Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


Skriv en kommentar

Høflighed i universet

En have behøver ikke være større end to gange to meter, netop som min stenhøj. Jeg var i gang med at omplante nogle af forårets violer som var vokset frem under hækken, det ville se så smukt ud med de små blå blandt stenene, – da min bevidsthed registrerede at nogen havde talt bag mig i hvad der kunne være ti minutter. Hvem stod og snakkede midt ude på vejen? Men når jeg taler med mine planter hører jeg ikke efter hvad der sker omkring mig. Jeg vendte mig om og så ud på vejen. Stemmerne kom tilsyneladende fra radioen i en bil.

Det sker tit at folk farer vild på vores lille lukkede vej. Jeg har to gange fået leveret Årstidernes kasse med grøntsager uden at have bedt om det, en anden gang da jeg fejrede fødselsdag stod der pludselig et pizzabud midt i vores køkkengård og prøvede at levere fire pizzaer. Kort tid efter fandt jeg en stor papkasse med en ismaskine på trappestenen. Kort sagt er vi vant til at folk ikke kan finde vej her.

Jeg lagde planteskeen fra mig og gik ud på gaden for at opklare hvad sagen drejede sig om. Der sad to mand i bilen. Jeg bankede på ruden der blev rullet ned.

– Hvad laver I på disse kanter?

– Du er meget uhøflig at stille sådan et spørgsmål. Den ene af de to mænd sprang ud uden at lukke døren efter sig. En lille sorthåret fyr med kraftige, totalblokerende solbriller. Han tog et skridt nærmer mig. Stak næsen hen i ansigtet på mig. – Tror du at du er politi? Du er forbandet uhøflig, det finder jeg mig ikke i.

Nu stod den anden mand ud, lidt højere, ligeledes sorthåret, levantinsk udseende, men uden solbriller. Også i gang med at hidse sig op: – Er du fræk? Jeg finder mig ikke i det. Hvad hedder du? Hvor bor du? Skal du være fræk?

Solbrillen tog et skridt mod mig og stak maven frem, jeg veg et skridt tilbage. – Vi har ret til at være her. Er der måske nogen trafik, som vi genere, hva’? Er der nogen biler? Du kan bar forsvinde.

– Jeg bor her faktisk, sagde jeg.

– Er du måske politi? Du kan bare gå til politi, bare gå til den politi. Så gå.

– Der har været en del indbrud i den senere tid, så jeg …

– Du skal ikke sige jeg er tyv. Hele hans ansigt fortrak sig i vrede. – Jeg er ikke tyv. Du skal ikke sige til mig jeg er tyv. Han stak en knyttet næve op foran mit ansigt og brølede: – Forstår du? Jeg skal vise dig hvad der sker når du kalde mig tyv.

Den anden gik også nærmere: – Du er meget uhøflig. Hvor bor du? Hvad laver du her? Manden havde nu skum om munden. – Du skal ikke stille spørgsmål.

Jeg tænkte at de måske virkelig var tyve siden de blev så aggressive, så jeg gik om bag bilen og noterede dens nummer.

Solbrillen greb fat i min arm: – Jeg gider ikke høre på dig, du er uhøflig. Det er uhøfligt at skrive nummer ned, bare gå til politi. Se her jeg er ingeniør! Han trak et visitkort frem.

Jeg nåede lige at se at der stod noget med røringeniør, inden levantineren huggede visitkortet: – Hvor du bor? Jeg gider ikke snakke med dig. Gå så. Du kan bare tie stille, jeg er ikke interesseret i at høre på dig når du ikke kan være høflig.

– Så kør da, sagde jeg, hvis I ikke vil tale civiliseret. Jeg holder ikke på jer.

– Du skal ikke sige om vi kan være her. Vi har ret til at være her, jeg bor lige der ovre i nummer 13. Vi har ret til at sidde og tale sammen i bil når vi ikke genere den trafik. Vi er fredelige folk der bare sidder og snakker. Du skal gå din vej og tie stille. Nu!

På dette tidspunkt kom min nabo forbi, gående på den måde man bevæger sig når det skal se tilfældigt ud. Han havde sin Fiskars rosensaks diskret i venstre hånd. Han sagde dav til levantineren, som blev mere rolig og vinkede solbrillerne ind i vognen, han adlød meget modstræbende, med en masse truende håndbevægelser mod mig. De kørte bort med deres overdækkede trailer.

Jeg vendte tilbage til violerne, og som altid talte vi meget høfligt til hinanden: jeg spurgte om de befandt sig vel på deres nye plads, havde de fået nok at drikke, var udsigten tilfredsstillende, og naboerne – de var vel behagelige? Jo, fredeligt og smukt sted, bestemt, absolut, yderst tilfredse, – violerne nikkede tavse med deres næsten ultraviolette hoveder, små budbringere fra universets dyb om et højere formål med eksistensen.

Reklamer