Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


48 kommentarer

Opgave 0

Opgave 0 / Prøveopgave, 24. Oktober 2014.
TEMA: De 4 hjørnestene (‘Fortælle-teltet’)
ARBEJDSTITEL: En overraskende oplevelse (kun SLUTNINGEN af novellen fra 17. oktober.)
De sidste ord skal være “.. hun græd.” Man skal kunne forstå hvad der er sket mellem første og sidste afsnit.

Opgave 00, begyndelsen, ligger under menuen DEN NYE SKRIVESKOLE: OPGAVER øverst på denne side. Den kommer her:

Navnlig havde jeg lukket øjnene

Det der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg havde haft lukkede øjne for at være helt opmærksom mens hun sang. Mens jeg hørte Tuva Semmingsens stemme. Og navnlig havde jeg lukket øjnene fordi det var en friluftsforestilling hvor der var mange distraktioner, romantiske Rosenborg i baggrunden, familier der sad og holdt skovtur i græsset, fugle der fløj igennem solnedgangen, legende børn på eksercerpladsen.

Hun sang den berømte arie fra Händels opera Rinaldo, men den var løftet op over det kendte, så bristefærdig af sorg over skæbnens lænker, så fuld af længsel efter frihed, og så ladet med betagelse af tilværelsen.

Det er musik med mange små pauser, hvor musikken alligevel løber videre i mit indre, pauser der nærer åndedrættet: jeg åndede sammen med hende. Jeg følte at jeg var nødt til at slå øjnene op, og da så jeg noget forbløffende. Hun stod på scenen og lod tårerne løbe frit, mens hun sang sin sorg og længsel ud i verden så fuglene standsede i deres flugt og selv drengene holdt op med at spille fodbold.

Men efter koncerten med lascia ch’io pianga var der flere ting der kom bag på mig i min hverdag.

———-

 version 1.6, lørdag d. 25/10 kl 17

Opgave 0, slutningen:

 

Fra Havfruen i Nyhavn kom lyden af en jazztrio med sanger. Jeg gik ind i kroen og bestilte en kop kaffe og en snaps. Foran orkesteret sang en lille forpjusket kvinde i cowboybukser og krøllet skjorte. Da nummeret var forbi forstod jeg at det var Tuva som jeg havde hørt den aften hvor min tilværelse tog en anden drejning. Hvad lavede hun her imellem ølsjatter og afdankede musikere?

Jeg brugte igen min nye teknik. Kaldte på billedet af Rosenborg, scenen, Rinaldos arie. Det hele stod knivskarpt for mig med alle sanser. En erindring der ikke blev slidt, der stod ætset ind i mit inderste dna, i min eksistens. Så havde jeg kontakten og løftede mit blik. Hendes øjne strejfede mig. Hun sagde et par ord til musikerne og kom hen til mig.

– Vi går udenfor og sætter os, sagde jeg.

I mig skinnede tilværelsens nu, min kerne. Det evige øjeblik begyndte at flyde over i hende. Hun sad medtaget og sammensunket ved siden af mig, men det hjalp straks.

– Det er efteråret, sagde hun lavt, og presset fra teateret. Og børnene hiver i mig. Manden er jaloux, jeg skal forlade scenen og blive husmor. Jeg forsvinder fra mig selv. Jeg er udtømt. Jeg har ikke noget at give. I Havfruen kan jeg være ligeglad, bare hælde lyd ud af munden og lige klare en dag mere.

Men jeg tog hendes spinkle, koldsvedige hånd og sagde: – Mærk, efteråret er på vej bort igen. Betragt vandet og dønningerne. Lyt til træskibene der knager mod kajen.

Vi var sammen, til stede uden for tid, i alle menneskers inderste rod.

En kajak gled forbi, tyst som en flagermus.

Hun rettede sig, det pjuskede prellede af og løb ned i kanalen. Hun voksede, blev fast i stedet for udflydende. Den gave hun havde givet mig, vendte tilbage til giveren.

– Efterår findes ikke mere, sagde hun med et smil så stort at det ikke kunne være i hendes ansigt. Så stort at hun græd.

Reklamer