Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


9 kommentarer

Stenen taler til mig – måske

Jeg gider ikke høre på veninderne og deres børnesnak. Og deres barnevogne, sutteflasker, ammeindlæg. Vi har kørt flere stationer med den nye metro og kneveren er den samme, så jeg står af ved første station, Assistensen. Kirkegården, der er vel fred og ro. Jeg går rundt mellem buske, gravsten, blomsterkasse, træer. Meget flot men helt forvirrende når man ikke kender stedet. Mit hoved bliver helt rundtossset og jeg har også fået mudder på min venstre skospids. Men, halløj, der ligger jo gamle HC Andersen. To buske eller hvad de hedder omkring en høj, glat gravsten. Jeg bliver helt blød om hjertet. Den lille pige med tændstikkerne, havfruen, store og lille Claus. Helle baduljen. 

Historier som min mor læste når jeg skulle sove. Jeg sætter mig på en sten overfor. Kigger på hans polerede gravsten. Den spejler, så glat er den. Nogle eventyrfigurer kan jeg se på den. De bevæger sig, Uha, hvad er det for noget, der er jo ingen ting omkring mig som bevæger sig.  Jorden vibrerer, det er nok metroen vil jeg tro. En due flyver forbi og sender en hvid klat ned på hans sten. Det er mere end jeg kan bære, den klat må væk. Jeg rejser mig og træder hen over graven, der igen vibrerer. Tager mit lommetørklæde frem og gnider for at få stenen ren for duelort. Pisse duer, de plejer at være af sten på en kirkegård. 

Når jeg gnider hører jeg en fjern stemme. Den kommer nedefra, nede fra jorden – hvor HC ligger. Jeg bøjer mig frem og lægger øret til stenen, stemmen bliver tydeligere:
– Hjælp mig ud. Vær sød at hjælpe mig, jeg kan ikke holde ud at ligge her. Det er det jeg altid var bange for, at blive spærret inde i en kasse og gravet ned i jorden. Så hjælp mig dog.
– Du har altså været død i over hundrede år nu.
– Jeg føler mig ikke død, måske noget tynd, men slet ikke død. Hør, jeg banker på låget så alle sneglene flygter.
– Jeg tror ikke på at det der din stemme, HC, der er børn som har gemt sig på kirkegården og driller mig.

Jeg rejser mig og går en runde og kigger bag alle buske og sten. Ingen andre mennesker eller børn. Der er helt tomt. Ingen bevægelser. Jeg går tilbage til stenen og træder igen hen over graven og hvisker – for det går ikke an at tale højt folk må tro jeg er afsindig, lige til dårekisten, helt bælgmørk i forstanden.
– Er du der, HC? Hvisker jeg spørgende uden at vide om han vil svare. Det grynter fra stenen. Jeg fortsætter: – Tal tydeligt! Jeg kan ikke høre andet end mit hjerte og metroen.
– Hvad mener du med “troen”? Hvisker stenen, der er blevet svagere og svagere. Jeg kan næsten ikke høre hvad den siger. Måske skal jeg gnide på stenen igen. Det kan godt være, men jeg gider ikke snakke mere med den gamle, beskidte gravsten. 

Mit lommetørklæde er blevet ulækkert så jeg smider det under den ene af buskene, der er ingen grund til at slæbe rundt på sådan en ildelugtende las. Jeg rejser mig, træder tilbage fra gravstedet og skynder mig ud af Assistensen. Der er heldigvis et skilt så jeg kan finde ud til den virkelige verden igen. Helt rart med trafiklarmen oven på den mærkelige stemme der snakker nede fra jorden. 

——


6 kommentarer

Fri mig for madanmeldelser og det daglige vås

Frihed er at VILLE noget. ”Gør hvad du vil, det skal være hele loven” (”Do what thou wilt shall be the whole of the law”). Denne tanke nedskrev jeg på engelsk allerede i 1904 inspireret af Rabelais’ Gargantua ca. fra 1532. Han beskriver bl.a. klosteret Thélème som er en parodi på kirken med nonner og munke og et liv uden nogen form for hæmninger i total frihed, opfattet som ”gør hvad du har LYST til”, nok noget andet end kirken vil.

I min udgave betyder sætningen noget helt andet, nemlig at man skal finde det man egentlig vil i sit liv, ikke at bolle med alt der bevæger sig. Man skal hengive sig til den egentlige magi som ligger i en selv. Det er en anden form for frihed: Ikke at følge normen, ikke at være afhængig af hvad folk tænker, men at følge en indre nødvendighed. Så er risikoen at ende i fængsel – og dér er det svært at følge det man egentlig vil. Friheden er forsvundet. Frihed er aldrig total i samfundet.

Total frihed kolliderer med andre mennesker, som VIL noget andet. Ærgerligt, vi må finde en måde at forliges. Europa har efter 2000 års kampe fundet et motto: frihed, lighed og broderskab. Den franske revolutions idealer var geniale i al enkelhed. Hele det gamle system med konger og adel og en diktatorisk kirke blev væltet i en strøm af blod og krig, idealerne druknede desværre. I tiden fra Napoleonskrigene skjalv Europa, inden området omsider stabiliserede sig med et ideal om demokrati og maksimal frihed til hvad borgerne VIL med deres tilværelse.

Svært i politik og heller ikke nemt inden i den enkelte. Jeg vil fx noget, tager en beslutning om at drikke mindre: det er en lov jeg sætter. Jeg drikker en masse alligevel, jamen jeg synes at det ikke rigtigt gælder for at være en overskridelse: her er min dom som fritager mig fra loven. Og hvem skulle egentlig sørge for at jeg fører beslutningen ud i livet: en udøvende magt. Det hele er filtret sammen i det enkelte menneske. Den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt mener at de hver i sig har ubehersket frihed. Der mangler en overordnet magt, viljenDet fungerer ikke rigtigt – hvilket det demokratiske system har taget konsekvensen af ved at skille de tre funktioner i uafhængige instanser. 

Findes der et sted med total frihed, hvor ingen love gælder, hvor man er uafhængig af mure, tyngdekraft, ingen offentlig mening spærrer, mad eksisterer i overdådighed eller slet ikke? Jeg ser her bort fra den ø jeg købte, hvor det var mig der bestemte – de andre på øen syntes at de var frie, dem om det, så længe jeg fik mine lyster opfyldt, og jeg havde mange i alle retninger. Anstrengende i længden. For vidt at komme ind på her, desværre.

Nuvel, tilbage til det generelle, treheden er ophævet i det øjeblik hvor jeg skriver, fx mine erindringer; på papiret er der total frihed. Ved at jeg sætter mig og skriver min verden frem uden at jeg behøver købe en ø. Måske fortryder jeg det skrevne eller øen undervejs – så kan det laves om. Det jeg NU ønsker er noget andet – fint, så skriver jeg det i stedet. Papiret er hvidt og modtager alle tanker uden at skelne mellem idioti og genialitet, uden hensyn til love eller naturlove. Kun det jeg VIL har betydning. Men bagefter. Bagefter kommer dommen, dvs. dommeren, og så må min udøvende instans træde i funktion og rette, slette, kassere, beordre noget helt andet.

Frihed er at VILLE noget, alt det jeg gør uden at VILLE, er ligegyldigt, jeg har ikke brug for det, det eksisterer ikke følelsesmæssigt, derfor er jeg fri. Og fri af andres holdning til mig.

Aleister Crowley Ovesen

 

 

 

 

 


8 kommentarer

Jeg digter om livet, tror jeg nok

Efter sommerferien sad vi tre igen sammen i Café O. Som vanligt ud på aftenen, det tidspunkt hvor man kan filosofere.
Kurt indledte med: – Det var hårdt at holde ferie så længe uden at mødes.
Næsen istemte: – Min lever kan ikke klare at holde ferie. Jeg tog en afbudsrejse til et eller andet sted hvor man drikker raki. Det er noget de lokale skrællinger fortynder til mælk, noget pjat at gøre ved god sprut, så jeg drak direkte fra flasken. 60%. Jeg nåede ikke at finde ud af hvilket land det var.
– Det må have været Tyrkiet, indskød jeg.
– Som sagt, fortsatte Næsen, husker jeg ikke præcis hvor jeg boede i starten, men det endte med at være et sted med tremmer for vinduerne. De hjalp mig hjem til Danmark igen. Ellers havde vi ikke siddet sammen i dag. 

– Fortæl du, lokkede Kurt mig.
– Nu skal I høre. Jeg har skrevet et digt om min ferie.

De nikkede overraskede og nysgerrige, bare gå i gang.
Kurt insisterede dog: – Selma, kan du komme frem fra bag disken med en omgang så vi er friske til at høre digtet, Dobbelt.
– Altså mit digt! forsøgte jeg at få opmærksomhed:


“Gule eller røde, til slut helt visne,
står blomsterne,..”

– Meget smukt, kom det straks fra Næsen, interessant at høre om din ferie.
– Men det er ikke færdigt endnu, der er meget mere, protesterede jeg.

Kurt foreslog at vi tømte glassene og fortalte hviskende: – Her i pausen må jeg dele en iagttagelse med jer. Da Selma stillede glassene, lagde jeg mærke til at hun er blevet mere rund om livet.
Jeg supplerede: – Hun kan da ikke nå at blive gravid og komme i femte måned på en enkelt sommer.

Næsen mente at de unge piger lynhurtigt kommer i ulykke i vore dage, alting går snabt, både på nettet, i sengen og i livmoderen. Vi vedtog at bestille endnu en omgang for at få syn for sagn. Det skete så.

I mellemtiden berettede Kurt at han havde været ude på vandski: – Det er derfor jeg har gips om benet. Det har I ikke lagt mærke til.
Ganske rigtigt. Beskæmmede kiggede vi i mørket under bordet. Masser af gips. Uhyggeligt.

Kurt konkluderede: – Jeg har gjort den erfaring at man skal passe på med drinks inden vandski. Vi bliver klogere hele tiden.
– Det er farligt at blive så klog, belærte jeg, erfaringen er en brutal lærer, men det er aldrig for sent at slutte med at gå i skole. Forrresten, fik I også tjekket Selma?
– Rigtigt nok, nikkede Næsen, hun buler midtpå.
– Hendes mor sagde engang at Selma lever af hundekiks og vodka – i hvert fald når hun bor hjemme. Så det kan ikke være maden der har sat sig, supplerede Næsen.

– Nu skal I altså høre resten af digtet!
– Glimrende idé, istemte Kurt. Vi skal bare have tid til først at fordøje det vi har hørt. Man må ikke sjuske med sit liv eller sine digte. Jeg kunne godt tænke mig at analysere de linjer. Det mest prægnante er verbalet står. Farverne er, som filosoffen Immanuel Kant forklarede, blot staffage. Digtet er handlingsmættet, blomsterne har kæmpet og besejret tyngdekraften ved at stå opret. På samme måde har du besejret noget i ferien, jeg brænder efter at høre mere.

– Også mig, kom det fra Næsen. Jeg glæder mig til at høre resten næste gang vi ses. Mit hoved er allerede opfyldt af dine poetiske billeder, der er ikke plads til mere, digte tynger det mod jorden som et modent æble. Dejligt at der kommer mere om lang tid.
– Forventningens glæde …. , som Kierkegaard mumlede et eller andet om. Jeg gemmer bare resten af digtet.

Næsen og Kurt nikkede. Alt for ivrigt efter min mening.


9 kommentarer

Man skal ikke bare stå der uden

 

 

Gule eller røde, til slut helt visne,
står blomsterne,
de venter besøg af noget ukendt,
af noget som vil røre dem.
De ryster,
de vibrerer af længsel.

Måske en hændelse af glas og klarhed,
af forskudte farver,
af væsener fra dammen.
Men slim og ulykke
truer i stjernernes skær.

En fin vind tager dem i favn
uden at det giver ro.
Noget synes vigtigere end dette,
noget som ikke kommer.

For en duft af syre hænger i jorden, længst nede.
Skarp.
Ilde.
Bærende mørke med sig.


11 kommentarer

Snart er vi bankerot, hvis du ikke …

Opgave 4, maj 2019

dscn6273.jpg

Vi er ved at tabe vores erindring og vores evne til at tænke. Samfundet falder fra hinanden, uden at vi er klar over det. Tværtimod tror vi at alting gå fremad. Men der er et kæmpe problem: uden erindring og evnen til at tænke går vi alle konkurs.

Hvad er det der er ved at ske? En sygdom, forurening, klimakatastrofe?

Nej! Noget næsten upåfaldende. Bøgerne forsvinder.

Boghandlere bliver færre og færre. Man må til antikvariater for at få en bog, og de er også ved at forsvinde når der ikke er nye ildsjæle til at drive dem. Den vidunderlige oplevelse at komme ind i et antikvariat omgivet af alle tiders tanker, historier og viden. Bunker af bøger, Hylder med bøger, nogle ordnede andre sat op i hast eller stående i femkronerskasser. Den særlige lugt. Oplevelsen af at tage et bind på i hånden, ikke bare en bog, men også at holde aftrykket af et andet menneskes hånd i sin. Dette forsvinder.

Og boghandlerne er allerede overtaget af supermarkeder med selvbetjening. Bøger indespærret af cellofan, utilgængelige. Kun bestsellere såsom Hvem myrdede Elena? Liget i skovsøen, Dan Browns mysterier osv. de ligner bøger, men er tomme. Man kan blade dem igennem en aften uden at der bliver noget som helst hængende i hukommelsen. Tidsparasitter!

Vi har da bibliotekerne. Nej, heller ikke dem. De egentlige bøgers mængder skrumper. De står forsagte og ængstelige, for hvor længe overlever de? Fem år uden et udlån: så er det krematoriet, forbrændingsovnene.

Noget foregår vel på bibliotekerne? De eksisterer da endnu. Men som udlån af spil, af computerspil, af legetøj. Læsesalen er ikke mere et sted med ro og kontemplation, nu er den fuld af mobilsamtaler og børnene fra børnebiblioteket breder sig overalt, kører skrigende rundt på deres trehjulede cykler. De ældre børn sidder tankeløse, sammenkrummede over deres telefoner og sms’er eller lytter.

Hvad er det da de lytter til? Musik? Nej, agressive rappere med en baggrund af maskinstøj. Teenagere der udlader deres seksuelle frustrationer i raseriudbrud, kaldet sange. En generation uden bevidsthed.

Melodi? Nej,

Harmoni? Nej

Alt sammen lyd de låner på biblioteket. Pengene til bøger bliver derfor færre og færre år for år. Pengene bliver blot brugt til at lokke folk indenfor på biblioteket med noget som ikke er bøger, for bibliotekets penge er bestemt af antallet af besøg – ikke af de udlånte bøger. Jeg kvier mig ved at kalde de besøgende for lånere. Lånere er mennesker der låner bøger, læser, oplever og tænker. De fylder efterhånden ikke ret meget i statistikken.

Der har eksisteret bøger i over totusinde år. Man kan være sammen med Platon, som levede før Kristi fødsel, dele tanker med ham, opponere, diskutere, opleve. Hele vejen op gennem historien til vore dage kan man møde de ypperste mennesker. Tænkere, filosoffer, matematikere, historiefortællere. Nogle helt privat, andre med gennemarbejdede tanker. Det er ved at være slut nu, hvis …

Ja, hvis der ikke fremkommer nye manuskripter. Jeg taler ikke om sms-litteratur, blogindlæg eller privattryk. Jeg taler om tanker og følelser og ideer båret af sproget, lagt ind i bøger. Ind i en form der er til at holde i hånden, til at opleve i sengen, i sofaen, på stranden, en sen aftentime når byens hektiske liv er gået til ro. Man kan dufte til en bog, mærke papirer når man blader og høre lyden. Lukke op, lukke i – øjeblikkelig. Uden batterier. Bogen er lynhurtigt klar – altid.

Derfor, kære skribenter: SKRIV. Brug Skriveskolen. Læg historier, tanker, følelser, ideer frem her så de efterhånden kan udgives, kan blive til bøger. Det er sent, men ikke for sent at redde vores kultur.


18 kommentarer

Det er alvorligt at møde en skraldevogn

images

 

 

 

 

.. nogle stemmer. Nogen trækker mit øjenlåg op og lyser ind. Sære drømme om noget vældigt der braser ind i mig. Der er smerter, alvorlige, langt borte som om de ikke vedkommer mig.

Stemmer: – Vi kan koble fra nu, han er helt okay.

Trække vejret, små slurke luft, ellers for smertefuldt. Jeg åbner øjnene.

– Nå, der er du, siger en mand i kittel og mange kuglepenne i brystlommen.
– Hvor?? kroppen ryster lige som min stemme.
– På hospitalet. Han betragter mig opmærksomt. – Du har været usædvanlig heldig at overleve. Nogle brækkede ribben, hjernerystelse, ellers intet. Husker du hvad der skete?
– Næ.
– En skraldevogn vædrede dig, din bil er totalt krøllet sammen.

– Heldig, nej, Herren holdt hånden over mig. Men Otto, hvordan med ham?
– Det varede over en halv time at skære ham fri af vraget. Din søn har brækket højre ben og tabt en masse blod. Vi opererer nu, nogle søm i femur, nyt blod og han er så god som ny.
– Der er ikke tale om held, nogen holdt hånden over ham, fordi han har fortjent at leve, det er grunden.

Lægen nikker tilfreds: – Du lyder meget klar. Et par måneder i ro med ribbenene, så er du rask igen.

Han rejser sig fra stolen for at gå, men jeg standser ham: – En vigtig ting. Ikke nogen blodtransfusion! Jehova har holdt hånden over os, han skal nok klare resten også. Det er ikke meningen at Otto skal dø af en skraldebil.

Han sætter sig igen, meget bestemt: – Otto skal have blod. Der er ikke meget tilbage i ham. Blodposer er bestilt og kommer om ti minutter. Vi kan og vil ikke aflyse den transfusion. Han dør uden.
Jeg holder fast: – Hvis han dør er det kun Jehovas vilje.

Lægen læner sig frem og stirrer mig ind i øjnene: – Du dømmer din dreng til døden, er du klar over det?! Vil du det? Hospitalets regler forbyder os desværre at give blod hvis pårørende modsætter sig.
– Han kommer i Jehovas rige fordi han har levet rent. Men efter en transfusion vil han aldrig kunne komme i Jehovas rige. Sådan er verden. Hans sjæl vil fortabes. Nej, Ottos sjæl skal leve evigt.

Lægen skubber stolen tilbage: – Du skal underskrive en blanket om det. Uden din underskrift får han blodtransfusion.

Der er helt stille i stuen, kun mit overfladiske åndedræt. Jeg er blevet meget tung, alle fornemmelser i kroppen er forsvundet. Det er nu jeg skal sikre Otto. Jeg skal være fast i troen. Billedet fra drømmen vender tilbage, åbenbart en erindring. Metal der krølles sammen, brøl fra en motor, blod… og Ottos ansigt?

En sygeplejerske lister ind: – Du har besøg, en ”Ældste”. Han har blomster med og lover at han nok skal støtte dig.
Vil jeg acceptere deres støtte? De overvåger mig endog på hospitalet, de er staraks på pletten for – at jeg ikke skal blive svag og lade mit barn overleve i stedet for at følge Jehova, eller Bibelen, eller nogle ord på papir.

-Nej! farer det ud af munden på mig med en sådan kraft at jeg stønner af smerte. – Nej! send ham bort, jeg vil ikke se ham.

Kort efter kommer lægen tilbage med et officielt dokument.
– Her, siger han bare og smider det foran mig.
Jeg tager papiret op og skrålæser det, “afslår transfusion …” – en masse ord. Folder det omhyggeligt to gange og river det over.

Ritsj! Ned på gulvet med det. Væk, slut.

Lægerne skal redde Ottos liv, og jeg skal redde os ud af Jehovas skygge nu, og for altid.

Gennem vinduet ser jeg træer med blade som stråler overjordisk med et budskab fra hele universet. Aldrig mere Rigssalens grå verden, blandt hyklere og under Jehovas love. Ikke mere missioneren, eller stå ved Nørreport station med Vagttårnet mens folk haster bortvendt forbi. Jeg får nye venner, lov til at holde jul og fødselsdag, til at danse, til at se vovede film. Verden er tusind gange større, fuld af muligheder.


11 kommentarer

Vi er de rigtige, ægte mennesker uden fordomme

dsc07533.jpg

Mit liv var en lang søgen efter status. Jeg gjorde kun noget som kunne imponere mine venner, nej, mine bekendte. Ingen virkelige venner. Det hjalp ikke noget at jeg havde de hvideste gummisko, ingen respekterede mig. Jeg måtte finde en tæt sammenknyttet gruppe, en gruppe i kamp mod den ydre verden. Fjender skaber venner i gruppen: Jeg forlod heteroverdenen og blev bøsse.

Som bøsse elskede jeg at gå med løse håndled, lægge min stemme en tertz op, iføre mig spraglede dragter. Tale meget om påklædning og sladre til den store guldmedalje. Men der er mængder af bøsser, det er ikke interessant i nutiden, intet ordentligt sammenhold. Det gav ingen ægte venner.

Transseksuelle bliver hånet og udstillet overalt. Verden er en god fjende: jeg blev transseksuel, udstoppede mig nogle steder – som kvinde – og det modsatte andre steder der kunne afsløre min mandlige baggrund. Meget besværligt med foundation, cremer, pudder, øjenmakeup (det tog timer og sved, og jeg græd bag mine lommetørklæder. Undgik alligevel ikke sorte rande ned ad kinderne. For ikke at tale om de højhælede sko, og hælene skal være både meget høje og sylespidse. Og tåspidse. Om natten sved mine fødder og værkede; jeg hadede at skulle op igen næste dag atter i skoene.

Egentlig vil jeg hellere være sammen med ægte kvinder, så jeg blev lesbisk, kunne kronrage mig, gå i håndværkerdress, spille blød og hård på en og samme gang. . Jeg blev altid afsløret af mine hænder som er for store og mit adamsæble. Indsprøjtningerne begyndte at hjælpe til at jeg fik naturlige bryster og skægvæksten standsede. På det tidspunkt kunne jeg godt gå for en kvinde i korte perioder. Men fik jeg venner? Nej, jeg blev afsløret, efter ca fem dage og smidt ud af fællesskabet.

Jeg var jo en slags lgbt++ person og kæmpede for vores rettigheder, mod stereotypisering, mod forskelsbehandling, for vores minoritetsbeskyttelse. Vi stod skulder mod skulder og så hinanden dybt i øjnene, vi er de rigtige, ægte mennesker uden fordomme. Skønt at være accepteret – så længe det varede. Det hændte at rollerne smuttede for mig. Bedst som jeg var lesbisk kom jeg til at bruge bøsseklicheerne og blev frosset ud af Christianialebberne. Jeg var nødt til at tage helt til Helsingør for at være lesbisk.

Endelig besluttede jeg at være veganer. Virkelig positivt, for en bedre verden uden forurening, uden at dyr eller mennesker led, en verden hvor alle organismer er sunde, og sygdom ukendt. En veganer kan argumentere knivskarpt i timevis for sit valg. Han/hun/den/det/de/hen er nemlig et etisk væsen, ikke bare ude på at arbejde for sin egen sag, nej, for hele menneskeheden og kloden.

At være veganer og samtidig lgbt+, to grupper på én gang måtte give dobbelt så gode venskaber. Overhovedet ikke. Ved allerførste fælles måltid røg jeg ud. Som bøsseveganer, som lebbeveganer, som transveganer, ingen accepterede mig, ingen lyttede til mine argumenter. Alle syntes at der var rigeligt restriktioner. Veganer var for meget.

Til sidst krøb jeg sammen på biblioteket over ”Vegansk StåBi”. Jeg burde undgå lædersko, at sidde i en lædersofa, at gå i zoologisk have eller holde kat, undgå puder med fjer. Og i det hele taget bøger indbundet i skind. Mange ting jeg ikke havde overvejet da jeg ville være veganer.

Grebet af fortvivlelse, nedtrykt over at der ikke var plads til mig i tilværelsen lukkede jeg bogen. I afdelingen for skønlitteratur så en person op på mig fra bind 12 af ”På sporet af den fortabte tid”. Jeg mødte et par øjne, fuldstændig åbne og accepterende, vi er sammen på denne klode, vi deler eksistensen NU.

10154070_10208658992704477_5662645273768372687_n

Min søgen var slut.

________________________________________________________________