrika, så trykker jeg på udløseren og dette kaos er udslettet, renset.

Hvorfor er mine fødder som is, hvorfor ryster mine knæ, hvorfor er der perler af sved på min pande? Kroppen forventer udslettelse, men jeg, min sjæl, er på vej til noget større, tilværelsen som martyr. Xamo har oplyst mig, har lært mig at dette er hjertets vej. Hans øjne giver mig alt, kærligheden, opmærksomheden, impulsen til at gøre det rette for menneskene og Gud.

Men hånden i lommen sitrer… Pegefingeren hviler på knappen, jeg har ikke trykket endnu, ikke endnu.

Er der tvivl i mit sind i en afkrog? Jeg lukker af, den findes ikke, jeg er klar. Mit hjerte dunker så jeg ryster, der er alt for meget blod i kroppen.

En dreng med hår som en glorie trimler rundt med forældrenes kuffer og vælter. Op igen, ingen skrig, kun grin. Om lidt oplever han en glæde som aldrig forsvinder

Men hvad med min krop, venner, min far og mor? Den nye bil som jeg aldrig vil være i stand til at betale, de ting jeg har lært i studiet? Min hund – jeg bør ikke have en hund. Min mave er en stor knude, jeg kan ikke trække vejret. Der er noget galt, jeg ved ikke hvad. Noget i mig siger NEJ, selv om jeg gør det rette. Luft… Mit martyrbælte er fuldt af krudt og søm. Det rammer også mig selv. Men jeg ofrer mig, min handling er ædel, ateisterne og deres begær skal udslettes.

Jeg gør det rette. Jeg ved det. Ulrika vinker til mig, nu sker det. Pegefingeren glider, jeg sveder over hele kroppen. Den vil ikke, men den skal. Den trykker.

Lammelse – glødende metalstykker. Mørke… Er sket… Fuldbyrdet… …

 

I lyset står en ung mand foran mig, med Bogen. Jeg kan ikke se hans ansigt, det er tåget, men kroppen, hånden og stemmen er der: ”Velkommen til Paradis, min martyr. Din belønning venter:”

Tooghalvfjerds ynglinge, nøgne med fremrakte hænder og øjne, fulde af ild som Zamos. Bag dem mine medpassagerer, strålende af lykke. ”De er også martyrer,” siger den unge mand, ”de er velsignede, du bragte dem!”

Der er noget mærkeligt ved mig, mit underliv mangler. Hvordan skal jeg nyde de unge mænds gunst?

”Du har selv sprængt din kvindelighed bort. Du har ofret alt som martyr,” siger den unge mand, ”du har fået opfyldt det ønske der fyldte dig i dødsøjeblikket. Tilintetgørelsen af urent begær. Velkommen til Paradis.”


En tidligere udgave af historien.
Kommentatorerne har ikke læst den.

“Jeg har boet hele mit liv i Roskilde, så det er vemodigt at rejse,” siger Dorte. Hun står sammen med veninden Ulrika inde i domkirken. De spadserer lidt rundt og betragter sidekapellerne med de enogtyve døde konger, lidt er der tilbage af fortids pragt og magt, men ikke meget.

Dorte flytter blikket fra kalkmaleriet af Harald Blåtand. “Hvad gjorde Harald egentlig for Danmark? Anker Jørgensen gjorde mere for vores sjæl og vores fællesskab, han -”

Hun farer sammen og kigger op. Gong, gong, gong. Katedralens ur slår tolv, st. Georg støder sin lanse mod klokken. Det er en voldsom lyd: “Jeg vænner mig aldrig til det,” siger Dorte. ”Men nu rejser jeg og så kan det være lige meget.”

Hun tager Ulrika under armen, de går ud for at vente i solskinnet og sætter sig på en grøn bænk op ad domkirkens mur. En varm krog med udsigt til torvehandlen.
Ulrika  peger på staderne: “Enhver er sin egen lykkes smed, det er markedsfilosofien. Se ham med albuerne, han skubber den gamle kone væk.”

Dorte ser kortvarigt op: “Ja, siger hun, det er slemt. Jeg må væk. Men vi kan udrette noget i dag, ikke, Ulrika?”

Ulrikas sorte hår bølger, hun nikker: “Så snart Xamo kommer, er vi kørt. Der er god tid, men i dag skal vi ikke komme for sent.”

Fra pladsen kommer råb om billige bananer, skramlende baljer der bliver trukket hen ad stenbroen, en varevogn smækker dørene op og grøntsager bliver halet ud og stillet på rad og række foran en bod. Et sted bliver der solgt CD’er, de spiller høj musik. Folk snakker, som lyden af et hav.
Xamo kommer endelig småløbende om hjørnet, han trækker Dorte op til sig i en mægtig omfavnelse, store arme, stort bryst. Hans mørke skæg mod hendes lyse, halvlange hår. Hans hånd stryger over det flere gange. Hun løfter blikket ind i hans. Og kærtegner hans kind med en hånd der skælver en anelse.

“Jeg er klar nu,” siger hun og peger, ”bilen er der henne.” Hvid, den sidste skodamodel til over en halv million, en luksusliner med duftende sæder og masser af plads. Kæmpe bagagerum med Dortes kufferter og pakkenelliker og Ulrikas. “Af sted til Dubai!”

“Har du købt den?” siger Xamo, ”der er ikke grund til at vise sig frem på den måde.”
“Én gang,” siger Dorte, ”en eneste gang vil jeg køre flot. Pengene spiller ingen rolle, det er på afbetaling.”
Hun sætter sig ind bag rattet ved siden af Ulrika og med Xamo på bagsædet. Han lader hånden glide over sædets læderbetræk: “Jeg forstår dig ikke, der er vigtigere ting i livet end luksus. Vores venskab, sammenhold, den åndelige verden. Men uimodståelig lækker er den.”
De starter mod Kastrup.

Dorte havde studeret til dyrlæge. Hun elskede hunde og deres store brune øjne. Hun elskede katte der spandt af glæde når deres orm var fjernet og maven fungerede. Hun red selv og følte sig ét med hesten, pludselig var hun to en halv meter høj og ustoppelig, i stedet for en meter og tres, en lille spinkel kvinde, men med honningfarvet hud og et hurtigt smil.

En dag efter forelæsningerne var Dorte taget ind på Café O sammen med Ivar og Peter fra holdet.
“Dyr har ingen sjæl,” sagde Ivar over sin femte pilsner.
“Prøv at se nogle videoer på Youtube med dyr,” sagde Dorte, ”de tænker.” Hendes blå øjne mørknede.
”Du skal hente din viden i studiet, ikke fra tilfældige videoer på Youtube!” han blæste skummet af en ny flaske.
“Jeg kender dyrene, jeg har set hvad de kan finde på. De tænker, så de har en sjæl. De kan løse opgaver, så de kan se muligheder i fremtiden. Det er at tænke, og så har man en sjæl. Måske er den lille, men de føler når nogen gør dem ondt. De lider som vi gør det.”
“En hund kan nok føle smerte,” sagde Ivar, ”men den glemmer det igen efter fem minutter.”

“Det er løgn!” Dorte tog sig til brystlommen efter den smøg hun havde bommet fra baren og tændte den ved en flamme der snart ramte snart ikke ramte. Hun blæste røgen ud mod Ivar og rystede på hovedet: “Prøv at møde en abe i den virkelige verden. Prøv et se den i øjnene. Det er ikke retfærdigt mod den at vi eksperimenterer med den. Og slet ikke med aberne som kan lære tegnsprog.”

En skygge faldt over dem, en mørk mand lænede sig ind over bordet: “Det er en meget interessant diskussion, må jeg få lov til at være med?”

“En øl og en stol til den herre,” sagde Peter der havde siddet og tjekket beskeder på mobilen.

“Undskyld, mit navn er Xamo. Er bevidsthed det samme som en sjæl? Du” – han pegede på Dorte  – ”prøver at holde op med at ryge, kan jeg se, men når du bliver ophidset tager du cigaretten og tænder den. Ingen bevidsthed, ren refleks. Kun nogle gange har du vel bevidsthed antager jeg, lige som aben. Har du derfor en sjæl der kommer og går?”

“Jeg prøver at være fornuftig,” sagde Dorte.

“Du har ikke engang herredømmet over dig selv, hvordan kan du så tale om fornuft endsige sjæl? Er det retfærdighed over for dig selv at du nogle gange må ryge og andre gange ikke?”

Peter nikkede til dem og rejste sig: “Vi snakkes.”
Og Ivar betalte: “Jeg har nogle opgaver jeg må se på til i morgen.”

Dorte blev siddende med Xamo, endelig havde hun mødt et menneske der tænkte over tilværelsen, over hvad det vil sige at eksistere. Over retfærdighed, over et formål med at være til, om der var en højere magt. Han var ikke som hendes indskrænkede studiekammerater der kun havde tankerne centreret om ledige dyrlægestillinger, hvordan man kunne mave sig ind i en praksis.

Xamos stemme klang dybt og bøjeligt, som en cello, den bar ordene frem så hun mærkede at der lå mange tanker bag. Nogle gange standsede han et par minutter, og imens forsøgte hun at samle hans argumenter logisk. Men så fortsatte han og hun blev ført videre af stemmen der klang så hun vidste at han havde afprøvet alt, havde studeret i mange år og vendt hvert eneste ord. En stemme der fyldte hendes bryst med varme.

Han bar ar på kinden efter den vinflaske hans far havde kastet. “Modbydelige unge, gør som jeg siger. Hent cigaretter lige nu. Og husk at de skal være friske. Ikke som de andre jeg måtte kassere, de havde ligget alt for længe i Maliks baglokale. Af sted med dig, dreng.”
Han måtte smide sine staveord og løbe ned ad trappen. Det gik ikke an at gå efter farens cigaretter, det var vigtig ærinde, det skulle ske i løb. Cigaretterne skulle være tilbage inden kampen var slut. Faren kunne ikke nyde AFC Wimbledon – Portsmouth, eller noget andet i fjernsynet, uden sine smøger.
“Her, far.”
Xamo havde gemt nogle pakker på værelset så han bare skulle buldre lidt på trappen. I virkelighedens verden ville det tage ti minutter at løbe ned til Maliks kiosk. “Her er lungekræft til dig, dø så,” hviskede han, under tilskuerjublen hvor en eller andet havde scoret et mål.
Han havde også dybe ar på sjælen, ar der havde tvunget ham til at gruble over hvad vi gør ved hinanden.

Hun kunne ikke slippe ham efter den dag på Café O. Han havde venner som blev hendes venner. Ulrika dukkede op og lånte Dorte penge da hun ikke kunne klare huslejen, ordnede hendes kaffemaskine som var ved at blive smidt ud, gik med hende i biografen og fandt film hun aldrig havde vidst eksisterede. De tre blev dybe venner, forenede af en fælles søgen. Og det var Xamo der havde svarene på deres spørgsmål.

Dorte standser det sted ved udenrigsterminalen hvor man kan holde fem minutter til af- og pålæsning, de løfter forsigtigt bagagen ud og ruller indenfor.

Terminal 2 er fuld af rejsende. Ved Emirates-skranken står omkring 300 mennesker med rygsække og håndtasker i en massiv kø der bugter sig uoverskueligt. De skal med en A380 maskine til Dubai, det nyeste kæmpefly. Smil, latter iblandet utålmodighed over ventetiden. Dorte trækker nærmere med sin rullekuffert: “Hvor dejligt at der er så mange mennesker, lige som jeg havde håbet. Kære Xamo, jeg elsker dig, husk på det, for evigt.”
Han bøjer sig og kysser længe mens køen vokser bag dem. “Du må gå nu.”

Dorte vender sig med tungt bankende hjerte, hun står som planlagt i køen til afgang E158. Klar med kuffert og håndtaske.

Ulrika venter i den anden ende af hallen, hun læner sig op ad en søjle ved siden af sin kuffert og løfter hånden for at vinke farvel til Dorte som blot betragter sine hænder. Ulrika går nogle skridt mod udgangen da en betjent råber at hun skal tage sin bagage med, men hun sætter i løb og når ud af hallen inden…

.. Dorte trykker på detonatoren. Hendes lyse hår flagrer forkullet opad, hendes ansigt med smilet havner tyve meter borte, hendes livmoder med fosteret bliver flænset ud af kroppen og blander sig med afrevne arme, blodige organer, glasstumper og flyder af sted på marmorgulvet i en strøm af slim og tarmindhold. Der lyder råb og klirren af faldende metal, men alle er døve lige efter eksplosionen.

Ulrika ser røg og støv stige op gennem de splintrede ruder, i det fjerne hører hun udrykningshornene. Den hvide bil med Xamo standser lydløst ud for hende, og han smækker fordøren op til hende: ”Så er det nu!”

Ganske roligt duver Skodaen mod Roskilde. “Jeg kunne ikke følge Dorte, hvisker Ulrika, der er for meget at udrette endnu.”

“Ja, min skat, godt du ikke gjorde det. Du skal hjælpe mig med domkirken i morgen. Det bliver sidste gang st. Georg bimler over den falske religion som bare er sprut og hor. Vi bringer Danmark sand spiritualitet og et værdigt liv.”
“Sådan er det, min elskede.”

Reklamer