Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


4 kommentarer

Endelig har jeg fundet koden til min blog igen.

Af uransagelige grunde bliver jeg en gang imellem smidt ud fra min egen blog. Men da computeren, min ellers trofaste ven, kollapsede og tog mine koder med sig, kunne jeg ikke styre noget som helst her. Endelig lykkedes det mig ved et held at finde koden igen. Lettelse og glæde i hele kongeriget her.


9 kommentarer

Stenen taler til mig – måske

Jeg gider ikke høre på veninderne og deres børnesnak. Og deres barnevogne, sutteflasker, ammeindlæg. Vi har kørt flere stationer med den nye metro og kneveren er den samme, så jeg står af ved første station, Assistensen. Kirkegården, der er vel fred og ro. Jeg går rundt mellem buske, gravsten, blomsterkasse, træer. Meget flot men helt forvirrende når man ikke kender stedet. Mit hoved bliver helt rundtossset og jeg har også fået mudder på min venstre skospids. Men, halløj, der ligger jo gamle HC Andersen. To buske eller hvad de hedder omkring en høj, glat gravsten. Jeg bliver helt blød om hjertet. Den lille pige med tændstikkerne, havfruen, store og lille Claus. Helle baduljen. 

Historier som min mor læste når jeg skulle sove. Jeg sætter mig på en sten overfor. Kigger på hans polerede gravsten. Den spejler, så glat er den. Nogle eventyrfigurer kan jeg se på den. De bevæger sig, Uha, hvad er det for noget, der er jo ingen ting omkring mig som bevæger sig.  Jorden vibrerer, det er nok metroen vil jeg tro. En due flyver forbi og sender en hvid klat ned på hans sten. Det er mere end jeg kan bære, den klat må væk. Jeg rejser mig og træder hen over graven, der igen vibrerer. Tager mit lommetørklæde frem og gnider for at få stenen ren for duelort. Pisse duer, de plejer at være af sten på en kirkegård. 

Når jeg gnider hører jeg en fjern stemme. Den kommer nedefra, nede fra jorden – hvor HC ligger. Jeg bøjer mig frem og lægger øret til stenen, stemmen bliver tydeligere:
– Hjælp mig ud. Vær sød at hjælpe mig, jeg kan ikke holde ud at ligge her. Det er det jeg altid var bange for, at blive spærret inde i en kasse og gravet ned i jorden. Så hjælp mig dog.
– Du har altså været død i over hundrede år nu.
– Jeg føler mig ikke død, måske noget tynd, men slet ikke død. Hør, jeg banker på låget så alle sneglene flygter.
– Jeg tror ikke på at det der din stemme, HC, der er børn som har gemt sig på kirkegården og driller mig.

Jeg rejser mig og går en runde og kigger bag alle buske og sten. Ingen andre mennesker eller børn. Der er helt tomt. Ingen bevægelser. Jeg går tilbage til stenen og træder igen hen over graven og hvisker – for det går ikke an at tale højt folk må tro jeg er afsindig, lige til dårekisten, helt bælgmørk i forstanden.
– Er du der, HC? Hvisker jeg spørgende uden at vide om han vil svare. Det grynter fra stenen. Jeg fortsætter: – Tal tydeligt! Jeg kan ikke høre andet end mit hjerte og metroen.
– Hvad mener du med “troen”? Hvisker stenen, der er blevet svagere og svagere. Jeg kan næsten ikke høre hvad den siger. Måske skal jeg gnide på stenen igen. Det kan godt være, men jeg gider ikke snakke mere med den gamle, beskidte gravsten. 

Mit lommetørklæde er blevet ulækkert så jeg smider det under den ene af buskene, der er ingen grund til at slæbe rundt på sådan en ildelugtende las. Jeg rejser mig, træder tilbage fra gravstedet og skynder mig ud af Assistensen. Der er heldigvis et skilt så jeg kan finde ud til den virkelige verden igen. Helt rart med trafiklarmen oven på den mærkelige stemme der snakker nede fra jorden. 

——


6 kommentarer

Fri mig for madanmeldelser og det daglige vås

Frihed er at VILLE noget. ”Gør hvad du vil, det skal være hele loven” (”Do what thou wilt shall be the whole of the law”). Denne tanke nedskrev jeg på engelsk allerede i 1904 inspireret af Rabelais’ Gargantua ca. fra 1532. Han beskriver bl.a. klosteret Thélème som er en parodi på kirken med nonner og munke og et liv uden nogen form for hæmninger i total frihed, opfattet som ”gør hvad du har LYST til”, nok noget andet end kirken vil.

I min udgave betyder sætningen noget helt andet, nemlig at man skal finde det man egentlig vil i sit liv, ikke at bolle med alt der bevæger sig. Man skal hengive sig til den egentlige magi som ligger i en selv. Det er en anden form for frihed: Ikke at følge normen, ikke at være afhængig af hvad folk tænker, men at følge en indre nødvendighed. Så er risikoen at ende i fængsel – og dér er det svært at følge det man egentlig vil. Friheden er forsvundet. Frihed er aldrig total i samfundet.

Total frihed kolliderer med andre mennesker, som VIL noget andet. Ærgerligt, vi må finde en måde at forliges. Europa har efter 2000 års kampe fundet et motto: frihed, lighed og broderskab. Den franske revolutions idealer var geniale i al enkelhed. Hele det gamle system med konger og adel og en diktatorisk kirke blev væltet i en strøm af blod og krig, idealerne druknede desværre. I tiden fra Napoleonskrigene skjalv Europa, inden området omsider stabiliserede sig med et ideal om demokrati og maksimal frihed til hvad borgerne VIL med deres tilværelse.

Svært i politik og heller ikke nemt inden i den enkelte. Jeg vil fx noget, tager en beslutning om at drikke mindre: det er en lov jeg sætter. Jeg drikker en masse alligevel, jamen jeg synes at det ikke rigtigt gælder for at være en overskridelse: her er min dom som fritager mig fra loven. Og hvem skulle egentlig sørge for at jeg fører beslutningen ud i livet: en udøvende magt. Det hele er filtret sammen i det enkelte menneske. Den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt mener at de hver i sig har ubehersket frihed. Der mangler en overordnet magt, viljenDet fungerer ikke rigtigt – hvilket det demokratiske system har taget konsekvensen af ved at skille de tre funktioner i uafhængige instanser. 

Findes der et sted med total frihed, hvor ingen love gælder, hvor man er uafhængig af mure, tyngdekraft, ingen offentlig mening spærrer, mad eksisterer i overdådighed eller slet ikke? Jeg ser her bort fra den ø jeg købte, hvor det var mig der bestemte – de andre på øen syntes at de var frie, dem om det, så længe jeg fik mine lyster opfyldt, og jeg havde mange i alle retninger. Anstrengende i længden. For vidt at komme ind på her, desværre.

Nuvel, tilbage til det generelle, treheden er ophævet i det øjeblik hvor jeg skriver, fx mine erindringer; på papiret er der total frihed. Ved at jeg sætter mig og skriver min verden frem uden at jeg behøver købe en ø. Måske fortryder jeg det skrevne eller øen undervejs – så kan det laves om. Det jeg NU ønsker er noget andet – fint, så skriver jeg det i stedet. Papiret er hvidt og modtager alle tanker uden at skelne mellem idioti og genialitet, uden hensyn til love eller naturlove. Kun det jeg VIL har betydning. Men bagefter. Bagefter kommer dommen, dvs. dommeren, og så må min udøvende instans træde i funktion og rette, slette, kassere, beordre noget helt andet.

Frihed er at VILLE noget, alt det jeg gør uden at VILLE, er ligegyldigt, jeg har ikke brug for det, det eksisterer ikke følelsesmæssigt, derfor er jeg fri. Og fri af andres holdning til mig.

Aleister Crowley Ovesen

 

 

 

 

 


8 kommentarer

Jeg digter om livet, tror jeg nok

Efter sommerferien sad vi tre igen sammen i Café O. Som vanligt ud på aftenen, det tidspunkt hvor man kan filosofere.
Kurt indledte med: – Det var hårdt at holde ferie så længe uden at mødes.
Næsen istemte: – Min lever kan ikke klare at holde ferie. Jeg tog en afbudsrejse til et eller andet sted hvor man drikker raki. Det er noget de lokale skrællinger fortynder så det ligner mælk, noget pjat at gøre ved god sprut, så jeg drak ufortyndet fra flasken. 60%. Jeg nåede ikke at finde ud af hvilket land det var.
– Det må have været Tyrkiet, indskød jeg.
– Som sagt, fortsatte Næsen, husker jeg ikke præcis hvor jeg boede i starten, men det endte med at være et sted med tremmer for vinduerne. De andre i gruppen hjalp mig med at komme hjem til Danmark igen. Ellers havde vi ikke siddet sammen i dag. 

– Fortæl du, lokkede Kurt mig.
– Nu skal I høre. Jeg har skrevet et digt om min ferie.

De nikkede overraskede og nysgerrige, bare gå i gang.
Kurt insisterede dog: – Selma, kan du komme frem fra bag disken med en omgang så vi er friske til at høre digtet, Dobbelt.
– Altså mit digt! forsøgte jeg at få opmærksomhed:


“Gule eller røde, til slut helt visne,
står blomsterne,..”

– Meget smukt, kom det straks fra Næsen, interessant at høre om din ferie.
– Men det er ikke færdigt endnu, der er meget mere, protesterede jeg.

Kurt foreslog at vi tømte glassene og fortalte hviskende: – Her i pausen må jeg dele en iagttagelse med jer. Da Selma stillede glassene, lagde jeg mærke til at hun er blevet mere rund om livet.
Jeg supplerede: – Hun kan da ikke nå at komme i femte måned på den sølle måned hvor vi holdt sommerferie.

Næsen mente at de unge piger lynhurtigt kommer i ulykke i vore dage, alting går snabt, både på nettet, i sengen og i livmoderen. Vi vedtog at bestille endnu en omgang for at få syn for sagn. Det skete så.

I mellemtiden berettede Kurt at han havde været ude på vandski: – Det er derfor jeg har gips om benet. Det har I ikke lagt mærke til.
Ganske rigtigt. Beskæmmede kiggede vi i mørket under bordet. Masser af gips. Uhyggeligt.

Kurt konkluderede: – Jeg har gjort den erfaring at man skal passe på med drinks inden vandski. Vi bliver klogere hele tiden.
– Det er farligt at blive så klog, belærte jeg, erfaringen er en brutal lærer, hold dig til hvad vi lærer dig her i Café 0. Forresten, fik I også tjekket Selma?
– Rigtigt nok, nikkede Næsen, hun buler midtpå.
– Hendes mor sagde engang at Selma lever af hundekiks og vodka – i hvert fald når hun bor hjemme. Så det kan ikke være maden der har sat sig, supplerede Næsen.

– Nu skal I altså høre resten af digtet!
– Glimrende idé, istemte Kurt. Vi skal bare have tid til først at fordøje det vi har hørt. Man må ikke sjuske med sit liv eller sine digte. Jeg kunne godt tænke mig at analysere de linjer. Det mest prægnante er verbalet står. Farverne er, som filosoffen Immanuel Kant forklarede, blot staffage. Digtet er handlingsmættet, blomsterne har kæmpet og besejret tyngdekraften ved at stå opret. På samme måde har du besejret noget i ferien, jeg brænder efter at høre mere.

– Også mig, kom det fra Næsen. Jeg glæder mig til at høre resten næste gang vi ses. Mit hoved er allerede opfyldt af dine poetiske billeder, der er ikke plads til mere, digtet tynger det mod jorden som et modent æble. Dejligt at der først kommer mere om lang tid.
– Forventningens glæde …. , som Kierkegaard antydede et eller andet om. Jeg gemmer bare resten af digtet til I har fordøjet de første linjer.

Næsen og Kurt nikkede. Alt for ivrigt efter min mening.


9 kommentarer

Man skal ikke bare stå der uden

 

 

Gule eller røde, til slut helt visne,
står blomsterne,
de venter besøg af noget ukendt,
af noget som vil røre dem.
De ryster,
de vibrerer af længsel.

Måske en hændelse af glas og klarhed,
af forskudte farver,
af væsener fra dammen.
Men slim og ulykke
truer i stjernernes skær.

En fin vind tager dem i favn
uden at det giver ro.
Noget synes vigtigere end dette,
noget som ikke kommer.

For en duft af syre hænger i jorden, længst nede.
Skarp.
Ilde.
Bærende mørke med sig.


11 kommentarer

Snart er vi bankerot, hvis du ikke …

Opgave 4, maj 2019

dscn6273.jpg

Vi er ved at tabe vores erindring og vores evne til at tænke. Samfundet falder fra hinanden, uden at vi er klar over det. Tværtimod tror vi at alting gå fremad. Men der er et kæmpe problem: uden erindring og evnen til at tænke går vi alle konkurs.

Hvad er det der er ved at ske? En sygdom, forurening, klimakatastrofe?

Nej! Noget næsten upåfaldende. Bøgerne forsvinder.

Boghandlere bliver færre og færre. Man må til antikvariater for at få en bog, og de er også ved at forsvinde når der ikke er nye ildsjæle til at drive dem. Den vidunderlige oplevelse at komme ind i et antikvariat omgivet af alle tiders tanker, historier og viden. Bunker af bøger, Hylder med bøger, nogle ordnede andre sat op i hast eller stående i femkronerskasser. Den særlige lugt. Oplevelsen af at tage et bind på i hånden, ikke bare en bog, men også at holde aftrykket af et andet menneskes hånd i sin. Dette forsvinder.

Og boghandlerne er allerede overtaget af supermarkeder med selvbetjening. Bøger indespærret af cellofan, utilgængelige. Kun bestsellere såsom Hvem myrdede Elena? Liget i skovsøen, Dan Browns mysterier osv. de ligner bøger, men er tomme. Man kan blade dem igennem en aften uden at der bliver noget som helst hængende i hukommelsen. Tidsparasitter!

Vi har da bibliotekerne. Nej, heller ikke dem. De egentlige bøgers mængder skrumper. De står forsagte og ængstelige, for hvor længe overlever de? Fem år uden et udlån: så er det krematoriet, forbrændingsovnene.

Noget foregår vel på bibliotekerne? De eksisterer da endnu. Men som udlån af spil, af computerspil, af legetøj. Læsesalen er ikke mere et sted med ro og kontemplation, nu er den fuld af mobilsamtaler og børnene fra børnebiblioteket breder sig overalt, kører skrigende rundt på deres trehjulede cykler. De ældre børn sidder tankeløse, sammenkrummede over deres telefoner og sms’er eller lytter.

Hvad er det da de lytter til? Musik? Nej, agressive rappere med en baggrund af maskinstøj. Teenagere der udlader deres seksuelle frustrationer i raseriudbrud, kaldet sange. En generation uden bevidsthed.

Melodi? Nej,

Harmoni? Nej

Alt sammen lyd de låner på biblioteket. Pengene til bøger bliver derfor færre og færre år for år. Pengene bliver blot brugt til at lokke folk indenfor på biblioteket med noget som ikke er bøger, for bibliotekets penge er bestemt af antallet af besøg – ikke af de udlånte bøger. Jeg kvier mig ved at kalde de besøgende for lånere. Lånere er mennesker der låner bøger, læser, oplever og tænker. De fylder efterhånden ikke ret meget i statistikken.

Der har eksisteret bøger i over totusinde år. Man kan være sammen med Platon, som levede før Kristi fødsel, dele tanker med ham, opponere, diskutere, opleve. Hele vejen op gennem historien til vore dage kan man møde de ypperste mennesker. Tænkere, filosoffer, matematikere, historiefortællere. Nogle helt privat, andre med gennemarbejdede tanker. Det er ved at være slut nu, hvis …

Ja, hvis der ikke fremkommer nye manuskripter. Jeg taler ikke om sms-litteratur, blogindlæg eller privattryk. Jeg taler om tanker og følelser og ideer båret af sproget, lagt ind i bøger. Ind i en form der er til at holde i hånden, til at opleve i sengen, i sofaen, på stranden, en sen aftentime når byens hektiske liv er gået til ro. Man kan dufte til en bog, mærke papirer når man blader og høre lyden. Lukke op, lukke i – øjeblikkelig. Uden batterier. Bogen er lynhurtigt klar – altid.

Derfor, kære skribenter: SKRIV. Brug Skriveskolen. Læg historier, tanker, følelser, ideer frem her så de efterhånden kan udgives, kan blive til bøger. Det er sent, men ikke for sent at redde vores kultur.


18 kommentarer

Det er alvorligt at møde en skraldevogn

images

 

 

 

 

.. nogle stemmer. Nogen trækker mit øjenlåg op og lyser ind. Sære drømme om noget vældigt der braser ind i mig. Der er smerter, alvorlige, langt borte som om de ikke vedkommer mig.

Stemmer: – Vi kan koble fra nu, han er helt okay.

Trække vejret, små slurke luft, ellers for smertefuldt. Jeg åbner øjnene.

– Nå, der er du, siger en mand i kittel og mange kuglepenne i brystlommen.
– Hvor?? kroppen ryster lige som min stemme.
– På hospitalet. Han betragter mig opmærksomt. – Du har været usædvanlig heldig at overleve. Nogle brækkede ribben, hjernerystelse, ellers intet. Husker du hvad der skete?
– Næ.
– En skraldevogn vædrede dig, din bil er totalt krøllet sammen.

– Heldig, nej, Herren holdt hånden over mig. Men Otto, hvordan med ham?
– Det varede over en halv time at skære ham fri af vraget. Din søn har brækket højre ben og tabt en masse blod. Vi opererer nu, nogle søm i femur, nyt blod og han er så god som ny.
– Der er ikke tale om held, nogen holdt hånden over ham, fordi han har fortjent at leve, det er grunden.

Lægen nikker tilfreds: – Du lyder meget klar. Et par måneder i ro med ribbenene, så er du rask igen.

Han rejser sig fra stolen for at gå, men jeg standser ham: – En vigtig ting. Ikke nogen blodtransfusion! Jehova har holdt hånden over os, han skal nok klare resten også. Det er ikke meningen at Otto skal dø af en skraldebil.

Han sætter sig igen, meget bestemt: – Otto skal have blod. Der er ikke meget tilbage i ham. Blodposer er bestilt og kommer om ti minutter. Vi kan og vil ikke aflyse den transfusion. Han dør uden.
Jeg holder fast: – Hvis han dør er det kun Jehovas vilje.

Lægen læner sig frem og stirrer mig ind i øjnene: – Du dømmer din dreng til døden, er du klar over det?! Vil du det? Hospitalets regler forbyder os desværre at give blod hvis pårørende modsætter sig.
– Han kommer i Jehovas rige fordi han har levet rent. Men efter en transfusion vil han aldrig kunne komme i Jehovas rige. Sådan er verden. Hans sjæl vil fortabes. Nej, Ottos sjæl skal leve evigt.

Lægen skubber stolen tilbage: – Du skal underskrive en blanket om det. Uden din underskrift får han blodtransfusion.

Der er helt stille i stuen, kun mit overfladiske åndedræt. Jeg er blevet meget tung, alle fornemmelser i kroppen er forsvundet. Det er nu jeg skal sikre Otto. Jeg skal være fast i troen. Billedet fra drømmen vender tilbage, åbenbart en erindring. Metal der krølles sammen, brøl fra en motor, blod… og Ottos ansigt?

En sygeplejerske lister ind: – Du har besøg, en ”Ældste”. Han har blomster med og lover at han nok skal støtte dig.
Vil jeg acceptere deres støtte? De overvåger mig endog på hospitalet, de er staraks på pletten for – at jeg ikke skal blive svag og lade mit barn overleve i stedet for at følge Jehova, eller Bibelen, eller nogle ord på papir.

-Nej! farer det ud af munden på mig med en sådan kraft at jeg stønner af smerte. – Nej! send ham bort, jeg vil ikke se ham.

Kort efter kommer lægen tilbage med et officielt dokument.
– Her, siger han bare og smider det foran mig.
Jeg tager papiret op og skrålæser det, “afslår transfusion …” – en masse ord. Folder det omhyggeligt to gange og river det over.

Ritsj! Ned på gulvet med det. Væk, slut.

Lægerne skal redde Ottos liv, og jeg skal redde os ud af Jehovas skygge nu, og for altid.

Gennem vinduet ser jeg træer med blade som stråler overjordisk med et budskab fra hele universet. Aldrig mere Rigssalens grå verden, blandt hyklere og under Jehovas love. Ikke mere missioneren, eller stå ved Nørreport station med Vagttårnet mens folk haster bortvendt forbi. Jeg får nye venner, lov til at holde jul og fødselsdag, til at danse, til at se vovede film. Verden er tusind gange større, fuld af muligheder.


11 kommentarer

Vi er de rigtige, ægte mennesker uden fordomme

dsc07533.jpg

Mit liv var en lang søgen efter status. Jeg gjorde kun noget som kunne imponere mine venner, nej, mine bekendte. Ingen virkelige venner. Det hjalp ikke noget at jeg havde de hvideste gummisko, ingen respekterede mig. Jeg måtte finde en tæt sammenknyttet gruppe, en gruppe i kamp mod den ydre verden. Fjender skaber venner i gruppen: Jeg forlod heteroverdenen og blev bøsse.

Som bøsse elskede jeg at gå med løse håndled, lægge min stemme en tertz op, iføre mig spraglede dragter. Tale meget om påklædning og sladre til den store guldmedalje. Men der er mængder af bøsser, det er ikke interessant i nutiden, intet ordentligt sammenhold. Det gav ingen ægte venner.

Transseksuelle bliver hånet og udstillet overalt. Verden er en god fjende: jeg blev transseksuel, udstoppede mig nogle steder – som kvinde – og det modsatte andre steder der kunne afsløre min mandlige baggrund. Meget besværligt med foundation, cremer, pudder, øjenmakeup (det tog timer og sved, og jeg græd bag mine lommetørklæder. Undgik alligevel ikke sorte rande ned ad kinderne. For ikke at tale om de højhælede sko, og hælene skal være både meget høje og sylespidse. Og tåspidse. Om natten sved mine fødder og værkede; jeg hadede at skulle op igen næste dag atter i skoene.

Egentlig vil jeg hellere være sammen med ægte kvinder, så jeg blev lesbisk, kunne kronrage mig, gå i håndværkerdress, spille blød og hård på en og samme gang. . Jeg blev altid afsløret af mine hænder som er for store og mit adamsæble. Indsprøjtningerne begyndte at hjælpe til at jeg fik naturlige bryster og skægvæksten standsede. På det tidspunkt kunne jeg godt gå for en kvinde i korte perioder. Men fik jeg venner? Nej, jeg blev afsløret, efter ca fem dage og smidt ud af fællesskabet.

Jeg var jo en slags lgbt++ person og kæmpede for vores rettigheder, mod stereotypisering, mod forskelsbehandling, for vores minoritetsbeskyttelse. Vi stod skulder mod skulder og så hinanden dybt i øjnene, vi er de rigtige, ægte mennesker uden fordomme. Skønt at være accepteret – så længe det varede. Det hændte at rollerne smuttede for mig. Bedst som jeg var lesbisk kom jeg til at bruge bøsseklicheerne og blev frosset ud af Christianialebberne. Jeg var nødt til at tage helt til Helsingør for at være lesbisk.

Endelig besluttede jeg at være veganer. Virkelig positivt, for en bedre verden uden forurening, uden at dyr eller mennesker led, en verden hvor alle organismer er sunde, og sygdom ukendt. En veganer kan argumentere knivskarpt i timevis for sit valg. Han/hun/den/det/de/hen er nemlig et etisk væsen, ikke bare ude på at arbejde for sin egen sag, nej, for hele menneskeheden og kloden.

At være veganer og samtidig lgbt+, to grupper på én gang måtte give dobbelt så gode venskaber. Overhovedet ikke. Ved allerførste fælles måltid røg jeg ud. Som bøsseveganer, som lebbeveganer, som transveganer, ingen accepterede mig, ingen lyttede til mine argumenter. Alle syntes at der var rigeligt restriktioner. Veganer var for meget.

Til sidst krøb jeg sammen på biblioteket over ”Vegansk StåBi”. Jeg burde undgå lædersko, at sidde i en lædersofa, at gå i zoologisk have eller holde kat, undgå puder med fjer. Og i det hele taget bøger indbundet i skind. Mange ting jeg ikke havde overvejet da jeg ville være veganer.

Grebet af fortvivlelse, nedtrykt over at der ikke var plads til mig i tilværelsen lukkede jeg bogen. I afdelingen for skønlitteratur så en person op på mig fra bind 12 af ”På sporet af den fortabte tid”. Jeg mødte et par øjne, fuldstændig åbne og accepterende, vi er sammen på denne klode, vi deler eksistensen NU.

10154070_10208658992704477_5662645273768372687_n

Min søgen var slut.

________________________________________________________________


6 kommentarer

Efterårsfugt på frugtflugt

DSCN6549

Græsset lægger sig vådt og langt på jorden. Rejser hovedet en gang imellem for at se om nogen kommer for at slå det. Så, bort fra slagene som regner ned med mellemrum. Ved solpopgang får det ikke andet mad end havregryn med yoghurt og ristede bananer og kastanjer. I mit bedste havedress ruller jeg rundt på plænen og serverer måltidet, uden om krukkerne med platantræer, direkte ind i en emboli i storetåen, den bider mig ugevis hvert andet år.IMG_0398

Men filthatte til græs duer ikke. Duer duer heller ikke når gæs ruller ned ad gaden på deres runde fødder i en tåge af fjer. De vælter bussen og stilladset til undergrundsbanen og den nye skøjtebane der er for tidligt på den. I en sky af isstøv hvirvler de sidste, forsinkede gæs ned ad Vesterbrogade mod Frihedsstøtten. Hvor er friheden for ænder og gæs på Mortens Aften?

Friheden er underjordisk, med hælsporer og sporvogne fra forrige århundrede, begravet sammen med ubrugte madkasser fra folkeskolen. Nu må eleven ikke have mad med, han skal spise hvad der kommer ud af skolekøkkenet, krebinetter med flødeskum, stegte ærter og tofu formet som jomfruer. Jomfruer er så sjældne at de er fredede i år, at lægge an på en jomfru medfører tre måneders fængsel sammen med Banditos med deres store, tatoverede ører til at slaske dig ned med, ned i rendestenen til væltede cykler og en karavane fra indre Kbh, og for øjeblikket terroriserende bosiddende i en gammel kirke, lukket fordi nogen havde hældt mel i orgelpiberne. Man mistænker LTF-drengene.

_______


11 kommentarer

Han havde et wc, men der var meget mere

Opgave 5, efterår 2018 – opgave 2-4 samlet. Redigering.

japanske masker

Som forholdene er lige nu, tvivler jeg på at andre mennesker har hjerte eller samvittighed: Zoe har forladt mig, med sin lille kuffert, pensler og makeup, muntre talestrøm, utilfredse traven rundt på gulvet i min københavnske toværelses.

Zoe som fandt mig under en Distorsionsfest, som overnattede, fortryllede mig og atter forlod mig med halvdelen af min sjæl. Hun var en engel fra en anden tilværelse, nogle gange hudløst åben og kærlig. Men ofte totalt ligeglad med mig. Var hun egentlig ærlig? Jeg tvivler nu, jeg vil hellere have ægte venskab end simuleret kærlighed.

Jeg kaster mig foran fjernsynet: ægthed hos amerikanske Amish-folk der lever som i 1700-tallet, hverken biler eller fjernsyn. Mændene med sorte hatte, kvinderne med kyser. Elegante, håndbygggede enspædervogne. Men bøller kaster sten mod vognen som vælter i grøften. Hesten på siden i mudderet, øjnene rullende magtesløse rundt.

Over hestens vrinsken lyder dørklokken.
Det er naboen. En mand i fyrrerne, koreaner. Kort, sort strittende hår, fyldige læber, stærk krop. Vi hilser på trappen, men han skynder sig altid som om han vil undgå nogen.

Sikke en larm, siger han og peger på mit fjernsyn.
Ja, du må undskylde, siger jeg ligeglad.
Forstyrrer jeg?
Du er da velkommen.

Han tripper lidt: – Angående mit wc. I stykker, flere dage. Chefen kommer på besøg i aften og her skal være ordentligt, ellers taber jeg ansigt. Kan du reparere?

Jeg tager hans værktøj og betragter hans helt moderne Ifö-toilet, vandet fosser i wc-skålen. Jeg slår op i Youtube, som viser alle slags reparationer.
Aha, vippe trykknappen til skyl, trække en lang blå skede op. Finde skruer nede ved gulvet. Lægge hovedet ned på hans terrazzogulv og tænke, det her går ikke. Kigge igen på Youtube-filmen, da Kim (det hedder de alle sammen) kommer ind med en kop grøn te og en kage: – Du trænger til en pause, siger han.

Efter pausen fortsætter jeg med indløbsventilen som ifølge filmen skal løsnes på en måde som er umulig i praksis. Hårdt arbejde, ikke den leg som på filmen. Jeg får renset indløbsventilen og genmonteret porcelænskappen, men vandet løber stadig. Forfra, fiske udløbsventilen op, og jeg er godt rasende efterhånden, skruerne igen, ligge med panden mod gulvet. Rejse mig op igen, hive indmaden ud af wc-et, rense, genmontere.

Endelig griber vi hinandens hænder: Ah, hvilken fryd, Kims Ifö fungerer. Og jeg vender tilbage til min lejlighed.

Resten af aftenen gider jeg ikke fjernsynet, mit dårlige humør er skyllet ud i Kims wc, druknet i glæden ved veludført arbejde. I tankerne genoplever jeg hver skrue og hver ventil. Og Zoe? Hun betyder i virkeligheden ikke noget, derimod har jeg mødt min nabo der ellers virkede utilnærmelig. Jeg samler hendes efterladenskaber i en affaldspose, hun er ikke noget sirligt menneske.
Netop som jeg sent på aftenen kaster hendes guldsandaler i sækken, ringer det på døren igen.
– Nu er min chef gået, siger Kim, har du ikke lyst til resten af champagnen og indonesisk rijstaffel?
På hans bord står et et hav af halvfyldte skåle med tilbehør, stegt kyllingebryst, forårsruller med mørt kalvekød… Vi placerer halvanden flaske inden for rækkevidde, smider fødderne op på en ekstra stol og klinker så champagnen perler ned ad armene.

Ved du hvad, Kim, jeg har opdaget en vidunderlig koreansk kvinde!
– Dem er der mange af, men ikke lette at få fat i, ikke engang for mig.
– En pianist, som kan alting, Yeol Eum Son. Kim, jeg er forelsket! Hun tager vejret fra mig, jeg sidder i timer foran Youtube og ser hende spille – selv om hun nogle gange ligner en gris.
– Meget dygtig, jeg kender hende! Vi bør rejse os straks og skåle… ved du at hun spiller i Malmö på fredag?
Vi springer op så en stol vælter. Skålende. Og jeg skråler, grebet af øjeblikket: – Jeg giver. Vi tager derover.

Nogle gange om ugen er vi begyndt at lave mad til hinanden, Kim ejer en masse koreanske krydderier som jeg har lånt til vores middag i aften. Jeg har også lånt hans vidunderligt indviklede og kostbare kaffemaskine så vi kan få et perfekt måltid, dertil Mekong Whisky som han elsker, den er behagelig, man kan drikke en masse uden at blive bøvet.

Klokken er sytten der er tid nok til madlavningen. Jeg træder ind i køkkenet med de sidste indkøb og standser lamslået. Vinduerne står åbne, kaffemaskinen ligger smadret på gulvet, krydderierne er strøet ud overalt. Her er støvet af fuglefjer og lugter brændt. I vasken, på mine rene viskestykker og håndklæder, sidder en enorm måge og stirrer angrebslysten på mig. Den rejser sig, puster sig op og basker med vingerne, et par hvide klatter falder på vandhanen. Skridt for skridt jager jeg mågen hen ad bordet med kosten, indtil den flyver skrigende ud ad vinduet.
Jeg har også lyst til at skrige over mit sønderbombede køkken, og allerværst over Kims ting som han tillidsfuldt har lånt mig. I brødristeren ligger to stykker forkullet brød.

Fra stuen hører jeg lyde, og på vejen ind snubler jeg over Zoes lille kuffert, hun er tilbage igen. Gennem den åbne dør til soveværelset får jeg øje på hendes skikkelse henslængt på min seng. Med de højhælede sko på. På bordet står den halvtomme whiskyflaske.

Nå, der er du endelig, siger hun. – Jeg tog mig en lur mens jeg ventede på at du skulle lave mad til os.
Hvad i alverden laver du i min lejlighed? Du er jo skredet.
Jeg har bestemt mig om: vi skal bo sammen, og jeg har selvfølgelig kopien af dine nøgler, ikk’?
Hvordan er det der ser ud i mit køkken?
Brødet brændte på for mig, siger hun med klare blå øjne. Såret uskyld. – Men jeg luftede da ud. Og jeg turde ikke gå ind til den vrede måge. Du må ikke være sur på mig.

Zoe rejser sig og laver en lille pause så jeg kan sunde mig. Hun har noget vigtigt at sige, fornemmer jeg.
Jeg har forklaret din nabo – han er forfærdelig påtrængende – at du ikke ønsker hans selskab, og at I to ikke skal holde middage sammen, nogen sinde. Han stod der i vores hoveddør og skabte sig som om han boede her!

Hun spærrer øjnene op og fortsætter:
Nu er det MIG du tænker på, vi er nemlig to der elsker hinanden, ingen skal presse sig ind imellem os. Han blev forbandet sur, og midt i at jeg fortalte ham sagen, vendte han om og smækkede døren.

Jeg er mundlam, bogstaveligt. Ingen ord i mit hoved, musklerne i hals og strube er forstenede. Den kælling skal ikke være i min lejlighed et sekund mere, hun må finde en bro at sove under. Nok er hendes krop lækker, men hendes sind er en kloak. Hun slynger åndelig afføring omkring sig, sanser ikke omgivelserne. Hensyn er noget usundt der skal undgås.
Du skal ud lige nu! hvisler jeg og ønsker at jeg havde en kniv i hånden i stedet for køkkenkosten. Godt den ikke er en kniv.
Himmelblå tårer triller ned ad hendes kinder… Hvor kan jeg nænne at smide hende ud, bare fordi et stykke ristet brød er brændt på? Hvor kan jeg mishandle vores kærlighed sådan?

At mit venskab med Kim er mere værd end hende, er hinsides Zoes fatteevne.
Men jeg kender hendes forskellig masker, de ligger klar og kan skiftes ud med lynets hast. Bag masken flæber hun af raseri over et mistet gratis hotelværelse, over mistet gratis, hjemmelavet mad og sprut og underholdning og kæleri, og over at tabe magten over mig.
Ud! skriger jeg, smækker entredøren op og sparker kufferten ned ad trappen. Vender hendes lille håndtaske på hovedet så læbestift, øjenmakeup, kalender, mobil falder ud – og mine nøgler. Nøglerne tager jeg, og resten ryger ned efter kufferten.

Kim rumsterer i sin lejlighed, og jeg banker på.
Intet svar.
Råber: – Kim!
Intet svar. Venter.

Kim, tro ikke på den sindssyge kælling.
Det rumsterer stadig, men ingen stemme svarer mig. Jeg banker, ringer, råber… Intet svar.

Zoe har stillet sig i min dør, noget usikker på benene: – Hjælper du lige med at samle mine ting sammen, skat?
Nej – skat!
En karikatur ud af hendes “skat”, ladet med total afsky! Hun vakler ned efter sine ting.

Den følgende tid taler Kim ikke mere til mig, kommer ikke over, hilser ikke på trappen, men vender hovedet bort. Zoe har smadret det hele. Her føles så ensomt. Efter fjorten dage ringer han på døren med mine ekstranøgler i hånden:
Du må hellere få dem igen. Jeg flytter snart.
Hvad er der galt? Er det Zoe? Kom indenfor, Kim, jeg må tale med dig.

Han tøver, men træder et mekanisk skridt ind i min entre. Skotter mistænksomt omkring sig, er hun kommet tilbage?
Sæt dig, Kim. Du fatter ingenting. Intet.
Jeg tager glassene frem og resten af den flaske vi skulle havde delt. Skænker op og rækker ham glasset.

Ellers tak, jeg går straks.
Kim, fatter du ikke, at jeg har smidt den åndssvage kvindemenneske ud! Hun ville slå sig ned i min lejlighed. Hun ville bestemme over mig. Og værst af alt, hun var rasende jaloux på dig. Alt hvad hun har sagt til dig er en stor løgn. Intet passer.

Han stirrer på mig, med hængende underkæbe. Den stive holdning smelter:
Jamen, hun råbte at du ikke ville have noget at gøre med mig.
Kæmpe løgn! Hun var kun ude på at tilrane sig en plads her.
En solopgang er køn, men at se Kims ansigt endelig lyse op er dybt betagende og rørende: – Jeg har været så dum, siger han. – Et venskab er det mest uerstattelige man har. Hvordan kunne jeg mistro dig?!

Vi ser hinanden i øjnene og skåler.

Jeg har været trist til mode, siger han, – jeg kunne ikke holde ud at tabe vores forbindelse. Endelig havde jeg mødt et menneske som modtager mig med fuldstændig åbenhed, som jeg kan føle mig tryg med. Uden bagtanker, og uden at bekendtskabet er overfladisk. For første gang i de otte år her i Danmark, fandt jeg noget jeg havde hjemme i Korea. Endog en person som ikke bare behandler mig høfligt.
Det har været nogle hæslige, tomme dage også for mig … Men, Kim, din nye kaffemaskine er kommet med GLS, en forbedret model i forhold til den gamle. Jeg turde ikke aflevere den og møde dig. Du ville jo ikke se på mig.
Jeg har også savnet min kaffe, mumler han.
Skal vi ikke …
.. gå ind til mig og se vores piratoptagelse …, nikker han,
.. fra Malmö, af koncerten med Yeol??
Vi tager glas og flaske og sætter os ind i sofaen foran Kims gigantiske Samsung-fladskærm med lydbar og komplet udstyr til alting elektronisk.

Filmen er netop gået i gang da det ringer på døren. Hans brede skikkelse rejser sig modvilligt og lukker op. Jeg skimter gennem entreen to alvorlige, sorthårede mænd med solbriller og slips. Kim viger hurtigt et halvt skridt tilbage, men bliver alligevel stående og taler med dem. En længere meningsudveksling, jeg fornemmer at de vil overtale ham til et eller andet. Endelig får han stukket noget i hånden og vender tilbage til sofaen.

Et eksemplar af Vagttårnet havner med et klask på glasbordet foran mig. Jeg ser på Kim, han virker lettet og meget glad. Skænker op igen.
Er du til Jehovas Vidner? siger jeg, – det har du aldrig fortalt mig noget om.
Du er min ven, siger han, det ved du. Men jeg følte at jeg også elskede Jehova i det øjeblik.

Han vender sig mod mig: – Der er noget jeg ikke har fortalt dig. Jeg skulle starte på en frisk her i Danmark. Jeg ville glemme alt om Nordkorea, aldrig tale om det – lige som fanger fra en kz-lejr, de taler ikke om deres oplevelser. Jeg flygtede fra Kim Jong Un, og min onkel i Sydkorea fik mig ind hos Samsung – men hver dag var jeg bange. Når det ringede på døren åbnede jeg aldrig selv, havde hans agenter fundet mig? Endelig bad jeg om at blive forflyttet, så langt bort som muligt. Det blev altså Danmark. Men jeg har stadig været nervøs – indtil vi to fandt hinanden og jeg fik fast grund under fødderne, truslen fortonede sig. Du blev mit faste holdepunkt mod fortiden, indtil Zoe ville overtage dig.
Jeg må høre mere, Kim. Men, du er da ikke involveret i Jehovas Vidner?
Nej! Men jeg troede først at de to mænd var nordkoreanske agenter. Befriende, at de bare var Jehova. Bare to mænd som er fanger et andet sted end under Kim Jung Un, mens jeg er fri. Der er sgu ingen agenter ude efter mig – eller dig. Jeg har fundet mit hjem her. For altid.

Og han tilføjer: – Skal vi så se den film?!

___

KOMMENTARER TIL REDIGERINGEN

Struktur: jeg har prøvet et par steder at indflette nogle ord som knytter start sammen med slut, man kunne sige foregriber lidt ( et ”spor”). Da jeg skrev opgaven anede jeg ikke hvordan forløbet skulle være. Interessant hvor meget af første del der løber igennem resten af historien. Helheden indeholdt i delen. Men hemmeligheden kendte jeg ikke før til sidst, den var uafhængig af del et og to. Spædende at skrive sig frem til den – og rette en smule tilbage i teksten.

At gennemgå teksten for at reducere medfører flere gode præciseringer af sproglig art – og tildels også angående strukturen. Dejligt at få rettet nogle steder jeg hele tiden har været irriteret over, som om der hang en lille tåge over de steder.

Jeg mumlede igennem teksten, dvs. læse højt, og fandt et par svage steder. Det tager tid at dukke helt ned på ordplan med rettelser. Men det rigtig svære var at bevare overblikket over strukturen.

På den ene side er det irriterende at jeg både skal stille opgaven og løse den, på den anden side er det netop hvad man er ude for når man skriver frit for sig selv. Her hjælper Skriveskolen ved at holde mig fast.


6 kommentarer

Hvad sker der når det ringer på døren? Del 3 af 3

IMGP0536

Kim siger stadig ikke noget til mig, kommer ikke over, hilser ikke mere på trappen, men vender hovedet bort. Zoe har smadret det hele. Her føles så tomt. Efter fjorten dage ringer han på døren med mine ekstranøgler i hånden:

– Du må hellere få dem igen. Jeg flytter nok snart.
– Hvad er der galt? Er det Zoe? Kom indenfor, Kim, jeg vil tale med dig.

Han tøver, men træder et mekanisk skridt ind i min entre. Skotter omkring med et blik som om der lurede en overfaldsmand bag min frakke eller i køkkenet – det er for længst blevet gjort rent.

– Sæt dig, Kim. Du fatter ingenting.

Jeg tager et par glas frem og resten af den flaske vi skulle havde delt. Skænker op og rækker ham glasset.

– Ellers tak, jeg går straks.
– Kim, fatter du ikke at jeg har smidt den åndssvage kvindemenneske ud! Hun ville slå sig ned her i min lejlighed. Hun ville bestemme over mig. Og værst af alt, hun var rasende jaloux på dig. Alt hvad hun har sagt til dig er en stor løgn. Intet passer.

Han stirrer på mig, nærmest med hængende underkæbe. Den stive holdning smelter:

– Jamen hun råbte at du ikke ville have noget at gøre med mig.
– Kæmpe løgn! Hun var kun ude på at sikre sig en plads her i min lejlighed.

En solopgang kan være smuk, men at se Kims ansigt lyse op er dybt betagende og rørende: – Jeg har været så dum, siger han. – Et venskab er det mest kostbare man har. Hvor kunne jeg mistro dig?

Nu passer det godt at skåle.

– Jeg har været trist til mode, kunne ikke holde ud at tabe forbindelsen til dig. Endelig havde jeg mødt et menneske som modtager mig med fuldstændig åbenhed, hvor jeg kan føle mig tryg. Uden bagtanker, uden at bekendtskabet er overfladisk. For første gang i de otte år jeg har boet her i Danmark, fandt jeg noget jeg savnede hjemme i Korea. Oven i købet en person som ikke bare er høflig.
– Det har været nogle tomme dage også for mig. Men, Kim, din nye kaffemaskine er kommet med GLS, en forbedret model i forhold til din gamle. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at aflevere den hos dig. Du ville ikke se mig.
– Jeg har også savnet min kaffe, siger han.
– Skal vi ikke … foreslår jeg.
– .. gå ind til mig og se vores piratoptagelse … nikker han
– .. fra Malmö, af koncerten med Yeol??

Vi tager glas og flaske og sætter os ind i sofaen foran Kims gigantiske Samsung-fladskærm med lydbar og komplet udstyr til alting elektronisk.

Filmen er netop gået i gang da det ringer på døren, og Kims brede skikkelse rejser sig langsomt for at lukke op. Jeg skimter gennem entreen to alvorlige, sorthårede mænd med solbriller og slips. Kim træder hurtigt et halvt skridt tilbage, men bliver alligevel stående og taler med dem. En længere meningsudveksling, jeg fornemmer at de vil overtale ham til et eller andet. Endelig får han noget i hånden og vender tilbage til sofaen.

Et eksemplar af Vagttårnet havner med et klask på glasbordet foran os. Jeg ser på Kim, han virker lettet og meget glad. Skænker op igen.

– Er du til Jehovas Vidner? Siger jeg, – det har du aldrig fortalt mig noget om.
– Du er min ven, siger han, det ved du. Men jeg følte at jeg elskede dem for det.

Han drejer sig mod mig: – Der er noget jeg ikke har fortalt dig, for jeg ville starte på en frisk her i Danmark. Jeg ville glemme alt om Nordkorea, aldrig tale om det – lige som fanger fra en kz-lejr, de taler ikke om deres oplevelser. Jeg flygtede fra Nordkorea, fra Kim Jong Un. Min onkel i Sydkorea fik mig ind hos Samsung – men hver dag var jeg bange, når det ringede på døren åbnede jeg aldrig selv, ville hans agenter finde mig? Endelig bad jeg om at blive forflyttet, så langt bort som muligt. Det blev altså Danmark. Men jeg har stadig været nervøs – indtil vi to fandt hinanden, jeg fik fast grund under fødderne, truslen fortonede sig. Det var hårdt da jeg fik det indtryk at du slog hånden af mig.

– Men, Jehova?
– Jeg troede først at de var hans agenter. Vidunderligt, de var bare Jehova. Bare to mænd som er fanget et andet sted, mens jeg er fri. Der er sgu ingen agenter ude efter mig – eller dig. Jeg har fundet mit hjem her. For altid.

Og han tilføjer: – Skal vi så se den film?!

__________________________

 


14 kommentarer

Brødristeren står i flammer, del 2 af 3

img_0055.jpg

Kim har en masse koreanske krydderier som jeg har lånt til vores middag i aften. Vi er kommet ind på at lave mad til hinanden et par gange om ugen. Jeg har også lånt hans vidunderligt indviklede og kostbare kaffemaskine så vi kan få en perfekt aften, dertil noget Mekong Whisky som han elsker. Ikke fin, men behagelig, man kan drikke en masse af den uden at blive bøvet.

Klokken er 17 så jeg har tid nok til madlavningen. Jeg træder ind i køkkenet med de sidste indkøb i min fjeldræv og standser lamslået. Vinduerne står åbne, kaffemaskinen ligger smadret på gulvet, krydderierne er strøet ud over bord og gulv. Her er støvet af fuglefjer og lugter brændt. I vasken, på et leje af mine rene viskestykker og håndklæder, sidder en enorm måge og stirrer angrebsklar på mig. Den rejser sig, puster sig op og basker med vingerne, så flere fjer flyver ud i køkkenet. Et par hvide klatter falder på min vandhane. Jeg griber en bakke som skjold og bevæger mig frem med kosten i den anden hånd. Skridt for skridt jager jeg mågen hen ad bordet med kosten indtil den flygter ud ad vinduet, højt skrigende.

Jeg har også lyst til at skrige højt i mit sønderbombede køkken og allerværst alle Kims ting som han tillidsfuldt har overladt mig. Hvordan er vinduerne blevet åbnet? Og hvorfor? I brødristeren ligger to forkullede stykker brød, nogen har villet lave en mellemmad og har glemt det igen, men har dog luftet ud.

På vej ind i stuen snubler jeg over Zoes lille kuffert. Gennem den åbne dør til soveværelset får jeg øje på Zoes skikkelse henslængt på min seng. Med de højhælede sko på. På bordet står den halvtomme whiskyflaske.

– Nå, der er du endelig, siger hun. Jeg har ventet på at du skulle lave noget mad til os, så jeg tog mig en lur.

– Hvad i alverden foretager du dig i min lejlighed? Har du kopieret mine nøgler?

– Selvfølgelig har jeg det. Jeg har bestemt mig om: når vi skal bo sammen, må jeg også have mine egne nøgler, ikke?

– Har du lagt mærke til hvordan der ser ud i køkkenet?

– Brødet brændte på for mig, siger hun med sine klare blå øjne rettet mod mig. Såret uskyld. – Men jeg luftede ud. Og jeg turde ikke gå ind til den vrede måge. Du må ikke være vred på mig, jeg gjorde det så godt jeg kunne.

Zoe laver en lille pause så jeg kan sunde mig. Hun har noget mere, noget vigtigt, at sige, fornemmer jeg.

– Jeg har fortalt din nabo – han er forfærdelig påtrængende og nyfigen – at du ikke ønsker hans selskab, og der bliver ikke noget af at I to skal holde middag sammen nogen sinde. Han stod der i vores hoveddør og skabte sig som om han boede her!

Hun spærrer øjnene op og fortsætter:

– Nu er det MIG du tænker på, vi er nemlig to der elsker hinanden og bor sammen, ingen skal presse sig ind imellem os. Han blev forbandet sur, og midt i at jeg forklarede situationen for ham, vendte han om og smækkede med døren.

Jeg er mundlam, bogstaveligt. Ingen ord danner sig i mit hoved, musklerne i hals og strube er forstenede. Den kælling skal ikke være i min lejlighed nogen sinde, ikke et sekund mere, hun må finde en bro at sove under. Nok er hendes krop lækker, men hendes sind er en kloak hærget af en aldrig hvilende tornado. Hun slynger gift og åndelig afføring omkring sig, sanser ikke omgivelserne. Hensyn betyder for hende at hensygne, noget usundt der skal undgås.

– Du skal ud lige nu, hvisler jeg og ønsker at jeg havde en kniv i hånden i stedet for køkkenkosten. Jeg knækker skaftet over knæet for ikke at smadre hende. Godt det ikke er en kniv.

Himmelblå diamanttårer triller ned ad hendes kinder, en yndig flod af sårethed, et hjerte jeg har knust… Hvor kan jeg nænne at smide hende ud, bare fordi et stykke ristet brød er brændt på? Hvor kan jeg behandle vores kærlighed sådan?

At mit venskab med Kim er mere værd end hende, er hinsides Zoes forestillingsevne.

Men jeg kender alle hendes masker, de ligger klar til enhver lejlighed og kan skiftes ud med lynets hast. Bag masken flæber hun af raseri over et mistet gratis hotelværelse, over gratis, hjemmelavet mad og sprut og underholdning og kæleri, og over ikke at have magten over mig.

– Ud! skriger jeg, smækker entredøren op og sparker kufferten ned ad trappen. Vender hendes lille håndtaske på hovedet så læbestift, øjenmakeup, kalender, mobil falder ud – og mine nøgler. Nøglerne tager jeg, og resten ryger ned efter kufferten.

Kim rumsterer bag sin hoveddør og jeg banker på.

Intet svar.

Råber: – Kim!

Intet svar. Venter.

– Kim. Tro ikke på den sindssyge kælling.

Det rumsterer stadig, men ingen stemme svarer mig. Jeg banker, ringer, råber… Intet svar.

Zoe har stillet sig i min dør, noget usikker på benene: – Hjælper du lige med at samle mine ting sammen, skat?

– Nej – skat!

En karikatur ud af hendes “skat”, ladet med total afsky!

_____________________________


23 kommentarer

Hårdt arbejde med hovedet under wc-et, del 1 af 3

 

DNS wc WIN_20181008_18_28_30_Pro

______________________________________________

Som det var den dag tvivlede jeg på at andre mennesker var forsynet med hjerter, samvittighed eller bevidsthed: Zoe havde forladt mig, med sin lille kuffert, pensler og makeup, muntre talestrøm, til tider utilfredse traven op og ned ad gulvet i min lille københavnske toværelses.

Zoe som var kommet til mig under en Distorsionsfest. Havde overnattet, fortryllet mig og var atter forsvundet med halvdelen af min sjæl. Åndssvagt, det var hun ikke værd, men en engel fra en anden tilværelse var hun alligevel, nogle gange hudløst åben og kærlig. Andre gange totalt ligeglad med mig. Var hun egentlig ærlig? Jeg tvivler nu.

Jeg kastede mig foran fjernsynet, noget om amerikanske Amish-folk. De levede som i 1700-tallet, hverken biler, radioer eller fjernsyn. Mændene med store sorte hatte, kvinderne med kyser. De kørte i elegante, håndbygggede enspædervogne. Men nogle bøller kastede sten mod vognen så den kæntrede i grøften. Hesten liggende på siden i mudderet, øjnene rullende magtesløse rundt i hovedet.

Over hestens vrinsken hørte jeg dørklokken.
Det var naboen. En mand i fyrrerne, koreaner. Håret strittede.
– Sikke en larm, sagde han og pegede på mit fjernsyn.
– Ja, du må undskylde, sagde jeg ligeglad.
– Forstyrrer jeg?
– Du er da velkommen.

Han trippede lidt: – Angående mit wc. Det fungerer ikke ordentligt, i flere dage. Chefen kommer på besøg i aften. Her skal være ordentligt, det skal fungere, ellers taber jeg ansigt. Måske du kan reparere?

Jeg tog hans værktøj og kiggede på hans Ifö-toilet. Helt moderne og totalt afvisende, bare en skinnende porcelænskappe, vandet fossede i wc-skålen. Jeg vidste intet, så jeg slog op i Youtube, der er alle slags reparationer.

Aha, vippe den lille trykknap til skyl, trække en lang blå skede op. Finde skruer nede ved gulvet. Ase og mase for at få dem af. Lægge hovedet ned på hans terrazzogulv og tænke, det her går ikke. Kigge for tredje gang på filmen, da Kim (det hedder de alle sammen) kom ind med en kop grøn te og en lille kage: – Du trænger til en pause, sagde han.

Efter pausen fortsatte jeg med indløbsventilen som ifølge filmen skulle løsnes på en måde som var umulig i praksis. Det sagde pling, da jeg endelig fik den af, en flis af plast trillede ned i cisternen

Hårdt arbejde, ikke den leg som på filmen. Jeg fik renset indløbsventilen og genmonteret porcelænskappen, men vandet løb stadig. Af med kappen igen, fiske udløbsventilen op, jeg var godt rasende efterhånden, samme skruer igen, ligge med panden mod gulvet. Rejse mig op igen, hive indmaden ud af wc-et, rense, genmontere.

Ah, hvilken fryd, Kims Ifö fungerede endelig, og jeg vendte tilbage til min lejlighed  

Resten af aftenen gad jeg ikke se fjernsyn. Mit dårlige humør var skyllet ud i Kims wc. Druknet i glæden ved veludført arbejde på en vanskelig sag. I tankerne genoplevede jeg hver skrue og hver ventil. Og Zoe? Hun betød ikke så meget, når jeg tænkte mig om, rart at jeg havde mødt min nabo der ellers havde set utilnærmelig ud. Jeg samlede en affaldspose fuld af hendes andre efterladenskaber, hun var ikke noget sirligt menneske.

Netop som jeg sent på aftenen kastede et par guldsandaler i sækken ringede det på døren igen.
– Nu er min chef gået, sagde naboen, har du ikke lyst til hvad der er tilbage af champagnen og et lækkert indonesisk rijstaffel?

Der stod et hav af halvfyldte skåle med tilbehør, stegt kyllingebryst, forårsruller med mørt kalvekød… Vi hentede et par ekstra stole, placerede halvanden flaske inden for rækkevidde, smed fødderne op og klinkede så champagnen perlede ned ad armene. Kim var allerede godt nede i flasken og jeg lod mig føre med.

– Ved du hvad, Kim, jeg har opdaget en vidunderlig koreansk kvinde!
– Dem er der mange af, men ikke lette at få fat i, ikke engang for mig.
– En pianist, som kan alting, Yeol Eum Son. Kim, jeg er forelsket! Hun tager vejret fra mig, jeg sidder i timer foran Youtube og ser hende spille – selv om hun nogle gange ligner en gris.
– Meget dygtig, jeg kender hende! Vi bør rejse os straks og skåle… ved du at hun spiller i Malmö på fredag?

Vi sprang op så den ene stol væltede. Skålede. Og jeg skrålede, grebet af øjeblikket: – Jeg giver. Vi tager derover.

Det gjorde vi så – og meget andet.

___________________________________________

 

Kære læser, hvis du bliver nysgerrig efter hvem Kim og hp er så betagede af, så prøv:


23 kommentarer

Er du bange for Sortedamssøen? Godnat.

sortedamssøen jpeg.jpg

Fortæl om dengang du var barn, mor

Da jeg var fem år, boede vi ved Sortedamssøen i København. En stor firkantet sø kantet med stenblokke der var flere meter på hver led. De voksne kunne spadsere på den kant og kigge ned i vandet, det var en tryg søbred, men selve navnet Sortedamssøen var uhyggeligt: den sorte dam. Blæksort eller blå af himlen, men mest sort, husker jeg. Det var forbudt for mig at gå på kanten, jeg skulle befinde mig en meter inde på bredden for ikke at falde i.

Der var svaner og ænder. Jeg kunne fodre dem, de var så tamme at de hoppede op på kanten og spiste direkte af min hånd. Jeg brød mig ikke om svanerne med den sorte kant om næbbet, så var jeg klar over at de ville bide.

Pænt inde fra kanten legede jeg tit med Henrik og nogle andre, helst covbøjdere og inderjanere, og spille land.

Henrik havde fødselsdag den dag og bestemte det hele. Vi var brandmænd og han havde fået en lille legetøjsbrandbil med stige, vandbeholder og slange. Den kunne rigtigt pumpe vand. Der var bare ikke noget vand i tanken.

– Jeg dypper den i søen, sagde Henrik, så kommer der vand i tanken.
– Det må du i hvert fald ikke, sagde jeg. Dengang vidste jeg nok hvad der var forbudt. Det var forbudt at gå helt hen til kanten.
– Ha, jeg må godt, sagde han triumferende, for det er min fødselsdag.
Og han tilføjede: – Jeg kravler hen til kanten, så kan der ikke ske noget.

Henrik rakte armen ud over kanten med brandbilen: – Jeg kan ikke nå. I må holde mig i benene.

Det gjorde vi så, og han fik bilen helt ned i vandet. Jeg holdt rigtig godt fast i hans fod, men desværre gik skoen af og Henrik gled ud over kanten, ned i vandet. Til sidst lå han bare på bunden og kiggede op på os. Han smilede, det var ikke slemt at falde i Sortedamssøen og ligge dernede.

Bagefter legede vi andre en god leg med at kaste en lommekniv, mens vi ventede på at han ikke gad være dernede mere. Ved spisetid kom hans barnepige løbende med håret strittende i alle retninger, og hev ham op og rystede ham for at få vandet af. Hun råbte bare og skældte ud.

– Øv, sagde han. Jeg lå og snakkede med fiskene. De lærte mig hvordan man kan trække vejret under vandet. De lærte mig også at svømme, man bliver så let nede i vandet, det er skønt.
Henrik havde stadig brandbilen i hånden, han holdt på vandbeholderen og kom til at trykke på den så hun fik en stråle i øjet.

Måske gjorde han det med vilje fordi han havde ligget så godt i Sortedamssøen sammen med fiskene og set verden nedefra.


13 kommentarer

Jeg sad og stirrede på en halv kop kaffe i to timer

DSCN2589 (2)

Det fyldte mig med gru da jeg forstod hvad jeg havde indladt mig på. Jeg havde haft disse anfald af depression hvor alt stod stille for mig, jeg kunne ikke stå ud af sengen om morgenen, havde ikke lyst til at spise. Kunne ikke læse en bog fordi jeg ikke kunne få sammenhæng i ordene, de faldt fra hinanden fordi jeg ikke orkede at finde ud af hvad der blev talt om. Det var for krævende. Jeg kunne ligge og kigge på en plet på loftet i timer, eller en flue – som i det mindste bevægede sig. Ellers var der intet der bevægede sig. Jeg var helt tom.

En dag ville det være overstået og jeg ville blive menneske igen i nogle uger, men så vendte tilstanden tilbage igen. Til sidst anede jeg ikke hvor mange gange det var sket. Måneder eller år?

Da mødte jeg Albert Doost, en svensk kirurg i nobelklassen. Han vidste noget og kunne noget som ville hjælpe mig med sikkerhed, sagde han, ikke som lykkepiller der kun kan berige medicinalfirmaerne og give kvalme, vægtøgning, sære humørsving, en glasklokke over min bevidsthed. Meningsløst at bruge dem.

——

Rigshospitalets psykiater smækkede døren bag mig. Han var sur fordi hans elendige piller ikke virkede. Det gjorde de altid, påstod han, gu’ gjorde de ej, råbte jeg. Derfor sad jeg i hospitalets kantine og stirrede på en halv kop kaffe i et par timer, indtil en mand slog sig ned ved siden af mig:

– Du har det ikke godt, sagde han stille.

De ord havde psykiateren ikke haft til mig, det var det han skulle have sagt, han var bare kørt frem med sine standardpåstande, det fæ. Han havde stjålet min sidste energi.

Manden var Albert. Han vidste det hele bare ved et blik på mig og forklarede at der findes en vej ud af depression. En enkel operation hvor man indsætter stimulatorer i vagusnerven så patienten selv kan styre dens funktion.

– Depression er ikke en tilstand i hjernen, hele kroppen er involveret. Det er derfor du ser askegrå ud i ansigtet, sammenfalden holdning, ligeglad med mad og drikke, ikke sandt?

Jeg orkede ikke at tale eller nikke.

Han fortsatte: – Vagusnerven, den tiende kranienerve, styrer norepinephrin, styrer de elektriske impulser til hjertets sinoatriale noder, er forbindelse mellem hjerne og hele fordøjelsessystemet, kan dæmpe inflammation. Problemer her giver depression. Men jeg har fundet ud af at indsætte en stimulator som kan regulere vagus så depressionen forsvinder.

Det lød så godt at jeg uvilkårligt så op og nikkede svagt.

– Her var måske redningen for dig.

——-

Jeg blev kørt ind i operationsstuens skærende lys, fastspændt til lejet for ikke at forstyrre kirurgen ved ukontrollerede bevægelser. Bedøvelsen var af den type hvor man er fuldt bevidst uden smertefornemmelse.

– Så kører vi, sagde Albert, jeg har ændret lidt på operationen så vi inddrager tarmsystemet. Det fik vi vist ikke talt om.

Han løftede skalpellen og snittede behændigt fra solar plexus til kønsbenet. Mine tarme lå blottede. En grå hinde med pulserende blodårer. Bulet. Først nu forstod jeg i al sin gru hvad jeg havde indladt mig på, ikke et lille snit på halsen som han havde lovet, men hele kroppen skåret op, hele vagus tilgængelig, og jeg kunne ikke røre mig, ikke protestere.

– Nu har jeg tilsluttet den første stimulator, forklarede Albert noget senere, depressionen skulle forsvinde. Mærker du noget?

En afgrundsdyb rædsel knugede mig, et fald ned i intetheden. Jeg sitrede overalt. En angst som jeg aldrig havde troet at jeg rummede. Kulde. Hjertets slag accelererede til en amokrytme. Væk, væk, men det var umuligt, jeg var spændt fast. Kunne bare skimte min opskårne mave og Albert bag hans maske.

Albert rystede på hovedet: – En skam. Stimulatoren plejer at fjerne depression på musene.

 


14 kommentarer

Politiet troede at jeg var helt idiot

strand, vendt, IMG_1576

En dag havde jeg været ude at svømme i Øresund sammen med de andre drenge fra klassen, og bagefter gik de i gang med at slås, men sådan noget havde jeg overhovedet ikke tid til, for jeg var i gang med ”Tarzan og Dværgene”, bogen som ventede på mit håndklæde. Min krop var blevet fuld af sand og havfruehår som ikke er til at få af igen de klistrer overalt, – det betød intet!

Der lå en sten i den som bogmærke, jeg åbnede straks og gik i gang. Vandet dryppede fra mit hoved ned i den og lå som små brændeglas, en dråbe over bogstavet z så det blev kæmpe stort.

Det irriterer mig som regel med fugtigt badetøj og sand i ørerne og mellem tænderne. Men den dag var Tarzan i en mega knibe, så jeg sansede intet. Han havde fundet dværgenes by langt inde i urskoven hvor nogle hvide røvere var ved at fange dem i bure. Og i et af burene sad Tarzans bedste ven, Sabor. Hvordan kunne han redde Sabor? Han fik en idé – det her var det mest spændende punkt i hele bogen hvor jeg ikke turde trække vejret, jeg vendte bladet og ….

.. nogle piger på stranden hvinede, drenge og mænd skreg, en motor brølede voldsomt og kom i fuld fart nærmere. En fyr på motorcykel prøvede at standse op foran mig, i stedet hvinede motoren op og den skred et stykke og lagde sig på siden, oven på fyren. Den  skrabede et par duelighedstegn af hans gamle lædervest med englevingerne. Hells Angels på næsen i sandet. 

Pis, at blive afbrudt på den måde midt i Tarzan. Baghjulet snurrede stadig rundt ved siden af bogen så den klappede i. Mit tæppe blev hvirvlet rundt til en klump og jeg selv blev sprøjtet over med sand og motorolie eller hvad det sorte var. Der løb et zig-zag spor over hele stranden hvor han havde kørt slalom mellem folk. De var rasende, men turde aldrig gøre noget ved banderne.

HA-eren slukkede motoren og fik bakset maskinen op på højkant, der var ikke sket noget med den.

– Det var ikke meningen at genere dig, sagde han, nogle gange sker det bare. Jeg giver en tur på kværnen og al den is du kan æde. Kom så.

– Du skal køre roligt, ellers gider jeg ikke.

– Hop op, ingen diskussion!

Med bogen inden i håndklædet satte jeg mig op bagpå, rygmærket lige op i næsen. Han kørte næsten pænt bortset fra at han stejlede en gang, så jeg var ved at falde af. Ellers roligt.

– Du kører den forkerte vej, råbte jeg, du kører ind i skoven.

– Rolig nu, en genvej.

Han kørte ind igennem nogle buske, det var altså ingen genvej. Og kværnen standsede.

– Du skal gøre mig en tjeneste, bagefter kører vi direkte til ishuset. Stig af og læg dine sager.

Jeg svang benet over bagsædet og lagde omhyggeligt håndklæde med Tarzan fra mig.

Da jeg vendte mig om, stod han foran mig med bukserne trukket ned.

– Du kan bare lege at det er en is. Slik! sagde han. Rød i hovedet, stirrende øjne. 

Aha, en HA-svans. Det smagte ikke værre end min mors rosenkål, og jeg ville få is bagefter. Kun nogle få slik og han kom ud over sine bukser; bagefter kørte vi virkelig roligt mod ishuset. Han virkede afslappet, ikke som den vilde engel på stranden. Vi drejede af ved Bellevueteateret og trillede hen til kiosken, helt hen til disken, han gad ikke stige af: – Giv drengen hvad han vil have.

HA-eren smed 500 kroner til ismanden og var kørt inden han nåede at reagere. Et pænt stykke længere nede ad vejen vinkede politiet motorcyklen til siden – godt at jeg ikke var med.

Ved siden af kiosken stod en bænk, her anbragte jeg ismandens stativ med alle vaflerne. Det tog mig dejlig lang tid at spise dem, samtidig med at jeg læste resten af bogen. Derfor kom jeg for sent til aftensmaden og min mor blev rasende og ville vide hvad grunden var.

Hun fik hele historien, og så blev min far rasende og ringede til politiet som kom drønende i to biler. Henne på politistationen fortalte jeg historien igen og igen – så mange gange at jeg fik hovedpine. De spurgte og spurgte uendelig længe, hvad jeg lå og læste, hvad der var sket, hvordan jeg havde det, hvad han havde gjort ved mig, om han havde rørt mig dernede, om jeg havde ondt, om jeg ikke vidste at det var en børnelokker – selvfølgelig vidste jeg det, jeg er ikke helt idiot.

De pressede mig virkelig hårdt jeg kunne næsten ikke hænge sammen af bare træthed på den tid af natten. Det eneste jeg ønskede var at komme hjem til min far og mor. Men jeg holdt tæt, jeg røbede intet om hvordan bogen endte.


33 kommentarer

Vi fandt ud af at bruge en kamel

DSCN9905

Jeg har bagt en tærte til Ellen og taget en pæn kjole på, men hun lægger ikke mærke til det, skæver heller ikke engang til kagen, hælder bare op af kaffen.

– Du, Margrethe, hvordan går det egentlig med din søn? Siger hun.

Hun borer ned i mit mest ømme punkt, det er hun godt klar over. Han er hoppet af skibet og gemmer sig et sted nede i Afrika. Vi har både min kjole og kagen at tale om, hvorfor netop om mit savn?

– Han sender mig noget en dag, siger jeg. – Måske kommer han selv. Men jeg har tænkt mig at vi skulle hygge os med et afsnit af Matador. Hvis du flytter dig, så jeg kan se skærmen.

– Matador har jeg set så mange gange, men lad gå, bare et enkelt afsnit.

Hun flytter sig og jeg kan stadig ikke se fjernsynsskærmen for der står en kamel i stuen. Den ser irriteret ud, skuler med hængende underlæbe. Betragter os, vi er ligegyldige kryb, kan jeg se i dens blik. Den bider blomsterne af den buket som Ellen er kommet med.

– Hvad laver I, siger den i mit hoved. I er ved at kede hinanden ihjel.

Ellen sidder forstenet, man kan næsten se mosset vokse på hende. En figur på kirkegården. Hun vil ikke lade mig vide at hun er overrasket, for ikke at sige forfærdet.

Kamelens tunge øjne hviler på mig, øjenvipperne er for lange til at den kan holde dem helt åbne.

– I trænger til noget plads, denne stue er for lille og fyldt med ragelse, åbne vidder giver liv, siger den.

Lidt urin løber ned ad bagbenene idet den knækker sammen på forbenene for at sætte sig. Først ned med forenden, så at pukkel og ende stritter op i luften. Derefter sidder den med bagbenene, åbenbart affindende sig med at der ikke er plads. Underkæben maler fra side til side. Tygger den drøv på blomsterne eller noget den har gylpet op fra mavesystemet? Øjnene er halvt lukkede, alle mentale processer koncentreret om tygningen.

Der er noget sært beroligende ved synet, og Ellen slapper af, kan jeg se.

– Er dyret en gave fra din søn? får hun endelig fremstammet.

Hun skærer et stykke tærte for at bringe sig tilbage til virkeligheden. – Hvad vil du med den kamel?

– Det er ikke min, forklarer jeg, den har bare slået sig ned her. Den æder mine blomster og ødelægger gulvet. Jeg aner ikke hvordan den kommer ud igen. Min dør er for lille. Den er ganske rolig og fredelig, måske kan jeg have den i stedet for en hund.

– Du er åndssvag, siger Ellen og kommer til at hoste tærtekrummer ud over bordet. Hun er ikke meget bedre end kamelen hvad angår at grise.

– I øvrigt, fortsætter hun, er kameluld noget af det blødeste og fineste man kan få. Min mormor havde en kameluldsfrakke.

Jaså, tænker jeg, og går over til den og betragter pelsen. Den vender hovedet mod mig og ræber dybt nede fra. Jeg træder et skridt tilbage for at undgå dunsten, idet jeg lader hånden strejfe kamelens flanke. Ganske rigtigt, blødt som barnehår på et lille hoved. Der klæber lidt kameluld ved mine fingre.

– Du har ret, Ellen. Jeg rækker hende hårene, og tænker på hvad der er indeni dyret, inden i puklen. Måske er den helt tom. Et univers af ingenting, af ligegyldighed, af kedsomhed – lige som min stue, som mig og som Ellen og som vores samvær. Kaffe hver lørdag, gensidig irritation og alligevel et fælles ønske om menneskelig varme. Når hun går hjem sent på eftermiddagen, er der kun nogle kagekrummer tilbage af vores møde, intet andet, ingen tanker, ingen følelser. Bare kold tomhed.

Hun gnider fingrene om uldtotten og ser en anelse glad ud, kun i den ene mundvig.

– Ellen, vi to trænger til noget mere  end tærte hver uge.

Hun ser op på mig, men siger ikke noget. Det betyder på hendes sprog at vi er enige.

Det er godt, for jeg har sådan lyst til at sprænge det hele, måske til store vidder med plads til store tanker og store følelser. Til bevægelser. Til at danse og råbe. Til at dekonstruere hverdagen – hvad end det så betyder.

Et øjeblik befinder jeg mig ude i ørkenen på knasende sand, med en uendelig blå himmel over mig og en gumlende kamel foran mig, den er fuldstændig ligeglad med mig og himmelen.

I næste øjeblik er jeg tilbage i stuen og står med min vidunderlige Yoshikin kødøkse i hånden, skarp som en kirurgisk skalpel og stærk som et slagsværd. For en gangs skyld klar til at gøre noget ved situationen.

Med et fast greb om øksen svinger jeg den mod kamelens lange, bugtede hals. Igennem pulsåre og luftrør. Hovedet falder, stadig gumlende, til den ene side og et springvand af pulserende blod står ud i stuen, hen over min Grimbergs Verdenshistorie, Kulturens veje af Kaj Birket-Smith, strikkeopskrifter, en massaimaske fra min søn, mine trampedachreproduktioner og familiefotografierne på reolen. Mit håndknyttede mashadtæppe fra Iran, den eneste kostbare ting i lejligheden – svampet af blod.

Ellen udstøder et skrig henne i sofaen da hun ser blodsdråberne på sin grå spadseredragt. Så får hun øje på kamelhovedet der endnu hænger på halsen i nogle halvt gennemskårne halshvirvler. Hun rejser sig lynhurtigt op med et intenst udtryk jeg aldrig før har set, i et spring står hun ved siden af mig. Skoene er røget af undervejs, hendes fødder med nylonstrømperne glider i det friske blod, men hun taber ikke balancen. Hun rykker kødøksen ud af mine hænder og råber: – Lad mig komme til!

Begge hænder om håndtaget, et vældigt sving så det suser i luften, og kamelens hoved ligger for sig selv under kaffebordet.

– Flyt sofaen, kommanderer hun, vi skal have plads til at skinde den, partere, hive indvolde ud.

Min pæne sorte sofa er fuld af røde fingeraftryk. Lige som resten af stuen.

Vi vælter kroppen om på gulvet og hugger benene af. Det er svært at stå fast, alt er klæbrigt og glat af blod. Min stue er et slagteri, intet tilbage af civilisationen. Ellen kryber ind i kamelskindet med pukkel og hale og det hele; kravler rundt på alle fire og brøler så godt hun kan.

– Kom ned til mig, siger hun med blod og sved silende ned over kinderne, her er plads til én til. Og tag tærte og kaffe med. Nu skal vi hygge, her er lunt og godt.

Vi propper resten af tærten i munden og tygger drøv på den.


14 kommentarer

At blive teenager er en beslutning

DSCN6555

Han tog sejlet ned og surrede det fast til bommen, derpå hentede han deres bagage i kahytten, hans egne ting i en kanvaspose og Nanas i hendes skoletaske.
– Far, sagde hun, jeg glæder mig altså sådan til at jeg bliver teenager.
Han nikkede: – Vi skal jo op og besøge mor. Det er allerede ved at være sent.

De gik op mod Mohrø landsby, en samling af små huse, omkring femten. Gammeldags med stråtage og gulkalkede, skæve mure, vinduerne skaldede af. Forbi gadekæret og videre til kroen, hvor de lagde deres ting i værelset og fik en hakkebøf, bare et hurtigt måltid.

Solen var ikke langt fra trætoppene, da de begav sig op mod kirken. Herfra kunne man se ud over Mohrø i klart vejr. Men tågen var kommet ind over øen mens de havde spist, turen var klam og kold. Nana holdt ham i hånden og havde den anden hånd nede i lommen om glasrøret.
Oppe ved kirken var dens hvide mure næsten ikke til at få øje på i tågen, hendes øjenvipper var fugtige af fortættet væde. Faren fortsatte, han kendte vejen til gravstedet hvor han satte sig tungt på den lille grønne bænk.

Nana tog et skridt frem, knælede ned ved siden af morens sorte gravsten, og lod en finger glide hen over den iskolde flade, fingeren efterlod et spor i fugten. Hun lod prøvende neglen trækker endnu et spor, ingen ujævnheder overhovedet. Stenen havde ingen revner.
I lommen lå reagensglasset med sin gummiprop, hun drog forsigtigt glasset frem og holdt det op foran øjnene. Indeni fandtes noget der kunne være en forvitret post-elastik, den raslede når hun rystede glasset, det var hendes navlestreng.

Helt henne langs stenen stak hun reagensglasset ned igennem mos og grus, helt ned i jorden, og endnu længere så hånden forsvandt, og underarmen, indtil den klisterede jord nåede helt op til armhulen.

Hun kunne ikke slippe reagensglasset, det trak hende ned. Hun prøvede at frigøre sig, men hendes hånd knugede sig sammen og hun mærkede med ét en skarp smerte i pegefingeren, glasset var gået itu, og hendes navlestreng var faldet bort i jorden. Hun famlede blindt efter den.

– Far, udbrød hun, men han sad med lukkede øjne, hensunket i sine erindringer. Hovedet bøjet.
– Far!
Han hørte hende ikke.

Nana ville have navlestsrengen med op igen, den havde været hos hende altid, det var for tidligt at give slip, for smertefuldt, måske når hun blev tretten år, ikke før. Ikke nu. Hånden søgte rundt, men det var som om den sad fast, noget holdt den fast, hun greb fat i dette noget og mærkede i det samme glassplinten. Det stik betød ikke noget. Hun lænede sig bagover og langsomt kom armen, og hånd og glassplint og det hun holdt i hånden. Overalt på hendes jakke og ærmets kant sad fugtig jord og plantedele.

I hånden fandt hun et par gule tænder og en halv underkæbe.
– Far, vågn op, udbrød hun med en stemme der kun kunne hviske. Jeg vil hjem nu! Nu!

Hun stak hånden i lommen og slap kæben og tænderne, lidt havde hun da tilbage af sin mor. Så længe det varede.
De gik langsomt ned ad bakken, tilbage til kroen, mens hun pillede glasskåret ud og sugede blod og jord af fingeren.

– Hvad skete der, Nana? spurgte faren, du er så underlig.
– Måske må det gerne vare længe inden jeg bliver teenager … jeg kan ikke holde ud at skilles fra mor endnu.


15 kommentarer

Som jeg altid siger, det er spildte kræfter..

IMG_1452

Om aftenen plejer jeg at være sammen med mine to venner Næsen og Kurt på café O, hvor vi diskuterer eksistentielle emner. Ingen grund til at springe Nytårsaften over, vel?

Kurt bekendtgjorde: – En flaske champagne, tak!
Vedtaget med fire stemmer for og ingen mod. Den fjerde stemme var Selmas, serveringspigen.

Vi fik et par glas hver og der kom en ny flaske på bordet.
Næsen var der lynhurtigt: – Kurt, du har glemt noget. Hvad er dit nytårsforsæt?
Kurt svarede med beslutsom stemme: – Det er her.

Han smækkede et kondom i lækker indpakning på bordet: – I år aldrig uden kondom. Jeg husker det besvær vi havde med næsens blodprøve, da deltidskæresten var bange for at han havde smittet hende med aids.

Næsen pakkede den ud: – Et kondom skal kunne stå for lidt af hvert. Vi afprøver.

Han hældte et par glas vin i kondomet og afsluttede med en knude foroven. Sådan et kondom er meget elastisk så den gode vin samlede sig i bunden, en halv meter under knuden.

– Se engang, fortsatte han og viste Kurt at man kan bruge ballonen som yo-yo. Op og ned gled væsken. Meget sjovt, især fordi champagnen begyndte at skumme af og ballonen voksede til bristepunktet og lidt over – den brast. Resultatet af afprøvningen blev at Kurt sad med maven og bukserne våde.

Med rynkede bryn konkluderede Kurt: – Jeg har mistet tilliden til kondomer. Det nytårsforsæt er afblæst.

– Du griber det forkert an, forklarede Næsen: – Det drejer sig simpelthen om huller, jeg vil besøge alle huller i næste år. Nu skal jeg vise jer. Selma, bring mig en stiv grønlænder!

En stiv grønlænder var noget Cafe O i stilhed havde lært at destillere omme i garagen og hælde på karaffel, forklarede han. – Den hedder sådan fordi grønlandske fangere bruger den til at fange hvaler med. De klatrer op på ryggen af nærmeste hval og hælder en flaske i åndehullet. Hvalen begynder at piske vandet til skum og ender uvægerlig oppe på stranden på bugen med saligt lukkede øjne. Så er den ged barberet, som man siger.

Selma bragte flasken, Næsen greb den og hældte direkte ned i sit gab uden mellemlanding. Øjeblikkelig virkning. Øjnene kørte rundt i hovedet på ham, hver sin vej. Kinder blussede, panden brød i sved og snot løb ud af øjenkrogen. Med ørerne blafrende gled Næsen slap ned under bordet.

Vi var vel gamle kammerater, så vi hev ham op på plads igen, hældte resten af karaflen i håret og bad Selma om en skål isterninger. – Noget gik galet, hviskede han, det var en dårligt nytårsforsæt. Jeg holder mig til det vi plejer.

Hvad han så mente med det. Læs resten


33 kommentarer

Rasmussenrapporten

rektor

Mor lægger madpakken ned i mit tornyster, sammen med et stort brev.
– Husk nu at du skal aflevere brevet til inspektøren.
– Mor, jeg har det virkelig dårligt, jeg må hellere blive i sengen i dag. Det er rigtigt.
Jeg prøver at snøfte.
Hun mærker på min pande: – Sludder. Se nu at komme afsted. Du kan lige nå det.

Døren smækker bag mig og jeg står på gaden.

Her skal jeg dreje ved det store hvide skilt med ”Ridning og Cykling Forbudt”. Stien går ned ad bakke, jeg løber, har ikke tid til at se på mit armbåndsur. Fødderne bevæger sig så hurtigt som muligt, hælen skrider i gruset, jeg bliver presset bagover, fægter med armene for at holde balancen. Kommer ind i tjørnehækken, den river mig i hånden og kinden. Der sidder to torne i hånden, men jeg faldt ikke.

Det plejer at være slemt når jeg får brev med hjem fra hr. Rasmussen, men at mor sender brev til inspektøren er uhyggeligt. Ikke komme for sent – til inspektøren. Min hånd gør ondt, jeg prøver at trække tornene ud mens jeg løber, men de knækker af, der er ikke tid til at standse.

Den anden gangsti ligger lige efter den første. Den er flad og uden grus. Jeg hader de stier, de fører til skolen, hver dag ønsker jeg at blive syg så jeg kan være hjemme. Mit ur viser stadig tyve minutter i otte, sekundviseren bevæger sig ikke. Det er nemt nok at trække det op mens jeg løber, men der er nogle steder hvor jorden er ujævn så jeg er nødt til at se ned i stedet for på uret, og jeg ved ikke hvordan jeg skal stille det når jeg ikke ved hvad klokken er.

Et øjeblik standser jeg for at få vejret og trækker uret helt op, så går det i det mindste, og hvis jeg kommer for sent kan jeg sige at uret har tabt, det sker hver dag så jeg skal kontrollere. Gruset knaser bag mig, jeg vender mig om, en mand med store, sorte briller.

– Er der noget galt, lille ven, har du brug for hjælp? siger han.

Det er børnelokkeren! Jeg spæner op ad næste sti uden at se mig tilbage. Der er kun lyden af mine egne skridt, så jeg er løbet fra ham. Bare ordet børnelokker er nok, jeg skulle være gået en anden vej. Min mor har fortalt om ham. Han tager børn med hjem og gør noget farligt ved dem, jeg ved ikke hvad. Nu orker jeg ikke mere at løbe.

Ind i skoven. Det har regnet i nat, så cyklerne har opkørt stien helt, den er rent mudder og der hvor jeg skal over åen er der meget vådt. Jeg hader det mudder, og jeg hader skolen, og jeg hader at jeg skal vandre til skole hver dag. Min mor gider ikke hjælpe mig så jeg kan blive hjemme, de andre i klassen vil ikke lege med mig og maser snebolde ned ad nakke på mig om vinteren og vasker mig i ansigtet, så sidder jeg i klassen og er våd og fryser, og mor skælder ud fordi mit tøj er vådt og beskidt.

Jeg er bange for at skride i mudderet når jeg skal over åen, hvis jeg vælter bliver tornystret fuld af vand og brevet til inspektøren ødelagt. Tornystret er spændt godt fast på min ryg, men jeg vrider det af og tager fat i håndtaget, det skal kastes over åen så brevet ikke bliver vådt. Luften suser i tornystret da jeg svinger det rundt og slipper. Godt op i luften, et fint kast, men havner halvvejs på bredden og halvvejs ude i vandet.

Mine bukseben er smøget op til under knæene, de bliver ikke våde, det gør mine sko, fulde af pludder er de, da jeg er vadet over på den anden side. Og tornystret er helt slimet. Det er ikke til at lukke den op fordi mine fingre glider hele tiden. Jeg kigger ned i den. Stilehæftet er plaskvådt og sejler i mudder: Ha! Det glæder mig. Men brevet, det forbandede brev er helt bulet. Skal jeg sidde efter i en måned? Slår han lige som hr. Rasmussen? Skal jeg rykkes ned i en anden klasse fordi min mor også er sur over mine stile, som jeg selv har skrevet – helt alene!?

Brevet lægger jeg ind på maven så det kan tørre. Uret viser tyve minutter i otte, det er gået i stå igen.

Skolegården er stadig fuld af børn på rækker, jeg er næsten ikke kommet for sent. Op til inspektørens kontor. Sekretæren er sød og giver mig et håndklæde til at tørre det værste af. Men brevet er stadig fugtigt.

Døren ind til hans kontor går op: – Kom bare ind, lille ven, siger han og stirrer på mig igennem sine sorte briller.

Tænkte nok at han også er børnelokker.

Han sprætter det bløde papir op med en finger og læser mors brev: – Det er alvorligt, siger han og betragter mig.

Der er fodspor efter mig på inspektørens gulv, mine fødder er iskolde, min højre hånd ryster. Efter at have slynget tornystret, – eller fordi jeg venter på dommen?

Alvorligt? Ja, det regnede jeg med, når der skulle breve med og hen til inspektøren og kigge ind i hans sorte briller.

Han fortsætter: – Din mor klager over hr. Rasmussen. Han retter ikke dine stile ordentligt, man har den skrift man har, det skal han ikke skælde dig ud over. Desuden skælder hr. Rasmussen ud over at du ikke regner de frivillige regnestykker – det behøver du da ikke når de er frivillige. Han gør dig til grin foran hele klassen med at du både sjusker med tøjet og arbejdet. Og han slår lussinger.

Inspektøren tager et stykke papir og skriver noget på det, lægger det i en kuvert og tager brillerne af, han ligner ikke nogen børnelokker i virkeligheden: – Bed sekretæren give det her til hr. Rasmussen, jeg vil tale med ham.


29 kommentarer

En rejse til universets grænse

IMG_0537

Jeg har været menneske for længe siden. Dengang havde jeg en kvinde, vi lå sammen, hendes hud mod min, jeg havde en hånd som kunne vandre over hendes krop, mærke hvor den gav efter; og somme tide at den ikke gav efter og nægtede at lukke min hånd ind. I et sært øjeblik kunne vores kroppe smelte sammen og skabe en ny verden, et barn.

Det var dengang jeg var et menneske. Efterhånden blev det menneskelige erstattet af maskiner. Først forsvandt mine ben og blev til en kørestol. Hænderne tabte bevægeligheden. Stemmen blev erstattet af syntetisk tale. Min spontanitet forsvandt, for alting skulle overvejes og planlægges, selv at frembringe et ord kræver min fulde opmærksomhed, ordene flyder ikke af sig selv længere. De skal planlægges og er kostbare, ingen småsnak. Et ord erstatter en hel samtale.

Mine afsondringer kommer ud i små poser som nogen skal overvåge og tømme. Jeg er begyndt at nyde at få maden gennem sonde, og glæder mig til at få ernæring udelukkende igennem venerne. Maskineriet bliver passet døgnet rundt.

Dette øjeblik er et af de få hvor jeg er alene, uden hjælpere vimsende rundt omkring mig. Det må udnyttes til disse private tanker, inden folk kommer igen, eller mine legekammerater bringer nye input eller der kommer indbydelser til at holde forelæsninger eller jeg bliver fanget af en helt ny idé. Læs resten


27 kommentarer

En og en på en bænk

SCENEN
En lun sommeraften. I baggrunden aftenblå himmel med fuldmåne. Træer står i silhuet mod himlen. Foran dem en velklippet hæk ca to meter høj. Og foran denne en hvidmalet havebænk lidt til venstre for midten.

PERSONERNE
Ida, omkring 25, køn, sidste nye frisure, negle, påklædning.
Marcus, lidt ældre end Ida, iført korte, sorte bukser og hvid T-shirt


——————– EN ENAKTER————————

IDA: (sidder i venstre hjørne af bænken med mobilen)

MARCUS: (kommer ind fra højre, får øje på Ida og sætter sig i bænkens andet hjørne): Hej. Måneskin gør noget ved dig.

IDA: Det er …den mest fladpandede scorereplik jeg har hørt.

MARCUS: Godt ord igen. Lidt selskab, det forstår du vel.

IDA: Efter elektrochok har du bare brug for ro. Ikke kaste dig ud i nye bekendtskaber

MARCUS: Jeg synes at jeg kender dig.

IDA: Det var mig der lavede de indledende undersøgelser af din personlighed, og..

MARCUS: Det kan jeg ikke huske. Men så kender vi hinanden, jeg var nervøs for at trænge mig på.

IDA: (Koldt) Du trænger dig på, jeg har brug for at være lidt alene. Livet kan også være svært for mig, må du forstå. Det her er min pause.

MARCUS: Men så kender jeg en anden replik. (Deklamerer) Et lille skridt, for et menneske, et stort skridt for menneskeheden – og et gigantisk skridt for mig. (Han kaster sig på knæ og griber efter hende læg) Vil du gifte dig med mig?

IDA: Hvad har de gjort ved dig Marcus? Elektroconvulsiv terapi er en beroligende behandling, og vi understøtter medicinsk. Hold op med sådan noget pjat.

MARCUS: Jeg kom til at spytte deres bras ud, jeg følte mig som en mus i fælden eller en ost i klokken eller et skod i rendestenen…

IDA: Tak, jeg har forstået at du ikke er helt tilfreds. Rejs dig op fra den latterlige stilling, og sæt dig roligt ned. Husk på at jeg ved mere om dig end du selv gør.

MARCUS: Hvorfor er jeg her? (han rejser sig besværligt, børster knæene af og sætter sig – lidt tættere denne gang)

IDA: I hvert fald ikke for at fri til mig. Du kan jo forsøge om du kan få fat i nogle af de andre klienter, måske har du en chance hos Martha-Matilde

MARCUS: Du er enestående smuk, ingen andre kommer op på siden af dig. Din venlighed, din stemme gør mig tryg. Det eneste jeg husker er noget fra min barndom. Min hæslige barndom.

IDA: Ikke dårligt, efter to dage begynder dine minder at vende tilbage.

MARCUS: (taler overdrevet dramatisk) De minder forsvinder aldrig. Min far der skoddede på mit lår. Nogle dage måtte jeg spise græs, han syntes at jeg var for dyr i mad. Er du klar over at jeg skulle sove i et bur, der lå en avis til at skide på og tisse på. Det er noget jeg husker: stanken. Men resten af mit liv er væk. (Han kryber sammen på bænken som om han er spærret inde i en lille kasse.)

IDA: Erindringen kommer igen, du er på vej. Husker du mere om din far?

MARCUS: (Holder sig om halsen og ryster på kroppen. Pause.) Hans næse, kæmpe næse med de sorte porer og lugten af øl når han lagde sine svampede hænder om min hals og trykkede til. Når jeg vågnede, lå jeg i buret.

IDA: Du mangler det vigtigste om din stedfader. Det du gjorde…

MARCUS: Det vigtigste er, at jeg sidder ved dig. Nu dirrer det ikke i mit bryst. (Han sukker og sætter sig op, lidt nærmere) noget af sorgen letter, din måde at tale på.. du får min verden på højkant … vi sidder her sammen i parken, månen skinner, jeg lever igen fordi jeg mærker varmen fra dig. (Han sidder nu så tæt på hende at deres ben næsten rører hinanden).

IDA: (stryger ham roligt over panden, sender en sms, stryger ham igen over håret) Jeg aflyste lige en aftale, så vi kan sidde i fred her. (Giver ham et lille kys på kinden). Så, så, det skal nok gå.

MARCUS: (lægger hovedet i hendes skød og smiler tilfreds)

IDA: (stryger ham over ryggen i nogen tid, som en kat) Det er sent nu.

MARCUS: Måneskin gør noget ved dig.

IDA: (bøjer sig ned og kysser ham på munden, et langt kys)

—————————————TÆPPE————————————-


24 kommentarer

Kun en lille prik, du mærker ikke noget

9CCD43A6-0735-49D8-AAEB-F27EFA78794E

Bjørns hånd ligger på min skulder, den er varm og beroligende. Jeg ser ind i hans venlige, empatiske øjne. Han er ikke nogen mordertype, han er igen min gamle ven fra skolen.

Han sukker:

– Godt. Du er kommet tilbage, ser jeg. Vi kørte dig til Akutten på Rigshospitalet, jeg har aldrig set nogen så bange.
– Jeg troede at du ville myrde mig.
– Du må meget undskylde. Jeg kom til at give dig halvdelen af svampen, vi skulle kun have haft en lille prøvehaps i går.
– Hvad lavede jeg egentlig?
– Du snakkede med et træ og undskyldte meget at du havde pisset på det. Bagefter kravlede du rundt i krattet og kom tilbage efter mere øl. Så rullede øjnene rundt i hovedet på dig og du kollapsede.
– Man plejer da bare at sove rusen ud, hvorfor er jeg stadig her?
– Jeg snakkede med din læge her, hun forstod ikke hvad der var sket. Og så har jeg talt med en anden overlæge lige inden jeg kom ind i dag. Noget med at se tiden an.

En læge kommer ind på stuen og peger på den stol hvor Bjørn sidder, han rejser sig og hun tager plads så hun kan se mig i øjnene. Og hvilke øjne hun har, store, dybmørke og hele øjenpartiet mørkt, enten fordi hun bruger kohl eller fordi hun er inder. På navneskiltet står ”Laximananda M Modi. Reservelæge”. Inder altså. God skikkelse, velformet overparti, smuk og fejlfri hud.

– Hvordan går det? Alle lægers indgangsreplik.
– Jeg har det mærkeligt, det summer i kroppen. Kommer du fra Goa?
– Du har meningitis. Slem. Lige nu, du får antibiotika. Vigtigt.
– Skal det krible sådan i kroppen?
– Ikke nervøs. Vi prøvede at tage rygmarvsprøve. Forsøge igen om lidt. Bare lig helt rolig. Du er bedre nu?
– Jeg har det fint. Men hvorfor kribler det? Hvor farligt er det egentlig for mig?
– Infektion i meninx. Bare rolig vi tage den væk. Nu du får lille prik i rygrad, ikke ret slem.
– Får jeg meningitis af grøn fluesvamp …  den skulle ellers nok kunne slå bakterierne ihjel? Jeg prøver at være morsom, det kan hun vel forstå. Der er forskel på rød og grøn fluesvamp, den grønne har tre dødningehoveder i min svampebog.

Hun nikker på den måde inderne gør med at rokke sidelæns med hovedet så man ikke føler sig sikker på om det betyder ja eller nej eller – ofte – måske: – Vi slår bakterie ihjel. Også flue.

Hun prøver at være morsom tilbage, håber jeg. Jeg tvivler. Hun taler patienten efter munden. Gid hun ville læne sig frem og barmfavne mig. Jeg vil godt vide om hun har mand og fem børn hjemme.

– Du skal ligge på venstre side. Der kommer lille prik. Ikke farlig. Bare rolig.

Jeg har ikke lyst til at lægge mig på siden og få ”lille prik”. Det er bare løgn. Sådan nogle er altid tortur. Jeg har læst alt om rygmarvspunkturer hvor patienten måtte sættes i rullestol bagefter. På den anden side kunne det være en interessant oplevelse. Nej, vel vil jeg ej, så interessant kan det ikke være at køre i rullestol.

– Jeg har ikke feber eller nakkestivhed, så kan det ikke være meningitis. Måske efterveer af fluesvamp?
– Penicillin tage det væk, det hele! Ligge på siden, vær så venlig.

Hvad gik der egentlig galt da de prøvede første gang? det har hun ikke fortalt mig.

Døren går op igen, en lille mand med rundt, skaldet hoved og hornbriller træder rask hen til mig, griber min hånd og siger: – Mikael Johnsson, overlæge. Jeg er kommet tilbage fra ferie, derfor har du ikke set mig før. Jeg skal lige have en afrapportering fra Modi.

De går udenfor og der forløber nogle minutter, så vender Mikael tilbage. Han har en lille metalrulle og nogle nåle i hånden. – Jeg overtager behandlingen. Jeg undersøger din fod, du skal bare sige om du kan mærke det jeg gør, OK?

Mikael kører på med sin mystiske undersøgelse af foden, det har ikke noget med noget at gøre, og jeg svarer ja og nej samtidig med at vi taler sammen.

– Det kribler mest i fødderne, fortæller jeg, hvad foregår der egentlig i min krop?
– Nu skal du høre, indleder han, du har en lille væskeansamling i rygraden fra forsøget på at tage en prøve Den trykker på nerverne, det giver neuropatiske symptomer. De forsvinder igen. Men en anden ting.

Neuropatiske symptomer har jeg selvfølgelig læst om. Men det lyder mere alvorligt med ”en anden ting”, så må han fortælle om sine undersøgelser bagefter, ikke at de er uinteressante, og jeg vil gerne vide hvad de gik ud på.

– Du er diagnostiseret forkert, jeg seponerer penicillinen! Der er ikke meningitis, det er noget indiske læger er bange for. Du havde en svampeforgiftning som er ude af systemet nu af sig selv. Vær glad for at det ikke var den grønne fluesvamp, der har vi dårlige erfaringer.

Han kigger på mig igennem de tykke langsynsglas. En advarsel, den forstår jeg godt, ikke noget med at prøve bare et bette nøk af en grøn fluesvamp. Jeg har nu alligevel tænkt mig en musebid for at smage og så spytte det hele ud igen. Alt sammen.

– Du bliver udskrevet efter frokost.
Et håndtryk og han er ude af døren

Bjørn sætter sig tilbage på sin stol: – Så er du på højkant igen, gamle ven, det er vi glade for.
– Jeg tænkte på noget, Bjørn: Du har købt forskellige kinesiske urteteer, vi kunne knuse dem og ryge dem. De er vel ikke farlige: cotyligon, astracylodes …. bare navnene, så er jeg solgt.
– Netop. Og solanin fra kartoffelplanten – det har vi heller ikke prøvet.
– Yep, verden er åben for den søgende.


36 kommentarer

Mos myrder måske ikke i dag

xxtræer

Dyrehavsbakken larmer, især rutsjebanen, så vi er rykket ind mellem træerne, mig, Bjørn og Ingrid og nogle andre. Det er fedt at sidde her med et par øller. Vi vasker Bjørns svamp i øl, det skulle gøre virkningen ekstra god. Vi bliver som de gamle bersærker, uovervindelige i kamp og fred. Svampen smager ad helvede til, jeg skyller efter en gang til og venter.

Der sker ikke andet efter laaang tid end at jeg skal tisse. Jeg går ind mellem buskene og lyner ned. Kommer der ikke noget, sært. Jo næh, jeg må vente lidt. Læner mig op ad et træ med venstre hånd mens jeg holder med den anden hånd. Træet er mosklædt, det er blødt og lækkert. Mere blødt end træer plejer at være, sært eftergivende, hånden synker længere ind, utroligt i stammen. Nu er mosset klamt og bider. Jeg betragter mosset ovenover, der er et øje, to øjne som stirrer blodskudt mod mig under mægtige bryn, under en rynket pande. Munden er halvt åben, tungen hænger ud og drypper blod. Tænderne er hvasse og klar til at flænse mig. Tænderne, jeg kender dem, det er mine tænder, ansigtet er mit. Billen kryber ind i øjet for at æde synsbilledet, og jeg vifter den væk fra ansigterne. Den falder på jorden og ligger sprællende.

Det dunker i træet så jeg kan mærke rystelserne gennem hånden, gennem armen ind i mit hjerte. Mit ansigt sitrer, kan jeg se i mosspejlet, kinderne bevæger sig, jeg er ved at græde. I det samme hører jeg dødsskrigene fra rutsjebanen, ikke almindelige hvin af begejstring, mange stemmer råber, det brager og knaser ovre fra banen. Der er panik i luften. Men jeg kan ikke vende mig om, panikken er bag mig. Min ryg bliver helt sort og tung. Sirener hyler fra alle retninger gennem skoven, gennem krattet.

Jeg kravler bort fra træet, min hånd sidder stadigvæk efterladt inde i mosset, men jeg må bort, tilbage til de andre. Måske er der en flaske øl tilbage, øllen er det eneste jeg kan håbe på kan redde mig. Kredsen åbner sig og jeg sætter mig. De stirrer på mig og Bjørn siger: – Torsten, du …

Resten af sætningen forsvinder i larmen fra sirenerne, sved drypper mig i øjnene. Bjørn taler, men jeg ser på hans ansigt, på øjnene under de buskede bryn, på hans blik. Hans øjne er så mørke, de ser bort fra kniven for at jeg ikke skal vide hvad han tænker. Kniven ligger på den stub hvor vi har delt svampen. Bladet er rustent og der sidder stadig partikler fra svampen. Hvorfor vil Bjørn ikke se på kniven? Hvad skjuler han for mig? Bjørn vil tage kniven uden at jeg opdager det og bore den i mig, han vil gøre det af med mig.

Han har altid hadet mig, indser jeg, jeg ved det nu. Den måde han taler på. Han rækker mig flasken som jeg har bedt om. Eller har jeg sagt noget? Jeg hører lyde bag mig og drejer hovedet, de har gemt sig i buskene.

– Vil du have den øl eller ej? siger Bjørn truende. Der er ikke øl i den, det er noget andet, han har hældt noget i som bevæger sig og glimter, noget som vil tage kniven og bore den ind i mig hvis jeg drikker. Han stikker flasken lige op i mit ansigt for at jeg skal drikke nu, jeg skal tage væsken ind uden at vide hvad han har puttet i flasken. En gren knækker bag og inden i mig, noget knækker i mig.

Jeg er ikke så dum at tage flasken. De er lige bag mig nu, kan jeg mærke, jeg må være meget opmærksom.

– Hvem står bagved mig? spørger jeg de andre, ikke Bjørn, han er farlig at tale med. De stirrer på mig, de er bange for min hånd. Hånden sidder ikke længere på armen, ærmet er tomt, den står bag mig, alle fem enorme fingre klar til at knuse mig, de skygger over mig, jeg ser de andres ansigter tabe livet, øjnene spærres op, de tør ikke tale med mig, de er ikke i stand til at tale.

Ingrid løfter en hånd og stryger en lok fra panden, hun prøver at forsvare sig, jeg ser kun det hvide i hendes øjne, det sorte er forsvundet i skyggen bag mig. Blide Ingrid, hun magter ikke at beskytte sig mod dem der truer bag hende, dem jeg ikke kan se, men som hun kan mærke.

Bjørn stiller flasken tilbage på stubben, ved siden af kniven. Han vil ikke give mig den øl jeg har brug for, han vil noget andet, kniven.

– Hvordan har du det? spørger han. Og jeg ved hvad han mener, han truer mig. Lige meget hvad jeg svarer vil han gribe kniven og stikke den i maven på mig, min mave som er en del af træstammen, tung, fuld af årringe, af hundrede års rædsel, men ude af stand til at flytte sig bort fra faren. Han løfter hånden, måske griber han ikke kniven lige nu, han venter til at jeg ser bagud, til jeg er uopmærksom.

Når Bjørn er i nærheden er jeg altid på vagt, han skal ikke få chancen uanset hvor meget han prøver på at overliste mig.


11 kommentarer

Hun tænker på Beethoven, endnu en gang

Det er behageligt sommervejr udenfor, men indenfor i hytten raser uvejr, solskin, galskab, smil, leg. Det vælter alt sammen ud af flyglet som sort og skinnende fylder halvdelen af den lille stue. Ida sidder på sin klaverbænk og har tændt en smøg, snart den sidste i pakken. Hendes hår er som flyglet, sort og skinende, autoritativt, hendes mund smiler mens en lille Mozartsonate triller ud af fingrene, blidt og let. Imens sidder Frederic med sine mægtige papirark, en kommende bygning, retter et par streger og tilføjer noget tekst. Hendes øjne hviler på ham, ikke på tangenterne, som fingrene kender ud og ind. Men så skifter hendes humør.

Hun rynker brynene, Rachmaninovs anden klaverkoncert, fuld af russisk tyngde, våd muldjord, snestorme, folkesange. Hun ser lidt fraværende på Frederic mens fingrene stadig passer deres.

En pause og hendes blik glider over på et hæfte med Beethovens klaversonater, hun sætter hæftet op i stativet og slår op på den sidste, den hun skal spille til debutkoncerten om tre dage. Noderne kan hun udenad, men der er nogle passager hun vil være sikker på, og er fingersætningen nu helt rigtig?

For at komme i stemning spiller hun hele sonaten forfra, tænker på busten af Beethoven med stenansigtet, sådan skal den lyde. Der kommer nogle usikre triller og løb, hun må øve dem igen. Lytter til sit spil, standser så brat op midt i løbet og tænder en ny smøg, holder cigaretten ud for sig og betragter røgen. Den skælver, hendes hånd er begyndt at sitre.

Frederic har løftet hovedet: – Driller den? spørger han mens han flytter et af sine store, knitrende ark så hans hoved et øjeblik er forsvundet bag papiret.

– Jeg kan bare ikke beslutte mig, siger hun, skal jeg sætte under med tommelfingeren, så bliver det mere præcist? Til gengæld går det så ud over hastigheden.

– Du må spørge hende portugiseren.

– Martha Argerich er Argentiner. En kæmpe chance at jeg får lov til at spille for en af de helt store. Det er musikken jeg skal spørge hende om, ikke fingersætningen.

– Mon ikke du skulle holde op med at øve nu?

– Jo, jeg er træt og bange for at overtræne musklerne. Hun skodder cigaretten, lidt aske falder af på flyglet undervejs.

————-

Solen skinner. Ida har den lyse forårsbluse på, får øje på et tabt hår på den og fjerner det, så er blusen er helt ren. Vejen over Kongens Nytorv virker lang, forbi stakitter og udgravninger, hesten er væk bag plankeværket, trafikken kommer i hidsige stød styret af lyssignalet. Martha bor på HOTEL D’ANGLETERRE der er nyrenoveret, ikke en plet at få øje på, tykke, bløde gulvtæpper overalt, væggene beklædt med gobeliner som æder lyden. Her er ingen atmosfære. Martha har været så venlig i telefonen, et besøg passer hende godt, hun er blevet dårlig og har været nødt til at aflyse koncertturneen, så der var tid til overs til at hjælpe en ung pianist, noget hun holder meget af.

Martha har en suite med tre rum, det ene med flygel. Da Ida kommer ind ligger hun i lænestolen, kan ikke andet.

– Jeg rejser mig ikke, og jeg giver ikke hånd, siger hun. Eller rettere nærmest hvisker hun. – Kom nærmere og sæt dig et øjeblik. Vi skal tale om dig. Hvad du vil. Jeg kan godt lave en masterclass hvis der ikke er andet du har lyst til.

Ida sætter sig meget høfligt.

– Jeg må holde op med at give koncerter, fortsætter Martha, jeg har levet dette omrejsende vagabondliv for længe. Det er ad helvede til med min sygdom, den suger al min kraft ud. Jeg orker lige at sætte mig i lænestolen og tænde tv på fjernbetjeningen. Mine ben synes at der er for langt hen til klaveret, men du må gerne spille for mig.

Ida har svært ved at finde sin stemme, Marthas udstråling er for stærk fuld af overlegen musikalitet, mange diplomer og vundne konkurrencer – og så nu, standset i sin kometflugt af sydommen, af modermærkekræft. Først gælder det min koncert, tænker hun. Jeg ved ikke hvor længe Martha har energien, jeg ser at hendes ben er arrede af kræften, hun trækker vejret med besvær.

– Jeg er i gang med Beethovens sidste klaversonate til min debutkoncert, hvis du klarer at høre på den.

– Lidt vanvittig som kvartetterne, siger Martha, så voldsom og så blid. Jo, den vil jeg gerne have lov til at høre. Unge musikere kan have brug for et ord på vejen, jeg selv fik engang en bemærkning som sparede mig for flere års misforstået træning. Hjælp mig nærmere flyglet, jeg skal sidde på venstre side af dig. Støt mig i armene – du må endelig ikke røre mig på ryggen eller benene.

Ida tager fat i hendes hænder og ved fælles hjælp kommer Martha op at stå. I dette øjeblik rører hun de hænder hun har beundret og drømt om, så glatte, kølige, muskuløse, så fulde af viljestyrke. Så kløgtige på klaviaturet.

Martha kommer over i den lænestol der står parat. Hun lukker øjnene: – Jeg lytter.

Ida tager en lille talkumdåse frem mod svedige fingerspidser og dupper dem, sidder stille og forestiller sig indledningen. Gennem hotellets tredobbelt ruder aner hun trafikken og lyden af en rambuk. Nu er hun klar, de første akkorder klinger ud i stuen, fortvivlede, befalende, manende – og så kører den af sig selv. Men de løb hun har øvet føles akavede da hun kommer til den passage man kalder Beethovens ragtime. Musikken klinger til slut ud med nogle lange triller, uendelig lange, synes hånden – for lange.

Fra lænestolen kommer dybe åndedrag, Martha er faldet i søvn. Der er stille i stuen, ikke et støvfnug rører på sig. Selv Kgs. Nytorv er stille. Ida er skuffet, hun har givet sin sjæl og hvor er den blevet af, måske er den blevet til nogle børnebørn i Marthas drømme.

– Jeg har hørt alt, kommer det fra lænestolen hvor Martha retter sig op. Du har forstået både de store linjer og detaljerne, det er sjældent i så ung en pianist. Alligevel er der et par steder hvor jeg, om jeg så må sige, var lige ved at vågne op, – det spjættede i mig da du kom til det sted hvor han skifter til det jazzede, synkoperne, de vilde løb.

– Dem har jeg øvet rigtig meget.

– Det er det jeg kan høre, de falder udenfor helhedens naturlighed. Det bekymrer mig. Lad mig vise dig.

Martha rejser sig – denne gang uden hjalp – og sætter sig på den endnu varme klaverbænk:

– Sådan her…

Martha Argerich er berømt for sin glasklare teknik og musikalitet. Intet er gået tabt under sygdommen, men efter fem minutter kan Ida se at hun er ved at blive bleg.

– På den måde er der mere sammenhæng, siger Martha og standser. Lige her har du ikke styr på højre hånd, det er som om den ikke hører til. Bare her. Resten behøver du ikke røre ved nu. Lad mig fortælle om første gang jeg spillede den i Buenos Aires…

Ida prøver at høre efter, det lykkes lidt, men mest tænker hun på at det ikke var gået helt godt – især det sted hun havde øvet så meget, og Martha var ikke faldet i søvn. Hun kigger ned på højre hånd: er den lige ved at gøre oprør? Den ser så uskyldig og ren ud, den skal bare øves langsomt så er der nok ingen problemer.

– … Du forstår at den sonate har sit eget liv, den er revolutionær, komponeret efter at Napoleon smadrede Europa. Men nu skal jeg hvile mig. Det bliver fremragende hvis du får kigget på de steder. Får du tid efter koncerten vil jeg gerne spille en firhændig med dig … og det var godt at mødes.

Martha følger hende ud af hotelsuiten, men Ida kan se at hun er blevet tømt for energi, opmuntret og træt på samme tid.

På vej hjem igen. Den hvide bluse er våd af sved og lugter indeklemt, men den friske luft hjælper. At spille for en berømt musiker og få gode råd med på vejen. Det skal alligevel fejres, hun køber en flaske Cremant med på vejen, for hendes hjerte er lettet. Skyer driver tæt ind over København, det bliver koldere. Hun tager bussen som går næsten til døren, og er også glad for at hun ikke har nogen taske med, kun bæltepungen. At bære en taske udmatter hendes hænder, det gør hun aldrig før hun skal spille, og i overmorgen er vigtig. Ved et stoppested overhaler en slangetæmmer på Christanialadcykel bussen, cyklen er malet i voldsomme farver. Hun beundrer ham, det er et job farligere end koncerter.

Mens bussen starter og stopper gennem København, sidder hun og holder med venstre hånd om den højre. Er de ikke bror og søster? Elsker de ikke hinanden? Har hun nogen sinde gjort forskel på nogen af dem? Det skal nok gå, hun holder fastere om den, det SKAL gå.

Hjemme igen vasker hun sig hastigt under armene i køkkenet og skifter bluse.

– Hvad så? råber Frederic inde fra studiet.

Hun tager plads på klaverbænken: – Martha er tilfreds, siger hun, kun et par steder at kigge på, jeg skal bare have helt styr på højre hånd. Jeg har været sammen med verdens største pianist! Hun inviterede mig til at spille firhændig – større ros kan jeg ikke få.

På vej ud i fryseren med flasken kysser hun hans uglede hoved. De omfavner hinanden.

– Jeg er også lettet, tilstår han. Og visker en streg ud på tegningen. – Sæt dig og fortæl alt.

Tilbage ved flyglet beretter hun længe, usikkerhed om hun kan holde til det, følelser, tanker og selve oplevelsen, alt imens små franske suiter af Bach kryber ud af hendes hænder og ned i flyglet. De smiler til hinanden og opdager at flasken er kommet ind i stuen af sig selv, og af sig selv er blevet tom.

– Jeg har en champagne i køleren, siger Frederic. Vi tager den nu, det skal fejres ordentligt.

Om det nu er fordi hun skulle vise et løb i luften, eller fordi flasken stod dumt på flyglet, eller fordi de var i så godt humør, eller fordi skummet væltede uventet ud, eller fordi flasken var for glat at holde på, eller fordi de to kun havde øje for hinanden – så ender det med at champagnen løber ned i flyglet, en hel flaske. Hun løfter lamslået højre hånd: er det den der har væltet flasken? Vil den ikke være med til koncerter? Ida ryster på hovedet for at få de tåbelige tanker ud, det nytter ikke:

– Jeg skal have fat i klavermanden Just fra sidste gang. Det er helt nødvendigt at øve nu, ingen strenge må springe, ingen hamre svulme op, eller klangbunden – milde Moses, klangbunden! En katastrofe. Hun trykker et par af bastangenterne ned. Der kommer en dump, klangløs lyd, ingen tone og tangenten vil ikke falde på plads. Trykker igen med mere kraft, og endnu en tangent sidder fast.

Der går at par timer med at få fat i Just som sidder i et middagsselskab, men er villig for en gammel kundes skyld.

– Er du fuldkommen idiot, stille en flaske på instrumentet?! er det første han siger da han ser flyglet. Flasker på flygler er fuldstændig forbudt, det ved du.

Ida ser ned i gulvet, det er så pinligt og hun har brug for at spille.

– Lad mig se på det, men polituren kan jeg ikke redde. Jeg laver ikke fransk polering.

Ida og Frederic forlader stuen, de kan ikke holde ud at se flyglet adskilt. Gennem døren lyder mærkelige knirkelyde, noget der falder på gulvet og Just der mumler forbandelser undervejs. Den altid så pæne Just forbander Ida.

Da klokken er over midnat kommer Just ud til dem i køkkenet.

– Hun skal nok komme til at spille igen. Jeg vender tilbage i morgen formiddag med et par reservedele.

– I morgen! Ida spærrer øjnene op. – Jeg skal øve i aften og i nat så jeg kan holde lidt fri i morgen og nå et bryllup.

– Kom med ind i stuen, siger Just. Flyglet ligger splittet ad i sine bestanddele, hamre taget ud, klangbunden forbundet som efter en ulykke, tangentarme adskilt i splinter, en løs streng vridende sig ulykkelig. Hele stuegulvet fyldt af flygel og værktøj.

– Det eneste vi kan gøre, konkluderer Frederic, er at lægge os i sengen og håbe på det bedste.

– Håbe, håbe, håbe. Det hjælper ikke en skid når jeg skal øve, øve, øve.

– Nej, du skal ej. Husk hvad hende Argentineren sagde til dig!

———

Ida ligger med dynen over sig, eller under sig, på ryggen, på siden, på maven mens tanker tumler rundt i hovedet: – Jeg har stumme stemmer, dumme stumme stemmer som siger dumme ting. fx det gider vi ikke i dag. det bliver aldrig godt, det er lige meget hvad du laver her i verden så bare læg dig tilbage i sengen. Tag en chokolade, kig på blomsterne, en fugl flyver forbi. Håber på en dag i morgen uden at der er sket noget slemt, uden drama, uden katastrofer. Hvor pinligt at have sådanne stemmer, de er mine, de er en del af mig. Så må jeg da stå sammen med mig selv mod publikum, det kan ikke nytte noget at så splittelse med smålig kritik.

Ingen af dem sover, selv om de forsøger at slappe af. Med håret strittende sidder de om morgenen på taburetterne i køkkenet og venter på Just. Klokken bliver elleve, tolv, tretten, endelig ringer han på med sine remedier, og efter en time er flyglet klar.

Ida sætter sig hen foran tastaturet og lader nogle løb klinge, prøver hele tastaturet. Hun smiler, instrumentet er i orden igen – bortset fra den store plet på den blanke overflade.

– Så er klokken snart to, det tog lidt længere tid. Jeg er færdig, og du er tilfreds med instrumentet? Just står i døren med sine tasker og vinker afsked.

Idas bevidsthed vender tilbage fra musikken, og hun husker. De skulle være i kirken lige nu til brylluppet. Frederics søster bliver gift i dette øjeblik. I forvirringen og manglen på søvn har de glemt det.

– Frederic, du må af sted lige nu!

Han springer op fra sine ark og stormer ud uden et ord.

– Jeg bliver her, råber Ida efter ham.

En øvedag er forsvundet, fordampet i det blå eller snarere i blygråt limbo. Hun skulle, og det er tvingende nødvendigt, holde fri i dag, en dag før koncerten. Men samtidig er det lige så nødvendigt at hun får afpudset de steder Martha har påpeget. Bare øve lidt, ikke overanstrenge. Og nu, øve, øve de steder til de sidder perfekt. Ikke prøve noget nyt, kun øve

Hun bliver revet ud af sin spilletrance nogle timer senere, da Frederic vender tilbage fra kirken og smider smokingjakken på bordet:

– Nu må du holde op. Det her skulle være en fridag. Hvil dine hænder og dit hoved, du skal være klar til i morgen.

Der bliver stille, de sidder udmattede og betragter hinanden. Hun tænder en cigaret: – Du har ret. Jeg er udmattet, ikke mere spille. Sove længe i morgen, gøre mig istand, kjole og sko er parat i skabet. Kigge på træerne i parken, holde om dem, lytte til stammen og hvad den kan fortælle om himlen. Tømme mig for tanker og følelser. En sen frokost og så er jeg klar.

Hun følger røgen med øjnene, igen sitrer hånden, har hun overanstrengt sig? Et øjeblik føles hånden død. Hun mærker på underarmene, ingen ømhed. Strækker fingrene helt ud og bøjer dem tilbage, næsten ingen rysten, nok alligevel i orden, forhåbentlig: – Ja, lad os sove.

Ida står bag scenen og tripper. Lidt mere nedringet end hun bryder sig om, sådan er moden i år, kjolen skal være rød så hun bliver set, har hun fået at vide. Det er godt at være nervøs, men det er ikke godt hvis man ryster eller sveder. Koncerten kan starte eller stoppe hendes karriere, der er vigtige mennesker blandt tilhørerne, anmeldere og hendes lærere. Hendes flygel og en reparation skal betales. Frederic skal være stolt af sin kæreste.

Klokken ringer sidste gang, publikum leder efter deres pladser, rasler og klaprer med sæderne, taler dæmpet, kigger i programmer, hoster. Lyden tager af og de bliver stille, et eneste dæmpet, fælles åndedræt. Forventning.

Ida tænker på de første akkorder i Beethovens sidste sonate, hører dem for sig selv, de fortrænger alt i hendes bevidsthed, der bliver ikke plads til at være nervøs. Hun træder ind på scenen og går roligt hen til flyglet, bukker dybt for publikum mens applausen dør ud, hun ser ikke på dem, det ville forstyrre koncentrationen. Sætter sig på bænken, justerer højden.

Musikken begynder at strømme fra hende akkurat som hun har forestillet sig, og hun nyder det. Hun kan høre at publikum er med, alt det hun har tænkt, fungerer, musikkens blidhed og voldsomme gennembrud taler sammen, uskyldige melodier over for vulkanske udbrud. Hendes ansigt lever med, det har Frederic fortalt, og han siger at det er en fordel at hun viser musikken foruden at spille den.

Hun er nået til det sted hvor Beethoven lyder som ragtime. Hun elsker overraskelsen her, og har øvet det så meget, har glædet sig til at spille for et publikum. Men der er noget galt, hun kan ikke genkende musikken, selv om hendes hånd spiller den, det går for hurtigt, tonerne bliver filtret ind i hinanden, og nogle gange kommer de slet ikke, selv om hun trykker hårdere på tangenterne. Hånden gør oprør, sådan noget vil den ikke finde sig i, den ved nok hvordan det skal lyde. Hånden – hun stirrer på den, som lever den sit eget liv. Det kan ikke blive ved på den måde. Musikken er standset.

Men hun ved hvad en pianist skal gøre i den situation: man hopper videre til næste helle og fortsætter derfra. Hun forsøger at hoppe, der er ikke noget helle, hovedet er sort. Der er ikke mere musik. Hun falder ned i en tom brønd, falder og falder. Ligger på den tørre bund omgivet af fugtige mure. Murene trækker sig sammen om hende, der er kun en stump himmel som et frimærke oven over. Og nu kommer tavsheden, publikum er dødstille, stille ved begravelsen af hendes ambitioner, af hendes karriere. De ønsker bare at flygte ud af pinligheden, om et øjeblik vil de rejse sig og forlade salen. En koncert er som cirkus med løvetæmmere. Det plejer at gå godt, men en gang imellem bliver løvetæmmeren ædt. Ida bliver ædt og er allerede begravet.

Oppe over hende klinger endnu de sidste toner hun har spillet. De bliver ved med at klinge fra flyglet. Hvorfor kan hun høre dem nede i brønden?

Hun rejser sig og vender sig mod publikum, ser dem for første gang mod projektørerne. De er nervøse, linedanseren har mistet balancen og er ved at falde ned i nettet. Men der er intet net. Hendes højre hånd bevæger sig akavet hen foran hende og smækker låget over tangenterne i. Bang! så det brager i flyglet. Koncerten er lukket.

Hun finder nogle ord til tilhørerne: – Tænk på Beethoven. Lyden kom og gik for ham da han komponerede denne sonate i 1822, næsten helt døv. Kanonerne havde tordnet over Europa og klang stadig i hans hoved. Men han ville noget andet, en anden verden. I har hørt tonerne klistre sig sammen i en høstak, måske har det lydt sådan for ham, men jeg vil om lidt spille som han hørte musikken med sin sjæl.

Jeg må bede koncertsalen om reserveinstrumentet at spille på, fortepedalen har sat sig fast på det her hakkebræt, derfor lyder det som et ekkorum når jeg spiller.

Publikum ånder lettet op, linedanseren overlever, løvetæmmeren har stadig magten.

Med et nyt instrument og en ny klarhed spiller hun forfra. Det er som om en ukendt byrde har hvilet på hende, noget hun ikke havde vidst. Den er blevet løftet, et krav om det sublime, om at spille på en bestemt måde, at være artig, er forsvundet. Hun spiller en anelse langsommere, og noget der har manglet i musikken dukker frem. Højre hånd nyder de vilde steder hun har frygtet og trænet så meget. Ro og glæde gennemgløder den sidste del af sonaten – og hende.

Længe efter koncerten og den tilhørende selskabelighed ligger de i sengen, Frederic og Ida. Det er over midnat, huset knager, en skade hopper på taget med rytmiske bump. Lyset er slukket, for natten skal have en chance. Lettelsen skal sætte sig og vokse fast i hendes hjerte. Der har været for meget drama, det hun ville undgå.

Men også forløsningen: – Frederic, det er hårdt at gå i stå på den måde foran hundreder af mennesker. Men publikum var vidunderligt, jeg elskede dem. Jeg vil bare spille, være et medium. Jeg vil være mig selv og samtidig være musik. Jeg har haft lærere og jeg har været sammen med Martha og de har alle sammen givet råd, mange gode råd, men jeg vil helst være fri. Jeg vil glemme dem og kun huske det Beethoven gav mig, finde ind til det. Jeg er nødt til at glemme de råd, uanset hvor dybfølte erfaringer de udspringer af. Jeg er nødt til at være helt tom når jeg spiller. Det var sådan det skete da jeg fik det andet flygel at spille på. Jeg var blevet lettet for alt der ikke er mig. Forstår du, min ven, min kæreste. Du er den eneste i hele verden som kan være sammen med mig uden at tynge mig og skygge for min musik. Du sidder i dit hjørne med dine store papirark. Du lytter bare og dømmer ikke. Du er hos mig og jeg føler mig så ren og gennemsigtig. Vent et øjeblik, min kære.

Hun står ud af sengen og tripper på bare tæer ind i stuen, ind til sit eget instrument, og åbner for Bachs enkle toner. Månelyse toner der svæver bort over flyglets blanke flade.

______


12 kommentarer

Nu skal I tænke på Beethoven

Ida står bag scenen og tripper. Lidt mere nedringet end hun bryder sig om, sådan er moden i år, kjolen skal være rød så hun bliver set, har hun fået at vide. Det er godt at være nervøs, men det er ikke godt hvis man ryster eller sveder. Koncerten kan starte eller stoppe hendes karriere, der er vigtige mennesker blandt tilhørerne, anmeldere og hendes lærere. Hendes flygel og en reparation skal betales. Frederic skal være stolt af sin kæreste.

Klokken ringer sidste gang, publikum leder efter deres pladser, rasler og klaprer med sæderne, taler dæmpet, kigger i programmer, hoster. Lyden tager af og de bliver stille, et eneste dæmpet, fælles åndedræt. Forventning.

Ida tænker på de første akkorder i Beethovens sidste sonate, hører dem for sig selv, de fortrænger alt i hendes bevidsthed, der bliver ikke plads til at være nervøs. Hun træder ind på scenen og går roligt hen til flyglet, bukker dybt for publikum mens applausen dør ud, hun ser ikke på dem, det ville forstyrre koncentrationen. Sætter sig på bænken, justerer højden.

Musikken begynder at strømme fra hende akkurat som hun har forestillet sig, og hun nyder det. Hun kan høre at publikum er med, alt det hun har tænkt, fungerer, musikkens blidhed og voldsomme gennembrud taler sammen, uskyldige melodier over for vulkanske udbrud. Hendes ansigt lever med, det har Frederic fortalt, og han siger at det er en fordel at hun viser musikken foruden at spille den.

Hun er nået til det sted hvor Beethoven lyder som ragtime. Hun elsker overraskelsen her, og har øvet det så meget, har glædet sig til at spille for et publikum. Men der er noget galt, hun kan ikke genkende musikken, selv om hendes hånd spiller den, det går for hurtigt, tonerne bliver filtret ind i hinanden, og nogle gange kommer de slet ikke, selv om hun trykker hårdere på tangenterne. Hånden gør oprør, sådan noget vil den ikke finde sig i, den ved nok hvordan det skal lyde. Hånden – hun stirrer på den, som lever den sit eget liv. Det kan ikke blive ved på den måde. Musikken er standset.

Men hun ved hvad en pianist skal gøre i den situation: man hopper videre til næste helle og fortsætter derfra. Hun forsøger at hoppe, der er ikke noget helle, hovedet er sort. Der er ikke mere musik. Hun falder ned i en tom brønd, falder og falder. Ligger på den tørre bund omgivet af fugtige mure. Murene trækker sig sammen om hende, der er kun en stump himmel som et frimærke oven over. Og nu kommer tavsheden, publikum er dødstille, stille ved begravelsen af hendes ambitioner, af hendes karriere. De ønsker bare at flygte ud af pinligheden, om et øjeblik vil de rejse sig og forlade salen. En koncert er som cirkus med løvetæmmere. Det plejer at gå godt, men en gang imellem bliver løvetæmmeren ædt. Ida bliver ædt og er allerede begravet.

Oppe over hende klinger endnu de sidste toner hun har spillet. De bliver ved med at klinge fra flyglet. Hvorfor kan hun høre dem nede i brønden?

Hun rejser sig og vender sig mod publikum, ser dem for første gang mod projektørerne. De er nervøse, linedanseren har mistet balancen og er ved at falde ned i nettet. Men der er intet net. Hendes højre hånd bevæger sig akavet hen foran hende og smækker låget over tangenterne i. Bang! så det brager i flyglet. Koncerten er lukket.

Hun finder nogle ord til tilhørerne: – Tænk på Beethoven. Lyden kom og gik for ham da han komponerede denne sonate i 1822, næsten helt døv. Kanonerne havde tordnet over Europa og klang stadig i hans hoved. Men han ville noget andet, en anden verden. I har hørt tonerne klistre sig sammen i en høstak, måske har det lydt sådan for ham, men jeg vil om lidt spille som han hørte musikken med sin sjæl.

– Jeg må bede koncertsalen om reserveinstrumentet at spille på, fortepedalen har sat sig fast på det her hakkebræt, derfor lyder det som et ekkorum når jeg spiller.

Publikum ånder lettet op, linedanseren overlever, løvetæmmeren har stadig magten.

Med et nyt instrument og en ny klarhed spiller hun forfra. Det er som om en ukendt byrde har hvilet på hende, noget hun ikke havde vidst. Den er blevet løftet, et krav om det sublime, om at spille på en bestemt måde, at være artig, er forsvundet. Hun spiller en anelse langsommere, og noget der har manglet i musikken dukker frem. Højre hånd nyder de vilde steder hun har frygtet og trænet så meget. Ro og glæde gennemgløder den sidste del af sonaten – og hende.

 


 

Hør den generende bid af sonaten her:


14 kommentarer

Jeg valgte selv at komme i knibe.

No automatic alt text available.
>>> SPONTANOPGAVE <<<
22. Maj 2017
LAD DIG INSPIRERE AF DE TRE
’S T O R Y T E L L E R T E R N I N G E R’.
OG SKRIV EN HISTORIE.
Max 500 ord.

 

 

Jeg er Terningmanden. Ingen bestemmer over mig, undtagen terningen som redder mig fra kedsomheden ved det velkendte. Hver morgen stillede jeg seks valgmuligheder for dagen, slår terningen, og måtte udføre hvad den sagde. I mandags slog jeg fx et valg for denne uge om at skrive, resultatet er at mine grammatiske tider (tempus) veksler tilfældigt og jeg skal skrive nøjagtigt 685 ord hver dag, hverken mere eller mindre, ingen skal bestemme over hvor meget jeg skriver, bortset fra terningen.

Nu, dagen før Kr Himmelfart, er mulighederne følgende:

1. Anskaffe ti forskellige aviser og læse dem grundigt (Gab, der kunne være et friluftsarrangement, men ellers ingen udfordring).

2. Stjæle en madpakke fra en lille skolepige (helt absurd, men uforudsigeligt, på den måde bedre end mulighed 1)

3. Forsøge at bedåre den tykke kvinde i pizzeriet (hun er sød på en sur måde, men en vis charme, håber ikke at det virker).

4. Købe tre forårsbuketter og forære dem til tilfældige mennesker.

5. Købe en ny bil (det vil vælte min økonomi totalt, absolut et farligt valg).

6. Melde mig som frivillig hjælper for Red Barnet (jeg hader dem, de har ikke reddet et eneste barn i de sidste tredive år. De har reddet Helle Tornings økonomi, hun får 2,1 million kr. årlig for at være formand. Her er interessante muligheder for at bringe tilfældigheder ind i deres organisation).

Jeg lukkede hånden om terningen. Som altid skælver jeg over for skæbnen, ikke nogen behagelig stund, adrenalinen pumper. Åbner hånden og lader terningen rulle hen over bordet; stirrer: 2. Jeg fortryder allerede den mulighed, men bordet fanger, jeg skal stjæle en madpakke.

På en sidevej nær Eliteskolen – Gentofte Højere Pigeskole parkerer jeg kvart i otte. Låser omhyggeligt og spadserer roligt forbi hovedindgangen. Biler standser, døre smækkes op, piger vælter ud, glemmer tasker, kravler ind igen. Mødre ved rattet skælder. Hele vejen er er fuld af mennesker nær panikstadiet, børn kommer vandrende eller cyklende eller løbende. Forældre knuger grædende småpiger som ikke vil skilles, større børn vender ryggen til forældre, de er pinlige at blive set sammen med. Tre sportscyklister snor sig i rasende fart ud og ind og strejfede mig på en ubehagelig måde, råbende et eller andet for at få folk af banen – de har ikke cykelklokker, det er mod deres etik som overflødig vægt.

For mange mennesker til at jeg kunne operere diskret. Jeg vendte om og gik tilbage, måske en idé at vente til spisefrikvarteret. Ud for min bil så jeg en pige komme spadserende mod mig. Cirka ti år, kort lyskrøllet hår og røde kinder. Det røde er malet på, bemærker jeg, og læbestift, blålakerede negle, men øjenvipperne er hendes egne.

Chancen er nu!

– Undskyld, siger jeg. Dette er en undersøgelse fra Skolerådet om elevers ernæring, må jeg lige kigge på din madpakke? Du får hundrede kroner for at deltage.

Jeg rækker hånden frem med fem skinnende tyve-kroner. I samme øjeblik mærker jeg en glødende smerte i skinnebenet. Hun skrabede en lang flænge ned langs knoglen sådan som man lærer til kvindeligt selvforsvar – et sted hvor sår er forbandet længe om at læges. Hun har stiletter på.

– Hjælp, hjælp! hviner hun som en udrykningssirene. – Børnelokker! Hjæ…

Mere hører jeg ikke, for jeg ligger på fortovet med hovedet drejet skarpt til siden, et kæmpemæssigt knæ er presset ind i mit øre. Lugten af sved og cykelolie hænger i min næse. En anden sportscyklist sætter sig på mig.

– Rolig, siger han til pigen, vi har ham. Han kan ikke gøre dig noget.

Pigen tog sin mobil frem og fotograferede mig ydmyget fastholdt under de to cyklister. Politiet ankom med en mandskabsvogn og to civilbiler. Betjente fikserede mine arme og mine ben. Kastet ind på gulvet i mandskabsvognen og afsted med udrykning.

Jeg venter nu i dommervagten og skriver dagens sidste noter så godt jeg kan for håndjern og fodlænker. Ingen har tilset mit ben, betjentenes blik viser at det er min velfortjente straf og at mere er i vente senere på dagen når de får mig på tomandshånd. Det er klart for mig at de ikke mener at dommeren ….


8 kommentarer

Der er ingenting så stille som vand.

Der er noget særligt ved at ligge og sove i en jolle. Falde i søvn under stjernerne, bestrålet af universet. Blive vugget roligt fra side til side. Luften er frisk og saltholdig, vandet skvulper sagte mod bådens sider, solen er allerede stået op. Jeg hører en fjern mumlen af mennesker og børn ved morgenmaden.

Siv og pil vifter næsten uhørligt. Jeg har anbragt mig på et par madrasser og med fem lammeskind over mig, vidunderlig varme. Min kolonihave ligger på Nokken ned til vandet så jeg har båd foruden mit lille hus. Det skal bare males hvert år og have en sjat tjære på taget så holder det tyve år endnu lige som mig selv.

Kolonihaverne ligger ved en bugt med udmunding fra kanalen, og børnene fik tidligere lov til at svømme rundt mellem de fortøjrede både og pjaske vand på hinanden eller ligge på en luftmadras med en is.

Der lyder lige som et tordenskrald eller en motorvej, jeg får slynget en byge koldt vand over mig og min båd vipper voldsomt. Nogle maskiner nær ved har skruet sig  op i højeste gear og hviner i et selvdestruktivt tempo. Jeg fornemmer lugten af brændt olie. Båden gynger og fuglene bliver overdøvet af skingre skrig.

Mine lammeskind er blevet tunge af det kolde vand, men jeg kaster dem hurtigt til side og kigger ud over rælingen, febrilske mænd plasker i vandet, vragdele flyder rundt, flammer slår op..

Min båd ligger fortøjret tæt på land, bare et skridt fra den faste jord. Jeg har fastgjort den med en helt ny, bomstærke stålwire, brudsikker og meget længere end nødvendig. Det kræver noget arbejde at få wiren halet i land sammen med båden, som jeg begynder at rense.

Sikke roligt der pludzelig blev igen, bemærker en stemme over hækken. Det er min nabo Kowalzki som vil snakke. Vi plejer at sætte os sammen og kigge ud over vandet mens vi ordner verdenssituationen, overvejer Jesu genkomst, kursen på Dollar, fordelen ved Brexit – vi klarer det hele på en halv time.
– Meget dejligt nu. Hvad var det for en larm jeg hørte?
– Der zkete noget ude på vandet, siger han, måzke kom der nogle vandzkootere.

Jeg lader blikket bevæge sig over vandet
– Hvem er det der bader så tidligt?
– Nok de unge mennezker der er blevet trætte af mazkinerne.
– De har endelig set vores skilt med VANDSCOOTERE FORBUDT.

Kowalzki nikker, vi har diskuteret det mange gange.
– Man kunne ellerz frygte at det ville provokere dem til at zejle endnu hurtigere ind imellem børnene.
– Kan du høre at der er nogle som råber hjælp og vinker? Der er sket en ulykke.
– Jeg tror at du har ret. Og noget brænder derude. Hvor forfærdeligt.
– Ringer du til redningskorpzet? min telefon er løbet tør for ztrøm.
– Det er min også. Jeg tænker at de andre har ringet efter politiet, som i øvrigt plejer at sige at de ikke har mandskab til at at tage sig af havnen. Måske kigger de herud senere på dagen. Jeg ville gerne ro ud og se om jeg kan hjælpe, men min båd tager vand ind. Der er nok andre som hjælper.

Han er en skøn nabo, altid klar med råd og dåd.
– Jeg ville ozze gerne hjælpe, dezværre er der problemer med bundproppen så jeg kan ikke sejle ud i dag.

Vi slår os ned på min bænk med en kop kaffe og en halv æske negerkys som jeg har til overs fra i går. Der er godt udsyn over bugten herfra og jeg bemærker at andre har hentet deres kikkerter, folk vil gerne vide hvad der sker.
– Du, Kowalzki, er det ikke velgørende så fredeligt der er, på trods af den frygtelige ulykke.
– Ja du har ret, vorez nye zkilt får dem nok til at holde zig væk for fremtiden. Bare zynd for de unge mennezker at deres dyre mazkiner er forulykket. Heldigt at din nye wire ikke blev ødelagt.
– Ja, bare sært at den havde forvildet sig hele vejen over bugten og rundt om en fortøjningspæl. Måske skulle jeg bruge den gamle wire for fremtiden.

Et negerkys, en kop kaffe og stilhed kun afbrudt af fuglesang. Det er sådan vi nyder livet. Børnene har igen fået lov til at bade, kan jeg se. De svømmer ud mod vragene for at undersøge nogle personer der øver sig i at flyde, eller hvordan skulle jeg vide hvad de personer laver.
– Hør her, siger Kowalzki, du zkal zælge dine dollar nu og købe dem tilbage zenere, for jeg ved at Trump …


28 kommentarer

“Blodprøven: der er noget I skal vide” eller “Næse for Blod”

I anledning af Finn Wilkens’ fødselsdag tilegnes han denne beretning

gåher.JPG

Mig og Kurt sad nede på Café O, han havde for en gangs skyld bare en kop kaffe foran sig: – Vi kan ikke starte med promillerne før Næsen er her, vel? Det ville være mod alle traditioner.

Jeg sniffede ind: – Har du cognac i den?
Han nikkede næsten usynligt: – Hvad er så vigtigt at vi skal mødes ved højlys dag?
– Næsen ringede til mig, helt ude af den. Han behøver vores hjælp.

Kurt rystede på hovedet: – Jeg har også brug for hjælp. Husker du lille Selma som serverede her sidste måned? Jeg bare have hende, men det er helt umuligt.

Jeg elsker når jeg kan overtrumfe Kurt: – Du må læse Clausewitz om krig. Hvis et frontalt angreb er umuligt, foretag en omgående bevægelse.

Han så betænkelig ud: – Mener du en baghyler? Udelukket. Hun sidder hele tiden hos sin mor der arbejder i hundesalonen, jeg kan ikke komme i nærheden.

Det var endnu bedre, nu kunne jeg belære ham: – Du må starte med moren, det er Clausewitz’ omgående bevægelse.

Inden jeg nåede at uddybe, ankom Næsen, ganske bleg og med regndråber løbende ned ad kinderne. Han smed et stykke papir på bordet idet han kastede sig i stolen og råbte mod disken: – Dobbelt af det sædvanlige. En akut nødsituation.

– Fortæl, Næse, lød det enstemmigt fra mig og Kurt.
– Forfærdeligt. Jeg har drukket blod.
Kurt mente at det var et brud på vores musketéred: En for alle, og alle får en lille en. At drikke blod må høre til de stærke varer forbeholdt Café O, altså et anliggende hvor vi alle tre skal være sammen.

Næsen indvendte at det skete for længe siden da han blev konfirmeret, ved en tvungen altergang, og at der ikke siden havde været tilbagefald. Hans problem stammede fra en ny kæreste, Bente, som han i øvrigt måtte skjule for den ordinære kæreste. Bente havde vist sig at være Jehovas Vidne, de har noget med blod.
– Hun er bange for at jeg har pådraget mig et Acquired Immune Deficiency Syndrome. Jeg skal have taget en blodprøve.
Kurt indskød af hensyn til mig at de ord betyder aids.
Jeg forklarede at det var nemt nok, en tur på hospitalet og så er den hjemme.

Næsen sad forknyt og kiggede ned i bordet: – Jeg har et problem som jeg deler med otte procent af den danske mandlige befolkning.
Kurt trøstede ham med at syfilis nemt kan helbredes i vore dage, men han forstod da godt at den nye kæreste var bekymret.
– Nej, sagde Næsen, jeg er rød-grøn farveblind. Læs på sedlen, der er sygehusets rutevejledning til blodprøve, man skal følge røde og grønne streger på gulvet. Det kan jeg bare ikke.
Kurt rejste sig op og erklærede med sin formandsstemme at problemet var så alvorligt at han ville give en dobbelt omgang. Han så ud til at være meget påvirket af situationen, og måske – som jeg senere tænkte på – af det ekstra indhold i kaffen.

Efter at have læst sedlen advarede Kurt om at han havde bemærket noget der gjorde ham betænkelig ved det sygehus. Det var punkt 7, ”Kirurgisk Amb” for enden af den grønne streg, er det virkelig nødvendigt at foretage en amputation ved blodprøvetagning? Vi vedtog at undgå den grønne streg helt, uanset aids eller ikke. Det var blevet klart at Næsen havde behov for vores fulde støtte. Også til at holde ham fast under den på sedlen omtalte scanning, der forekom overdreven ved en banal blodprøvetagning

Kurt og mig drog ikke desto mindre afsted puffende Næsen varsomt i ryggen idet han knugede sedlen fast i hånden. Den viste sig at mangle detaljer, fx vel ankommet til ”Sygehus” skulle vi finde en streg på gulvet i ”afd”. Jamen, hvad pokker er afd, og hvor fanden er den? Vi opgav, – indtil Næsen fandt en smart strategi, som grebet ud af Clausewitz’ lærebog for krigsførelse, Sygehuset var altså vores modstander. Vi gik ind i den første den bedste afdeling: Han greb en stok i paraplystativet og fægtede vilkårligt med den, plirrede som en sindssyg med øjnene mens han stirrede ud idet tomme rum, greb en sygeplejerske i armen og tvang sedlen i hånden på hende. Den slags får mig og Kurt til at lægge afstand til Næsen.
– Vis mig vej til blodprøve, sagde han i en ukendt dialekt som han mente de blinde bruger.

Den måde at gribe sagen an på var helt i overensstemmelse med krigens hensigt som er: ”en voldshandling med det formål at tvinge modstanderen til at følge vores vilje”. Og den virkede, Næsen fik taget sin blodprøve. I øvrigt belærte sygeplejersken os om at amputation staves med p, hvorimod ”amb” med b betyder ambulatorium. Hvortil Næsen mumlede at for en blind lyder det ens.

I anledning af at Næsen blev erklæret rask greb han i Café O ordet og takkede os for vores moralske støtte, selv om han syntes at han selv havde klaret det praktiske:

– Men de tog også en anden blodprøve, min promille var helt nede på 1,02, ikke sært at jeg var ude af mig selv den dag.


27 kommentarer

Svømning – en sport for alle

Opgave 2, forår 2017

Sneen er smeltet foran Øbro svømmehal. Jeg sidder inde i hallen på en af de små startskamler som er beklædt med riflet gummi, den er ikke kold og glat som tilskuertrapperne. Efter de første tredive baner med crawl er jeg varmet godt op og det generer mig ikke at hallens luft er kølig, tværtimod. Ved siden af mig står to damer i gang med en samtale.

Den ene er iført en kulsort, klassisk bikini, ikke helt ung, ikke helt slank. Hun har en hvid badehætte på, hovedet er bøjet mens hun kigger ned ad sig selv og lader en hånd glide ned over maven: ”Man skal passe meget på med sort, det danner mærkelige skygger. Bliver jeg uformelig?”

Den anden er mindre, kraftig, men mere muskulær, hendes kortklippede hår er hennafarvet for nylig. Hun er iført en blomstret badedragt og står og betragter svømmebassinet, hvor de mange børn alle sammen skriger mere end de svømmer. Hun drejer hovedet for at se veninden i øjnene og siger med en skarp stemme: ”Hvid er da værre, man ser så fed ud.”

Hende med den hvide badehætte og den sorte bikini virker nu mere alvorlig: ”I går forsøgte jeg at finde noget til stranden Lidt let og sommerligt, en slankende bikini.”

Nogle vanddråber løber fra den rødes hår ned på overarmen hvor der er ved at danne sig gåsehud. ”Det findes ikke. Prøv Magasin, de har alt. Der går meget tid med at lede hvis man ikke kender de rigtige butikker. Skal vi ikke bare hoppe i?” Det lyder mere som en ordre end som et spørgsmål.

Den sortes hånd løber ned ad hoften: ”Ser jeg ikke ret godt ud i denher dragt? På trods af, farven?”

“Flot nok – kom så.”

I bassinet har man afspærret tre baner til seriøse svømmere. Bademesterens trillefløjte skærer igennem larmen, han står et trin oppe på tilskuertrappen og peger med strakt arm på en dreng som plasker rundt i den forkerte bane. To pift mere da drengen ikke lystrer hurtigt nok.

Damen har drejet hovedet bort for at følge med og tilføjer: ”Du kan da svømme?”

Hånden standser brat på hoften og lægger sig over hjertet: ”Nogenlunde, på svømmeholdet var jeg anderledes end de andre, vandet skræmte mig. Pinligt.”

Den rødhårede træder op på startskamlen og tripper: ”Jeg gider ikke det her. Nu snupper jeg femogtyve baner. Vil du med eller ej?”

Der bliver en kort pause. Ved siden af damerne springer en ung atlet ud fra femmetervippen, som dirrer larmende efter ham. Plask og sprøjt. De får begge to koldt vand på sig.

”Jeg skal nok ikke svømme rigtigt i dag, det vigtige var at høre din mening om min bikini.” Hun vender sig om og er på vej ud i omklædningen igen.

Hendes sortklædte ende bevæger sig op og ned, eftertænksomt fra side til side, indtil den forsvinder bag svingdøren. 


24 kommentarer

Det var ikke min skyld, det var slædehunden

Til opgave 1, forår 2017

Else ligger i den sorte sofa med et tæppe om benene og hovedet på en pude. Et håndklæde om det halvlange, sorte hår og en bandage om højre underarm. Øjnene er vendt mod fjernsynsskærmen hvor Dr Phil interviewer om alkoholproblemer. Samtidig læser hun i en masse farvestrålende blade.

De ligger i bunke på hendes mave og spredt på sofabordet, sammen med en bakke med en halv take-away-pepperoni-pizza og en Ritter Sport chokolade. Hun brækker det næstsidste stykke af chokoladen, knæk, og putter det i munden.

Fra entreen lyder bump af en fjeldræv og et par sneakers af mærket Nike flyknit Racer! Døren bliver smækket op og Selma standser brat:
– Mor, hvad laver du? Hvorfor er du ikke på skolen?
– De var nødt til at sende mig hjem.
– Var du fuld?
– Der var en klient som ikke kunne lide mig så han bed mig i armen. Jeg har det bedre nu.
Else løfter armen med bandagen højt op over hundebladene.

– Hvad mener du med en klient? Du er da ikke sagfører.

– På Akademiet for Hunde Pleje hedder hundene altså klienter. Han var utilfreds med min parfume. Jeg fik besked på straks at vaske hår og fjerne min Olympéa Eau de Parfum Spray. Den du godt kan lide, ikk’ skat?
– Mmnnn. Jeg har en nyhed, mor, …

– Mange hunde går da med parfume, fx Grenadine, jeg kan ikke se at det skulle genere. Måske holder jeg op med den uddannelse når de ser sådan på det.
Else løfter det nummer af Vi med Hund og Have som hun er i gang med, og peger på et opslag med en Chihuahua:
– Er den ikke nuttet? kun to kilo, findes i alle farver. Og så skal den tit til hundefrisør, det er noget vi sætter pris på. Sikke en busket hale. Men se så ham der bed mig, – et øjeblik ..

Hun undersøger hundebladene et efter et. Endelig finder hun julenummeret under pizzabakken:
– Her er han, en slædehund, Alaskan Malamute. Helt kulret var han, men flot, lang pels. Han burde have mundkurv på som i Grønland.

– Mor! Jeg vil sige noget til dig. Hører du efter?
– Ja, min skat.
– Jeg har fået mig en kæreste i dag. Jeg skulkede fra skolen så vi kunne være sammen.

Else lægger bladet fra sig, opslået og med ryggen opad.
– Men dog, til lykke! Henter du et par glas i køkkenet, det må fejres.

Selma roder rundt i opvaskemaskinen for at finde et par pæne glas, som hun håndvasker og polerer.

– Jamen, skal der være fest, så lad der være fest! udbryder Else og retter sig op fra sin liggende stilling. Hun stikker hånden ned bag sofaens forben og henter en vodkaflaske frem, fylder godt i glassene:
– Skål, kære Selma.

De klinker. Selma nipper forsigtigt, mens Else tømmer halvdelen af glasset. Der er kommet glans i hendes øjne: – Det var en dejlig nyhed. Nu håber jeg bare at Akademiet ikke smider mig ud. Hvad vil folk med en slædehund når der ingen sne er og de ingen slæde har? Jeg spørger bare. Jeg har alligevel besluttet at fortsætte med uddannelsen selv om de ikke kan lide min parfume. Apropos uddannelse, du er vel ikke droppet ud af gymnasiet? Stop med at skulke. Uddannelse er vejen frem, det ved jeg.

– Nu må du ikke blive forskrækket, mor, men Claus er altså handikappet.

Elses hoved viger tilbage med øjnene spærret op:
– Det var dog forfærdeligt. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene, vi har ikke plads til en rullestol her i lejligheden…

Selma er glad for at hun på forhånd har styrket sig med vodkaen. Hun behøver energi til at overvinde morens modstand, for ikke at sige afsky:
– Så slemt er det ikke, mor, han er bare blind.

Glasset bliver fyldt og tømt igen mens Else overvejer situationen. Øjnene vender sig op mod loftet, bort fra Dr Phil i fjernsynet og fotografiet af slædehunden, indad. Der er stille indtil konklusionen har bundfældet sig:

– Når nu Claus tager hunden med, har jeg nogle ideer til hvordan den skal klippes. Han vil ikke klage over at den ser forkert ud bagefter som nogle af de andre kunder jeg har haft, og jeg behøver heller ikke rydde op for hans skyld. I øvrigt ved jeg at han er et menneske der forstår at værdsætte min parfume, de blinde er mere sensitive.


5 kommentarer

Mon der var noget tilbage? Men druerne …

S P O N T A N O P G A V E:
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
TITEL: ”MEN DRUERNE LÅ TILBAGE ”
ØVELSE i DIALOG. Et kammerspil med KUN 2 personer: KAMMA og FACO
Skriv langt mere ”Show” end ”Tell”. Skriv langt overvejende selve dialogen mellem Kamma og Faco!
START HISTORIEN SÅDAN:
”Da Faco kom hjem samme aften ….”
Max. 500 ord. Opgaven slutter ved udgangen af februar (28. februar)

Pusseby DSCN6076

Da Faco kom hjem samme aften sad Kamma på en træstub og stirrede på en bunke sortsvedne brædder og knækkede bjælker, sprængte mursten og forvitrede teglsten. Askeflager og en let røg steg til vejrs i halvmånens skær. Hun rørte sig ikke.

– Se på mig, sagde han, hvad i alverden er der sket med vores hus?

Hun rystede på hovedet og stak hånden ned i skødet hvor der lå en klase vindruer, valgte roligt en og stak den i munden. Alt sammen i det samme mekaniske tempo.

Faco greb hende i skulderen og ruskede: – Hvad er der sket, tal til mig!
– Du gik din vej. Du forlod mig…
– Jeg skulle købe ind som vi havde aftalt. Jeg er her, vi er sammen.
– Nej, vi er ikke mere sammen.

Han rodede i asken med en pind: – Der er intet tilbage af vores nye hus. Jeg fatter ingenting. Hvor er brandvæsenet?
– Der var ikke brug for dem. Jeg ville have at det brændte ned.
– Hvad mener du? Har du tændt ild i vores hus? Du har brændt det ned!
– Undrer det dig? Efter hvad du har gjort mod mig. Vi skulle være sammen, os to, du er en hel dag om et ærinde der tager tredive minutter. Du brændte mig af. Her er resultatet.
– Hvad har du gjort af mine manuskripter, den roman jeg har skrevet på i tre år. Vores foto. Vores ting. Computerens back-up for pokker. Har du reddet den?

Kamma så op:
– Tror du selv på det? At jeg er så blødhjertet efter alt hvad du har udsat mig for.
– Du har altså udslettet tre år af mit liv. Og samlingen af lakskåle fra din egen fars rejse i Indokina, vi lovede højt og helligt at de ikke skulle få så meget som en skramme.
– Hvor der handles, spildes der. Det er jo dit eget valgsprog med mig.
– De er uerstattelige, din far tager sin død over det, Kamma.
– Men kvinder er ikke uerstattelige, vel? Du har én her, som du erstatter med Louise dér, nede på skolen. Du lovede at det skulle være forbi med hende. Og nu dette. Du ser ruinerne af vores forhold, årsag og konsekvens. Jeg har brændt alle mine erindringer om dig, om dine kærlighedserklæringer, om dine planer for os, om vores barn der skulle komme. Om tillid… om sjælenes forening. Pis!
Hun spyttede en kerne ud.

Faco ventede et øjeblik, så kom ordene: – Det du sagde i morges om frugt … det var ikke vindruerne du mente, vel? Du talte om vores barn som var på vej, endelig.
– Ja, endelig forstår du det. Jeg var så stolt. Det var lykkedes. Jeg var ved at fortælle dig det, den største nyhed vi havde ønsket i flere år – da du vendte om midt i det hele fordi vi manglede mælk og rosiner og – et eller andet. Du vendte ryggen til mig og gik… til Louise. Forstår du at du efterlod mig som en ruin. Derfor kommer du hjem til en ruin.

Kamma sad som om livet havde forladt hende, som om hun var en del af træstubben. I resterne af huset var sengen smuldret til ingenting, badekarret stod ensomt med krakeleret emalje, køkkenet nedsmeltet, hans skrivebord intakt, mens alt omkring det, og på det, var aske.

Men druerne lå tilbage i hendes skød, friske og med en hinde af uberørthed


10 kommentarer

Forført til frihed…

img_0088

FORFØRT TIL FRIHED

Janus er spærret inde: Hans kontor keder ham, og hans kone er så optaget af aftenskolen at de aldrig mødes. De tilmelder sig derfor sammen et kursus på Aftenuniversitetet: ”Frihed – forførelse eller fornemmelse?” Han fatter ikke et suk af den titel, men hvad gør man ikke for at møde sin elskede igen?

Det lyder så skønt at være fri, at han kommer til at overtage kurset og til sin forundring bliver ophøjet til guru af deltagerne. Han og menigheden flytter til Århus, omgås diskussionsfanatiske teologer, udgiver tidsskrifter – og fremmaner en tibetansk ånd, Padmasambhava, som har en evne til at få mennesker til at se ting som ikke eksisterer. Eller gør de?

Selv om Janus derefter flytter på landet for at blive fri for menigheden og Padmasambhava, så flytter nissen med og han bliver tvunget til at danne et kollektiv, lave kurser – ja, han skal kort sagt til igen at finde friheden, selv om han nu har magt, så meget han kan ønske sig. Men nu er det ham der er ovenpå…

”Over mosens tåger svæver et blåligt lys som bliver større og mere fugtigt. Janus brummer igen de beskyttende ord han har lært, aummanepadmehum, hele tiden højere. Fugten trænger igennem gummistøvlerne, fra nordlysets hjem, fra stenalderens mørke, fra blindhedens afsavn. Han mærker dråber af tyktflydende væsener, løbe på indersiden af kraniet, ned gennem rygraden, ned i gummistøvlerne. Det er Padmasambhava der som lovet manifesterer sig… ”


.

Han magter noget de andre ikke kan, ham Jespero” ***** BT

Kan man læse sig til frihed? Jo, nu kan man, i denne løbske roman. Prøv det selv.” ****** POLITIKEN

Gammel vin på gamle flasker. Genbrugs-new-age-agtig.” ** Kristeligt Dagblad

.. borer dybere end både Sartre og Husserls transcendentale fænomenologi, og er alligevel lettere end Finn Søeborg og Finn Wilkens.” Weekendavisen


25 kommentarer

Aldrig født, altid død

dscn2826

Merz er en rigtig billedhugger, kraftige arme, kødfulde hænder der aldrig når at blive rene, halvlangt, gråt hår og det store skæg der næsten tager udsigten fra nogle lyse, blå øjne. De ser alting.

Han går ned ad Algade indtil han når torvet foran rådhuset, et stort, brolagt område. Om torsdagen er der torvedag og livligt, alle andre dage helt dødt. Ikke mere, for nu står hans skulptur PORTEN i midten og beliver stedet. Tre meter høj, af bronze, på toppen en slags bevoksning. Fra pladsen kan man spadsere lige igennem og spejle sig i skulpturens blankpudsede inderflade. Udenpå vil den patinere efterhånden. Porten er skruet fast i en blok af poleret bornholmsk granit, der flugter med pladsens niveau, man kan næsten skøjte igennem den.

Han sætter sig over på Rådhuscafeen for at prøve udsigten derfra. Ejeren serverer ham en cappuccino med et stykke chokolade og et lille stykke tærte. ”Man vænner sig vel til den,” bemærker han med et nik mod Porten, og er på vej om bag disken igen. ”Måske skulle de have stillet den Port i Skåne, der kan de sikkert godt lide sådan noget,” fortsætter han mens han tager et glas og polerer det.

Der ligger nogle nøddeflager ovenpå tærten, Merz skraber dem af med kagegaflen og nyder kage og kaffe sammen med udsigten. Sollyset spiller i bronzen og kaster reflekser på både granit og brosten. Derpå rejser han sig, tager tallerken og kop, og stiller dem på disken foran ejeren: ”Når du engang har vænnet dig til Porten, så har jeg vel vænnet mig til dig,” han går uden at vente på svar.

Tilbage ved Porten bøjer Merz sig ned for at kontrollere, for syttende gang, at den er monteret efter forskriften – ellers bliver han uvenner med borgmesteren, der sidder i sit rådhus og overvåger.

En hundelufter er på vej rundt om pladsen på sin faste rute, men hiver hunden bort fra noget interessant og ind foran Porten. ”Nå, vil du gerne give den nye opstilling en tår. Kom så, Bølle.” Tilsyneladende henvendt til hunden, i virkeligheden til Merz der irriteret betragter den lille pøl gul væske som siver ned ad bronzen og løber videre hen ad granitfundamentet.

”Kunne du i det mindste ikke vente til jeg er gået,” siger Merz til manden, men hunden er på vej bort med ejeren på slæb, det var en pligtaflevering. Og der kommer ikke noget svar så han fortsætter: ”Vel er Porten en kusse til at gå igennem, det har alle da prøvet! Også dig, tænk over det: du pisser på din egen mor.”

Merz fortsætter tværs over pladsen til den anden side med kolonnaden hvor der står bænke.  Han sætter sig der og betragter Porten fra en ny vinkel hvor den gule plet ikke er synlig. Nogle duer prøver at finde et sted at sidde, men Porten er konstrueret sådan at det ikke er muligt. De nøjes med at spankulere rundt på fundamentet og flyve igennem åbningen, han smiler tilfreds og fisker dagens eksemplar af ”LokalAvisen for Nykøbing” frem af en lomme. Flere sider er allerede fulde af læserbreve efter indvielsen i går.

Præsten mener at Porten er en skamplet, den leder tankerne hen på noget han ikke vil skrive i en pæn avis, og så er den primitivt udført. Dyrlægen skriver at når ikke engang duerne har glæde af den kan han ikke se noget formål med at opstille en skrotbunke på den nydelige rådhusplads. Frk. Lindborg fra Østervang synes at der ved solnedgang fremkommer en flot glorie, lige som den Jomfru Maria har, men at den er malplaceret i et protestantisk land. Og … kunne vi ikke bruge en anerkendt kunstner i stedet for en lokal amatør…, …generer torvedagene …, ..reflekserne blænder når man går forbi, vil helst gå en anden vej i fremtiden… osv. osv.

Med et voldsomt riiitsch river han avisen i to dele og smider den på bænken, duerne letter skræmt. Han rejser sig og går hjem til atelieret. Det er gulkalket, med stort skråvindue mod nord, vinduet er plettet udefra med regn og jord og indefra med støvet fra skulpturerne. Han starter vinkelsliberen og fortsætter arbejdet med den marmorblok der står midt i lokalet, men standser så. Tænder den kraftige projektør, smider vinkelsliberen og griber hammer og mejsel. Han arbejder voldsomt så stensplinter og støv fyger, det kan høres helt inde i Nykøbing.

”A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal” havde skænket et beløb til en skulptur på rådhuspladsen. Byrådet holdt møde om sagen og borgmester Oluf S mente at man kunne lade en lokal kunstner, eller hvad de nu kaldte sig, ordne sagen for ”så blev pengene da ligesom i kommunen og man kunne spare understøttelsen et par år, de tjener jo ikke noget til daglig.”

Merz var ankommet med sin plan til mødelokalet på rådhuset. Han gik rundt til kunstudvalgets tre medlemmer for at hilse på og trykkede borgmesteren i hånden. ”Velkommen hr. Merz,” sagde borgmesteren, ”vi må desværre klare os uden kaffen i dag. Det gør ikke noget, sagen behøver ikke tage så lang tid. Lad os se på det.” Og ud af sit tegnerør trak Merz skitserne som han placerede midt på bordet hvor der var bedst lys.

Borgmesterens telefon ringede skingert og han forsvandt.

”En port, der fører ind i fremtiden, man kan gå igennem og se sig selv blive forvandlet. Helt i bronze, den blive fantastisk flot. På toppen ligesom en bevoksning, noget helt organisk at se på. Noget der vajer i vinden og ændrer sig med årstiderne. Den port vi alle sammen går igennem og er kommet igennem.” Merz var ved at varme op.

”Det lyder for såvidt meget godt,” afbrød Gregersen, udvalgsformanden, ”men magter du det?”

”Jeg er faktisk uddannet på Kunstakademiet i København,” informerede Merz, ”her er mit diplom.”
Mere papir ud af røret. Det var der nu ingen der var interesserede i.

Gregersen var der straks: ”Det er jo det jeg frygter. De går og finder på så meget derinde.”

Fra gulvet hentede Merz en stor lædertaske som han åbnede. Ud af en bylt klæde fremdrog han en model femten cm. høj. ”Sådan cirka kommer den til at se ud. Nu er det her en gispsmodel så den er uden detaljerne, den færdige skulptur bliver af bronze med en flot overflade.”

De to andre medlemmer af udvalget så ikke på bordet, de havde trukket sig tilbage i en krog og diskuterede et eller andet på en mobil.

”Jeg har ikke mine briller lige nu,” sagde Gregersen, ”men den ser da ganske pæn ud. Vi har ikke ret meget tid i dag, og det er heller ikke vores penge, så lad os bare sige at det bliver Porten, – ikke også I to i hjørnet?” De nikkede i hjørnet. ”Du får kontrakten nede i skrivestuen, der står alt det praktiske, farvel og tak for i dag og tak for projektet.”

Da Merz havde fået pakket sammen var de andre allerede gået.

Det er aften, der er bælgmørkt udenfor, så ateliervinduet er en stor, sort flade. Der er ingen gardiner. Merz arbejder stadig, sveden løber ned i øjnene og skægget er fuldt af hvidt støv og marmorsplinter. Han har hugget en knækket søjle. Blandt værktøjet vælger han den fineste mejsel og går i gang med inskriptionen:

 

NYKØBING
ALDRIG FØDT
ALTID DØD


”Den får I gratis!” brøler han, ”hører I det, I kræmmersjæle, gratis uden at betale. Den skal stå op ad rådhuset.”

Det er blevet midnat, han synker sammen på skamlen, arme og ansigt hænger, dampen er gået af ham. Mejsler, vinkelsliber og alt tilbehøret ligger spredt omkring ham. Han stirrer rundt, som om han ikke aner hvordan der er kommet til at se sådan ud.

Merz sidder længe.

Endelig går han ud i det lille tekøkken, åbner køleskabet og tager en iskold flaske champagne med et rødt silkebånd fra i går. Drikker halvdelen direkte fra flasken. Sender en gigantisk bøvs i retning af søjlen og sparker den omkuld.


10 kommentarer

Gilde med det grå guld

Carsten Milvangs billede.

Selv om hun kun bor på anden sal ville jeg gerne have haft en elevator herop. Jeg venter til åndedrættet er roligt igen, og trykker på hendes klokke der ringer fjernt og sprødt. Døren går straks op: – Nå, du må være Albert fra annoncen. Velkommen til og træd nærmere.

I entreen står et par indendørssutter klar, dem skal jeg åbenbart have på.
– Tak skal du have, Augusta. Her er en buket, og jeg huskede pakken.

Hun er egentlig pænt skabt, når man ser bort fra de overflødige femten kilo, og nydeligt klædt på. Håret er gråt, kun med stedvise hvide strejf. Bifokale briller. Smukke perleørenringe, flotte fingerringe i guld, med safirer og brillanter.

– Kom ud i køkkenet og læg pakken… og her har vi en vase til blomsterne.

Jeg fjerner nettoposerne og åbner for aviserne så torsken kommer frem på køkkenbordet.
– Nu mellem jul og nytår kan vi godt klare lidt træning, jeg mener træning med at koge torsk til i morgen, siger hun. – Jeg synes at den spræller, et øjeblik…

I en skuffe griber hun en syl.
– Sådan, hun prikker den i hvert øje. – Den skal da ikke ligge og lide. Lad os lige hilse på hverandre.

Vi går ind i stuen og sætter os ved et lille bord, hvor der er skænket to glas tør sherry op.
– Skål, siger hun, jeg var spændt på at møde dig, Albert.
Vores blikke mødes i et fælles nik.
– Skål.

Væggen ved siden af er behængt med fotografier i mørke trærammer. Det må være den afdøde mand, børn i stadier på livets vej, børnebørn i strålende farver, oldebørn måske. Alt støvet pænt af. Hun er ikke barnløs, men det betyder ikke noget så længe de er af vejen.

Det giver et sæt i mig, noget rumler tungt bag min nakke.
– Bare rolig, siger hun, det er kun slagværket, men jeg har koblet klokken fra.

Mit armbåndsur viser tretten minutter i seks, så bornholmeren er ude af trit med hverdagen.
– Jeg har den, fordi lyden er så hyggelig, smiler hun, nogen der snakker med mig.

Rigtig nok. Tik-tak. Tik tak… Belysningen i stuen er dæmpet. Der står en lille reol med to hylder bøger, jeg kan ikke se hvilke, det ville kræve mere lys og læsebrillerne.

– Såh, siger hun, jamen, jeg går lige ud og sætter torsken over. Bare kig dig omkring imens, det tager kun et øjeblik.
Hun rejser sig og går ud i køkkenet, er der noget galt med hendes venstre ben eller fod? Lugten af kartofler i kog når mig.

I stuens anden ende bemærker jeg et B&O fjernsyn, 23 tommer, det viser en børneudsendelse, og foran dét en lænestol med grå pude. Til højre ligger strikketøjet og kryds-og-tværs-bladet på et lille avisbord. På den anden side af lænestolen en flettet kurv med gamle aviser hvorpå der ligger noget. En forpjusket, mager kat. Benene er snøret sammen, der er sat tape omkring dens mund og jeg kan se at knurhårene er klippet af. Idet jeg nærmer mig begynder halen at piske rundt. Trædepuderne glinser af sved og katten drejer hovedet bort fra mig som om den bare vil væk. Det tror jeg gerne.

– Augusta, hvad er der med din kat? Råber jeg ud mod den halvt åbne køkkendør.
– Jo, han har da været slem. Han har stirret på Piphans, og så vil han ikke æde sine kattepiller. Den der ikke vil høre, må føle.

I et hjørne af stuen står ganske rigtig et fuglebur med en kanariefugl helt nede i bunden. Der flyder nogle dun på stuens ellers helt rene gulv, fuglen trykker sig ind mod gitteret og prøver at tage et par skridt bort fra mig, ikke at det hjælper, den kan ikke komme længere væk.

Ude i køkkenet må jeg dukke hovedet for at passere under en tørresnor med  to viskestykker, bagved står Augusta, som har lagt sine ringe i en porcelænsskål og er ved at fjerne de sidste indvolde fra torsken.

– Jeg kommer i tanker om noget, siger jeg, i virkeligheden bryder jeg mig ikke om sherry eller torsk eller bornholmerure, og slet ikke om hvad du gør ved din kat.

– Miss Miav? Han skal nok blive god igen, siger hun med ryggen til.

– Men jeg kan godt lide dine perler, siger jeg og lader kærtegnende hænderne føje sig om hendes hals og fjerne halsæden. Først læner hun sig imødekommende mod mig, kommer kærligheden endelig til hende, blide hænders kærtegn, ømhed og nærhed? Nej, det er mig, jeg kom med torsk og jeg går med guld, nemlig fingerringene i skålen. Ned i lommen med dem.

Hun vender sig med et udbrud, men for sent, jeg har revet tørresnoren ned og snører hendes fedtede håndled sammen. Ned på gulvet og snøre dem sammen med hendes ben lige som katten. Hun har tape i en køkkenskuffe til munden, godt.

På væggen hænger en oversigtskalender, og jeg kan se at hun får besøg den 31.
– Du skal nok blive reddet når Jan og Birte kommer, siger jeg, du er slet ikke ensom.

Samtidig befrier jeg katten og sætter den op på køkkenbordet, hvor den stikker hovedet ind i torsken for straks at hive den ned på gulvet og hen i et hjørne, fortabt for omverdenen med fisk i hele ansigtet.

I entreen sparker jeg de – oven i købet broderede – forbandede tøfler af og tager mit eget tøj på, min anonyme støvfrakke. Står et øjeblik med hånden i lommen, jo, en af ringene passer på min lillefinger.


7 kommentarer

Forsvundet og forvandlet i Hamborg, opg. 1-5, 2016, + forhistorien



Toget venter med dunkende dieselmotor på Københavns hovedbanegård. Men ikke længe. Jeg stiger op med min sportstaske og finder en bænk med et lille bord foran. Her vil jeg sidde til jeg kommer til Hamborg. Jeg er allerede helt tom, eller rettere: lettet for alt hvad der er sket i de sidste dage, jeg vil bare ud af landet og leve mine drømme ud. Bort.

Det var så pinligt at dumpe til studentereksamen. Jeg havde ikke fulgt med i undervisningen, det er sandt. Fransk havde jeg bevidst sjoflet, jeg havde altid en roman i gang med under bordet. I matematik vidste jeg knap nok hvad et koordinatsystem var, og endnu mindre en ret linjes ligning. Det virkede så tåget, noget Descartes havde fundet på for fem hundrede år siden, hvad skal jeg med det, når der findes Youtube-film som er levende og nærværende? For pokker. Altså. Der er fuck ikke noget indhold i den skole. Jeg har derimod ikke forsømt en eneste gymnasiefest eller fredagsbar, tværtimod!

Nu sidder jeg i toget, jeg kan godt forholde mig stille i nogen tid. Hamborg har den bedste eksperimenterende teaterscene i Europa. Jeg vil ind der. Jeg kan tale engelsk, hvem kan ikke det, og tyskere kan da også sige noget, i hvert fald den yngre generation. Vi bliver gode venner, mig og Hamborgs teater.

Jeg er forbi Fyn uden at lægge mærke til det og kører over Lillebælt. Kupeen er efterhånden næsten fyldt. En kvinde sætter sig ved siden af mig. Hun kaster et blik på min halstatovering, det er jeg vant til. Jeg har fået tatoveret det kongelige teaters fortæppe, Akropolistæppet. Det er flot og bølger når jeg drejer hovedet, så det gør jeg et par gange for at imponere hende. Toget holder ved en eller anden jysk station og folk vader ud og ind med deres gods og kufferter og skrigende børn og snakkende mobiler.

Hun har fantastiske sorte øjenbryn og gyldent hår i bølger, ned ad siden på hovedet lige som Johanne EL Schmidt, den smukkeste kvinde i Danmark, det er hendes skyld at jeg ikke er flygtet allerede i første gymnasieklasse. Kvinden har svulmende, ægte botoxlæber, tegnet op med lysende postkasserødt, – heldigvis er det ikke mere moderne med hvid eller sort læbestift eller det der hedder lipgloss, addr.

– Hvor skal du hen, spørger hun med en stemme så blød som det indre af et negerkys. På engelsk.
– Hamborg. Væk fra Danmark.
– Osse mig, siger hun og sukker. Danmark er et fængsel, man må ingenting i det land.

Jeg nikker så hele fortæppet bølger.

– Vi har kun et par timer, inden vi er i Hamborg, siger hun. – Jeg kan godt lide dig.

Det er som at få en ildkugle i maven. Er hun ude på noget? Hendes høje plateausko, hendes korte skørt, hendes inviterende kavalergang. Er hun sådan en pige? En der vil noget – med mig? Jeg mærker hendes hoved på skulderen og læberne hvisker: – Skal jeg bare tage mig en lur, sådan her? Eller kan vi finde noget bedre at lave i de timer??!

Hun kradser mig på låret med sin firkantede, citronlakerede pegefingernegl. Hendes øjne er køligt grå med en fascinerende dybblå ring omkring. Pupillerne er gigantiske.

Vi går ud på handicaptoilettet hvor der er plads til at man kan ligge på gulvet. Jeg hader et stående knald. Hvad der sker på de fem minutter skulle jeg bruge mindst halvtreds sider på at beskrive, så det får I ikke her.

Nettede og med blussende kinder sætter vi os på plads igen, hun lægger hovedet på min skulder og døser hen, mens jeg drømmer om teater og villige kvinder.
– Du ikke hos mig kan bo, siger hun i Hamborg, selv om om det ville være skønt. Men en overnatning vil jeg gerne byde på. Du er en dejlig fyr, Carlo.

Hendes lejlighed ligger ved banegården i bunden af Lange Reihe bag en makrobiotisk café med en masse alternative, med og uden hætter, med og uden skateboard.

– Jeg har brugt alle mine penge i København, siger hun.
– Min sidste SU kommer desværre først om et par dage, indtil da må jeg låne.
– Sæt dig ind i dagligstuen, siger hun – nu på et tysk der lyder virkelig overbevisende. – Jeg skal lave nogle penge, det tager bare en time eller to. Hun lukker døren til sovekammeret, forsvinder ud i gangen og hoveddøren smækker. Lidt senere hører jeg at hun kommer ind med en mand med tunge, lidt usikre skridt. Gennem nøglehullet til kammeret vifter en os af gammel sved og ny øl.

Nøglehullet frister mig over evne. Jeg skimter et par sorthårede, enorme baller mellem hendes knæ, de knæ jeg havde lagt min hånd på og som vinkede så elektriske. Nederen. På den anden side havde jeg haft hende gratis! Der er ægte sympati mellem os.

Bagefter sætter vi os ned i cafeen. Der er godt fyldt op, alligevel tager servitricen sig tid til at hyggesnakke med folk mens hun går rundt og serverer. Da turen kommer til os, får vi en skøn quiche lorraine og noget vin som jeg ikke husker hvad hedder. Der er høj stemning – hun har givet en omgang.
– Det er godt at have venner i nabolaget, hvis der bliver ballade hos mig, bemærker hun.

En af de andre fortæller mig om teater i Hamborg, det hedder Bühne på tysk: – Ein wichtiger Bestandteil des psychotherapeutischen Handlungsraums im Psychodrama, siger han erfarent.

Det lyder spændende, hvis jeg ellers har forstået fyrens tysk rigtigt: Teater, psykoterapi og sex. Hamborg er et godt sted at være.

——

Christina har lempet mig ud af lejligheden uden morgenmad. Jeg er sulten, det kniber i maven. Nu er det alvor, jeg har ingen penge, og intet sted at sove. Behøver noget at fylde tomheden med.

Jeg spadserer ud til botanisk have, der er måske nogle frugter. Henne ved indgangen tigger jeg ved pølsemanden, folk har for mange penge, de kan give mig noget. Det er bedre at tigge om mad, mere autentisk end at tigge om penge. Folk tænker at pengene kan gå til narko for eksempel. Ingen gider hive mønter op af sin lomme til sådan noget. Som tigger må man heller ikke flashe sin mobil, så tror de at man tigger for sjov. Men de gav alligevel ikke noget – jeg fiskede et kvart pølsebrød fra affaldskurven, det blev alt.

Undervejs tilbage går jeg ind i et supermarked med mange grøntsager, jeg kunne godt tænke mig at bide i en rå kartoffel, de er friske og knaser godt. Bananer er for børn, kartofler for voksne, sultne mennesker. Jeg stjæler nogle kartofler, min første forbrydelse i livet, hvis de opdager at jeg hugger kartofler, vil de ikke tilkalde politiet. Kartofler er billige, og jeg er et miserabelt menneske.

Jeg må have fat i Uwe fra cafeen, han ved noget om teater. Måske hænger han ud dér eller på hovedbanegården. Jeg går ind i porten og kigger på opslagene der er klistret op overalt på muren, ikke en kvadratcentimeter bar mur. Store og små plakater og reklamer for en frisør. En kat er blevet væk. Yoga. Koncert i Krydderilageret. En masse baggårdsteater. En psykolog laver gratis psykoteater. Jeg har ikke råd til en skid nu. Sulten kommer og går, hver anden time bliver jeg sulten. Der er stadig to kartofler i min lomme, de er rationeret til de værst hungerperioder.

Christina lod sin finger glide ned over min tatovering, – det var dengang. Jeg savner hende, hun er så lækker og sød. Så hurtig i sine følelser, det ene øjeblik forelsket i mig. Det andet i en fed, ulækker, fuld sømand. I morges smed hun mig ud uden videre, ikke noget kys, bare farvel og på gensyn – måske. Hun stod lidt i døren i sin natkjole og vinkede. Var der alligevel et blødt drag om hendes mund, om hendes læber der havde glædet mig sådan tidligere, som små snegle der sætter et lidenskabens spor overalt på min krop? Vi havde en fabelagtig nat, tiden blev skruet helt af led og stjernetågerne dansede mellem os. Vi var mætte, en lillebitte smule fulde og glade, intet ondt kunne ramme os to.

Der skal ske noget inden min tunge ruller rundt i rendestenen af sult, jeg kunne æde et henkastet pølsepapir eller en rest pølsebrød, folk gider ikke spise det sidste, de smider det i papirkurven eller på gaden. Brød fylder bedre end kartofler, jeg kan børste jorden af så det ikke knaser.

Foran cafeen møder jeg Uwe. Han har tyndt rødligt skæg som han af princip eller nød aldrig barberer. – Forresten, Carlo, Otto kommer i dag. Han er en fantastisk terapeut og skuespiller. Jeg tror at han er noget for dig. Skal vi følges ad?

Torsdage samler Otto folk i en gammel lagerbygning. Der er allerede flere hundrede da vi ankommer, det summer, folk sidder på bænke og på gulvet og i vindueskarme, frivillige hjælpere holder styr på dem. Vi venter i en time mens spændingen stiger. Man ved aldrig hvad der sker når det er Otto, der Otto som man siger på tysk.

En flok unge kvinder i røde kofter danser ind i salen. Deres hoveder er raget skaldede og skinner i projektørerne. Bag dem kommer Otto, en lille mand med en mund der ikke står stille, ikke engang før han er kommet ind. Ordene strømmer ud af højttalerne. Han taler om kønsroller, om at straffe sig selv, om at slippe fra forældrene.

Der bliver helt tyst. Al summen er væk, ingen raslen eller skraben med benene, ingen bevægelser. Otto ser ud over forsamlingen, nogle dukker sig, andre retter sig op. Han tager brillerne af og træder på dem så de knaser. – Vi skal ikke se gennem samfundets, skolens eller forældrenes briller, vi skal være os selv!

Jubel.

Jeg nikker uvilkårligt, sådan noget er lige efter mit hoved, derfor er jeg i Hamborg.

Han traver hastigt rundt om en hvid havestol der står i midten, blikket fejer hen over vores ansigter. Så standser han brat og peger på en ung kvinde: – Maria, kom her op.
Hun sætter sig nervøst i havestolen, rykker frem og tilbage på den glatte maling. Tæller på fingrene, ser ned i cementgulvet.

– Er der så slemt? siger Otto. Så må jeg tage affære. Du skal straffes. Han går nærmere og løfter hånden, trækker ærmet tilbage. – Jeg er nu en maskine der straffer. Den giver lussinger. Bestem hvor meget du fortjener at straffes, du kan indstille fra en til ti, og ti er meget slem. Du har også været meget slem, ikke? Du har gjort noget man ikke har lov til, du har set dine forældre bolle. Du har spioneret gennem nøglehullet.

Jeg bliver dårligt tilpas, har jeg ikke lige selv spioneret nogen der bollede?

– Fire siger hun med svag stemme.
– Jeg indstiller på fire, siger Otto, og maskinen går i gang. Smæld. Smæld. Smæld. Indtil hun skriger: – Stop. Det er nok. Vil du ikke nok stoppe, jeg kan ikke mere.
– Godt, siger Otto, nu skal du være din mor.

De skaldede kvinder bringer et spejl, noget sminke, en silkekjole. De går i gang med at klæde hende af, trække kjolen på, sminker og sætter håret.

– Sådan, siger Otto, nu er du moren, og pigen – dig selv som lille pige – sidder afsløret i stolen. Hvad gør moren?

Kvinden står et øjeblik og trækker vejret heftigt, hurtigere og hurtigere. Til sidst udstøder hun et skærende skrig, et urtidsskrig af fortvivlelse og raseri.
– Hvor vover du!! råber hun til den usynlige pige.

Forestillingen fortsætter i en blanding af teater og gestalterapi i fire timer indtil hun synker sammen og bliver ført ud.
– Kom igen lørdag, afslutter Otto, til os og til hende, det her er kun en opvarmning.

– Du ser bleg ud, siger Uwe.
– Jeg er sulten, og sådan noget har jeg ikke oplevet før.
Uwe nikker: – Jeg vidste at det ville ramme dig. Du vil blive transformeret hos Otto.
– Jeg kommer stensikkert lørdag, det vil jeg ikke gå glip af.

Jeg vender tilbage til hverdagen, til cafeen, til Uwe og hans gruppe. De har besat en maskinfabrik og sover alle steder under drejebænkene og på kontoret. Jeg lægger mig et sted hvor jeg har renset gulvet for olie. Der er papkasser til underlag, og jeg har mit tøj og håndklædet. Betongulv eller ej, jeg sover så snart jeg har lagt mig.

Men jeg har stadig ikke fået noget at spise andet end kartoflerne og kvarte pølsebrød. Om morgenen kigger jeg på opslagene i porten, om der er et arbejde. Nej. Så sætter jeg mig på hug op ad væggen og venter på at noget skal ske, det forbruger for meget energi at stå.

Døren til cafeen går op og den servitrice der snakker så meget, kommer ud og tænder en smøg. Hun får øje på mig: – Er der noget galt med dig?
– Jeg er sulten.
– Du spiste ellers godt forleden. Hvis du hjælper os med lageret et par timer, giver jeg dig hvad jeg kan finde i køkkenet.

Jeg rejser mig og følger med ned i kælderen ad en værre hønsestige. Der er et utroligt rod, jeg går i gang, slæber med bøjet ryg i det halvdunkle lys, tunge kasser op ad trappen, andre ned, reparerer ting, flytter borde, finder på et system. Efter lang tid råber hun ned til mig: – Kom og få dit måltid.
Et fad med det lækreste jeg nogensinde har smagt, lidt af hvert fra hele spisekortet. Noget er brændt på, andet ikke gennemkogt, men lækkert er det.
Hun bringer et glas vin: – Du er super effektiv, vil du arbejde her nogle timer hver dag? Du får tre måltider og minimumsløn, er det ok?

Himmerige. Nu har jeg et sted at sove, et sted at spise og lidt mønt. Og Otto på lørdag.

Om aftenen sætter de mig til at servere i stedet for hende der var faldet ned ad trappen. Servering er en slags teater, jeg har luret dem af og ved hvordan man optræder. Jeg kender min rolle på denne her scene, nu er jeg iklædt deres sorte T-shirt med logo, udstyret med en bestillingsblok og kan sludre lidt med gæsterne. Ved ni-tiden kommer Christina til aftensmad som jeg serverer professionelt – i et glimt genkender hun mig, men vender hovedet bort; hun virker fremmed og er ledsaget af en aggressiv boksertype pumpet op af anabolske steroider, jeg føler at det er længe siden vi har været sammen.

I mellemtiden har jeg har også fået vigtigere ting at beskæftige mig med.

Her i Hamborg har jeg efterhånden et sted at sove, sko på og tøj, og i maven ligger maden fra cafeen, altså rester fra dagens serveringer, en slags meze, et hav af små retter serveret på underkopper. Sådan kan jeg lide det, noget at vælge imellem hele tiden. Jeg bliver træt af det samme, undtagen af teaterets stedse skiftende mysterier. Et teaterstykke er aldrig nogen sinde det samme i morgen som i går. Aldrig.

I dag vågner jeg op i min sovepose under drejebænken som de andre dage. Men mit hoved summer af mulighederne i livet, endelig kommer det jeg har ventet på: i dag skal jeg opleve Ottos session for fuld udblæsning, teater, spontan selvfremstilling, eller hvad det hedder.

Jeg rusker i Uwe som har fundet nogle stole at indrette en rigtig seng på – jeg skal bare kunne ligge og sove et eller andet sted.
– Uwe hvad er Otto for en? Laver han teater eller er han terapeut? Jeg må vide det.
– Det ved jeg ikke, siger Uwe, du spørger så pludseligt, mens der ligger en masse kvinder oven på mig. Hvad ville du vide? Hurtigt, jeg vil tilbage til min drøm.
– Er han kunstner, terapeut, teaterdirektør?
– Jeg hørte dig godt første gang. Han har et kollektiv med selvudvikling. De laver alt muligt, du så noget sidste gang og det rigtige kommer i aften.
– Jeg vil være med, det er lige noget for mig.
– Du kan få adressen når jeg vågner. Det er i en baggård er eller andet sted. Bare gå derhen og spørg dem. Hold kæft og lad mig sove lidt mere.

Han vender sig om med ryggen til og trækker sine vattæpper op over hovedet. Der er ikke mere lige nu, det kan jeg godt forstå.

Med Uwes seddel og kortskitse går jeg senere ud gennem porten og til venstre på Lange Reihe. Alting i gaden står knivskarpt lysende for mine øjne, hver lyd er et interessant musikstykke – fordi det hele fører mig til målet, Ottos AAA-kollektiv. Det mest spændende på hele min tur. Jeg tager en beslutning. Det vil jeg være med til fra i dag. De skal simpelthen tage mig ind. Jeg vil det her. Jeg føler at jeg er nødt til at danse på fortovet og lidt i rendestenen og tilbage igen og snurre rundt. Jeg danser omkring en dame med hund i snor. Kigger lige på sedlen og danser videre, videre. Rundt om et træ. Her er det, i denne port og ned ad trappen. Så enkelt at finde lykken.

Jeg banker på og smækker døren op. Jeg skal bare ind. Det er en stor gammel cykelkælder med betongulv, men den ser ikke sådan ud. Rødt og sort og gult – der er malet overalt, mennesker, sære dyreskikkelser, abstrakte kompositioner vrimler omkring, også på loftet så jeg ikke kan orientere mig. En masse stemmer kommer fra siden af, stole der skramler, klirrende bestik.

De sidder ved et langt bord af rå planker. Masser af brød og pålæg, det her er Tyskland: alle variationer af pølser, morgen, middag og aften. Hvor er osten?

– Kom ind og sæt dig, råber én. Ingen taler, alle råber. Hvad vil du? Tag noget mad, vi er snart færdige.
– Jeg vil være med i kollektivet. Jeg vil spille teater.

En af de skaldede kvinder kaster et blik på min halstatovering, så rejser hun sig og henter en lille grøn pengekasse, nogle papirer og en Dags Dato-blok.
– Du kan starte som gæst. Det koster 200€ for en uge. Du skal bare følge med. Vi har en stor performance i morgen, eller er det i dag, Heinz?

– Det er lørdag, så i dag!!

Jeg fylder en beskidt tallerken med forskelligt, fordi de er begyndt at rydde af bordet i den anden ende. Hvis der er mad spiser jeg alt, et sundt princip jeg har udviklet her i Hamburg.

Otto har instrueret og fortalt hele eftermiddagen – de skal i gang med deres performance. Alt går hurtigt her. Det summer på tilskuerpladserne. I manegen er der dækket et langt bord med hvid damaskdug, kandelabre med stearinlys, bugnende fade, store skåle med noget hvidt og rødt som jeg ikke ved hvad er, tallerkener flankeret af bestik i forskellige størrelser og vinglas. Kvinderne sminkede, mændene med fedt i håret, skinnende laksko, vest og smoking. De tager plads om bordet og konverserer høfligt. Otto sidder inde blandt tilskuerne, han råber pludselig: – Tiden går i stå. Den er syg. Den kan ikke mere. Dette selskabs materie opløses. Ure går l-a-n-g-s-o-m-t.

Alt skifter til slowmotion. Med ét er det konventionelle selskab forvandlet, gæsterne er svajende tangplanter. Tilskuerne er blevet helt tyste, smittet af forestillingens ro, en fornemmelse af at verden er under vand.

Indtil Otto råber fra sin plads: – Hvad sker der nedenunder, hvor er følelserne bag facaden? Luk op, for pokker, lad dem komme ud. Borgerskabet er dødt, ud kravler miderne.

Facaden sprækker, formerne opløses og kvinderne kravler nøgne rundt på bordet mens mændene smører dem ind i maden. Fuldstændigt kaos – også inde i mig, alle forestillinger om hvad der er god opførsel er smadret. Det tapper mig for energi at opleve.

Totalt udmattet bliver jeg bagefter anvist plads i en mange meter lang seng og falder straks i søvn.

En hånd famler mellem benene på mig. Jeg bliver lysvågen, det er hende med dags-dato-kvitteringen fra i går.
– God morgen, søde Carlo. Der er lige tid til at vi kan bolle inden morgenmaden.

Hendes hånd er allerede i gang med mine lår. Vel vil jeg ej bolle en skaldet bogholderinde. På ingen måde. Jeg fjerner den. Hun retter sig op med et ryk og siger i et andet, køligt tonefald:
– Du skylder forøvrigt 30€ for i går, det er hvad en selbstdarstellung koster.
– Jamen, du fik alle mine penge til gæsteopholdet.
– Så må du ud at skaffe nogle flere, er det svært at forstå?
– De har sat en anden på min stilling i cafeen nu, fordi jeg er her. Jeg har ingen penge.
– Otto holder eftermøde når vi har spist til aften, så skal pengene være der. Han bliver ædende sur hvis nogen overtræder reglerne, og det er ikke behageligt. Nok er AAA et kollektiv, men det er ham der bestemmer.

Lübecker Strae 68, 22087 Hamburg

Kære mor og far

Er I ængstelige over at jeg forsvandt? Det håber jeg ikke, selv om jeg har været væk i nogle dage. Alt er vel her hvor jeg er – i Hamburg. At jeg dumpede til Studentereksamen er i sig selv pinligt nok til at forsvinde, men jeg kunne slet ikke holde ud at se udtrykket i dine øjne, far, da du sagde: ”Hvad skal der dog blive af dig?” Du ville så gerne se mig overtage tandlægeklinikken, det skar mig i hjertet.

Jeg er ikke dig, far, selv om jeg har dine mørkebrune øjne og evne til at snakke så folk føler sig godt tilpas og noget af dit sprognemme – når jeg gider. Og dine hænder, bare du rører ved en patient forsvinder hans angst. Jeg håber sådan at du bliver rask snart!

Jeg er heller ikke dig, mor, selv om jeg har dit lyse, krøllede hår og slanke skikkelse og din elegante næse, hverken for stor eller for lille og svagt buet. Værdig. Men dit temperament, kombinationen af organisator og skarphed, får jeg aldrig.

Jeg er mig selv – hvad det så betyder? Det er derfor jeg har fået mine tatoveringer, hvor I dog skreg over den på halsen. Jeg var alligevel dumpet til fransk, så jeg kunne lige så godt hjælpe NaboEdith med hendes elektriske kørestol og komme for sent til eksamen.

Jeg vil være fri, derfor skal jeg være skuespiller. Prøve andre personligheder og forlade dem igen – ikke mindst det sidste. Jeg vil lære at lægge masken. En tandlæge sidder så fast i sin maske at folk altid snakker om tænder, mon ikke du, far, har lyst til at tale om andet, især nu med din lever? Jeg vil så gerne gøre noget så du bliver glad og stolt af mig, og så mor kan se at man ikke behøver planlægge alting.

Nuvel, helt lykkelig er jeg ikke for tiden, men her er vildt spændende og det kræver alting af mig. I Hamburg har jeg ikke slappet af på noget tidspunkt.

Mange kærlige hilsener og god bedring til far fra jeres
Carlo

PS Hvis I kan undvære fire-fem tusinde kroner så sæt dem ind på min konto så hurtigt som muligt. Visakortet virker ikke og jeg er ved at blive smidt ud fra kollektivet – katastrofe. Tysk er et morsomt sprog, selv om jeg putter danske og engelske ord ind det meste af tiden, forstår folk hvad jeg mener. Bare det med at anbringe verberne til sidst i sætningen får mig til at grine. Men det går ikke når jeg kommer til at spille Schiller. Dér griner man ikke.

PPS Jeg har lånt pengene til frimærket og andre ting, og er nødt til at betale tilbage snart.

 

Frokosten er overstået, kun arbejdsholdet har rejst sig, vi andre sidder småsnakkende tilbage i kollektivets store altmuliglokale. Hans ved siden af mig, er ved at forklare hvorfor kunst er lig med lidelse, uden lidelse ingen kunst. Det skulderlange hår flagrer omkring hovedet når han understreger sine pointer. Nok taler han tysk, men det er plattysk, færre regler, lettere at forstå. – Du ved, Carlo, lidelse bringer overlevelsesenergien frem, det allerdybeste i mennesket, der hvor kunsten kommer fra. Lad mig give dig et eksempel..

Kassereren bryder ind, hun står bøjet over mig og prikker mig på skulderen: – Vi skal tale alvorligt om det med pengene. Du skal betale forud og vi har intet modtaget. Otto bliver rygende gal på dig hvis pengene ikke ligger klar i aften.
– Det skal nok gå, siger jeg, mine forældre sender dem, jeg har skrevet hjem, bare rolig.
– Der er ikke noget bare-rolig med Otto. Du må lære at tage visse ting alvorligt.
– Jeg ved at de kommer i dag.

Min mave knuder sammen, jeg skulle nødig komme på tværs af lederen. Da jeg vender mig for at fortsætte samtalen med Hans, er han forsvundet og de andre er på vej ud. Tankerne løber rundt i hovedet på mig, det kan blive et problem at betale; hvis mine forældre ikke har sat penge ind, er jeg allerede ved at komme på tværs af kollektivet. Men jeg glæder mig til i eftermiddag, der er session med alle. Glæder mig til at se hvordan de arbejder, måske er der en forelæsning ved Otto – jeg kunne mærke på samtalen med Hans at det er fra ham ideerne kommer.

Klokken er tre. Bordene er fjernet, stolene sat ind til væggen, der er fuldt besat, flere står op eller sidder eller ligger på gulvet, halvtreds i alt, hele kollektivet. Et klaver bliver rullet ind. Folk falder til ro og bliver tavse. I stilheden træder Otto ind og stiller sig på gulvet:
– Hvorfor har vi kun et lille klaver, når vi har brug for et flygel? Hvorfor var frokosten så sparsom? Det er fordi vi ikke har penge nok. Nogen vil ikke bære deres del af ansvaret for det fælles liv. Jeg tænker især på en bestemt. Carlo, rejs dig og kom ind i midten

Mine ben ryster da jeg stiller mig over for Otto. En lille mand med bred mund, tætbarberet men alligevel blå om hagen, sorte, buskede øjenbryn der vibrerer i takt med hans ord. Håret er plysset. Han har smækbukser på og en kortærmet, ternet skjorte der hænger ud over bukserne hvor den kan komme til det. Overalt malerpletter.

– Du er ny og vil ikke bidrage. Du tror at alt bliver serveret bare fordi du ikke er kommet i en gruppe endnu. Her skal arbejdes døgnet rundt. Dette er intet feriehotel.
– Mine forældre sender pengene i dag.
Det håber jeg, ellers er jeg fortabt.
– Hvad vil du her?
– Jeg vil være skuespiller.
– Du er helt bleg. Det er godt, så tager du det alvorligt. Nu skal du spille Hamlet. Her og nu.
– Men…

– Vend dig om så du ser tilskuerne. Bare vær tilstede, jeg sufflerer, det drejer sig kun om en enkelt replik. Situationen er følgende: Hamlet står ved hoffet, da hans fars ånd viser sig for ham, kun for ham. Ingen andre kan se den. Hamlet forstår ikke hvad den vil, han prøver at få kontakt.

Det kan jeg ikke. Jeg er ikke forberedt, kender kun hamlet som genfortælling. Jeg er omgivet af fremmede som stirrer på mig som om jeg er vanvittig, jeg står bare og kigger frem for mig. En replik jeg ikke engang kender. Hvor skal jeg gøre af mine hænder, mine fødder og mit ansigt? Jeg må lade mig føre.

Otto hvisker: – Konge..
Otto er kongen her, og jeg vil så gerne have at han kan lide mig, at han forstår mig, at han lytter til det jeg har at sige. Men hvad gør han? Skælder ud, sætter mig på en umulig opgave foran de andre. Han gør mig desperat, hvis dette ikke fungerer er jeg fortabt. Jeg ser stadig hans buskede øjenbryn foran mig, hans intense blik. Bare jeg kan få en ordentlig kontakt med ham.
– Konge.., kommer det ud af min mund, mens jeg appellerer til øjenbrynene som stadig svæver foran mig.

– .. fader.., hvisker han.
Hvad hvis min far så mig nu? min dødsmærkede far som ikke forstår mig. Bare han ville forstå mig, høre på mig, reagere i stedet for at tænke på sine patienter. Er det i virkeligheden ham jeg er stukket af fra? Han kunne være død nu, måske får jeg aldrig talt med ham. Skal jeg virkelig lade være med at blive skuespiller?
– ..fader.., min stemme ryster og er mere intens. Jeg har glemt det med hænder og ansigtsudtryk, de må tage vare på sig selv.

– …royale dansker: Så svar mig dog!
Af alle dem jeg kender hjemme i Danmark, er der ingen der ægte forstår mig, ikke kammerater, ikke lærere, ikke familien. Jeg prøver at være dem tilpas, det lykkes, men hvad med mig, hører de overhovedet mig?
– .. royale dansker…, min stemme standser, den kan ikke mere, det trykker for brystet, jeg trækker luft ind men det kommer ikke ud. Endelig eksploderer stemmen: – Så svar mig dog!!

Tilskuerne sidder stille, ingen flytter på sig. Otto siger med normal stemme: – Det er godt nu.

Jeg træder et skridt skråt tilbage så kongen, så Otto, kan komme frem. – Velkommen hos os, siger han med et skulderklap, – du kan godt lære det. Nu har du prøvet at stå foran et publikum.

De applauderer og smiler og småsnakker. Stemningen er lettet, også for mig.
– Sæt dig.

Jeg finder min stol igen, godt at sidde ned for benene ryster stadig. Jeg lader en hånd glide over ansigtet, det er iskoldt. Men trykken for brystet er forsvundet og varmen er på vej tilbage.

Kassereren vender hovedet mod mig: – Hvis det virkelig kniber for dig, kan du låne til på lørdag … efter det du har vist i dag. Men jeg skal, skal, have dem tilbage da, ellers er det på hovedet ud.
– Det er en aftale, Hanna, siger jeg.
Tingene begynder at falde i hak og der er længe til lørdag.
– Der er en ledig plads hos mig i nat, hun lægger hovedet på skrå.

Hanna er mig noget firkantet til daglig, men som vi sidder her bløder hun op og får et charmerende drag om munden, de fyldige læber kruser sig opad. Det skal nok gå, hun er ikke helt frastødende på trods af det kronragede hoved – jeg er ved at vænne mig til den frisure der ville være blond hvis den fandtes. Øjenbryn og vipper er så lyse at man ikke kan se dem. Hendes hoved er et æg. Jeg blinker til hende, og hun ser tilfreds ud.

Otto fortsætter med at pille folk ud og hegle dem igennem. Mine skuldre synker ned på deres normale plads, de er glade nu, lige som resten af kroppen. Det er skønt bare at være tilskuer. Men eftermiddagen bliver lang, vi skal også tegne model efter den største af kvinderne. Det er svært for hende at smide tøjet, kan jeg se, hun skammer sig over sine deller.

– Nyd formen, siger Otto, – tegn rummet udenom, følg rundingen, lad jeres hænder kærtegne konturen. At tegne er at elske med pensel eller blyant. Giv jer hen. Dans med hele kroppen. Mærk i jeres egen krop hvor blyanten er. Det vigtige er at I nyder linjen, og det er fuldstændig lige meget med resultatet.
Hun begynder efterhånden at virke veltilpas i stillingen som model. At være centrum for andres blikke, ikke vurderende blikke, kun kærligt registrerende Nogle gange kan Otto være empatisk.

I mørke er Hanna anderledes levende, med hænder der flyver kærtegnende omkring på mig. De lærer hurtigt, de finder steder og berøringer jeg ikke havde forestillet mig. Efterhånden er de varme, glohede, hun udstøder små kælne lyde. Jeg begynder at nyde situationen, selv om det strengt taget har karakter af afpresning. Men jeg føler mig værdsat og det er en god oplevelse.

Om morgenen fører hun beløbet ind i regnskabet og jeg får min kvittering. Beløbet er meget større end jeg havde forstået, og der er kun tre dage til lørdag. Min telefon har kun lidt strøm tilbage, men der er ingen beskeder hjemmefra. Jeg ringer op og får bare telefonsvareren, lægger hurtigt på igen.

Dagen går med Ottos kunstforelæsninger og en masse fysisk træning. Bagefter er der yoga, astangayoga som ikke ligner de rolige, meditative øvelser jeg synes yoga skal være, men sved på panden og ømhed i hele kroppen. En hel dag uden teater. Slet ikke hvad jeg havde regnet med. Kedeligt, udramatisk, skuffende. For lidt skuespiltræning, for meget kollektiv, stemmer der kværner løs hele tiden, Hannas kraftige antydninger om at vi skal sove sammen hver eneste nat, Ottos ideer der aldrig standser og som ændrer sig hele tiden, de andres desperate anstrengelser for at følge med de nye direktiver og overgå hinanden i loyalitet, i at forstå bedre end nogen anden. Ikke et sted der er mit eget. Og den forbandede lørdag der kun er tre dage borte samtidig med at mine forældre ikke svarer. Jeg er desperat.

Punkerknejpen Blauer Peter 666, dér vil jeg hen, ingen regler, blot plads til alle. I et glemt hjørne af Hamburg havn står et forfaldent varehus som ingen bruger, undtagen Blauer Peter. De flytter jævnligt til nye steder hvor man kan vandalisere i fred. Graffiti overalt, foruden brugte paller, reklamer og glasskår. Ned i kælderen går jeg

Betonmurene dirrer af lyd. Her i mørket er den ægte punk. Det skal være hæsligt, tonerne skal være falske, rytmen skal halte, lydtrykket skal mase trommehinden ind i hjernen, for punk er oprøret mod alle systemer også hæslighedens. Alt skal være mere end hæsligt. Væggene er tilkradset med navne og skjoldet af pis, fulde af røvbilleder og overmalet med tags. På en avis foran døren ligger en lort som de fleste træder uden om. Ikke alle, der er fodspor på betongulvet.

Længst borte fra højttalerne sidder nogle ældre mænd langt over de femogtredive. Ikke punkere, bare med almindeligt slidt tøj. Jeg får øje på Dan Lichter, der for tiden udstiller i København og på Louisiana. En rigtig maler, en kunstner. Han sidder og snaver med en fuldblods punkerdreng på ikke over tolv år. Alt er tilladt.

En befrielse. Ingen grænser i punkerland, intet ordensreglement, ingen Otto der hele tiden bestemmer. Man kan sove på gulvet. Folk har blå hanekam, nakketatoveringer, ballehuller i bukserne. Spidse stålpyramider igennem underlæben, øreflippen gennemboret af tyve smykker. Halsbånd af pigtråd.

Baren fører to drikke, noget lyserød likør med hindbærsmag samt den billigste fadøl. Men der står whiskyflasker og hjemmebrændt under disken, og andet som folk ønsker. Små pakker med hvidt pulver. Bare bed om det.

Jeg finder et par af de sidste mønter i lommen og får et krus øl, rigtig tysk krus på én liter med skum der løber ud over mine bukser og videre ned på gulvet. Jeg puster af og tager en slurk, det er rigeligt med én. Drengen rejser sig pludselig fra Dans skød og forsvinder med en jævnaldrende ud i mængden. Pladsen ved siden af Dan tom, jeg sætter mig.
– Giver du en tår? skriger han og griber mit krus.
– Værsågod, drik bare resten.
– Jeg er skuespiller, råber jeg ind i øret på ham.
– Vi går udenfor, her er sløvt i aften.

Da vi skræver over lorten på vej ud, benytter han lejligheden til at rage mig på ballen, bare venskabeligt, men hyggeligt. Han ser at jeg har opdaget at han stadig har det halvfulde ølkrus i hånden: – Det gør vi tit. De får det tilbage i morgen. Kommer du med i mit atelier?

Dan har gang i nogle kæmpelærreder, Kopfverbesserung hedder de. – Jeg laver dekorationer til Hamburgeroperaen, så det må da interessere en skuespiller, siger han, og stemmen konkurrerer stadig inde i mit hoved med larmen og musikken fra Blauer Peter. – – Vil du se hvordan jeg gør?

Ved siden af lærredet står et stort, fladt kar med farver, vist både olie- og vandbaserede for de blander sig ikke, men flyder mellem hinanden. Han dypper hele hovedet i malingen, lægger sig på lærredet og ruller rundt. Changerende blå, orange, rød… iblandet hår- og skægrester. Flotte mønstre.

Dan rejser sig og hælder en sjat øl på. – Kun en lille sjat til billedet, siger han, jeg skal også have noget selv!

Jeg fortæller om Otto og kollektivet; Dan har lagt sig på gulvet med lukkede øjne men mister hurtigt interessen og synker hen, fordi jeg ikke er rigtig skuespiller endnu. Håret stritter ud i en enorm, broget punkerfrisure, malingen er allerede stiv. Med det hår elsker de ham i morgen, hvis han afleverer kruset. Sov godt, Dan. Du er fanget i din ensomme maske af maling. Atelieret har tabt sin romantiske glans for mig, billederne er egocentrerede og livløse, præget af misbrug. Kollektivet er bedre, en skuespiller bevæger sig, han kan skifte maske når som helst.

Jeg vandrer tilbage igennem den nattestille by, forbi rådhusets klassiske bygning og havnen med turbådene, forbi Apples skinnende nye butik. En lang kø spærrer indgangen, nogle er i soveposer, nogle omkring et gasblus til kaffe. Mange ligger bare på et vattæppe, ventende på klokken otte når dørene åbnes og de kan købe den nye iPhone.

Køen fortsætter rundt om hjørnet i en mørk sidegade. Den slutter med en sovende mand med næsen nede i vattæppet, ved siden af sit vækkeur. Hans tegnebog stikker op af baglommen. Og, ja, der er kun to dage til lørdag, næh, det er fredag i dag, fortæller mit ur, én dag til lørdag. Min fars blide hånd lister tegnebogen ud og ned i min lomme. Manden bemærker det ikke, og det gør jeg næsten heller ikke.

Hjemme i kollektivet igen åbner jeg tegnebogen, der ligger 1.200 €, hans telefon kunne blive betalt med knitrende nye sedler. Der er desuden et studiekort – måske har han lånt pengene af sine forældre.. Men jeg betaler tilbage, sedlerne er kun et lån fra ham til en der har det vanskeligt.

Hanna har lagt sig så der er plads i sengen til mig. Jeg kryber ned i varmen og blødheden, lige nu er det bare skønt at være her sammen med hende. Ro, en dyne der hæver og sænker sig fredfyldt. Ro, indtil i morgen tidlig.

Jeg afleverer pengene til hende efter morgenmaden.
– Hvor var du henne i går aftes? siger hun, – jeg savnede dig.

At forklare det med Blauer Peter er for pinligt, selv om der også er noget med kunst, en lille smule. Men mest druk, larm og stoffer.
– Jeg skulle have fat i en bekendt som kunne låne mig pengene, det var vigtigt.
Fra tyveri til løgn, det er helt forkert og må aldrig ske igen, så hellere leve på gaden.

Jeg tjekker telefonen, mor har ringet til mig hele aftenen, men på Blauer Peter kan man ikke høre noget. Hun svarer straks da jeg ringer op:
– Carlo, der er sket noget meget frygteligt, far er forsvundet! Lægerne mente alligevel ikke at det var leveren, så de gav ham binyrebarkhormon og noget nyt, og han følte sig vældig frisk. Men nu er han stukket af, ingen aner hvor han er, måske ligger han et sted hjælpeløs. Du må komme hjem, jeg kan ikke klare det alene.
– Mor, jeg har ikke penge til toget, min konto er tom, som jeg har SMS’et. Hvis du sætter dem ind på min konto er de fremme i morgen, så kommer jeg straks.
Stakkels far, og noget værre pis at det kommer midt i min træning.

Eftermiddagssession med Otto. – Vi har en forestilling i morgen, alle de sædvanlige kommer og ser på, invitationerne er delt ud. Vi spiller Hamlet, den rammer altid noget i mennesker. Du kan klare rollen, Carlo, det ved jeg. Har du fået læst hele stykket?
– Skulle jeg det?
– Er du vanvittig, selvfølgelig kaster du dig over det skuepil som du har spillet en del af! Er du ikke begærlig efter at trænge ind i den tekst? vil du ikke lære noget? Skal du bare sidde og glo mens vi arbejder? Sådan bliver man ikke skuespiller! Jeg undrer mig over hvad du i det hele taget vil.
– Jeg kan ikke nå at lære halvtreds sider udenad til i morgen. Det er umuligt.

– Intet er umuligt på en scene. Jeg har lavet en ny udgave, der er ikke brug for alle de ord. Du får et par hovedreplikker. Vi arbejder med krop og følelser og spontanitet, du skal ikke genopgylpe Shakespeares ord. Nej, du skal være dem indefra. Din krop skal gestalte. Er der brug for ord, siger du dem bare, og hvis ikke så holder du mund. Stykket skal komme fra dig selv. Fem roller, resten er overflødige. Man får aldrig et klart scenebillede med alle de mennesker der vælter rundt mellem hinanden. De der ikke har roller, udgør koret. Middagsmaden er aflyst, vi holder prøve indtil det fungerer.

Ordene vælter manisk ud af ham. De fire andre skuespillere bliver kaldt op, koret får at vide hvad de skal (koret? Skal der også være et kor i Hamlet, lige som i de græske tragedier?).

Otto herser med os, alting skal gå hurtigt. Det er mega hårdt, på den ene side er der ting som absolut skal være på en bestemt måde, på den anden side skal vi improvisere helt frit ud fra vores oplevelse af stykket. Nogle gange begge dele på samme tid.

Koret skal også improvisere totalt, hvert medlem ud fra sin egen følelse. Samtidig skal de optræde som en enhed, det lyder vanvittigt. Otto stamper i gulvet, peger, flytter folk, afbryder når noget er i gang, er pludselig stille med fjernt blik og et smil. Gentager den samme lille bid ti gange – altså, hvor bliver improvisationen så af? Men ingen er sultne.

Klokken ét om natten indtræffer et mirakel. Det hele falder i hak, jeg har min replik med konge, fader, hele Danmark … og det bliver sandt. Koret støtter mig: nu skal den kongefader tale! Et øjebliks total tysthed, så manifesterer kongens ånd sig. Hårene på mine arme rejser sig. Ånden svarer mig.

Vores dunstende, dampende, svedige kroppe har gjort det, vi har skabt et kunstværk. For dette havde jeg drømt om at være skuespiller.

Otto har holdt sin mund, for første gang hele dagen, han har bare suget til sig. – Vi stopper her, sådan skal det være. Spis lidt, sov og vær klar til prøve i morgen klokken ni. Forestillingen er klokken seksten, der er ingen tid at spilde, vi er ikke færdige endnu.

Klokken er seksten, korets lyde samler sig til en enhed og forestillingen kører. Noget er fremragende, andet springer vi hurtigt igennem, videre, videre. Hen mod slutningen står jeg og skuer ud over verden, scenen, tilskuerne … da jeg får øje på far. Han sidder på den bageste række og ser lille og træt ud, men tilfreds. Hans brune øjne skinner rørt. Jeg standser ubevægelig som en stenstøtte, han sidder der virkelig, er ikke noget spøgelse eller nogen konge, bare min rigtige far. Netop på den måde skal stykket slutte og sådan gør det, Hamlet forvandlet til en stenstøtte, optaget af sit syn. En anden gang vil det slutte på en anden måde, for hver forestilling er enestående.

– Jeg kunne ikke dø uden at have talt med dig, jeg måtte se dig, siger han bagefter over pindemadderne og et glas hvidvin. – Du har ret, tandlæge skal du ikke være, der er alt for stærke energier i dig til det job. Der er meget vi skal tale om, omsider. Forresten, jeg har sat et arveforskud ind på din konto mens jeg sad i toget og længtes efter at se dig.

–oOo–


7 kommentarer

Forsvundet i Hamborg, 1-5

Læs Carlos forhistorie her: “Jeg blev lempet ud af lejligheden uden morgenmad”
(https://jesperodlp.wordpress.com/2015/12/28/tyskland-er-europas-stoerste-horehus/)

1.                                                                                                 Lübecker Strasse 68, 22087 Hamburg       

Kære mor og far

Er I ængstelige over at jeg stak af så brat? Det håber jeg ikke, selv om jeg har været væk i nogle dage. Alt er vel her hvor jeg er – i Hamburg. At dumpe til Studentereksamen er i sig selv pinligt nok til at forsvinde, men jeg kunne ikke holde ud at se udtrykket i dine øjne, far, da du sagde: ”Hvad skal der dog blive af dig?” Du ville så gerne se mig overtage tandlægeklinikken, det skar mig i hjertet. Ikke mere skole til mig.

Jeg er ikke dig, far, selv om jeg har dine mørkebrune øjne og evne til at snakke så folk føler sig godt tilpas og noget af dit sprognemme – når jeg gider. Og dine hænder, bare du rører ved en patient forsvinder hans angst. Jeg håber sådan at du bliver rask snart!

Jeg er heller ikke dig, mor, selv om jeg har dit lyse, krøllede hår og slanke skikkelse og din elegante næse, hverken for stor eller for lille og svagt buet. Værdig. Men dit temperament, kombinationen af organisator og skarphed, får jeg aldrig.

Jeg er mig selv – hvad det så betyder? Det er derfor jeg har fået mine tatoveringer, så I kan se det. Hvor I dog skreg over den på halsen. Åh, mor, du siger altid at jeg skal lære at prioritere, det var da hvad jeg gjorde! jeg var alligevel dumpet til fransk, så jeg kunne lige så godt hjælpe NaboEdith med hendes elektriske kørestol og komme lidt for sent til eksamen. 

Hele livet er jeg blevet tvunget til at følge andres forventninger, mors, fars,  flink elev, god kammerat. Men ingen af dem var mig selv. Jeg vil være fri.

Derfor skal jeg være skuespiller. Prøve andre personligheder og forlade dem igen – ikke mindst det sidste. At folk kan se mig på scenen og vide at det er ikke mig. Se mig udenfor og vide at sådan er jeg virkelig. Jeg vil lære at lægge masken. En tandlæge sidder så fast i sin maske at folk altid snakker om tænder, mon ikke du, far, har lyst til at tale om andet, især nu med din lever? Jeg vil så gerne gøre noget så du bliver glad og stolt af mig, og så mor kan se at man ikke behøver planlægge alting.

Nuvel, helt lykkelig er jeg ikke for tiden, men her er vildt spændende og det kræver alting af mig. I Hamburg har jeg ikke slappet af på noget tidspunkt.

Mange kærlige hilsener og god bedring til far fra jeres
Carlo


PS Hvis I kan undvære fire-fem tusinde kroner så sæt dem ind på min konto så hurtigt som muligt. Visakortet virker ikke og jeg er ved at blive smidt ud fra kollektivet – katastrofe. Tysk er et morsomt sprog, selv om jeg putter danske og engelske ord ind det meste af tiden, forstår folk hvad jeg mener. Bare det med at anbringe verberne til sidst i sætningen får mig til at grine. Men det går ikke når jeg kommer til at spille Schiller. Dér griner man ikke.

PPS Jeg har lånt pengene til frimærket og andre ting, og er nødt til at betale tilbage snart.


 

2.

Frokosten er overstået, kun arbejdsholdet har rejst sig, vi andre sidder småsnakkende tilbage i kollektivets store altmulighal. Hans ved siden af mig, er ved at forklare hvorfor kunst er lig med lidelse. Uden lidelse ingen kunst. Det skulderlange hår flagrer omkring hovedet når han understreger sine pointer. Nok taler han tysk, men det er plattysk, færre regler, lettere at forstå. ”Du ved, Carlo, lidelse bringer overlevelsesenergien frem, det allerdybeste i mennesket, der hvor kunsten kommer fra. Lad mig give dig et eksempel..”

Kassereren bryder ind, hun står bøjet over mig og prikker mig på skulderen: ”Vi skal tale alvorligt om det med pengene. Du skal betale forud og vi har intet modtaget. Otto bliver rygende gal på dig hvis pengene ikke ligger klar i aften.”

Det skal nok gå,” siger jeg, ”mine forældre sender dem, jeg har skrevet hjem, bare rolig.”

Der er ikke noget bare-rolig med Otto. Du må lære at tage visse ting alvorligt.”

Jeg ved at de kommer i dag.”

Min mave knuder sammen, jeg skulle nødig komme på tværs af lederen. Da jeg vender mig for at fortsætte samtalen med Hans, er han forsvundet og de andre er på vej ud. Tankerne løber rundt i hovedet på mig, det kan blive et problem at betale; hvis mine forældre ikke har sat penge ind, er jeg allerede ved at komme på tværs af kollektivet. Men jeg glæder mig til i eftermiddag, der er session med alle. Glæder mig til at se hvordan de arbejder, måske er der en forelæsning ved Otto – jeg kunne mærke på samtalen med Hans at det er fra ham ideerne kommer.

Klokken er tre. Bordene er fjernet, stolene sat ind til væggen, der er fuldt besat, flere står op eller sidder eller ligger på gulvet, halvtreds i alt, hele kollektivet. Et klaver bliver rullet ind. Folk falder til ro og bliver tavse. I stilheden træder Otto ind og stiller sig på gulvet:

Hvorfor har vi kun et lille klaver, når vi har brug for et flygel? Hvorfor var frokosten så sparsom? Det er fordi vi ikke har penge nok. Nogen vil ikke bære deres del af ansvaret for det fælles liv. Jeg tænker især på en bestemt. Carlo, rejs dig og kom ind i midten”

Mine ben ryster da jeg stiller mig over for Otto. En lille mand med bred mund, tætbarberet men alligevel blå om hagen, sorte, buskede øjenbryn der vibrerer i takt med hans ord. Håret er plysset. Han har smækbukser på og en kortærmet, ternet skjorte der hænger ud over bukserne hvor den kan komme til det. Overalt malerpletter.

Du er ny og vil ikke bidrage. Du tror at alt bliver serveret bare fordi du ikke er kommet i en gruppe endnu. Her skal arbejdes døgnet rundt. Dette er intet feriehotel.”

Mine forældre sender pengene i dag,” det håber jeg ellers er jeg fortabt.
Hvad vil du her?”
Jeg vil være skuespiller.”
Du er helt bleg. Det er godt, så tager du det alvorligt. Nu skal du spille Hamlet. Her og nu.”
Men…”
Vend dig om så du ser tilskuerne. Bare vær tilstede, jeg sufflerer, det drejer sig kun om en enkelt replik. Situationen er følgende: Hamlet står ved hoffet, da hans fars ånd viser sig for ham, kun for ham. Ingen andre kan se den. Hamlet forstår ikke hvad den vil, han prøver at få kontakt.”

Det kan jeg ikke. Jeg er ikke forberedt, kender kun hamlet som genfortælling. Jeg er omgivet af fremmede som stirrer på mig som om jeg er vanvittig, jeg står bare og kigger frem for mig. En replik jeg ikke engang kender. Hvor skal jeg gøre af mine hænder, mine fødder og mit ansigt. Jeg må lade mig føre.

Otto hvisker: ”Konge..”
Otto er kongen her, og jeg vil så gerne have at han kan lide mig, at han forstår mig, at han lytter til det jeg har at sige. Men hvad gør han? Skælder ud, sætter mig på en umulig opgave foran de andre. Han gør mig desperat, hvis dette ikke fungerer er jeg fortabt. Jeg ser stadig hans buskede øjenbryn foran mig, hans intense blik. Bare jeg kan få en ordentlig kontakt med ham.
Konge..,” kommer det ud af min mund, mens jeg appellerer til øjenbrynene som stadig svæver foran mig.

.. fader..” hvisker han.
Hvad hvis min far så mig nu? min dødsmærkede far som ikke forstår mig. Bare han ville forstå mig, høre på mig, reagere i stedet for at tænke på sine patienter. Er det i virkeligheden ham jeg er stukket af fra? Han kunne være død nu, måske får jeg aldrig talt med ham. Skal jeg virkelig lade være med at blive skuespiller?
..fader..,” min stemme ryster, den ryster og er mere intens. Jeg har glemt det med hænder og ansigtsudtryk, de må tage vare på sig selv.

”…royale danskerSå svar mig dog!”
Af alle dem jeg kender hjemme i Danmark, er der ingen der ægte forstår mig, ikke kammerater, ikke lærere, ikke familien. Jeg prøver at være dem tilpas, det lykkes, men hvad med mig, hører de overhovedet mig?
.. royale dansker.. -” min stemme standser, den kan ikke mere, det trykker for brystet, jeg trækker luft ind men det kommer ikke ud. Endelig eksploderer stemmen, ”Så svar mig dog!!”

Tilskuerne sidder stille, ingen flytter på sig. Otto siger med normal stemme: ”Det er godt nu.”

Jeg træder et skridt skråt tilbage så kongen, så Otto, kan komme frem. ”Velkommen hos os,” siger han med et skulderklap, ”du kan godt lære det. Nu har du prøvet at stå foran et publikum.”

De applauderer og smiler og småsnakker. Stemningen er lettet, også for mig.

Sæt dig.”

3.

Jeg finder min stol igen, godt at sidde ned for benene ryster stadig. Jeg lader en hånd glide over ansigtet, det er iskoldt. Men trykken for brystet er forsvundet og varmen er på vej tilbage.

Kassereren vender hovedet mod mig: ”Hvis det virkelig kniber for dig, kan du låne til på lørdag – efter det du har vist i dag. Men jeg skal, skal, have dem tilbage da, ellers er det på hovedet ud.”
Det er en aftale, Hanna,” siger jeg. Tingene begynder at falde i hak, der er længe til lørdag.
Der er en ledig plads hos mig i nat,” hun lægger hovedet på skrå.

Hanna er mig noget firkantet til daglig, men som vi sidder her bløder hun op og får et charmerende drag om munden, de fyldige læber kruser sig opad. Det skal nok gå, hun er ikke helt frastødende på trods af det kronragede hoved – jeg er ved at vænne mig til den frisure der ville være blond hvis den fandtes. Øjenbryn og vipper er så lyse at man ikke kan se dem. Hendes hoved er et æg. Jeg blinker til hende, og hun ser tilfreds ud.


Otto fortsætter med at pille folk ud og hegle dem igennem. Mine skuldre synker ned på deres normale plads, de er glade nu, lige som resten af kroppen. Det er skønt bare at være tilskuer. Men eftermiddagen bliver lang, vi skal også tegne model efter den største af kvinderne. Det er svært for hende at smide tøjet, kan jeg se, hun skammer sig over sine deller.

Nyd formen,” siger Otto, ”tegn rummet udenom, følg rundingen, lad jeres hænder kærtegne konturen. At tegne er at elske med pensel eller blyant. Giv jer hen. Dans med hele kroppen. Mærk i jeres egen krop hvor blyanten er. Det vigtige er at I nyder linjen, og det er fuldstændig lige meget med resultatet.” Hun begynder efterhånden at virke veltilpas i stillingen som model. At være centrum for andres blikke, ikke vurderende blikke, kun kærligt registrerende Nogle gange kan Otto være empatisk.

I mørke er Hanna anderledes levende, med hænder der flyver kærtegnende omkring på mig. De lærer hurtigt, de finder steder og berøringer jeg ikke havde forestillet mig. Efterhånden er de varme, glohede, hun udstøder små kælne lyde. Jeg begynder at nyde situationen, selv om det strengt taget har karakter af afpresning. Men jeg føler mig værdsat og det er en god oplevelse.

Om morgenen fører hun beløbet ind i regnskabet og jeg får min kvittering. Beløbet er meget større end jeg havde forstået, og der er kun tre dage til lørdag. Min telefon har kun lidt strøm tilbage, men der er ingen beskeder hjemmefra. Jeg ringer op og får bare telefonsvareren, lægger hurtigt på igen. 

Dagen går med Ottos kunstforelæsninger og en masse fysisk træning. Bagefter er der yoga, astangayoga som ikke ligner de rolige, meditative øvelser jeg synes yoga skal være, men sved på panden og ømhed i hele kroppen. En hel dag uden teater. Slet ikke hvad jeg havde regnet med.

Det er skuffende. For lidt skuespiltræning, for meget kollektiv, stemmer der kværner løs hele tiden, Hannas kraftige antydninger om at vi skal sove sammen hver eneste nat, Ottos ideer der aldrig standser og som ændrer sig hele tiden, de andres desperate anstrengelser for at følge med de nye direktiver og overgå hinanden i loyalitet, i at forstå bedre end nogen anden. Ikke et sted der er mit eget. Og den forbandede lørdag der kun er tre dage borte samtidig med at mine forældre ikke svarer. Jeg er desperat.

4

Punkerknejpen Blauer Peter 666, dér vil jeg hen, ingen regler, blot plads til alle. I et glemt hjørne af Hamburg havn står et forfaldent varehus som ingen bruger, undtagen Blauer Peter. De flytter jævnligt til nye steder hvor man kan vandalisere i fred. Graffiti overalt, foruden brugte paller, reklamer og glasskår. Ned i kælderen går jeg

Betonmurene dirrer af lyd. Her i mørket er den ægte punk. Det skal være hæsligt, tonerne skal være falske, rytmen skal halte, lydtrykket skal mase trommehinden ind i hjernen, for punk er oprøret mod alle systemer også hæslighedens. Alt skal være mere end hæsligt. Væggene er tilkradset med navne og skjoldet af pis, fulde af røvbilleder og overmalet med tags. På en avis foran døren ligger en lort som de fleste træder uden om. Ikke alle, der er fodspor på betongulvet.

Længst borte fra højttalerne sidder nogle ældre mænd langt over de femogtredive. Ikke punkere, bare med almindeligt slidt tøj. Jeg får øje på Dan Lichter, der for tiden udstiller i København og på Louisiana. En rigtig maler, en kunstner. Han sidder og snaver med en fuldblods punkerdreng på ikke over tolv år. Alt er tilladt. 

En befrielse. Ingen grænser i punkerland, intet ordensreglement, ingen Otto der hele tiden bestemmer. Man kan sove på gulvet. Folk har blå hanekam, nakketatoveringer, ballehuller i bukserne. Spidse stålpyramider igennem underlæben, øreflippen gennemboret af tyve smykker. Halsbånd af pigtråd.

Baren fører to drikke, noget lyserød likør med hindbærsmag samt den billigste fadøl. Men der står whiskyflasker og hjemmebrændt under disken, og andet som folk ønsker. Små pakker med hvidt pulver. Bare bed om det.

Jeg finder et par af de sidste mønter i lommen og får et krus øl, rigtig tysk krus på én liter med skum der løber ud over mine bukser og videre ned på gulvet. Jeg puster af og tager en slurk, det er rigeligt med én. Drengen rejser sig pludselig fra Dans skød og forsvinder med en jævnaldrende ud i mængden. Pladsen ved siden af Dan tom, jeg sætter mig.

Giver du en tår,” skriger han og griber mit krus.
Værsågod, drik bare resten.”
Jeg er skuespiller,” råber jeg ind i øret på ham.
Vi går udenfor, her er sløvt i aften.”

Da vi skræver over lorten på vej ud, benytter han lejligheden til at rage mig på ballen, bare venskabeligt, men hyggeligt. Han ser at jeg har opdaget at han stadig har det halvfulde ølkrus i hånden: ”Det gør vi tit. De får det tilbage i morgen. Kommer du med i mit atelier?”

Dan har gang i nogle kæmpelærreder, Kopfverbesserung hedder de. ”Jeg laver dekorationer til Hamburgeroperaen, så det må interessere en skuespiller,” siger han, og stemmen konkurrerer stadig inde i mit hoved med larmen og musikken fra Blauer Peter. ”Vil du se hvordan jeg gør?”

Ved siden af lærredet står et stort, fladt kar med farver, vist både olie- og vandbaserede for de blander sig ikke, men flyder mellem hinanden. Han dypper hele hovedet i malingen, lægger sig på lærredet og ruller rundt. Changerende blå, orange, rød… iblandet hår- og skægrester. Flotte mønstre.

Dan rejser sig og hælder en sjat øl på. ”Kun en lille sjat til billedet,” siger han, ”jeg skal også have noget selv.”

Jeg fortæller om Otto og kollektivet; han har lagt sig på gulvet med lukkede øjne men mister hurtigt interessen og synker hen, fordi jeg ikke er rigtig skuespiller endnu. Håret stritter ud i en enorm, broget punkerfrisure, malingen er allerede stiv. Med det hår elsker de ham i morgen, hvis han afleverer kruset. Sov godt, Dan. Du er fanget i din ensomme maske af maling. Atelieret har tabt sin romantiske glans for mig, billederne er egocentrerede og livløse, præget af misbrug. Kollektivet er bedre, en skuespiller bevæger sig, han kan skifte maske når som helst.

Jeg vandrer tilbage igennem den nattestille by, forbi rådhusets klassiske bygning og havnen med turbådene, forbi Apples skinnende nye butik. En lang kø spærrer indgangen, nogle er i soveposer, nogle omkring et gasblus til kaffe. Mange ligger bare på et vattæppe, ventende på klokken otte når dørene åbnes og de kan købe den nye iPhone.

Køen fortsætter rundt om hjørnet i en mørk sidegade. Den slutter med en sovende mand med næsen nede i vattæppet, ved siden af sit vækkeur. Hans tegnebog stikker op af baglommen. Og, ja, der er kun to dage til lørdag, næh, det er fredag i dag, fortæller mit ur, én dag til lørdag. Min fars blide hånd lister tegnebogen ud og ned i min lomme. Manden bemærker det ikke, og det gør jeg næsten heller ikke.

5.

Hjemme i kollektivet igen åbner jeg tegnebogen, der ligger 1.200 €, hans telefon kunne blive betalt med knitrende nye sedler. Der er desuden et studiekort – måske har han lånt pengene af sine forældre.. Men jeg betaler tilbage, sedlerne er kun et lån fra ham til en der har det vanskeligt.

Hanna har lagt sig så der er plads i sengen til mig. Jeg kryber ned i varmen og blødheden, lige nu er det bare skønt at være her sammen med hende. Ro, en dyne der hæver og sænker sig fredfyldt. Ro, indtil i morgen tidlig.

Jeg afleverer pengene til hende efter morgenmaden. ”Hvor var du henne i går aftes?” siger hun, ”jeg savnede dig.”

At forklare det med Blauer Peter er for pinligt, selv om der også er noget med kunst, en lille smule. Men mest druk, larm og stoffer. ”Jeg skulle have fat i en bekendt som kunne låne mig pengene, det var vigtigt.” Fra tyveri til løgn, det er helt forkert og må aldrig ske igen, så hellere leve på gaden. Jeg tjekker telefonen, mor har ringet til mig hele aftenen, men på Blauer Peter kan man ikke høre noget.

Hun svarer straks da jeg ringer op: ”Carlo, der er sket noget meget frygteligt, far er forsvundet. Lægerne mente alligevel ikke at det var leveren, så de gav ham binyrebarkhormon og noget helt nyt, og han følte sig vældig frisk. Men nu er han stukket af, ingen aner hvor han er, måske ligger han et sted hjælpeløs. Du må komme hjem, jeg kan ikke klare det alene.”

Mor, jeg har ikke penge til toget, min konto er tom, som jeg har SMS’et. Hvis du sætter dem ind på min konto er de fremme i morgen, så kommer jeg straks.” Stakkels far, og noget værre pis at det kommer midt i min træning.

 

Eftermiddagssession med Otto. ”Vi har en forestilling i morgen, alle de sædvanlige kommer og ser på, invitationerne er delt ud. Vi spiller Hamlet, den rammer altid noget i mennesker. Du kan klare rollen, Carlo, det ved jeg. Har du fået læst hele stykket?”

Skulle jeg det?”

Er du vanvittig, selvfølgelig kaster du dig over det skuepil som du har spillet en del af! Er du ikke begærlig efter at trænge ind i den tekst? vil du ikke lære noget? Skal du bare sidde og glo mens vi arbejder? Sådan bliver man ikke skuespiller! Jeg undrer mig over hvad du i det hele taget vil.”

Jeg kan ikke nå at lære halvtreds sider udenad til i morgen. Det er umuligt.”

Intet er umuligt på en scene. Jeg har lavet en ny udgave, der er ikke brug for alle de ord. Du får et par hovedreplikker. Vi arbejder med krop og følelser og spontanitet, du skal ikke genopgylpe Shakespeares ord. Nej, du skal være dem indefra. Din krop skal gestalte. Er der brug for ord, siger du dem bare, og hvis ikke så holder du mund. Stykket skal komme fra dig selv. Fem roller, resten er overflødige. Man får aldrig et klart scenebillede med alle de mennesker der vælter rundt mellem hinanden. De der ikke har roller, udgør koret. Middagsmaden er aflyst, vi holder prøve indtil det fungerer.”

Ordene vælter manisk ud af ham. De fire andre skuespillere bliver kaldt op, koret får at vide hvad de skal (koret? Skal der også være et kor i Hamlet, lige som i de græske tragedier?).

Otto herser med os, alting skal gå hurtigt. Det er mega hårdt, på den ene side er der ting som absolut skal være på en bestemt måde, på den anden side skal vi improvisere helt frit ud fra vores oplevelse af stykket. Nogle gange begge dele på samme tid.

Koret skal også improvisere totalt, hvert medlem ud fra sin egen følelse. Samtidig skal de optræde som en enhed, det lyder vanvittigt. Otto stamper i gulvet, peger, flytter folk, afbryder når noget er i gang, er pludselig stille med fjernt blik og et smil. Gentager den samme lille bid ti gange – altså, hvor bliver improvisationen så af? Men ingen er sultne.

Klokken ét om natten indtræffer et mirakel. Det hele falder i hak, jeg har min replik med konge, fader, hele Danmark – og det bliver sandt. Koret støtter mig: nu skal den kongefader tale! Et øjebliks total tysthed, så manifesterer kongens ånd sig. Hårene på mine arme rejser sig. Ånden svarer mig.

Vores dunstende, dampende, svedige kroppe har gjort det, vi har skabt et kunstværk. For dette havde jeg drømt om at være skuespiller.

Otto har holdt sin mund, for første gang hele dagen, han har bare suget til sig. ”Vi stopper her, sådan skal det være. Spis lidt, sov og vær klar til prøve i morgen klokken ni. Forestillingen er klokken seksten, der er ingen tid at spilde, vi er ikke færdige endnu.”

Klokken er seksten, korets lyde samler sig til en enhed og forestillingen kører. Noget er fremragende, andet springer vi hurtigt igennem, videre, videre. Hen mod slutningen står jeg og skuer ud over verden, scenen, tilskuerne – da jeg får øje på far. Han sidder på den bageste række og ser lille og træt ud, men tilfreds. Hans brune øjne skinner rørt. Jeg standser ubevægelig som en stenstøtte, han sidder der virkelig, er ikke noget spøgelse eller nogen konge, bare min rigtige far. Netop på den måde skal stykket slutte og sådan gør det, Hamlet forvandlet til en stenstøtte, optaget af sit syn. En anden gang vil det slutte på en anden måde, for hver forestilling er enestående.

Jeg kunne ikke dø uden at have talt med dig, jeg måtte se dig,” siger han bagefter over pindemadderne og et glas hvidvin. ”Du har ret, tandlæge skal du ikke være, der er alt for stærke energier i dig til det job. Der er meget vi skal tale om, omsider. Forresten, jeg har sat et arveforskud ind på din konto mens jeg sad i toget og længtes efter at se dig.”

oOo–

 

 


27 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 5/5

Hjemme i kollektivet igen åbner jeg tegnebogen, der ligger 1.200 €, hans telefon kunne blive betalt med knitrende nye sedler. Der er desuden et studiekort – måske har han lånt pengene af sine forældre.. Men jeg betaler tilbage, sedlerne er kun et lån fra ham til en der har det vanskeligt.

Hanna har lagt sig så der er plads i sengen til mig. Jeg kryber ned i varmen og blødheden, lige nu er det bare skønt at være her sammen med hende. Ro, en dyne der hæver og sænker sig fredfyldt. Ro, indtil i morgen tidlig.

Jeg afleverer pengene til hende efter morgenmaden. ”Hvor var du henne i går aftes?” siger hun, ”jeg savnede dig.”

At forklare det med Blauer Peter er for pinligt, selv om der også er noget med kunst, en lille smule. Men mest druk, larm og stoffer. ”Jeg skulle have fat i en bekendt som kunne låne mig pengene, det var vigtigt.” Fra tyveri til løgn, det er helt forkert og må aldrig ske igen, så hellere leve på gaden. Jeg tjekker telefonen, mor har ringet til mig hele aftenen, men på Blauer Peter kan man ikke høre noget.

Hun svarer straks da jeg ringer op: ”Carlo, der er sket noget meget frygteligt, far er forsvundet. Lægerne mente alligevel ikke at det var leveren, så de gav ham binyrebarkhormon og noget helt nyt, og han følte sig vældig frisk. Men nu er han stukket af, ingen aner hvor han er, måske ligger han et sted hjælpeløs. Du må komme hjem, jeg kan ikke klare det alene.”

”Mor, jeg har ikke penge til toget, min konto er tom, som jeg har SMS’et. Hvis du sætter dem ind på min konto er de fremme i morgen, så kommer jeg straks.” Stakkels far, og noget værre pis at det kommer midt i min træning.

Eftermiddagssession med Otto. ”Vi har en forestilling i morgen, alle de sædvanlige kommer og ser på, invitationerne er delt ud. Vi spiller Hamlet, den rammer altid noget i mennesker. Du kan klare rollen, Carlo, det ved jeg. Har du fået læst hele stykket?”

”Skulle jeg det?”

”Er du vanvittig, selvfølgelig kaster du dig over det skuepil som du har spillet en del af! Er du ikke begærlig efter at trænge ind i den tekst? vil du ikke lære noget? Skal du bare sidde og glo mens vi arbejder? Sådan bliver man ikke skuespiller! Jeg undrer mig over hvad du i det hele taget vil.”

”Jeg kan ikke nå at lære halvtreds sider udenad til i morgen. Det er umuligt.”

”Intet er umuligt på en scene. Jeg har lavet en ny udgave, der er ikke brug for alle de ord. Du får et par hovedreplikker. Vi arbejder med krop og følelser og spontanitet, du skal ikke genopgylpe Shakespeares ord. Nej, du skal være dem indefra. Din krop skal gestalte. Er der brug for ord, siger du dem bare, og hvis ikke så holder du mund. Stykket skal komme fra dig selv. Fem roller, resten er overflødige. Man får aldrig et klart scenebillede med alle de mennesker der vælter rundt mellem hinanden. De der ikke har roller, udgør koret. Middagsmaden er aflyst, vi holder prøve indtil det fungerer.”

Ordene vælter manisk ud af ham. De fire andre skuespillere bliver kaldt op, koret får at vide hvad de skal (koret? Skal der også være et kor i Hamlet, lige som i de græske tragedier?).

Otto herser med os, alting skal gå hurtigt. Det er mega hårdt, på den ene side er der ting som absolut skal være på en bestemt måde, på den anden side skal vi improvisere helt frit ud fra vores oplevelse af stykket. Nogle gange begge dele på samme tid.

Koret skal også improvisere totalt, hvert medlem ud fra sin egen følelse. Samtidig skal de optræde som en enhed, det lyder vanvittigt. Otto stamper i gulvet, peger, flytter folk, afbryder når noget er i gang, er pludselig stille med fjernt blik og et smil. Gentager den samme lille bid ti gange – altså, hvor bliver improvisationen så af? Men ingen er sultne.

Klokken ét om natten indtræffer et mirakel. Det hele falder i hak, jeg har min replik med konge, fader, hele Danmark – og det bliver sandt. Koret støtter mig: nu skal den kongefader tale! Et øjebliks total tysthed, så manifesterer kongens ånd sig. Hårene på mine arme rejser sig. Ånden svarer mig.

Vores dunstende, dampende, svedige kroppe har gjort det, vi har skabt et kunstværk. For dette havde jeg drømt om at være skuespiller.

Otto har holdt sin mund, for første gang hele dagen, han har bare suget til sig. ”Vi stopper her, sådan skal det være. Spis lidt, sov og vær klar til prøve i morgen klokken ni. Forestillingen er klokken seksten, der er ingen tid at spilde, vi er ikke færdige endnu.”

Klokken er seksten, korets lyde samler sig til en enhed og forestillingen kører. Noget er fremragende, andet springer vi hurtigt igennem, videre, videre. Hen mod slutningen står jeg og skuer ud over verden, scenen, tilskuerne – da jeg får øje på far. Han sidder på den bageste række og ser lille og træt ud, men tilfreds. Hans brune øjne skinner rørt. Jeg standser ubevægelig som en stenstøtte, han sidder der virkelig, er ikke noget spøgelse eller nogen konge, bare min rigtige far. Netop på den måde skal stykket slutte og sådan gør det, Hamlet forvandlet til en stenstøtte, optaget af sit syn. En anden gang vil det slutte på en anden måde, for hver forestilling er enestående.

”Jeg kunne ikke dø uden at have talt med dig, jeg måtte se dig,” siger han bagefter over pindemadderne og et glas hvidvin. ”Du har ret, tandlæge skal du ikke være, der er alt for stærke energier i dig til det job. Der er meget vi skal tale om, endelig. Forresten, jeg har sat et arveforskud ind på din konto mens jeg sad i toget og længtes efter at se dig.”

–oOo–


37 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 4/5

opgave 4, 14721688_10211155152862853_1232992338117564737_n.jpg

[Scenen i punkerknejpen er kortet noget d. 22. okt, kl. 22. 50]

Punkerknejpen Blauer Peter 666, dér vil jeg hen, ingen regler, blot plads til alle. I et glemt hjørne af Hamburg havn står et forfaldent varehus som ingen bruger, undtagen Blauer Peter. De flytter jævnligt til nye steder hvor man kan vandalisere i fred. Graffiti overalt, foruden brugte paller, reklamer og glasskår. Ned i kælderen går jeg

Betonmurene dirrer af lyd. Her i mørket er den ægte punk. Det skal være hæsligt, tonerne skal være falske, rytmen skal halte, lydtrykket skal mase trommehinden ind i hjernen, for punk er oprøret mod alle systemer også hæslighedens. Alt skal være mere end hæsligt. Væggene er tilkradset med navne og skjoldet af pis, fulde af røvbilleder og overmalet med tags. På en avis foran døren ligger en lort som de fleste træder uden om. Ikke alle, der er fodspor på betongulvet.

Længst borte fra højttalerne sidder nogle ældre mænd langt over de femogtredive. Ikke punkere, bare med almindeligt slidt tøj. Jeg får øje på Dan Lichter, der for tiden udstiller i København og på Louisiana. En rigtig maler, en kunstner. Han sidder og snaver med en fuldblods punkerdreng på ikke over tolv år. Alt er tilladt. 

En befrielse. Ingen grænser i punkerland, intet ordensreglement, ingen Otto der hele tiden bestemmer. Man kan sove på gulvet. Folk har blå hanekam, nakketatoveringer, ballehuller i bukserne. Spidse stålpyramider igennem underlæben, øreflippen gennemboret af tyve smykker. Halsbånd af pigtråd.

Baren fører to drikke, noget lyserød likør med hindbærsmag samt den billigste fadøl. Men der står whiskyflasker og hjemmebrændt under disken, og andet som folk ønsker. Små pakker med hvidt pulver. Bare bed om det.

Jeg finder et par af de sidste mønter i lommen og får et krus øl, rigtig tysk krus på én liter med skum der løber ud over mine bukser og videre ned på gulvet. Jeg puster af og tager en slurk, det er rigeligt med én. Drengen rejser sig pludselig fra Dans skød og forsvinder med en jævnaldrende ud i mængden. Pladsen ved siden af Dan tom, jeg sætter mig.

”Giver du en tår,” skriger han og griber mit krus.
”Værsågod, drik bare resten.”
”Jeg er skuespiller,” råber jeg ind i øret på ham.
”Vi går udenfor, her er sløvt i aften.”

Da vi skræver over lorten på vej ud, benytter han lejligheden til at rage mig på ballen, bare venskabeligt, men hyggeligt. Han ser at jeg har opdaget at han stadig har det halvfulde ølkrus i hånden: ”Det gør vi tit. De får det tilbage i morgen. Kommer du med i mit atelier?”

Dan har gang i nogle kæmpelærreder, Kopfverbesserung hedder de. ”Jeg laver dekorationer til Hamburgeroperaen, så det må interessere en skuespiller,” siger han, og stemmen konkurrerer stadig inde i mit hoved med larmen og musikken fra Blauer Peter. ”Vil du se hvordan jeg gør?”

Ved siden af lærredet står et stort, fladt kar med farver, vist både olie- og vandbaserede for de blander sig ikke, men flyder mellem hinanden. Han dypper hele hovedet i malingen, lægger sig på lærredet og ruller rundt. Changerende blå, orange, rød… iblandet hår- og skægrester. Flotte mønstre.

Dan rejser sig og hælder en sjat øl på. ”Kun en lille sjat til billedet,” siger han, ”jeg skal også have noget selv.”

Jeg fortæller om Otto og kollektivet; han har lagt sig på gulvet med lukkede øjne men mister hurtigt interessen og synker hen, fordi jeg ikke er rigtig skuespiller endnu. Håret stritter ud i en enorm, broget punkerfrisure, malingen er allerede stiv. Med det hår elsker de ham i morgen, hvis han afleverer kruset. Sov godt, Dan. Du er fanget i din ensomme maske af maling. Atelieret har tabt sin romantiske glans for mig, billederne er egocentrerede og livløse, præget af misbrug. Kollektivet er bedre, en skuespiller bevæger sig, han kan skifte maske når som helst.

Jeg vandrer tilbage igennem den nattestille by, forbi rådhusets klassiske bygning og havnen med turbådene, forbi Apples skinnende nye butik. En lang kø spærrer indgangen, nogle er i soveposer, nogle omkring et gasblus til kaffe. Mange ligger bare på et vattæppe, ventende på klokken otte når dørene åbnes og de kan købe den nye iPhone.

Køen fortsætter rundt om hjørnet i en mørk sidegade. Den slutter med en sovende mand med næsen nede i vattæppet, ved siden af sit vækkeur. Hans tegnebog stikker op af baglommen. Og, ja, der er kun to dage til lørdag, næh, det er fredag i dag, fortæller mit ur, én dag til lørdag. Min fars blide hånd lister tegnebogen ud og ned i min lomme. Manden bemærker det ikke, og det gør jeg næsten heller ikke.


17 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 3/5

opgave 3, 14670614_10211072465315716_9028670299449846792_n.jpg

Jeg finder min stol igen, godt at sidde ned for benene ryster stadig. Jeg lader en hånd glide over ansigtet, det er iskoldt. Men trykken for brystet er forsvundet og varmen er på vej tilbage.

Kassereren vender hovedet mod mig: ”Hvis det virkelig kniber for dig, kan du låne til på lørdag – efter det du har vist i dag. Men jeg skal, skal, have dem tilbage da, ellers er det på hovedet ud.”

”Det er en aftale, Hanna,” siger jeg. Tingene begynder at falde i hak, der er længe til lørdag.

”Der er en ledig plads hos mig i nat,” hun lægger hovedet på skrå.

Hanna er mig noget firkantet til daglig, men som vi sidder her bløder hun op og får et charmerende drag om munden, de fyldige læber kruser sig opad. Det skal nok gå, hun er ikke helt frastødende på trods af det kronragede hoved – jeg er ved at vænne mig til den frisure der ville være blond hvis den fandtes. Øjenbryn og vipper er så lyse at man ikke kan se dem. Hendes hoved er et æg. Jeg blinker til hende, og hun ser tilfreds ud.

 

Otto fortsætter med at pille folk ud og hegle dem igennem. Mine skuldre synker ned på deres normale plads, de er glade nu, lige som resten af kroppen. Det er skønt bare at være tilskuer. Men eftermiddagen bliver lang, vi skal også tegne model efter den største af kvinderne. Det er svært for hende at smide tøjet, kan jeg se, hun skammer sig over sine deller.

”Nyd formen,” siger Otto, ”tegn rummet udenom, følg rundingen, lad jeres hænder kærtegne konturen. At tegne er at elske med pensel eller blyant. Giv jer hen. Dans med hele kroppen. Mærk i jeres egen krop hvor blyanten er. Det vigtige er at I nyder linjen, og det er fuldstændig lige meget med resultatet.” Hun begynder efterhånden at virke veltilpas i stillingen som model. At være centrum for andres blikke, ikke vurderende blikke, kun kærligt registrerende Nogle gange kan Otto være empatisk.

I mørke er Hanna anderledes levende, med hænder der flyver kærtegnende omkring på mig. De lærer hurtigt, de finder steder og berøringer jeg ikke havde forestillet mig. Efterhånden er de varme, glohede, hun udstøder små kælne lyde. Jeg begynder at nyde situationen, selv om det strengt taget har karakter af afpresning. Men jeg føler mig værdsat og det er en god oplevelse.

Om morgenen fører hun beløbet ind i regnskabet og jeg får min kvittering. Beløbet er meget større end jeg havde forstået, og der er kun tre dage til lørdag. Min telefon har kun lidt strøm tilbage, men der er ingen beskeder hjemmefra. Jeg ringer op og får bare telefonsvareren, lægger hurtigt på igen. 

Dagen går med Ottos kunstforelæsninger og en masse fysisk træning. Bagefter er der yoga, astangayoga som ikke ligner de rolige, meditative øvelser jeg synes yoga skal være, men sved på panden og ømhed i hele kroppen. En hel dag uden teater. Slet ikke hvad jeg havde regnet med.

Det er skuffende. For lidt skuespiltræning, for meget kollektiv, stemmer der kværner løs hele tiden, Hannas kraftige antydninger om at vi skal sove sammen hver eneste nat, Ottos ideer der aldrig standser og som ændrer sig hele tiden, de andres desperate anstrengelser for at følge med de nye direktiver og overgå hinanden i loyalitet, i at forstå bedre end nogen anden. Ikke et sted der er mit eget. Og den forbandede lørdag der kun er tre dage borte samtidig med at mine forældre ikke svarer. Jeg er desperat.


15 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 2/5

opgave 2, 14520482_10211004232169930_4379408569631275927_n.jpg

Frokosten er overstået, kun arbejdsholdet har rejst sig, vi andre sidder småsnakkende tilbage i den store altmulighal. Hans ved siden af mig, er ved at forklare hvorfor kunst er lig med lidelse. Uden lidelse ingen kunst. Det skulderlange hår flagrer omkring hovedet når han understreger sine pointer. Nok taler han tysk, men det er plattysk, færre regler, lettere at forstå. ”Du ved, Carlo, lidelse bringer overlevelsesenergien frem, det allerdybeste i mennesket, der hvor kunsten kommer fra. Lad mig give dig et eksempel..”

Kassereren bryder ind, hun står bøjet over mig og prikker mig på skulderen: ”Vi skal tale alvorligt om det med pengene. Du skal betale forud og vi har intet modtaget. Otto bliver rygende gal på dig hvis pengene ikke ligger klar i aften.”

”Det skal nok gå,” siger jeg, ”mine forældre sender dem, jeg har skrevet hjem, bare rolig.”

”Der er ikke noget bare-rolig med Otto. Du må lære at tage visse ting alvorligt.”

”Jeg ved at de kommer i dag.”

Min mave knuder sammen, jeg skulle nødig komme på tværs af lederen. Da jeg vender mig for at fortsætte samtalen med Hans, er han forsvundet og de andre er på vej ud. Tankerne løber rundt i hovedet på mig, det kan blive et problem at betale; hvis mine forældre ikke har sat penge ind, er jeg allerede ved at komme på tværs af kollektivet. Men jeg glæder mig til i eftermiddag, der er session med alle. Glæder mig til at se hvordan de arbejder, måske er der en forelæsning ved Otto – jeg kunne mærke på samtalen med Hans at det er fra ham ideerne kommer.

Klokken er tre. Bordene er fjernet, stolene sat ind til væggen, der er fuldt besat, flere står op eller sidder eller ligger på gulvet, halvtreds i alt, hele kollektivet. Et klaver bliver rullet ind. Folk falder til ro og bliver tavse. I stilheden træder Otto ind og stiller sig på gulvet:

”Hvorfor har vi kun et lille klaver, når vi har brug for et flygel? Hvorfor var frokosten så sparsom? Det er fordi vi ikke har penge nok. Nogen vil ikke bære deres del af ansvaret for det fælles liv. Jeg tænker især på en bestemt. Carlo, rejs dig og kom ind i midten”

Mine ben ryster da jeg stiller mig over for Otto. En lille mand med bred mund, tætbarberet men alligevel blå om hagen, sorte, buskede øjenbryn der vibrerer i takt med hans ord. Håret er plysset. Han har smækbukser på og en kortærmet, ternet skjorte der hænger ud over bukserne hvor den kan komme til det. Overalt malerpletter.

”Du er ny og vil ikke bidrage. Du tror at alt bliver serveret bare fordi du ikke er kommet i en gruppe endnu. Her skal arbejdes døgnet rundt. Dette er intet feriehotel.”

”Mine forældre sender pengene i dag,” det håber jeg ellers er jeg fortabt.

”Hvad vil du her?”

”Jeg vil være skuespiller.”

”Du er helt bleg. Det er godt, så tager du det alvorligt. Nu skal du spille Hamlet. Her og nu.”

”Men…”

”Vend dig om så du ser tilskuerne. Bare vær tilstede, jeg sufflerer, det drejer sig kun om en enkelt replik. Situationen er følgende: Hamlet står ved hoffet, da hans fars ånd viser sig for ham, kun for ham. Ingen andre kan se den. Hamlet forstår ikke hvad den vil, han prøver at få kontakt.”

Det kan jeg ikke. Jeg er ikke forberedt, kender kun hamlet som genfortælling. Jeg er omgivet af fremmede som stirrer på mig som om jeg er vanvittig, jeg står bare og kigger frem for mig. En replik jeg ikke engang kender. Hvor skal jeg gøre af mine hænder, mine fødder og mit ansigt. Jeg må lade mig føre.

Otto hvisker: ”Konge..”

Otto er kongen her, og jeg vil så gerne have at han kan lide mig, at han forstår mig, at han lytter til det jeg har at sige. Men hvad gør han? Skælder ud, sætter mig på en umulig opgave foran de andre. Han gør mig desperat, hvis dette ikke fungerer er jeg fortabt. Jeg ser stadig hans buskede øjenbryn foran mig, hans intense blik. Bare jeg kan få en ordentlig kontakt med ham.

”Konge..,” kommer det ud af min mund, mens jeg appellerer til øjenbrynene som stadig svæver foran mig.

”.. fader..” hvisker han.

Hvad hvis min far så mig nu? min dødsmærkede far som ikke forstår mig. Bare han ville forstå mig, høre på mig, reagere i stedet for at tænke på sine patienter. Er det i virkeligheden ham jeg er stukket af fra? Han kunne være død nu, måske får jeg aldrig talt med ham. Skal jeg virkelig lade være med at blive skuespiller?

”..fader..,” min stemme ryster, den ryster og er mere intens. Jeg har glemt det med hænder og ansigtsudtryk, de må tage vare på sig selv.

”…royale dansker: Så svar mig dog!”

Af alle dem jeg kender hjemme i Danmark, er der ingen der ægte forstår mig, ikke kammerater, ikke lærere, ikke familien. Jeg prøver at være dem tilpas, det lykkes, men hvad med mig, hører de overhovedet mig?

” .. royale dansker.. -” min stemme standser, den kan ikke mere, det trykker for brystet, jeg trækker luft ind men det kommer ikke ud. Endelig eksploderer stemmen, ”Så svar mig dog!!”

Tilskuerne sidder stille, ingen flytter på sig. Otto siger med normal stemme: ”Det er godt nu.”

Jeg træder et skridt skråt tilbage så kongen, så Otto, kan komme frem. ”Velkommen hos os,” siger han med et skulderklap, ”du kan godt lære det. Nu har du prøvet at stå foran et publikum.”

De applauderer og smiler og småsnakker. Stemningen er lettet, også for mig.

”Sæt dig.”


46 kommentarer

Forsvundet i Hamborg 1/5

opgave 1, 14517513_10210938743812762_1046123748336484937_n.jpg

Lidt ændret d. 4. okt 0.24.


Kære mor og far

Er I ængstelige over at jeg stak af så brat? Det håber jeg ikke, selv om jeg har været væk i nogle dage. Alt er vel her hvor jeg er – i Hamburg. At dumpe til Studentereksamen er i sig selv pinligt nok til at forsvinde, men jeg kunne ikke holde ud at se udtrykket i dine øjne, far, da du sagde: ”Hvad skal der dog blive af dig?” Du ville så gerne se mig overtage tandlægeklinikken, det skar mig i hjertet. Ikke mere skole til mig.

Jeg er ikke dig, far, selv om jeg har dine mørkebrune øjne og evne til at snakke så folk føler sig godt tilpas og noget af dit sprognemme – når jeg gider. Og dine hænder, bare du rører ved en patient forsvinder hans angst. Jeg håber sådan at du bliver rask snart!

Jeg er heller ikke dig, mor, selv om jeg har dit lyse, krøllede hår og slanke skikkelse og din elegante næse, hverken for stor eller for lille og svagt buet. Værdig. Men dit temperament, kombinationen af organisator og skarphed, får jeg aldrig.

Jeg er mig selv – hvad det så betyder? Det er derfor jeg har fået mine tatoveringer, så I kan se det. Hvor I dog skreg over den på halsen. Åh, mor, du siger altid at jeg skal lære at prioritere, det var da hvad jeg gjorde! jeg var alligevel dumpet til fransk, så jeg kunne lige så godt hjælpe NaboEdith med hendes elektriske kørestol og komme lidt for sent til eksamen. 

Hele livet er jeg blevet tvunget til at følge andres forventninger, mors, fars,  flink elev, god kammerat. Men ingen af dem var mig selv. Jeg vil være fri.

Derfor skal jeg være skuespiller. Prøve andre personligheder og forlade dem igen – ikke mindst det sidste. At folk kan se mig på scenen og vide at det er ikke mig. Se mig udenfor og vide at sådan er jeg virkelig. Jeg vil lære at lægge masken. En tandlæge sidder så fast i sin maske at folk altid snakker om tænder, mon ikke du, far, har lyst til at tale om andet, især nu med din lever? Jeg vil så gerne gøre noget så du bliver glad og stolt af mig, og så mor kan se at man ikke behøver planlægge alting.

Nuvel, helt lykkelig er jeg ikke for tiden, men her er vildt spændende og det kræver alting af mig. I Hamburg har jeg ikke slappet af på noget tidspunkt.

Mange kærlige hilsener og god bedring til far fra jeres
Carlo
PS Hvis I kan undvære fire-fem tusinde kroner så sæt dem ind på min konto så hurtigt som muligt. Visakortet virker ikke og jeg er ved at blive smidt ud fra kollektivet – katastrofe. Tysk er et morsomt sprog, selv om jeg putter danske og engelske ord ind det meste af tiden, forstår folk hvad jeg mener. Bare det med at anbringe verberne til sidst i sætningen får mig til at grine. Men det går ikke når jeg kommer til at spille Schiller. Dér griner man ikke.

PPS Jeg har lånt pengene til frimærket og andre ting, og er nødt til at betale tilbage snart.


Skelet med seksten knogler

Temaer: FRIHED, identitet, angst, eksistens, vilje. Vil være skuespiller.

  1. Carlo er flygtet til Hamborg.
  2. Han er indlogeret i et kunst-kollektiv.
  3. Han introduceres.
  4. Har han mulighed for at blive skuespiller?#
  1. Men han har ingen penge og bliver smidt ud uden.
  2. Forældrene svarer ikke på hans mail.
  3. I sidste øjeblik låner han penge af en kollektivist.
  1. Han er nederst i hierarkiet i arbejdsgruppen.
  2. Carlo er utilfreds. Kollektivet er ved at blive for hårdt, Carlo søger ud til en klub
  3. Han møder en maler og skal vise sit værk frem. Svært for en skuespiller.
  4. Han ser malerens atelier. Er det bedre end at være skuespiller?
  5. For at betale tilbage må han stjæle – men håber at betale tilbage.
  1. Faren er på intensiv, derfor ingen kontakt og ingen penge.
  2. Kollektivet spiller Ottos særlige udgave af Hamlet.
  3. Faren er kommet og billiger.
  4. Forsoning, styrket selvtillid og jegfølelse. Men er en skuespiller afhængig af publikum? Forsvinder han uden publikums gunst? Er det sand frihed?

Pudsigt, at skrive skelet gør mig meget nøgtern i stilen. Alle disse punkter forhindrer mig i at skrive følelsesfuldt. Skelettet er i 3. person, men selve teksten i første person alligevel, som en art protest mod skemaet.


2 kommentarer

Jeg brækker mig. Hvor er de Schumann-noder?!

Forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek, Lars Parbo, måtte lægge telefonen på bordet. Det forekom ham at blodet løb ham af maven i en iskold strøm og samlede sig i hjørnet af kontoret, hvorfra det dryppede videre ned i judæisk samling.

Fra telefonrøret krøb en lille stemme op: “Lars, er du der?!”
“Ja, jeg må bekræfte at manuskriptet til Kreisleriana ikke umiddelbart kan lokaliseres.”

Erling Koldings enevældige chefstemme smældede ind i Larses kranium: “Veluxfonden gav otte millioner for det manus du har indkøbt. De vil se det, lige nu. Vi står i læsesal vest, i området til særligt beskyttet materiale. Vi har fremvist id-kort og skrevet rekvisitionsseddel. Hvad sker? Vi må hellere ringe til dig, får vi at vide. Jeg brækker mig. Hvor er de Schumann-noder?”

Lars havde allerede læsesalens vagtplan på skærmen, samt oversigten over lånere der havde været i det beskyttede område og lånere der havde rekvireret Schumann-manuskriptet – kun en medarbejder fra Wilhelm Hansen Musikforlag.

Koldings stemme boblede faretruende: “Find det inden tre dage. Ellers bliver du forfremmet nedad til bogopstiller. Jeg gider ikke engang sige farvel til dig.” Klik, forbindelsen afbrudt.

Det snurrede rundt for Lars: den sindssyge Schumann med jagende spøgelsesagtige sonater. Ikke bare Kinderzenen og den glade landmand, nej hele det romantiske optog af uro, smerte, ubesvaret længsel og drømmesyner. Lars støttede sig til væggen. Hvor var romantikken i mobilens tidsalder? Ingen maskiner, intet Internet kunne fange den.

Han sank fraværende sammen i blodpølen indtil månen skinnede gustent igennem glasfacaden, ned i hans iskolde præfrontale cortex. Isolde og Wagner med deres skrigeri var ikke rigtige romantikere. Kun Schumann og hans hjerteforbundne Clara.

Lars følte varmen vende tilbage ved navnet Clara, billedskøn fortolker og elskede, kongenial romantiker, ingen kærlighed større end hendes. Hun havde røvet Robert Schumanns hjerte, havde hun nu røvet manuskriptet tilbage?

Han huskede nu at der gik et gæstespil på Hofteateret om Clara, monologer og musik. Han måtte tale med Clara, forbinde sig med romantikken, indføle sig.

Samme aften sad han i Hofteateret, med hånden glidende rastløst hen over sædets plys. Han kunne ikke koncentrere sig om ordene eller musikken, men rejste sig og fik lov til at vente i hendes teatergarderobe. I det fjerne klang musik, Claras sølverne stemme og, endelig, applausen. Og der stod hun så i døren, stadig med det fjerne blik, stadig indhyllet i musik.

Lars forklarede. Og Katrin Weisser – nej, stadig Clara! – forstod straks alt. Hendes ansigt afspejlede hans følelser, forstærkede dem. Pupillerne åbnede sig i angst. Hun gav sig til at vandre frem og tilbage i garderoben. Endelig standsede hun:

“En vidunderlig ting, Roberts fingre har berørt det, musikken hænger stadig i papiret. Hvor ville jeg gerne mærke det, føle inspirationen.” Hendes hånd strøg ned over kjolen som var den det forsvundne manuskript. “Men jeg ved ingenting om det. Det dukker op og det forsvinder, som Guldhornene.”

Lars sad lidt med lukkede øjne. Hvad kunne han spørge hende om? Kunne hun hjælpe? “Er der sket noget særligt i forbindelse med forestillingen?”

Hun rystede på hovedet: “Den kører rigtig godt. Jeg er helt inde i Clara. Måske en ting i dag. Jeg kom ud af trance på et tidspunkt, jeg vågnede op, men så var alt igen som det plejer. Der var et par takter i klaveret. De lød anderledes, men Rastogi er en blændende pianist. Det var en lille usikkerhed i mig – måske var det bare mig.”

“Jeg får en anelse om Rastogi. Der er rettelser i manuskriptet som ikke findes i Wilhelm Hansens autoriserede udgave. Jeg har set de steder,” sagde Lars, “de er for svære for mig at spille. De er anderledes.”

 

Lars begav sig straks til Rastogis lejlighed i Kuhlausgade.
“Kast dit tomrum mellem stråene, mellem sivene, under busk og birk. Tæl lysets stråler og lad mig være i fred under mit flygel,” lød det fra den halvåbne dør.

Rastogis store, mørke øjne under bløde øjenlåg så forundret ud på Lars i nattemørket. En løs pandelok af sort hår strittede op i luften. Bag ham i stuen sad en spinkel pige, med sarte ansigtstræk og rynket pande. Hun gad ikke denne afbrydelse.

“Vi læser Grimbergs Verdenshistorie for hinanden,” sagde hun, “og vi vil helst ikke forstyrres.”

“Hvad vil du så?” spurgte Rastogi.

“Det er Schumann,” sagde Lars. “Han er forsvundet, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er fra biblioteket og skal leve af fedtemadder i fremtiden hvis han ikke dukker op. Jeg må have fat i Schumann.”

“Ah, ja. Schumann. Hele dagen har været Schumanns dag. Hør her:”
Han satte sig til flyglet med flagrende badekåbe og Kreisleriana flød ham af fingrene rundt om sorte og hvide tangenter, spejlende fra flyglets sorte kasse. Flygtige glimt, elverskygger, sivduftende.

“Ja, Mester Kreisler,” sukkede han mellem to toner, to syngende, bløde toner som dovne bølger der akkurat nåede søens bred. “Schumann er i mine fingre.”
Lars havde hørt rettelserne.
“Men du har manuskriptet der skulle ligge på biblioteket?”
“Nej, jeg har kun set det.” Han vendte sig med et drillende blik og den blå badekåbe gled længere ned over hans bryst. Pigen gik om bag ham og rettede på den.

“Jeg har set manuskriptet på biblioteket. Wilhelm Hansen sendte mig til at se manus. Men jeg kan sagtens huske rettelserne. Jeg kan de steder indefra og ud. Så kan jeg også huske hvad Schumann har lavet om. De er en stor lettelse at spille nu, de lyder meget bedre. Han kørte lidt i tomgang. Det gør han ikke nu.”
“Jeg hørte det,” sagde Lars. “Sublimt. – Hvad har du gjort af manus, det er væk?”
“Jeg leverede det tilbage igen og skrev under. Ellers var jeg aldrig sluppet ud af jeres superfæstning af et bibliotek. Men lad mig spille en gang til.”
Og Lars hørte: en boblen, en utålmodighed i tonerne, efter at komme ud. En opladning af kraft. Og en ubærlig længsel. “Sådan skulle det være,” tænkte han. “Det er rigtigt nu.”

“Men manus er forsvundet,” sagde Lars. “Og jeg får skylden.”
“Jeg spiller og du passer på papirerne. Vi gør hver det vi kan,” sagde Rastogi. “Tag lidt vodka.” Han rakte ned om bag flygelbenet, og Lars tog en slurk af feltflasken. Han måtte tro Rastogi. Rundt på flygelet og på gulvet flød det med sønderslidte noder. Under flyglets bug et par dyner og Grimberg bukket om i ryggen. Her duftede varmt og intimt. Rastogi var ingen slyngel men en passioneret musiker, en elsker af Schumann.
“Jeg kom ind på en medarbejderfuldmagt,” sagde Rastogi.
Lars huskede nu, at der faktiske havde stået ”fuldmagt” ud for navnet på Medarbejderen. Det var sandt hvad Rastogi fortalte. Det måtte være sandt, for så var manuskriptet måske stadig på biblioteket.

“Wilhelm Hansen kunne ikke få lov til at kopiere noderne, så de sendte mig fordi jeg husker sådan noget hundrede procent. Se her, til den reviderede udgave.” Rastogi rejste sig og fandt noderne frem på Kreisleriana. På hvide, indlagte blade havde han indført alle rettelserne, klar til forlagets nodesætter.

Lars trykkede Rastogi i hånden, han havde fundet en åndsfælle, men klokken var to om natten, på tide at gå hjem og overveje hvad så, for manuskriptet var stadig ikke hvor det skulle være.
Klokken ni næste morgen ringede Kolding igen til ham hjemme: “Har du manuskriptet? Du får en kortere frist til i aften klokken 21. Forstået?! jeg har ikke tid til det her. Tag dig sammen, Lars.”

En halv time senere og nødtørftigt påklædt gik han ind igennem bibliotekets personaleindgang. På vejen op ad trappen til sit kontor lagde han mærke til at der på skiltet stod “Orientalsk og Judaistisk Afdeling”, ikke “Judæisk afdeling” som i gamle dage. Noget kløede i hans hukommelse. Han åbnede computeren og slog igen op på udlån af særligt beskyttet materiale. Han fandt at der i dag stod: ”Kreisleriana, prov. samakt. jud.” – endnu efter ni års ansættelse havde han ikke vænnet sig til alle katalogens unødvendige forkortelser. Materialet var ”provisorisk samakteret med judaistisk samling” – hvilket på godt dansk betyder at noderne var overflyttet midlertidigt til judaistisk samling – måske.”

Lars havde mistet al tillid til sin katalog. Han bandt slipset og rettede sig op fra skrivebordet, han måtte personligt vise sig i den afdeling. En afdeling hvor nogle af materialerne var håndskrevne bogruller i futteraler. Han gik direkte ind hos Førstebibliotekar Stig T. Rasmussen, en type som aldrig sås uden sin vest og butterfly.

“Ah, hr. Parbo,” sagde Stig Rasmussen med sin dybe, nasale stemme, ikke uden en vis salvelsesfuld smidsken. Fugtigt klingende, selvsmagende. “Jeg har ventet Dem.”
“Hvor fanden er Schumann?” krævede Lars uden indledning.

“Har De set ordentligt i katalogen? den er ikke lokaliseret,” sagde Stig Rasmussen, og Lars måtte give ham ret. Computerskærmens billede manglede nu de oplysninger han lige havde set på sin egen skærm.
“Jeg kan forstå på Kolding at han er meget opbragt. Vi vil gerne hjælpe med at lokalisere den.”
Lars så undrende på Stig Rasmussen, han plejede ikke at være uopfordret hjælpsom.

“Hr. Parbo. Deres håndskriftsamling har fået otte millioner til et Schumann-manus. Og ved de kommende budgetforhandlinger ønsker håndskriftsamlingen yderligere femten millioner til digitalisering af HC Lumbyes og Bournonvilles manuskripter. Alt imens er vores Orientalsk Judaistisk afdeling skammeligt udsultet. Vi mangler desperat sølle tolv millioner kroner til at erhverve en samling af Nepalesisk hippologi på nevari.

Mit forslag: De foranlediger Lumbye og Bournonville udskudt i tre år, og vi får på den måde midler til at erhverve de nepalesiske håndskrifter. Til gengælde lokaliserer vi de forsvundne manuskripter inden for et kvarter, og De undgår at hr. Kolding degraderer Dem.”

“Det er afpresning!” udbrød Lars.

“Absolut,” sagde Stig Rasmussen. “Jeg har glæde af det, De får glæde af det og Biblioteket undgår en pinlig sag om bortkommet manuskript. De kender Koldings temperament.”

Lars kiggede uvilkårligt op mod loftet hvor i går hans kolde blod var flydt igennem, og anede nogle skyformationer af blå bjerge optegnet med underafkølet galde på Judaistisk afdelings flueplettede loft. Plettet også med Schumanns blod. Men måske var det ikke så slemt alligevel.

Han besluttede sig på stedet, trykkede Stig Rasmussens svedige hånd og fulgtes med ham ud i forkontoret hvor sekretæren gik ind på sin computer og ordnede det fornødne. Og se, pludselig lå manuskriptet hvor det hele tiden skulle have været. Han lånte sekretærens telefon og beroligede Kolding, der nok kunne springe op som en løve, men også kunne falde ned som et lam. Sagen var afsluttet, men Lars var ikke helt tilfreds.

Og dog. Han havde lagt mærke til noget. I de sidste ti minutter havde sekretæren flere gange trukket en skuffe ud og kigget i den. Det kunne kun være Stig Rasmussens personlige computerkode. Lars øjnede de skønneste muligheder for at bringe uorden i Judaistisk samlings arkiver. Han kunne knap vente på at gøre gengæld.

Den 31. marts 2013

Inspiration: Politiken d. 11. marts, anmeldelse af teaterstykket ”Fragmenter af et ægteskab”, anden sektion, side fire.


30 kommentarer

Ånden var forsvundet for mig, spontanopgave d. 4. sept. 2016

A: jegfortæller
Jeg sidder i Kyoto på en bænk i parken. Min værtinde har bedt mig passe hendes datter på fire år en times tid. Hun leger lidt med sin dukke, løber efter duerne og kommer så hen til mig, tager mig i hånden og vores blikke mødes. Vores menneskelighed mødes.

B: 3.pers. med indre syn
Han er blevet babysitter for værtindens lille datter på fire år. Han iagttager hende lege med en dukke, løbe efter duerne. På et tidspunkt mødes deres blikke og han føler en samhørighed hinsides kultur og alder.

A
Jeg var i Kyoto for at studere teceremoni (chanoyu) som egentlig er et paradoks. På den ene side et hav af regler for temesteren, på den anden side gælder det om at nå en højere form for nærvær, af naturlighed. Jeg havde lært reglerne – så godt en europæisk begynder kan – men ånden var forsvundet, måske havde min japanske lærer fokuseret for meget på den korrekte måde at folde det klæde man bruger til at holde på tekanden med. Han var vældig ambitiøs.

Min værtinde, fru Jakomoto, havde en dag travlt og bad mig passe datteren på fire år i nogle timer. Jeg havde knap mødt lille Matzu, men fru Jakomoto havde ubegrænset tillid til mig fordi jeg var elev på den ansete Shotoku-an te-skole.

Vi fandt en bænk i den nærliggende have – komplet med plæne, sø, stenlygte og klipper, så japansk som det kan blive. Matzu vinkede farvel til sin mor, lidt betuttet. Men hun havde sin dukke som hun viste rundt i haven og forklarede ting og sager. Imens fantaserede jeg om at hun underviste dukken i zen-buddhisme og den symbolske betydning af landskabet.

Matzus små ben bevægede sig på en fast måde, lidt søgende men med et formål. Hendes hoved med det formklippede hår udpegede ting dukken skulle bemærke sig. Hun var et væsen der vidste hvad hun ville. Armene var kødfulde og korte, som de er i den alder, men perfekt proportionerede. De løftede dukken så den bedre kunne se karperne i vandet, en bevægelse fuld af ynde og harmoni og fuldstændig spontan. Hvad hun tænkte havde jeg ingen mulighed for at vide, men måske var tanke og handling ét i en grad som et voksent menneske kun kan drømme om.

Fornemmede hun hvad der foregik i mig? hun kom i hvert fald hen til mig og satte dukken til rette på bænken. Derefter tog hun min hånd og så længe ind i mine øjne, søgende efter hvad der foregik i den mærkelige fremmedes sind. De store, mørke pupiller åbnede sig opmærksomt for at opfange den mindste detalje.

Der er ikke andet at sige end at mit hjerte også åbnede sig i det øjeblik. Et lille væsen uden hensigter, uden bagtanker, uden forsvar, – blot en kontakt. Ikke noget med køn, alder eller kultur. Kun væren i nuet sammen med et andet levende og følende væsen. Hvor længe det nu varede, er jeg ikke klar over, men på et tidspunkt pegede hun på madpakken, en japansk bento.

Jeg lukkede den op, og vi sad gumlende i hver sine tanker da fru Jakomoto vendte smilende tilbage. Matzu så tilfreds på sin mor og på mig, hun havde hverken oplevet savn eller angst for mig.

Her på bænken i haven blev jeg siddende tilbage, opfyldt af glæde og ro. Og af et ønske om at møde mennesker på denne måde. Foruden af undren over at det så sjældent sker.

Det faldt mig ind at det kunne være den tilstand man ønsker at skabe i teceremonien.


12 kommentarer

Min aura er det kosteligste jeg ejer,

Hver dag er jeg udmattet når jeg er færdig med arbejde hvor et mylder af menneske rent ud sagt slider min sjæl eller aura i stykker. Efter arbejdstid trækker jeg mig tilbage til mit hus, det har ingen vinduer og døren er en plade som kan spærres indefra, jeg er sgu ligeglad om nogen kommer ind når jeg er væk, der skal bare ikke være noget med lås og håndtag udenpå, det ser grimt ud. Der skal ikke være påtrængende synsindtryk fra den ydre verden når jeg skal bygge mig selv op til næste dag.

Min aura er det kosteligste jeg ejer, den er blå, og jeg fik den den 15. april på arbejdet, lad mig forklare.

Når du går ind i Magasins parfumeafdeling træder du fra gaden ind igennem en glassluse. Så går du forbi mig. Jeg står i noget der ligner en kampuniform med revolverhylster, knippel, mobil og øresnegl. Det er mig der passer på dig hvis der kommer røvere, og mig der griber butikstyve og lommetyve.

I aprilvejret kommer nogle kunder, mest kvinder, svedende ind ad døren i en pels der når helt op i næseborene. Mens andre er iført et lille badehåndklæde om livet og en halv undertrøje, de sveder ikke, de klaprer tænder. Her midt på dagen er her ikke megen trafik. Alligevel er larmen fra kaffehjørnets højttalere øredøvende og parfumeduftene samler sig til en grå masse af pudder og prutter, lige som hvis man blander alle farverne sammen og får en gråbrunlig masse.

De unge piger kommer og går med en veninde under armen, de standser ved læbestifterne, og når de vender sig om igen har de øjenvipper så lange som på en struds og deres læber ser ud som om de er indsmurt i andefedt tilsat botox. 

Min instruks er bl.a. at jeg skal vise initiativ ved usædvanlige hændelser. Og jeg kan se at der er sket noget ved en af parfumeboderne, ekspedienten har fået et ildebefindende og hendes parfumer og læbestifter ligger i en uordentlig bunke. Jeg går nærmere. Hun sidder eller rettere ligger i stolen med øjnene tomt stirrende ud i luften og halvtåben mund. Hun reagerer ikke da jeg siger goddag.

Jeg går om på den anden side af disken og tager om hendes håndled for at måle pulsen. Der kommer pludselig liv i hendes øjne, hun rejser sig og siger forfjamsket: ”De skulle se på en læbestift, ikke? Nårr nej, det er jo dig.”

Hun ser på varerne og regnemaskinen kører i hovedet på hende: ”Der mangler for ca. 3.000 kr. Du må gøre noget.” Hun er tydeligvis ikke til at få noget fornuftigt ud af.

Jeg er i gang!” for længere borte har jeg set et lignende syn, denne gang to ekspeditricer og en make-up udstilling. Samme sag, rod, mangler og intet kohærent vidneudsagn. Men jeg lægger mærke til en duft af lavendel. Den hæver sig pur og klar over prutteluften, jeg følger efter. Ned i delikatesse- og vinafdelingen. 

Henne ved flaskerne sidder ekspedienten med strittende hår og kigger på sin mobiltelefon. ”Jeg fik et billede af ham,” siger han, ”du kan nemt finde ham.”

Jeg kigger på skærmen. Det meste er ikke andet end blå tåge, og i baggrunden skimter jeg én udstilling af Chateau de Cayx, Cuvee Majeste Rouge 2009 til en urimelig høj pris, ikke nogen genkendelig butikstyv. Der mangler nogle flasker kan jeg se på symmetrien, i stedet står en håndfuld læbestifter..

Jeg får øje på endnu en læbestift ved rulletrappen op og kan mærke duftsporet, så jeg følger efter. Sporet fører igennem herrebeklædning hvor jeg observerer en bunke alpakahalstørklæder på gulvet og at der i en af omklædningskabinerne står to ekspedienter.

Sporet bliver kraftigere op igennem damelingeri. En af de unge piger sidder på gulvet med spredte ben. Hun snor en hårtot om pegefingeren, igen og igen. Hun trækker vejret heftigt, i den grad så den ene brystvorte er på vej ud. Nylonstrømper ligger spredt omkring hende og et enkelt halstørklæde. ”Hvad er der sket?” spørger jeg og får som sædvanlig kun en usammenhængende mumlen. Min øresnegl er tavs, stadig ingen forbindelse.

Duftsporet er efterhånden voldsomt, det leder direkte i retning af cafeteriet. Her sidder et par balletdansere og nogle modeller i fuld krigsmaling. Men de har alle sammen det fraværende blik i øjnene, deres kinder blusser af – for en gangs skyld – naturlig rødme, de ventilerer kraftigt. Den nærmeste har halvåben mund og jeg kan se under bordet at hun gnider lårene langsomt mod hinanden. Og så lidt hurtigere.

Duftsporet er nu overvældende, den lavendelblå påvirkning kan kun sammenlignes med en god omgang hash.

I et hjørne sidder en kraftig skikkelse med ryggen til. På bordet skimter jeg parfumeflaconer, nylonstrømper, vinflasker, halstørklæder. På gulvet står en kanvaspose fra Det Kongelige Teater med flere varer. Jeg nærmer mig og siger: ”De er anholdt”. Men da jeg er kommet tættere på løfter han blikket og ser på mig. I det samme zigzagger et vældigt blåt lyn fra hans krop over på mig og jeg lugter spor af ozon.

Nu forstår jeg hvad der er sket med ekspeditricerne: Uendelig kærlighed fylder mig, min prostata kniber sammen, en trang til at give alt bort, til at glæde mennesker strømmer igennem mig. Kvinderne omkring mig er skønne som indiske gudinder, dette er ikke Magasin, men verdens syvende vidunder, Babylons hængende haver.

Det er min kones fødselsdag i morgen. Nogle gange jeg glemmer at betale. Undskyld.” Endnu et par blå lyn. Jeg ser hvem det er og falder straks på knæ, jeg kan ikke andet. Butikstyven er Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.

Fra den dag har jeg båret den blå aura som jeg fik af Hans Kongelige Højhed. Den smitter, så hvis I trænger jer ind på mig, er det jeres egen skyld at I bliver ændrede mennesker.


23 kommentarer

Russiske stødtænder – og mere!

Image may contain: text and outdoor
LikeShow more reactions

Comment

Uddrag af rapport over National Geographic ekspeditionen til de ubeboede øer i Karahavet (Sibirien)

Formål: lokalisering af mammutrester

Rapporten er baseret på billed- og lyddokumentation indsamlet med drone B2001648 og mikrodrone B2001648/m17.

… et vandbassin omkranset af delvis velbevaret stensætning og lave bregner. Mos gror sparsomt på stenene. Der er ganske lidt jord, kun klipperester. Mere overraskende findes en hytte i vikingestil med indgangsparti med udskåret træværk i omvendt V-facon. Ornamenteret med slyngmønstre som de kendes fra ottehundretallet. Stedet ser forladt ud, men er muligvis blevet restaureret, det kan næppe have overlevet så lang en periode ellers. Nedtrådt græs antyder at der har været mennesker her for ikke så lang tid siden.

Indgangsdøren bliver åbnet og man ser en hånd og en dampsky. Dronen afsender mikrodronen som slipper uset ind i hytten.

– Luk den fucking dør inden al varmen forsvinder.
– Jeg skal have luft, ellers dør jeg.

[I det følgende er indsat relevante navne, sekvensen er sammenskrevet og let dramatiseret af hensyn til læseligheden]

Man kan skimte at antal bare kroppe med kronragede hoveder, svedglinsende og heftigt tatoverede med runer og slyngmønstre. De ligger på lammeskind placeret omkring en kreds af glødende sten, og der er mjød i en spand mærket Norsk afdeling. Alt svøbt i en fugtig tåge. De øser selv op af spanden. – Tag noget mere, råber Rolf, der er nok til alle. Ikke noget med at dovne, Ivar.

Ivar får et slag med birkekvisten og spærrer forvirret øjnene op. Rolf er åbenbart deres zen-læremester. De må tro på at han gør hvad der er bedst for deres udvikling.

Ind imellem drikker de vand, væske ind, væske ud i lange baner. Alt driver af fugt. Ivar læner sig op mod væggen, men retter sig op, den er hed som bålet selv, som de glødende sten.

Rolf siger til ham: – Husk hvad du er her for.
Ivar prøver sit koan: – Hvor flyver fluen hen efter at den har tørret fødderne af på dig?

– Ja, hvor, tænker Ivan højt, – den flyver vel opad. Den stiger op mod solen. Bort fra min næse.

Rolf nikker: Du er på sporet. Måske når du din oplysning i aften. Lad mjøden hjælpe dig. Dyp i visdommens kar, visdommens blikspand.

De andre fem er ved at døse hen, Rolf kaster vand med isklumper på dem, så koldt at de ikke kan mærke om det er kogende.

– Hvad er din opgave, Inge? Inge er hverken hankøn eller hunkøn, så vidt man kan se i dunkelheden. Kun de glødende sten lyser op. – Inge, i aften må du beslutte dig, vær han eller hun.

– Jeg gider ikke, siger Inge. De farer hele tiden rundt efter de modsatte køn for at parre sig. Det er uden mening.

– Du må lære det, Inge. Ellers ingen udvikling for dig.
Rolf tager fluesvampen op af spanden og vrider den over mjøden. – Inge, tag en bid, den er ikke for kraftig nu.

Inge grynter bare, snøfter, lader en vind gå og er ellers tavs.

Rolf løfter en af de mindre sten op på skovlen og kaster den over på Inges lår. Det syder. Et skrig eller brøl kommer fra Inge. Mest et brøl. Han kryber sammen.

– Så er du mand i aften, det kan jeg høre, husk det nu og altid, for gudernes og Helhestens skyld! Ret dig op! brøler Rolf. – En runeskål på det, en runde runeskåler!

Minidronens batteri er ved at løbe ud her, den søger en åbning for at undslippe og flyver om bag et forhæng. Her ligger hulter til bulter: soveposer, feltrationer, et kar med levende krabber hvis tentakler vajer søgende i luften, blanke sværd, et par maskingeværer, en mammutstødtand og en fane med et svastika. Mellem en bagdør og karmen er en smal spalte som B2001648/m17 kan flyve igennem.

Konklusion
Der findes mammutrester på øen! Vi må nok vente med at landsætte til sikkerhedssituationen er klarlagt, en blanding af flippere og nynazister med skydevåben er farlige.


22 kommentarer

Det er en menneskelig drift at stræbe mod at vide alt

   Carsten Milvang's photo.Jeg kunne ikke beslutte mig for om historien skulle være et Frit Emne eller en Mininovelle,

så der er ca. 800 ord – midt imellem.

Endelig er jeg kommet ud efter fjorten dage på den lukkede afdeling på Gentofte. Jeg var næsten ikke fuld da jeg blev indlagt, men fordi politiet afleverede mig, var de nødt til at tvangsindlægge mig.

Psykiateren undersøgte mig dagen efter og sagde at min tilstand var foruroligende. Jeg var foruroligende normal, han mente at jeg var simulant, ingen mennesker ved deres fulde fem kunne være så normal. Men det er jeg altså, undtagen den gang hvor Kurt og Næsen lokkede mig til at gå over motorvejen med bind for øjnene.

Vi tre mødes igen på Café O for første gang efter at jeg blev udskrevet. Næsen har badeshorts, undertrøje og bøllehat på. Han synker ned i stolen og vinker efter en pils og en snaps. ”Synd for dig, gamle dreng at du ikke kom med til Mallorca,” siger han til mig og går i gang med at pille løs overhud af lårene i store flager. Stadig krebserød.

Kurt sætter sig værdigt og siger til mig: ”Du ødelagde hele ferien for os. Vi savnede dig i den grad. Vi var sgu nødt til at trøste os med nogle engelske kvinder om natten og sprut om dagen. Det er hårdt med sådan en ferie uden et ædru øjeblik.” Kurt er som altid iført sin fiskevest med de toogtyve lommer, stråhat og cowboybukser som han vist er født i – de er i hvert fald for små og meget slidte, med pletter af gylp. Han løfter stråhatten og beder om en omgang.

Jeg siger at de begge to var sindssygt stride at lokke mig på den galaj med motorvejen. Og jeg fik ikke engang det vi væddede om, rejsen til Mallorca.

Kurt mener tværtimod at det var mig selv der havde tvunget ham til at stoppe midt på motorvejen og var hoppet ud af døren for at tisse på kørebanen. Han var lige ved at få en bøde da politiet kom.

Næsen påstår på den anden side, at han holdt mig tilbage i bilen og at jeg sloges med ham. Det var derfor at politiet havde stoppet os og fået mig indlagt på den lukkede. De hudafskrabninger jeg havde i ansigtet skulle stamme fra slagsmålet. Det er også løgn, de kom af at han havde viklet mit hoved ind i gaffatape.

De hævder begge to hårdnakket at der ikke havde været noget væddemål den aften og ingen diskussion om flagermus – noget jeg er helt sikker på at Næsen havde kloget sig på dengang. De har drukket hjernen ud under grisefesterne på Mallorca så det er svært at tale med dem! Jeg ved da helt sikkert hvad der skete.

Selv om deres versioner ikke stemmer overens, er de i hvert fald enige om at min udgave er rablende skør og at lægerne ikke havde gjort deres arbejde ordentligt på den lukkede.

“Hvad kan man overhovedet være sikker på?” siger Næsen. ”Lad os undersøge sagen filosofisk. Dette er en bøllehat, så vidt kan vi blive enige, ikke?”

”Det kan jeg ikke gå helt med til,” indvender jeg, ”vi kan kun være sikre på at det er en bølles hat. Der er stor forskel.”

”Det er ingen hat,” siger Kurt, ”en hat har en fast form, Næsens hovedbeklædning er amorf.”

”Jeg er ingen børnelokker,” udbryder Næsen virkelig skrapt, ”lad være med at sige sådan noget.”

Jeg må give Næsen ret, med det udseende, altså rødspættet, overhuden hængende i laser, forbrændte lår og den sære bylt på hovedet er han nærmere en børneskræmmer.

Kurt skærer igennem: ”Vores filosofiske undersøgelse er kørt fast. Vi kan ikke tænke klart med abstinenser.” Pause. ”Har I lagt mærke til Julie der serverer?”

”Ja,” siger jeg, ”jeg har tjekket hende ud mens vi taler. Men hun er simpelthen under den kriminelle lavalder.”

”Netop, vi laver et eksperiment. Kommer hun først hen til Næsen, så ved vi at han er amorf, altså børnelokker, og det må vi fortælle myndighederne. Ingen vil gå hen til Næsen uden at blive lokket, sådan som han ser ud. ”

Julie kommer øjeblikket efter svansende med strålende øjne, blussende kinder og en bakke med det ønskede: ”Værsågod den herre, snaps og pils.”

”Du er amorf, Næse,” udbyder jeg i munden på Kurt.

”Jeg indrømmer, hun kunne godt lokke mig,” Næsen ser ikke videre sønderknust ud.

Kurt rømmer sig som han altid gør når han vil fremkomme med en intellektuel konklusion: ”Vi har fortalt hver sin udgave af hvad der skete på motorvejen, endvidere vidste ingen af os på forhånd at Næsen ville vise sig at være amorf. Ingen af fortællerne kan således siges at være alvidende.”

Kurts konklusion er underbygget empirisk så jeg må acceptere den, skønt det er hårdt at få at vide at jeg ikke er alvidende, selv om det er mig der har skrevet historien.













 

Her kommer forhistorien:

Mig og Kurt og Næsen sidder inde på Cafe O. Den er rar at sidde i om natten og tale filosofisk.

Fx siger Næsen at de blinde har en fabelagtig høresans.
– Ha, siger jeg, fordi de mister nogle øjne er der vel ingen der forærer dem nogle flere ører.
Kurt mener at når flagermusene kan flyve med radar og er blinde, så er der noget med ørerne.
Næsen siger at flagermus ikke har radar da radar først blev opfundet i 1942, og at de i øvrigt simulerer blinde for at få invalidepension.
Jeg siger at jeg hørte lige så godt som en flagermus, og at jeg kunne gå igennem cafeen med lukkede øjne.
Næsen afviser det med at det skyldtes at jeg var søvngænger.
Kurt påstår at det var en dum diskussion og at den skal klares med en omgang dobbeltvægede whiskysjusser. Ingen protesterer.
Derefter hævder Kurt at det stadig er en dum diskussion og at den skal afklares med empiri.
Så afslutter jeg med at jeg er lige oplagt til empire eller empiri. Hvad end de vil foretrække, så er jeg klar.

– Jeg kan da sagtens gå over gaden med lukkede øjne, fordi jeg kan høre om der kommer nogen, siger jeg.
– Du skal have bind for øjnene, siger Kurt, ellers gælder det ikke.
– Jeg sætter det på med Gaffatape, siger Næsen, det ville være synd hvis bindet gled ned, ikk’?
Jeg siger noget om at jeg har en travl dag i morgen og ikke har tid.
Næsen siger: – Vi gør det da nu. Der er ikke så mange biler om natten, så det er meget nemmere. Cyklerne er for lydløse, så vi laver det sgu på motorvejen. Vi giver Mallorcarejsen når du er kommet over, ikke Næse?

Kurt bliver aldrig rigtig fuld så vi tager hans bil ud på Lyngbyvejen.
– Der er ikke et øje. Vi holder her. Du skal bare gå fra midterrabatten, siger Kurt, og til den anden side. Tyve sekunder dit pikhoved, kun tre kørebaner. Vi holder i nødsporet og venter på dig. Tør du ikke? Har du fået kolde fødder?
– Nix, jeg har taget skoene af så jeg kan føle hvor på vejen jeg er, du ved, afmærkningen.

Næsen har viklet mit hoved helt ind i gaffa. Han smækker døren op og puffer mig ud.
Kurt gasser motoren op så det skal lyde rigtig farligt. De ruller vinduet og kører. Noget iskold beton skraber hud af mit skinneben. Autoværnet. Det er skråt og jeg mister balancen, ikke helt. Noget siger Svvishh og dyyyiit bag mig, der kommer en byge fra en vandpyt. Min ende bliver våd. Mine fødder er frosne.

Stilhed igen, så jeg kan vende mig om. Det er vel ikke så svært når vejen er tom. Jeg har allerede krydset det ene spor. Asfalten er grov her, den består nærmest af glasskår. Et eller andet nærmer sig, og det er i min halvdel, den nordgående. Mine ben kan ikke flytte sig, selv om jeg siger til dem: løb, for fanden! Fødderne er vokset ned i asfalten. Jeg kan ikke få vejret. Jeg vil ikke til Mallorca, bare hjem i seng. Gider ikke mere Næsen og Kurt, idioter at få mig med til det. Vi har aftalt den tur for længe siden, den kunne jeg sagtens betale.Jeg kan ikke få dem til at hente mig her midt på vejen nu. For sent.

Et eller andet flænser nakkehårene af mig, det gør ondt ad helvede til, men jeg mærker det på en måde ikke. Mine ben mærker det og tager af sig selv et spring ud midt på næste spor. De ryster, jeg har ikke herredømme over dem. Jeg har ikke hørt noget, og der var alligevel kommet en bil!! Jeg har ikke lagt mærke til den, men jeg har hørt den, jeg hører og hører dog ikke. Jeg er nødt til at gå videre frem. Det allerfarligste er at stå midt i banen. To baner overstået. Jeg puster ud. Skide være med fødderne og baghovedet, jeg skal nok overleve. Men Kurt og Næsen, de overlever ikke at møde mig igen.

Kan I forestille jer en skibssirene, et symfoniorkester og et rockband der alle sætter i på én gang for fuld udblæsning: det er kompressorhornet fra en lastbil med anhænger. Selv gennem kluden og tre lag gaffa kan jeg se lastbilens lygter og samtlige projektører. Den sindssyge chauffør har tændt for det hele på én gang. Jeg bliver suget fremad af hans kæmpeskrog og vælter om på hørebanen i lugten af gummi og diesel. Bag sættevognen. Al retning er forsvundet, hvilken vej skal jeg? Mine knæ og højre albue bløder og jeg hører langt borte endnu en bil. Hvad skal jeg? jeg rejser mig. Eller gør jeg?

– Denne vej, råber Kurt og Næsen, du er her næsten. – Giv den gas, alt hvad du har i dig. Denne vej!
Noget i mig reagerer selv om armen sidder underligt og gør vanvittig ondt. Kroppen bevæger sig eller benene eller krybdyret inde i mig. Det millioner år gamle krybdyr bevæger sig. Går jeg? Kravler jeg? Ruller jeg? Kryber jeg? Væk. Ud i nødsporet.

– Det klarede du flot, siger Næsen, og flår gaffaen, mit ene øjenbryn og halvdelen af overhuden på panden af. – Selv om du ser godt hærget ud.
– Vi regnede faktisk ikke med at se dig igen, siger Kurt taktløst.

Den bil jeg har hørt, holder ind til siden bag os med blinkende blå lygter og hylende udrykning.
– Er I rablende sindssyge?! brøler den ene betjent. Kurt og Næsen ser pludselig ædru ud.
Kurt kan virke meget civiliseret på folk, når det stikker ham. Han peger på mig: – Han er undveget fra psykiatrisk afdeling på Gentofte Kommunehospital. Vi har lige pågrebet ham, han skal tilbage igen.

Patruljevognen ledsager os til Psykiatrisk Akutafsnit på fjerde sal.
– Han er voldsomt selvmordstruet og slemt tilredt. Han skal ingen steder, vi beholder ham, siger vagthavende læge til betjentene, mens to sygehjælpere holder mig oppe.
Kurt og Næsen vinker farvel. – En skam for dig, siger Næsen, så når du nok ikke at komme med til Mallorca.


18 kommentarer

Et eller andet indkøb, opg 2, 2016

Carsten Milvang's photo.

Jeg har ingen huskeseddel, det betyder ikke noget. Jeg skal have gulerødder, agurker, appelsiner, her i denne vidunderligt smukke butik, måske noget andet, det er ikke så vigtigt hvad. For mig er det væsentlige at komme her, for du sidder ved din kasse og ser venligt på mig. Der er et bånd mellem os.

Du er perfekt, dine skrå øjne, dit hår der skinner som en myres kitinskjold, munden der smiler og tænderne der kommer frem som en overraskelse gemt mellem dine blødt svungne kinder.

Nu er din arm rakt frem efter agurken. Du har en kortærmet bluse på. Dine underarme er så hvide, bløde, følsomme – så indbydende. Jeg ville lade min fods svang glide opad den til albuebøjningen hvor et elektrisk kredsløb vil kortsluttes og gennemryste os. Dine bryster er nubrede appelsiner, hvor jeg længes efter at mærke skrællen og føle saften indeni. Der er intet som kan måle sig med at gå ind i denne butik og komme ud med varer og oplevelser.

Båndet ruller mig nærmere til dig. Du sætter dit dna-aftryk på min agurk, på mine gulerødder, på appelsiner. Mit dna sidder der allerede, vores fingre mødes på alt livs fundamentale plan.

Du smiler og rækker hovedet frem for at finde stregkoden på gulerødderne, dit hoved svæver nærmere på en hals af den rette længde. Ikke så lang at jeg er bange for at den knækker, ikke så kort at du ser fed ud. Jeg får øje på din venstre fod under stolen. Og gyser, tænk at tage den op og mærke dens varme imod min håndflade, dens evne til at hengive sig.

Du siger: – Var der andet?

Ja, selvfølgelig var der andet, den ubetalelige:
dig!
Så ville jeg ikke behøve andre indkøb. Men jeg ryster på hovedet. Dette er en verden hvor jeg ikke har tilladelse til at nærme mig det perfekte, i en anden verden kunne jeg sige ja til hende.

– Kort og kontant, siger du.

Sagde du ikke eller? sagde du kort. Hvorfor kort, hvorfor ikke altid os to, det er mere rimeligt. Og kontant, nej, det skal være poetisk, der skal ikke være penge imellem os to

Mit kort løber igennem din spalte. Nu skal du dømme mig, hvad er min straf? Den bliver rakt med et uventet strejf af din pegefinger, et ikkefysisk strejf, et æterisk strejf, udstråling af varme fra dig, en anelse af duft. Jeg får domsudskriften: 275, 50 kr. Min indkøbspose er fyldt nu, jeg bliver nødt til at gå ud, jeg skal afsone min straf i form af fraværet.

Har du allerede glemt mig? Nej, du smiler og vinker mig tilbage, du vil mig alligevel noget, du taler med lav stemme til mig, du er diskret for vores samvær er personligt, endelig vi to sammen: – Hej, du glemte dit Dankort.