Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet, med kommentarer


2 kommentarer

Hvordan med træerne og deres tilskyndelser?

Hvad er der med hende Bodil? Hun kan ikke finde tilbage til verden. Tingene er forkerte, menneskene er gennemsigtige, men hun må ikke tale om det. Hun kan se deres tanker, det er forvirrende. Alle de små billeder der svømmer rundt i folk, alle deres skjulte emotioner og ting de ikke vil sige. Nogle gange kan de ikke, andre gange er det en strategi som skal vildlede. Bodil kan ikke holde det ud, at være vidne til det uoprigtige hele dagen.

Men træerne, især de gamle. Hvis hun stiller sig under et gammelt egetræ og rører ved stammen, løber hele dets historie igennem hende. Træer har rødder i en anden verden end hverdagen, og de har forbindelse til himlen. Hun mærker det hele. Underverdenens mylder, oververdenens devaer. Det hele flyder lige ind i hende og overvælder hende. Hvordan skal hun vende tilbage til den virkelighed hun kender. Uden syner, uden forudviden, uden fremmedes tanker.

Hun finder et normalt hjørne af sig selv men aner ikke hvordan hun er kommet til det sted hvor hun står. Hun går uden om træet, det kommunikerer for meget. Bare hun kunne finde et ganske ungt, naivt træ, så hun kunne få sin uskyld tilbage, få sine fødder igen. Hun har ikke rigtig kontakt ned til jorden. Hvor er der det træ som vil hjælpe?

På den anden side af vejen ser hun et hvidt stakit med en havelåge. Den synger rustent da hun går ind i den store have, hun bliver trukket af en anelse uden ord, uden billeder. Der lyder mange stemmer. Noget musik fra højttalere. En stormpisket fællesaura. Huset er anderledes, energistrømningerne er rolige, fra tømmer, luften omkring det er svagt lyseblå.

Hun går hen til det træ som har kaldt på netop hende i lang tid, selv uden for haven, selv på den anden side af vejen. Det står og længes i et hjørne bag buske, langt fra festen. Hjørnet er mørkt for almindelige mennesker, ikke for Bodil. Træet er omgivet af nordlys og ildfluer. Her må hun hen.

Barken er forsvar, hun kradser lidt i den for at synke helt ind til den rene væren sammen med træet. Ind i en forståelig verden. Hun får en splint op under neglen og smiler, der er kontakt til træet, nu er de blodsbrødre.

I det samme viser en skyggeskikkelse sig midt i ildfluernes dans. Hun kan se haven igennem den, en bjørn, træets ånd, et menneske, mosekonens bryg? Skikkelsen træder et lille skridt bort fra hende og dens hoved – måske er det en mand – vender sig mod hende, og drejer så igen. Et skridt til. Bodil forstår at hun skal følge efter. Den er lidt utydelig nogle gange, men hun følger efter ad havestien af bornholmske naturklinker imellem en blanding af mos og halvhøjt græs.  Foran hende står huset hun har set fra vejen, en gammel lade, rødmalet og afskallet, men med nye vinduer. Fra den anden side af laden kan hun høre at et selskab er i gang, musik og høje stemmer, latterbrøl.

Der er køligt her ved laden, en nordside som har ligget i skygge hele dagen. En moderne dør står halvt åben, den bærer et messingskilt: Brøderup Data. Laden er omgærdet af det svage, simrende blålige skær som betyder at hun er accepteret, det er i orden at hun træder indenfor i det mægtige, stille rum, hvor lydene og festen ikke når ind.  I den ene ende af laden er bygget et moderne hus i lyst træ, store vinduer og en terrasse med en masse henkastet tøj og tasker, og en slidt Batavus-cykel. Indenfor kan hun skimte en hvidmalet stue med brikse langs væggene. De er fulde af puder og lammeskind. På gulvet stabler af bøger, nogle tegneblokke, en tallerken af stentøj og et krus. Her lugter at sandel-røgelse. Stemningen er på én gang kølig og varm.

I væggen modsat indgangen står en skydedør lidt åben og danner en lysende spalte mod ladens mere dunkle vægge. Skikkelsen går gennem selve skydedøren og Bodil beslutter at følge, selv om hun kan høre at selskabet befinder sig dér; hun er uinviteret, men skikkelsen er vel også en art invitation, synes hun, og vil gå efter den ud. Gennem dørspalten kan hun se en havedam med åkander og siv. Udenom en flok mennesker, nogle i liggestole andre stående ved et bord med mad eller snakkende med et bæger i hånden.

Et par er begyndt at danse til støj-rock på cd-afspilleren, så hun hører ikke at skydedøren begynder at glide til side, – og hun er ved at støde ind i en mand på vej ind i laden. Han har en blodig kødøkse i hånden.

Manden standser og sænker øksen, han spærrer øjnene op mod mørket i laden: – Hvem er du? Er du Flemmings nye frille?
– Nej, jeg er ingens. Træet i din have kaldte på mig og tillod at jeg gik ind. Det er vel ikke forkert.
– Ah, du kender mit piletræ, det er ladet op i dag. Så kom med indenfor, Jeg skal have slebet den økse, den er helt til rotterne.

Han viser vej ind i det lille hus. De går gennem stuen og et arbejdsrum med fire computere hvoraf to står og arbejder med skærme der flimrer af tal og diagrammer. På væggene hænger hylder fulde af pertentlige opslagsværker og brevordnere. En ergonomisk stol er placeret foran den største af skærmene. Der er noget pillent over rummet, det passer til firkanterne i hans aura.

De fortsætter ind i et bryggers fuldt af værktøj, save, stemmejern og huljern og en tilhørende snedkerknippel til at drive stemmejernet. På arbejdsbordet er fastspændt en elektrisk slibesten.
– Det tager kun en øjeblik, siger han, og tørrer øksen af i en gammel undertrøje. Gå lidt væk så du ikke får noget i øjnene.

Han tager beskyttelsesbriller på og starter slibestenen.
Bodil stirrer fortryllet på den. Hvor den snurrer hurtigt rundt og alligevel bevæger midten sig ikke. Mærkeligt at man kan løbe hurtigt og alligevel være i ro inde i midten, det kunne hun godt bruge.
Der fyger nogle gnister ud i rummet som vildfarne stjerneskud.

– Mig og Flemming udgør systemprogrammørerne i Brøderup Data. Flemming er også Asa-dyrker, vi har blotet tidligere i dag og ofret til Freja, nu er afdelingen med ædelse og druk i gang, som du kan høre. Asa er mest Flemming, jeg er på prøve. Han synes at vi skal lave min lade om til en vikingehal.

– Vi er i gang med at skære figurerne til hallen, han peger på en råt udhugget træstamme i hjørnet. – Men du er ikke Flemmings nye frille, hvem er du da?

– Jeg er en vildfaren, en Bodil, en der har fulgt træets stemme og står her sammen med dig. Hvad jeg skal nu, er dunkelt for mig.
– Javel. Jeg er en John.
– Netop, John er en forkortelse af Johannes, og en Johannes er du. Den eneste i hele bibelen der var klar og uden forvirring, uden skyld og skam. En person der kunne følge vejen af indre drift. Peter var et grødhoved, Jesus et snakkehoved der ville alting på en gang. Men Johannes var som en solstråle, koncentreret lys. Jeg så straks at du er en Johannes.

Han betragter hende uden at blinke eller bevæge sig, med store pupiller. Imens glider hendes fingre over hovedet på en torshammer der hænger på væggen, fuldstændig glatslebet med håndkraft, skinnende. Med et skaft af eg.

– Flemming er dygtig til at lave genstande i hånden, siger han. Vi skal give ham kødøksen. Og du skal se min kraftpil – det er nok den der har kaldt på dig. Det er vores blotetræ hvor vi samles og bloter.

John går foran og hun følger bagefter med øksen tungt i hænderne. Dens energi er voldsom for hende, men hun vil gerne hjælpe, hun vil følges med John, opholde sig i hans ro og klarhed. Udenfor er der tændt fakler rundt om dammen og i et hjørne af terrassen er der projektørlys. En høj, kraftig mand med rødt fuldskæg skræver ved køkkenbordet hvor der ligger en halv gris. Ved siden af står en Weber gasgrill, den er tændt men alt for lille til grisen.

Hun anbringer øksen ved siden af grisen, hvis åbne bug gaber mod hende, og fornemmer i sig smerten i snittet. Flemming griber øksen uden et ord og begynder at partere med kraftfulde hug så det gynger i bordet.

Hun følger efter John over på den anden side af dammen. Ingen lægger mærke til hende, hun er usynlig når det passer hende, her er for meget mjød og død til at hun kan klare at være til stede. De følger en sti igennem et bambuskrat, forbi stikkelsbærbuske og rabarber, forbi et par gamle grantræer indtil den lille lysning hvor piletræet står i midten, hendes gode ven og beskytter. Ikke underligt at de bloter her, de prøver at leve sig ind i fortidens energier, så de er åbne for træerne – og for støj-rock, skidt og kanel rodet sammen. De har langt endnu, tænker hun.

Hun står sammen med John i det modne græs, under pilen. Bladene er lyse mod den mørknende himmel, solen er lige sunket under horisonten. Denne plet under træets beskyttelse bevarer stadig en rest af dagslys. Hendes kolde hænder sitrer så hun må tage fat i ham.
– Hvad er der sket med dig? spørger han, du er ude af dig selv.
Hun søger efter ordene: – Jeg kan ikke finde hjem til mig selv. Jeg var på kursus i Harreskoven hos en shaman fra New Zealand, en kvinde for at det ikke skulle blive for brutalt, håbede jeg. Men hun var meget brutal, hun smed mig ud da jeg så aura, hun sagde at jeg prøvede at overtage hendes kursus og hendes kraft. Vås. Jeg gjorde bare som hun lærte mig. Jeg var åbnet og der kom ingen for at beskytte mig.

Bodil taler hurtigere: – Vi havde overnattet ude i skoven og joiket med træerne under månen. Da solen stod op, sagde vejlederen fra New Zealand: – Skrub af nu og kom aldrig igen!

De andre vendte tavse ryggen til mig. Jeg vandrede bort i skoven, mine ben har gået hele dagen, gået efter de impulser der kommer før tanken, uden at vide noget, uden retning. Jeg har talt med mennesker, talt uden omsvøb. Jeg snakkede ikke, jeg talte, til den del i dem der aldrig fik lov til at komme frem. Mange blev rystede. Nogle blev vrede, og truede mig.  Jeg gik videre derhen hvor jeg skulle være. Her.

John tager hendes hånd og lægger den det sted hvor der er skrabet en ridse i barken. Han lægger sin hånd over hendes:
– Træet er åbnet. Vi stiller os sammen, vi tre.
Ridsen i pilens bark er en port til menneskeverdenen, og hun går tilbage igennem den. Hendes sitren siver ned i jorden og gøder den.

Bodils keramikerhånd fyldes af varme og ro. Ildfluerne og de blå auraer forsvinder. Træet bliver sig selv som træ, luften atter luft. John er ikke en bjørn i menneskeham. Manden ved siden af hende et menneske som er uden svig – han er  klarhed, og det har han været hele tiden.

– Velkommen tilbage, Bodil. Nu kan du godt tåle at drikke af mjødhornet, og vi har andet end gris på grillen: rodfrugter, rød peber, pastinak, søde kartofler, majs, løg. Måske skulle vi høre nogle mongolske shamaner synge i stedet for støjrock, det passer bedre til et blot.

Reklamer