Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


Skriv en kommentar

Hundeskålen er fuld!

 

– Hvorfor er skålen fuld? siger Milena og peger med dirrende finger på hundeskålen.

– Queenie er vel ikke sulten, siger Henrik

– Hun er altid sulten. Men hvor er hun henne? jeg har ikke set hende i eftermiddag.

– Hun kommer, vær rolig.

Henrik og Milena står i køkkenet. På formicabordet en forgyldt, nærmest barok, bakke med forskellige blomstermotiver. Her står i forvejen et par tynde, hvide tekopper med tilhørende sidetallerkener, desuden en glasskål med småkager og en lille tallerken med to stykker kransekage. Milena er ved at anbringe sukkerskålen, mens Henrik hælder kogende vand på tepotten og stiller minuturet på fire minutter. Hun tager bakken og han tepotten.

Nede på græsplænen placerer Milena kopperne og resten med hørlige bump på det lille runde cafébord. Hun sætter sig på metalstolen med korslagte arme og betragter Henrik mens han sætter tepotten med hætte og minuturet. Han tager det ene stykke kransekage.

– Hvor er Queenie? gentager hun. Og kalder: – Queenie, Queenie! Med kraftigere stemme: – Queenie!!

Hun vender sig mod Henrik: Har du igen glemt at lukke lågen?

– Vel har jeg ej, du kan selv se efter.

Hun rejser sig og går om bag hækken for at kontrollere lågen, som er lukket. Hendes blik falder på hegnet ved siden af, et lille stykke af trådnettet nær jorden mangler, et trekantet stykke netop svarende til en hund af Queenies størrelse.

Milena vender tilbage til bordet, sætter sig halvt og råber: – Du har ikke lavet hegnet som du lovede. Hvad fanden tænker du på, dit sløve drog!

– Tag det roligt, hun plejer at være inde og lege med naboens børn. Hvorfor skal du altid hidse dig op?

– Queenie er det eneste jeg har. Du vil jo ikke have børn. Jeg må da have selskab når du er på arbejde.

– Du har mange veninder og tennisklubben. Du mangler ikke selskab.

– Jeg trænger til kærlighed, kan du ikke forstå det. Veninder er ikke kærlighed, de er hygge. Et lille levende væsen som holder af mig. Jeg trænger til at holde nogen i mine arme, til at jeg betyder noget for nogen. Hun synker ned i stolen.

Han vender hovedet bort: – Hold da op, den grammofonplade har jeg hørt mange gange, du..

– … men du gør ikke noget. Du har dine projekter med firmaet, og det tilfredsstiller dig åbenbart totalt. Jeg er helt ude af billedet.

– Jeg gider ikke høre mere! Han rejser sig og knalder glasskålen med småkager i bordet med et brag, så skårene flyver af sted ned på plænen og i favnen på Milena som sidder ubevægelig med halvt åben mund.

Netop nu hører de lågen smække og ser naboen nærme sig. En overvægtig mand med skægstubbe og maven hængende slapt ud over livremmen. I den ene hånd holder han en skovl i den anden en sort affaldspose. Uden at se på dem smækker han posen på bordet, oven i skårene, og siger over skulderen, idet han vender sig og forlader haven: – Jeg skulle hilse fra skraldemændene, dether er vist jeres!

De ser på hinanden, og Henrik åbner posen. Den indeholder kroppen og et halvt knust hundehoved, tungen hænger ud af munden med stadig frisk silende blod, et øje er presset ud af sin hule, endnu fastholdt i nogle nervetråde og blodkar, men i hvert øjeblik ved trille ud på bordet. Knoglesplinter stikker ud af skulder og brystkassen. Tyktarm og noget af tyndtarmen er presset ud af enden der er indsmurt i afføring. Queenies hvide pels er sølet til af olie og blod.

– Min lille skat, udbryder Milena, og griber fat om den lille hunds kvæstede krop. Hvor forfærdeligt, min elskede. Hun tager hende op og knuger Queenie mod sit bryst, næsten som en mor der lægger sin nyfødte til. Hvor er mennesker dog onde, så snart de ser noget smukt skal de ødelægge det. Du var så uskyldig, du ville bare lege. Så fuld af kærlighed, så trofast og livlig.

Milena bøjer målløs hovedet og kysser resterne af Queenies stakkels snude, den smager af jern og hundemad. Hun er ligeglad med at få blod og afføring smurt ud over ansigtet og sin lyseblå forårskjole. Ligeglad med Henrik og teen. Ligeglad med hundeskålen, der står fuld og ventende oppe i køkkenet; der skal aldrig mere komme en lille sulten hund og knase kiksene, aldrig mere skal en lille lyserød tunge slikke vandet op. Hvor skal hun finde nærvær nu?

– Henrik… siger hun.

Ordene vil ud men sidder fast. Munden skælver. Tårer løber ned over hendes smukt buede kinder. Og fra dybet af brystkassen, og fra dybet af hendes sjæl, springer nu en tsunami af følelser, desperation, længsel, sorg: Hun hyler, – der er ikke noget bedre ord -, hun hyler sit tab ud i verden.

Henrik lægger den halvt spiste kransekage på sin tallerken: – Du må da være glad for at det ikke er dit barn – vores barn – der blev kørt over.

Milena rejser sig med flammende øjne og hundekroppen stadig i favnen: – Du er altid så ufølsom. Du forstår ikke hvad det betyder for mig, og du er også ligeglad. Du har altid set skævt til Queenie,været jaloux, du hadede hende og ville helst være fri for hende, for hendes kærtegn. Når hun sprang op ad dig og tryglede om opmærksomhed, hvad gjorde du så? Verfede hende af, du ville helst sparke til hende, det så jeg godt. På samme måde som du ville affærdige et barn, det ved jeg. Et held at vi ikke fik noget barn. Føj, siger jeg bare.

Henrik rejser sig for at lægge en trøstende arm om hende, men hun vrider sig bort.

– jeg vil skilles og det kan ikke gå hurtigt nok siger hun toneløst mens glasskårene langsomt drysser fra forårskjolen og ned på plænen.

Reklamer