Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


11 kommentarer

Snart er vi bankerot, hvis du ikke …

Opgave 4, maj 2019

dscn6273.jpg

Vi er ved at tabe vores erindring og vores evne til at tænke. Samfundet falder fra hinanden, uden at vi er klar over det. Tværtimod tror vi at alting gå fremad. Men der er et kæmpe problem: uden erindring og evnen til at tænke går vi alle konkurs.

Hvad er det der er ved at ske? En sygdom, forurening, klimakatastrofe?

Nej! Noget næsten upåfaldende. Bøgerne forsvinder.

Boghandlere bliver færre og færre. Man må til antikvariater for at få en bog, og de er også ved at forsvinde når der ikke er nye ildsjæle til at drive dem. Den vidunderlige oplevelse at komme ind i et antikvariat omgivet af alle tiders tanker, historier og viden. Bunker af bøger, Hylder med bøger, nogle ordnede andre sat op i hast eller stående i femkronerskasser. Den særlige lugt. Oplevelsen af at tage et bind på i hånden, ikke bare en bog, men også at holde aftrykket af et andet menneskes hånd i sin. Dette forsvinder.

Og boghandlerne er allerede overtaget af supermarkeder med selvbetjening. Bøger indespærret af cellofan, utilgængelige. Kun bestsellere såsom Hvem myrdede Elena? Liget i skovsøen, Dan Browns mysterier osv. de ligner bøger, men er tomme. Man kan blade dem igennem en aften uden at der bliver noget som helst hængende i hukommelsen. Tidsparasitter!

Vi har da bibliotekerne. Nej, heller ikke dem. De egentlige bøgers mængder skrumper. De står forsagte og ængstelige, for hvor længe overlever de? Fem år uden et udlån: så er det krematoriet, forbrændingsovnene.

Noget foregår vel på bibliotekerne? De eksisterer da endnu. Men som udlån af spil, af computerspil, af legetøj. Læsesalen er ikke mere et sted med ro og kontemplation, nu er den fuld af mobilsamtaler og børnene fra børnebiblioteket breder sig overalt, kører skrigende rundt på deres trehjulede cykler. De ældre børn sidder tankeløse, sammenkrummede over deres telefoner og sms’er eller lytter.

Hvad er det da de lytter til? Musik? Nej, agressive rappere med en baggrund af maskinstøj. Teenagere der udlader deres seksuelle frustrationer i raseriudbrud, kaldet sange. En generation uden bevidsthed.

Melodi? Nej,

Harmoni? Nej

Alt sammen lyd de låner på biblioteket. Pengene til bøger bliver derfor færre og færre år for år. Pengene bliver blot brugt til at lokke folk indenfor på biblioteket med noget som ikke er bøger, for bibliotekets penge er bestemt af antallet af besøg – ikke af de udlånte bøger. Jeg kvier mig ved at kalde de besøgende for lånere. Lånere er mennesker der låner bøger, læser, oplever og tænker. De fylder efterhånden ikke ret meget i statistikken.

Der har eksisteret bøger i over totusinde år. Man kan være sammen med Platon, som levede før Kristi fødsel, dele tanker med ham, opponere, diskutere, opleve. Hele vejen op gennem historien til vore dage kan man møde de ypperste mennesker. Tænkere, filosoffer, matematikere, historiefortællere. Nogle helt privat, andre med gennemarbejdede tanker. Det er ved at være slut nu, hvis …

Ja, hvis der ikke fremkommer nye manuskripter. Jeg taler ikke om sms-litteratur, blogindlæg eller privattryk. Jeg taler om tanker og følelser og ideer båret af sproget, lagt ind i bøger. Ind i en form der er til at holde i hånden, til at opleve i sengen, i sofaen, på stranden, en sen aftentime når byens hektiske liv er gået til ro. Man kan dufte til en bog, mærke papirer når man blader og høre lyden. Lukke op, lukke i – øjeblikkelig. Uden batterier. Bogen er lynhurtigt klar – altid.

Derfor, kære skribenter: SKRIV. Brug Skriveskolen. Læg historier, tanker, følelser, ideer frem her så de efterhånden kan udgives, kan blive til bøger. Det er sent, men ikke for sent at redde vores kultur.

Reklamer


18 kommentarer

Det er alvorligt at møde en skraldevogn

images

 

 

 

 

.. nogle stemmer. Nogen trækker mit øjenlåg op og lyser ind. Sære drømme om noget vældigt der braser ind i mig. Der er smerter, alvorlige, langt borte som om de ikke vedkommer mig.

Stemmer: – Vi kan koble fra nu, han er helt okay.

Trække vejret, små slurke luft, ellers for smertefuldt. Jeg åbner øjnene.

– Nå, der er du, siger en mand i kittel og mange kuglepenne i brystlommen.
– Hvor?? kroppen ryster lige som min stemme.
– På hospitalet. Han betragter mig opmærksomt. – Du har været usædvanlig heldig at overleve. Nogle brækkede ribben, hjernerystelse, ellers intet. Husker du hvad der skete?
– Næ.
– En skraldevogn vædrede dig, din bil er totalt krøllet sammen.

– Heldig, nej, Herren holdt hånden over mig. Men Otto, hvordan med ham?
– Det varede over en halv time at skære ham fri af vraget. Din søn har brækket højre ben og tabt en masse blod. Vi opererer nu, nogle søm i femur, nyt blod og han er så god som ny.
– Der er ikke tale om held, nogen holdt hånden over ham, fordi han har fortjent at leve, det er grunden.

Lægen nikker tilfreds: – Du lyder meget klar. Et par måneder i ro med ribbenene, så er du rask igen.

Han rejser sig fra stolen for at gå, men jeg standser ham: – En vigtig ting. Ikke nogen blodtransfusion! Jehova har holdt hånden over os, han skal nok klare resten også. Det er ikke meningen at Otto skal dø af en skraldebil.

Han sætter sig igen, meget bestemt: – Otto skal have blod. Der er ikke meget tilbage i ham. Blodposer er bestilt og kommer om ti minutter. Vi kan og vil ikke aflyse den transfusion. Han dør uden.
Jeg holder fast: – Hvis han dør er det kun Jehovas vilje.

Lægen læner sig frem og stirrer mig ind i øjnene: – Du dømmer din dreng til døden, er du klar over det?! Vil du det? Hospitalets regler forbyder os desværre at give blod hvis pårørende modsætter sig.
– Han kommer i Jehovas rige fordi han har levet rent. Men efter en transfusion vil han aldrig kunne komme i Jehovas rige. Sådan er verden. Hans sjæl vil fortabes. Nej, Ottos sjæl skal leve evigt.

Lægen skubber stolen tilbage: – Du skal underskrive en blanket om det. Uden din underskrift får han blodtransfusion.

Der er helt stille i stuen, kun mit overfladiske åndedræt. Jeg er blevet meget tung, alle fornemmelser i kroppen er forsvundet. Det er nu jeg skal sikre Otto. Jeg skal være fast i troen. Billedet fra drømmen vender tilbage, åbenbart en erindring. Metal der krølles sammen, brøl fra en motor, blod… og Ottos ansigt?

En sygeplejerske lister ind: – Du har besøg, en ”Ældste”. Han har blomster med og lover at han nok skal støtte dig.
Vil jeg acceptere deres støtte? De overvåger mig endog på hospitalet, de er staraks på pletten for – at jeg ikke skal blive svag og lade mit barn overleve i stedet for at følge Jehova, eller Bibelen, eller nogle ord på papir.

-Nej! farer det ud af munden på mig med en sådan kraft at jeg stønner af smerte. – Nej! send ham bort, jeg vil ikke se ham.

Kort efter kommer lægen tilbage med et officielt dokument.
– Her, siger han bare og smider det foran mig.
Jeg tager papiret op og skrålæser det, “afslår transfusion …” – en masse ord. Folder det omhyggeligt to gange og river det over.

Ritsj! Ned på gulvet med det. Væk, slut.

Lægerne skal redde Ottos liv, og jeg skal redde os ud af Jehovas skygge nu, og for altid.

Gennem vinduet ser jeg træer med blade som stråler overjordisk med et budskab fra hele universet. Aldrig mere Rigssalens grå verden, blandt hyklere og under Jehovas love. Ikke mere missioneren, eller stå ved Nørreport station med Vagttårnet mens folk haster bortvendt forbi. Jeg får nye venner, lov til at holde jul og fødselsdag, til at danse, til at se vovede film. Verden er tusind gange større, fuld af muligheder.


11 kommentarer

Vi er de rigtige, ægte mennesker uden fordomme

dsc07533.jpg

Mit liv var en lang søgen efter status. Jeg gjorde kun noget som kunne imponere mine venner, nej, mine bekendte. Ingen virkelige venner. Det hjalp ikke noget at jeg havde de hvideste gummisko, ingen respekterede mig. Jeg måtte finde en tæt sammenknyttet gruppe, en gruppe i kamp mod den ydre verden. Fjender skaber venner i gruppen: Jeg forlod heteroverdenen og blev bøsse.

Som bøsse elskede jeg at gå med løse håndled, lægge min stemme en tertz op, iføre mig spraglede dragter. Tale meget om påklædning og sladre til den store guldmedalje. Men der er mængder af bøsser, det er ikke interessant i nutiden, intet ordentligt sammenhold. Det gav ingen ægte venner.

Transseksuelle bliver hånet og udstillet overalt. Verden er en god fjende: jeg blev transseksuel, udstoppede mig nogle steder – som kvinde – og det modsatte andre steder der kunne afsløre min mandlige baggrund. Meget besværligt med foundation, cremer, pudder, øjenmakeup (det tog timer og sved, og jeg græd bag mine lommetørklæder. Undgik alligevel ikke sorte rande ned ad kinderne. For ikke at tale om de højhælede sko, og hælene skal være både meget høje og sylespidse. Og tåspidse. Om natten sved mine fødder og værkede; jeg hadede at skulle op igen næste dag atter i skoene.

Egentlig vil jeg hellere være sammen med ægte kvinder, så jeg blev lesbisk, kunne kronrage mig, gå i håndværkerdress, spille blød og hård på en og samme gang. . Jeg blev altid afsløret af mine hænder som er for store og mit adamsæble. Indsprøjtningerne begyndte at hjælpe til at jeg fik naturlige bryster og skægvæksten standsede. På det tidspunkt kunne jeg godt gå for en kvinde i korte perioder. Men fik jeg venner? Nej, jeg blev afsløret, efter ca fem dage og smidt ud af fællesskabet.

Jeg var jo en slags lgbt++ person og kæmpede for vores rettigheder, mod stereotypisering, mod forskelsbehandling, for vores minoritetsbeskyttelse. Vi stod skulder mod skulder og så hinanden dybt i øjnene, vi er de rigtige, ægte mennesker uden fordomme. Skønt at være accepteret – så længe det varede. Det hændte at rollerne smuttede for mig. Bedst som jeg var lesbisk kom jeg til at bruge bøsseklicheerne og blev frosset ud af Christianialebberne. Jeg var nødt til at tage helt til Helsingør for at være lesbisk.

Endelig besluttede jeg at være veganer. Virkelig positivt, for en bedre verden uden forurening, uden at dyr eller mennesker led, en verden hvor alle organismer er sunde, og sygdom ukendt. En veganer kan argumentere knivskarpt i timevis for sit valg. Han/hun/den/det/de/hen er nemlig et etisk væsen, ikke bare ude på at arbejde for sin egen sag, nej, for hele menneskeheden og kloden.

At være veganer og samtidig lgbt+, to grupper på én gang måtte give dobbelt så gode venskaber. Overhovedet ikke. Ved allerførste fælles måltid røg jeg ud. Som bøsseveganer, som lebbeveganer, som transveganer, ingen accepterede mig, ingen lyttede til mine argumenter. Alle syntes at der var rigeligt restriktioner. Veganer var for meget.

Til sidst krøb jeg sammen på biblioteket over ”Vegansk StåBi”. Jeg burde undgå lædersko, at sidde i en lædersofa, at gå i zoologisk have eller holde kat, undgå puder med fjer. Og i det hele taget bøger indbundet i skind. Mange ting jeg ikke havde overvejet da jeg ville være veganer.

Grebet af fortvivlelse, nedtrykt over at der ikke var plads til mig i tilværelsen lukkede jeg bogen. I afdelingen for skønlitteratur så en person op på mig fra bind 12 af ”På sporet af den fortabte tid”. Jeg mødte et par øjne, fuldstændig åbne og accepterende, vi er sammen på denne klode, vi deler eksistensen NU.

10154070_10208658992704477_5662645273768372687_n

Min søgen var slut.

________________________________________________________________


6 kommentarer

Efterårsfugt på frugtflugt

DSCN6549

Græsset lægger sig vådt og langt på jorden. Rejser hovedet en gang imellem for at se om nogen kommer for at slå det. Så, bort fra slagene som regner ned med mellemrum. Ved solpopgang får det ikke andet mad end havregryn med yoghurt og ristede bananer og kastanjer. I mit bedste havedress ruller jeg rundt på plænen og serverer måltidet, uden om krukkerne med platantræer, direkte ind i en emboli i storetåen, den bider mig ugevis hvert andet år.IMG_0398

Men filthatte til græs duer ikke. Duer duer heller ikke når gæs ruller ned ad gaden på deres runde fødder i en tåge af fjer. De vælter bussen og stilladset til undergrundsbanen og den nye skøjtebane der er for tidligt på den. I en sky af isstøv hvirvler de sidste, forsinkede gæs ned ad Vesterbrogade mod Frihedsstøtten. Hvor er friheden for ænder og gæs på Mortens Aften?

Friheden er underjordisk, med hælsporer og sporvogne fra forrige århundrede, begravet sammen med ubrugte madkasser fra folkeskolen. Nu må eleven ikke have mad med, han skal spise hvad der kommer ud af skolekøkkenet, krebinetter med flødeskum, stegte ærter og tofu formet som jomfruer. Jomfruer er så sjældne at de er fredede i år, at lægge an på en jomfru medfører tre måneders fængsel sammen med Banditos med deres store, tatoverede ører til at slaske dig ned med, ned i rendestenen til væltede cykler og en karavane fra indre Kbh, og for øjeblikket terroriserende bosiddende i en gammel kirke, lukket fordi nogen havde hældt mel i orgelpiberne. Man mistænker LTF-drengene.

_______


11 kommentarer

Han havde et wc, men der var meget mere

Opgave 5, efterår 2018 – opgave 2-4 samlet. Redigering.

japanske masker

Som forholdene er lige nu, tvivler jeg på at andre mennesker har hjerte eller samvittighed: Zoe har forladt mig, med sin lille kuffert, pensler og makeup, muntre talestrøm, utilfredse traven rundt på gulvet i min københavnske toværelses.

Zoe som fandt mig under en Distorsionsfest, som overnattede, fortryllede mig og atter forlod mig med halvdelen af min sjæl. Hun var en engel fra en anden tilværelse, nogle gange hudløst åben og kærlig. Men ofte totalt ligeglad med mig. Var hun egentlig ærlig? Jeg tvivler nu, jeg vil hellere have ægte venskab end simuleret kærlighed.

Jeg kaster mig foran fjernsynet: ægthed hos amerikanske Amish-folk der lever som i 1700-tallet, hverken biler eller fjernsyn. Mændene med sorte hatte, kvinderne med kyser. Elegante, håndbygggede enspædervogne. Men bøller kaster sten mod vognen som vælter i grøften. Hesten på siden i mudderet, øjnene rullende magtesløse rundt.

Over hestens vrinsken lyder dørklokken.
Det er naboen. En mand i fyrrerne, koreaner. Kort, sort strittende hår, fyldige læber, stærk krop. Vi hilser på trappen, men han skynder sig altid som om han vil undgå nogen.

Sikke en larm, siger han og peger på mit fjernsyn.
Ja, du må undskylde, siger jeg ligeglad.
Forstyrrer jeg?
Du er da velkommen.

Han tripper lidt: – Angående mit wc. I stykker, flere dage. Chefen kommer på besøg i aften og her skal være ordentligt, ellers taber jeg ansigt. Kan du reparere?

Jeg tager hans værktøj og betragter hans helt moderne Ifö-toilet, vandet fosser i wc-skålen. Jeg slår op i Youtube, som viser alle slags reparationer.
Aha, vippe trykknappen til skyl, trække en lang blå skede op. Finde skruer nede ved gulvet. Lægge hovedet ned på hans terrazzogulv og tænke, det her går ikke. Kigge igen på Youtube-filmen, da Kim (det hedder de alle sammen) kommer ind med en kop grøn te og en kage: – Du trænger til en pause, siger han.

Efter pausen fortsætter jeg med indløbsventilen som ifølge filmen skal løsnes på en måde som er umulig i praksis. Hårdt arbejde, ikke den leg som på filmen. Jeg får renset indløbsventilen og genmonteret porcelænskappen, men vandet løber stadig. Forfra, fiske udløbsventilen op, og jeg er godt rasende efterhånden, skruerne igen, ligge med panden mod gulvet. Rejse mig op igen, hive indmaden ud af wc-et, rense, genmontere.

Endelig griber vi hinandens hænder: Ah, hvilken fryd, Kims Ifö fungerer. Og jeg vender tilbage til min lejlighed.

Resten af aftenen gider jeg ikke fjernsynet, mit dårlige humør er skyllet ud i Kims wc, druknet i glæden ved veludført arbejde. I tankerne genoplever jeg hver skrue og hver ventil. Og Zoe? Hun betyder i virkeligheden ikke noget, derimod har jeg mødt min nabo der ellers virkede utilnærmelig. Jeg samler hendes efterladenskaber i en affaldspose, hun er ikke noget sirligt menneske.
Netop som jeg sent på aftenen kaster hendes guldsandaler i sækken, ringer det på døren igen.
– Nu er min chef gået, siger Kim, har du ikke lyst til resten af champagnen og indonesisk rijstaffel?
På hans bord står et et hav af halvfyldte skåle med tilbehør, stegt kyllingebryst, forårsruller med mørt kalvekød… Vi placerer halvanden flaske inden for rækkevidde, smider fødderne op på en ekstra stol og klinker så champagnen perler ned ad armene.

Ved du hvad, Kim, jeg har opdaget en vidunderlig koreansk kvinde!
– Dem er der mange af, men ikke lette at få fat i, ikke engang for mig.
– En pianist, som kan alting, Yeol Eum Son. Kim, jeg er forelsket! Hun tager vejret fra mig, jeg sidder i timer foran Youtube og ser hende spille – selv om hun nogle gange ligner en gris.
– Meget dygtig, jeg kender hende! Vi bør rejse os straks og skåle… ved du at hun spiller i Malmö på fredag?
Vi springer op så en stol vælter. Skålende. Og jeg skråler, grebet af øjeblikket: – Jeg giver. Vi tager derover.

Nogle gange om ugen er vi begyndt at lave mad til hinanden, Kim ejer en masse koreanske krydderier som jeg har lånt til vores middag i aften. Jeg har også lånt hans vidunderligt indviklede og kostbare kaffemaskine så vi kan få et perfekt måltid, dertil Mekong Whisky som han elsker, den er behagelig, man kan drikke en masse uden at blive bøvet.

Klokken er sytten der er tid nok til madlavningen. Jeg træder ind i køkkenet med de sidste indkøb og standser lamslået. Vinduerne står åbne, kaffemaskinen ligger smadret på gulvet, krydderierne er strøet ud overalt. Her er støvet af fuglefjer og lugter brændt. I vasken, på mine rene viskestykker og håndklæder, sidder en enorm måge og stirrer angrebslysten på mig. Den rejser sig, puster sig op og basker med vingerne, et par hvide klatter falder på vandhanen. Skridt for skridt jager jeg mågen hen ad bordet med kosten, indtil den flyver skrigende ud ad vinduet.
Jeg har også lyst til at skrige over mit sønderbombede køkken, og allerværst over Kims ting som han tillidsfuldt har lånt mig. I brødristeren ligger to stykker forkullet brød.

Fra stuen hører jeg lyde, og på vejen ind snubler jeg over Zoes lille kuffert, hun er tilbage igen. Gennem den åbne dør til soveværelset får jeg øje på hendes skikkelse henslængt på min seng. Med de højhælede sko på. På bordet står den halvtomme whiskyflaske.

Nå, der er du endelig, siger hun. – Jeg tog mig en lur mens jeg ventede på at du skulle lave mad til os.
Hvad i alverden laver du i min lejlighed? Du er jo skredet.
Jeg har bestemt mig om: vi skal bo sammen, og jeg har selvfølgelig kopien af dine nøgler, ikk’?
Hvordan er det der ser ud i mit køkken?
Brødet brændte på for mig, siger hun med klare blå øjne. Såret uskyld. – Men jeg luftede da ud. Og jeg turde ikke gå ind til den vrede måge. Du må ikke være sur på mig.

Zoe rejser sig og laver en lille pause så jeg kan sunde mig. Hun har noget vigtigt at sige, fornemmer jeg.
Jeg har forklaret din nabo – han er forfærdelig påtrængende – at du ikke ønsker hans selskab, og at I to ikke skal holde middage sammen, nogen sinde. Han stod der i vores hoveddør og skabte sig som om han boede her!

Hun spærrer øjnene op og fortsætter:
Nu er det MIG du tænker på, vi er nemlig to der elsker hinanden, ingen skal presse sig ind imellem os. Han blev forbandet sur, og midt i at jeg fortalte ham sagen, vendte han om og smækkede døren.

Jeg er mundlam, bogstaveligt. Ingen ord i mit hoved, musklerne i hals og strube er forstenede. Den kælling skal ikke være i min lejlighed et sekund mere, hun må finde en bro at sove under. Nok er hendes krop lækker, men hendes sind er en kloak. Hun slynger åndelig afføring omkring sig, sanser ikke omgivelserne. Hensyn er noget usundt der skal undgås.
Du skal ud lige nu! hvisler jeg og ønsker at jeg havde en kniv i hånden i stedet for køkkenkosten. Godt den ikke er en kniv.
Himmelblå tårer triller ned ad hendes kinder… Hvor kan jeg nænne at smide hende ud, bare fordi et stykke ristet brød er brændt på? Hvor kan jeg mishandle vores kærlighed sådan?

At mit venskab med Kim er mere værd end hende, er hinsides Zoes fatteevne.
Men jeg kender hendes forskellig masker, de ligger klar og kan skiftes ud med lynets hast. Bag masken flæber hun af raseri over et mistet gratis hotelværelse, over mistet gratis, hjemmelavet mad og sprut og underholdning og kæleri, og over at tabe magten over mig.
Ud! skriger jeg, smækker entredøren op og sparker kufferten ned ad trappen. Vender hendes lille håndtaske på hovedet så læbestift, øjenmakeup, kalender, mobil falder ud – og mine nøgler. Nøglerne tager jeg, og resten ryger ned efter kufferten.

Kim rumsterer i sin lejlighed, og jeg banker på.
Intet svar.
Råber: – Kim!
Intet svar. Venter.

Kim, tro ikke på den sindssyge kælling.
Det rumsterer stadig, men ingen stemme svarer mig. Jeg banker, ringer, råber… Intet svar.

Zoe har stillet sig i min dør, noget usikker på benene: – Hjælper du lige med at samle mine ting sammen, skat?
Nej – skat!
En karikatur ud af hendes “skat”, ladet med total afsky! Hun vakler ned efter sine ting.

Den følgende tid taler Kim ikke mere til mig, kommer ikke over, hilser ikke på trappen, men vender hovedet bort. Zoe har smadret det hele. Her føles så ensomt. Efter fjorten dage ringer han på døren med mine ekstranøgler i hånden:
Du må hellere få dem igen. Jeg flytter snart.
Hvad er der galt? Er det Zoe? Kom indenfor, Kim, jeg må tale med dig.

Han tøver, men træder et mekanisk skridt ind i min entre. Skotter mistænksomt omkring sig, er hun kommet tilbage?
Sæt dig, Kim. Du fatter ingenting. Intet.
Jeg tager glassene frem og resten af den flaske vi skulle havde delt. Skænker op og rækker ham glasset.

Ellers tak, jeg går straks.
Kim, fatter du ikke, at jeg har smidt den åndssvage kvindemenneske ud! Hun ville slå sig ned i min lejlighed. Hun ville bestemme over mig. Og værst af alt, hun var rasende jaloux på dig. Alt hvad hun har sagt til dig er en stor løgn. Intet passer.

Han stirrer på mig, med hængende underkæbe. Den stive holdning smelter:
Jamen, hun råbte at du ikke ville have noget at gøre med mig.
Kæmpe løgn! Hun var kun ude på at tilrane sig en plads her.
En solopgang er køn, men at se Kims ansigt endelig lyse op er dybt betagende og rørende: – Jeg har været så dum, siger han. – Et venskab er det mest uerstattelige man har. Hvordan kunne jeg mistro dig?!

Vi ser hinanden i øjnene og skåler.

Jeg har været trist til mode, siger han, – jeg kunne ikke holde ud at tabe vores forbindelse. Endelig havde jeg mødt et menneske som modtager mig med fuldstændig åbenhed, som jeg kan føle mig tryg med. Uden bagtanker, og uden at bekendtskabet er overfladisk. For første gang i de otte år her i Danmark, fandt jeg noget jeg havde hjemme i Korea. Endog en person som ikke bare behandler mig høfligt.
Det har været nogle hæslige, tomme dage også for mig … Men, Kim, din nye kaffemaskine er kommet med GLS, en forbedret model i forhold til den gamle. Jeg turde ikke aflevere den og møde dig. Du ville jo ikke se på mig.
Jeg har også savnet min kaffe, mumler han.
Skal vi ikke …
.. gå ind til mig og se vores piratoptagelse …, nikker han,
.. fra Malmö, af koncerten med Yeol??
Vi tager glas og flaske og sætter os ind i sofaen foran Kims gigantiske Samsung-fladskærm med lydbar og komplet udstyr til alting elektronisk.

Filmen er netop gået i gang da det ringer på døren. Hans brede skikkelse rejser sig modvilligt og lukker op. Jeg skimter gennem entreen to alvorlige, sorthårede mænd med solbriller og slips. Kim viger hurtigt et halvt skridt tilbage, men bliver alligevel stående og taler med dem. En længere meningsudveksling, jeg fornemmer at de vil overtale ham til et eller andet. Endelig får han stukket noget i hånden og vender tilbage til sofaen.

Et eksemplar af Vagttårnet havner med et klask på glasbordet foran mig. Jeg ser på Kim, han virker lettet og meget glad. Skænker op igen.
Er du til Jehovas Vidner? siger jeg, – det har du aldrig fortalt mig noget om.
Du er min ven, siger han, det ved du. Men jeg følte at jeg også elskede Jehova i det øjeblik.

Han vender sig mod mig: – Der er noget jeg ikke har fortalt dig. Jeg skulle starte på en frisk her i Danmark. Jeg ville glemme alt om Nordkorea, aldrig tale om det – lige som fanger fra en kz-lejr, de taler ikke om deres oplevelser. Jeg flygtede fra Kim Jong Un, og min onkel i Sydkorea fik mig ind hos Samsung – men hver dag var jeg bange. Når det ringede på døren åbnede jeg aldrig selv, havde hans agenter fundet mig? Endelig bad jeg om at blive forflyttet, så langt bort som muligt. Det blev altså Danmark. Men jeg har stadig været nervøs – indtil vi to fandt hinanden og jeg fik fast grund under fødderne, truslen fortonede sig. Du blev mit faste holdepunkt mod fortiden, indtil Zoe ville overtage dig.
Jeg må høre mere, Kim. Men, du er da ikke Jehova?
Nej, jeg troede først at de var hans agenter. Befriende, at de bare var Jehova. Bare to mænd som er fanget et andet sted, mens jeg er fri. Der er sgu ingen agenter ude efter mig – eller dig. Jeg har fundet mit hjem her. For altid.

Og han tilføjer: – Skal vi så se den film?!

___

KOMMENTARER TIL REDIGERINGEN

Struktur: jeg har prøvet et par steder at indflette nogle ord som knytter start sammen med slut, man kunne sige foregriber lidt ( et ”spor”). Da jeg skrev opgaven anede jeg ikke hvordan forløbet skulle være. Interessant hvor meget af første del der løber igennem resten af historien. Helheden indeholdt i delen. Men hemmeligheden kendte jeg ikke før til sidst, den var uafhængig af del et og to. Spædende at skrive sig frem til den – og rette en smule tilbage i teksten.

At gennemgå teksten for at reducere medfører flere gode præciseringer af sproglig art – og tildels også angående strukturen. Dejligt at få rettet nogle steder jeg hele tiden har været irriteret over, som om der hang en lille tåge over de steder.

Jeg mumlede igennem teksten, dvs. læse højt, og fandt et par svage steder. Det tager tid at dukke helt ned på ordplan med rettelser. Men det rigtig svære var at bevare overblikket over strukturen.

På den ene side er det irriterende at jeg både skal stille opgaven og løse den, på den anden side er det netop hvad man er ude for når man skriver frit for sig selv. Her hjælper Skriveskolen ved at holde mig fast.


6 kommentarer

Hvad sker der når det ringer på døren? Del 3 af 3

IMGP0536

Kim siger stadig ikke noget til mig, kommer ikke over, hilser ikke mere på trappen, men vender hovedet bort. Zoe har smadret det hele. Her føles så tomt. Efter fjorten dage ringer han på døren med mine ekstranøgler i hånden:

– Du må hellere få dem igen. Jeg flytter nok snart.
– Hvad er der galt? Er det Zoe? Kom indenfor, Kim, jeg vil tale med dig.

Han tøver, men træder et mekanisk skridt ind i min entre. Skotter omkring med et blik som om der lurede en overfaldsmand bag min frakke eller i køkkenet – det er for længst blevet gjort rent.

– Sæt dig, Kim. Du fatter ingenting.

Jeg tager et par glas frem og resten af den flaske vi skulle havde delt. Skænker op og rækker ham glasset.

– Ellers tak, jeg går straks.
– Kim, fatter du ikke at jeg har smidt den åndssvage kvindemenneske ud! Hun ville slå sig ned her i min lejlighed. Hun ville bestemme over mig. Og værst af alt, hun var rasende jaloux på dig. Alt hvad hun har sagt til dig er en stor løgn. Intet passer.

Han stirrer på mig, nærmest med hængende underkæbe. Den stive holdning smelter:

– Jamen hun råbte at du ikke ville have noget at gøre med mig.
– Kæmpe løgn! Hun var kun ude på at sikre sig en plads her i min lejlighed.

En solopgang kan være smuk, men at se Kims ansigt lyse op er dybt betagende og rørende: – Jeg har været så dum, siger han. – Et venskab er det mest kostbare man har. Hvor kunne jeg mistro dig?

Nu passer det godt at skåle.

– Jeg har været trist til mode, kunne ikke holde ud at tabe forbindelsen til dig. Endelig havde jeg mødt et menneske som modtager mig med fuldstændig åbenhed, hvor jeg kan føle mig tryg. Uden bagtanker, uden at bekendtskabet er overfladisk. For første gang i de otte år jeg har boet her i Danmark, fandt jeg noget jeg savnede hjemme i Korea. Oven i købet en person som ikke bare er høflig.
– Det har været nogle tomme dage også for mig. Men, Kim, din nye kaffemaskine er kommet med GLS, en forbedret model i forhold til din gamle. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at aflevere den hos dig. Du ville ikke se mig.
– Jeg har også savnet min kaffe, siger han.
– Skal vi ikke … foreslår jeg.
– .. gå ind til mig og se vores piratoptagelse … nikker han
– .. fra Malmö, af koncerten med Yeol??

Vi tager glas og flaske og sætter os ind i sofaen foran Kims gigantiske Samsung-fladskærm med lydbar og komplet udstyr til alting elektronisk.

Filmen er netop gået i gang da det ringer på døren, og Kims brede skikkelse rejser sig langsomt for at lukke op. Jeg skimter gennem entreen to alvorlige, sorthårede mænd med solbriller og slips. Kim træder hurtigt et halvt skridt tilbage, men bliver alligevel stående og taler med dem. En længere meningsudveksling, jeg fornemmer at de vil overtale ham til et eller andet. Endelig får han noget i hånden og vender tilbage til sofaen.

Et eksemplar af Vagttårnet havner med et klask på glasbordet foran os. Jeg ser på Kim, han virker lettet og meget glad. Skænker op igen.

– Er du til Jehovas Vidner? Siger jeg, – det har du aldrig fortalt mig noget om.
– Du er min ven, siger han, det ved du. Men jeg følte at jeg elskede dem for det.

Han drejer sig mod mig: – Der er noget jeg ikke har fortalt dig, for jeg ville starte på en frisk her i Danmark. Jeg ville glemme alt om Nordkorea, aldrig tale om det – lige som fanger fra en kz-lejr, de taler ikke om deres oplevelser. Jeg flygtede fra Nordkorea, fra Kim Jong Un. Min onkel i Sydkorea fik mig ind hos Samsung – men hver dag var jeg bange, når det ringede på døren åbnede jeg aldrig selv, ville hans agenter finde mig? Endelig bad jeg om at blive forflyttet, så langt bort som muligt. Det blev altså Danmark. Men jeg har stadig været nervøs – indtil vi to fandt hinanden, jeg fik fast grund under fødderne, truslen fortonede sig. Det var hårdt da jeg fik det indtryk at du slog hånden af mig.

– Men, Jehova?
– Jeg troede først at de var hans agenter. Vidunderligt, de var bare Jehova. Bare to mænd som er fanget et andet sted, mens jeg er fri. Der er sgu ingen agenter ude efter mig – eller dig. Jeg har fundet mit hjem her. For altid.

Og han tilføjer: – Skal vi så se den film?!

__________________________

 


14 kommentarer

Brødristeren står i flammer, del 2 af 3

img_0055.jpg

Kim har en masse koreanske krydderier som jeg har lånt til vores middag i aften. Vi er kommet ind på at lave mad til hinanden et par gange om ugen. Jeg har også lånt hans vidunderligt indviklede og kostbare kaffemaskine så vi kan få en perfekt aften, dertil noget Mekong Whisky som han elsker. Ikke fin, men behagelig, man kan drikke en masse af den uden at blive bøvet.

Klokken er 17 så jeg har tid nok til madlavningen. Jeg træder ind i køkkenet med de sidste indkøb i min fjeldræv og standser lamslået. Vinduerne står åbne, kaffemaskinen ligger smadret på gulvet, krydderierne er strøet ud over bord og gulv. Her er støvet af fuglefjer og lugter brændt. I vasken, på et leje af mine rene viskestykker og håndklæder, sidder en enorm måge og stirrer angrebsklar på mig. Den rejser sig, puster sig op og basker med vingerne, så flere fjer flyver ud i køkkenet. Et par hvide klatter falder på min vandhane. Jeg griber en bakke som skjold og bevæger mig frem med kosten i den anden hånd. Skridt for skridt jager jeg mågen hen ad bordet med kosten indtil den flygter ud ad vinduet, højt skrigende.

Jeg har også lyst til at skrige højt i mit sønderbombede køkken og allerværst alle Kims ting som han tillidsfuldt har overladt mig. Hvordan er vinduerne blevet åbnet? Og hvorfor? I brødristeren ligger to forkullede stykker brød, nogen har villet lave en mellemmad og har glemt det igen, men har dog luftet ud.

På vej ind i stuen snubler jeg over Zoes lille kuffert. Gennem den åbne dør til soveværelset får jeg øje på Zoes skikkelse henslængt på min seng. Med de højhælede sko på. På bordet står den halvtomme whiskyflaske.

– Nå, der er du endelig, siger hun. Jeg har ventet på at du skulle lave noget mad til os, så jeg tog mig en lur.

– Hvad i alverden foretager du dig i min lejlighed? Har du kopieret mine nøgler?

– Selvfølgelig har jeg det. Jeg har bestemt mig om: når vi skal bo sammen, må jeg også have mine egne nøgler, ikke?

– Har du lagt mærke til hvordan der ser ud i køkkenet?

– Brødet brændte på for mig, siger hun med sine klare blå øjne rettet mod mig. Såret uskyld. – Men jeg luftede ud. Og jeg turde ikke gå ind til den vrede måge. Du må ikke være vred på mig, jeg gjorde det så godt jeg kunne.

Zoe laver en lille pause så jeg kan sunde mig. Hun har noget mere, noget vigtigt, at sige, fornemmer jeg.

– Jeg har fortalt din nabo – han er forfærdelig påtrængende og nyfigen – at du ikke ønsker hans selskab, og der bliver ikke noget af at I to skal holde middag sammen nogen sinde. Han stod der i vores hoveddør og skabte sig som om han boede her!

Hun spærrer øjnene op og fortsætter:

– Nu er det MIG du tænker på, vi er nemlig to der elsker hinanden og bor sammen, ingen skal presse sig ind imellem os. Han blev forbandet sur, og midt i at jeg forklarede situationen for ham, vendte han om og smækkede med døren.

Jeg er mundlam, bogstaveligt. Ingen ord danner sig i mit hoved, musklerne i hals og strube er forstenede. Den kælling skal ikke være i min lejlighed nogen sinde, ikke et sekund mere, hun må finde en bro at sove under. Nok er hendes krop lækker, men hendes sind er en kloak hærget af en aldrig hvilende tornado. Hun slynger gift og åndelig afføring omkring sig, sanser ikke omgivelserne. Hensyn betyder for hende at hensygne, noget usundt der skal undgås.

– Du skal ud lige nu, hvisler jeg og ønsker at jeg havde en kniv i hånden i stedet for køkkenkosten. Jeg knækker skaftet over knæet for ikke at smadre hende. Godt det ikke er en kniv.

Himmelblå diamanttårer triller ned ad hendes kinder, en yndig flod af sårethed, et hjerte jeg har knust… Hvor kan jeg nænne at smide hende ud, bare fordi et stykke ristet brød er brændt på? Hvor kan jeg behandle vores kærlighed sådan?

At mit venskab med Kim er mere værd end hende, er hinsides Zoes forestillingsevne.

Men jeg kender alle hendes masker, de ligger klar til enhver lejlighed og kan skiftes ud med lynets hast. Bag masken flæber hun af raseri over et mistet gratis hotelværelse, over gratis, hjemmelavet mad og sprut og underholdning og kæleri, og over ikke at have magten over mig.

– Ud! skriger jeg, smækker entredøren op og sparker kufferten ned ad trappen. Vender hendes lille håndtaske på hovedet så læbestift, øjenmakeup, kalender, mobil falder ud – og mine nøgler. Nøglerne tager jeg, og resten ryger ned efter kufferten.

Kim rumsterer bag sin hoveddør og jeg banker på.

Intet svar.

Råber: – Kim!

Intet svar. Venter.

– Kim. Tro ikke på den sindssyge kælling.

Det rumsterer stadig, men ingen stemme svarer mig. Jeg banker, ringer, råber… Intet svar.

Zoe har stillet sig i min dør, noget usikker på benene: – Hjælper du lige med at samle mine ting sammen, skat?

– Nej – skat!

En karikatur ud af hendes “skat”, ladet med total afsky!

_____________________________