Jesper de la Porte Ovesen

Tekster til Den nye Skriveskole og andet


12 kommentarer

Nu skal I tænke på Beethoven

Ida står bag scenen og tripper. Lidt mere nedringet end hun bryder sig om, sådan er moden i år, kjolen skal være rød så hun bliver set, har hun fået at vide. Det er godt at være nervøs, men det er ikke godt hvis man ryster eller sveder. Koncerten kan starte eller stoppe hendes karriere, der er vigtige mennesker blandt tilhørerne, anmeldere og hendes lærere. Hendes flygel og en reparation skal betales. Frederic skal være stolt af sin kæreste.

Klokken ringer sidste gang, publikum leder efter deres pladser, rasler og klaprer med sæderne, taler dæmpet, kigger i programmer, hoster. Lyden tager af og de bliver stille, et eneste dæmpet, fælles åndedræt. Forventning.

Ida tænker på de første akkorder i Beethovens sidste sonate, hører dem for sig selv, de fortrænger alt i hendes bevidsthed, der bliver ikke plads til at være nervøs. Hun træder ind på scenen og går roligt hen til flyglet, bukker dybt for publikum mens applausen dør ud, hun ser ikke på dem, det ville forstyrre koncentrationen. Sætter sig på bænken, justerer højden.

Musikken begynder at strømme fra hende akkurat som hun har forestillet sig, og hun nyder det. Hun kan høre at publikum er med, alt det hun har tænkt, fungerer, musikkens blidhed og voldsomme gennembrud taler sammen, uskyldige melodier over for vulkanske udbrud. Hendes ansigt lever med, det har Frederic fortalt, og han siger at det er en fordel at hun viser musikken foruden at spille den.

Hun er nået til det sted hvor Beethoven lyder som ragtime. Hun elsker overraskelsen her, og har øvet det så meget, har glædet sig til at spille for et publikum. Men der er noget galt, hun kan ikke genkende musikken, selv om hendes hånd spiller den, det går for hurtigt, tonerne bliver filtret ind i hinanden, og nogle gange kommer de slet ikke, selv om hun trykker hårdere på tangenterne. Hånden gør oprør, sådan noget vil den ikke finde sig i, den ved nok hvordan det skal lyde. Hånden – hun stirrer på den, som lever den sit eget liv. Det kan ikke blive ved på den måde. Musikken er standset.

Men hun ved hvad en pianist skal gøre i den situation: man hopper videre til næste helle og fortsætter derfra. Hun forsøger at hoppe, der er ikke noget helle, hovedet er sort. Der er ikke mere musik. Hun falder ned i en tom brønd, falder og falder. Ligger på den tørre bund omgivet af fugtige mure. Murene trækker sig sammen om hende, der er kun en stump himmel som et frimærke oven over. Og nu kommer tavsheden, publikum er dødstille, stille ved begravelsen af hendes ambitioner, af hendes karriere. De ønsker bare at flygte ud af pinligheden, om et øjeblik vil de rejse sig og forlade salen. En koncert er som cirkus med løvetæmmere. Det plejer at gå godt, men en gang imellem bliver løvetæmmeren ædt. Ida bliver ædt og er allerede begravet.

Oppe over hende klinger endnu de sidste toner hun har spillet. De bliver ved med at klinge fra flyglet. Hvorfor kan hun høre dem nede i brønden?

Hun rejser sig og vender sig mod publikum, ser dem for første gang mod projektørerne. De er nervøse, linedanseren har mistet balancen og er ved at falde ned i nettet. Men der er intet net. Hendes højre hånd bevæger sig akavet hen foran hende og smækker låget over tangenterne i. Bang! så det brager i flyglet. Koncerten er lukket.

Hun finder nogle ord til tilhørerne: – Tænk på Beethoven. Lyden kom og gik for ham da han komponerede denne sonate i 1822, næsten helt døv. Kanonerne havde tordnet over Europa og klang stadig i hans hoved. Men han ville noget andet, en anden verden. I har hørt tonerne klistre sig sammen i en høstak, måske har det lydt sådan for ham, men jeg vil om lidt spille som han hørte musikken med sin sjæl.

– Jeg må bede koncertsalen om reserveinstrumentet at spille på, fortepedalen har sat sig fast på det her hakkebræt, derfor lyder det som et ekkorum når jeg spiller.

Publikum ånder lettet op, linedanseren overlever, løvetæmmeren har stadig magten.

Med et nyt instrument og en ny klarhed spiller hun forfra. Det er som om en ukendt byrde har hvilet på hende, noget hun ikke havde vidst. Den er blevet løftet, et krav om det sublime, om at spille på en bestemt måde, at være artig, er forsvundet. Hun spiller en anelse langsommere, og noget der har manglet i musikken dukker frem. Højre hånd nyder de vilde steder hun har frygtet og trænet så meget. Ro og glæde gennemgløder den sidste del af sonaten – og hende.

 


 

Hør den generende bid af sonaten her:


14 kommentarer

Jeg valgte selv at komme i knibe.

No automatic alt text available.
>>> SPONTANOPGAVE <<<
22. Maj 2017
LAD DIG INSPIRERE AF DE TRE
’S T O R Y T E L L E R T E R N I N G E R’.
OG SKRIV EN HISTORIE.
Max 500 ord.

 

 

Jeg er Terningmanden. Ingen bestemmer over mig, undtagen terningen som redder mig fra kedsomheden ved det velkendte. Hver morgen stillede jeg seks valgmuligheder for dagen, slår terningen, og måtte udføre hvad den sagde. I mandags slog jeg fx et valg for denne uge om at skrive, resultatet er at mine grammatiske tider (tempus) veksler tilfældigt og jeg skal skrive nøjagtigt 685 ord hver dag, hverken mere eller mindre, ingen skal bestemme over hvor meget jeg skriver, bortset fra terningen.

Nu, dagen før Kr Himmelfart, er mulighederne følgende:

1. Anskaffe ti forskellige aviser og læse dem grundigt (Gab, der kunne være et friluftsarrangement, men ellers ingen udfordring).

2. Stjæle en madpakke fra en lille skolepige (helt absurd, men uforudsigeligt, på den måde bedre end mulighed 1)

3. Forsøge at bedåre den tykke kvinde i pizzeriet (hun er sød på en sur måde, men en vis charme, håber ikke at det virker).

4. Købe tre forårsbuketter og forære dem til tilfældige mennesker.

5. Købe en ny bil (det vil vælte min økonomi totalt, absolut et farligt valg).

6. Melde mig som frivillig hjælper for Red Barnet (jeg hader dem, de har ikke reddet et eneste barn i de sidste tredive år. De har reddet Helle Tornings økonomi, hun får 2,1 million kr. årlig for at være formand. Her er interessante muligheder for at bringe tilfældigheder ind i deres organisation).

Jeg lukkede hånden om terningen. Som altid skælver jeg over for skæbnen, ikke nogen behagelig stund, adrenalinen pumper. Åbner hånden og lader terningen rulle hen over bordet; stirrer: 2. Jeg fortryder allerede den mulighed, men bordet fanger, jeg skal stjæle en madpakke.

På en sidevej nær Eliteskolen – Gentofte Højere Pigeskole parkerer jeg kvart i otte. Låser omhyggeligt og spadserer roligt forbi hovedindgangen. Biler standser, døre smækkes op, piger vælter ud, glemmer tasker, kravler ind igen. Mødre ved rattet skælder. Hele vejen er er fuld af mennesker nær panikstadiet, børn kommer vandrende eller cyklende eller løbende. Forældre knuger grædende småpiger som ikke vil skilles, større børn vender ryggen til forældre, de er pinlige at blive set sammen med. Tre sportscyklister snor sig i rasende fart ud og ind og strejfede mig på en ubehagelig måde, råbende et eller andet for at få folk af banen – de har ikke cykelklokker, det er mod deres etik som overflødig vægt.

For mange mennesker til at jeg kunne operere diskret. Jeg vendte om og gik tilbage, måske en idé at vente til spisefrikvarteret. Ud for min bil så jeg en pige komme spadserende mod mig. Cirka ti år, kort lyskrøllet hår og røde kinder. Det røde er malet på, bemærker jeg, og læbestift, blålakerede negle, men øjenvipperne er hendes egne.

Chancen er nu!

– Undskyld, siger jeg. Dette er en undersøgelse fra Skolerådet om elevers ernæring, må jeg lige kigge på din madpakke? Du får hundrede kroner for at deltage.

Jeg rækker hånden frem med fem skinnende tyve-kroner. I samme øjeblik mærker jeg en glødende smerte i skinnebenet. Hun skrabede en lang flænge ned langs knoglen sådan som man lærer til kvindeligt selvforsvar – et sted hvor sår er forbandet længe om at læges. Hun har stiletter på.

– Hjælp, hjælp! hviner hun som en udrykningssirene. – Børnelokker! Hjæ…

Mere hører jeg ikke, for jeg ligger på fortovet med hovedet drejet skarpt til siden, et kæmpemæssigt knæ er presset ind i mit øre. Lugten af sved og cykelolie hænger i min næse. En anden sportscyklist sætter sig på mig.

– Rolig, siger han til pigen, vi har ham. Han kan ikke gøre dig noget.

Pigen tog sin mobil frem og fotograferede mig ydmyget fastholdt under de to cyklister. Politiet ankom med en mandskabsvogn og to civilbiler. Betjente fikserede mine arme og mine ben. Kastet ind på gulvet i mandskabsvognen og afsted med udrykning.

Jeg venter nu i dommervagten og skriver dagens sidste noter så godt jeg kan for håndjern og fodlænker. Ingen har tilset mit ben, betjentenes blik viser at det er min velfortjente straf og at mere er i vente senere på dagen når de får mig på tomandshånd. Det er klart for mig at de ikke mener at dommeren ….


8 kommentarer

Der er ingenting så stille som vand.

Der er noget særligt ved at ligge og sove i en jolle. Falde i søvn under stjernerne, bestrålet af universet. Blive vugget roligt fra side til side. Luften er frisk og saltholdig, vandet skvulper sagte mod bådens sider, solen er allerede stået op. Jeg hører en fjern mumlen af mennesker og børn ved morgenmaden.

Siv og pil vifter næsten uhørligt. Jeg har anbragt mig på et par madrasser og med fem lammeskind over mig, vidunderlig varme. Min kolonihave ligger på Nokken ned til vandet så jeg har båd foruden mit lille hus. Det skal bare males hvert år og have en sjat tjære på taget så holder det tyve år endnu lige som mig selv.

Kolonihaverne ligger ved en bugt med udmunding fra kanalen, og børnene fik tidligere lov til at svømme rundt mellem de fortøjrede både og pjaske vand på hinanden eller ligge på en luftmadras med en is.

Der lyder lige som et tordenskrald eller en motorvej, jeg får slynget en byge koldt vand over mig og båden vipper voldsomt. Nogle maskiner nær ved skruer sig hurtigt op i højeste gear og hviner i et selvdestruktivt tempo. Jeg fornemmer lugten af brændt olie. Båden gynger og fuglene bliver overdøvet af skingre skrig.

Mine lammeskind er tunge af morgendug, men jeg kaster dem hurtigt til side og kigger ud over rælingen, febrilske skikkelser plasker i vandet, vragdele flyder rundt, flammer slår op..

Båden ligger fortøjret tæt på land, bare et skridt fra den faste jord. Jeg har fastgjort den med en helt ny, bomstærke stålwire, brudsikker og meget længere end nødvendig. Det kræver noget arbejde at få wiren halet i land sammen med jollen, som jeg begynder at rense.

Sikke roligt der pludzelig blev igen, bemærker en stemme over hækken. Det er min nabo Kowalzki som vil snakke. Vi plejer at sætte os sammen og kigge ud over vandet mens vi ordner verdenssituationen, overvejer Jesu genkomst, kursen på Dollar, fordelen ved Brexit – vi klarer det hele på en halv time.
– Meget dejligt nu. Hvad var det for en larm jeg hørte?
– Der zkete noget ude på vandet, siger han, måzke kom der nogle vandzkootere.

Jeg lader blikket bevæge sig over vandet
– Hvem er det der bader så tidligt?
– Nok de unge mennezker der er blevet trætte af mazkinerne.
– De har endelig set vores skilt med VANDSCOOTERE FORBUDT.

Kowalzki nikker, vi har diskuteret det mange gange.
– Man kunne ellerz frygte at det ville provokere dem til at zejle endnu hurtigere ind imellem børnene.
– Kan du høre at der er nogle som råber hjælp og vinker? Der er sket en ulykke.
– Jeg tror at du har ret. Og noget brænder derude. Hvor forfærdeligt.
– Ringer du til redningskorpzet? min telefon er løbet tør for ztrøm.
– Det er min også. Jeg tænker at de andre har ringet efter politiet, som i øvrigt plejer at sige at de ikke har mandskab til at at tage sig af havnen. Måske kigger de herud senere på dagen. Jeg ville gerne ro ud og se om jeg kan hjælpe, men min båd tager vand ind. Der er nok andre som hjælper.

Han er en skøn nabo, altid klar med råd og dåd.
– Jeg ville ozze gerne hjælpe, dezværre er der problemer med bundproppen så jeg kan ikke sejle ud i dag.

Vi slår os ned på min bænk med en kop kaffe og en halv æske negerkys som jeg har til overs fra i går. Der er godt udsyn over bugten herfra og jeg bemærker at andre har hentet deres kikkerter, folk vil gerne vide hvad der sker.
– Du, Kowalzki, er det ikke velgørende så fredeligt der er, på trods af den frygtelige ulykke.
– Ja du har ret, vorez nye zkilt får dem nok til at holde zig væk for fremtiden. Bare zynd for de unge mennezker at deres dyre mazkiner er forulykket. Heldigt at din nye wire ikke blev ødelagt.
– Ja, bare sært at den havde forvildet sig hele vejen over bugten og rundt om en fortøjningspæl. Måske skulle jeg bruge den gamle wire for fremtiden.

Et negerkys, en kop kaffe og stilhed kun afbrudt af fuglesang. Det er sådan vi nyder livet. Børnene har igen fået lov til at bade, kan jeg se. De svømmer ud mod vragene for at undersøge nogle personer der øver sig i at flyde, eller hvordan skulle jeg vide hvad de personer laver.
– Hør her, siger Kowalzki, du zkal zælge dine dollar nu og købe dem tilbage zenere, for jeg ved at Trump …


28 kommentarer

“Blodprøven: der er noget I skal vide” eller “Næse for Blod”

I anledning af Finn Wilkens’ fødselsdag tilegnes han denne beretning

Mig og Kurt sad nede på Café O, han havde for en gangs skyld bare en kop kaffe foran sig: – Vi kan ikke starte med promillerne før Næsen er her, vel? Det ville være mod alle traditioner.

Jeg sniffede ind: – Har du cognac i den?
Han nikkede næsten usynligt: – Hvad er så vigtigt at vi skal mødes ved højlys dag?
– Næsen ringede til mig, helt ude af den. Han behøver vores hjælp.

Kurt rystede på hovedet: – Jeg har også brug for hjælp. Husker du lille Selma som serverede her sidste måned? Jeg bare have hende, men det er helt umuligt.

Jeg elsker når jeg kan overtrumfe Kurt: – Du må læse Clausewitz om krig. Hvis et frontalt angreb er umuligt, foretag en omgående bevægelse.

Han så betænkelig ud: – Mener du en baghyler? Udelukket. Hun sidder hele tiden hos sin mor der arbejder i hundesalonen, jeg kan ikke komme i nærheden.

Det var endnu bedre, nu kunne jeg belære ham: – Du må starte med moren, det er Clausewitz’ omgående bevægelse.

Inden jeg nåede at uddybe, ankom Næsen, ganske bleg og med regndråber løbende ned ad kinderne. Han smed et stykke papir på bordet idet han kastede sig i stolen og råbte mod disken: – Dobbelt af det sædvanlige. En akut nødsituation.

– Fortæl, Næse, lød det enstemmigt fra mig og Kurt.
– Forfærdeligt. Jeg har drukket blod.
Kurt mente at det var et brud på vores musketéred: En for alle, og alle får en lille en. At drikke blod må høre til de stærke varer forbeholdt Café O, altså et anliggende hvor vi alle tre skal være sammen.

Næsen indvendte at det skete for længe siden da han blev konfirmeret, ved en tvungen altergang, og at der ikke siden havde været tilbagefald. Hans problem stammede fra en ny kæreste, Bente, som han i øvrigt måtte skjule for den ordinære kæreste. Bente havde vist sig at være Jehovas Vidne, de har noget med blod.
– Hun er bange for at jeg har pådraget mig et Acquired Immune Deficiency Syndrome. Jeg skal have taget en blodprøve.
Kurt indskød af hensyn til mig at de ord betyder aids.
Jeg forklarede at det var nemt nok, en tur på hospitalet og så er den hjemme.

Næsen sad forknyt og kiggede ned i bordet: – Jeg har et problem som jeg deler med otte procent af den danske mandlige befolkning.
Kurt trøstede ham med at syfilis nemt kan helbredes i vore dage, men han forstod da godt at den nye kæreste var bekymret.
– Nej, sagde Næsen, jeg er rød-grøn farveblind. Læs på sedlen, der er sygehusets rutevejledning til blodprøve, man skal følge røde og grønne streger på gulvet. Det kan jeg bare ikke.
Kurt rejste sig op og erklærede med sin formandsstemme at problemet var så alvorligt at han ville give en dobbelt omgang. Han så ud til at være meget påvirket af situationen, og måske – som jeg senere tænkte på – af det ekstra indhold i kaffen.

Efter at have læst sedlen advarede Kurt om at han havde bemærket noget der gjorde ham betænkelig ved det sygehus. Det var punkt 7, ”Kirurgisk Amb” for enden af den grønne streg, er det virkelig nødvendigt at foretage en amputation ved blodprøvetagning? Vi vedtog at undgå den grønne streg helt, uanset aids eller ikke. Det var blevet klart at Næsen havde behov for vores fulde støtte. Også til at holde ham fast under den på sedlen omtalte scanning, der forekom overdreven ved en banal blodprøvetagning

Kurt og mig drog ikke desto mindre afsted puffende Næsen varsomt i ryggen idet han knugede sedlen fast i hånden. Den viste sig at mangle detaljer, fx vel ankommet til ”Sygehus” skulle vi finde en streg på gulvet i ”afd”. Jamen, hvad pokker er afd, og hvor fanden er den? Vi opgav, – indtil Næsen fandt en smart strategi, som grebet ud af Clausewitz’ lærebog for krigsførelse, Sygehuset var altså vores modstander. Vi gik ind i den første den bedste afdeling: Han greb en stok i paraplystativet og fægtede vilkårligt med den, plirrede som en sindssyg med øjnene mens han stirrede ud idet tomme rum, greb en sygeplejerske i armen og tvang sedlen i hånden på hende. Den slags får mig og Kurt til at lægge afstand til Næsen.
– Vis mig vej til blodprøve, sagde han i en ukendt dialekt som han mente de blinde bruger.

Den måde at gribe sagen an på var helt i overensstemmelse med krigens hensigt som er: ”en voldshandling med det formål at tvinge modstanderen til at følge vores vilje”. Og den virkede, Næsen fik taget sin blodprøve. I øvrigt belærte sygeplejersken os om at amputation staves med p, hvorimod ”amb” med b betyder ambulatorium. Hvortil Næsen mumlede at for en blind lyder det ens.

I anledning af at Næsen blev erklæret rask greb han i Café O ordet og takkede os for vores moralske støtte, selv om han syntes at han selv havde klaret det praktiske:

– Men de tog også en anden blodprøve, min promille var helt nede på 1,02, ikke sært at jeg var ude af mig selv den dag.


27 kommentarer

Svømning – en sport for alle

Opgave 2, forår 2017

Sneen er smeltet foran Øbro svømmehal. Jeg sidder inde i hallen på en af de små startskamler som er beklædt med riflet gummi, den er ikke kold og glat som tilskuertrapperne. Efter de første tredive baner med crawl er jeg varmet godt op og det generer mig ikke at hallens luft er kølig, tværtimod. Ved siden af mig står to damer i gang med en samtale.

Den ene er iført en kulsort, klassisk bikini, ikke helt ung, ikke helt slank. Hun har en hvid badehætte på, hovedet er bøjet mens hun kigger ned ad sig selv og lader en hånd glide ned over maven: ”Man skal passe meget på med sort, det danner mærkelige skygger. Bliver jeg uformelig?”

Den anden er mindre, kraftig, men mere muskulær, hendes kortklippede hår er hennafarvet for nylig. Hun er iført en blomstret badedragt og står og betragter svømmebassinet, hvor de mange børn alle sammen skriger mere end de svømmer. Hun drejer hovedet for at se veninden i øjnene og siger med en skarp stemme: ”Hvid er da værre, man ser så fed ud.”

Hende med den hvide badehætte virker nu mere alvorlig: ”I går forsøgte jeg at finde noget til stranden Lidt let og sommerligt, en slankende bikini.”

Nogle vanddråber løber fra det røde hår ned på overarmen hvor der er ved at danne sig gåsehud. ”Det findes ikke. Prøv Magasin, de har alt. Der går meget tid med at lede hvis man ikke kender de rigtige butikker. Skal vi ikke bare hoppe i?” Det lyder mere som en ordre end som et spørgsmål.

Hånden løber ned ad hoften: ”Ser jeg ikke ret godt ud i denher dragt? På trods af det sorte.”

I bassinet har man afspærret tre baner til seriøse svømmere. ”Flot nok – kom så.” Bademesterens trillefløjte skærer igennem larmen, han står et trin oppe på tilskuertrappen og peger med strakt arm på en dreng som plasker rundt i den forkerte bane. To pift mere da drengen ikke lystrer hurtigt nok. Damen har drejet hovedet bort for at følge med og tilføjer: ”Du kan da svømme?”

Hånden standser brat på hoften og lægger sig over hjertet: ”Nogenlunde, på svømmeholdet var jeg anderledes end de andre, vandet skræmte mig. Pinligt.”

Den rødhårede træder op på startskamlen og tripper: ”Jeg gider ikke det her. Nu snupper jeg femogtyve baner. Vil du med eller ej?”

Der bliver en kort pause. Ved siden af damerne springer en ung atlet ud fra femmetervippen, som dirrer larmende efter ham. Plask og sprøjt. De får begge to koldt vand på sig.

”Jeg skal ikke svømme i dag, det vigtige var at høre din mening om min bikini.” Hun vender sig om og er på vej ud i omklædningen igen.

Hendes sortklædte ende bevæger sig op og ned, eftertænksomt fra side til side, indtil den forsvinder bag svingdøren. 


24 kommentarer

Det var ikke min skyld, det var slædehunden

Til opgave 1, forår 2017

Else ligger i den sorte sofa med et tæppe om benene og hovedet på en pude. Et håndklæde om det halvlange, sorte hår og en bandage om højre underarm. Øjnene er vendt mod fjernsynsskærmen hvor Dr Phil interviewer om alkoholproblemer. Samtidig læser hun i en masse farvestrålende blade.

De ligger i bunke på hendes mave og spredt på sofabordet, sammen med en bakke med en halv take-away-pepperoni-pizza og en Ritter Sport chokolade. Hun brækker det næstsidste stykke af chokoladen, knæk, og putter det i munden.

Fra entreen lyder bump af en fjeldræv og et par sneakers af mærket Nike flyknit Racer! Døren bliver smækket op og Selma standser brat:
– Mor, hvad laver du? Hvorfor er du ikke på skolen?
– De var nødt til at sende mig hjem.
– Var du fuld?
– Der var en klient som ikke kunne lide mig så han bed mig i armen. Jeg har det bedre nu.
Else løfter armen med bandagen højt op over hundebladene.

– Hvad mener du med en klient? Du er da ikke sagfører.

– På Akademiet for Hunde Pleje hedder hundene altså klienter. Han var utilfreds med min parfume. Jeg fik besked på straks at vaske hår og fjerne min Olympéa Eau de Parfum Spray. Den du godt kan lide, ikk’ skat?
– Mmnnn. Jeg har en nyhed, mor, …

– Mange hunde går da med parfume, fx Grenadine, jeg kan ikke se at det skulle genere. Måske holder jeg op med den uddannelse når de ser sådan på det.
Else løfter det nummer af Vi med Hund og Have som hun er i gang med, og peger på et opslag med en Chihuahua:
– Er den ikke nuttet? kun to kilo, findes i alle farver. Og så skal den tit til hundefrisør, det er noget vi sætter pris på. Sikke en busket hale. Men se så ham der bed mig, – et øjeblik ..

Hun undersøger hundebladene et efter et. Endelig finder hun julenummeret under pizzabakken:
– Her er han, en slædehund, Alaskan Malamute. Helt kulret var han, men flot, lang pels. Han burde have mundkurv på som i Grønland.

– Mor! Jeg vil sige noget til dig. Hører du efter?
– Ja, min skat.
– Jeg har fået mig en kæreste i dag. Jeg skulkede fra skolen så vi kunne være sammen.

Else lægger bladet fra sig, opslået og med ryggen opad.
– Men dog, til lykke! Henter du et par glas i køkkenet, det må fejres.

Selma roder rundt i opvaskemaskinen for at finde et par pæne glas, som hun håndvasker og polerer.

– Jamen, skal der være fest, så lad der være fest! udbryder Else og retter sig op fra sin liggende stilling. Hun stikker hånden ned bag sofaens forben og henter en vodkaflaske frem, fylder godt i glassene:
– Skål, kære Selma.

De klinker. Selma nipper forsigtigt, mens Else tømmer halvdelen af glasset. Der er kommet glans i hendes øjne: – Det var en dejlig nyhed. Nu håber jeg bare at Akademiet ikke smider mig ud. Hvad vil folk med en slædehund når der ingen sne er og de ingen slæde har? Jeg spørger bare. Jeg har alligevel besluttet at fortsætte med uddannelsen selv om de ikke kan lide min parfume. Apropos uddannelse, du er vel ikke droppet ud af gymnasiet? Stop med at skulke. Uddannelse er vejen frem, det ved jeg.

– Nu må du ikke blive forskrækket, mor, men Claus er altså handikappet.

Elses hoved viger tilbage med øjnene spærret op:
– Det var dog forfærdeligt. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene, vi har ikke plads til en rullestol her i lejligheden…

Selma er glad for at hun på forhånd har styrket sig med vodkaen. Hun behøver energi til at overvinde morens modstand, for ikke at sige afsky:
– Så slemt er det ikke, mor, han er bare blind.

Glasset bliver fyldt og tømt igen mens Else overvejer situationen. Øjnene vender sig op mod loftet, bort fra Dr Phil i fjernsynet og fotografiet af slædehunden, indad. Der er stille indtil konklusionen har bundfældet sig:

– Når nu Claus tager hunden med, har jeg nogle ideer til hvordan den skal klippes. Han vil ikke klage over at den ser forkert ud bagefter som nogle af de andre kunder jeg har haft, og jeg behøver heller ikke rydde op for hans skyld. I øvrigt ved jeg at han er et menneske der forstår at værdsætte min parfume, de blinde er mere sensitive.