Jesper de la Porte Ovesen

Egne tekster til Den nye Skriveskole og andet


Skriv en kommentar

Da stjernerne forsvandt

Engang skete det en aften at solen gik ned, men månen stod ikke op som den skulle, og stjernerne skinnede ikke på himlen. Alle folk i landet blev nervøse for om verden var ved at gå under, tyve og røvere huserede, og poeterne holdt op med at skrive. Mad og kvæg forsvandt, kvinder blev misbrugt, kostbarheder var ikke at finde.

Så snart solen stod op stimlede folk i hovedstaden sammen for at finde på råd. De blev enige om at sende en ridder til kongen og kræve stjernerne tilbage. Hvis kongen ikke kunne skabe orden igen, hvem kunne så?

Ridderen forelagde folkets bekymringer for Kong Knor og landets vismænd. Noget lignende var ikke hændt tidligere, folket var i oprør. Vismændene havde spurgt elverfolk, nisser, dværge og trolde, men ingen vidste hvad man skulle gøre.

Til sidst sagde den ældste vismand:

– Vi kan spørge spåkvinden. Hun er nærig og ikke til at stole på, men jeg ved ikke hvem ellers.

Så blev hun hidkaldt.

– Hvor er mine stjerner? forlangte kong Knor.

– Jeg ser dem ikke på himlen, ikke i træet, ikke under jord eller vand. Og de er ikke på Jorden siden ingen har set dem.

– Det bliver jeg ikke klogere af. Hvor er de da?

– At finde stjernerne vil koste dig din evige ungdom. Og jeg ser: en fugl som ikke er fugl, spørg den.

Kong Knor brød sig ikke om at få sådan et svar. Sådan taler man ikke til kongen, og spåkvinden blev spærret inde til stjernerne var fundet.

Kongen havde i sin urtegård en kostelig plante. Den som spiser deraf hver dag får evig ungdom. Den voksede i et særlig beskyttet område i havens midte, i et bed indrammet af de smukkeste mauriske kakler. Han blev nervøs ved spåkvindens ord og ilede ned for at se til sin plante.

Men da kongen bøjede sig over bedet blegnede hans ansigt, ved siden af planten var der kommet et hul. Og op af hullet steg en mumlen, en lille muldvarpestemme:

– Nu skal du se, gode konge, intet er så slemt at det ikke er godt for noget, det må da være gode nyheder ikke sandt? Lad os snakke om det der ligger dig på sinde, så finder vi en løsning, der er altid en vej ud, det ved jeg. Hvad er problemet?

– Stjernerne er væk, sagde kongen.

– Det er ikke noget problem, sagde Mulle. Jeg har aldrig set dem og har alligevel fået alle de regnorme man kan æde.

– Og jeg skal finde fuglen som ikke er fugl for at få dem på plads igen, sagde kongen. Det dyr kender jeg ikke.

– Åh ja, sagde Mulle, sproget slår knuder for dig og du tager alting så bogstaveligt. Der findes en fjerklædt slange, som folk kalder en fugl når den ruller sig sammen. Ikke nogen fugl, men den kan ligne. Jeg ved hvor den findes. Det skal jeg nok forklare dig. Til gengæld må du give mig denne skønne plante som smager så godt, den vil jeg have.

Kong Knor vidste at landet var i oprør og at der ikke var anden udvej end at give muldvarpen hvad den ønskede.

– Den bor i træet over stenkisten ud for kapellet i Rosenlys.

– Hvis det ikke passer, sagde kongen, laver jeg dig til handskeskind.

Kongen besluttede straks at tage til Rosenlys. Han sendte sin page af sted for at samle et følge af vismænd og riddere, og drog snart derefter mod kapellet.

Ved Rosenlys fandt han slangen hængende ned fra sit træ og med hele halen låst omkring en gigantisk stenkiste.

– Godt du kom nu, hvæsede slangen, min tålmodighed er ved at være slut. Jeg har vogtet stjernerne og månen i dagevis, men du skal give mig en gave.

– Jeg har i forvejen betalt dyrt for at finde dig. Hvad er da din pris? spurgte kongen.

Slangen spyede spyt og ild: – Du har i dit følge en ung mand som ikke duer til andet end at være til pynt. Ham vil jeg have. Og hvad jeg gør ved ham er ikke din sag.

Kongen måtte så udlevere pagen Kenneth, der sin vane tro havde nyvasket, velduftende hår og var iført sine smukkeste klæder. Slangen tog ham i munden uden at skade ham, samtidig åbnede hun stenkisten med halen.

Og der lå Lysmesteren for nattehimlen i sin sødeste søvn sammen med alle stjernerne.

Kongen prikkede ham med spidsen af sit sværd så en blodsdråbe faldt på månen: – For fremtiden sørger du for at passe dit arbejde og kun sove om dagen!

Slangen og Kenneth levede lykkeligt sammen et par dage – i hvert fald var slangen lykkelig. Til sidst lagde hun Kenneth ned i stenkisten til videre modning, og hvis han ikke er blevet moden ligger han der endnu.

Muldvarpen levede i sit mørke og åd hver dag af planten, den var altid fornøjet og ligeglad med månen.

Men de nætter hvor månen stod på himmelen sad kongen i urtegården og betragtede den med sorg. Når den aftog så han sin ungdom svinde, og når den tiltog så han sin alderdom vokse frem. Kun én dag om måneden var han lykkelig.

Reklamer