Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


11 kommentarer

Brødristeren står i flammer

img_0055.jpg

Kim har en masse koreanske krydderier som jeg har lånt til vores middag i aften. Vi er kommet ind på at lave mad til hinanden et par gange om ugen. Jeg har også lånt hans vidunderligt indviklede og kostbare kaffemaskine så vi kan få en perfekt aften, dertil noget Mekong Whisky som han elsker. Ikke fin, men behagelig, man kan drikke en masse af den uden at blive bøvet.

Klokken er 17 så jeg har tid nok til madlavningen. Jeg træder ind i køkkenet med de sidste indkøb i min fjeldræv og standser lamslået. Vinduerne står åbne, kaffemaskinen ligger smadret på gulvet, krydderierne er strøet ud over bord og gulv. Her er støvet af fuglefjer og lugter brændt. I vasken, på et leje af mine rene viskestykker og håndklæder, sidder en enorm måge og stirrer angrebsklar på mig. Den rejser sig, puster sig op og basker med vingerne, så flere fjer flyver ud i køkkenet. Et par hvide klatter falder på min vandhane. Jeg griber en bakke som skjold og bevæger mig frem med kosten i den anden hånd. Skridt for skridt jager jeg mågen hen ad bordet med kosten indtil den flygter ud ad vinduet, højt skrigende.

Jeg har også lyst til at skrige højt i mit sønderbombede køkken og allerværst alle Kims ting som han tillidsfuldt har overladt mig. Hvordan er vinduerne blevet åbnet? Og hvorfor? I brødristeren ligger to forkullede stykker brød, nogen har villet lave en mellemmad og har glemt det igen, men har dog luftet ud.

På vej ind i stuen snubler jeg over Zoes lille kuffert. Gennem den åbne dør til soveværelset får jeg øje på Zoes skikkelse henslængt på min seng. Med de højhælede sko på. På bordet står den halvtomme whiskyflaske.

– Nå, der er du endelig, siger hun. Jeg har ventet på at du skulle lave noget mad til os, så jeg tog mig en lur.

– Hvad i alverden foretager du dig i min lejlighed? Har du kopieret mine nøgler?

– Selvfølgelig har jeg det. Jeg har bestemt mig om: når vi skal bo sammen, må jeg også have mine egne nøgler, ikke?

– Har du lagt mærke til hvordan der ser ud i køkkenet?

– Brødet brændte på for mig, siger hun med sine klare blå øjne rettet mod mig. Såret uskyld. – Men jeg luftede ud. Og jeg turde ikke gå ind til den vrede måge. Du må ikke være vred på mig, jeg gjorde det så godt jeg kunne.

Zoe laver en lille pause så jeg kan sunde mig. Hun har noget mere, noget vigtigt, at sige, fornemmer jeg.

– Jeg har fortalt din nabo – han er forfærdelig påtrængende og nyfigen – at du ikke ønsker hans selskab, og der bliver ikke noget af at I to skal holde middag sammen nogen sinde. Han stod der i vores hoveddør og skabte sig som om han boede her!

Hun spærrer øjnene op og fortsætter:

– Nu er det MIG du tænker på, vi er nemlig to der elsker hinanden og bor sammen, ingen skal presse sig ind imellem os. Han blev forbandet sur, og midt i at jeg forklarede situationen for ham, vendte han om og smækkede med døren.

Jeg er mundlam, bogstaveligt. Ingen ord danner sig i mit hoved, musklerne i hals og strube er forstenede. Den kælling skal ikke være i min lejlighed nogen sinde, ikke et sekund mere, hun må finde en bro at sove under. Nok er hendes krop lækker, men hendes sind er en kloak hærget af en aldrig hvilende tornado. Hun slynger gift og åndelig afføring omkring sig, sanser ikke omgivelserne. Hensyn betyder for hende at hensygne, noget usundt der skal undgås.

– Du skal ud lige nu, hvisler jeg og ønsker at jeg havde en kniv i hånden i stedet for køkkenkosten. Jeg knækker skaftet over knæet for ikke at smadre hende. Godt det ikke er en kniv.

Himmelblå diamanttårer triller ned ad hendes kinder, en yndig flod af sårethed, et hjerte jeg har knust… Hvor kan jeg nænne at smide hende ud, bare fordi et stykke ristet brød er brændt på? Hvor kan jeg behandle vores kærlighed sådan?

At mit venskab med Kim er mere værd end hende, er hinsides Zoes forestillingsevne.

Men jeg kender alle hendes masker, de ligger klar til enhver lejlighed og kan skiftes ud med lynets hast. Bag masken flæber hun af raseri over et mistet gratis hotelværelse, over gratis, hjemmelavet mad og sprut og underholdning og kæleri, og over ikke at have magten over mig.

– Ud! skriger jeg, smækker entredøren op og sparker kufferten ned ad trappen. Vender hendes lille håndtaske på hovedet så læbestift, øjenmakeup, kalender, mobil falder ud – og mine nøgler. Nøglerne tager jeg, og resten ryger ned efter kufferten.

Kim rumsterer bag sin hoveddør og jeg banker på.

Intet svar.

Råber: – Kim!

Intet svar. Venter.

– Kim. Tro ikke på den sindssyge kælling.

Det rumsterer stadig, men ingen stemme svarer mig. Jeg banker, ringer, råber… Intet svar.

Zoe har stillet sig i min dør, noget usikker på benene: – Hjælper du lige med at samle mine ting sammen, skat?

– Nej – skat!

En karikatur ud af hendes “skat”, ladet med total afsky!

_____________________________

Reklamer


21 kommentarer

Hårdt arbejde med hovedet under wc-et

 

DNS wc WIN_20181008_18_28_30_Pro

______________________________________________

Som det var den dag tvivlede jeg på at andre mennesker var forsynet med hjerter, samvittighed eller bevidsthed: Zoe havde forladt mig, med sin lille kuffert, pensler og makeup, muntre talestrøm, til tider utilfredse traven op og ned ad gulvet i min lille københavnske toværelses.

Zoe som var kommet til mig under en Distorsionsfest. Havde overnattet, fortryllet mig og var atter forsvundet med halvdelen af min sjæl. Åndssvagt, det var hun ikke værd, men en engel fra en anden tilværelse var hun alligevel, nogle gange hudløst åben og kærlig. Andre gange totalt ligeglad med mig. Var hun egentlig ærlig? Jeg tvivler nu.

Jeg kastede mig foran fjernsynet, noget om amerikanske Amish-folk. De levede som i 1700-tallet, hverken biler, radioer eller fjernsyn. Mændene med store sorte hatte, kvinderne med kyser. De kørte i elegante, håndbygggede enspædervogne. Men nogle bøller kastede sten mod vognen så den kæntrede i grøften. Hesten liggende på siden i mudderet, øjnene rullende magtesløse rundt i hovedet.

Over hestens vrinsken hørte jeg dørklokken.
Det var naboen. En mand i fyrrerne, koreaner. Håret strittede.
– Sikke en larm, sagde han og pegede på mit fjernsyn.
– Ja, du må undskylde, sagde jeg ligeglad.
– Forstyrrer jeg?
– Du er da velkommen.

Han trippede lidt: – Angående mit wc. Det fungerer ikke ordentligt, i flere dage. Chefen kommer på besøg i aften. Her skal være ordentligt, det skal fungere, ellers taber jeg ansigt. Måske du kan reparere?

Jeg tog hans værktøj og kiggede på hans Ifö-toilet. Helt moderne og totalt afvisende, bare en skinnende porcelænskappe, vandet fossede i wc-skålen. Jeg vidste intet, så jeg slog op i Youtube, der er alle slags reparationer.

Aha, vippe den lille trykknap til skyl, trække en lang blå skede op. Finde skruer nede ved gulvet. Ase og mase for at få dem af. Lægge hovedet ned på hans terrazzogulv og tænke, det her går ikke. Kigge for tredje gang på filmen, da Kim (det hedder de alle sammen) kom ind med en kop grøn te og en lille kage: – Du trænger til en pause, sagde han.

Efter pausen fortsatte jeg med indløbsventilen som ifølge filmen skulle løsnes på en måde som var umulig i praksis. Det sagde pling, da jeg endelig fik den af, en flis af plast trillede ned i cisternen

Hårdt arbejde, ikke den leg som på filmen. Jeg fik renset indløbsventilen og genmonteret porcelænskappen, men vandet løb stadig. Af med kappen igen, fiske udløbsventilen op, jeg var godt rasende efterhånden, samme skruer igen, ligge med panden mod gulvet. Rejse mig op igen, hive indmaden ud af wc-et, rense, genmontere.

Ah, hvilken fryd, Kims Ifö fungerede endelig, og jeg vendte tilbage til min lejlighed  

Resten af aftenen gad jeg ikke se fjernsyn. Mit dårlige humør var skyllet ud i Kims wc. Druknet i glæden ved veludført arbejde på en vanskelig sag. I tankerne genoplevede jeg hver skrue og hver ventil. Og Zoe? Hun betød ikke så meget, når jeg tænkte mig om, rart at jeg havde mødt min nabo der ellers havde set utilnærmelig ud. Jeg samlede en affaldspose fuld af hendes andre efterladenskaber, hun var ikke noget sirligt menneske.

Netop som jeg sent på aftenen kastede et par guldsandaler i sækken ringede det på døren igen.
– Nu er min chef gået, sagde naboen, har du ikke lyst til hvad der er tilbage af champagnen og et lækkert indonesisk rijstaffel?

Der stod et hav af halvfyldte skåle med tilbehør, stegt kyllingebryst, forårsruller med mørt kalvekød… Vi hentede et par ekstra stole, placerede halvanden flaske inden for rækkevidde, smed fødderne op og klinkede så champagnen perlede ned ad armene. Kim var allerede godt nede i flasken og jeg lod mig føre med.

– Ved du hvad, Kim, jeg har opdaget en vidunderlig koreansk kvinde!
– Dem er der mange af, men ikke lette at få fat i, ikke engang for mig.
– En pianist, som kan alting, Yeol Eum Son. Kim, jeg er forelsket! Hun tager vejret fra mig, jeg sidder i timer foran Youtube og ser hende spille – selv om hun nogle gange ligner en gris.
– Meget dygtig, jeg kender hende! Vi bør rejse os straks og skåle… ved du at hun spiller i Malmö på fredag?

Vi sprang op så den ene stol væltede. Skålede. Og jeg skrålede, grebet af øjeblikket: – Jeg giver. Vi tager derover.

Det gjorde vi så – og meget andet.

___________________________________________

 

Kære læser, hvis du bliver nysgerrig efter hvem Kim og hp er så betagede af, så prøv:


23 kommentarer

Er du bange for Sortedamssøen? Godnat.

 

Billedet er Københavns havn. Jeg har ikke Sortedamssøen, men her er masser af vand.

DSCN9831

Fortæl om dengang du var barn, mor

Da jeg var fem år, boede vi ved Sortedamssøen i København. En stor firkantet sø kantet med stenblokke der var flere meter på hver led. De voksne kunne spadsere på den kant og kigge ned i vandet, det var en tryg søbred, men selve navnet Sortedamssøen var uhyggeligt: den sorte dam. Blæksort eller blå af himlen, men mest sort, husker jeg. Det var forbudt for mig at gå på kanten, jeg skulle befinde mig en meter inde på bredden for ikke at falde i.

Der var svaner og ænder. Jeg kunne fodre dem, de var så tamme at de hoppede op på kanten og spiste direkte af min hånd. Jeg brød mig ikke om svanerne med den sorte kant om næbbet, så var jeg klar over at de ville bide.

Pænt inde fra kanten legede jeg tit med Henrik og nogle andre, helst covbøjdere og inderjanere, og spille land.

Henrik havde fødselsdag den dag og bestemte det hele. Vi var brandmænd og han havde fået en lille legetøjsbrandbil med stige, vandbeholder og slange. Den kunne rigtigt pumpe vand. Der var bare ikke noget vand i tanken.

– Jeg dypper den i søen, sagde Henrik, så kommer der vand i tanken.
– Det må du i hvert fald ikke, sagde jeg. Dengang vidste jeg nok hvad der var forbudt. Det var forbudt at gå helt hen til kanten.
– Ha, jeg må godt, sagde han triumferende, for det er min fødselsdag.
Og han tilføjede: – Jeg kravler hen til kanten, så kan der ikke ske noget.

Henrik rakte armen ud over kanten med brandbilen: – Jeg kan ikke nå. I må holde mig i benene.

Det gjorde vi så, og han fik bilen helt ned i vandet. Jeg holdt rigtig godt fast i hans fod, men desværre gik skoen af og Henrik gled ud over kanten, ned i vandet. Til sidst lå han bare på bunden og kiggede op på os. Han smilede, det var ikke slemt at falde i Sortedamssøen og ligge dernede.

Bagefter legede vi andre en god leg med at kaste en lommekniv, mens vi ventede på at han ikke gad være dernede mere. Ved spisetid kom hans barnepige løbende med håret strittende i alle retninger, og hev ham op og rystede ham for at få vandet af. Hun råbte bare og skældte ud.

– Øv, sagde han. Jeg lå og snakkede med fiskene. De lærte mig hvordan man kan trække vejret under vandet. De lærte mig også at svømme, man bliver så let nede i vandet, det er skønt.
Henrik havde stadig brandbilen i hånden, han holdt på vandbeholderen og kom til at trykke på den så hun fik en stråle i øjet.

Måske gjorde han det med vilje fordi han havde ligget så godt i Sortedamssøen sammen med fiskene og set verden nedefra.


13 kommentarer

Jeg sad og stirrede på en halv kop kaffe i to timer

DSCN2589 (2)

Det fyldte mig med gru da jeg forstod hvad jeg havde indladt mig på. Jeg havde haft disse anfald af depression hvor alt stod stille for mig, jeg kunne ikke stå ud af sengen om morgenen, havde ikke lyst til at spise. Kunne ikke læse en bog fordi jeg ikke kunne få sammenhæng i ordene, de faldt fra hinanden fordi jeg ikke orkede at finde ud af hvad der blev talt om. Det var for krævende. Jeg kunne ligge og kigge på en plet på loftet i timer, eller en flue – som i det mindste bevægede sig. Ellers var der intet der bevægede sig. Jeg var helt tom.

En dag ville det være overstået og jeg ville blive menneske igen i nogle uger, men så vendte tilstanden tilbage igen. Til sidst anede jeg ikke hvor mange gange det var sket. Måneder eller år?

Da mødte jeg Albert Doost, en svensk kirurg i nobelklassen. Han vidste noget og kunne noget som ville hjælpe mig med sikkerhed, sagde han, ikke som lykkepiller der kun kan berige medicinalfirmaerne og give kvalme, vægtøgning, sære humørsving, en glasklokke over min bevidsthed. Meningsløst at bruge dem.

——

Rigshospitalets psykiater smækkede døren bag mig. Han var sur fordi hans elendige piller ikke virkede. Det gjorde de altid, påstod han, gu’ gjorde de ej, råbte jeg. Derfor sad jeg i hospitalets kantine og stirrede på en halv kop kaffe i et par timer, indtil en mand slog sig ned ved siden af mig:

– Du har det ikke godt, sagde han stille.

De ord havde psykiateren ikke haft til mig, det var det han skulle have sagt, han var bare kørt frem med sine standardpåstande, det fæ. Han havde stjålet min sidste energi.

Manden var Albert. Han vidste det hele bare ved et blik på mig og forklarede at der findes en vej ud af depression. En enkel operation hvor man indsætter stimulatorer i vagusnerven så patienten selv kan styre dens funktion.

– Depression er ikke en tilstand i hjernen, hele kroppen er involveret. Det er derfor du ser askegrå ud i ansigtet, sammenfalden holdning, ligeglad med mad og drikke, ikke sandt?

Jeg orkede ikke at tale eller nikke.

Han fortsatte: – Vagusnerven, den tiende kranienerve, styrer norepinephrin, styrer de elektriske impulser til hjertets sinoatriale noder, er forbindelse mellem hjerne og hele fordøjelsessystemet, kan dæmpe inflammation. Problemer her giver depression. Men jeg har fundet ud af at indsætte en stimulator som kan regulere vagus så depressionen forsvinder.

Det lød så godt at jeg uvilkårligt så op og nikkede svagt.

– Her var måske redningen for dig.

——-

Jeg blev kørt ind i operationsstuens skærende lys, fastspændt til lejet for ikke at forstyrre kirurgen ved ukontrollerede bevægelser. Bedøvelsen var af den type hvor man er fuldt bevidst uden smertefornemmelse.

– Så kører vi, sagde Albert, jeg har ændret lidt på operationen så vi inddrager tarmsystemet. Det fik vi vist ikke talt om.

Han løftede skalpellen og snittede behændigt fra solar plexus til kønsbenet. Mine tarme lå blottede. En grå hinde med pulserende blodårer. Bulet. Først nu forstod jeg i al sin gru hvad jeg havde indladt mig på, ikke et lille snit på halsen som han havde lovet, men hele kroppen skåret op, hele vagus tilgængelig, og jeg kunne ikke røre mig, ikke protestere.

– Nu har jeg tilsluttet den første stimulator, forklarede Albert noget senere, depressionen skulle forsvinde. Mærker du noget?

En afgrundsdyb rædsel knugede mig, et fald ned i intetheden. Jeg sitrede overalt. En angst som jeg aldrig havde troet at jeg rummede. Kulde. Hjertets slag accelererede til en amokrytme. Væk, væk, men det var umuligt, jeg var spændt fast. Kunne bare skimte min opskårne mave og Albert bag hans maske.

Albert rystede på hovedet: – En skam. Stimulatoren plejer at fjerne depression på musene.

 


14 kommentarer

Politiet troede at jeg var helt idiot

strand, vendt, IMG_1576

En dag havde jeg været ude at svømme i Øresund sammen med de andre drenge fra klassen, og bagefter gik de i gang med at slås, men sådan noget havde jeg overhovedet ikke tid til, for jeg var i gang med ”Tarzan og Dværgene”, bogen som ventede på mit håndklæde. Min krop var blevet fuld af sand og havfruehår som ikke er til at få af igen de klistrer overalt, – det betød intet!

Der lå en sten i den som bogmærke, jeg åbnede straks og gik i gang. Vandet dryppede fra mit hoved ned i den og lå som små brændeglas, en dråbe over bogstavet z så det blev kæmpe stort.

Det irriterer mig som regel med fugtigt badetøj og sand i ørerne og mellem tænderne. Men den dag var Tarzan i en mega knibe, så jeg sansede intet. Han havde fundet dværgenes by langt inde i urskoven hvor nogle hvide røvere var ved at fange dem i bure. Og i et af burene sad Tarzans bedste ven, Sabor. Hvordan kunne han redde Sabor? Han fik en idé – det her var det mest spændende punkt i hele bogen hvor jeg ikke turde trække vejret, jeg vendte bladet og ….

.. nogle piger på stranden hvinede, drenge og mænd skreg, en motor brølede voldsomt og kom i fuld fart nærmere. En fyr på motorcykel prøvede at standse op foran mig, i stedet hvinede motoren op og den skred et stykke og lagde sig på siden, oven på fyren. Den  skrabede et par duelighedstegn af hans gamle lædervest med englevingerne. Hells Angels på næsen i sandet. 

Pis, at blive afbrudt på den måde midt i Tarzan. Baghjulet snurrede stadig rundt ved siden af bogen så den klappede i. Mit tæppe blev hvirvlet rundt til en klump og jeg selv blev sprøjtet over med sand og motorolie eller hvad det sorte var. Der løb et zig-zag spor over hele stranden hvor han havde kørt slalom mellem folk. De var rasende, men turde aldrig gøre noget ved banderne.

HA-eren slukkede motoren og fik bakset maskinen op på højkant, der var ikke sket noget med den.

– Det var ikke meningen at genere dig, sagde han, nogle gange sker det bare. Jeg giver en tur på kværnen og al den is du kan æde. Kom så.

– Du skal køre roligt, ellers gider jeg ikke.

– Hop op, ingen diskussion!

Med bogen inden i håndklædet satte jeg mig op bagpå, rygmærket lige op i næsen. Han kørte næsten pænt bortset fra at han stejlede en gang, så jeg var ved at falde af. Ellers roligt.

– Du kører den forkerte vej, råbte jeg, du kører ind i skoven.

– Rolig nu, en genvej.

Han kørte ind igennem nogle buske, det var altså ingen genvej. Og kværnen standsede.

– Du skal gøre mig en tjeneste, bagefter kører vi direkte til ishuset. Stig af og læg dine sager.

Jeg svang benet over bagsædet og lagde omhyggeligt håndklæde med Tarzan fra mig.

Da jeg vendte mig om, stod han foran mig med bukserne trukket ned.

– Du kan bare lege at det er en is. Slik! sagde han. Rød i hovedet, stirrende øjne. 

Aha, en HA-svans. Det smagte ikke værre end min mors rosenkål, og jeg ville få is bagefter. Kun nogle få slik og han kom ud over sine bukser; bagefter kørte vi virkelig roligt mod ishuset. Han virkede afslappet, ikke som den vilde engel på stranden. Vi drejede af ved Bellevueteateret og trillede hen til kiosken, helt hen til disken, han gad ikke stige af: – Giv drengen hvad han vil have.

HA-eren smed 500 kroner til ismanden og var kørt inden han nåede at reagere. Et pænt stykke længere nede ad vejen vinkede politiet motorcyklen til siden – godt at jeg ikke var med.

Ved siden af kiosken stod en bænk, her anbragte jeg ismandens stativ med alle vaflerne. Det tog mig dejlig lang tid at spise dem, samtidig med at jeg læste resten af bogen. Derfor kom jeg for sent til aftensmaden og min mor blev rasende og ville vide hvad grunden var.

Hun fik hele historien, og så blev min far rasende og ringede til politiet som kom drønende i to biler. Henne på politistationen fortalte jeg historien igen og igen – så mange gange at jeg fik hovedpine. De spurgte og spurgte uendelig længe, hvad jeg lå og læste, hvad der var sket, hvordan jeg havde det, hvad han havde gjort ved mig, om han havde rørt mig dernede, om jeg havde ondt, om jeg ikke vidste at det var en børnelokker – selvfølgelig vidste jeg det, jeg er ikke helt idiot.

De pressede mig virkelig hårdt jeg kunne næsten ikke hænge sammen af bare træthed på den tid af natten. Det eneste jeg ønskede var at komme hjem til min far og mor. Men jeg holdt tæt, jeg røbede intet om hvordan bogen endte.


33 kommentarer

Vi fandt ud af at bruge en kamel

DSCN9905

Jeg har bagt en tærte til Ellen og taget en pæn kjole på, men hun lægger ikke mærke til det, skæver heller ikke engang til kagen, hælder bare op af kaffen.

– Du, Margrethe, hvordan går det egentlig med din søn? Siger hun.

Hun borer ned i mit mest ømme punkt, det er hun godt klar over. Han er hoppet af skibet og gemmer sig et sted nede i Afrika. Vi har både min kjole og kagen at tale om, hvorfor netop om mit savn?

– Han sender mig noget en dag, siger jeg. – Måske kommer han selv. Men jeg har tænkt mig at vi skulle hygge os med et afsnit af Matador. Hvis du flytter dig, så jeg kan se skærmen.

– Matador har jeg set så mange gange, men lad gå, bare et enkelt afsnit.

Hun flytter sig og jeg kan stadig ikke se fjernsynsskærmen for der står en kamel i stuen. Den ser irriteret ud, skuler med hængende underlæbe. Betragter os, vi er ligegyldige kryb, kan jeg se i dens blik. Den bider blomsterne af den buket som Ellen er kommet med.

– Hvad laver I, siger den i mit hoved. I er ved at kede hinanden ihjel.

Ellen sidder forstenet, man kan næsten se mosset vokse på hende. En figur på kirkegården. Hun vil ikke lade mig vide at hun er overrasket, for ikke at sige forfærdet.

Kamelens tunge øjne hviler på mig, øjenvipperne er for lange til at den kan holde dem helt åbne.

– I trænger til noget plads, denne stue er for lille og fyldt med ragelse, åbne vidder giver liv, siger den.

Lidt urin løber ned ad bagbenene idet den knækker sammen på forbenene for at sætte sig. Først ned med forenden, så at pukkel og ende stritter op i luften. Derefter sidder den med bagbenene, åbenbart affindende sig med at der ikke er plads. Underkæben maler fra side til side. Tygger den drøv på blomsterne eller noget den har gylpet op fra mavesystemet? Øjnene er halvt lukkede, alle mentale processer koncentreret om tygningen.

Der er noget sært beroligende ved synet, og Ellen slapper af, kan jeg se.

– Er dyret en gave fra din søn? får hun endelig fremstammet.

Hun skærer et stykke tærte for at bringe sig tilbage til virkeligheden. – Hvad vil du med den kamel?

– Det er ikke min, forklarer jeg, den har bare slået sig ned her. Den æder mine blomster og ødelægger gulvet. Jeg aner ikke hvordan den kommer ud igen. Min dør er for lille. Den er ganske rolig og fredelig, måske kan jeg have den i stedet for en hund.

– Du er åndssvag, siger Ellen og kommer til at hoste tærtekrummer ud over bordet. Hun er ikke meget bedre end kamelen hvad angår at grise.

– I øvrigt, fortsætter hun, er kameluld noget af det blødeste og fineste man kan få. Min mormor havde en kameluldsfrakke.

Jaså, tænker jeg, og går over til den og betragter pelsen. Den vender hovedet mod mig og ræber dybt nede fra. Jeg træder et skridt tilbage for at undgå dunsten, idet jeg lader hånden strejfe kamelens flanke. Ganske rigtigt, blødt som barnehår på et lille hoved. Der klæber lidt kameluld ved mine fingre.

– Du har ret, Ellen. Jeg rækker hende hårene, og tænker på hvad der er indeni dyret, inden i puklen. Måske er den helt tom. Et univers af ingenting, af ligegyldighed, af kedsomhed – lige som min stue, som mig og som Ellen og som vores samvær. Kaffe hver lørdag, gensidig irritation og alligevel et fælles ønske om menneskelig varme. Når hun går hjem sent på eftermiddagen, er der kun nogle kagekrummer tilbage af vores møde, intet andet, ingen tanker, ingen følelser. Bare kold tomhed.

Hun gnider fingrene om uldtotten og ser en anelse glad ud, kun i den ene mundvig.

– Ellen, vi to trænger til noget mere  end tærte hver uge.

Hun ser op på mig, men siger ikke noget. Det betyder på hendes sprog at vi er enige.

Det er godt, for jeg har sådan lyst til at sprænge det hele, måske til store vidder med plads til store tanker og store følelser. Til bevægelser. Til at danse og råbe. Til at dekonstruere hverdagen – hvad end det så betyder.

Et øjeblik befinder jeg mig ude i ørkenen på knasende sand, med en uendelig blå himmel over mig og en gumlende kamel foran mig, den er fuldstændig ligeglad med mig og himmelen.

I næste øjeblik er jeg tilbage i stuen og står med min vidunderlige Yoshikin kødøkse i hånden, skarp som en kirurgisk skalpel og stærk som et slagsværd. For en gangs skyld klar til at gøre noget ved situationen.

Med et fast greb om øksen svinger jeg den mod kamelens lange, bugtede hals. Igennem pulsåre og luftrør. Hovedet falder, stadig gumlende, til den ene side og et springvand af pulserende blod står ud i stuen, hen over min Grimbergs Verdenshistorie, Kulturens veje af Kaj Birket-Smith, strikkeopskrifter, en massaimaske fra min søn, mine trampedachreproduktioner og familiefotografierne på reolen. Mit håndknyttede mashadtæppe fra Iran, den eneste kostbare ting i lejligheden – svampet af blod.

Ellen udstøder et skrig henne i sofaen da hun ser blodsdråberne på sin grå spadseredragt. Så får hun øje på kamelhovedet der endnu hænger på halsen i nogle halvt gennemskårne halshvirvler. Hun rejser sig lynhurtigt op med et intenst udtryk jeg aldrig før har set, i et spring står hun ved siden af mig. Skoene er røget af undervejs, hendes fødder med nylonstrømperne glider i det friske blod, men hun taber ikke balancen. Hun rykker kødøksen ud af mine hænder og råber: – Lad mig komme til!

Begge hænder om håndtaget, et vældigt sving så det suser i luften, og kamelens hoved ligger for sig selv under kaffebordet.

– Flyt sofaen, kommanderer hun, vi skal have plads til at skinde den, partere, hive indvolde ud.

Min pæne sorte sofa er fuld af røde fingeraftryk. Lige som resten af stuen.

Vi vælter kroppen om på gulvet og hugger benene af. Det er svært at stå fast, alt er klæbrigt og glat af blod. Min stue er et slagteri, intet tilbage af civilisationen. Ellen kryber ind i kamelskindet med pukkel og hale og det hele; kravler rundt på alle fire og brøler så godt hun kan.

– Kom ned til mig, siger hun med blod og sved silende ned over kinderne, her er plads til én til. Og tag tærte og kaffe med. Nu skal vi hygge, her er lunt og godt.

Vi propper resten af tærten i munden og tygger drøv på den.


14 kommentarer

At blive teenager er en beslutning

DSCN6555

Han tog sejlet ned og surrede det fast til bommen, derpå hentede han deres bagage i kahytten, hans egne ting i en kanvaspose og Nanas i hendes skoletaske.
– Far, sagde hun, jeg glæder mig altså sådan til at jeg bliver teenager.
Han nikkede: – Vi skal jo op og besøge mor. Det er allerede ved at være sent.

De gik op mod Mohrø landsby, en samling af små huse, omkring femten. Gammeldags med stråtage og gulkalkede, skæve mure, vinduerne skaldede af. Forbi gadekæret og videre til kroen, hvor de lagde deres ting i værelset og fik en hakkebøf, bare et hurtigt måltid.

Solen var ikke langt fra trætoppene, da de begav sig op mod kirken. Herfra kunne man se ud over Mohrø i klart vejr. Men tågen var kommet ind over øen mens de havde spist, turen var klam og kold. Nana holdt ham i hånden og havde den anden hånd nede i lommen om glasrøret.
Oppe ved kirken var dens hvide mure næsten ikke til at få øje på i tågen, hendes øjenvipper var fugtige af fortættet væde. Faren fortsatte, han kendte vejen til gravstedet hvor han satte sig tungt på den lille grønne bænk.

Nana tog et skridt frem, knælede ned ved siden af morens sorte gravsten, og lod en finger glide hen over den iskolde flade, fingeren efterlod et spor i fugten. Hun lod prøvende neglen trækker endnu et spor, ingen ujævnheder overhovedet. Stenen havde ingen revner.
I lommen lå reagensglasset med sin gummiprop, hun drog forsigtigt glasset frem og holdt det op foran øjnene. Indeni fandtes noget der kunne være en forvitret post-elastik, den raslede når hun rystede glasset, det var hendes navlestreng.

Helt henne langs stenen stak hun reagensglasset ned igennem mos og grus, helt ned i jorden, og endnu længere så hånden forsvandt, og underarmen, indtil den klisterede jord nåede helt op til armhulen.

Hun kunne ikke slippe reagensglasset, det trak hende ned. Hun prøvede at frigøre sig, men hendes hånd knugede sig sammen og hun mærkede med ét en skarp smerte i pegefingeren, glasset var gået itu, og hendes navlestreng var faldet bort i jorden. Hun famlede blindt efter den.

– Far, udbrød hun, men han sad med lukkede øjne, hensunket i sine erindringer. Hovedet bøjet.
– Far!
Han hørte hende ikke.

Nana ville have navlestsrengen med op igen, den havde været hos hende altid, det var for tidligt at give slip, for smertefuldt, måske når hun blev tretten år, ikke før. Ikke nu. Hånden søgte rundt, men det var som om den sad fast, noget holdt den fast, hun greb fat i dette noget og mærkede i det samme glassplinten. Det stik betød ikke noget. Hun lænede sig bagover og langsomt kom armen, og hånd og glassplint og det hun holdt i hånden. Overalt på hendes jakke og ærmets kant sad fugtig jord og plantedele.

I hånden fandt hun et par gule tænder og en halv underkæbe.
– Far, vågn op, udbrød hun med en stemme der kun kunne hviske. Jeg vil hjem nu! Nu!

Hun stak hånden i lommen og slap kæben og tænderne, lidt havde hun da tilbage af sin mor. Så længe det varede.
De gik langsomt ned ad bakken, tilbage til kroen, mens hun pillede glasskåret ud og sugede blod og jord af fingeren.

– Hvad skete der, Nana? spurgte faren, du er så underlig.
– Måske må det gerne vare længe inden jeg bliver teenager … jeg kan ikke holde ud at skilles fra mor endnu.